DET HERRENS ÅR 1989
“Jeg vil ikke finde mig i det mere,” sagde Donny Frühstückschnitzel da han endnu en kold morgen slog øjnene op i det kommunistiske rædselsland DDR. Nu var det nok. Nok med alt det røde. Nok med alt det grå. Nok med det hele.
“Jeg flygter i dag,” sagde han for sig selv men ikke alt for højt for han blev sikkert aflyttet.
Efter at have spist saltkringler med pølse og drukket øl gik han i gang med flugtplanen.
Han kunne ikke flygte gennem kloaksystemet. Det var blevet sikret gennem årene. Det nyttede heller ikke at bygge en flyvemaskine for den ville blive skudt ned på stedet.
“Nu har jeg det,” råbte han. “En forklædning!”
Han gik straks i gang med at sammensætte en heldragt af sort stof med hvidt pels. Han tog dragten på og så sig selv i spejlet. Det var forbløffende så godt han kom til at ligne en grævling. Skovens dyr kunne begive sig over til Bundesrepublikken uden nogen løftede en finger.
Hvorfor havde ingen dog tænkt på det noget før?
“Es ist sehr genial!” jublede han.
For at få en overbevisende dyrisk lugt smurte han sit legeme ind i surkål og dåsefisk.
“Næste stop, Vestberlin.”
Han ventede til det blev skumring før han gik ud og smed sig på jorden.
“Raaargggg,” sagde han. Han vidste ikke hvordan en grævling lød men det var sikkert noget i den stil.
Så krøb han gennem gaderne mens han knurrede. Det varede imidlertid ikke længe før han stødte ind i to herrer der kom gående på fortovet.
“Har De set den grævling?” sagde den ene mand.
“Ja, den ser ikke rask ud og den lugter fælt. Måske har den betændelse.”
“Vi må hellere aflive den for dens egen skyld. Det er mest humant.” Manden sparkede den falske grævling.
KA-DUNK!
Donny Frühstückschnitzel krummede sig sammen i kramper.
“Ist es tot? ”
“Nein, De må hellere sparke den igen. Lidt hårdere denne gang.”
KAA-DONK!!
“Det er en genstridig satan. Vent, der ligger en løs flise her vi kan slå den med.”
“Aaaarggg!” brølede Donny Frühstückschnitzel. Han rejste sig op i fuld figur og tog flugten. Mændene hylede af skræk.
Donny krabbede sig af sted ind i en gyde der ledte til en baggård. Her blev han omringet af vilde vrede hunde. De så ham som en trussel både hvad udseende og lugt angik.
“Verdammt,” skreg han og vendte om mens køterne jagtede ham gennem gaderne.
“VUF!”
“VUUUF!”
“Vuf, vuf, vuf!”
“RRRRGGGGGHH!”
Den ene bed ham i balden.
“Av for satan!”
Køteren hang ved og gav først slip da han havde slået den over snuden otte gange.
Ved et lykketræf undslap han hundene ved at springe over et stakit. Men landede direkte i et tjørnekrat. Tornene gik igennem dragten og rev ham flere steder.
“Scheiße, Scheiße, Scheiße!”
Han humpede ud af haven og var et sekund fra at blive påkørt. Med de sidste kræfter nåede han hen til Berlinmuren.
“Underligt,” sagde han hæst.
Der var ingen soldater i nærheden. Hverken ved muren eller oppe i tårnene. Måske var det den heldigste dag i hans liv?
Ved hjælp fra sugekopperne og gribekløerne i grævlingedragten kravlede han over den første mur og ind i ingenmandsland. Han luntede af sted uden at træde på en eneste landmine og kæmpede sig over den sidste mur. Han sprang over og forvred foden i det samme han ramte Vestberlin.
“AUV!” Han faldt sammen i smerte og udmattelse. Men han fik til sidst kæmpet sig op på benene igen og stak armene triumferende i vejret.
“Endelig fri! Ha, ha. Forbandede kommunister. Jeg overlistede jer. Jeg har vundet.”
Men just som han stod og hoverede over sin succes kom en gravko kørende og penetrerede muren med et ordentligt brag. Den kolde krig var forbi. Nu kunne gud og hver mand med lethed krydse den nu nedlagte grænse.
“Verdammt,” jamrede Donny .
Retur til avisens forside