Salgs- og distributionsbetingelser står på bogens sidste side.
Bemærk også: Bogen vises og kan læses i de fleste browsere. For at gemme den på din computer skal du muligvis trykke på en download-knap som vist her:
Hils på det stolte og glade unge forfatterpar:
De første begejstrede anmeldelser er indløbet:
Kadaveropskæringens ABC! “Flammeskær over fækaliestabelen”! Jeg ville ønske at Don Martin kunne illustrere pragtværket. Man kan nærmest lugte den nervepirrende handling! Burde ligge på alle børn og andre sengeliggendes sengeborde. EBERHARD STÜRWOLT Samfundskulturanalytiker og professor ved Klamhuse Folkeuniversitet
Ikke siden “Døden på larvefødder” er dansk litteratur blevet beriget med noget så slagkraftigt – og så endda med en brav nordvestjyde i hovedrollen. Køb og læs, siger jeg bare, køb og læs! GYLLA PLUMOSIS Forkvinde, Nordvestjysk Sven Hazel-Selskab af 1991
Fede-Niels bind 5: JULEFEST PÅ HALUNKENBORG hentes her
Det Daglige Ugeblad, der udkommer Månedligt, eller deromkring, tilegnet lydige, erfarne og beskedne Lussingister i Nørre Usseldrup, Klamhuse, Blodhavn, og Uslinge Sogn.
Uansvarlig Chefredakteur og Formidler: Alfred Uffesen, Genvej 99, Smagløse Vestervang.
Nr. 1 (ét) – Første Udgave i begrænset oplag Medio August Anno 2023
Vandmandsbanken i Fiskerstræde har været udsat for et ualmindeligt frækt røveri!
En gerningsmand kom, under optællingen af dagens omsætning, ind og pegede med en oversavet vandpistol på kasserersken, Frk. Kluud, og forlangte samtlige 5 krone-sedler lagt i en til formålet medbragt cigarkasse.
Chokeret valgte kasserersken at parere ordre, hvorefter gerningmanden forsvandt med i alt 32 5-kronesedler.
Gerningamanden beskrives som værende omkring 8 år, af middelhøjde og buttet. Han var ved røveriet iført en ternet kravledragt i overstørrelse samt en blød hat med fjer, og medførte en Damecykel for hjulbenede.
Det lykkedes kort efter den tilkaldte Ordensmagt at anholde gerningsmanden medsamt det røvede beløb, og nu venter der ifølge Politimester Bastiansen en alvorlig korporlig afstraffelse hos forældrene, efterfulgt af 3 dage på vand og brød i mørk arrest!
* * *
Det forlyder, fra sædvanligvis upålidelige kilder, at Manufakturvulkanisør og Overmasturbantinde Fr. Anna L. Fabetersen har iværksat produktion af de eftertragtede lussinghandsker, udført i bedste kvalitet af udtjente traktordæk.
Handskerne, der er udvalsede og eftervulkaniserede, og har en ønskværdig slagkraft ved korrekt brug, kan erhverves alle fredage ved personlig henvendelse i
Handskemageriet, Vommensgade 13 o.g. Store Væmmelse, Tlf. 78x,
til den fordelagtige pris af 1,88 kr pr. par. Findes i flere nuancer af sort.
* * *
Oversognerådsformand Carlo Bladan Skummelsen, Uslinge Mark, har netop tilkendegivet særlig tilladelse til Fr. Anna Pest, der fremover kan drive massage og masturbationsklinik for trængende og lydige herrer i moden alder. Klinikken er beliggende Fumlegyde 13, Kld., Tlf. 6 .
* * *
Vi bringer en EFTERLYSNING! Det drejer sig om den 6-årige aldersrentenyder Rene Fans Skævfod Dunhammer Olsen, der er bortgået fra Opholdshjemmet Smalkost i Vrøvlinge Landsby.
Han var ved bortgangen iført håndstrikkede underbukser af poleret ståluld, samt udhulede sokker med cementbund og nedløbsrør til at knappe i nakken.
Han menes sidst set ved Roklubben ”Hiv” i Blodhavn, flakkende omkring i en flækket robåd med nedslået kaleche.
Oplysninger om den bortgåede bedes givet i tydelig skriftlig form med 3 gennemslag til Politikommisær Ahnholt, Politistationen i Blodhavn.
Jeg blev smidt ud i naturen med en skovl, en fodlænke og en ombygget metaldetektor der efter de indfødtes udsagn kunne opspore rubiner.
”Find Rektalrubinen eller vi vender vrangen ud på Deres tarmsystem!” skreg en stor mand i lændeklæde. Så gik potraklerne hen til deres bål for at lave snobrød og foretage hidsig masturbation.
Jeg gik rundt i området som deres slave og søgte efter rubinen. Kunne det passe at de havde fundet pengene og spist dem? Det håbede jeg virkelig ikke.
Jeg passerede en rund, sort tingest. Da jeg kom nærmere gik det op for mig hvad det var. En peberfrugt. Men ikke en almindelig chili. Det var en Sort Lubert. Den største jeg nogensinde havde set i mit liv. På størrelse med en sømine. Hvis den selvantændte ville den med stor sandsynlighed rive hele Slubberts Rev fra hinanden. Den skulle jeg ikke puffe til ved et uheld. Med bankende hjerte passerede jeg den naturskabte tikkende bombe og fortsatte min søgen.
Jeg søgte og gravede og blev mere afkræftet. Min sult gnavede og jeg tog derfor en håndfuld brune bær der hang og glinsede på en krøllet busk. Jeg stoppede en håndfuld i lommen og en anden håndfuld i munden. For sent gik det op for mig at det var dingleribs. Mit tarmsystem boblede og jeg skød tarmgas ud med så voldsom kraft at jeg slog en saltomortale og blev slået bevidstløs da jeg ramte jorden.
”Ligger du her og sover, din lille lort?!” råbte en potrakkel. Han hev mig på benene. ”Jeg tror vist det er på tide at du taler med vores høvding!” Han fjernede min fodlænke og slæbte mig gennem landsbyen op til den store bygning. Hotel Store Bob. Han havde hele følget med.
Nu sad jeg virkelig i suppedasen og kunne bare afafvente høvdingens straf.
Af L. Emmedasker, forhenværende udengriskskribent, og S. Kørbug, praktikant
En af Nordvestjyllands populære folkesangere, Verner Flomborg, søn af restauratørparret Hildur og Griffin Z. Flomborg, “Flæskesuppehuset” på Klamhuse Hede, er død, 15 et halvt år gammel. En brutal slankekur af flere timers varighed kostede ham livet.
Unge Flomborg optrådte senest ved Anoreksiforeningens årsmøde i Sønder Usseldrup. Han var dengang netop kommet sig efter denne grimme sygdom og udtalte selv: “Nej, det er ikke en køn sygdom.”
Hans manager og dermed personlige masturbatør John Mistänckt, som lige er kommet sig over en noget ubehagelig hændelse med en ostehøvl, udsendte i aftes via vinylplade en officiel meddelelse om det tragíske dødsfald.
“Jeg kender intet til det fækaliemisbrug, som det siges, at Verner Flomborg skulle have været ude i,” udtaler John Mistänckt, der i sin tid blev kendte for at bygge et unedbrydeligt sommerhus, som dog blev til ruiner, da han sneg en kæmpe prut med bonusklumper ud.
Flomborgfamiliens mangeårige nabo, gededomptør Racketta Bombardine, udtaler rystet: “Jeg anede ikke, at stakkels Verner led af anoreksi. Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have tildelt ham alle de nødvendige lussinger for at få ham på ret køl igen.”
Overalt i Nordvestjylland blev flagene nu til morgen hejst på halv, efterhånden som den chokerende nyhed om rejsekongen Gustav Antonius Gris-Germansens pludselige og eksplosionsagtige dødsfald nåede frem.
“En af vore store sønner, en af vore ædle brødre har forladt os,” udråbte Louis B. Knockel, iført høj hat og sørgebind, fra lokalavisens balkon.
Gustav voksede op som det syvende af 11 børn i husmandsfamilien Gris-Germansen på Klamhuse Hede. Midlerne var små, men han demonstrerede tidligt, at han kunne tage fat, såvel ved markarbejdet som i masturbationsidrætten, hvor han spillede sig til en ærefuld placering på eliteopvisningsholdet.
En weekendtur med nogle af kammeraterne til Flensborg satte Gustav på sporet af det, der skulle blive hans livsindhold: Sexualturisme, krydret med gemytligt samvær, folkesang og alkohol i stride strømme.
Virksomheden Gris Rejser fik hurtigt et stort og trofast publikum og kunne sikkert være vokset langt uden for hjemsognenes grænser, men Gustav Gris havde som et af sine ufravigelige principper, at kun indfødte, velmeriterede nordvestjyder kom i betragtning som rejsedeltagere.
Dødsfaldet indtraf ved 2-tiden i nat, efter at Gustav Gris og et selskab af medrejsende fra Blodhøj Landproletariske Slubbertloge havde festet i adskillige timer på husdyrbordellet “Zum Ferkel” i Hamburg-forstaden Blankenese.
“Vi havde netop fået en prægtig fire-kilos grisesylte på bordet, og Gustav råbte på endnu en tønde Bock-bier, da hans mellemgulv eksploderede. Skoldhedt maveindhold sprængte et hul i hans skjorte og vest og fossede ud over omgivelserne,” fortæller en chokeret medrejsende. “Enhver tanke om redning af vores 99-årige rejsekonge var håbløs, så vi lånte os frem til en plasticbalje, som resterne af ham nu bliver hjemtransporteret i. Den kommer til at stå på bussens tag, for lugten er… skal vi sige ikke helt rar.”
Bisættelsen bekendtgøres senere, og hele egnen ventes at deltage. Lad os i dag i tavshed og med respekt betragte denne klassiske annonce fra Gris Rejser:
En folkekulturel tradition, som har holdt pause siden 1958, genoptages nu på mandag, når Jøderup Sognegård slår dørene op til en banjo-gallaaften med start kl. 19.03 prc.
Sognegården melder udsolgt til den historiske gallaaften. Cyklisten i forgrunden er en af de 17 dværge, der har fået lov at deltage, ophængt i fjedrende seletøj under loftsbjælkerne.
Den musikalske festaften er muliggjort af et knockelsk kulturlegat på kr. 4,57, ligesom redaktør Louis B. Knockel har givet tilsagn om de nødvendige lussinger før, under og straks efter underholdningen.
Indtil i går var der forhåndssolgt 11 billetter, men da seniorbanjospilleren Holbert Flax bekendtgjorde, at hans datter Halma Flax-Flamberg vil berige banjoaftenen med et dansenummer kl. 19.38 prc., iført gråhvid gummibadedragt, blev de resterende 489 pladser revet væk lige så hurtigt, som billetkontorets personel kunne nå at tatovere adgangstegn på publikums næser.
– Det var især vor masturberende mandlige ungdom, der indså formålet med denne kulturoplevelse, oplyser en tilfreds redaktør Knockel.
Banjoveteranen Holbert Flax foran familiens pragtvilla i Klamhuse.
Nordvestjysk Akademisk Banjoensemble vil som altid være smagfuldt påklædt.
Brunvællingomrører Abner Bux glæder sig til at spille på det instrument, han arvede fra sin fader, brunvællingforvalter Harding Z. Bux, i 1967.
Lillebror, landradiokomikeren Balkan Bux, medvirker som aftenens konferencier.
Det var dog først, da fr. Halma Flax-Flamberg gav tilsagn om et dansenummer, at der for alvor kom pres på billetkontoret.
– Arrangementet slutter kl. 19.56 prc., indskærper redaktøren. – Lokalet evakueres i eksprestempo, og evt. videre masturbation henvises til grøftekanter og uoplyste gårdspladser senere på aftenen. Alle har at møde til sædvanlig tid på deres arbejde tirsdag morgen. De, der ikke gør, vil komme til at fortryde.
Jeg passerede gennem kaleidoskopiske lysglimt af farver og pruttende lyde. Dette
var vejen til Selvmordernes Lund.
Her herskede en katedralsk atmosfære af sublim naturlig stilhed og værdighed, dog med antydningen af en ubestemmelig, rådden lugt… Pludselig mærkede jeg noget hårdt i krattet ramme mod min brede skulder.
Jeg kiggede til siden, og så et grusseligt syn! Hér hang min gamle bekendt, hr. bonbonfabrikant og landsholdsmasturbatør Erik Oluf Andersen, reduceret til
et afpillet skelet, der raslede i den sagte brise. Stop en halv! Nu måtte jeg
ligegodt pausere… Dette var for meget. Jeg tømte for nerverne rask væk 2
af mine resterende lommelærker, og halverede min cigarbeholdning, medens
jeg i tårer erindrede vore muntre fælles handelsrejser, tilbage i begyndelsen
af 1930erne, da vi krydsede Limfjorden i jolle til Fur med Kongen af Danmark.
Produktet, forstås. Ikke Hans Majestæt…
Jeg beder derfor ydmygt læserne om andægtigt at hædre hr. Andersens minde, med istemmelsen af nedenstående sang. Tro mit ord: han var nu sådan en god mand,
der blot ikke formåede af give slip på hverken kønslem eller erhvervsmæssige
ambitioner…
Herefter gennemlusserede jeg Andersens benrad, til knoglerne faldt til jorden, og sparkede
så lidt løv og muld over de sørgelige rester. Farvel, Erik, du glade, gamle eliteonanist…
Du ville så meget, og kunne dog så lidt… Du ville have det hele, og nu har du intet som helst. Ikke engang et par ben at gå på, endsige et lem at rive i… Hvil nu blot i fred.
Skoven tyndede gradvist ud, og jeg stod nu på en velplejet græsplæne. En lapset, og temmelig fjoget udseende mandsperson med tændt cigar og guldlommeur løb rundt i strømpesokker og sparkede til nogle gamle kugleformede fækalier, medens han skrålede højt til – og om – sig selv.
“Jeg er Prææben Selvkær. Verdens selvfedeste afføringspedalist. Indover, Ulrik! Tilbage til Troels! Skyd, Pauli! Olé! Din klaphat! Dommeren har lort i lommer’n. Ostemad! Og det var Danmark! Jæppe-læppe-læp, og hutli-hut…!”
Jeg gik direkte hen og konfronterede denne lallende idiot, ansigt til ansigt. “Lad mig gætte.”, sagde jeg. “Dette er så Deres straf for at stå og fortælle de samme 3 idiotiske og umorsomme idrætsanekdoter, i fyrretyve lange år. Har jeg ret?”
Skikkelsen vrængede og bøvsede til svar: “Nu skal du ligegodt høre om dengang vi punkterede Arne Franksens samlejenegerdukke inde på Hotel Karina i Skedbæk…”
“Nej, ikke på vilkår. Fri mig dog for flere kapitler af Deres sindssygdoms historie!”, udbrød jeg. “De er jo blot et latterligt fantasifoster… Deres selvopfattelse er skudt langt over mål. Jamen, De er jo ikke engang død, endnu. Men håbet er vel lysegrønt…!”. Derefter plantede jeg resolut den splintrede ende af resten af min gamle spadserestok i fodboldfantomets ene øje, og drejede den rundt, 3½ omgang, prc.
Gespenstet afgav et hyl, og forsvandt i en ildelugtende sky af gamle røgbomber fra Lerpytter Stadions materielkontor.
“Så kan De jo altid prøve at satse på blinde-OL!”, råbte jeg ud i luften. “Og iøvrigt er Deres bukser revnet. Tag Dem dog sammen, menneske!”.
Sikke dog en utiltalende støder… Nu var det ved at være nok med disse absurde klovnerier.
Hvad blev mon det næste… Jeg tømte gesvindt en lommelærke mere.
For enden af denne yderst velfriserede sportsslagmark til lalleglædens fremme, arriverede jeg ved brinken af en kulsort flod, hvis fjerne bred knapt skimtedes i horisonten. Intet fartøj var i syne. Måske rejsen endte her? Det var næsten lidt for nemt… Der måtte stikke noget under, thi intet hernede syntes at være, hvad det udgav sig for.
Jeg kiggede ned i det mørke vand, og så et rædselsvækkende kvindeansigt stirre tilbage, med onde, røde øjne…
“Åh, du lille Hartmann, kær. Hvem er mon skjønnest i Helved’ hér?”, mjavede denne hæslige leviatan…
Jeg opknappede på stedet min gylp, fremdrog mit runkne organ, og lod urinen fosse i store gule strømme ned over dette ækle fata morgana. Ansigtet gik langsomt i opløsning, med en ynkelig, langstrakt skrigen…
Jeg var nu ærligt talt ved at have fået mere end nok af hele den absurde forestilling, som en dyb og temmelig uforskammet stemme havde lokket mig ud i. Jeg råbte: “Hvem tror De i grunden, De er? Troldmanden fra Aars…?! Kan De så se at sørge for noget befordring, således at jeg kan komme Dem i lussérbar afstand, hvem Fanden i Helvede De så ellers er!”
En mørk og hul latter lød, og i det fjerne hørte jeg sagte åreslag nærme sig…
EFTER TALRIGE BERETTIGEDE KRAV om et bind 3 er seriehelten Fede-Niels og hans forfatterhold barslet med et nyt mesterværk, godt hjulpet af knockelske lussinger fra tidlig morgen til sen aften.
VOR VELPOLSTREDE SERIEHELT går til kamp mod en epidemi af dræberfækalier, som truer Nordvestjylland og resten af verden med skarpe tænders bid. Hvem står bag denne biologiske latrinrædsel, og hvem vil i sidste ende tjene penge på den?
En i al hast nedsat nødretsdomstol fandt som ventet den 23-årige Svend-Allik Crummrich skyldig i egnsskadelig og undergravende virksomhed og dømte
delinkventen til fragmentering, en både retfærdig og afskrækkende straf til
effektuering førstkommende hverdag.
De forrevne skyer jog hen over den blygrå efterårshimmel, da redaktør Louis B.
Knockel udgød sin hårdtslående veltalenhed og opbyggende fyndord over den
tusindtallige skare, som sent på eftermiddagen var mødt op for at overvære
henrettelsen af Crummrich, af folkeviddet kaldet ”Den Masturberende Muldvarp”.
Under dække af en asylansøgning havde han forsøgt at undergrave vor kære
egns karske og ubesmittede masturbant-idrætsliv med indsmugling af diverse
ulovlige hjælpemidler og medikamenter.
– Denne simple og subversive personage har med sine handlinger truet med at
bringe hele vor egn i miskredit i den folkelige idrætsverdens bevidsthed, udtalte
redaktøren med malmfuld røst og fortsatte: – Men vi skal vide at imødegå disse
trusler med al nødvendig hårdhed for at undgå optræk til tilsvarende handlinger,
som er det ulykkelige resultat af en forfejlet, måske endda restriktiv lussingepolitik!
Her på egnen har vi ikke behov for disse unaturlige remedier, som jeg i øvrigt
omgående har beslaglagt til nærmere inspektion, afsluttede redaktøren.
Efter en kort andagt tidligere på dagen i Bedehuset, hvorunder Crummrich indtog
sit sidste måltid, petroleumsflamberede puddeltestikler i egen sauce, blev han
placeret og fastspændt oven på 40 kg. presset trotyl.
Hele ekvipagen blev af en skrotningsmoden gaffeltruck kørt i procession til Klamhuse
Østerhede, hvor den kl. 18.30 præcis blev detoneret af forhv. regimentsfyrværker-
assistent Ecstasius C. Neuenbagh, til lejligheden klædt i festlig, flerfarvet gummi-
dragt fra hans tid på Østfronten.
Klamhuse Kødfoderfabrik protesterede til det sidste mod den ødsle måde, hen-
rettelsen fandt sted på.
– Der har tidligere her på egnen været en vis præcedens for, at vor virksomhed ved
disse lejligheder kunne få tilført ekstra, gratis råvare til brug i produktionen, udtalte
fabrikkens direktør efter straffens eksekvering. – Men nu er gode, brugbare ressourcer
spredt ud over hele sognet. Det kan på længere sigt skade både vor indtjening og
omdømme at rutte således med værdierne!
Louis B. Knockel kommenterer: Først vor store tak til hr. Hammurabis-Agderstierne
for endnu et lødigt bidrag. Hvad den socialistiske statsradiofoni ikke har formået at
skabe med milliarder af kroner, præsterer en ung freelance-journalist her med få og
enkle midler: Folkeopdragelse og samfundsnyttig underholdning af højeste kvalitet.
Hvad kødfoder angår, værdsætter og respekterer vi dette nordvestjyske ædel- produkt. Fabrikken i Klamhuse kan med rette protestere. Men der er situationer,
hvor et samfund, en domstol og en avis har højere og endnu ædlere interesser at
varetage.
Hertil kan føjes, at befolkningen vil indsamle og nyttiggøre det allermeste af
den bortsprængte slubberts kropsmasse. Kun de filler og trevler, som måtte lande
i træernes alleryderste grenværk, vil blive fugles og insekters bytte.
Hermed nomineres hr. Okker Gokker til den højeste nordvestjyske hæder. Unge Okker er den nyligt tiltrådte formand for KFUM, Klamhuses Fællesskab af Unge Masturbanter, en post han overtog fra nyligt afdøde kaptajn Gylbert Onan.
Derudover er hr. Gokker en travl iværksætter, der fra amtmandens satspulje har fået bevilget et kontant beløb stort 37,74 kr. til oprettelse af netbutikken “Okker Gokkers Gummi”, der snart vil sælge selvbesmittelsesudstyr til hele Nordvestjylland.
Den Gyldne Kazoo vil være kronen på den unge mands foreløbige karriere. Han blev sidste år kåret som Nordvestjyllands bedste fløjspiller, og efter kaptajn Onans død fungerer han også som KFUM’s spillende træner.
