Månedsarkiv: december 2016

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 24

DET HERRENS ÅR 2027

“Nu kommer de. Derude er de, banditterne. De har loven i ryggen, og lige om lidt er det dem, der bestemmer. Jeg styrter mig i Vesterhavet og drukner. Slut, færdig!”

Den gamle, men ranke mand kravlede tilbage på ladet af den cykel, der havde transporteret ham ud i nærheden af sognegrænsen.

“Retræte!” beordrede han sin søn, som leverede muskelkraft til pedalvehiklet. “Hurtig retræte over Klamhuse Hede! Vi skal til Blodhavn Ydermole, og der slutter rejsen.”

Det var den frygteligste dag i storsognerådsformand Lubbert Knockels 96-årige liv. Tarmgasballonkatastrofen i 1964 havde efterladt mærker på krop og sjæl, men den blegnede i sammenligning.

2027-01

De nordvestjyske hjemsognes selvstændighed og frihed var ophævet ved lov, og loven var trådt i kraft klokken 00.01 natten til i dag. Hassan bin Andersen, borgmester i Holstebro og formand for Muhammedanistisk-Socialt Tvangsparti var nu på march hen over sognegrænsen med sit følge af bureaukrater og pampere.

“Hurtigere!” brølede den gamle til sønnen, 67-årige Gylbert Knockel. “De sataner skal ikke få fornøjelsen af at fange mig i live!”

OTTE MINUTTER SENERE

Midt på heden måtte Gylbert sagtne farten. Strømme af sved sejlede ned over hans røde ansigt.

“Jamen, så holder vi her og får en drik vand,” sagde den gamle fra cyklens lad. “Så kan jeg også tage afsked med vore brave arbejdsnegere.”

Fire fuldvoksne sorte mænd havde i flere måneder gravet efter olie, guld, koprolitter og andre af de skatte, der kunne tænkes at ligge skjult i undergrunden. Foreløbig var fundene beskedne, men storsognerådet havde bevilget 420 daglønninger à kr. 1,77, så arbejdet fortsatte ufortrødent.

Et rundt, smilende hoved kom til syne over den senest gravede grøft.

“Howdydo, massa!” hilste arbejderen. “Spaden har lige ramt metal. Vil du se, hvad det er?”

Lubbert klatrede ned fra ladet. Negeren rakte ham en genstand, og Lubbert skrabede jord af den. Hans gamle øjne blinkede.

“Det ligner… det kunne være… men det er for utroligt til at være sandt.”

2027-02

Genstanden var på størrelse med en håndbold og skinnede blankt på de steder, hvor spaden havde skrabet mod den. Det var et bæger på en fod, og mens Lubberts højre hånd arbejdede, blev stadig mere af motivet synligt.

YDERLIGERE FIRE MINUTTER SENERE

“Det ligner en flidspræmie fra Landonanistisk Fællesforbund af 1889,” sagde han. “En sølvpokal, intet mindre.”

Men han vidste godt, at det var noget andet og meget ældre og mægtigere. Myten om den hellige gral havde levet på egnen i århundreder, og nu dirrede metalbægeret af sammensparet overnaturlig kraft. Der stod et sælsomt hvidligt tågeskær omkring det, og jorden rystede under Lubberts og de andres fødder.

“Hello boss, her er også olie! Olien vælder op af jorden!” lød et råb fra udgravningen, og yderligere to negere steg op til jordens overflade med sort, klæbrig masse omkring gummistøvlerne.

Lubbert løftede bægeret og rettede det mod øst, hvor fjenderne fra Holstebro var kommet til syne over en bakketop, nogle til fods, andre i motoriserede luxusvehikler.

En stråle af lys skød ud imod dem, fulgt af pludselig voldsom blæst. En skypumpe hvirvlede hen over heden, og tung regn ramte borgmester bin Andersen, mappemændene, imamerne og de kvindelige pampere i deres kække buksedragter. Lubberts næsebor fortalte ham, at det var en styrtregn af svinegylle, der sprøjtede ned over de uinviterede gæster.

Panikskrig og runddans blev efterfulgt af vild flugt i den retning, fjenderne var kommet fra.

2027-03x

Negrene dansede også, men det var en glædesdans.

“Olie, rigdom, fast arbejde!” jublede de.

“Bøf og bajer,” udråbte Lubbert. “Gris og snaps. Guf til alle, fest resten af dagen. Bring mig til Usseldrup rådhus, min dreng og lad det gå lidt rask!”

Gylbert havde fået nye kræfter, og ladcyklen høvlede hen over hjulsporet mod nord. I det fjerne anede man bagtroppen af de flygtende socialmuhammedanere.

Lubbert Knockel knugede den hellige gral mod brystet.”Den er bedre end en atombombe,” sagde han. “Næste gang, Holstebro erklærer krig, bliver der krig for alvor. Men nu skal vi feste!”

Forrige blad

Retur til avisens forside

2027-slutafsnit

 

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 23

DET HERRENS ÅR 1989

“Jeg vil ikke finde mig i det mere,” sagde Donny Frühstückschnitzel da han endnu en kold morgen slog øjnene op i det kommunistiske rædselsland DDR. Nu var det nok. Nok med alt det røde. Nok med alt det grå. Nok med det hele.
“Jeg flygter i dag,” sagde han for sig selv men ikke alt for højt for han blev sikkert aflyttet.
Efter at have spist saltkringler med pølse og drukket øl gik han i gang med flugtplanen.

1989-02

Han kunne ikke flygte gennem kloaksystemet. Det var blevet sikret gennem årene. Det nyttede heller ikke at bygge en flyvemaskine for den ville blive skudt ned på stedet.
“Nu har jeg det,” råbte han. “En forklædning!”
Han gik straks i gang med at sammensætte en heldragt af sort stof med hvidt pels. Han tog dragten på og så sig selv i spejlet. Det var forbløffende så godt han kom til at ligne en grævling. Skovens dyr kunne begive sig over til Bundesrepublikken uden nogen løftede en finger.
Hvorfor havde ingen dog tænkt på det noget før?
“Es ist sehr genial!” jublede han.
For at få en overbevisende dyrisk lugt smurte han sit legeme ind i surkål og dåsefisk.
“Næste stop, Vestberlin.”
Han ventede til det blev skumring før han gik ud og smed sig på jorden.
“Raaargggg,” sagde han. Han vidste ikke hvordan en grævling lød men det var sikkert noget i den stil.

1989-1

Så krøb han gennem gaderne mens han knurrede. Det varede imidlertid ikke længe før han stødte ind i to herrer der kom gående på fortovet.
“Har De set den grævling?” sagde den ene mand.
“Ja, den ser ikke rask ud og den lugter fælt. Måske har den betændelse.”
“Vi må hellere aflive den for dens egen skyld. Det er mest humant.” Manden sparkede den falske grævling.
KA-DUNK!
Donny Frühstückschnitzel krummede sig sammen i kramper.
“Ist es tot? ”
“Nein, De må hellere sparke den igen. Lidt hårdere denne gang.”
KAA-DONK!!
“Det er en genstridig satan. Vent, der ligger en løs flise her vi kan slå den med.”
“Aaaarggg!” brølede Donny Frühstückschnitzel. Han rejste sig op i fuld figur og tog flugten. Mændene hylede af skræk.

Donny krabbede sig af sted ind i en gyde der ledte til en baggård. Her blev han omringet af vilde vrede hunde. De så ham som en trussel både hvad udseende og lugt angik.
“Verdammt,” skreg han og vendte om mens køterne jagtede ham gennem gaderne.
“VUF!”
“VUUUF!”
“Vuf, vuf, vuf!”
“RRRRGGGGGHH!”
Den ene bed ham i balden.
“Av for satan!”
Køteren hang ved og gav først slip da han havde slået den over snuden otte gange.
Ved et lykketræf undslap han hundene ved at springe over et stakit. Men landede direkte i et tjørnekrat. Tornene gik igennem dragten og rev ham flere steder.
“Scheiße, Scheiße, Scheiße!”
Han humpede ud af haven og var et sekund fra at blive påkørt. Med de sidste kræfter nåede han hen til Berlinmuren.

“Underligt,” sagde han hæst.
Der var ingen soldater i nærheden. Hverken ved muren eller oppe i tårnene. Måske var det den heldigste dag i hans liv?
Ved hjælp fra sugekopperne og gribekløerne i grævlingedragten kravlede han over den første mur og ind i ingenmandsland. Han luntede af sted uden at træde på en eneste landmine og kæmpede sig over den sidste mur. Han sprang over og forvred foden i det samme han ramte Vestberlin.
“AUV!” Han faldt sammen i smerte og udmattelse. Men han fik til sidst kæmpet sig op på benene igen og stak armene triumferende i vejret.
“Endelig fri! Ha, ha. Forbandede kommunister. Jeg overlistede jer. Jeg har vundet.”
Men just som han stod og hoverede over sin succes kom en gravko kørende og penetrerede muren med et ordentligt brag. Den kolde krig var forbi. Nu kunne gud og hver mand med lethed krydse den nu nedlagte grænse.
“Verdammt,” jamrede Donny .

Forrige blad                      Næste blad

Retur til avisens forside

Gribende familieminder fra julen 1999

Butthead LOGO

Nutidens unge ved jo slet ikke hvordan julen var i gamle dage. Nutildags er de unge så snotforkælede – vi andre måtte arbejde for alting. Jeg begyndte at arbejde da jeg var 3-4 år, og minimum 3 gange om dagen fik vi tæsk… tæsk i stedet for mad!

Det har vi ikke taget skade af, bortset fra, min ene søster har et mærkeligt stort hoved. Måske det store hoved var nødvendigt, da hendes øjne, sidder ude på siden af hovedet – nærmest sammen med ørerne !

Mærkelig ser hun ud, men altid var hun flink ved de små søskende.

Hendes storesøster har så meget opstoppertud, at hun er ved at drukne når det regner – så derfor har bedstefar lavet en lille paraply hun sætter på næsen når det er regnvejr. Det fungerer fint.

Man må klare sig med det man har, som bedste siger.

Mig og min familie bor i nogle papkasser ude ved motorvejen. Min bedstefar var blandt de første indbyggere derude, og havde derfor opstillet sine papkasser under broen, så vi til forskel fra mange naboer var forskånet for den værste regn og sne.

buttheadjul

Nu var det atter blevet jul, og vi var fattigere end nogensinde. Selv det mindste støvkorn var spist, lillebror havde endda spist nogle oversete småsten i vejkanten. Sulten gnavede, vind og sne føg ind af sprækkerne, og naboens hund hylede af sult.

Min søster begyndte at tale om gaver… julegaver !

Uden penge ingen gaver. Bedstefar foreslog, at vi igen i år, gav hinanden, det vanlige – nemlig nogle lussinger. Ak suk – det fik vi osse sidste år – og året før osv. Men det varmede da lidt.

Så sagde bedstefar: Nu går jeg på udhuset og laver lidt brunkage.

Bedstefar var rævestolt af sit udhus, fordi det var den højeste bygning i lejren. Han sad tit derude og, som han sagde: klemte brunkager ud.

Jeg så godt bedstemor følge efter ham med sin kæp og den lille krukke.

Jeg kendte turen. Det var sådan, at bedstefar gennem mange år har haft en slem omgang psoriasis – og da det var juleaften, ville bedstemor glæde os med lidt juleknas, så mens bedstefar klemte brunkage ud, skrabede bedstemor hans rygstykker med kæppen og fik således samlet en skålfuld juleknas.

Jeg viste jo godt, hvad dette knas var for noget, så jeg spiste ikkeaf det – men mine små søskende, var jublende lykkelige.

Bedstefar kom ind i stuen igen: Nu skal vi dele gaver ud – en til dig og to til mig og osse en til dig

Det gik egentligt hurtigt med uddelingen – alle fik deres gave, og dertil hørende røde kinder.

Så opdagede bedstefar: at min mindste bror ”pattebarnet” havde spist hans hæmoridesalve.

Nu er det nok! sagde bedstefar. Nu får du en endefuld!

Således fik lillebror en ekstra gave i julen 1999.

SE OGSÅ: DETTE ÅRS JUBELKALENDER FRA BLAD 1 

Retur til forsiden

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 22

DET HERRENS ÅR 1977

1. JANUAR

“Du er for fed, Elvis.”

Han sagde det til sig selv, da han stod foran spejlet i Gracelands marmorbadeværelse på første sal nytårsmorgen.

Han havde tømmermænd, han trængte til koldt øl, burgere, milkshakes, rå østers, saltlakrids, alt muligt godt.

“Men du er for fed,” gentog den trætte, dybe stemme. “Prøv at se på ham Cliff Richard. Han er også en halvgammel popsjover, men han ser sgu noget friskere ud. Du må i skarp træning, Elvis. Du skal ligne ham englænderen, ellers brænder din karriere ud.”

1977-02

1. MARTS

“Det hjælper på det, Elvis.”

I korridoren hang en plakat i størrelsesforholdet 1:1 af Cliff Richard, som han kunne sammenligne sig med. Hans krop var på vej ned i Cliff-format, og når han smurte den med olie, lignede han sgu næsten en teenager på stranden.

Men jeg vil også ligne ham i ansigtet, tænkte Elvis og satte sig ved telefonen.

Den celebre Hollywood-kirurg, der havde opgraderet de presleyske genitalier for nogle år siden, svarede med det samme.

“Howdy buddy,” sagde Presley. “Jeg har et nyt job til dig.”

“Jamen selvfølgelig. Næse, ører, tæer?”

“Ansigt. Der er en, jeg gerne vil ligne. Rigtig meget.”

1. JUNI

Elvis var nu så forandret, at det bekymrede hans nærmeste. Han havde afmeldt en turné og fyret det tjenende personel i Graceland. Hans manager, oberst Parker, var i telefonen:

“Vi skal jo holde forretningen kørende. Det er dig, folk vil se. Har du virkelig barberet bakkenbarterne af? Elvis, hør nu her…”

“Luk spalten, oberst. Jeg skal have den sidste og afgørende operation på fredag. Og så skal jeg lære at spille tennis. Det er på høje tid. Cliff Richard har spillet tennis hele sit liv.”

“Cliff Richard? Hvad fanden betyder Cliff Richard for os to?”

Elvis lagde røret på og besteg træningscyklen. 200 km ventede.

16. AUGUST

En slank og solarieglinsende Elvis sad på balkonen og spiste grøn salat, da der blev ringet fra portvagten.

“Vi har besøg,” sagde stemmen i samtaleanlægget. “Cliff Richard står hernede.”

“Virkelig? Hvad vil han?”

“Han siger, han bare lige kom forbi. Nu vil han gerne hilse på.”

“Jamen, så lad ham da passere.”

En fedladen mand med hængende skuldre muflede hen over græsplænen. Elvis havde hørt rygter om, at det gik fysisk og mentalt tilbage for Cliff, men kunne det virkelig være så galt fat med ham?

Svaret var ja. Efter et håndtryk og nogle høflighedsfraser bad den svampede, skælvende englænder om at måtte låne toilettet. Elvis stod ved døren og kunne høre, hvordan Cliff defækerede med langtrukne, hult drønende tarmlyde. En uhyggelig rallen og et pflump markerede, at han var trimlet om kuld.

Elvis trådte ind og betragtede det tragiske kadaver.

Hvad nu? spurgte han sig selv. Jo, sgu, jeg gør det!

Efter at have smurt sort pomade i Cliff Richards hår og trukket ham i et Elvis-kostume, som passede forbavsende godt, gik Mr. Presley ned i stuen og ringede efter ambulancen.

“Ja, det er her fra Graceland,” sagde han. “Elvis Presley er død.”

1977-01

1. OKTOBER

Cliff Richard dansede ind på scenen i London Palladium, slank og veloplagt som altid.

“Everybody wants a summer holiday,” sang han og smilede med hvide tænder til den tusindtallige forsamling. Jubelen brusede op omkring ham.

Trist, at Elvis fik så sørgelig en afslutning, men kong Cliff er mere end nogensinde toppen af poppen, stod der i avisen næste dag.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 21

DET HERRENS ÅR 1969

Endelig var det lykkedes. De havde vundet rumkapløbet mod russerne. Ha, ha, ha, hvor kunne de lære det, de skide bolsjevikker.
Det amerikanske rumfartøj sænkede sig langsomt og placerede landingsstellet i støvet. Nu var de officielt i mål. Jubelskrig og klapsalver fra astronauterne bredte sig i kabinen.
“Vi har nået Månen. Vi har ret til hånen!”

1969-marslanding

Døren gik op og ud trådte hr. Amstrong i fuld ornat i selskab med sine kollegaer. Alle som en havde de et veltilfreds smil om munden. Kaptajnen huggede fanen ned i sandet og sagde.
“Dette er et lille skridt for bette mig men et kæmpe hovedspring for hele menneskeheden!”
Erhvervspraktikanten Fridolin kravlede ud af døren som den sidste og hoppede ned i det røde sand.
“Øh, chef,” sagde han da han havde kigget en ekstra gang på underlaget
“Hvad er der?” sagde hr. Amstrong irriteret.
“Jeg tror ikke vi er på Månen.”
“Sikke noget pjat!” svarede hr. Amstrong. “Hvor skulle vi ellers være?”
“På Mars,” svarede Fridolin forsigtigt.
“Knægten har ret,” sagde hr. Aldrin chokeret. “Sandet er helt rødt!”
“Åh, gud nej!” jamrede hr. Amstrong. “Det er en katastrofe!”
De havde ramt ved siden af. Ret meget endda.

1969-astronaut

Astronauterne jamrede i forbitrelse og i løbet af sekunder gav de sig hver især i kast med selvdisciplinerende lussinger men kunne ikke ramme ansigtet da rumhjelmen var i vejen.
Klonk … klonk … klonk.
Praktikanten forstod ikke deres tungsindighed.
“Jamen, det er da ikke så dårligt,” sagde han. “Nu er vi kommet længere end vi havde drømt om.”
“Nej for helvede,” hylede Amstrong. “Verden har set frem til at vi lander på Månen. Hvis verden opdager at vi har ramt forkert vil ingen længere stole på vores træfsikkerhed. Hvis vi ikke engang kan ramme Månen med en sølle rumraket hvordan skal vi så få folk til at tro på at vi kan ramme fjenderne med et bombemissil?”
Hr. Aldrin nikkede medgivende.
“Vi har fejlet totalt …”
Øjeblikket før kaptajnen rev sin hjelm af i ren og skær sørgmodighed og skam for at gøre en ende på det hele sagde Fridolin:
“Videooptagelserne der bliver sendt tilbage til Jorden er i sort-hvid, ikke?”
“Joh,” sagde de alle i kor. “Er du dum?”
Praktikanten slog ud med armene og svarede:
“Hvad er så problemet? Ingen kan se forskel på om vi har været på Mars eller Månen.”
Resten af mandskabet stod et øjeblik stille, så drejede de sig alle om mod den unge knægt.
Ideen var genial.
Jublen, bifaldene og glædesskrigene ville ingen ende tage.
Selvfølgelig. En lille hvid løgn skadede jo ikke.
Hr. Aldrin klappede Fridolin på skulderen og Amstrong lænede sig op ad flaget med et tandsmil.
“Kan I mærke det? Jeg tror sgu det går hen og bliver en ganske god dag alligevel.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkPHALLOS14

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 20

DET HERRENS ÅR 1961

1961-berlin

Mel.: Jeg en gård mig bygge vil (A. Tegnér)
Tekst: W. Ulbricht og E. Honecker

Vi en mur os bygge vil,
der skal være pigtråd til.
Polizister går langs muren,
de har Schäfer med på turen.
Hvis du træder dem for nær,
si’r det bang fra et gevær.

Marx og Rosa Luxemborg
havde begge krøllet hår;
skal vi kommunister styre,
kræver det en flot frisure,
hvide skjorter, rød kultur
og en kæmpemæssig mur.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 19

DET HERRENS ÅR 1954

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 07.48 PRC.

Filmstjernen Buddy Wankers (Oscarnomineret for hovedrolle i westerndramaet “17 Guns and a Chink”) sad bag rattet i sin nyanskaffede Pontiac Chieftain De Luxe Convertible. Speedomeret viste næsten 90 mph, da han overhalede en lastbil op ad bakke på en to-sporet landevej i Idaho.

Over bakkekammen kom en gul skolebus til syne. I løbet af sekunder var den så tæt på, at Buddy kunne se en skæv tand i chaufførens overmund. Han kastede sit luxusvehikel til højre og hørte lastbilens og bussens tudehorn som dommedagsbasuner.

Da han fire minutter senere holdt på en rasteplads, kunne han konstatere, at brede striber lak var skrabet af begge Pontiacens sider.

Alle implicerede var uskadte, og de tre vehikler fortsatte ad deres planlagte ruter, Buddy dog først efter at have masturberet nogle gange for at berolige nerverne. (Hans problemer med alkohol og nervemedicin begyndte mange år senere og havde intet påviseligt med denne episode at gøre.)

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 09.11 PRC.

Galeasen Aurora Knockel af Blodhavn pløjede Vesterhavets bølger, tungt lastet med nordvestjysk brunvare (tørret, fladvalset, kvalitet II) til Le Havre. Skipper Clement Knockels grå øjne skuede hen over skumtoppene.

“Men hvad satan?” brummede han. “Er det ikke en pukkelhval dér mod vest-nordvest? Kunne man sejle hovedet i smadder på sådan et kreatur og slæbe kadaveret med hjem til Klamhuse Kødfoderfabrik?”

“Vi er jo først hjemme om tre-fire uger,” bemærkede Jallah, skibsdrengen, der var med på sin første langtur.

Skipper Knockel smurte en rask lussing hen over det fregnede fjæs.

“Du taler, når du bliver spurgt, ellers ikke. Hvalkødet bliver modnet og mørt undervejs. De bedste udskæringer kan vi afsætte til Brunmølle Udflugtskro.”

Skipper drejede skarpt på roret, og Aurora stævnede efter den mørke pukkel i havet, men hvalen forsvandt af syne, og da den igen dukkede op, var den halvvejs ude mod horisonten.

“Møgdyr!” brummede Knockel og tildelte skibsdrengen endnu en lussing, før han styrede tilbage på kursen.

En halv sømil bag dem drev den hornmine, som de havde været få favne vand fra at ramme ind i. Den var 10-12 år gammel, men stadig aktiv, og den indeholdt 78 kg TNT.

Ud- og hjemtur blev gennemført uden større begivenheder, når bortses fra, at Jallah på bordellet Bonheur du Jour i Le Havre pådrog sig den første af et langt livs talrige gonoré-infektioner.

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 16.24 PRC. (LOKAL TID)

Globetrotteren Gambrinus Buhms var nået 11 dagsvandringer ind i Amazonas-junglen, længere end nogen anden hvid mand. Ved middagstid havde han mødt en flok indfødte omkring et vandhul, hvor de kollektivt defækerede, og dette øjeblik havde han naturligvis sikret for eftertiden ved brug af sit veltjente Agfa-kamera. Nu stillede han otte af de ranke og velnærede, men ikke ret store stammefolk op til fotografering i en lysning. Den niende havde fået et lynkursus i kamerabetjening og skulle trykke på knappen, når Buhms gjorde tegn.

1954-hvid-hoevding

De indfødte var tilsyneladende villige nok, men det tog lidt tid at få dem arrangeret i den rette skulpturelle formation, som den sønderjyske eventyrer så skulle knæle foran. Det lød, som om de indbyrdes diskuterede et eller andet.

“Umbrok pop gryffert?” sagde den yngste spydbærende dreng.

“Umbrok graff!” lød det fra bedstefar bag ham.

“Hold nu kæft og kig ind i kameraet,” sagde Gambrinus Buhms og prøvede med en viftende hånd at vise, hvad han mente.

De forstod ikke hans sprog, og han forstod ikke deres.

“Skal vi æde ham?” havde drengen sagt.

“Jeg er sulten!” tilføjede bedstefar.

“Gryffert jao kikkel. Umbrok kikkel. Pillarkuna,” sagde den ranke kriger, som Buhms formodede var høvding. Det betød så meget som: “Han er senet og sur i kødet, og vi har ikke de rigtige krydderier. Slut på diskussion.”

“Klik!” sagde Buhms og gjorde det aftalte tegn.

Klik, lød det fra Agfaen. Billedet var taget.

SØNDAG DEN 19. DECEMBER, RESTEN AF DAGEN

Det fortsatte på samme måde. Ikke en eneste sagesløs danskere blev myrdet, medlemmer af de europæiske kongefamilier blev hverken gift eller skilt, ingen passagerfly styrtede, ingen jordskælv, tornadoer eller stormfloder hærgede noget steds på kloden. Den hellige gral blev ikke fundet, og Marilyn Monroe var endnu mange år fra sit selvmord.

Hen mod aften herskede sort fortvivlelse på avisredaktioner verden rundt. Det gjaldt også Nørre Usseldrup Folkeblad, som netop var amalgameret med Nordvestjyske Fækalietidende. På redaktionskontoret (beliggende lunt og komfortabelt over bolsmand Ferkelsens svinestald) sad redaktør Gylbert Knockel og rev sig i håret.

“Det er den værste dag i mit professionelle liv,” sagde han og tildelte journalisteleven Philbert en af dagens talrige stimulerende arbejdslussinger. “Hvad gør vi? Du bliver aflønnet med 3,74 kroner om måneden plus roefoder og en halmbunke at sove i, så hvad er svaret, Philbert? Hvordan redder vi morgendagens udgave?”

“Hvis der nu indløb en bombetrussel mod Klamhuse Kino,” sagde eleven.

“Ja, hvad så?”

“Og publikum blev jaget ud, og alle var rasende…”

“Videre.”

“Og så… æh, noget med et slagsmål.”

“Nej, sgu,” sagde redaktøren. “Halvdelen af de fordrevne biografgængere stiller op til en masturbationsparade diagonalt fra NV mod SØ over Klamhuse Hede. Resten skal ud på et lussingoptog fra SV mod NØ. De to processioner kolliderer i mørket midt på heden. Kabum! Vi er til stede og tæller de tilskadekomne og får kommentarer fra fremtrædende deltagere og så videre. Morgendagens avis er lige ved at være reddet. Af sted, min dreng.”

“Hvorfor et af optogene skal jeg følge med?”

“Dem begge to.”

“Jamen…”

En smældende lussing var svaret. “Ikke noget jamen. Det ord er forbudt her på redaktionen, og det ved du udmærket. Af sted, nu fluks!”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 18

DET HERRENS ÅR 1937

Som en gigantisk blåhval i havet svævede LZ 129 Hindenburg i al sin pragt over himlen.
Ydersiden bestod af lette materialer: flamingoplader, pap og plastik og indersiden rummede ufattelige mængder tarmgas. En sindrig konstruktion med mange fremtidsmuligheder.
Piloterne og passagerne sad med deres cigarer og sjusser og hyggede sig. Men ak, infernoet var på vej.
Dybt inde i lastrummet stod en hemmelig kasse tilhørende nationalmuseet. Et nedkølet urmenneske som skulle udstilles på en fornem verdensudstilling.
»Opbevares konstant nedkølet,« stod der på skiltene, men det tog luftskibspersonellet sig ikke af.
Under rejsen steg varmen i lastrummet til tropetemperatur hvilket fik det kolde legeme til at tø.

1937-hindenburg-interior

“Bob, Bob!” råbte hulemanden Bob i det samme han slog øjnene op. Han kravlede frisk som aldrig før ud af kassen og strakte sit veludhvilede korpus.
Han stod i sit fineste puds af mammutpels og bjørnetænder.
Det havde været dejligt med en lille lur på nogle tusinde år men nu måtte han i gang med sine daglige gøremål.
Bob skulle bygge en hule, gå på jagt og finde nogle kællinger at befamle.
Så mange opgaver, så lidt tid.
Bob så sig omkring i det dunkle lastrum. Her kunne han sagtens få det hyggeligt.
“Byg, byg,” sagde Bob da han havde fundet det perfekte sted af slå lejr. Han opførte prompte en hule af pap, træ og stof.
Maven rumlede.
Før han satte sig til rette måtte han hellere finde noget ædelse at stoppe i kæften. Han havde ikke spist i gud ved hvor mange år.
“Rumle-larm i bugen,” udbrød Bob og så søgende rundt.
“Bok, bok, booook!” lød det længere inde i lastrummet. Der var dyr i nærheden.
Han fik øje på et jernbur med en høne.
“Nam nam,” jublede hulemanden Bob og klappede i hænderne.
Forsigtigt åbnede han jernburet og løftede hønen ud.
“Smack, smack!” råbte han i det han bankede fjerkræet til døde med sine bare næver.
Blod over alt. Han kunne eventuelt lave hulemalerier senere.
Bob stirrede ned på hønen og vrængede.
“Kold, kold, ad, ad.”
Hulemanden Bob gik ind for den sprødstegte mad. Hvem i alverden spiste kold rå høne? Ikke Bob.
Han samlede brædder og stof i en bunke og satte sig ned med to tørre faconfækalier som han slog mod hinanden.
TUCK … TUCK!
Gnister fløj til alle sider og straks var der gang i bålet.
“Ild, ild,” lo Bob mens flammer bredte sig mellem materialerne.
Tilberedningen kunne begynde. Han stak et jernrør i røven på hønen og pegede den ind i bålet der nu havde nået en uhyggelig størrelse.
VUUUUUUSH!

1937-02

Bob stod uden for det nedbrændte luftskib Hindenburg sammen med de overlevende passagerer fra katastrofen.
Bob havde overlevet ved et sandt mirakel ved at benytte en presenning som faldskærm.
Desværre fik han ikke reddet måltidet med ud.
Efter denne sindsoprivende oplevelse trængte han til et par sjusser og kvindeligt selskab.
Mens udrykningskøretøjer flokkedes om ulykkestedet forlod Bob området. Han endte i storbyen hvor han fandt et værtshus med billig sprut og kællinger. Bodegaen mindede ham om grotten hvor han var vokset op. Mørkt, fugtigt og indelukket.
“Bob er hjemme!” jublede han.
Og i disse snuskede lokaler sidder Bob stadig den dag i dag.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 17

DET HERRENS ÅR 1929

MANDAG AFTEN

“Ja, Billy. En telefonsamtale. Til New York. Nu.” Pholbert Gaffelhage halede sit ommeur op af vestelommen og så på den slidte skive. “Klokken er 20.02, så det bliver til aftentakst, husk det.”

“Yes sir, Mister Gaffelhage,” svarede kontoristen på jernbanestationens kontor, mens han drejede på håndsvinget og prøvede at aktivere rigstelefonen.

Billy var vant til, at den gamle mand indfandt sig om aftenen for at ringe til New York, Chicago eller somme tider så langt væk som London eller Berlin. Old Man Gaffelhage boede et par km oppe ad bjergsiden, og han havde hverken telefon eller elektrisk lys i sin bjælkehytte. En om muligt endnu ældre negerkvinde passede hans køkkenhave og tilberedte hans beskedne måltider af saltet flæsk, bønner, kartofler og andre lokale produkter.

Pholbert Gaffelhage tændte et cigarskod, mens han ventede på, at forbindelsen skulle gå igennem. Billy gispede. Han måtte lufte ud, hver gang Mister G havde været her. Egentlig var det vel synd for den gamle mand, at han ikke havde råd til at tænde sig en frisk cigar, tænkte Billy, mens han prøvede at trække vejret i de stærke blåsorte røgtåger.

Ja, stakkels gamle G, som kun var USA’s næstrigeste mand.

FORHISTORIEN

Pholbert Gaffelhage var udvandret fra Klamhuse cirka 1880. I Amerika havde han fået arbejde på en gummivarefabrik. Efter nogle år var han avanceret til driftsleder, derpå direktør, senere ejer og drivende kraft i konsolideringen af den globale gummivareindustri.

Gaffelhage Amalgamated var nu et investeringsselskab med enorme værdier placeret i mange brancher verden over. Gamle Pholbert var flyttet på landet for at leve jævnt og enkelt som i sin barndom, men via breve og telefon fulgte han aktiviteterne i detaljer. En ganske bestemt månedsstatus, indløbet  forleden, havde fordybet rynkerne i hans pande.

1929-boerskrise

Sønnen Philbert havde nemlig i løbet af måneden kørt i hyrevogn for ialt 3,41 dollars, og to gange havde han på firmaets regning spist middag ude i byen. Den ene gang endda med en gæst, som meget vel kunne tænkes at være den sminkede dukke, faderen havde forbudt ham at pleje omgang med.

“Nu er der forbindelse, sir!”

Pholbert greb røret.

“Er det dig, Harry? Godt, hør efter! Straks i morgen tidlig sælger du… Ja, jeg siger sælger. Jeg vil… Så hør dog efter, mand! Sælg alle mine aktier… Satans til dårlig forbindelse… Alle mine aktier i…”

Det knasede på ledningen, mens Pholbert bjæffede videre: “…aktier i Gaffelhage Consolidated Junior. Jeg vil ikke poste flere penge i det foretagende, og Philbert må køre det i sænk for egen regning. Han skal ikke spille kong Gulerod på min regning.”.

“Alle dine aktier, javel,” sagde børsmægleren Harry Buttensschön, mens han kiggede hen over New Yorks havn. “Har jeg forstået dig rigtigt: Hele beholdningen?”

Den dårlige forbindelse havde slettet specifikationen af, at Pholberts ordre kun handlede om aktierne i juniors firma.

“Ja, for helvede,” sagde den gamle. “Og lad gerne Philbert og alle andre vide, at min tålmodighed er brugt op. Godnat, Harry.”

“Ih, du milde,” mumlede børsmægleren. “Jeg skal vist have en whisky til at sove på i aften.”

Pholbert betalte for samtalen og begav sig i halvmørke op ad bjerget. Det lille dumme firma, som Philbert havde fået lov at bestyre, ville gå til grunde, tænkte han, og bedre havde junior ikke fortjent.

TIRSDAG MORGEN

Dagen startede turbulent på børsen i Wall Street. Stemningen havde været nervøs de seneste uger, og nu tordnede kurserne i bund, mens Harry Buttenschön solgte ud af samtlige Pholbert Gaffelhages aktiebeholdninger. Den gigantiske formue var spredt ud over stort set alle erhvervsgrene.

Panikken på Wall Street blev forværret, da Harry Buttenschön bekendtgjorde, at det var Gaffelhage-formuen, der blev trukket ud af aktiemarkedet. Gamle Gaffelhage havde i mands minde aldrig gjort et forkert træk. Alle, der kunne, fulgte hans flugt.

Da turen kom til aktierne i juniors selskab, var de allerede tæt på værdiløse, hvilket knap nok blev bemærket. Det var blot en dråbe i et frådende hav af kursfald og katastrofe.

Mange af spekulanterne havde ingen handlemuligheder. Unge Philbert var blandt de tusinder, der så sig ruineret, og hen på aftenen sprang han ud fra sit kontor på 19. etage, lige om hjørnet fra Wall Street. Det skete uden brug af faldskærm, og cementfliserne tog ikke blødt imod ham.

ONSDAG MORGEN

Pholbert modtog meddelelsen pr. telegram. Billy, jernbanens unge kontoriste, kom løbende op ad bjerget med den.

“Jeg kondolerer, hr. Gaffelhage,” sagde han og strøg kasketten af sit vandkæmmede hoved.

“Tal ikke om det,” svarede Pholbert, da han havde læst det korte budskab. “Du er en brav ung mand, Billy. Lad mig belønne dig efter fortjeneste.”

Gaffelhage forsvandt ind i huset og kom nogle minutter senere tilbage med en mønt, en nypudset 5-cent, på sin tørre håndflade.

“Den er til dig, min dreng. Brug den fornuftigt.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

henv valutareform

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 16

DET HERRENS ÅR 1912

FØRSTE AKT

Titanic kommer sejlende med rygen og med dampen
og ovenpå man holder fest med høj musik og trampen.

Her sidder Gambus Holm fra fiskeindustrien
og nipper til champagnen sin. Han kender melodien.

Ja, gæsterne de hygger sig men Gambus ingenlunde
for han kan mærke i sin krop et voldsomt maveonde.

Buffeten den er alt for stærk og ikke for de sarte
thi maven kan jo ikke ha’ når maden er aparte.

“Åh ak og ve!” Han jamrer højt. “Nu går den ikke mere.”
Og straks han ud på gangen går. “Nu må jeg sgu levere.”

På første klasse står der pænt så fine rene kummer
men der er trangt og der er kø og man skal trække nummer.

“Til anden klasse!” råber han og hopper som en hare
Men dasserne er her kaput hr. Gambus må erfare.

Men tredje gang er lykkens gang. Mod pøblens rå gemakker.
Her finder han et lokum frit. “Min gud jeg evigt takker!”

1912-01

ANDEN AKT

Og nu hvor affaldsmassen ud ad tarmen let har strømmet
han ser sig om og får et chok for rummet er sgu rømmet.

“For pokker,” skriger Gambus højt med angstens sved på panden.
“Nu skal der ikke mere til at jeg går fra forstanden!”

Her findes ej papir til ham. Men rumpen skal jo tørres.
Han spejder rundt og tænker på at noget må ku’ gøres.

Det varer ikke længe før han finder på fidusen
sit slips han bruger selvom det har kostet et par tusind’.

Men stoffet er så langt fra nok, han bruger også skoen
og sokkerne går samme vej. Hr. Gambus mærker roen.

“Hvad gør jeg nu med alt det tøj som er smurt ind i kage?
For jeg har ingen planer om at tag’ det med tilbage!”

Han kigger ned i dassets dyb og tænker: “Hvorfor ikke?”
Og just begynder undergangens ur så let at tikke.

Slips og sko og sokker med han presser ned med foden
Han skyller ud og går sin vej med kurs mod drikkeboden.

Åh ak og ve hvor det går galt thi rør og lokum sprænger
så fæcesvand med klumper i sig ud på gangen trænger.

1912-02

TREDJE AKT

På første klasse danser de så festligt wienervalsen
men uden varsel står de snart i lortevand til halsen.

Oh, vandet breder sig i hast igennem hver etage
Og skyller både møbler væk og gæster og bagage.

Og da kaptajnen ser det ske han hurtigt panden rynker
Han får et chok og råber højt. “Du milde! Gud! Vi synker!”

Kaptajnen går i ren panik og drejer skarpt på roret
så skibet kommer ud af kurs og ender på vildsporet.

Som om det ikke helt er nok er prikken over i’et
et stygt og farligt bjerg af is, det mægtigste i riget.

Titanic rammer med et brag og skorpen får en flænge,
Hr. Gambus hopper i en båd for skibet det vil krænge.

Mod bunden færgen snart går ned til algerne og tangen
Ja, tænk engang; et stoppet das var skyld i undergangen.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkKÆLTRINGSFÆRGE01