Kategoriarkiv: Verdenshistorien

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 24

DET HERRENS ÅR 2027

“Nu kommer de. Derude er de, banditterne. De har loven i ryggen, og lige om lidt er det dem, der bestemmer. Jeg styrter mig i Vesterhavet og drukner. Slut, færdig!”

Den gamle, men ranke mand kravlede tilbage på ladet af den cykel, der havde transporteret ham ud i nærheden af sognegrænsen.

“Retræte!” beordrede han sin søn, som leverede muskelkraft til pedalvehiklet. “Hurtig retræte over Klamhuse Hede! Vi skal til Blodhavn Ydermole, og der slutter rejsen.”

Det var den frygteligste dag i storsognerådsformand Lubbert Knockels 96-årige liv. Tarmgasballonkatastrofen i 1964 havde efterladt mærker på krop og sjæl, men den blegnede i sammenligning.

2027-01

De nordvestjyske hjemsognes selvstændighed og frihed var ophævet ved lov, og loven var trådt i kraft klokken 00.01 natten til i dag. Hassan bin Andersen, borgmester i Holstebro og formand for Muhammedanistisk-Socialt Tvangsparti var nu på march hen over sognegrænsen med sit følge af bureaukrater og pampere.

“Hurtigere!” brølede den gamle til sønnen, 67-årige Gylbert Knockel. “De sataner skal ikke få fornøjelsen af at fange mig i live!”

OTTE MINUTTER SENERE

Midt på heden måtte Gylbert sagtne farten. Strømme af sved sejlede ned over hans røde ansigt.

“Jamen, så holder vi her og får en drik vand,” sagde den gamle fra cyklens lad. “Så kan jeg også tage afsked med vore brave arbejdsnegere.”

Fire fuldvoksne sorte mænd havde i flere måneder gravet efter olie, guld, koprolitter og andre af de skatte, der kunne tænkes at ligge skjult i undergrunden. Foreløbig var fundene beskedne, men storsognerådet havde bevilget 420 daglønninger à kr. 1,77, så arbejdet fortsatte ufortrødent.

Et rundt, smilende hoved kom til syne over den senest gravede grøft.

“Howdydo, massa!” hilste arbejderen. “Spaden har lige ramt metal. Vil du se, hvad det er?”

Lubbert klatrede ned fra ladet. Negeren rakte ham en genstand, og Lubbert skrabede jord af den. Hans gamle øjne blinkede.

“Det ligner… det kunne være… men det er for utroligt til at være sandt.”

2027-02

Genstanden var på størrelse med en håndbold og skinnede blankt på de steder, hvor spaden havde skrabet mod den. Det var et bæger på en fod, og mens Lubberts højre hånd arbejdede, blev stadig mere af motivet synligt.

YDERLIGERE FIRE MINUTTER SENERE

“Det ligner en flidspræmie fra Landonanistisk Fællesforbund af 1889,” sagde han. “En sølvpokal, intet mindre.”

Men han vidste godt, at det var noget andet og meget ældre og mægtigere. Myten om den hellige gral havde levet på egnen i århundreder, og nu dirrede metalbægeret af sammensparet overnaturlig kraft. Der stod et sælsomt hvidligt tågeskær omkring det, og jorden rystede under Lubberts og de andres fødder.

“Hello boss, her er også olie! Olien vælder op af jorden!” lød et råb fra udgravningen, og yderligere to negere steg op til jordens overflade med sort, klæbrig masse omkring gummistøvlerne.

Lubbert løftede bægeret og rettede det mod øst, hvor fjenderne fra Holstebro var kommet til syne over en bakketop, nogle til fods, andre i motoriserede luxusvehikler.

En stråle af lys skød ud imod dem, fulgt af pludselig voldsom blæst. En skypumpe hvirvlede hen over heden, og tung regn ramte borgmester bin Andersen, mappemændene, imamerne og de kvindelige pampere i deres kække buksedragter. Lubberts næsebor fortalte ham, at det var en styrtregn af svinegylle, der sprøjtede ned over de uinviterede gæster.

Panikskrig og runddans blev efterfulgt af vild flugt i den retning, fjenderne var kommet fra.

2027-03x

Negrene dansede også, men det var en glædesdans.

“Olie, rigdom, fast arbejde!” jublede de.

“Bøf og bajer,” udråbte Lubbert. “Gris og snaps. Guf til alle, fest resten af dagen. Bring mig til Usseldrup rådhus, min dreng og lad det gå lidt rask!”

Gylbert havde fået nye kræfter, og ladcyklen høvlede hen over hjulsporet mod nord. I det fjerne anede man bagtroppen af de flygtende socialmuhammedanere.

Lubbert Knockel knugede den hellige gral mod brystet.”Den er bedre end en atombombe,” sagde han. “Næste gang, Holstebro erklærer krig, bliver der krig for alvor. Men nu skal vi feste!”

Forrige blad

Retur til avisens forside

2027-slutafsnit

 

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 23

DET HERRENS ÅR 1989

“Jeg vil ikke finde mig i det mere,” sagde Donny Frühstückschnitzel da han endnu en kold morgen slog øjnene op i det kommunistiske rædselsland DDR. Nu var det nok. Nok med alt det røde. Nok med alt det grå. Nok med det hele.
“Jeg flygter i dag,” sagde han for sig selv men ikke alt for højt for han blev sikkert aflyttet.
Efter at have spist saltkringler med pølse og drukket øl gik han i gang med flugtplanen.

1989-02

Han kunne ikke flygte gennem kloaksystemet. Det var blevet sikret gennem årene. Det nyttede heller ikke at bygge en flyvemaskine for den ville blive skudt ned på stedet.
“Nu har jeg det,” råbte han. “En forklædning!”
Han gik straks i gang med at sammensætte en heldragt af sort stof med hvidt pels. Han tog dragten på og så sig selv i spejlet. Det var forbløffende så godt han kom til at ligne en grævling. Skovens dyr kunne begive sig over til Bundesrepublikken uden nogen løftede en finger.
Hvorfor havde ingen dog tænkt på det noget før?
“Es ist sehr genial!” jublede han.
For at få en overbevisende dyrisk lugt smurte han sit legeme ind i surkål og dåsefisk.
“Næste stop, Vestberlin.”
Han ventede til det blev skumring før han gik ud og smed sig på jorden.
“Raaargggg,” sagde han. Han vidste ikke hvordan en grævling lød men det var sikkert noget i den stil.

1989-1

Så krøb han gennem gaderne mens han knurrede. Det varede imidlertid ikke længe før han stødte ind i to herrer der kom gående på fortovet.
“Har De set den grævling?” sagde den ene mand.
“Ja, den ser ikke rask ud og den lugter fælt. Måske har den betændelse.”
“Vi må hellere aflive den for dens egen skyld. Det er mest humant.” Manden sparkede den falske grævling.
KA-DUNK!
Donny Frühstückschnitzel krummede sig sammen i kramper.
“Ist es tot? ”
“Nein, De må hellere sparke den igen. Lidt hårdere denne gang.”
KAA-DONK!!
“Det er en genstridig satan. Vent, der ligger en løs flise her vi kan slå den med.”
“Aaaarggg!” brølede Donny Frühstückschnitzel. Han rejste sig op i fuld figur og tog flugten. Mændene hylede af skræk.

Donny krabbede sig af sted ind i en gyde der ledte til en baggård. Her blev han omringet af vilde vrede hunde. De så ham som en trussel både hvad udseende og lugt angik.
“Verdammt,” skreg han og vendte om mens køterne jagtede ham gennem gaderne.
“VUF!”
“VUUUF!”
“Vuf, vuf, vuf!”
“RRRRGGGGGHH!”
Den ene bed ham i balden.
“Av for satan!”
Køteren hang ved og gav først slip da han havde slået den over snuden otte gange.
Ved et lykketræf undslap han hundene ved at springe over et stakit. Men landede direkte i et tjørnekrat. Tornene gik igennem dragten og rev ham flere steder.
“Scheiße, Scheiße, Scheiße!”
Han humpede ud af haven og var et sekund fra at blive påkørt. Med de sidste kræfter nåede han hen til Berlinmuren.

“Underligt,” sagde han hæst.
Der var ingen soldater i nærheden. Hverken ved muren eller oppe i tårnene. Måske var det den heldigste dag i hans liv?
Ved hjælp fra sugekopperne og gribekløerne i grævlingedragten kravlede han over den første mur og ind i ingenmandsland. Han luntede af sted uden at træde på en eneste landmine og kæmpede sig over den sidste mur. Han sprang over og forvred foden i det samme han ramte Vestberlin.
“AUV!” Han faldt sammen i smerte og udmattelse. Men han fik til sidst kæmpet sig op på benene igen og stak armene triumferende i vejret.
“Endelig fri! Ha, ha. Forbandede kommunister. Jeg overlistede jer. Jeg har vundet.”
Men just som han stod og hoverede over sin succes kom en gravko kørende og penetrerede muren med et ordentligt brag. Den kolde krig var forbi. Nu kunne gud og hver mand med lethed krydse den nu nedlagte grænse.
“Verdammt,” jamrede Donny .

Forrige blad                      Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 22

DET HERRENS ÅR 1977

1. JANUAR

“Du er for fed, Elvis.”

Han sagde det til sig selv, da han stod foran spejlet i Gracelands marmorbadeværelse på første sal nytårsmorgen.

Han havde tømmermænd, han trængte til koldt øl, burgere, milkshakes, rå østers, saltlakrids, alt muligt godt.

“Men du er for fed,” gentog den trætte, dybe stemme. “Prøv at se på ham Cliff Richard. Han er også en halvgammel popsjover, men han ser sgu noget friskere ud. Du må i skarp træning, Elvis. Du skal ligne ham englænderen, ellers brænder din karriere ud.”

1977-02

1. MARTS

“Det hjælper på det, Elvis.”

I korridoren hang en plakat i størrelsesforholdet 1:1 af Cliff Richard, som han kunne sammenligne sig med. Hans krop var på vej ned i Cliff-format, og når han smurte den med olie, lignede han sgu næsten en teenager på stranden.

Men jeg vil også ligne ham i ansigtet, tænkte Elvis og satte sig ved telefonen.

Den celebre Hollywood-kirurg, der havde opgraderet de presleyske genitalier for nogle år siden, svarede med det samme.

“Howdy buddy,” sagde Presley. “Jeg har et nyt job til dig.”

“Jamen selvfølgelig. Næse, ører, tæer?”

“Ansigt. Der er en, jeg gerne vil ligne. Rigtig meget.”

1. JUNI

Elvis var nu så forandret, at det bekymrede hans nærmeste. Han havde afmeldt en turné og fyret det tjenende personel i Graceland. Hans manager, oberst Parker, var i telefonen:

“Vi skal jo holde forretningen kørende. Det er dig, folk vil se. Har du virkelig barberet bakkenbarterne af? Elvis, hør nu her…”

“Luk spalten, oberst. Jeg skal have den sidste og afgørende operation på fredag. Og så skal jeg lære at spille tennis. Det er på høje tid. Cliff Richard har spillet tennis hele sit liv.”

“Cliff Richard? Hvad fanden betyder Cliff Richard for os to?”

Elvis lagde røret på og besteg træningscyklen. 200 km ventede.

16. AUGUST

En slank og solarieglinsende Elvis sad på balkonen og spiste grøn salat, da der blev ringet fra portvagten.

“Vi har besøg,” sagde stemmen i samtaleanlægget. “Cliff Richard står hernede.”

“Virkelig? Hvad vil han?”

“Han siger, han bare lige kom forbi. Nu vil han gerne hilse på.”

“Jamen, så lad ham da passere.”

En fedladen mand med hængende skuldre muflede hen over græsplænen. Elvis havde hørt rygter om, at det gik fysisk og mentalt tilbage for Cliff, men kunne det virkelig være så galt fat med ham?

Svaret var ja. Efter et håndtryk og nogle høflighedsfraser bad den svampede, skælvende englænder om at måtte låne toilettet. Elvis stod ved døren og kunne høre, hvordan Cliff defækerede med langtrukne, hult drønende tarmlyde. En uhyggelig rallen og et pflump markerede, at han var trimlet om kuld.

Elvis trådte ind og betragtede det tragiske kadaver.

Hvad nu? spurgte han sig selv. Jo, sgu, jeg gør det!

Efter at have smurt sort pomade i Cliff Richards hår og trukket ham i et Elvis-kostume, som passede forbavsende godt, gik Mr. Presley ned i stuen og ringede efter ambulancen.

“Ja, det er her fra Graceland,” sagde han. “Elvis Presley er død.”

1977-01

1. OKTOBER

Cliff Richard dansede ind på scenen i London Palladium, slank og veloplagt som altid.

“Everybody wants a summer holiday,” sang han og smilede med hvide tænder til den tusindtallige forsamling. Jubelen brusede op omkring ham.

Trist, at Elvis fik så sørgelig en afslutning, men kong Cliff er mere end nogensinde toppen af poppen, stod der i avisen næste dag.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 21

DET HERRENS ÅR 1969

Endelig var det lykkedes. De havde vundet rumkapløbet mod russerne. Ha, ha, ha, hvor kunne de lære det, de skide bolsjevikker.
Det amerikanske rumfartøj sænkede sig langsomt og placerede landingsstellet i støvet. Nu var de officielt i mål. Jubelskrig og klapsalver fra astronauterne bredte sig i kabinen.
“Vi har nået Månen. Vi har ret til hånen!”

1969-marslanding

Døren gik op og ud trådte hr. Amstrong i fuld ornat i selskab med sine kollegaer. Alle som en havde de et veltilfreds smil om munden. Kaptajnen huggede fanen ned i sandet og sagde.
“Dette er et lille skridt for bette mig men et kæmpe hovedspring for hele menneskeheden!”
Erhvervspraktikanten Fridolin kravlede ud af døren som den sidste og hoppede ned i det røde sand.
“Øh, chef,” sagde han da han havde kigget en ekstra gang på underlaget
“Hvad er der?” sagde hr. Amstrong irriteret.
“Jeg tror ikke vi er på Månen.”
“Sikke noget pjat!” svarede hr. Amstrong. “Hvor skulle vi ellers være?”
“På Mars,” svarede Fridolin forsigtigt.
“Knægten har ret,” sagde hr. Aldrin chokeret. “Sandet er helt rødt!”
“Åh, gud nej!” jamrede hr. Amstrong. “Det er en katastrofe!”
De havde ramt ved siden af. Ret meget endda.

1969-astronaut

Astronauterne jamrede i forbitrelse og i løbet af sekunder gav de sig hver især i kast med selvdisciplinerende lussinger men kunne ikke ramme ansigtet da rumhjelmen var i vejen.
Klonk … klonk … klonk.
Praktikanten forstod ikke deres tungsindighed.
“Jamen, det er da ikke så dårligt,” sagde han. “Nu er vi kommet længere end vi havde drømt om.”
“Nej for helvede,” hylede Amstrong. “Verden har set frem til at vi lander på Månen. Hvis verden opdager at vi har ramt forkert vil ingen længere stole på vores træfsikkerhed. Hvis vi ikke engang kan ramme Månen med en sølle rumraket hvordan skal vi så få folk til at tro på at vi kan ramme fjenderne med et bombemissil?”
Hr. Aldrin nikkede medgivende.
“Vi har fejlet totalt …”
Øjeblikket før kaptajnen rev sin hjelm af i ren og skær sørgmodighed og skam for at gøre en ende på det hele sagde Fridolin:
“Videooptagelserne der bliver sendt tilbage til Jorden er i sort-hvid, ikke?”
“Joh,” sagde de alle i kor. “Er du dum?”
Praktikanten slog ud med armene og svarede:
“Hvad er så problemet? Ingen kan se forskel på om vi har været på Mars eller Månen.”
Resten af mandskabet stod et øjeblik stille, så drejede de sig alle om mod den unge knægt.
Ideen var genial.
Jublen, bifaldene og glædesskrigene ville ingen ende tage.
Selvfølgelig. En lille hvid løgn skadede jo ikke.
Hr. Aldrin klappede Fridolin på skulderen og Amstrong lænede sig op ad flaget med et tandsmil.
“Kan I mærke det? Jeg tror sgu det går hen og bliver en ganske god dag alligevel.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkPHALLOS14

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 20

DET HERRENS ÅR 1961

1961-berlin

Mel.: Jeg en gård mig bygge vil (A. Tegnér)
Tekst: W. Ulbricht og E. Honecker

Vi en mur os bygge vil,
der skal være pigtråd til.
Polizister går langs muren,
de har Schäfer med på turen.
Hvis du træder dem for nær,
si’r det bang fra et gevær.

Marx og Rosa Luxemborg
havde begge krøllet hår;
skal vi kommunister styre,
kræver det en flot frisure,
hvide skjorter, rød kultur
og en kæmpemæssig mur.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 17

DET HERRENS ÅR 1929

MANDAG AFTEN

“Ja, Billy. En telefonsamtale. Til New York. Nu.” Pholbert Gaffelhage halede sit ommeur op af vestelommen og så på den slidte skive. “Klokken er 20.02, så det bliver til aftentakst, husk det.”

“Yes sir, Mister Gaffelhage,” svarede kontoristen på jernbanestationens kontor, mens han drejede på håndsvinget og prøvede at aktivere rigstelefonen.

Billy var vant til, at den gamle mand indfandt sig om aftenen for at ringe til New York, Chicago eller somme tider så langt væk som London eller Berlin. Old Man Gaffelhage boede et par km oppe ad bjergsiden, og han havde hverken telefon eller elektrisk lys i sin bjælkehytte. En om muligt endnu ældre negerkvinde passede hans køkkenhave og tilberedte hans beskedne måltider af saltet flæsk, bønner, kartofler og andre lokale produkter.

Pholbert Gaffelhage tændte et cigarskod, mens han ventede på, at forbindelsen skulle gå igennem. Billy gispede. Han måtte lufte ud, hver gang Mister G havde været her. Egentlig var det vel synd for den gamle mand, at han ikke havde råd til at tænde sig en frisk cigar, tænkte Billy, mens han prøvede at trække vejret i de stærke blåsorte røgtåger.

Ja, stakkels gamle G, som kun var USA’s næstrigeste mand.

FORHISTORIEN

Pholbert Gaffelhage var udvandret fra Klamhuse cirka 1880. I Amerika havde han fået arbejde på en gummivarefabrik. Efter nogle år var han avanceret til driftsleder, derpå direktør, senere ejer og drivende kraft i konsolideringen af den globale gummivareindustri.

Gaffelhage Amalgamated var nu et investeringsselskab med enorme værdier placeret i mange brancher verden over. Gamle Pholbert var flyttet på landet for at leve jævnt og enkelt som i sin barndom, men via breve og telefon fulgte han aktiviteterne i detaljer. En ganske bestemt månedsstatus, indløbet  forleden, havde fordybet rynkerne i hans pande.

1929-boerskrise

Sønnen Philbert havde nemlig i løbet af måneden kørt i hyrevogn for ialt 3,41 dollars, og to gange havde han på firmaets regning spist middag ude i byen. Den ene gang endda med en gæst, som meget vel kunne tænkes at være den sminkede dukke, faderen havde forbudt ham at pleje omgang med.

“Nu er der forbindelse, sir!”

Pholbert greb røret.

“Er det dig, Harry? Godt, hør efter! Straks i morgen tidlig sælger du… Ja, jeg siger sælger. Jeg vil… Så hør dog efter, mand! Sælg alle mine aktier… Satans til dårlig forbindelse… Alle mine aktier i…”

Det knasede på ledningen, mens Pholbert bjæffede videre: “…aktier i Gaffelhage Consolidated Junior. Jeg vil ikke poste flere penge i det foretagende, og Philbert må køre det i sænk for egen regning. Han skal ikke spille kong Gulerod på min regning.”.

“Alle dine aktier, javel,” sagde børsmægleren Harry Buttensschön, mens han kiggede hen over New Yorks havn. “Har jeg forstået dig rigtigt: Hele beholdningen?”

Den dårlige forbindelse havde slettet specifikationen af, at Pholberts ordre kun handlede om aktierne i juniors firma.

“Ja, for helvede,” sagde den gamle. “Og lad gerne Philbert og alle andre vide, at min tålmodighed er brugt op. Godnat, Harry.”

“Ih, du milde,” mumlede børsmægleren. “Jeg skal vist have en whisky til at sove på i aften.”

Pholbert betalte for samtalen og begav sig i halvmørke op ad bjerget. Det lille dumme firma, som Philbert havde fået lov at bestyre, ville gå til grunde, tænkte han, og bedre havde junior ikke fortjent.

TIRSDAG MORGEN

Dagen startede turbulent på børsen i Wall Street. Stemningen havde været nervøs de seneste uger, og nu tordnede kurserne i bund, mens Harry Buttenschön solgte ud af samtlige Pholbert Gaffelhages aktiebeholdninger. Den gigantiske formue var spredt ud over stort set alle erhvervsgrene.

Panikken på Wall Street blev forværret, da Harry Buttenschön bekendtgjorde, at det var Gaffelhage-formuen, der blev trukket ud af aktiemarkedet. Gamle Gaffelhage havde i mands minde aldrig gjort et forkert træk. Alle, der kunne, fulgte hans flugt.

Da turen kom til aktierne i juniors selskab, var de allerede tæt på værdiløse, hvilket knap nok blev bemærket. Det var blot en dråbe i et frådende hav af kursfald og katastrofe.

Mange af spekulanterne havde ingen handlemuligheder. Unge Philbert var blandt de tusinder, der så sig ruineret, og hen på aftenen sprang han ud fra sit kontor på 19. etage, lige om hjørnet fra Wall Street. Det skete uden brug af faldskærm, og cementfliserne tog ikke blødt imod ham.

ONSDAG MORGEN

Pholbert modtog meddelelsen pr. telegram. Billy, jernbanens unge kontoriste, kom løbende op ad bjerget med den.

“Jeg kondolerer, hr. Gaffelhage,” sagde han og strøg kasketten af sit vandkæmmede hoved.

“Tal ikke om det,” svarede Pholbert, da han havde læst det korte budskab. “Du er en brav ung mand, Billy. Lad mig belønne dig efter fortjeneste.”

Gaffelhage forsvandt ind i huset og kom nogle minutter senere tilbage med en mønt, en nypudset 5-cent, på sin tørre håndflade.

“Den er til dig, min dreng. Brug den fornuftigt.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

henv valutareform

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 16

DET HERRENS ÅR 1912

FØRSTE AKT

Titanic kommer sejlende med rygen og med dampen
og ovenpå man holder fest med høj musik og trampen.

Her sidder Gambus Holm fra fiskeindustrien
og nipper til champagnen sin. Han kender melodien.

Ja, gæsterne de hygger sig men Gambus ingenlunde
for han kan mærke i sin krop et voldsomt maveonde.

Buffeten den er alt for stærk og ikke for de sarte
thi maven kan jo ikke ha’ når maden er aparte.

“Åh ak og ve!” Han jamrer højt. “Nu går den ikke mere.”
Og straks han ud på gangen går. “Nu må jeg sgu levere.”

På første klasse står der pænt så fine rene kummer
men der er trangt og der er kø og man skal trække nummer.

“Til anden klasse!” råber han og hopper som en hare
Men dasserne er her kaput hr. Gambus må erfare.

Men tredje gang er lykkens gang. Mod pøblens rå gemakker.
Her finder han et lokum frit. “Min gud jeg evigt takker!”

1912-01

ANDEN AKT

Og nu hvor affaldsmassen ud ad tarmen let har strømmet
han ser sig om og får et chok for rummet er sgu rømmet.

“For pokker,” skriger Gambus højt med angstens sved på panden.
“Nu skal der ikke mere til at jeg går fra forstanden!”

Her findes ej papir til ham. Men rumpen skal jo tørres.
Han spejder rundt og tænker på at noget må ku’ gøres.

Det varer ikke længe før han finder på fidusen
sit slips han bruger selvom det har kostet et par tusind’.

Men stoffet er så langt fra nok, han bruger også skoen
og sokkerne går samme vej. Hr. Gambus mærker roen.

“Hvad gør jeg nu med alt det tøj som er smurt ind i kage?
For jeg har ingen planer om at tag’ det med tilbage!”

Han kigger ned i dassets dyb og tænker: “Hvorfor ikke?”
Og just begynder undergangens ur så let at tikke.

Slips og sko og sokker med han presser ned med foden
Han skyller ud og går sin vej med kurs mod drikkeboden.

Åh ak og ve hvor det går galt thi rør og lokum sprænger
så fæcesvand med klumper i sig ud på gangen trænger.

1912-02

TREDJE AKT

På første klasse danser de så festligt wienervalsen
men uden varsel står de snart i lortevand til halsen.

Oh, vandet breder sig i hast igennem hver etage
Og skyller både møbler væk og gæster og bagage.

Og da kaptajnen ser det ske han hurtigt panden rynker
Han får et chok og råber højt. “Du milde! Gud! Vi synker!”

Kaptajnen går i ren panik og drejer skarpt på roret
så skibet kommer ud af kurs og ender på vildsporet.

Som om det ikke helt er nok er prikken over i’et
et stygt og farligt bjerg af is, det mægtigste i riget.

Titanic rammer med et brag og skorpen får en flænge,
Hr. Gambus hopper i en båd for skibet det vil krænge.

Mod bunden færgen snart går ned til algerne og tangen
Ja, tænk engang; et stoppet das var skyld i undergangen.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkKÆLTRINGSFÆRGE01

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 15

DET HERRENS ÅR 1903

Wilbur og jeg havde så tit drømt om at flyve som fuglen på himlen. Mange idioter havde gjort forsøget før os men alle med ubrugelige resultater.
Næh, hvis nogen kunne klare opgaven var det os to.
Vi satte os ned og lavede de nødvendig udregninger og tegnede en skitse til en flyvemaskine. Det var jo pærelet hvis vi da for helvede havde haft noget arbejdsro!
Ser De, vores overbo, Gerry Rakkelpot hedder han, forstyrrede os konstant. Han dansede hele tiden. Det lyder måske harmløst men det var ikke uskyldigt ballet. Han trampede hårdt i gulvet så det støvede ned i vores fyldte sherryglas.
Men vi fik da til sidst lavet en arbejdstegning og vi kunne med stor lettelse rykke ud i værkstedet hvor der var ro.

1903-rakkelpot

Pinen var dog ikke ovre.
Da vi nogle dage senere sammensatte motoren i vores værksted, ja så kom hr. Rakkelpot gudhjælpeme fjorten gange indenfor en time for at låne en kop sukker til sin kaffe. Vi har altid været høflige og kunne selvfølgelig kun sige ja. Men det var med en hvis mistro for hvem fanden putter flere kilo sukker i sin kaffe?
Næste dag da vi kom tilbage for at færdiggøre motoren opdagede vi hvordan alt vores værktøj var byttet rundt. Intet var hvor vi havde lagt det.
“Gid fanden havde Gerry Rakkelpot,” hylede vi i kor.
Vi styrkede nerverne med et par glas sherry hver og fortsatte arbejdet.
Vi skruede, borede, hamrede og svejsede skelettet sammen. Propellen og landingshjulene blev monteret og alt tegnede ganske godt lige indtil motoren skulle startes for første gang.
Det osede og boblede og vi måtte springe i dækning før det var for sent. Motoren brændte simpelthen sammen.
KABUUUUUM!
Nogen havde hældt sukker i brændselskammeret så hele maskineriet karamelliserede og eksploderede. Så fandt vi da ud af hvad han skulle bruge alt det sukker til.
Vi blev enige om at låse værkstedet hver nat efter dette sabotagenummer. Og der kom da heller ikke flere attentater fra overboens side.
Den 14. december stod vi stolte ved siden af vores færdige flyvemaskine. Men testflyvningen gav ikke de bedste resultater. Grundet tekniske problemer var vi kun i luften få sekunder.
Jeg havde en mistanke om at Gerry Rakkelpot var med i spillet men værkstedet havde jo været aflåst. Desuden havde vi ikke set meget til manden de sidste par uger.
Den 17. december var småfejlene justeret og vi var klar til et nyt forsøg.
Vi startede maskinen og kørte af sted på landingshjulene.
Lidt efter lettede vi.
“Den virker edersprøjteme!” råbte vi i kor. “Vi flyver!”

1903-wright

Vores sejrshyl blev imidlertid afbrudt af en forfærdelig motorstøj bag os. I bakspejlet kunne vi se noget nærme sig med høj hastighed.
“En flyvemaskine?” jamrede min broder. “Jamen, det kan jo ikke passe!”
En meget større, langt mere avanceret og elegant flyvemaskine halede ind på os og fløj op på siden af vores prototype.
Til vores skræk sad Gerry Rakkelpot i egen irriterende person i cockpittet med en cigar i munden. På siden af flyet stod der: Rakkelpot Airlines.
“Davs, gutter. Se hvad jeg lige har flikket sammen,” råbte han i en megafon. Med et grin gassede han op og overhalede os totalt før han fløj længere og længere opad og frem.
Snart var han kun en prik i horisonten på den triste grå decemberhimmel.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 14

DET HERRENS ÅR 1862

Der havde været uro i samtlige amerikanske stater det sidste stykke tid men det tog Jonny Hamburger sig ikke specielt meget af. Her på gården var der fred og ro. Solen skinnede på en skyfri himmel og Jonny hoppede ud fra døren med et krus kaffe i hånden.
Gårdens dyr kom ham i møde. Koen, fårene, hønsene, hunden, kattene og alle de andre.
Jonny kunne mærke at der måtte synges. Det var en nødvendighed:

Jonny:
Så blev det atter morgen.
Og jeg har sovet længe nok
Se solens lys for oven.

Hønsene: Bok, bok, bok, bok!

Jonny:
Så fredfyldt her på gården
Åh, vi får så megen sjov!
Jeg nyder kaffetåren

Hunden: Vov, vov, vov, vov.

Ko: Muh … MUUUUUUUUH.

Jonny:
Ja, vi har ingen kvaler
og jeg …

“Ja, undskyld at jeg bryder ind i Deres ejendommelige skrålesang med kræene, men jeg er her i et vigtigt ærinde,” sagde en dyb stemme bag ham.
Det gav et gib i Jonny så han spildte noget af kaffen på jorden.
Han vendte sig om.
Der stod en soldat i fuldt ornat og med en tyk moustache. Han så autoritær ud.
“Hvad fanden?” sagde Jonny.
“Jeg er oberst Mudbut. Hvor må vi stille kanonerne og eksplosiverne?”
“Ka … kanonen!” gispede Jonny.
“Ja, vi er ved at gøre klar til at fjenden kommer. Ned med nakken!”
Jonny drejede sig rundt og fik øje på alle de soldater, der pludselig var stimlet sammen på hans grund. Flere kom til med kanoner som de kørte i stilling. De tromlede blomsterbedet ned og trampede kornet ned.
“Hov, det må De ikke,” jamrede Jonny.
Obersten svingede med armene.
“Tag det roligt. Vi har alt under kontrol. Desværre forholder det sig sådan at netop Deres matrikel her ved Antietam er blevet udvalgt som slagets brændpunkt men jeg lover Dem at vi vil forsøge ikke at svine for meget. Vi er trods alt civiliserede mennesker.”
Flere soldater kom til. Der var mere end hundrede folk.
“Må et par af mine mænd låne toilettet? De har brug for at lette trykket inden kamp.”
“Jeg … jeg,” stammede Jonny.
Obersten råbte til mandskabet.
“Det er i orden. I har fået tilladelse!”
Fyrre mænd jublede og stormede huset. Jonny kunne se at nogen sked på gulvet i stuen.
Han så sig forvildet rundt. Der stod kanoner og soldater alle vegne. Dyrene vidste ikke hvad de skulle gøre af sig selv.
“Er det i orden med Dem hvis vi lader en håndfuld soldater gemme sig i urtebedene?”
Jonny nåede ikke at svare før der lød skrig og råb et stykke væk. Ude på kornmarken marcherede den fjendtlige hær mod gården.
“Nu kommer de,” brølede obersten. “Angrib!”

1862-civil-war

Kanonerne gik af. To af dem pegede i den forkerte retning og skød direkte inde i huset.
Jonny spærrede øjnene op.
Sydstaterne kom løbende med sabler og geværer. Nordstaterne drønede i mod dem.
Arme blev hakket af.
Fødder blev bortsprængt.
Hoveder eksploderede.
Indvolde klaskede ud over det hele.
Tandstumper fløj som spredehagl.
Hønsene blev trampet ned.
Koen blev brugt som levende skjold og fårene, hunden og kattene blev benyttet som alternative kasteskyts og slagvåben.
Jonny stod som frosset til stedet mens kaos udspillede sig omkring ham.
Så styrtede huset sammen.
Obersten klappede ham på skulderen.
“Op med humøret, knægt.” Han pegede mod himlen. “I det mindste er det skyfrit i dag.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 13

DET HERRENS ÅR 1859

JUNI

“God morgen hr. Austin. Sikke dog en herlig morgen her i det Australske land.”
“Vor herre bevares!”
“Hvad mener De, hr. Austin?”
“Det skal jeg sige Dem, Brian. Der er jo ikke andet en visne træer, sten og sand. Jammerligt.”
“Jeg forstår ikke …”
“Og dyrene, Brian. Et kummerligt udvalg. Har De set disse høje langbenede pungdyr der hopper så latterligt rundt derhenne?”
“Kænguruer?”
“Ja, føj for satan. Og disse små pelsede tørvetrillere der æder eukalyptus hele dagen …”
“Koalabjørne?”
“Ja, jeg kan ikke snuppe det, Brian.”
“Jamen, hr. Austin. Det jo sådan Gud har skabt dette land. Der har været en idé med det hele fra begyndelsen.”
“Vor herre bevares! Nej, vi trænger til noget mere genkendeligt. Noget der minder om de gode gamle dage hjemme i England. Noget sødt og pudsenusset.”
“Vil De hente dyr hjemme fra Storbritannien?”
“Ja, det er jo det jeg siger, Brian. Jeg foreslår kaniner. De er uskyldige små dyr som kan passe sig selv. Jeg sender bud med det samme.”
“Men … men …”
“Ti stille, Brian.”

1859-01

JULI

“Er De hr. Thomas Austin?”
“Ja, Det er mig.”
“Jeg har en pakke til Dem. 24 kaniner.”
“Det var eddersparkeme hurtig levering! Ih, hvor er de livlige de små kræ.”
“Hvis De vil kvittere her … ”
“Sådan.”
“Farvel.”
“Farvel … Brian kom her!”
” …. ja … jeg er på vej … Jeg er her nu.”
“Har De set disse pragteksemplarer, Brian?”
“Jo, de er vel nok fine.”
“Lad os slippe dem løs med det samme!”
“Slippe dem løs? Jamen hr. Austin dog. Er det en god idé?”
“Brian! Ti dog stille og hjælp mig med at åbne kassen.”
“Hvis De synes.”
“Ja, sådan. Ud med jer. Alle sammen. Løb, spring mine kaninvenner. Åh, se hvor de løber rundt. Og De var bekymret, Brian. En lille flok kaniner gør ingen skade.”
“Hr. Austin. Nu begynder dyrene at hoppe op på ryggen af hinanden.”
“De er bare konfuse efter sejlturen herover. Jetlag eller hvad det nu hedder. Det betyder ingenting.”

AUGUST

“Hr. Austin. Kræene er alle vegne!”
“Hvad fabler De om, Brian?”
“Bestanden er fordoblet. Når de ikke smadrer køkkenhaven hopper de ovenpå hverandre og formerer sig.”
“Har De det rigtigt godt, Brian? Der er 24 kaniner som der hele tiden har været, hverken mere eller mindre. Nu har De vel ikke fået hedeslag. Tag et glas brandy og slap af. ”
“Jamen …”

1859-02

SEPTEMBER

“Vi må gøre noget ellers har vi katastrofen. Vi må holde bestanden ned ellers kan det få konsekvenser for hele kontinentet … Jeg henter min muskedonner og skyder er par stykker.”
“Brian! Nu er De ond! Man skyder ikke på små søde dyr som kaniner. Hvad er De dog for et usympatisk menneske. Kan De så opføre Dem ordentligt.”
“Hr. Austin, hør nu på mig. Naboerne klager. Kaninerne har pløjet familien Mastersons mark op og væltet huset. Vi nærmer os en pelset syndflod.”
“Jeg hører Dem, Brian og jeg tænker om De måske burde gå til psykolog. For de hallucinerer. Min oldefader havde lignende symptomer. Han så også katastrofer alle vegne.”
“Jeg … jeg …”
“Det er vel nok en flot hat De har fået Dem, Brian.”
“Det er ikke nogen hat hr. Austin. Det er kaniner. De kravler overalt. De har selv fire siddende på hovedet i øjeblikket, at De ved det.”
“Ha, ha. Det har jeg minsandten også. De er nogle spøjse små kræ, de kaniner.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkTESTIKELKALKUN