Månedsarkiv: juli 2021

Nordvestjysk rigmand sender sig selv ud i rummet

WolleCavlingLOGO

Klamhuse dannede sidste weekend rammen om en tour de force indenfor rumfart og luksusturisme. Vi tænker naturligvis på rigmanden og kvotekongen Keld Kirk-Rognguf og dennes solo mission ud i rummet i enmandsraketten, Brunhammer 1, der succesfuldt blev afsendt fra torvet ved Brugsen. Dr. Ludbert Oppenheimer, atomfysiker beskæftiget ved Klamhuse-reaktoren Mylrebæ 5 forklarer:

“Hr Kirk-Rognguf er udover at være Nordvestjyllands ubestridte kvotekonge en stor mæcen for videnskaben, og han har i den senere del af sit liv kastet sig over rumfart og universets gåder. Han har privat finansieret et forskerteam ved Klamhuse-reaktoren, der har udviklet en enmandsraket baseret på fusionsenergi fra en reaktor efter det særlige Klamhuse Tungt Lort fusionsprincip. Dette fremskridt i nuklear propulsion muliggør en hastighed omkring lysets i 500 år regnet fra i lørdags, hvilket sikrer, at Brunhammer 1 vil kunne fuldføre sin mission: at besøge og tage billeder af spiraltågen Kalorius Alfa, en gasformation af varm luft og testosteron beliggende halvvejs mellem Sirius og Andromeda Galaksen.

Rumfart01

Hvad der herefter skal ske med raketten og dets ene besætningsmedlem er endnu ikke fastlagt. En mulighed er, at der stadig vil være brændstof nok tilbage til, at man kan nå ud i det alleryderste rum, på den anden side af Schwarzschild distancen.

Kosmologer har i længere tid ud fra rent teoretiske beregninger foreslået, at der her må befinde sig et såkaldt Sort Latrin. Hvis et object falder i det Sorte Latrin, går hypotesen, så vil det ikke kunne vende om, men vil i stedet blive teleporteret til et parallel-latrin og univers, hvorfra al kommunikation med vores univers er umuligt. Det ville være et stort fremskridt for kosmologien, om Hr. Kirk-Rognguf ofrer sig for videnskaben og beviser denne teori,” slutter dr. Oppenheimer.

Rumfart02

Her på avisen takker vi, og følger i de kommende årtier nøje nyhederne fra denne episke rumfart, der udover at løse vigtige videnskabelige spørgsmål vil have en gustig virkning på egnens turisme og oplevelsesøkonomi.

Rumfart03

SE OGSÅ:

HenvEisenmMARSRETUR

Retur til avisens forside

 

Det forsvundne erotiske billede, 2. del

Stahl-EisenmannLOGO

I erkendelse af den noget træge opklaringsproces, har vi qva. vort velfungerende nordiske samarbejde kontaktet den berømte finsk-svenske mesteropdager og tobaksentusiast, Uurinen Fosserud, der jo som bekendt i 1927 på sensationel vis, og iøvrigt uden at rejse sig fra sin lænestol, egenhændigt opklarede den mystiske sag om saunamordene i Østkarelien.

Finsk detektiv01

Som en mand af få, men vigtige ord, gjorde han os straks opmærksom på den hidtil ukendte dansk-albanske forbindelse, og efterlod os dette kryptiske råd: “Se mod vest, der er en hest; se mod nord, der er din mor; se mod øst, der er din lyst; se mod syd, der er en forbandet tyveknægt, så skyd!”.

Finsk detektiv02

Grundet den udeblivende mortalitet blandt vore ældre medborgere, var der desværre ikke mulighed for udsendelse af Liggasballonen, og vore 5 til fods udsendte efterforskere forulykkede undervejs, under nedstigningen fra de svejtsiske Alper, og kan derfor indtil videre ikke forventes at medvirke til sagens opklaring, grundet deres kvæstelser og Stroh Jägertee.

Finsk detektiv03

Sporet fører os uanset denne uforudsete kalamitet sydpå, til den berygtede albanske taskenspiller Sliwovitz Bjergknockel, som dog pure afviser at tale med myndigheder, familiemedlemmer, venner og bekendte, eller for den sags skyld nogen som helst andre personer eller fritgående dyr, førend de har fyldt hans flaske til randen med spiritus, og givet ham ild på mindst et halvt dusin cigaretter. Vi arbejder i øjeblikket på højtryk for at finde en tilfredsstillende løsning.

Historiens afslutning følger forhåbentligvis snarligt. Ærbødigst,

Hartmann Stahl-Eisenmann

DRAMAETS LYKKELIGE SLUTNING HER:

HenvEisenmEROTISKFOTO3

FØRSTE DEL HER:

HenvEisenFOTOTYVERI

Retur til avisens forside

Copyrightbøvl ender positivt: Tak til ædle bidragydere!

Det lyder som et eventyr,
et sagn fra gamle dage:
En røvet guldskat, dybt begrædt,
er kommet frelst tilbage.

Sagen om Landsbytossens copyright-overtrædelse har taget en forbavsende vending. Det firma, der ville opkræve først 4062,50, derefter 1562,50 kr., har frafaldet sit krav.

Den afsluttende mail, modtaget fredag 16. juli 2021 kl. 15.53:

Cecilie mail 16072021 b

Landsbytossens gode, ædle, offervillige venner, som i løbet af et par dage støttede avisen med ialt 2645,21 kr., er blevet tilbudt at få pengene tilbageført. Ikke en eneste har bedt om det. Flere har tilkendegivet, at deres bidrag skal blive i en katastrofefond eller anvendes til andre gode formål.

Folkets vilje ske! Midlerne vil blive anvendt til avisens bedste, og der aflægges regnskab for hver enkelt udbetaling såvel her som i vor facebook-gruppe.

Skatkammer

Atter varm tak for moralsk og materiel støtte. Sammen er vi uovervindelige!

Herunder den forudgående historie:

Folkeindsamling: Målet er nået, varm og begejstret tak!

Et foretagende ved navn Copyrightagent har på vegne af billedbureauet Ritzau/Scanpix sendt Landsbytossen nogle ubehagelige skrivelser og en faktura på kr. 4062,50.

Kravet vedrører et foto fra 1965 af nogle øldrikkende danskere. Det er fjernet fra avisen, og en række andre “mistænkelige billeder” er også blevet sløjfet.

Efter lidt skriveri frem og tilbage har Copyrightagent tilbudt et forlig og sendt en ny faktura på kr. 1562,50.

Faktura kan ses herunder. Det var penge, vi ikke havde, og vi startede derfor 14. juli 2021 en folkeindsamling til avisens bevarelse. Bidrag, store som små, kunne overføres til konto nr. 6610 6277185 i Jyske Bank

16. juli er der indkommet 16 bidrag på ialt kr. 2645,21, og avisen er dermed reddet.

Indsamling resultat grafik

Varm og begejstret tak for denne store og hurtige offervilje. Copyrightfaktura er betalt, og vi har nu en betragtelig katastrofefond at læne os op ad. Nordvestjysk folkeoplysning længe leve!

Herunder slutfakturaen fra Copyrightagent:

Faktura 13072021

Og her er vor nye faste copyrightansvarsfraskrivelse (formentlig juridisk værdiløs, men her er den alligevel):

disclaimer

Retur til avisens forside

 

Uvurderligt fotografi stjålet fra Gustenhuse Lokalsamling

Stahl-EisenmannLOGO

Det utænkelige er desværre sket. Skrupelløse kriminelle har i nattens mulm og mørke tiltvunget sig adgang til mit sognekontor og stjålet det eneste kendte topløse fotografi af frk. Ulla Badullah, fra vor verdensberømte samling af billederotika.

Fototyveri01

Det er vor allesammens store frygt, at det pågældende, ophavsretsligt beskyttede billede vil blive misbrugt til underlødige formål, og vi udlover hermed en dusør på hele kr. 32,77, samt 14 svidende taknemmelighedslussinger, for tilvejebringelsen af den forsvundne og dybt uerstattelige effekt.

Fototyveri02

Trods global efterlysning via Interpol er der beklageligvis, trods ihærdig efterforskning, stadig intet nyt at melde. Vi takker dog specielt vore gode kammerater fra Namibia for deres udviste ildhu, i eftersøgningen af vor kære skat.

Fototyveri03

Vi har formedelst kr. 3,88 i ugentlig hyre ansat frk. specialagent Fækalia Mania Røvsandal, som qva. sit årelange arbejde i folkeovervågningsafdelingen af Den Jernhårde Østtyske Folkerepublik (D.J.Ø.F., eller, om man vil; D.D.R.), med nogen sandsynlighed vil kunne bidrage til opklaringen af denne horrible forbrydelse.

FORTSÆTTELSE HER:

HenvEisenFOTOTYVERI2

Retur til avisens forside

Pedalvehikel redder landsdelens jernbaner

Samfundsreportage: Crass Børsting
Foto: Nordvestjyske Folkebaner af 1898 m.fl.

Nordvestjysk persontransport på skinner er reddet og vil nu kunne fortsætte i årtier på tilfredsstillende vilkår. Efter en længere tid med uregelmæssig drift, nedbrudte lokomotiver, dårlig økonomi osv. kommer løsningen fra uventet hold, nemlig fra frisørmester H. H. Parvus-Petersen, Blodhøj. Han har i sin fritid konstrueret et skinnevehikel, der kan bringe passagerer frem ved hjælp af deres egen muskelkraft.

Skinnevehikel

Den opmærksomme læser vil indvende, at de fleste nordvestjyske banestrækninger er ensporede, og at de fortsat skal kunne benyttes af godstog med industrifækalier til udskibning fra Blodhavn, kadavere til Klamhuse Kødfoderfabrik og andre tunge råvarer.

Foto fjernet

Hertil er at sige, at de ordinære lokomotivers dampfløjte vil advare pedalvehiklerne. Hvis sidstnævnte ikke kommer af banen, vil skaden være til at overskue. Hr. Parvus-Petersens karosseri er støbt i papmache og kan fragmentere uden andre følger end lidt efterfølgende oprydning i det omliggende terræn.

Skinnevehikel04

Eventuel forøget passagerrisiko kompenseres med en billetrabat på 5-6 procent. Sådan at forstå, at alle også i fremtiden skal købe billet til fuld pris, og at dødsofres efterladte vil få rabatten udbetalt.

Skinnevehikel05

Hr. Parvus-Petersen har gennem mange år specialiseret sig i konstruktion af parykker og er en anerkendt mester, når det gælder trimning af fuldskæg. Et selskab af hans kolleger fra Holstebro var blandt de første rejsende med det nye vehikel. Louis B. Knockel befandt sig i kabinen og bidrog med rigelige lussinger til, at farten holdt sig stabilt omkring 10 km/timen.

Parvus-Petersen

SE OGSÅ:

HenvNYEFRISURER

Retur til avisens forside