Særdeles gode nyheder vedrørende den huserende Tolne-Bande:
Forleden blev en af vore velestimerede medborgere udsat for et komplet uforskammet hjemmerøveri-forsøg, der heldigvis blev fanget af et overvågningskamera. Udåden blev begået af den berygtede, internationalt efterlyste syditalienske kriminelle mastermind Sonny Palermo, som havde til hensigt fra den pågældende privatadresse ulovligt at bemægtige sig en af kun fire eksisterende H.O.P.L.A.-nåle i 24kt. guld.
Da der imidlertid ikke var nogen hjemme, og alarmen omgående lød, mislykkedes det ham heldigvis at lokalisere den eftertragtede genstand, men han fandt tilsyneladende i ren frustration derefter anledning til at hugge alle husets stueplanter og standerlamper, samt en ustemt sitar af ældre model ned, for fode. Det samlede anslåede tab af indboværdi beløber sig til ikke under kr. 7,45, som dækkes ved inddragelse af sognets fattigpulje for de næstkom-mende fire år.
Den sympatiske hr. bordelkreatur-hypnotisør Harry Ramløse, ejeren af den sjældne nål, lader sig dog ikke skræmme af den voldsomme episode, idet han er af den opfattelse at alting er ét med Kosmos, og at Kosmos ingenting er, uden kartoffelmos, som ingen alligevel gider stjæle, hvorfor kriminalitet burde lovliggøres, hvilket vi dog ikke under nogen omstændigheder vil acceptere på sogneplan, selv om vi selvfølgelig respekterer den ærede mands synspunkter. Vi udtrykker dog vor store beklagelse over tabet af sitaren, der med sine fortryllende toner mangt en nattestund har holdt alle de nærmeste naboer vågne.
Men nok er som bekendt nok, og her til morgen stormede Tølperforeningens Krykhusarer tilholdsstedet for Tolne-Bandens kapitel i Gustenhuse, og nedkæmpede på bastant facon alle tilstedeværende, som efter en kort lusseringsafhøring overførtes til Gustenhuse Sindssvage-anstalts lukkede afdeling.
Efter strakslobotomisering af de skyldige, blev disse indlemmet i vor nystartede Gustenhuse Gøglerskoles 1. årgang, hvorefter vi ikke længere forventer at opleve de store problemer med disse samfundsskadelige individer. Desværre lykkedes det jo ikke at pågribe hr. Palermo, som nåede at kapre taxachauffør Skrumlesens jumbe, og flygte over stok og sten til Holstebro.
Dusør stor kr. 3,12 udloves, død eller levende. Kolberg Knald er i skrivende stund underrettet.
Med ærbødige hilsner,
-Hartmann Stahl-Eisenmann
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside