Kategoriarkiv: Verdenshistorien

Latrinært nytårskup afværget

EisenmannDartvadosLOGO3

Kære Knockel!

Som det muligvis allerede er kommet Dem og Deres ærede læsere for øre, kan jeg hermed bekræfte, at et blodigt énmandskupforsøg på vor ø netop ved koldblodighed, rettidig indgriben samt stor militær overlegenhed nu er blevet totalt nedkæmpet!

Nytårskup01

De dramatiske begivenheder er foreviget i nedenstående film fra krigskorrespondent og kolonidyrekopulationsinspektør, hr. Dibert Späckbrähdt:

NytårskupSPILFILM

Med uundværlig assistance fra begge kamphelikoptere fra det ugandiske luftvåben, som dog desværre blev nedskudt, lykkedes det imidlertid at eliminere truslen fra den sindsforstyrrede, revolutionære énmandshær, rødgardisten, gaderapperen og terroristen Tiger Mafia.

Baggrunden for revolten er på skrivende tidspunkt stadigvæk uklar, men kan muligvis findes i det sørgelige faktum, at negerlatrinen på naboøen Tarmuda tidligere på året grundet for store vedligeholdelsesomkostninger af sparehensyn desværre har måttet nedlægges. Dette har således været for meget for de kollektivistiske tarmudanere, som sandsynligvis derfor ved brystsvømning har overført en svært bevæbnet person, med henblik på uden forudgående skriftlig henvendelse at indtage vort eget særdeles veldrevne og funktionsdygtige betalings-negerlatrin.

Nytårsoprør00

For som V. Røvlenberg jo skrev i sin selvbiografiske nøgleroman Bruno Brunvardt Bruhn-Bruunsen: Et Pottelevned (12.871 sider, 1922-24):

“Hvorend her i Verden en Mand monne skide,
ét skal alle Mennesker snart få at vide:
det være sig fattig, det være sig rig;
hvis ej Mand får skide, da blive der Krig!”

Nytårskup02

På dette foto ses til venstre en purung Tiger Mafia sammen med Marx Pishaar (1871-1967), den navnkundige revolutionære Holstebrodreng, også kendt under dæknavnet “Che Guevara”, under demonstrationen på naboøen Tarmuda af en maskinpistol for terrorbevægelsens alleryngste børnesoldater.

Det er dog antagelig ikke alle læserne bekendt, at Pishaars alias opstod ved et tilfælde, da han altid havde for vane at forklare sine soldater at de skulle huske at checke deres geværer. “Check gevær, ja… Check gevær, ja…”. Dette blev forvansket fonetisk til “Che Guevara”, da tarmudanegrene ikke rigtig kunne udtale -ck, æ eller j, og navnet blev således hængende. Det gjorde Pishaar også i 1967, da han efter udleveringen til dansk retsforfølgelse og retfærdig dom som bekendt af sparehensyn henrettedes i forbindelse med flaghejsningen ved sommerhestevæddeløbene i Pandrup.

Nytårskup03

Som tak for deres brave indsats, og som en art kompensation for tabet af de tvende kampluftvehikler, blev de overlevende heroiske ugandere af mig personligt administrativt tildelt øen Tarmuda, med henblik på indførelse af obligatorisk tobaks- og alkoholkonsumption, strandonani, cricketspil og friluftsdefækation (iøvrigt i vilkårlig rækkefølge).

Nytårskup04

Herefter stod den så på en opfriskende omgang fællesbadning med gensidige kammeratlige vandlussinger i det herlige caraibiske havvand, under strengt opsyn af øpræsident og voodoopræst Dinga-Dinga Uhadada (som ses på nedenstående fotografi).

Nytårskup05

Nytårsfreden hersker således atter på Dartvados, og tilbage står faktisk kun at sende et varmt ønske herfra, om et velsignet Nytår til alle I kære venner derhjemme, i det gode, gamle land, fra alle os, hér i den nye verden!

Med stor lettelse, allerærbødigst, Deres loyale ven,
Konsul H. Stahl-Eisenmann

SE OGSÅ:

HenvEisenmannDARTVADOS

Guldkalenderen blad 22: GÆSTER FRA RUMMET ÅR 2028

Guldkalender BANNER

Slask! Slask, slask og kladabask, afsluttet med et mekanisk spark i bagdelen ned ad slidsken, ud i den fri luft.

Nathan Mandrik rejste sig, rødkindet og smilende efter nogle stimulerende minutter i pryglomaten på Klamhuse Vestermark.

Han havde selv i sin ungdom opfundet dette prægtige sundheds- og disciplinbefordrende maskineri. Formålet var, at alle nordjyder effektivt og til en billig pris kunne modtage fuldfigurprygl, og her på Klamhuse Vestermark arbejdede pryglomaten stadig døgnet rundt, året rundt.

2026 apokalypse

Mandrik begav sig hjemad over de vinterfrosne marker. På lang afstand blev han hilst af glammen og hyl. Husstandens to puddelhunde fornemmede, at han var på vej, og gjorde opmærksomme på, at de var sultne.

Trods årtiers succes som opfinder havde Mandrik det svært i disse år. Fødevarer var rationeret, og mange aftener måtte han og hundene dele et par fåreører eller en skål gelatinerede gedehaler. Danmarks befolkning var vokset til 11 millioner, og størstedelen af fødevarerne blev tvangseksporteret til Sverige, hvor 47 millioner munde skulle mættes.

– Sådan er vilkårene, sagde statsministeren, Harry bin Moffat. – Vi må alle, inshallah, ofre os i en højere sags tjeneste.

Bræddehytten lyste foran Nathan som et skib i natten. Én ting manglede hjemstavnen ikke: Elektricitet. Nathan havde opfundet verdens første urinkraftværk og bygget det nede i Blodhavn af et par gamle traktorer og en badekabine. En spandfuld ordinær husholdningsurin rakte til flere ugers el-forbrug i hele forsyningsområdet.

Hvis driftsleder Peckelfritz bare ville lade være med at blande råvaren op med gæret husdyrurin, tænkte Nathan Mandrik, idet han standsede foran hytten med de nu hysterisk glammende hunde.

I det samme flammede vesthimlen op, og i nogle lange sekunder var landskabet, så langt øjet rakte, badet i skingrende, citrongult lys, changerende over i det carryfarvede, mens det klingede af.

Braget kom et øjeblik senere. Orange flammer og fed sort røg bølgede op over horisonten, mens Nathan hylede om kap med sine pudler. Hans kraftværk, den lysende krone over hans livs indsats, var ødelagt af useriøs urintilførsel.

* * *

– Her kom det signal, vi har ventet på!

Qwylxr-Zlyck-Zpatr vendte alle tre øjne mod kollegerne i rumskibet.

– Landsæt plufrz-bhryx, og gør det nu! Landsæt dem alle sammen!

Ekspeditionen fra planeten Bzylfxik-Vugx havde til opgave at omdanne Jorden til fiskebassin for et galaktisk turistbureau. Et par wzolgx-yxgr var sendt i forvejen med instruks om at fyre en kraftig urinbombe af, når tiden var inde til at påbegynde arbejdet. De var braget ned i Tunguska i Sibirien i 1908, men det havde Qwylxr-Zlyck-Zpatr og hans kolleger ikke fået nogen melding om.

Nu befandt ekspeditionen sig over Jylland, og i løbet af få minutter landede 239 plufrz-bhryx, som øjeblikkeligt begyndte at destruere og bortgrave alt, hvad de mødte på deres vej.

I København troede statsminister bin Moffat, at der var tale om et lokalt bondeoprør, og han tilkaldte militærhjælp fra den islamiske republik Sverige, men nabolandets aldrende Saab-jagerfly var ikke noget match for plufrz-bhryx og rumekspeditionens øvrige våben.

Frisk fiskevand skyllede ind, hvor jyder gennem årtusinder havde levet. Enkelte fund blev sendt op til rumskibet med henblik på, at de senere kunne vises frem i museerne hjemme på Bzylfxik-Vugx. Et af dem var en tilhugget sten med denne inskription fra midten af 900-tallet: Knok-Knok ristede disse runer til eget minde. Ranke Knok var stenenes herre.

– Den er smuk, men tung, erklærede Qwylxr-Zlyck-Zpatr, da han greb om den med sine lyslilla tentakler. – Den kan fungere som ballast på rejsen hjem.

Han stuvede stenen til side og fik i samme øjeblik en melding sydfra. Lillebæltsbroerne var ikke bare overskredet, men opspist på vejen. Hans 239 plufrz-bhryx arbejdede sig i eksemplarisk tempo frem mod Odense og resten af verden.

Forrige kalenderblad  <<             Til avisens forside            >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 20: SINATRA I KLAMHUSE 1945

Guldkalender BANNER

– Saturday Night is the Loneliest Night of the Week…

Hilbert lyttede til de bløde toner og nynnede med på melodien, så godt han kunne. En rejsegrammofon var eneste opmuntring og, bortset fra en luvslidt lænestol og en madras på gulvet, også eneste inventar på hans tagkammer.

Han tændte en tysk cigaret og blæste røg op under loftet.

Det var forår i København, og nede i gaderne blev der jublet og danset, men Hilbert Knöckel-Henrixen følte ingen trang til at deltage i begejstringen over det tyske totalsammenbrud. Han var vendt hjem fra Østfronten, nogenlunde uskadt og med medaljer på brystet, men uden meget håb for fremtiden.

De seneste måneder havde han levet af sortbørshandel i Københavns sidegader og baggårde, men nu kom regnskabets time. Hvordan skulle han som tidligere SS-Unterscharführer klare sig igennem?

Uniformsjakken havde han brændt, og en veninde fra kaffebaren i Borgergade havde skaffet ham en cirkusjakke med pyntebånd og nogle ejendommelige hylstre, man kunne putte cigarer i, hvis cigarer engang igen blev til at fremskaffe. Han havde cirka 50 kroner tilbage i kontanter, og hans sortbørs-varelager bestod af en kasse amerikanske grammofonplader, de fleste af dem med Frank Sinatra, samt nogle billeder og plakater af den populære sanger. Det var krigsbytte, han havde tusket sig til hos en kammerat fra Schalburg-korpset.

Noget måtte gøres. Et selvmord eller noget andet effektivt. Han vendte pladen.

1945 soldat

– I Dream of You, lød en smægtende sangstemme, mens Hilbert fik ild på endnu en cigaret og betragtede et Sinatra-foto. Ligner jeg ham egentlig ikke? De samme slunkne kinder, det samme frække, liderlige tandsmil?

Kan det bruges til noget?

* * *

Perronen var fyldt op med unge kvinder, da Blodhøjbanens brændefyrede damplokomotiv kom plufrende ind på Klamhuse Station. I samme øjeblik, de så Hilbert i hans cirkusjakke, begyndte de at skrige.

Han løftede begge arme i triumf og viste tænder.

– God start, tøser! råbte han.

De hørte ingenting. De var ved at besvime af begejstring.

En fedladen mand i snavset brun kittel banede sig vej gennem pigeflokken. Det var Hilberts halvfætter, kalkunavler Lubbert Lumbago, Blodhøj. Han havde for nogle døgn siden modtaget pakken med plader og billeder og fulgt ordren om at dele indholdet rundt til lokale interessenter af hunkøn.

Nu lagde han en flæsket arm om Hilberts skulder.

– Din musik lyder døgnet rundt fra alle grammofoner, sagde han. – Piger fra et hjem uden grammofon sidder hos veninderne og skriger og hyler. Ældre medborgere er ved at blive vanvittige.

Hilbert greb om en blottet pigearm og skrev en autograf på den. Fætter Lubbert skelede misundeligt, mens røde læber kyssede den hjemvendtes hule kinder. Han råbte ind i øret på Hilbert:

– Da værten i Klamhuse Forsamlingshus blev klar over, at du var på vej til byen, arrangerede han straks en koncert. Du skal optræde klokken 18.30 i aften, akkompagneret af Hubertus Knäbells Synkoperede Underholdningsorkester fra Holstebro, egnens førende danseband. Entré 40 øre, og alle billetter er solgt!

– Jamen, for helvede, hvæsede Hilbert. – Jeg kan ikke synge. Jeg ligner måske sådan en, men jeg kan ikke.

Fætter Lubberts fede hånd klemte hans skulder.

– Så må du hellere se at få det lært, sagde han.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 24

DET HERRENS ÅR 2027

“Nu kommer de. Derude er de, banditterne. De har loven i ryggen, og lige om lidt er det dem, der bestemmer. Jeg styrter mig i Vesterhavet og drukner. Slut, færdig!”

Den gamle, men ranke mand kravlede tilbage på ladet af den cykel, der havde transporteret ham ud i nærheden af sognegrænsen.

“Retræte!” beordrede han sin søn, som leverede muskelkraft til pedalvehiklet. “Hurtig retræte over Klamhuse Hede! Vi skal til Blodhavn Ydermole, og der slutter rejsen.”

Det var den frygteligste dag i storsognerådsformand Lubbert Knockels 96-årige liv. Tarmgasballonkatastrofen i 1964 havde efterladt mærker på krop og sjæl, men den blegnede i sammenligning.

2027-01

De nordvestjyske hjemsognes selvstændighed og frihed var ophævet ved lov, og loven var trådt i kraft klokken 00.01 natten til i dag. Hassan bin Andersen, borgmester i Holstebro og formand for Muhammedanistisk-Socialt Tvangsparti var nu på march hen over sognegrænsen med sit følge af bureaukrater og pampere.

“Hurtigere!” brølede den gamle til sønnen, 67-årige Gylbert Knockel. “De sataner skal ikke få fornøjelsen af at fange mig i live!”

OTTE MINUTTER SENERE

Midt på heden måtte Gylbert sagtne farten. Strømme af sved sejlede ned over hans røde ansigt.

“Jamen, så holder vi her og får en drik vand,” sagde den gamle fra cyklens lad. “Så kan jeg også tage afsked med vore brave arbejdsnegere.”

Fire fuldvoksne sorte mænd havde i flere måneder gravet efter olie, guld, koprolitter og andre af de skatte, der kunne tænkes at ligge skjult i undergrunden. Foreløbig var fundene beskedne, men storsognerådet havde bevilget 420 daglønninger à kr. 1,77, så arbejdet fortsatte ufortrødent.

Et rundt, smilende hoved kom til syne over den senest gravede grøft.

“Howdydo, massa!” hilste arbejderen. “Spaden har lige ramt metal. Vil du se, hvad det er?”

Lubbert klatrede ned fra ladet. Negeren rakte ham en genstand, og Lubbert skrabede jord af den. Hans gamle øjne blinkede.

“Det ligner… det kunne være… men det er for utroligt til at være sandt.”

2027-02

Genstanden var på størrelse med en håndbold og skinnede blankt på de steder, hvor spaden havde skrabet mod den. Det var et bæger på en fod, og mens Lubberts højre hånd arbejdede, blev stadig mere af motivet synligt.

YDERLIGERE FIRE MINUTTER SENERE

“Det ligner en flidspræmie fra Landonanistisk Fællesforbund af 1889,” sagde han. “En sølvpokal, intet mindre.”

Men han vidste godt, at det var noget andet og meget ældre og mægtigere. Myten om den hellige gral havde levet på egnen i århundreder, og nu dirrede metalbægeret af sammensparet overnaturlig kraft. Der stod et sælsomt hvidligt tågeskær omkring det, og jorden rystede under Lubberts og de andres fødder.

“Hello boss, her er også olie! Olien vælder op af jorden!” lød et råb fra udgravningen, og yderligere to negere steg op til jordens overflade med sort, klæbrig masse omkring gummistøvlerne.

Lubbert løftede bægeret og rettede det mod øst, hvor fjenderne fra Holstebro var kommet til syne over en bakketop, nogle til fods, andre i motoriserede luxusvehikler.

En stråle af lys skød ud imod dem, fulgt af pludselig voldsom blæst. En skypumpe hvirvlede hen over heden, og tung regn ramte borgmester bin Andersen, mappemændene, imamerne og de kvindelige pampere i deres kække buksedragter. Lubberts næsebor fortalte ham, at det var en styrtregn af svinegylle, der sprøjtede ned over de uinviterede gæster.

Panikskrig og runddans blev efterfulgt af vild flugt i den retning, fjenderne var kommet fra.

2027-03x

Negrene dansede også, men det var en glædesdans.

“Olie, rigdom, fast arbejde!” jublede de.

“Bøf og bajer,” udråbte Lubbert. “Gris og snaps. Guf til alle, fest resten af dagen. Bring mig til Usseldrup rådhus, min dreng og lad det gå lidt rask!”

Gylbert havde fået nye kræfter, og ladcyklen høvlede hen over hjulsporet mod nord. I det fjerne anede man bagtroppen af de flygtende socialmuhammedanere.

Lubbert Knockel knugede den hellige gral mod brystet.”Den er bedre end en atombombe,” sagde han. “Næste gang, Holstebro erklærer krig, bliver der krig for alvor. Men nu skal vi feste!”

Forrige blad

Retur til avisens forside

2027-slutafsnit

 

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 23

DET HERRENS ÅR 1989

“Jeg vil ikke finde mig i det mere,” sagde Donny Frühstückschnitzel da han endnu en kold morgen slog øjnene op i det kommunistiske rædselsland DDR. Nu var det nok. Nok med alt det røde. Nok med alt det grå. Nok med det hele.
“Jeg flygter i dag,” sagde han for sig selv men ikke alt for højt for han blev sikkert aflyttet.
Efter at have spist saltkringler med pølse og drukket øl gik han i gang med flugtplanen.

1989-02

Han kunne ikke flygte gennem kloaksystemet. Det var blevet sikret gennem årene. Det nyttede heller ikke at bygge en flyvemaskine for den ville blive skudt ned på stedet.
“Nu har jeg det,” råbte han. “En forklædning!”
Han gik straks i gang med at sammensætte en heldragt af sort stof med hvidt pels. Han tog dragten på og så sig selv i spejlet. Det var forbløffende så godt han kom til at ligne en grævling. Skovens dyr kunne begive sig over til Bundesrepublikken uden nogen løftede en finger.
Hvorfor havde ingen dog tænkt på det noget før?
“Es ist sehr genial!” jublede han.
For at få en overbevisende dyrisk lugt smurte han sit legeme ind i surkål og dåsefisk.
“Næste stop, Vestberlin.”
Han ventede til det blev skumring før han gik ud og smed sig på jorden.
“Raaargggg,” sagde han. Han vidste ikke hvordan en grævling lød men det var sikkert noget i den stil.

1989-1

Så krøb han gennem gaderne mens han knurrede. Det varede imidlertid ikke længe før han stødte ind i to herrer der kom gående på fortovet.
“Har De set den grævling?” sagde den ene mand.
“Ja, den ser ikke rask ud og den lugter fælt. Måske har den betændelse.”
“Vi må hellere aflive den for dens egen skyld. Det er mest humant.” Manden sparkede den falske grævling.
KA-DUNK!
Donny Frühstückschnitzel krummede sig sammen i kramper.
“Ist es tot? ”
“Nein, De må hellere sparke den igen. Lidt hårdere denne gang.”
KAA-DONK!!
“Det er en genstridig satan. Vent, der ligger en løs flise her vi kan slå den med.”
“Aaaarggg!” brølede Donny Frühstückschnitzel. Han rejste sig op i fuld figur og tog flugten. Mændene hylede af skræk.

Donny krabbede sig af sted ind i en gyde der ledte til en baggård. Her blev han omringet af vilde vrede hunde. De så ham som en trussel både hvad udseende og lugt angik.
“Verdammt,” skreg han og vendte om mens køterne jagtede ham gennem gaderne.
“VUF!”
“VUUUF!”
“Vuf, vuf, vuf!”
“RRRRGGGGGHH!”
Den ene bed ham i balden.
“Av for satan!”
Køteren hang ved og gav først slip da han havde slået den over snuden otte gange.
Ved et lykketræf undslap han hundene ved at springe over et stakit. Men landede direkte i et tjørnekrat. Tornene gik igennem dragten og rev ham flere steder.
“Scheiße, Scheiße, Scheiße!”
Han humpede ud af haven og var et sekund fra at blive påkørt. Med de sidste kræfter nåede han hen til Berlinmuren.

“Underligt,” sagde han hæst.
Der var ingen soldater i nærheden. Hverken ved muren eller oppe i tårnene. Måske var det den heldigste dag i hans liv?
Ved hjælp fra sugekopperne og gribekløerne i grævlingedragten kravlede han over den første mur og ind i ingenmandsland. Han luntede af sted uden at træde på en eneste landmine og kæmpede sig over den sidste mur. Han sprang over og forvred foden i det samme han ramte Vestberlin.
“AUV!” Han faldt sammen i smerte og udmattelse. Men han fik til sidst kæmpet sig op på benene igen og stak armene triumferende i vejret.
“Endelig fri! Ha, ha. Forbandede kommunister. Jeg overlistede jer. Jeg har vundet.”
Men just som han stod og hoverede over sin succes kom en gravko kørende og penetrerede muren med et ordentligt brag. Den kolde krig var forbi. Nu kunne gud og hver mand med lethed krydse den nu nedlagte grænse.
“Verdammt,” jamrede Donny .

Forrige blad                      Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 22

DET HERRENS ÅR 1977

1. JANUAR

“Du er for fed, Elvis.”

Han sagde det til sig selv, da han stod foran spejlet i Gracelands marmorbadeværelse på første sal nytårsmorgen.

Han havde tømmermænd, han trængte til koldt øl, burgere, milkshakes, rå østers, saltlakrids, alt muligt godt.

“Men du er for fed,” gentog den trætte, dybe stemme. “Prøv at se på ham Cliff Richard. Han er også en halvgammel popsjover, men han ser sgu noget friskere ud. Du må i skarp træning, Elvis. Du skal ligne ham englænderen, ellers brænder din karriere ud.”

1977-02

1. MARTS

“Det hjælper på det, Elvis.”

I korridoren hang en plakat i størrelsesforholdet 1:1 af Cliff Richard, som han kunne sammenligne sig med. Hans krop var på vej ned i Cliff-format, og når han smurte den med olie, lignede han sgu næsten en teenager på stranden.

Men jeg vil også ligne ham i ansigtet, tænkte Elvis og satte sig ved telefonen.

Den celebre Hollywood-kirurg, der havde opgraderet de presleyske genitalier for nogle år siden, svarede med det samme.

“Howdy buddy,” sagde Presley. “Jeg har et nyt job til dig.”

“Jamen selvfølgelig. Næse, ører, tæer?”

“Ansigt. Der er en, jeg gerne vil ligne. Rigtig meget.”

1. JUNI

Elvis var nu så forandret, at det bekymrede hans nærmeste. Han havde afmeldt en turné og fyret det tjenende personel i Graceland. Hans manager, oberst Parker, var i telefonen:

“Vi skal jo holde forretningen kørende. Det er dig, folk vil se. Har du virkelig barberet bakkenbarterne af? Elvis, hør nu her…”

“Luk spalten, oberst. Jeg skal have den sidste og afgørende operation på fredag. Og så skal jeg lære at spille tennis. Det er på høje tid. Cliff Richard har spillet tennis hele sit liv.”

“Cliff Richard? Hvad fanden betyder Cliff Richard for os to?”

Elvis lagde røret på og besteg træningscyklen. 200 km ventede.

16. AUGUST

En slank og solarieglinsende Elvis sad på balkonen og spiste grøn salat, da der blev ringet fra portvagten.

“Vi har besøg,” sagde stemmen i samtaleanlægget. “Cliff Richard står hernede.”

“Virkelig? Hvad vil han?”

“Han siger, han bare lige kom forbi. Nu vil han gerne hilse på.”

“Jamen, så lad ham da passere.”

En fedladen mand med hængende skuldre muflede hen over græsplænen. Elvis havde hørt rygter om, at det gik fysisk og mentalt tilbage for Cliff, men kunne det virkelig være så galt fat med ham?

Svaret var ja. Efter et håndtryk og nogle høflighedsfraser bad den svampede, skælvende englænder om at måtte låne toilettet. Elvis stod ved døren og kunne høre, hvordan Cliff defækerede med langtrukne, hult drønende tarmlyde. En uhyggelig rallen og et pflump markerede, at han var trimlet om kuld.

Elvis trådte ind og betragtede det tragiske kadaver.

Hvad nu? spurgte han sig selv. Jo, sgu, jeg gør det!

Efter at have smurt sort pomade i Cliff Richards hår og trukket ham i et Elvis-kostume, som passede forbavsende godt, gik Mr. Presley ned i stuen og ringede efter ambulancen.

“Ja, det er her fra Graceland,” sagde han. “Elvis Presley er død.”

1977-01

1. OKTOBER

Cliff Richard dansede ind på scenen i London Palladium, slank og veloplagt som altid.

“Everybody wants a summer holiday,” sang han og smilede med hvide tænder til den tusindtallige forsamling. Jubelen brusede op omkring ham.

Trist, at Elvis fik så sørgelig en afslutning, men kong Cliff er mere end nogensinde toppen af poppen, stod der i avisen næste dag.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 21

DET HERRENS ÅR 1969

Endelig var det lykkedes. De havde vundet rumkapløbet mod russerne. Ha, ha, ha, hvor kunne de lære det, de skide bolsjevikker.
Det amerikanske rumfartøj sænkede sig langsomt og placerede landingsstellet i støvet. Nu var de officielt i mål. Jubelskrig og klapsalver fra astronauterne bredte sig i kabinen.
“Vi har nået Månen. Vi har ret til hånen!”

1969-marslanding

Døren gik op og ud trådte hr. Amstrong i fuld ornat i selskab med sine kollegaer. Alle som en havde de et veltilfreds smil om munden. Kaptajnen huggede fanen ned i sandet og sagde.
“Dette er et lille skridt for bette mig men et kæmpe hovedspring for hele menneskeheden!”
Erhvervspraktikanten Fridolin kravlede ud af døren som den sidste og hoppede ned i det røde sand.
“Øh, chef,” sagde han da han havde kigget en ekstra gang på underlaget
“Hvad er der?” sagde hr. Amstrong irriteret.
“Jeg tror ikke vi er på Månen.”
“Sikke noget pjat!” svarede hr. Amstrong. “Hvor skulle vi ellers være?”
“På Mars,” svarede Fridolin forsigtigt.
“Knægten har ret,” sagde hr. Aldrin chokeret. “Sandet er helt rødt!”
“Åh, gud nej!” jamrede hr. Amstrong. “Det er en katastrofe!”
De havde ramt ved siden af. Ret meget endda.

1969-astronaut

Astronauterne jamrede i forbitrelse og i løbet af sekunder gav de sig hver især i kast med selvdisciplinerende lussinger men kunne ikke ramme ansigtet da rumhjelmen var i vejen.
Klonk … klonk … klonk.
Praktikanten forstod ikke deres tungsindighed.
“Jamen, det er da ikke så dårligt,” sagde han. “Nu er vi kommet længere end vi havde drømt om.”
“Nej for helvede,” hylede Amstrong. “Verden har set frem til at vi lander på Månen. Hvis verden opdager at vi har ramt forkert vil ingen længere stole på vores træfsikkerhed. Hvis vi ikke engang kan ramme Månen med en sølle rumraket hvordan skal vi så få folk til at tro på at vi kan ramme fjenderne med et bombemissil?”
Hr. Aldrin nikkede medgivende.
“Vi har fejlet totalt …”
Øjeblikket før kaptajnen rev sin hjelm af i ren og skær sørgmodighed og skam for at gøre en ende på det hele sagde Fridolin:
“Videooptagelserne der bliver sendt tilbage til Jorden er i sort-hvid, ikke?”
“Joh,” sagde de alle i kor. “Er du dum?”
Praktikanten slog ud med armene og svarede:
“Hvad er så problemet? Ingen kan se forskel på om vi har været på Mars eller Månen.”
Resten af mandskabet stod et øjeblik stille, så drejede de sig alle om mod den unge knægt.
Ideen var genial.
Jublen, bifaldene og glædesskrigene ville ingen ende tage.
Selvfølgelig. En lille hvid løgn skadede jo ikke.
Hr. Aldrin klappede Fridolin på skulderen og Amstrong lænede sig op ad flaget med et tandsmil.
“Kan I mærke det? Jeg tror sgu det går hen og bliver en ganske god dag alligevel.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkPHALLOS14

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 20

DET HERRENS ÅR 1961

1961-berlin

Mel.: Jeg en gård mig bygge vil (A. Tegnér)
Tekst: W. Ulbricht og E. Honecker

Vi en mur os bygge vil,
der skal være pigtråd til.
Polizister går langs muren,
de har Schäfer med på turen.
Hvis du træder dem for nær,
si’r det bang fra et gevær.

Marx og Rosa Luxemborg
havde begge krøllet hår;
skal vi kommunister styre,
kræver det en flot frisure,
hvide skjorter, rød kultur
og en kæmpemæssig mur.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 17

DET HERRENS ÅR 1929

MANDAG AFTEN

“Ja, Billy. En telefonsamtale. Til New York. Nu.” Pholbert Gaffelhage halede sit ommeur op af vestelommen og så på den slidte skive. “Klokken er 20.02, så det bliver til aftentakst, husk det.”

“Yes sir, Mister Gaffelhage,” svarede kontoristen på jernbanestationens kontor, mens han drejede på håndsvinget og prøvede at aktivere rigstelefonen.

Billy var vant til, at den gamle mand indfandt sig om aftenen for at ringe til New York, Chicago eller somme tider så langt væk som London eller Berlin. Old Man Gaffelhage boede et par km oppe ad bjergsiden, og han havde hverken telefon eller elektrisk lys i sin bjælkehytte. En om muligt endnu ældre negerkvinde passede hans køkkenhave og tilberedte hans beskedne måltider af saltet flæsk, bønner, kartofler og andre lokale produkter.

Pholbert Gaffelhage tændte et cigarskod, mens han ventede på, at forbindelsen skulle gå igennem. Billy gispede. Han måtte lufte ud, hver gang Mister G havde været her. Egentlig var det vel synd for den gamle mand, at han ikke havde råd til at tænde sig en frisk cigar, tænkte Billy, mens han prøvede at trække vejret i de stærke blåsorte røgtåger.

Ja, stakkels gamle G, som kun var USA’s næstrigeste mand.

FORHISTORIEN

Pholbert Gaffelhage var udvandret fra Klamhuse cirka 1880. I Amerika havde han fået arbejde på en gummivarefabrik. Efter nogle år var han avanceret til driftsleder, derpå direktør, senere ejer og drivende kraft i konsolideringen af den globale gummivareindustri.

Gaffelhage Amalgamated var nu et investeringsselskab med enorme værdier placeret i mange brancher verden over. Gamle Pholbert var flyttet på landet for at leve jævnt og enkelt som i sin barndom, men via breve og telefon fulgte han aktiviteterne i detaljer. En ganske bestemt månedsstatus, indløbet  forleden, havde fordybet rynkerne i hans pande.

1929-boerskrise

Sønnen Philbert havde nemlig i løbet af måneden kørt i hyrevogn for ialt 3,41 dollars, og to gange havde han på firmaets regning spist middag ude i byen. Den ene gang endda med en gæst, som meget vel kunne tænkes at være den sminkede dukke, faderen havde forbudt ham at pleje omgang med.

“Nu er der forbindelse, sir!”

Pholbert greb røret.

“Er det dig, Harry? Godt, hør efter! Straks i morgen tidlig sælger du… Ja, jeg siger sælger. Jeg vil… Så hør dog efter, mand! Sælg alle mine aktier… Satans til dårlig forbindelse… Alle mine aktier i…”

Det knasede på ledningen, mens Pholbert bjæffede videre: “…aktier i Gaffelhage Consolidated Junior. Jeg vil ikke poste flere penge i det foretagende, og Philbert må køre det i sænk for egen regning. Han skal ikke spille kong Gulerod på min regning.”.

“Alle dine aktier, javel,” sagde børsmægleren Harry Buttensschön, mens han kiggede hen over New Yorks havn. “Har jeg forstået dig rigtigt: Hele beholdningen?”

Den dårlige forbindelse havde slettet specifikationen af, at Pholberts ordre kun handlede om aktierne i juniors firma.

“Ja, for helvede,” sagde den gamle. “Og lad gerne Philbert og alle andre vide, at min tålmodighed er brugt op. Godnat, Harry.”

“Ih, du milde,” mumlede børsmægleren. “Jeg skal vist have en whisky til at sove på i aften.”

Pholbert betalte for samtalen og begav sig i halvmørke op ad bjerget. Det lille dumme firma, som Philbert havde fået lov at bestyre, ville gå til grunde, tænkte han, og bedre havde junior ikke fortjent.

TIRSDAG MORGEN

Dagen startede turbulent på børsen i Wall Street. Stemningen havde været nervøs de seneste uger, og nu tordnede kurserne i bund, mens Harry Buttenschön solgte ud af samtlige Pholbert Gaffelhages aktiebeholdninger. Den gigantiske formue var spredt ud over stort set alle erhvervsgrene.

Panikken på Wall Street blev forværret, da Harry Buttenschön bekendtgjorde, at det var Gaffelhage-formuen, der blev trukket ud af aktiemarkedet. Gamle Gaffelhage havde i mands minde aldrig gjort et forkert træk. Alle, der kunne, fulgte hans flugt.

Da turen kom til aktierne i juniors selskab, var de allerede tæt på værdiløse, hvilket knap nok blev bemærket. Det var blot en dråbe i et frådende hav af kursfald og katastrofe.

Mange af spekulanterne havde ingen handlemuligheder. Unge Philbert var blandt de tusinder, der så sig ruineret, og hen på aftenen sprang han ud fra sit kontor på 19. etage, lige om hjørnet fra Wall Street. Det skete uden brug af faldskærm, og cementfliserne tog ikke blødt imod ham.

ONSDAG MORGEN

Pholbert modtog meddelelsen pr. telegram. Billy, jernbanens unge kontoriste, kom løbende op ad bjerget med den.

“Jeg kondolerer, hr. Gaffelhage,” sagde han og strøg kasketten af sit vandkæmmede hoved.

“Tal ikke om det,” svarede Pholbert, da han havde læst det korte budskab. “Du er en brav ung mand, Billy. Lad mig belønne dig efter fortjeneste.”

Gaffelhage forsvandt ind i huset og kom nogle minutter senere tilbage med en mønt, en nypudset 5-cent, på sin tørre håndflade.

“Den er til dig, min dreng. Brug den fornuftigt.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

henv valutareform

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 16

DET HERRENS ÅR 1912

FØRSTE AKT

Titanic kommer sejlende med rygen og med dampen
og ovenpå man holder fest med høj musik og trampen.

Her sidder Gambus Holm fra fiskeindustrien
og nipper til champagnen sin. Han kender melodien.

Ja, gæsterne de hygger sig men Gambus ingenlunde
for han kan mærke i sin krop et voldsomt maveonde.

Buffeten den er alt for stærk og ikke for de sarte
thi maven kan jo ikke ha’ når maden er aparte.

“Åh ak og ve!” Han jamrer højt. “Nu går den ikke mere.”
Og straks han ud på gangen går. “Nu må jeg sgu levere.”

På første klasse står der pænt så fine rene kummer
men der er trangt og der er kø og man skal trække nummer.

“Til anden klasse!” råber han og hopper som en hare
Men dasserne er her kaput hr. Gambus må erfare.

Men tredje gang er lykkens gang. Mod pøblens rå gemakker.
Her finder han et lokum frit. “Min gud jeg evigt takker!”

1912-01

ANDEN AKT

Og nu hvor affaldsmassen ud ad tarmen let har strømmet
han ser sig om og får et chok for rummet er sgu rømmet.

“For pokker,” skriger Gambus højt med angstens sved på panden.
“Nu skal der ikke mere til at jeg går fra forstanden!”

Her findes ej papir til ham. Men rumpen skal jo tørres.
Han spejder rundt og tænker på at noget må ku’ gøres.

Det varer ikke længe før han finder på fidusen
sit slips han bruger selvom det har kostet et par tusind’.

Men stoffet er så langt fra nok, han bruger også skoen
og sokkerne går samme vej. Hr. Gambus mærker roen.

“Hvad gør jeg nu med alt det tøj som er smurt ind i kage?
For jeg har ingen planer om at tag’ det med tilbage!”

Han kigger ned i dassets dyb og tænker: “Hvorfor ikke?”
Og just begynder undergangens ur så let at tikke.

Slips og sko og sokker med han presser ned med foden
Han skyller ud og går sin vej med kurs mod drikkeboden.

Åh ak og ve hvor det går galt thi rør og lokum sprænger
så fæcesvand med klumper i sig ud på gangen trænger.

1912-02

TREDJE AKT

På første klasse danser de så festligt wienervalsen
men uden varsel står de snart i lortevand til halsen.

Oh, vandet breder sig i hast igennem hver etage
Og skyller både møbler væk og gæster og bagage.

Og da kaptajnen ser det ske han hurtigt panden rynker
Han får et chok og råber højt. “Du milde! Gud! Vi synker!”

Kaptajnen går i ren panik og drejer skarpt på roret
så skibet kommer ud af kurs og ender på vildsporet.

Som om det ikke helt er nok er prikken over i’et
et stygt og farligt bjerg af is, det mægtigste i riget.

Titanic rammer med et brag og skorpen får en flænge,
Hr. Gambus hopper i en båd for skibet det vil krænge.

Mod bunden færgen snart går ned til algerne og tangen
Ja, tænk engang; et stoppet das var skyld i undergangen.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkKÆLTRINGSFÆRGE01