“Et brunt badeforhæng er gået ned gennem Nordvestjylland. I fremtiden vil alt Nordvestjysk land på den anden side være afskåret fra frihed, lighed og latrinbroderskab”. Så dystert udtalte nu pensioneret amtmand Winston Skovskider Malbrosgård sig under sin tale til dimitttenderne fra Foulum Mejeristskole sidste sommer. Nu har de seneste politiske udviklinger vist, at Sir Winston fik sørgeligt ret i sin Foulum-tale.
Winston S. Malbrosgårds aldrig opgivende lederskab bragte i krigens år Nordvestjylland sejrrigt ud af den store Krig mellem amterne. Russen har historisk betragtet Thy-og Vendelboere samt enkeltgravsfolk som et vildledt broderfolk, der ville hilse genforening velkommen.
Her på redaktionen husker vi Winstons formaning, da det så allersortest ud: “Jeg kan ikke love jer andet end blod, sved, kolik og tamslyng. Vi vil kæmpe på stranden i Blodhavn, vi vil kæmpe på Klamhuse Hede, vi vil kæmpe på Usseldrug folkebordel og i Feta Knøhls tyrestation.” Nu har vor store amtmand så endnu engang fået ret i sin forudsigelse.
EN SEN AFTEN, da jeg havde lagt mine skriverier bag mig og i petroleumslampens skær helligede mig katalogisering af husstandens omfattende samling af afklippede tånegle, heraf flere uvurderlige arvestykker, bankede det svagt på retiradedøren. Jeg betydede den tjenstgørende morian at vise den sene gæst ind i stadsestuen, og et forunderligt syn mødte da mine øjne. Lupus var vendt hjem!
EN AF EGNENS største sønner stod lyslevende foran mig, med de klare oldingeøjne missende mod det skarpe lys. Hurtigt fik jeg Lupus bænket ved vort groft tilhuggede fyrretræsspisebord med en svingende portion kompostsuppe med egespåner. Efter et par dunke konsumterpentin og et sæt velsmurte erindringslussinger begyndte gamlingen sin utrolige beretning:
“SOM FEM-ÅRIG skikkedes jeg af min fader på dannelsesrejse til de böhmiske Alper hos min farbroder Hübertz Q. Knockell, der var fækalieforvalter på et større gods i byen Knütz. Jeg nød godt af den strenge, germanske disciplin, som satte mig i stand til at få ansættelse som feltlatrinreparatør i et stedligt regiment. Jeg tog endvidere afgangsprøve ved Musikkorpset som faglært nasalcrooner og rektalekvilibrist, hvilket skulle vise sig en fordel i min senere tilværelse, og da krigen brød ud, var jeg fuldt kvalificeret som latrininspektør på Vestfronten, hvor jeg tilbragte mange gode år.
Lupus i fuldt feltmæssigt efter udnævnelsen til overlatrininspektør. (Fot.: Kaiserliche Kanonenphotographen G.m.b.H.)
DA KRIGSLYKKEN VENDTE, fandt jeg det fornuftigt at søge anden beskæftigelse. Sammen med et par ligesindede kammerater, bl.a. den senere regimentsfyrværkerassistent Ecstasius C. Neuenbagh, krydsede jeg en aften fronten ved Popering i Flandern. Vi blev naturligvis fanget som overløbere, men da der ved bataljonsbordellet i den nærliggende by var et par vakante stillinger som hhv. bordelsanger og horisontalmasturbatør, blev vi snart accepteret som et pittoresk og relaxerende indslag i den daglige kanontorden.
MEN ALT GODT har jo en ende, krigen sluttede og vi måtte se os om efter en anden levevej. Efter ca. 10 år på valsen i det nordtyske endte vi i det i det smukke Bayern, hvor jeg på et gæstgiveri mødte en undselig lille mand med en bemærkelsesværdig moustache og spasmodiske højrearmsbevægelser. Hans oratoriske evner fascinerede mig, og vi blev gode venner. Han havde store planer og talte uophørligt om at anskaffe sig et førerbevis, men vore veje måtte skilles, og jeg har ofte tænkt på, hvordan det egentligt gik ham fremover.
NEUENBAGH OG JEG blev i Bayern de næste mange år, hvor vi ernærede os som omrejsende vaudevillesangere og lussingterapeuter. Det hårde liv på landevejene sled på både skosåler og helbred, og jeg besluttede mig for at falde til ro, mens Neuenbagh foretrak at vandre videre. Jeg fik fast ansættelse i den kendte Lieder- und Strafencafee “zum goldene Peitsche”, hvor jeg mødte min senere hustru Waltraut Breitarsch, som opførte et burlesk cabaretnummer med sin langlemmede sanktberhardshund Casimir Prügelstock III som partner. Vi blev gift, men ægteskabet holdt kun kort tid. Waltraut forlod mig til fordel for et omrejsende husdyrmenageri og ægtede senere en sprechtstallmeister Schumbagh.
Waltraut Knockel med sin livsledsager Casimir. Det er Waltraut til højre. (Fot.: Lupus Knockell)
JEG FORTSATTE min optræden i cafeen mange år, blandt andet som fastgørelsesansvarlig i etablissementet, men også som strubesanger ved det stedlige brandværn, hvor jeg i de år havde adskillige optrædender rundt om på egnen ved mangen en ildløs.
Lupus som brandværnssanger 1944. Han står yderst til venstre.
(Fot.: Bayerische Feuerwehr)
I 1945 TVANG forskellige omstændigheder mig til hurtigt at søge luftforandring. Jeg havnede i Argentina, hvor jeg mødte stor venlighed i immigrantkredsen. I 1948 havde jeg en hovedrolle i lystspillet “Die zwei Schlagzahnetenoren”, som var finansieret og instrueret af det nyoprettede filmselskab Bormann Pinakothek-Gesellschaft.
MIN HJEMVE nagede mig. Jeg tog hyre som husdyrpurser på et bulgarsk krydstogtsskib, som jeg afmønstrede i Antwerpen. Jeg fik min hyre udbetalt i naturalier i form af udstillings- og avlssoen Brynhilde Montevideo II, som siden har været min støtte, glæde og trøst i mit omflakkende liv. Nu er jeg så vendt hjem, og har forhåbentlig mange gode år foran mig her på min kære hjemstavn!”
SÅLEDES SLUTTEDE Lupus’ utroligt rørende beretning. Jeg sad stille et øjeblik, tændte endnu en vellagret blæretangscigar og tænkte: En stor nordvestjyde, en af de største, er atter blandt os!
HERUNDER ENDNU EN JUBELREPORTAGE fra hr. Poppe Hammurabis-Agderstierne:
VERDENSHISTORISK BESLUTNING ER ALLEREDE GENNEMFØRT
Trods 3.448 venlige henvendelser, 1.299 rykkerskrivelser, 522 direkte trusler om militær intervention, og et regulært luftbombardement vha. Gustenhuse Liggasballon, er det endnu ikke lykkedes os at inddrive det udestående beløb for årtiers saltleverancer til de polarnorske satellitøer.
Som den særdeles ærede hr. Karmin Abepis, krigsansvarlig ved Gustenhuse Borgerbevæbning, for nyligt udtalte: “Der er lukket af. De er kolde som is. Vi har stillet forslag i tusindvis. Ingen af dem synes at føre til noget…”.
Herefter var det en formssag ved snapseglasoprækning i Gustenhuse Sikkerhedsudvalg at vedtage den skæbnesvangre beslutning om ved anvendelse af komprimerede mongolfækalier fra Gustenhuse Åndssvageanstalt, nedkastet fra Liggasballonen, totalt at udslette Jan Mayen.
I skrivende stund er dette desværre allerede at regne for en realitet. Vi beder derfor ydmygt om d’herrer ærede læseres forståelse. Pengegæld er og bliver bringegæld.
Denne skelsættende begivenhed har dog ikke været uden moralske omkostninger for vort sogn, og Gustenhuse Kulturudvalg har derfor i forvejen ladet en musikalsk støtte-indspilning producere, til fordel for genopbygningen af handelsstationen på Jan Mayen, som De hermed opfordres til at støtte, med kr. 0,01 ekstra., hver gang De køber et mundbind fra kludehandelen på Gustenhuse Torv, eller en isbjørnemørbrad fra slagteren sammesteds.
Herunder følger vort beskedne musikalske bidrag, i bæredygtighedens tjeneste:
Sensationelle arkæologiske fund i Blodhavn
Marina og Gustenhuse Lejebibliotek
Ikke bare et, men to spektakulærte arkæologiske fund leder ifølge eksperter til en radikal revision af vor viden om Nordvestjylland i vikingetiden og egnens betydning for hele Nordatlantens historie. Dr. Gurli Gokstad, amanuensis på Det Kongelige Biblioteks Arnemagneanske Samling og for tiden sommergæst med kvartpension på Klamhuse Spedalskhedskoloni og wellness-center, forklarer:
“Det meste af vores viden om Nordvestjylland i vikingetiden har vi fra augustinermunken Ludbert af Bremens skrift “Codex Cloacensis (CC)” som han affattede i 800-tallet. Desværre kender vi kun værket fra omtale blandt senere skribenter, og der herskede hidtil nu enighed blandt fagfolk om, at CC var gået tabt. De kan derfor forestille Dem bestyrtelsen, da et fuldstændigt eksemplar af CC i torsdags blev opdaget i kælderen under enkefru Feta Knøhls lejebibliotek i Gustenhuse. “
“Jeg afbrød straks min ferie for at være blandt de første til at inspicere CC”, fortsætter dr. Gokstad. “I CC så jeg som den første den forsvundne epistel “De moribus patriciae plebisque oppidorum stercoreorum ultimae Jutlandiae” (Om skikkene hos høj og lav i de to skidne landsbyer i det yderste Jylland). Her finder vi bekræftelse af Prostatas Saga, historien om vikingehøvdingen Prostata den Store, der hidtil er blevet anset som fiktion.”
Som kendt fra sagaen, var Prostata og Podagra to sønner af kong Hilmar den Vise, der, som det ofte sker i vikingefamilier, kom op at toppes. Grunden skal have været Podegras trolovede, Bitten af Reperbahn, der efter tidens sæder og moral nok var en anelse løs på tråden. Ludbert af Bremen omtaler hende som “Sodomitten Bitten” og refererer løseligt til de sammenkomster med berserkergang og seksuel kollektivisme, hun siges at have organiseret på Erna Bavnings Ornecentral.
“Nu skal Ludbert af Bremens beskrivelse jo ses på baggrund af munkestandens kyskhedsløfte, men noget er der nok om beskrivelsen af frk. Bitten”, fortsætter dr. Gokstad.
I alle tilfælde skete der et uheld. Som moderne var blandt trendsættende unge skjoldmøer ville Bitten vise sin kærlighed til Podagra med en intimpiercing, og hun bad Prostata hjælpe med det kirurgiske indgreb. Desværre kom Prostata til at hoste, så hans blodøkse piercede ikke bare Bittens indre labia, men ogsa hendes klitoris, tyktarm, uterus og venstre hofte.
Det kunne Podagra jo ikke stå overhørig, så han udfordrede sin broder, Prostata, til mandjævning. De to vikinger mødtes efter tidens sædvane til kamp på en planke over latrinet ved Brugsen; reglen var, at den, der først blev skubbet i tønden, blev landsforvist. Som vi ved fra Prostatas Saga, nu bekræftet i CC, blev det Prostata, der først røg i tønden ved ikke at parere et spark i skridtet fra Podagra, Denne blev, efter som skik var at have holdt Prostatas hoved under, indtil luft og methanbobler hørte op, udråbt som vinder.
Prostata måtte nu i hast forlade Nordvestjylland, og også her besvarer vort nye fund en række historiske gåder. Beskrivelser i CC har gjort det muligt for arkæologer fra KUK, Klamhuse Universitets Kursus, at lokalisere resterne af Prostatas langbåd ved det igangværende entreprenørarbejde med udbyginingen af Blodhavn Yachtklub.
Det har tidligere været ren spekulation, at prins Prostata fik tilnavnet Den Store på grund af sine bedrifter i Nordatlanten, men nu har vi endeligt bevis. Blandt fundene i langbåden var der rester af gærede fækalier tilsat malt og byg. Prostatas første stop var i det nordlige England omkring Newcastle, og der er ingen tvivl, om at denne egns særlige brune øl er introduceret af de jyske vikinger i Prostatas følge.
“Vi ser i årene efter Prostatas landsforvisning en opblomstring i samhandlen mellem Nordatlanten og Nordvestjylland, ikke bare indefor ølteknologi, men brunvarer i al almindelighed. Ligeledes finder man ved udgravninger af nordvestjyske latrinkuler fra 800-tallet ganske ofte karakteristiske klan-skridtbind af skotsk tweed, der er gået den anden vej over Nordsøen,”
“Men måske er det mest revolutionerende ved fundet af Prins Prostatas langbåd, at vi nu med sikkerhed kan sige, at han var i den nye verden før Leif den Lykkelige og Columbus”, fortsætter frk. Gokstad entusiastisk. “I forstenede fækalier i langbådens udhus har vi fundet rester af pollen fra kartoffel, skråtobak og andre vækster hjemmehørende i den nye verden. Dette bekræfter igen den apokryfe historie i Prostatas Saga, om at prinsen skulle være blevet ført ud af kurs af en storm og sejlet mod den nye verden i den tro, at det var Harboøre Tange, styrmanden kunne ane forude.”
“CC omtaler, at prins Prostata skal have vundet land fra de indfødte ved at snyde i ludo og matador og have grundlangt en koloni kaldet “Brunland”, af historikere identificeret som den canadiske provins New Brunswick. Videre hedder det, at han efterlod en del mandskab med mjød, tørrede fækalier og Ugens Rapport-blade nok til at holde vinteren ud, mens han selv styrede landbåden mod Costa del Sol til overvintring. Kolonien Brunlands videre skæbne kendes dog ikke,” slutter dr. Gokstad.
Prins Prostata (efter tidens skik i silkehat og blackface) foreviget med lokale ledere for at fejre hans køb af kolonien Brunland. Automobilet, der var del af salgsprisen, er en prototype fra Klamhuse Karosserifabrik, tranporteret over i langbådens bug,
På dette tidspunkt overlader vi Dr. Gokstad til de videre udgravninger ved Blodhavn Yatchklub og det minutiøse arbejde med konservering af de opsigtsvækkende fund, der nu venter. Vi er tilfredse med at have belyst endnu en vigtig side af vor egns historiske betydning
Marskal Josef Vissarionovich Stalin, generallisimo af Den røde Hær, er for første gang i mindst 110 år igen observeret i Nordvestlylland. Handelsråd Moses Nwimbi, Gustenhuse Overdrev, forklarer:
I ugens løb har jeg rejst rundt med min kollektion af brunvareprøver til kunder i Nordvestjylland. I går indlogerede jeg mig for natten på Basses Kro i Thisted. Fra receptionen så jeg ud af øjenkrogen ind i slyngelstuen. Ved hjørnebordet sad fire mænd af østslavisk udseende, intenst optaget af et slag russisk rulette, alt imens de med stor lidenskab indtog te fra kroens samovar, smørkringle og grusisk cognac.
Jeg var ikke i tvivl om min opdagelse, og jeg henvendte mig med et jovialt slag i ryggen til den nærmeste af spillerne: “Skål i skuret Marskal Stalin, hvad bringer Generalissimoen denne vej?”
Marskallen bakkede på piben, lagde Makarov-pistolen med den ene patron fra sig, og skulle til at åbne munden. Men i det samme mærkede jeg kroejer Basses faste hånd på min skulder:
“ Nu går vi, selskabet vil ikke forstyrres”.
En sælsom slutning på en almindelig handelsrejse, afrunder handelsråd Nwimbi.
“Josef Vissarionovichs historie med og forkærlighed for Nordvestjysk kultur er kendt i historikerkredse, men måske ikke i den brede offentlighed,” vurderer dr. Aldi Ostrograd, docent i øststudier ved KUK, Klamhuse Universitets Kursus.
Ifølge Marskallen selv var det jyske kaffebord den eneste grund til, at han som ung overlevede de hårde år i Sibirien. Derudover var Josef Vissarionovich i årene 1908-1910 af Komintern udstationeret på Klamhuse Jernstøberi med det formål at uddanne sig i metallurgi og fækalievidenskab. Tilnavnet Stalin fik Marskallen først den dag, han i affekt forretede sin nødtørft i støberiets koksovn og derved uforvarende fandt den kombination af jern og afføring, der gav grundlag for det kendte Klamhuse-stål og hele Nordvestjyllands metallurgiske eventyr.
Desværre blev Stalin kaldt hjem til Skt. Petersborg kort efter, men flere prominente familier på egnen bærer marskallens gener den dag i dag, f.eks. sportsfamilien Stalin-Schleimhuber og den ikke mindre kendte naturistfamilie Stalin-Svendsen.
“Men vi må også her i Nordvestjylland anerkende vor del i det russiske folks tragedie. Vi kan se fra Stalins indberetninger til Komintern, at tidens behårde danske lokalpolitik har formet hans senere tænkning. Han omtaler rosende deportationen af Danmarks Sprognævn fra København K til Usseldrup og er imponeret af den fasthed, hvormed Told&Skat samt Statens IT blev tvangsforflyttet til henholdsvis Mørke, Jylland og Løsning.
Systemkritikere har i storværket Gulag Pøllehavet forfægtet det synspunkt, at det sovietiske system af arbejdselejre har rod i den ofte hårdhærdede måde, hvorpå entreprenør Habert Ghumimimann bød den lokale befolkning slavelignende forhold ved tvangsindustrialiseringen af Klamhuse Hede.
“Det er ok at være stolt af en statsmand med lokale forbindelser, men tiden er også til at se Marskallen i kritisk lys,” slutter Dr. Ostrograd.
Ikke et synspunkt, vi her på redaktionen er uenige i, men vi opretholder vor begejstring over handelsråds Nwimbis opdagelse.
Som det muligvis allerede er kommet Dem og Deres ærede læsere for øre, kan jeg hermed bekræfte, at et blodigt énmandskupforsøg på vor ø netop ved koldblodighed, rettidig indgriben samt stor militær overlegenhed nu er blevet totalt nedkæmpet!
De dramatiske begivenheder er foreviget i nedenstående film fra krigskorrespondent og kolonidyrekopulationsinspektør, hr. Dibert Späckbrähdt:
Med uundværlig assistance fra begge kamphelikoptere fra det ugandiske luftvåben, som dog desværre blev nedskudt, lykkedes det imidlertid at eliminere truslen fra den sindsforstyrrede, revolutionære énmandshær, rødgardisten, gaderapperen og terroristen Tiger Mafia.
Baggrunden for revolten er på skrivende tidspunkt stadigvæk uklar, men kan muligvis findes i det sørgelige faktum, at negerlatrinen på naboøen Tarmuda tidligere på året grundet for store vedligeholdelsesomkostninger af sparehensyn desværre har måttet nedlægges. Dette har således været for meget for de kollektivistiske tarmudanere, som sandsynligvis derfor ved brystsvømning har overført en svært bevæbnet person, med henblik på uden forudgående skriftlig henvendelse at indtage vort eget særdeles veldrevne og funktionsdygtige betalings-negerlatrin.
For som V. Røvlenberg jo skrev i sin selvbiografiske nøgleroman Bruno Brunvardt Bruhn-Bruunsen: Et Pottelevned (12.871 sider, 1922-24):
“Hvorend her i Verden en Mand monne skide, ét skal alle Mennesker snart få at vide: det være sig fattig, det være sig rig; hvis ej Mand får skide, da blive der Krig!”
På dette foto ses til venstre en purung Tiger Mafia sammen med Marx Pishaar (1871-1967), den navnkundige revolutionære Holstebrodreng, også kendt under dæknavnet “Che Guevara”, under demonstrationen på naboøen Tarmuda af en maskinpistol for terrorbevægelsens alleryngste børnesoldater.
Det er dog antagelig ikke alle læserne bekendt, at Pishaars alias opstod ved et tilfælde, da han altid havde for vane at forklare sine soldater at de skulle huske at checke deres geværer. “Check gevær, ja… Check gevær, ja…”. Dette blev forvansket fonetisk til “Che Guevara”, da tarmudanegrene ikke rigtig kunne udtale -ck, æ eller j, og navnet blev således hængende. Det gjorde Pishaar også i 1967, da han efter udleveringen til dansk retsforfølgelse og retfærdig dom som bekendt af sparehensyn henrettedes i forbindelse med flaghejsningen ved sommerhestevæddeløbene i Pandrup.
Som tak for deres brave indsats, og som en art kompensation for tabet af de tvende kampluftvehikler, blev de overlevende heroiske ugandere af mig personligt administrativt tildelt øen Tarmuda, med henblik på indførelse af obligatorisk tobaks- og alkoholkonsumption, strandonani, cricketspil og friluftsdefækation (iøvrigt i vilkårlig rækkefølge).
Herefter stod den så på en opfriskende omgang fællesbadning med gensidige kammeratlige vandlussinger i det herlige caraibiske havvand, under strengt opsyn af øpræsident og voodoopræst Dinga-Dinga Uhadada (som ses på nedenstående fotografi).
Nytårsfreden hersker således atter på Dartvados, og tilbage står faktisk kun at sende et varmt ønske herfra, om et velsignet Nytår til alle I kære venner derhjemme, i det gode, gamle land, fra alle os, hér i den nye verden!
Med stor lettelse, allerærbødigst, Deres loyale ven, Konsul H. Stahl-Eisenmann
Slask! Slask, slask og kladabask, afsluttet med et mekanisk spark i bagdelen ned ad slidsken, ud i den fri luft.
Nathan Mandrik rejste sig, rødkindet og smilende efter nogle stimulerende minutter i pryglomaten på Klamhuse Vestermark.
Han havde selv i sin ungdom opfundet dette prægtige sundheds- og disciplinbefordrende maskineri. Formålet var, at alle nordjyder effektivt og til en billig pris kunne modtage fuldfigurprygl, og her på Klamhuse Vestermark arbejdede pryglomaten stadig døgnet rundt, året rundt.
Mandrik begav sig hjemad over de vinterfrosne marker. På lang afstand blev han hilst af glammen og hyl. Husstandens to puddelhunde fornemmede, at han var på vej, og gjorde opmærksomme på, at de var sultne.
Trods årtiers succes som opfinder havde Mandrik det svært i disse år. Fødevarer var rationeret, og mange aftener måtte han og hundene dele et par fåreører eller en skål gelatinerede gedehaler. Danmarks befolkning var vokset til 11 millioner, og størstedelen af fødevarerne blev tvangseksporteret til Sverige, hvor 47 millioner munde skulle mættes.
– Sådan er vilkårene, sagde statsministeren, Harry bin Moffat. – Vi må alle, inshallah, ofre os i en højere sags tjeneste.
Bræddehytten lyste foran Nathan som et skib i natten. Én ting manglede hjemstavnen ikke: Elektricitet. Nathan havde opfundet verdens første urinkraftværk og bygget det nede i Blodhavn af et par gamle traktorer og en badekabine. En spandfuld ordinær husholdningsurin rakte til flere ugers el-forbrug i hele forsyningsområdet.
Hvis driftsleder Peckelfritz bare ville lade være med at blande råvaren op med gæret husdyrurin, tænkte Nathan Mandrik, idet han standsede foran hytten med de nu hysterisk glammende hunde.
I det samme flammede vesthimlen op, og i nogle lange sekunder var landskabet, så langt øjet rakte, badet i skingrende, citrongult lys, changerende over i det carryfarvede, mens det klingede af.
Braget kom et øjeblik senere. Orange flammer og fed sort røg bølgede op over horisonten, mens Nathan hylede om kap med sine pudler. Hans kraftværk, den lysende krone over hans livs indsats, var ødelagt af useriøs urintilførsel.
* * *
– Her kom det signal, vi har ventet på!
Qwylxr-Zlyck-Zpatr vendte alle tre øjne mod kollegerne i rumskibet.
– Landsæt plufrz-bhryx, og gør det nu! Landsæt dem alle sammen!
Ekspeditionen fra planeten Bzylfxik-Vugx havde til opgave at omdanne Jorden til fiskebassin for et galaktisk turistbureau. Et par wzolgx-yxgr var sendt i forvejen med instruks om at fyre en kraftig urinbombe af, når tiden var inde til at påbegynde arbejdet. De var braget ned i Tunguska i Sibirien i 1908, men det havde Qwylxr-Zlyck-Zpatr og hans kolleger ikke fået nogen melding om.
Nu befandt ekspeditionen sig over Jylland, og i løbet af få minutter landede 239 plufrz-bhryx, som øjeblikkeligt begyndte at destruere og bortgrave alt, hvad de mødte på deres vej.
I København troede statsminister bin Moffat, at der var tale om et lokalt bondeoprør, og han tilkaldte militærhjælp fra den islamiske republik Sverige, men nabolandets aldrende Saab-jagerfly var ikke noget match for plufrz-bhryx og rumekspeditionens øvrige våben.
Frisk fiskevand skyllede ind, hvor jyder gennem årtusinder havde levet. Enkelte fund blev sendt op til rumskibet med henblik på, at de senere kunne vises frem i museerne hjemme på Bzylfxik-Vugx. Et af dem var en tilhugget sten med denne inskription fra midten af 900-tallet: Knok-Knok ristede disse runer til eget minde. Ranke Knok var stenenes herre.
– Den er smuk, men tung, erklærede Qwylxr-Zlyck-Zpatr, da han greb om den med sine lyslilla tentakler. – Den kan fungere som ballast på rejsen hjem.
Han stuvede stenen til side og fik i samme øjeblik en melding sydfra. Lillebæltsbroerne var ikke bare overskredet, men opspist på vejen. Hans 239 plufrz-bhryx arbejdede sig i eksemplarisk tempo frem mod Odense og resten af verden.
– Saturday Night is the Loneliest Night of the Week…
Hilbert lyttede til de bløde toner og nynnede med på melodien, så godt han kunne. En rejsegrammofon var eneste opmuntring og, bortset fra en luvslidt lænestol og en madras på gulvet, også eneste inventar på hans tagkammer.
Han tændte en tysk cigaret og blæste røg op under loftet.
Det var forår i København, og nede i gaderne blev der jublet og danset, men Hilbert Knöckel-Henrixen følte ingen trang til at deltage i begejstringen over det tyske totalsammenbrud. Han var vendt hjem fra Østfronten, nogenlunde uskadt og med medaljer på brystet, men uden meget håb for fremtiden.
De seneste måneder havde han levet af sortbørshandel i Københavns sidegader og baggårde, men nu kom regnskabets time. Hvordan skulle han som tidligere SS-Unterscharführer klare sig igennem?
Uniformsjakken havde han brændt, og en veninde fra kaffebaren i Borgergade havde skaffet ham en cirkusjakke med pyntebånd og nogle ejendommelige hylstre, man kunne putte cigarer i, hvis cigarer engang igen blev til at fremskaffe. Han havde cirka 50 kroner tilbage i kontanter, og hans sortbørs-varelager bestod af en kasse amerikanske grammofonplader, de fleste af dem med Frank Sinatra, samt nogle billeder og plakater af den populære sanger. Det var krigsbytte, han havde tusket sig til hos en kammerat fra Schalburg-korpset.
Noget måtte gøres. Et selvmord eller noget andet effektivt. Han vendte pladen.
– I Dream of You, lød en smægtende sangstemme, mens Hilbert fik ild på endnu en cigaret og betragtede et Sinatra-foto. Ligner jeg ham egentlig ikke? De samme slunkne kinder, det samme frække, liderlige tandsmil?
Kan det bruges til noget?
* * *
Perronen var fyldt op med unge kvinder, da Blodhøjbanens brændefyrede damplokomotiv kom plufrende ind på Klamhuse Station. I samme øjeblik, de så Hilbert i hans cirkusjakke, begyndte de at skrige.
Han løftede begge arme i triumf og viste tænder.
– God start, tøser! råbte han.
De hørte ingenting. De var ved at besvime af begejstring.
En fedladen mand i snavset brun kittel banede sig vej gennem pigeflokken. Det var Hilberts halvfætter, kalkunavler Lubbert Lumbago, Blodhøj. Han havde for nogle døgn siden modtaget pakken med plader og billeder og fulgt ordren om at dele indholdet rundt til lokale interessenter af hunkøn.
Nu lagde han en flæsket arm om Hilberts skulder.
– Din musik lyder døgnet rundt fra alle grammofoner, sagde han. – Piger fra et hjem uden grammofon sidder hos veninderne og skriger og hyler. Ældre medborgere er ved at blive vanvittige.
Hilbert greb om en blottet pigearm og skrev en autograf på den. Fætter Lubbert skelede misundeligt, mens røde læber kyssede den hjemvendtes hule kinder. Han råbte ind i øret på Hilbert:
– Da værten i Klamhuse Forsamlingshus blev klar over, at du var på vej til byen, arrangerede han straks en koncert. Du skal optræde klokken 18.30 i aften, akkompagneret af Hubertus Knäbells Synkoperede Underholdningsorkester fra Holstebro, egnens førende danseband. Entré 40 øre, og alle billetter er solgt!
– Jamen, for helvede, hvæsede Hilbert. – Jeg kan ikke synge. Jeg ligner måske sådan en, men jeg kan ikke.
“Nu kommer de. Derude er de, banditterne. De har loven i ryggen, og lige om lidt er det dem, der bestemmer. Jeg styrter mig i Vesterhavet og drukner. Slut, færdig!”
Den gamle, men ranke mand kravlede tilbage på ladet af den cykel, der havde transporteret ham ud i nærheden af sognegrænsen.
“Retræte!” beordrede han sin søn, som leverede muskelkraft til pedalvehiklet. “Hurtig retræte over Klamhuse Hede! Vi skal til Blodhavn Ydermole, og der slutter rejsen.”
Det var den frygteligste dag i storsognerådsformand Lubbert Knockels 96-årige liv. Tarmgasballonkatastrofen i 1964 havde efterladt mærker på krop og sjæl, men den blegnede i sammenligning.
De nordvestjyske hjemsognes selvstændighed og frihed var ophævet ved lov, og loven var trådt i kraft klokken 00.01 natten til i dag. Hassan bin Andersen, borgmester i Holstebro og formand for Muhammedanistisk-Socialt Tvangsparti var nu på march hen over sognegrænsen med sit følge af bureaukrater og pampere.
“Hurtigere!” brølede den gamle til sønnen, 67-årige Gylbert Knockel. “De sataner skal ikke få fornøjelsen af at fange mig i live!”
OTTE MINUTTER SENERE
Midt på heden måtte Gylbert sagtne farten. Strømme af sved sejlede ned over hans røde ansigt.
“Jamen, så holder vi her og får en drik vand,” sagde den gamle fra cyklens lad. “Så kan jeg også tage afsked med vore brave arbejdsnegere.”
Fire fuldvoksne sorte mænd havde i flere måneder gravet efter olie, guld, koprolitter og andre af de skatte, der kunne tænkes at ligge skjult i undergrunden. Foreløbig var fundene beskedne, men storsognerådet havde bevilget 420 daglønninger à kr. 1,77, så arbejdet fortsatte ufortrødent.
Et rundt, smilende hoved kom til syne over den senest gravede grøft.
“Howdydo, massa!” hilste arbejderen. “Spaden har lige ramt metal. Vil du se, hvad det er?”
Lubbert klatrede ned fra ladet. Negeren rakte ham en genstand, og Lubbert skrabede jord af den. Hans gamle øjne blinkede.
“Det ligner… det kunne være… men det er for utroligt til at være sandt.”
Genstanden var på størrelse med en håndbold og skinnede blankt på de steder, hvor spaden havde skrabet mod den. Det var et bæger på en fod, og mens Lubberts højre hånd arbejdede, blev stadig mere af motivet synligt.
YDERLIGERE FIRE MINUTTER SENERE
“Det ligner en flidspræmie fra Landonanistisk Fællesforbund af 1889,” sagde han. “En sølvpokal, intet mindre.”
Men han vidste godt, at det var noget andet og meget ældre og mægtigere. Myten om den hellige gral havde levet på egnen i århundreder, og nu dirrede metalbægeret af sammensparet overnaturlig kraft. Der stod et sælsomt hvidligt tågeskær omkring det, og jorden rystede under Lubberts og de andres fødder.
“Hello boss, her er også olie! Olien vælder op af jorden!” lød et råb fra udgravningen, og yderligere to negere steg op til jordens overflade med sort, klæbrig masse omkring gummistøvlerne.
Lubbert løftede bægeret og rettede det mod øst, hvor fjenderne fra Holstebro var kommet til syne over en bakketop, nogle til fods, andre i motoriserede luxusvehikler.
En stråle af lys skød ud imod dem, fulgt af pludselig voldsom blæst. En skypumpe hvirvlede hen over heden, og tung regn ramte borgmester bin Andersen, mappemændene, imamerne og de kvindelige pampere i deres kække buksedragter. Lubberts næsebor fortalte ham, at det var en styrtregn af svinegylle, der sprøjtede ned over de uinviterede gæster.
Panikskrig og runddans blev efterfulgt af vild flugt i den retning, fjenderne var kommet fra.
Negrene dansede også, men det var en glædesdans.
“Olie, rigdom, fast arbejde!” jublede de.
“Bøf og bajer,” udråbte Lubbert. “Gris og snaps. Guf til alle, fest resten af dagen. Bring mig til Usseldrup rådhus, min dreng og lad det gå lidt rask!”
Gylbert havde fået nye kræfter, og ladcyklen høvlede hen over hjulsporet mod nord. I det fjerne anede man bagtroppen af de flygtende socialmuhammedanere.
Lubbert Knockel knugede den hellige gral mod brystet.”Den er bedre end en atombombe,” sagde han. “Næste gang, Holstebro erklærer krig, bliver der krig for alvor. Men nu skal vi feste!”
“Jeg vil ikke finde mig i det mere,” sagde Donny Frühstückschnitzel da han endnu en kold morgen slog øjnene op i det kommunistiske rædselsland DDR. Nu var det nok. Nok med alt det røde. Nok med alt det grå. Nok med det hele.
“Jeg flygter i dag,” sagde han for sig selv men ikke alt for højt for han blev sikkert aflyttet.
Efter at have spist saltkringler med pølse og drukket øl gik han i gang med flugtplanen.
Han kunne ikke flygte gennem kloaksystemet. Det var blevet sikret gennem årene. Det nyttede heller ikke at bygge en flyvemaskine for den ville blive skudt ned på stedet.
“Nu har jeg det,” råbte han. “En forklædning!”
Han gik straks i gang med at sammensætte en heldragt af sort stof med hvidt pels. Han tog dragten på og så sig selv i spejlet. Det var forbløffende så godt han kom til at ligne en grævling. Skovens dyr kunne begive sig over til Bundesrepublikken uden nogen løftede en finger.
Hvorfor havde ingen dog tænkt på det noget før?
“Es ist sehr genial!” jublede han.
For at få en overbevisende dyrisk lugt smurte han sit legeme ind i surkål og dåsefisk.
“Næste stop, Vestberlin.”
Han ventede til det blev skumring før han gik ud og smed sig på jorden.
“Raaargggg,” sagde han. Han vidste ikke hvordan en grævling lød men det var sikkert noget i den stil.
Så krøb han gennem gaderne mens han knurrede. Det varede imidlertid ikke længe før han stødte ind i to herrer der kom gående på fortovet.
“Har De set den grævling?” sagde den ene mand.
“Ja, den ser ikke rask ud og den lugter fælt. Måske har den betændelse.”
“Vi må hellere aflive den for dens egen skyld. Det er mest humant.” Manden sparkede den falske grævling.
KA-DUNK!
Donny Frühstückschnitzel krummede sig sammen i kramper.
“Ist es tot? ”
“Nein, De må hellere sparke den igen. Lidt hårdere denne gang.”
KAA-DONK!!
“Det er en genstridig satan. Vent, der ligger en løs flise her vi kan slå den med.”
“Aaaarggg!” brølede Donny Frühstückschnitzel. Han rejste sig op i fuld figur og tog flugten. Mændene hylede af skræk.
Donny krabbede sig af sted ind i en gyde der ledte til en baggård. Her blev han omringet af vilde vrede hunde. De så ham som en trussel både hvad udseende og lugt angik.
“Verdammt,” skreg han og vendte om mens køterne jagtede ham gennem gaderne.
“VUF!”
“VUUUF!”
“Vuf, vuf, vuf!”
“RRRRGGGGGHH!”
Den ene bed ham i balden.
“Av for satan!”
Køteren hang ved og gav først slip da han havde slået den over snuden otte gange.
Ved et lykketræf undslap han hundene ved at springe over et stakit. Men landede direkte i et tjørnekrat. Tornene gik igennem dragten og rev ham flere steder.
“Scheiße, Scheiße, Scheiße!”
Han humpede ud af haven og var et sekund fra at blive påkørt. Med de sidste kræfter nåede han hen til Berlinmuren.
“Underligt,” sagde han hæst.
Der var ingen soldater i nærheden. Hverken ved muren eller oppe i tårnene. Måske var det den heldigste dag i hans liv?
Ved hjælp fra sugekopperne og gribekløerne i grævlingedragten kravlede han over den første mur og ind i ingenmandsland. Han luntede af sted uden at træde på en eneste landmine og kæmpede sig over den sidste mur. Han sprang over og forvred foden i det samme han ramte Vestberlin.
“AUV!” Han faldt sammen i smerte og udmattelse. Men han fik til sidst kæmpet sig op på benene igen og stak armene triumferende i vejret.
“Endelig fri! Ha, ha. Forbandede kommunister. Jeg overlistede jer. Jeg har vundet.”
Men just som han stod og hoverede over sin succes kom en gravko kørende og penetrerede muren med et ordentligt brag. Den kolde krig var forbi. Nu kunne gud og hver mand med lethed krydse den nu nedlagte grænse.
“Verdammt,” jamrede Donny .
