Kategoriarkiv: von Münchhaus

Værtshusprygl til Stenlille-Pøbelen

Muenchhaus LOGO

Bedste, højtærede og meget beundrede herr Redacteur Knockel.

Man henvender sig ydmygst, includerende de bedste og meest hjertelige Hilsener til Deres ærede Familie, Husholdning og saagar Kjælderpersonel.

Ikke, at mit Anliggende paa nogen Maade skulde kunne afficere Dem, i deres utrættelige Stræben efter, at opretholde god Skik, Orden og Sædedelighed i det Område, hvor Almagten nu engang har skjænket Dem den Gave, at være den ubestridte Foregangsmand.

Mit Anliggende er egentligt ikke et saadant, men snarere en simpel Betragtning over, og Referentz af, hvad heer til Aften forefandt sig i mit Hjemsogn.

Efter at Aftenposten havde passeret vort Sted, var ingen betydendende Post lagt paa mit Arbejdsbord. Derimod forlød det fra Kjøkkenet, at smudsbladet Sorø Posten havde refereret, at i Holme Olstrup, havde en Gruppe Indvandrere fra Bogø, anstiftet adskillige Brande. Selvsagt læser man ikke selv saadant Smuds, men ved overleveringen fra min Hustru, som havde det fra Kokkepigen, maatte man dog udbryde “Oh Tempera, oh Mores”.

Senere, samme Aften, hvor gode Naboer var forsamlede til et Spil L’hombre, faldt Talen jo på det refererede. Spillet gik i staa under Diskussionen om, hvad dette nu kunne være og brede sig til. Til sidst sagde een af de yngre Deltagere; “Jeg kan ikke capere mere; nu gaar jeg paa Værtshus”.

“Naa, I gamle, vidste I virkeligt ikke, at der er et Værtshus i Tersløse” sagde Ungersvenden, nok saa frejdigt. Reaktionen var da, at en større Del af Selskabet opfordrede denne Bruushane til, at føre Gjerning frem for Ord.

(Det bør i Parantes tilføjes, at ved bedre Mænds Sammenkomster er man sædvanligvis ubevæbnede, men ved Spadseregangen til, hvad der viste sig at være eet af Herr Schaffreunds Udhuse, stod det klart, at undertegnede var den eeneste, som var forsynet med en Hasselkjæp; “Skræp IX).

Værtshus01

Vor Tilsynekomst lagde en vis Dæmper paa Lystigheden, men Frækhed har, som bekjendt, ingen Grændser. Man tillod sig, i den Stemning af Beruselse, som klart var fremherskende, at fremsætte Bemærkninger om vore Evner som Arbejdsgivere, om vore Evner til at opfostre vore Børen, og om vor Forstaaelse, anbelangende Samfundet omkring os.

Saadant var naturgivent, ikke taaleligt. Som den eneste, der ved rettidig Omhu havde medbragt min vel svirpende Hasselkjæp (Skræp IX) maatte jeg, gjerne, omend nødigt, være den, der ryddede Localiteten.

Værtshus02

På Plankevæggen var ophængt Billeder af “Kromutter”´s afdøde Mopse. Paa andre Vægge vare ophængte Contrafeier af afdøde og endnu levende oprørske Elementer af den indvandrede Underclasse fra Nabosognet Steenlille.

Omend vi her paa Stedet hædrer vor Slægt, maa vi erkjende, at vore Fædre gjorde Fejl i, at tillade, at disse forvanskede Mennesker fra Steenlille, fik Permission til, at krydse Sognegrænsen. Og oven i Kjøbet fik tilladelse til, at avle ufortrødent.

Saafremt Tendenser og Praxis fra Holme-Olstup skulle brede sig hertil, kan vi kke være sikre paa, at Hasselkjæppen vil udgjøre et tilstrækkeligt Værn, men vi maa saa finde andre Remedier frem.

Med de bedste Hilsener herfra, til Dem og hele Deres Husholdning samt Kjælderpersonel fra

v. Münchaus

SE OGSÅ:

henvMuenchhFAEKALIEPIRATER

Severin v. Münchhaus runder 140 år i bedste form

OFFENTLIG JUBEL PÅBUDT

En af Folkedisciplineringens rankeste og mest trofaste venner, vor Korrespondent, Hr. Faareavler og fhv. Flaadeofficer Severin v. Münchhaus, fylder i dag 140 år.

v. Münchhaus blev født i en Sejersskjorte og som Søndagsbarn, Søn af den bekendte Kaalrabi- og Faareavler i Tersløse, Siegfried v. M (Slægten indvandret fra Mecklenburg-Vorpommern 1482) og Hustru Magda, f. Steenhuus-Stenlille.

Severin var den førstefødte ud af en senere Søskendeflok paa 14 samt et ikke nærmere kjendt Antal ikke anerkendte Halvsøskende.

Paa Trods af de gode Tegn ved hans Fødsel og den efterfølgende kjærlige, principfaste Opfostring, udviklede Forholdet mellem Forældre og Søn sig ikke harmonisk. Den kun 15-aarige Severin forlod saaledes sit fædrene Hjem, og vandrede udenlands. I Kraft af sit Talent for Conversation og Smiger skaffede han sig igjennem det urolige Europa og blev, formentlig paa grund af akut Mandskabsmangel, indrulleret i den K.K.Östrig-Ungarske Marine. Her blev han uddannet som Navigatør og opnaaede det stærkt eftertragtede K.K.Certificat af ”Expertenlotse zu Donau”.

Muenchh140a

Hans sømilitære Karriere kulminerede under Første Verdenskrig, hvor han indlagde sig uvisnelig Hæder som vinder af flere Rompunschnedsvælgningskonkurrencer i Officersmesserne.

Trods et vist Besvær med at løsrive sig fra de wienske Damer, hvis Ægtemænd havde ladet sig begrave i fremmed Jord, vendte den nyslaaede og pænt dekorerede Leutnant zur See II dog nølende tilbage til sit Hjemsogn, i 1922. Det kan ikke just paastaaes, at Fedekalven ved den Lejlighed, blev slagtet. Gamle Fortrædeligheder drev ham atter af Gaarde. I 1923 blev han inrulleret i den Kgl. Danske Marine med foreløbig Rang af Underleutnant. En Degradering, der bekom den Krigserfarne v. M daarligt. Dog, gennem tro Tjeneste og ved anvendelse af et passende Maal af Smiger opefter, avancerede han i de dengang normale Sekvenser.

Gjennem videre Uddannelse indenfor det navigatoriske tilegnede han sig da ogsaa Expertise i at udføre terrestrisk og astronomisk Navigation i saa vanskelige Farvande som Øresund, Store- og Lillebælt, det sydlige Kattegat og Østersøen, helt ud til Bornholm. Desuden uddannedes han paa det Vaabentekniske omraade og fremstod ved sin Pensionering i 1938 som lidt af en Expert paa Riffel, Revolver, Madsen-Maskingevær og ikke mindst, de dengang upaalidelige Torpedoer.

Severin von Münchhaus modnedes og disciplineredes gjennem denne Tjeneste og da han som Captainleutnant (R) fik Permission ved Høsttid i 1937 stod han godt rustet til, som den førstefødte, at overtage Driften af sin Fødegaard i Tersløse, efter Faderens tragiske, alt for tidlige Bortgang i Forbindelsen med et Skyderi, efter en god Jagtfrokost.

Siden da, har v. M med Flid og Konsekvens koncentreret sig om Driften; saavel sin egn, som Ejendommens. Ved utrættelig Opretholdelse af Husbonds uomgængelige Pligter har han bevaret og udbygget sin Ejendoms Ry som et veldrevet og højt discplineret Landbrug. Kun i en kort Periode forlod han sin Bedrift. Efter flittig Læsning, hvilket han i sine modnere Aar ogsaa har lagt sig efter, drog han i 1952 til Øen Gotland i det svendske, for nærmere at informere sig om Kvaliteter og forskjellige Egnetheder ved det gotlandske Udgangsfaar.

Muenchh140b

Stærkt tilfredsstillet ved sine Erfaringer, medbragte han ved sin Tilbagekomst to upaaklagelige Exemplarer af denne Race. Disse har været Grundstammen i en særdeles positiv, frugtbar og lystbringende Udvikling i Sognets Faareavl. Omgjængelige, avlsvillige og robuste som de er.

Herr v. Münchhaus er saaledes ubestridt Sognets førende Kraft, naar det gjælder Omgang med, pleje af og Avl paa Faar. Denne utrættelige Optagethed af hans Yndlingsdyr, hans upaaklagelige Avl iøvrigt (velnæret Hustru og 12 Børn) og hans utrættelige Opretholdelse af Orden, Arbejdsomhed og Disciplin paa sin Ejendom og i sin Husholdning i det Hele taget, har gjort ham til en højt agtet Person i Tersløse. Hans velskikkede Forhold har desuden gjort ham til en holden Mand. Det forlyder, fra troværdige Kilder, at han har ikke mindre end omkring 440 kr. vel forvaret i sin Sengehalm!

Til Disciplinens opretholdelse betjener Herr v. Münchhaus sig overvejende af haandskaarne Hasselkjæppe, og han har altid kjaldt disse, hinanden afløsende Redskaber “Skræp”.

Muenchh140c

Blandt hans talrige externe Udmærkelser i Aarenes Løb kan nævnes Det Östrig-Ungarske K.K. Marinestorkors, tildelt da han var gandske ung Donauofficer i Eftersommeren 1918, samt Tersløse Sogns Faareavlersammenslutnings Hæderstegn 1953, og med Sølvgarnering i 1957. Endeligt, i 1961 Samme, men med Guldvinger og snoede Vædderhorn i ægte Slagmetal.

I Forbindelse med den runde Dag har Sognebørn indsamlet midler til et Æresvehikel, der kan transportere egnens Førstemand, hans disciplinære Redskaber og øvrige Nødvendighedsartikler på standsmæssig Vis rundt blandt Undersaatterne.

I taknemlig Erkendelse af de talrige lødige Korrespondancer, Hr. v. Münchhaus i Aarenes Løb har ladet tilgaa Avisen, blev Indsamlingen støttet med kr. 4,19 fra Den knockelske Familiefond.

LÆS EN AF DE MÜNCHHAUSKE STORKORRESPONDANCER HER:

henvMuenchhFAEKALIEPIRATER

 

Ethnographiske og andre erfaringer

Muenchhaus LOGO

Højestærede Herr Chefredacteur, den saa beundrede og alvidende Folkets godhedsfulde Oplyser.

Tillad mig at delagtiggjøre Dem, højestærede, i en Erindring fra mine unge Dage, som ved en særlig Anledning nys randt mig i Hu.

Herefter vil følge visse Ethnologiske Studier, som ikke tidligere er publicerede. Men hvilket Organ kunde være mere nærliggende, end det saa respecterede Nr. Usseldrup Dagblad, med underliggende locale Ugeaviser ? Her, altsaa, fra Nutiden:

Da vor bortrømte Avlekarl Pontus, noget slukøret, som i en tidligere Depeche beskrevet, var vendt tilbage til Husbond, spredte sig hurtigt en uvant Euforie blandt Sognets unge, og saamænd ogsaa blandt det lidt mere modne Kvindfolk.

natives Papua 1

Dette har min trofaste Hustru betroet mig, i et fortroligt Øjeblik:

I sin Omgang med Cirkusfolket, havde den brave Karl modtaget en Kropsudsmykning, en saakaldet Printz Albert. Dette Smykke vakte almindelig Fornøjelse og Tilfredsstillelse hos de, som saa og mærkede samme. Og fra de udvalgte og tilgodeseete spredte Rygtet sig hurtigt, saaledes at det gandske Sogn efterhaanden var delagtiggjort i den brave Pontus´ pirrende Hemmelighed.

Min ærbare Hustru og jeg selv hylder det gode, gamle Princip, at den ægtestanden tilladte Copulation sker i Mørke, bedækket under tunge Andededunsdyner. Dog er det hændt engang, at min Hustru har faaet Glimt af min Nøgenhed, og herefter tilspurgt mig om characteeren af min genitale Udsmykning, som hun uden tidligere at have seet, havde saa stor Glæde af.

Historien er lang, og maaske trættende. Men saaledes fandt det sig, at man selv, for mange Aar siden, udstyredes med en saadan Kropsudsmykning, som senere skulle vise sig at spare mig for at blive fortæret af Kannibaler paa Borneo:

Som tidligere berettet til Avisen, gjorde jeg i de heroiske Aar 1913 til 1918 Tjeneste i den KK Östrig-Ungarske Marine, længst i Den herostratisk berømte Donauflotille.

Under denne Tjeneste, maatte vi ofte bunkre Kul og indtage andre Fornødenheder i de ved Bredden liggende Byer. En særlig Forkjærlighed havde jeg for Staden Turnu Severinu, hvor det ikke var nødvendigt at udsende en menig, for at erfare om Küsten var klar. Medens det menige Mandskab lempede Kul og sørgede for andre, nødvendige Provisioner, kunne vi yngre Leutnanter, uden de mange Pligters Byrde, begive os hen i Byen. Et særligt hus havde en uimodstaaelig Tiltrækningskraft hos mig, unge Mand.

Paa Frantz-Josephstrasse nr. 21 boede en sørgende Enke, Baronin Jezabel von Chlithberg zu Vullwan. Baronen var, i Krigen for Fædrelandet, allerede i Efteraaret 1914, faldet, da han i Spidsen for sine Ulaner, tappert angreb en Italiensk Maskingeværstilling et Steds i Tyrol.

Enken sørgde tilbørligt, og begræd særligt, at Gemalen havde ladet sig begrave udenlands, saa at hun i sin Sorg, ikke engang havde et normalt Gravsted at dvæle ved. Men, som hun paa et Tidspunkt betroede mig, sparede hun da saa Blomsterne.

Grabstein_Max_Foerster_0332_AM

Hvad der kunne have modsvaret Enkens berettigede ønske om et varigt minde, at dvæle ved, i kjærlig Erindring, vises hermed i dyb Respect: Det umistelige Gravmæle over den heltemodige, tapre og beslutsomme Chef for Donauflotillen. Mit højt ærede Forbillede, Grossadmiral, Freiherr Frantz Leopold von Seeschreck zu Womith.

I de gode Tider, dersteds, var Officerernes Uniformspantaloner temmeligt stramme. For at nu ikke utilbørlige Demonstrationer af ung Mandighed skulle sees under Parader eller ved de hyppige Balaftener, var det Skik, at Mandens Pryd, holdtes i ave, ved Hjælp af en Ring i sammes Spids, og en Krog i Pantalonerne.

Dame ved Donau

Efterhaanden som mit Bekjendtskab med den sørgende Enkebaronin udviklede sig, bad hun mig om, i kjærlig Erindring om sin bortgaaede Husbond, at anlægge samme Kropssmykke som den hedenfarne havde mønstret. Angst ved den forudseelige Smerte, vægrede jeg mig længe, men efter at have faaet Stolen stillet for Døren: Enten fulgte jeg hendes Opfordring og inderlige Ønske, eller hun ville begunstige min Kollega Lt. Ringg und Pratesz.

Saaledes provoceret, ved Udsigten til, at en yngre Officerscollega skulle indtage min privilligerede plads hos Enkebaronin´en, mønstrede jeg alt mit Mod, og accepterede. Vi militære er jo, omend vi nødigt seer Blod, forberedte paa muelige Smerter, saa dette Indgrebs Pine, viste det sig, for Ingenting at regne imod et grundigt Værtshusslagsmaals Smerter, særligt, hvis en Deeltager forfalder til ufine Slag og Spark i Skridtet.

Men, efter disse omstændelige Indledninger og Forklaringer, videre til min Ethnologiske Beretning:

Frantz Joseph

I Aaret 1915 havde den KK Habsburgske Familie allerede indseet, at Krigen mueligenvis kunne tabes. Derfor udsendtes en hemmelig Mission med det Formaal, at erobre en Coloni, hvor den Habsburgske Slægt kunne være i Sikkerhed, og forberede sig paa en gloriøs Tilbagekomst.

Som een af de meest erfarne Navigatører, med den meest pletfri Vandel, modtog jeg det ærefulde Hverv, at mønstre som Navigationsofficer paa Skibet “Erzhertugin Victoria”, stationeret i den berømmelige Flaadehavn Trieste. Fartøjets Navn var lovende, men efter at Chefen, Fregattenkapitän Mürwitz havde aabnet sine forseglede Ordrer, sænkede den heroiske Stemning sig betragteligt. Skibet skulle ommales; Skytset skjules, og forklædt som Koffardifartøjet “Garibaldi” skulle vi under falsk Flag dampe ud af Middelhavet, sønden om Africa og til Fjernøsten.

Marine_Österreich-Ungarns_(Meyers)

Maalet var forsaavidt forstaaeligt, for i de Dage havde Colonimagterne jo sat sig paa mestendeels alt hvad der var værd at besidde. Blot visse Øer i Sydøstasien stod tilbage at colonisere. Dette var vor, fra den øverste Regent, assignerede og commanderede Opgave.

Man skal spare den udholdende Læser for en detallieret Beskrivelse af vor Sørejse. Blot dette: Omend det var flaut at sejle under falsk Flag, fandt vi nemt frem til Stædet ved Gibraltar, ved at følge i Kjølvandet paa HMS “Illustrious”, som skulde samme Vej. I Atlanten blev det straks mere vandskeligt. Gandske vist var baade Captainen og jeg selv fuldt kvalificerede Navigatører, men paa Donau, hvorfra mine practiske Erfaringer vare indvundne, var den terrestriske Navigation alt nok. Samme gjorde sig gjældende for Chefen. Hans Erfaringer stammede fra Farvandet ud for Trieste, hvor man altid, under Togter og Manøvrer kunde komme sikkert i Havn, inden Mørket sænkede sig.

220px-Warasdiner2

Ingen af os ville tage Sextanten i brug, saa efter stiltiende Overenscomst fulgte vi Kystlinien nedover. Dette kan nok have forlænget vor Rejse noget, men en Deel af vort Opdrag var jo at gennemføre Togtet saa sikkert som mueligt.

Kort fortalt, rundede vi Cap Det gode Haab, efter ved flere Lejligheder at have maattet udøve en slags Capervirksomhed, af bitter nød, for Kul og øvrige Provisioner.

Efter bestiknavigation ramte vi som forudseet Indiens Sydspids, efter et naadigt Forsyns hjælpende Haand. Ligeledes ankom vi i Malaccastædets Indgang, som ved et Mirakel.

Herefter nærmede vi os den ukolonialiserede Ø Borneo. Vor Landgang dersteds var uden Besværligheder. Chefen faldt dog overbord og druknede; Staklen besad ikke færdigheden i at svømme. I denne sørgelige Anledning, maatte man selv overtage Commandoen. Saaledes, lettere eschaufferede, men maalbevidste, begav vi os ind i den borneiske Jungle, som strakte sig heelt ned til Det ostindiske Hav.

Fugle sang og kvidrede, Hundehyl og Kattejammer forekom, men først paa andendagen mødte vi levende Mennesker. Disse, og de var alle af mandkøn, vare aldeles nøgne. Bortset fra, at de tildækkede deres Penisser med tørrede Plantehylstre, i en delviis opret Position.

Papua_Dani (1)

Communication var vandskelig, da det hurtigt stod os klart, at de indfødte ikke forstod vore diversificerede sproglige Forsøg, og de, paa deres Side, ikke forstod vore venskabelige Tilnærmelser paa tysk, fransk og engelsk.

Da de saaledes greb den meest trivelige af os, SG KK Marine Olbert Nachspeis og uden videre skilte hans Hoved fra kroppen, stod det mig klart, at heer maatte den største Diplomatie nok bringes i anvendelse. Min beskedne Beholdning af Glasperler gjorde vel nok sit, men da ogsaa min gode Oppasser Friedrich Offnersohn fra Wien, blev decaptueret, saa jeg at samme Skjæbne muelighedsvis ogsaa ville ramme mig.

Man maa indføje, at siden min Tid dersteds har den udbrete Duft af Barbeque eller Grill, ikke vakt mit Behag. Tvært imod.

Tidvis maatte jeg erfare, at mine trofaste Følgesvende ikke blot var decaptuerede, men ogsaa blev fortærede af disse sultende vilde.

Selv blev jeg ogsaa lagt paa Slagtebænken. Men da man dersteds ombringer sit Bytte i aldeles nøgen stand, opdagede en Shaman, eller hvad de nu kjaldte deres Medicinmænd, at Undertegnede bar paa sig en Erindring om festlige Dage ved Donaus Küster.

Selv vare de udsatte for et Overgansritus, der ved penetrering af den meest private Del, via en Snor, mueliggjorde et til stadighed oprejst Avlelem.

Min egen beskjedne Ring af sølv gjorde et uudsletteligt Indtryk. De indfødte, som hverken fandt Begyndelse eller Ende paa min Ring, troede i deres Eenfoldighed, at denne var medfødt.

Herefter opkastet til en af Guderne nedsendt, lykkedes det mig dog, efter fem Aar, at undslippe. Indtil da, maatte jeg, som den af Forfædrene udvalgte, deeltage i adskillige, Aarligt tilbagevendende usædelige Riter og Sandseligheder. Saavel som jeg herhjemme ikke finder Smag i thailanesiske Tjenestepiger, var det mig en Overvindelse at deeltage i de aarlige Copulationer. De locale Kvinder var mig utiltrækkende, og kun med en Klemme for Næseborene (det var Mændenes Skik), overvandt jeg den Dunst der stod omkring disse Kvindfolk. Det maa erindres, at eftersom vi befandt os i et Indland, var Befolkningen ikke tilvænnet Lugten fra raadden Fisk.

Britiske Colonitropper forsøgte at indtage Stammens Revier, og har siden da lidt mange, velbehageligt fortærede Tab. Men Selv returnerede jeg, i Fangenskab til det kjære Europa.

Dog maatte jeg lide den forsmædelige Skjæbne, at disse indolente Engelskmænd antog mig for, i min nøgenhed, at være en bornoesisk Albino.

download

Vandskeligt var det at komme til at gjensee de tiltrækkende officersenker, der havde bibragt mig saa megen Glæde og Commers. Des længere varede mit fornyede Ophold ved Donaus skjønne bredder. Men end mere glædeligt var det, at returnere til min fædrende Egn og Ejendom, ja, at vende hjem til Tersløse Sogn.

Ja, Herr Redacteur; saaledes slutter mit lille ethnografiske Eventyr. I de siden forløbne 95 Aar, har jeg, i mit fredelige Sogn, hverken oplevet Cannibalisme eller uvelkommen pligtcopulation. Derimod kan det oplyses, at sognets Masturbationscorps, disse strunke og muntre Unge (og lidt ældre), bereder os ugentlig Tilfredsstillelse, ved Sprøjtehusets Gavl.

De bedste Hilsener fra Deres beundrende

S v M

Redaktionens fodnote: Ovenstående er f.o.m. skoleåret 2015-16 obligatorisk pensum i fagene geografi, samfundslære og forplantningsteknik på Nørre Usseldrup Eksamensskole. Elever i afgangsklasserne skal kunne fremsige hele teksten ordret samt tilegne sig dens indhold og principper i en sådan grad, at de kan redegøre for dem med egne ord.

SE OGSÅ:

Henv2MuenchhPOGESKOLE

 

Valgafslutning i Tersløse: Indvandrerpak gennempryglet

Muenchhaus LOGO

Afvigte Aften, imedens L´hombrespillet var i sin bedste Gænge imellem ligestilllede, bedre Mænd i min Spisestue, blev der forsigtigt banket paa Døren. Ved mit fyndigt udtalte “Hvem vover at forstyrre et ærligt Kortenspil?” vovede dog en ung Tjenestepige (Vaginilla Pferdia af den her bekjendte Famile Mose-Slammose, alder 47 aar) at fremhviske en kort Beskjed: At, i min egen Lade, en aldeles uautoriseret Folkekomsammen var under Afvikling.

Stærkt consterneret maatte man opgive, eller i det mindste pauselægge en god Haand, Kortenspil og ubekymret Gammen og deelagtiggjøre Selskabet i en Underretning om saadan utilladelig og subversiv Adfærd. Dette medførte almindelig Uroe og Ophidselse. Somme foreslog, at man hver især skulde møde bevæbnede op, for at give Usurpatorerne den rette Bekomst, om nødigt. Selv opfordrede man til, at der anvendtes den erfaringsmæssigt nyttige Lussering og de svirpende slag af Hasselkjæppene. Min egen “Skræp XXI” havde, efter en Vinter i Kakkelovskrogen, vist sig at være alle sine Forgjængere overlegen i fasthed og elasticitet.

Hølade

Saaledes udstyrede; mine Naboer med deres af Naturen givne Lusseringsudstyr, nogle med stive Spadserestokke etc; jeg selv med Skræp XXI, begav vi os roligt og stilfærdigt om til Høladen. Man skal tillade sig at blotte en vis Forfængelighed ved at oplyse, at dette Bygværk er konciperet og opført af een selv, i den bedste Manér, som kjendt fra de gamles Byggeskik.

Allerede uden for Ladeporten hørtes, ikke “lystig Tale og muntert Tidsfordriv”, men oprørende Anklager imod de behjertede Mænd, som i sin Tid tog imod de forarmede Indvandrere fra det mislykkede Stenlille Sogn. Her maatte vi høre Takken for den Godhjertethed, den Omsorg og den Opdragelse som Disse, ud fra vort gode Vilie og Gavmildhed blev til Deel.

Det paastodes, at vi heer i Sognet havde lusseret, pryglet og udnyttet disse tilvandrende Skarer for at dresserer dem til Lydige og forsagte Arbejdere i vore Bedrifter. Sandheden er, kort fortalt, at disse Stenlilleindvandrere viste sig, paa trod af Lussering, Stokkeslag og behjertet Overtalelse, at være fjerde-eller femterangs Arbejdskraft. Ved venlig Underretning om Arbejdets rette Udførelse, beklagede de sig immer over ikke at forstaa den tydeligt udtalte Instruks, omendskjønt vore to Sogne dog grænser op til hinanden, og at Stenlilledialekten nok er frastødende, men begge Veje ikke uforstaaelig.

Som bekymrede og til deels vrede Principaler skaffede vi os Adgang til dette “Vælgermøde” og stilede i samlet Flok op imod Lederne, der sad bænkede ved et Langbord, uretmæssigt bortført fra min egen Folkestue. Paa Anfordringen: ”Hvem er ansvarlig for dette Arrangement?” svarede ingen.

Lussingmaskinist

Først efter nogen Overtalelse gik møddingvender Chaim Adamsson Muldboorn til Bekjendelse. Jo, han var den, der havde indkjalt til denne uautoriserede Sammenkomst. Min Gjenboe, Herr Stygge Krumme v. Eeringshausen paatog sig, uden Indvendinger, paa Stedet at afstraffe den skjyldige, hvilket til Exempel og Paamindelse blev gjort, haandfast og skaanselsløst.

I Laden befandt sig endvidere et Par os hidtil ubekjendte fremede. Efter en nærmere Undersøgelse medgav disse, at de begge var saavel Skribenter til som Agitatorer for det ilde berygtede Smudsskrift “Sorø-Posten”. Saadanne Figurer har ingen Gang paa Jorden i vort Sogn, saa de blev efter kort Proces overladt til selv at finde hjem til den nærliggende, gjennemfordærvede Kjøbstad.

Om Folkeholdet, baade heer og hint, er at sige: Den paafølgende Morgenstund blev der malket, fodret, luget og saaet, som Skik er paa denne Aarstid. Saa I Dannermænd- og Kvinder, som maatte erfare Dette; Stol trygt paa, at den rette Overbevisning og en fast Haand immer viser Vejen.

Naar hertil lægges, at Sogneraadsvalgets resultat ved begge Optællinger blev 417 Stemmer på den Münchhauske Fællesliste, 9 stemmer på Socialisterne og 1 1/2 stemme kendt ugyldig, er dette kanskje til Opmuntring i resten af Fædrelandet, herunder det saa beundrede Usseldrupske Storsogn.

Jeg forbliver Deres aarvaagne Korrespondent

S. von M.

SE OGSÅ:

HenvMuenchINVASIVE

Hele landsdelen vil stå sammen om hr. von M’s brunvarerettigheder

Muenchhaus LOGO

Bedste, velvilige Herr Redacteur Knockel.
Nu er min Grændse overtraadt!

Fra en mig, hidindtil ubekjent Myndighed, har man henvendt sig, og anmodet om min Medvirken i et en Undersøgelse af min daglige Gjøren og Laden. Med Tanken paa det berømmelige og beundringsværdige nordvestjydske Storsogns Traditioner, er dette maaske ikke særligt krænkende, ja, maaske endda passende. Men Sagen er den, at man fra Myndighedens side har anmodet mig om, at afgive en prøve paa det, som jo er vor allerstørste og umistelige Skat. Nemlig de Fækalier som vi, velfordøjede og godt bearbejdede, afgiver.

Det fremstilles, at i Kraft af min Alder, er jeg i Farezonen, naar det gjælder Forekomst af al mulig Daarligdom. Lad mig sige det, klart og uforsagt: Hvad der kommer ud af min Bagdeel, er mit, og skal ikke anvendes til andet, end til at gjøde min egen Jord. (Ved et heldigt Tilkjøb har mine Sønner og jeg udvidet vort Tilliggende med 60 Td.Hk.).

Trommeparade

Vor egen fækalieproduction rækker ikke til at frugtbargjøre vort af Herren tilmaalte Agersmaal, saa om De, bedste Herr Redacteur, maatte kjende velvillige Bedrifter i overskud, ville vi her, paa vort ydmyge Sted, være dybt taknemmelige for hver en Klat, som maatte os tilflyde. Naturligvis efter fornuftig Pecuniær Aftale.

Ja, hvem skulde have troet, at man i sit 98-sindstyvende aar, skulde have nødigt, at anmode om Hjælp udefra? Men De, min fuldtro ven, Herr redacteur, glemmer ikke gammelt Venskab, og stiller Dem nok tilfreds med mine hjerteligste Hilsener til Dem og Deres familie, Huusholdnig og Kjælderpersonel. Man medsender de bedste ønsker for en vel Anvending af den saa nyttige Hasselkjæp.

Deres yderst og mangfoldigt forbundne

Severin von Münchhaus

Knockelsk besvarelse: Til kamp for brunvaren

Allermest ærede hr. von M

Glæden over atter at høre fra Dem forvandledes hurtigt til forbitret raseri, rettet mod de myndigheder, som vover at krænke en olding så universelt fortjenstfuld og velmeriteret som Dem med forsøgsvis konfiskation af Deres allermest dyrebare frembringelser.

En hurtig rådslagning med Blodhavn Borgervæbning mundede ud i et fælles kampråb: Det skal ikke ske!

målskytter

Fra og med klokken 07.11 i morges bevogtes sognegrænserne af raske unge trommeslagere, der vil varsko om eventuelle bureaukraters fremrykning. Det münchhauske hjem og de münchhauske jorder forsvares døgnet rundt af Borgervæbningens mobile bueskyttekorps, og fra luften har vi også modangrebsmuligheder, som af taktiske grunde ikke skal røbes i detaljer her.

Deres, hr. von Münchhaus, samt Deres families og husstands (inklusive fårs og geders) brunvare er fredhellig og vil blive værnet med alle nødvendige midler.

Jeg beder avisens tusindtallige læserskare om at bemærke Deres opfordring til leverance af lokal gødning. Et folketog af ranke nordvestjyder vil sætte kurs mod Deres jordtilliggender, medførende spande, baljer og vogntog af friskdampende naturprodukter.

Således resolveret, under vor hånd og segl

louissign

SE OGSÅ:

henvMuenchhFAEKALIEPIRATER

 

Knaldroman nr. 24

Louisroman

Kapitel 1

Det var en mørk og sjaskvåd aften. Juleaften. Overalt i Nordvestjylland pladrede det ned fra tunge dyner af blåsorte skyer.

– Hvad gør vi? spurgte Ludhild Y. Knockel. – Hvordan redder vi julen?

Hendes ranke, 98-årige oldefar svarede med en svirpende lussing.

– Sådan gør vi! bjæffede han. – Sådan gjorde vi i min barndom, sådan gjorde vi under krigen, sådan gør vi til alle tider.

Han trak barnet med ud på Stationsvej i Nørre Usseldrup, hvor hundreder af våde landproletarer stod opmarcheret i snorlige rækker.

Klask. Klask-klask-klask. Klasklediklask-klask-klask-dask. Velrettede kaskadelussinger varmede kinderne på de tavse, strunkt smilende proletarer. Årets julelussingparade fik det samme værdige forløb som altid.

Kapitel 2

Oldebarnet sad nu ved Louis’ side og søbede om kap med ham af den boblende gryde med Knockelfamiliens traditionelle røde juleflæskesuppe. Omkring bordet havde de selskab af familie, personale, tyende og stuelevende tamdyr – en halv snes snøftende husgrise og brægende avlsgeder – samt tre særligt inviterede hædersgæster: Hr. Baryl Nidding Halunk, hr. Eberhard Stürwolt og hr. Severin von Münchhaus.

– Se godt på disse mænd, sagde Louis til lille Ludhild. – Takket være dem kan du forvente en tryg, gennemdisciplineret fremtid. Avisen vil blomstre, og familieformuen vil, når jeg om 20-30 år falder bort, formentlig overstige 200 kroner.

Unge Halunk rettede på studenterhuen og sendte barnet et genert smil. Hr. von Münchhaus hævede bægeret med blå drikkepetroleum til endnu en skål, og hr. Stürwolt, der som sædvanlig var nøgen, greb den münchhauske hasselkæp og tildelte sin ryg nogle syngende slag.

Louis klappede oldebarnets ferskenkind. – Med onkler som disse har du intet at frygte, sagde han. – Spring nu efter en kasse tangcigarer, min snut!

Snart efter røg alle, Ludhild inklusive. Dunken med drikkepetroleum gik atter bordet rundt. Stemningen steg.

Kapitel 3

– Vi er på vej fremad! proklamerede Louis med den dybe, knirkende stemme, som venner og fjender havde lært at respektere. – Jeg har store forventninger til det kommende år. Efter denne julekalenders bragende succes vil mindst én af vore skribenter modtage Nordisk Råds litteraturpris. Ligeledes kan vi se frem til en europæisk guldmedalje i spadserende masturbation.

Han rejste sig og gik hen til vinduet. Oldebarnet og de andre fulgte efter. I gården under dem var tusinder af fuldvoksne kamprotter samlet. Lyset fra de knockelske stuer gav genskær i dyrenes kuglerunde, hidsigt stirrende øjne. Lyserødt skummende savl dryppede fra deres skarpe tænder.

– Afgang! råbte Louis. – Derover!

Den frygtede storpamper Lalle Birk Lallesens palæ lå skråt over gaden. Rotterne satte sig i bevægelse imod det. Som en elektrisk hvæsende flodbølge skyllede de ind gennem palæets frønnede vinduer og mørnede døre.

Louis vendte sig mod familie, husdyr og venner. – Hvad der videre sker – ja, det kan vi snakke om engang i januar, sagde han. – Lalle må stå og falde med sine gerninger. Rotterne er hans domstol. Mere petroleum i bægrene, lad os få den brune festbudding ind til flambering! Skål, alle mine venner!

Forrige kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Bevinget unggris fremavlet på nabogård

Muenchhaus LOGO

Saavel som det er almindeligt bekjendt, at særligt Panser, Bæltekjøretøjs- og chemisk Foretagsomhed i en periode nød særligt fremme i vort sydlige Naboland (Udviklingen af Undervandsfartøjer ikke at forglemme) og saavel som alle civiliserede ogsaa vil kjende Frankrigs særlige og aromatiske Producter, vil ethvert oplyst Menneske kunne forbinde forskjellige Lande og Regioner med hver deres specielle Foretagsom- og Opfindsomhed.

Det ser nu ud til, at vi i mit ydmyge og elles beskjedne Hjemsogn, tør melde os i Rækken af opfindsomme Udviklere, paa Linie med andre Regioner og Industrigrene. Det drejer sig her, om det saa bredt omtalte Biochemiske Segment. Vi forventer, gjennem veldokumenterede Articler i de landsdækkende, videnskabelige Tidsskrifter at faa vore Resultater anerkjendte og dermed at kunne blive en værdsat Plet paa Verdenskortet (eller i det mindste paa Danmarkskortet).

En vellykket Krydsning mellem Faar og Gris, med lidt supplerende Drys af Hanefjer, er vort første overbevisende Experimentresultat. Det kan i skrivende Stund tilføjes, at et Exemplar af Innocenti allerede er drægtigt (ved Avlskarl Pontus Spritzfähigs utrættelige og uvurdeerlige Indsats).

Gris02

Yderligere er et banebrydende og græseoverskridende nyt Avlsarbejde indledt og har for saa vidt allerede vist sig gandske vellykket.

Et, i Journalistiken gandske velkjendt Begreb: ”En flyvende gris” (dog aldrig constateret i den Knockelske Presse) er det faktisk lykkedes velmenende, flittige og disciplinerede Personer her i Sognet, at fremavle. Gandske vist er det i en Periode gaaet noget ud over den ellers fast instutionaliserede ugentlige Masturbation ved Sprøjtehusets Gavl, hvilket, af Sognets behjertede Mænd vil blivende passende, beslutsomt og haandfast behandlet.

Flid, Evne og indgaaende Kraft er blevet anvendt paa et Project, der gandske vist, for saa vidt, har vist sig vel gjennemført. Det kunne dog ønskes, at Grisen havde lidt større Vinger, saaledes at den ogsaa var i Stand til, at løfte Bagkroppen med op i de højere Luftlag.

Min belæste Nabo Herr N. Jeremias minder om den Skjæbne der overgik Daidalos og Iskarios, da de søgte det fremmede Luftens Element.

Mere nærværende end klassisk Lærdom forekommer det mig dog, at diskutere den egentlige Nytteværdi af denne flyvende Skabning. Vil den ikke anvende for megen Energie paa sine luftbaarne udflugter og dermed reducere Husbonds naturlige Forventninger til et passende Udbytte af Flæsk, Fedt og gedigent Kjød? Hvor vil den urinere og defækere? Og, vil vi ikke komme i den Situation, at vi maa overdække vore Svinestier med kostbart Traadhegn? For kan vi være sikre paa, at flyvende Grise ved Aftenstide, vender tilbage til deres retmæssige Hjem, Husbond og Fodermester? Mange Problemer og uløste Spørgsmaal rejser sig.

Man kan ikke undlade, som en sidste Tilføjelse, at erindre om den fyenske Digter Berntsen, der allerede for mere end halvfjerds Aar siden skrev en kort Strofe om en Munk, der ramt af en Fugleklat, takkede Herren for, at Køer og Grise ikke kunne flyve!

Gris03

Omend Experimentet er interressant, finder Man dog, at vore nyvundne Erfaringer paa det Biotechnologiske Omraade, maaske har sine naturlige Grændser. Efter moden Overvejelse (som endnu ikke er afsluttet) vil Man gjøre sin Indflydelse gjældende og sørge for at videnskabelige og avlsmæssige  Activiteter cananliseres over i noget mere nyttebringende.

Vær, Herr Redacteur, ikke i Tvivl om, at naar v. Müchhaus har afsluttet sine Overvejelser og truffet den rigtige beslutning, vil Samme med fast (evt. Haard) Haand blive gjennemført. Fremtidige Activiteter vil saaledes blive planlagte og coordinerede under min særlige Opsigt, saaledes at Spild af  Lokkerier og eventuelle Penetreringer (Sidstnævnte vil fremover kun være tilladt og overvaaget af Undertegnede) ikke vil medføre fejlagtige Initiativer og Spild af den Arbejdstid, som Husbond saa gavmildt vederlægger Tyendet.

Jeg behøver vel ikke at nævne, at vi her ikke vil forholde det højt ærede Storsogn vore Landvindinger paa det avls- og artsbiologiske Omraade. Herr Chefredacteur: De kan i enhver Henseende, paa samme Maade, som De selv saa gavmildt delagtiggør os Andre i Deres beundrede Storsogns Landvindinger af mange overraskende Arter, regne med den tilsvarende beredvillig- og Aabenhed herfra.

Jeg forbliver Deres beundrende og lydhøre

Severin v. Münchaus

SE OGSÅ:

HenvKYSTENKLAR

 

Sognets bedre mænd genåbner pogeskolen

Muenchhaus LOGO

Højtærede og beundrede Herr Redacteur, vor uerstattelige Mentor

Da uoverstigelige Interessemodsætninger har lammet vor Pogeskole siden Paaske, sidste Aar, er det nu med en vis Tilfredsstillelse, at Sognets bedre Mænd har taget Sagen i egen, faste Haand.

Konflikten bundede i, at Degnen, der jo alle Tider har været Skoleholder, for nogle Aar siden, maatte antage en Hjælpelærer. Aarsagen hertil var Landalmuens uhæmmede Fertilitet. Af Interesse for, at den opvoksende Almue, i vore moderne Tider, ville være i stand til at stave sig frem til Forskellen paa Saasæd og Kali; paa forskellen mellem Benzin og Lampeolie etc. Gandske vist er der her i Sognet en udbredt Uvillie mod Tyendets læsefærdigheder, da saadant, erfaringsmæssigt kan føre til Studiet af underlødig, ja rent ud, subversivt Smuds. Men, i Fremskridtets Navn, gik vi med til en Udvidelse af Lærerstaben paa ikke mindre end 100%.

Pogeskole01

Den nyansatte Hjælpelærer kom desværre fra én af de nærliggende, fordærvede Kjøbstæder, og medbragte nogle Forestillinger om egne Rettigheder. Tillod sig endog at tale om Ligeberettigelse og Kvindfolks særlige Talenter. Vor Degn, som er en godlidende Mand, greb ikke i Tide til Hasselkjæppen, den unge Flossie fremturede, og paa et Tudspunkt raabte Degnen: ”Saa lukker vi Skolen”!

Sognets bedre Mænd stod naturligvis hele Tiden bag Degnen, men ville dog nødigt gribe ind i denne Strid. Desuden har vi jo haft god Nytte af de ekstra Hænder, i vore Bedrifter.

Dog skønnede vi, at en uvildig Stemme maatte kunne gavne, saa vi sendte adskillige Gange de stridende Parter til Mægling hos Provsten i Ruds Vedby.

Dette førte til intet som helst, og da vi forleden, efter et godt Maaltid og et muntert Parti L´hombre hos Herr Schaffreund, drøftede fælles Anliggender, blev Pogeskolens Problem berørt. Det viste sig at der var fælles Fodslag om en rimelig Ordning:

1. Degnen har fortsat Magt til at lede og fordele Arbejdet i Pogeskolen

2. Hjælpelæreren skal til Punkt og Prikke følge sin Leders Anvisninger

3. Pkt. 1 og 2 kan fra Degnens side haandhæves ved Lussering eller med Hasselkjæp, dog ikke i Elevernes Paasyn. En vis Respekt for Lærerstanden bør trods Alt, opretholdes hos Børnene.

4. Under Lederens Beføjelser ligger uden Forbehold, valget af Undervisningsmateriel. Degnen har saaledes Ret og Plgt til, at fjerne og fremover undgaa Forekomsten af underlødigt, forargeligt og samfundsnedbrydeligt Materiale. Anvendelsen af Ferle, Ris og Spanskrør tilkommer alene Degnen, som hver Lørdag Eftermiddag skal disciplinere de skyldige. Hjælpelærerens Beføjelser indskrænkes til lettere Lussering, kniben i Kind etc.

5. Parterne underlægger sig ubetinget ovenstaaende pkt. 1-5.

Sign. Peer Degn Bjerg og Zenobia Innocentia

Pogeskole02

Da ovennævnte Selskab faktisk, udover gode Jagtkammerater og hvor Degnen, der er bekjent for sin formfuldendt Skjønskrift og for Fraværet af (graverende) Stavefejl, tilfældigvis var blandt Gjæsterne, ogsaa rummede det samlede Sogneraad, forsømte vi ikke, straks at beslutte ovenstaaende, hvorefter Tersløse Pogeskole gjenaabner næstkommende Mandag.

Vi vil forinden, godhedsfuldt sørge for, at Spindelvæv bortfejes, at Væggene kalkes og at der strøes nyt Gulvsand i Skolestuen.

I Haabet om, at De Herr Redacteur vil se med milde Øjne paa den Løsning vi er kommet frem til forbliver jeg deres hengivne

S v M

PS. Man kan forsikre Dem, Herr Redacteur, at den Fejl, at ansætte en kvindelig Hjælpelærer, ikke vil gjentage sig, i hvert Fald ikke de næste 40 – 50 Aar.


KNOCKELSK EXPRESBESVARELSE:

Allermest ærede hr. von Münchhaus, vor trofaste ven og velgører

Sjældent eller aldrig har jeg set en bedre pædagogisk nyhed. Samfundsgenopretning af denne art gavner os alle. Disciplineringen af den unge hjælpelærerinde vil blive stående som et eksempel for yngre lærerkræfter overalt i landet, også her i Nordvestjylland, hvor en disciplinær oprustning er bydende nødvendig inden turiststrømmen for alvor kommer skyllende.

Jeg glæder mig til at erfare mere om Tersløse-børnenes hurtige pensummæssige fremskridt i dagene og ugerne, der kommer.

Med fremdeles højagtelse signeret, Deres

Louis

 

Valutareform og garanti for sparekassedrift

OMDREJNINGSPUNKT: FLERE
LUSSINGER FOR HVER LANDKRONE

Finansreportage: Crass Børsting

En landproletarisk finanseksekutivkomité under foresæde af redaktør Louis B. Knockel har besluttet at opskrive den lokale landkrone fra den historiske omsætningsværdi, hvor pari var 1 velsmurt hverdagslussing, til 2 lussinger, gældende fra i morgen tidlig kl. 05.14.

Altså: En fordobling af kroneværdien med ét velrettet slag.

Valutareform

– Med sædvanlig koldblodig ro har vi fulgt nedturen for konkurrerende valutaer som den islandske, svenske og saudiarabiske. Især har vi noteret os den længe imødesete og meget glædelige kollaps i Holstebro, hvor såvel ejendomspriser som homofile tjenesteydelser nu er i frit fald, udtaler redaktør Knockel. – Tidspunktet er kommet for os til at styrke økonomi, moral og beskæftigelse.

Den overalt i Usseldrup, Klamhuse og Blodhavn omsættelige landkrone har siden 1947 været bundet til faste værdier som 400 g mørkebrunt, splintfrit rugbrød og gængse tjenesteydelser, f.eks. fremleje af et rengjort, slidstærkt genbrugskondom i 14 minutter. 

Transport- og brændselssektoren er ligeledes knyttet til dette fastkurssystem, og sådan vil det fortsat være, blot med den absolutte basisværdimålestok, den flade nordvestjyske hverdagslussing, fordoblet i værdi.

– De lokale penge er desuden gjort direkte konvertible (100 til 100) med den bulgarske landvaluta, Gonossaen, således at vor samhandel med denne vigtige partnernation kan opretholdes og videreudvikles.

Brunvaregaranti

Samtidig udstedes en uindskrænket garanti for alle ind- og udlån i Usseldrupegnens Spare- og Laanekasse af 1891.

Til sikring af kassens forpligtelser er indlagt et ekstra stødlager af værdifulde faconfækalier i bokskælderen på Stationsvej, bl.a. den blodmarmorerede ædelpølse “Hakon Jarl” fra 1954, som Louis B. Knockel selv i sin tid frembragte. Den var doneret til Ekskrementariet i Nørre Usseldrup, men under indtryk af de globale konjunkturer vil den nu igen gøre fyldest som reservevaluta og en vigtig del af fundamentet under Nordvestjyllands økonomi.


NETOP INDLØBET EXPRESKOMMENTAR FRA
VOR KORRESPONDENT, hr. Severin von Münchhaus:

Højt ærede Herr Redacteur,

Man kan ikke noksom glædes over den prompte og resolutte Indskriden overfor den udefra paaførte Finanskrise. Deres effektive landproletariske Finanseksekutivkomité har skaaret ind til Benet, slaaet Hovedet på Sømmet og udvist rettidig Omhu. Og som en Sidegevinst, nok en Gang, forbedret Muligheden for Disciplinens Opretholdelse!

Her i det sjællandske har vi ikke selv Mulighed for, at gardere os imod de financielle Urimeligheder, som bland Andet den ikke saa fjerntliggende Kjøbstad Roskilde paafører os ved sin Banks nu afslørede, urimelige, kjøbstadsmæssige Skalten og Valten. Vi er underlagt den almindelige sjællandske Kronekurs og kan ikke, her i Tersløse indføre saa resolutte og effektive Foranstaltninger, som i Deres ærede Storsogn.

Imidlertid er Problemet i høj Grad til at overskue. Her hos os har vi forlængst lagt os efter en økonomisk Model, der indebærer at Ingen er i Tvivl om Vekselkursen mellem en Flæskeside og et læs nyopgravede Kålrabi. Mellem Brugsuddeleren og vort Landproletariat er ligeledes etableret en god Consensus om Bytteværdien af de Producter der kan tilbydes  for Butikkens Udvalg af forskjellige importerede, livsnødvendige Varer. Men disse er egentlig ganske faa.

Omend vi her, ikke kan opvise den samme Karakterfasthed og Disciplin som i Deres beundrede Storsogn, lever man dog, efter Fædrenes Skik i nobel Nøjsomhed. Her bruges ikke Sparepenge paa Frynser og fransk Lingerie. Saa selv om vi er ærgerlige over, ikke selv at kunne træffe Forholdsregler, er vi lykkeligvis ikke særligt berørte.

Deres altid forbundne

Münchhaus

 

Er indvandrende arter til skade eller gavn?

 Muenchhaus LOGO

Bedste, højtærede og dybt beundrede Herr Redacteur.

Afvigte sommer dukkede der, fra den nærliggende Kjøbstad, hvorfra man
hævder at kunne haandhæve Jurisdiction over vort uskyldige Landsogn,
to Mandspersoner op ved Gadekæret.

De gav sig til at fiske Guldfisk!

Igjennem Aarene, hvor stigende uansvarlig omgang med surt erhvervede
Penge har manifesteret sig, har adskillige Smaakaarsfolk anskaffet sig
saadanne overflødige Pyntegjenstande, og naar de blev trætte af det
stadigt mere plumrede Vand, lempede de fornuftigvis disse besværlige
Pyntedyr ned i Gadekjæret. (De kan jo ikke fortæres). Deer har de
udgjordt nyttig Føde for Karper, Aborrer og for den gamle snedige
Gjedde, Mester Mikkel, som selv de mest ihærdige med Medestænger, ikke
har haft Held eller Dygtighed til at faa paa Krogen.

Adspurgt om, hvorfor de dog gik paa Guldfiskefiskeri, svarede disse to
communale Personer, at Aarsagen var, at disse Fisk var artsfremmede.

Da vore brave Landsbyboere, som i større tal var stimlet sammen, hørte
dette, opstod en slags Uro, hvorved de to Biologer uheldigvis blev
pressede ud i Gadekjæret, som er 2 à 3 meter dybt. Der var ingenlunde
Tale om Voldsanvendelse, men da de forsamlede hørte Begrundelsen for
Fiskeriet, blev Pladsen simpelthen trang, da Folk knækkede sammen af
Latter og derved fyldte noget mere end i oprejst Stilling.

MuenchBiologer

Faa Dage senere havde vi i Jægerbroderskabet af 1832 vort kvartaarlige
Møde. Efter en lidt uinteressant Gjennemgang af Fredningsperioder (Vi
skyder nu, som det passer os, og naar det passer os paa vor egen Jord) –
kunne eet af vore yngre Medlemmer, Gaardmand Carl Weber-Freischütz, 62
Aar, berette fra et møde han havde bivaanet i Høng og Omegns
Gjensidige Jagtselskab, at man nu burde være opmærksom paa, at en
Række tilkomne Arter frit kunne bortskydes. Idet de ansaas, ikke at
høre naturligt til dansk Fauna, kunne nu Den sorte Svane, Den
amerikanske Skarvand, Maarhunden og yderligere et antal ”Artsfremmede”
Dyr frit jages, med Udryddelse for Øje.

Det naive unge Menneske benyttede Udtrykket ”Invasive” arter. Vi mere
modne Mænd, som for fleres vedkommende fra Ungdommen af, var blevet
gennemtampede i Latinskolen i den nærliggende Kjøbstad, forstod jo
udmærket den fine latinske betegnelse og Mødet truede med at fortabe sig
i Beretninger om Lille Jensen, Gale Ras og hvad disse ondsindede Tampere
nu ellers hed.

MuenchArter

Vort møde var henlagt til Pogeskolen, og medens man fra Kjøkkenet
spændt ventede paa signal til at Spisningen kunne paabegyndes, var der
aabenbart ogsaa blevet lyttet ved Døren.

I hvert Tilfælde tillod den unge Hjælpedegn, Rasmus Bjerg, 48 Aar, sig
at træde ind blandt os bedre Mænd og tiltage sig Ordet. Denne
blegnæppede, skravlede Yngling fremførte med Fistelstemme, at
holdningen til de nævnte tilkomne, var ren Xenofobi og Racisme!  Vi,
i vort velstaaende Sogn skulle være glade ved, at kunne byde de udefra
kommende velkomne og at lade dem fouragere paa vore Marker og i vore
Moser. Inden vi fik Fyren bragt til Tavshed, naaede han endda at
fremføre, at vi i tilgift skulle udlægge Vinterfoder, i haarde Tider !

Ja, har man hørt Magen ?  Om de nævnte Arter er god Kost ved Husbonds
Bord skal vise sig. Men i Folkestuen gaar de vel an. Og den, som ikke
værdsætter Madmoders Kost kan gaa sulten i Seng, efter en god Dragt
Prygl.

MuenchArter02

Ja, Herr Redacteur; de nyeste Galskaber fra den fordærvelsens Pøl som
kaldes Hovedstaden og videre fra den ikke mindre raadne Kjøbstad,
rammer beklageligvis ogsaa os troskyldige Landboere, men med passende
Dumhed (fra vor Side) i Omgangen med disses Repræsentanter og med
daglig sund Sands i hjemlige Anliggender tænker jeg, at vi nok klarer
endnu en Vinter og Vaar.

Med de mest forbindtlige Hilsener og med min vedvarende højagtelse
forbliver jeg

S. von Münchhaus

P.S. Med hensyn til Invasive Arter ser man frem til, at den kjære fugl jeg
under et af min ungdoms Besøg i Scotland, lærte at kjende som “The
Famous Grouse” indfinder sig her i Tersløse.

 

LOUIS B. KNOCKELS BESVARELSE:
Spar ikke på patroner eller hasselkæppeprygl

Allermest ærede hr. von Münchhaus,
folkeoplysningens utrættelige ven og velgører

Jeg må i et og alt bifalde, at forvaltningen af lokal natur varetages af lokale jægere i moden alder. Disse afgør suverænt, hvem der skal have lov at formere sig og spise af landets frugter, og hvem der skal bortskydes eller i det mindste under trussel herom jages ud over sognegrænsen.

På min hjemstavn fører vi nøje kontrol med invasive arter, såvel to- som fir- og seksbenede. Hvad de sidstnævnte angår, har vi haft betydelig gavn og glæde af en stamme albanske væggelus, som en lokal søfarende, overfyrbøder Harding Z. Grüde, Blodhavn, i begyndelsen af 1950’erne hjemførte. De er siden opformeret til en veritabel slagstyrke, der hver sommer sættes ind mod pengeløse sovepose-turister og andre fremmede, der i utilstrækkelig grad bidrager til hjemsognenes næringsliv.

Efter en enkelt nat i selskab med de albanske kæmpelus ser vi disse uønskede gæster bevæge sig i rasende tempo mod sognegrænsen, og de vender sjældent eller aldrig tilbage.

Om vinteren gør overskydende lus nytte som hønsefoder.

Albansk vaeggelus

Jeg slutter i forvisningen om, at De, hr. von Münchhaus, og Deres bevæbnede naboer vil være i stand til at imødegå trusler af enhver art, og at hasselkæppen også i sognets roligere dage og uger vil danse over såvel tilvandrede som hjemmefødte usselrygge.

Med fremdeles højeste agtelse signeret, Deres

Louis