Kategoriarkiv: Fest

6-dobbelt bryllup skal stimulere egnens børneavl

JUBLENDE FAMILIENYT

Som bekendt er det gennem årtier gået tilbage for nordvestjysk parringsvillighed og den deraf følgende fremavl af nye arbejdsvillige landproletarer. Egnens yngre mandspersoner flygter mod storbyerne og søger ind i svæklingeerhverv af akademisk og/eller homofil karakter. De forplantningsduelige unge kvinder sidder hjælpeløst forladte tilbage.

”Nu kan det fandenfjerteme være nok!” udråbte en frelsende hædersmand, stationspissoirforpagter Lumwald Peckelgren, Klamhuse, forleden morgen. Få timer senere havde han indgået bindende og livsvarigt ægteskab med seks yngre kvinder, og han har aflagt edsvoret løfte om, at der inden for det næste års tid vil komme seks sunde og smilende spædbørn til verden.

Seksdobbelt bryllup

Gennem de fleste af sine 81 år har hr. Peckelgren plejet omgang med stuehunde, fortrinsvis pudler, men han er nu klar, såvel mentalt som fysisk, til at gøre sin pligt i en større sags tjeneste.

“Livet begynder påny,” udtalte Lumwald Peckelgren, da han underskrev vielsesattesterne, mens de smukt udklædte og lifligt blussende partnere ventede på at blive båret til hver sit brudeleje på det halmstrøede loft over den peckelgrenske gedestald.

SE OGSÅ:

HenvBØRNEOPDRAGELSESKAMPAGNE

Latrinært nytårskup afværget

EisenmannDartvadosLOGO3

Kære Knockel!

Som det muligvis allerede er kommet Dem og Deres ærede læsere for øre, kan jeg hermed bekræfte, at et blodigt énmandskupforsøg på vor ø netop ved koldblodighed, rettidig indgriben samt stor militær overlegenhed nu er blevet totalt nedkæmpet!

Nytårskup01

De dramatiske begivenheder er foreviget i nedenstående film fra krigskorrespondent og kolonidyrekopulationsinspektør, hr. Dibert Späckbrähdt:

NytårskupSPILFILM

Med uundværlig assistance fra begge kamphelikoptere fra det ugandiske luftvåben, som dog desværre blev nedskudt, lykkedes det imidlertid at eliminere truslen fra den sindsforstyrrede, revolutionære énmandshær, rødgardisten, gaderapperen og terroristen Tiger Mafia.

Baggrunden for revolten er på skrivende tidspunkt stadigvæk uklar, men kan muligvis findes i det sørgelige faktum, at negerlatrinen på naboøen Tarmuda tidligere på året grundet for store vedligeholdelsesomkostninger af sparehensyn desværre har måttet nedlægges. Dette har således været for meget for de kollektivistiske tarmudanere, som sandsynligvis derfor ved brystsvømning har overført en svært bevæbnet person, med henblik på uden forudgående skriftlig henvendelse at indtage vort eget særdeles veldrevne og funktionsdygtige betalings-negerlatrin.

Nytårsoprør00

For som V. Røvlenberg jo skrev i sin selvbiografiske nøgleroman Bruno Brunvardt Bruhn-Bruunsen: Et Pottelevned (12.871 sider, 1922-24):

“Hvorend her i Verden en Mand monne skide,
ét skal alle Mennesker snart få at vide:
det være sig fattig, det være sig rig;
hvis ej Mand får skide, da blive der Krig!”

Nytårskup02

På dette foto ses til venstre en purung Tiger Mafia sammen med Marx Pishaar (1871-1967), den navnkundige revolutionære Holstebrodreng, også kendt under dæknavnet “Che Guevara”, under demonstrationen på naboøen Tarmuda af en maskinpistol for terrorbevægelsens alleryngste børnesoldater.

Det er dog antagelig ikke alle læserne bekendt, at Pishaars alias opstod ved et tilfælde, da han altid havde for vane at forklare sine soldater at de skulle huske at checke deres geværer. “Check gevær, ja… Check gevær, ja…”. Dette blev forvansket fonetisk til “Che Guevara”, da tarmudanegrene ikke rigtig kunne udtale -ck, æ eller j, og navnet blev således hængende. Det gjorde Pishaar også i 1967, da han efter udleveringen til dansk retsforfølgelse og retfærdig dom som bekendt af sparehensyn henrettedes i forbindelse med flaghejsningen ved sommerhestevæddeløbene i Pandrup.

Nytårskup03

Som tak for deres brave indsats, og som en art kompensation for tabet af de tvende kampluftvehikler, blev de overlevende heroiske ugandere af mig personligt administrativt tildelt øen Tarmuda, med henblik på indførelse af obligatorisk tobaks- og alkoholkonsumption, strandonani, cricketspil og friluftsdefækation (iøvrigt i vilkårlig rækkefølge).

Nytårskup04

Herefter stod den så på en opfriskende omgang fællesbadning med gensidige kammeratlige vandlussinger i det herlige caraibiske havvand, under strengt opsyn af øpræsident og voodoopræst Dinga-Dinga Uhadada (som ses på nedenstående fotografi).

Nytårskup05

Nytårsfreden hersker således atter på Dartvados, og tilbage står faktisk kun at sende et varmt ønske herfra, om et velsignet Nytår til alle I kære venner derhjemme, i det gode, gamle land, fra alle os, hér i den nye verden!

Med stor lettelse, allerærbødigst, Deres loyale ven,
Konsul H. Stahl-Eisenmann

SE OGSÅ:

HenvEisenmannDARTVADOS

Versificeret gætteleg med store præmier

Sjatteøen01x

Hermed fremsendes ydmygst en liden julespøg til alle jer, fra mig på Dartvados, baseret på V. Røvlenbergs efterladte ud- og opkast.

Sjatteøen02

Naar borte er al Elskovsvin,

saa tom som en Neger-latrin,

Ih!; sval er Rommen grelt du savner,

saa hedt dig Tropenatten favner!

Sjatteøen03

Ak, tænk!; om blot man vide kunde,

just hvorhen Lykken, udenvunde,

Reddes kan; til evig Eje:

blev da bragt glædesfyldt tilveje!

Sjatteøen04x

Grublen, som i Evighed tærer.

Negre!; I, som stedse bærer,

Endnu i sit Dølgsmaal skjuler,

Ensomt, gemt blandt Natteugler:

– Sjatteøens Kugler.”

(Forfatterens tilføjede bemærkninger:)

”Naar bortses Titlen på mit Digt,

At sige være Digters Pligt:

Det vær’ sig store, eller smaa-

Ét maa hvid Mand dog lide paa:

At Meningen bli’r soleklar,

Naar bare man dem bagfra ta’r!”

V. Røvlenberg


Sjatteøen05

Hvor er sjatten gemt? Svar i nedenstående rubrik! Ukorrekt stavning anerkendes ikke! Fjollede og uforskammede kommentarer politianmeldes omgående, med henblik på retsforfølgelse og pryglestraf.

Vinderen præmieres med en signeret brugt, og ikke specielt nusset kopi af nedenstående publikation (sendt pr. flaskepost, og indholdet af flasken i øvrigt konsumeret af undertegnede, for modtagers regning).

Sjatteøen06

Med ønsket om en glædelig, velsignet Jul, og hvad deraf uvægerligt må følge,

Deres loyale, omend landflygtige,

Hartmann

Redaktionel extratilføjelse: Løsninger indtastes altså i svarfeltet nederst på siden. De Knockelske Blade supplerer den af vor korrespondent udsatte præmie med en kasse førsteklasses festcigarer.

Cigarkasse Stahl

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLUSSINGFARVEL

Guldkalenderen blad 24: GAVEN FRA ONKEL BOB

Guldkalender BANNER

En våd og ildevarslende decembervind peb om hushjørnerne, mens landproletariatet samledes på Stationspladsen i Nørre Usseldrup. Øjnene var rettet mod bladhusets førstesal. Hvor var petroleumsfaklerne, som plejede at varsle julens komme, og hvor var den olding, alle ventede på?

– Ingen jul i år, lød det med rusten stemme fra alkoven i redaktørhjemmet. Louis B. Knockel var ramt af influenza og sengeliggende for første gang siden 13. september 1958, da han blev bidt i venstre testikel af en rabiesbefængt hyæne på Klamhuse Hede.

Hans trofaste væbnere, Baryl Nidding Halunk og Eberhard Stürwolt, udførte i disse døgn livsvigtig patruljetjeneste langs sognegrænserne, hvor man frygtede et nyt angreb fra Holstebro, så hvem skulle uddele lussinger ved årets juleparade?

Juleaftensroman

– Vi har gjort vor pligt, nu kræver vi vor ret! lød et råb fra den regnvåde folkemængde. Børn og voksne drev planløst rundt i de mudrede gader, og man fornemmede en tiltagende rumlen af utilfredshed og bitterhed. Skulle et langt års slid og slæb til slut belønnes med ingenting?

– Det bliver enden for mig og for os alle, lød det med pibende stemme fra den feberskælvende olding, der lå i alkovens halm med sine to husgeder og avlsgrisen Josefa XIV Blodhøj.

I dette øjeblik hørtes knoslag på døren.

– Bliv væk, og lad mig dø i fred! bjæffede Louis.

– Jamen, det er mig, din egen onkel Bob fra Chicago!

– Umuligt.

– Så luk dog op, mand, og se, hvad jeg har med!

Den kvikkeste af gederne sprang til døren og haspede af. Udenfor på trappen stod en rynket mandsling i jakkesæt og med en metalkuffert i hånden.

– Bob, stønnede Louis, da hans slægtning var nået frem til alkoven. – Jamen, det er jo virkelig dig. Jeg kan kende dig fra billederne, du sendte. Kære gamle Bob…

Onklen, døbt Robert Cervelator Schneckelfritz-Sørensen, var udvandret til Nordamerika engang i 1920’erne. Siden havde han med mellemrum sendt breve hjem, nogle af dem med avisudklip eller fotos, der fortalte om hans karriere som hundefrisør, banjovirtuos og masturbationstræner. Ingen tvivl om, at Bob var en betydningsfuld figur i samfundslivet i Chicago.

– Jeg hører, du har et lille problem, kære Louis, gnækkede den knastørre, men ustoppeligt muntre olding. – Lad mig løse det for dig!

– Hvordan? Hundredevis af ranke landproletarer og deres familier venter på lussinger.

– Se nu bare her!

Bob smækkede kuffertlåget op. Et sindrigt maskineri med blinkende røde og grønne kontrollamper kom til syne.

– Hvad er det?

– En atomdrevet, udklappelig lussingmaskine med en kapacitet på 124 kaskaderende slag i minuttet. Den kan køre i månedsvis på den lille urancigar, jeg har fodret den med. Når de to lussingvinger er foldet ud, kan de gennemvarme kindbakkerne på selv den kraftigste landarbejder. Jeg bærer maskinen ned til hjørnet af Latrinstræde og sætter den i gang om et øjeblik, men allerførst skal du have en uforglemmelig julefestlussing, min kære Louis.

Redaktør Knockel rejste sig fra smertenslejet. – Jeg er parat, bjæffede han, – og jeg føler mig halvvejs rask allerede. Måske er det den vidunderlige varme stråling fra maskinen, der gør sin virkning. Tak, onkel Bob, tak af hele mit hjerte!

Efterskrift

Også denne roman bygger i høj grad på virkelige begivenheder. Hvis nogen tvivler, kan de lade sig overbevise ved at betragte dette dokumentationsfoto af onkel Bob på hjemmebane i Chicago.

Onkel Bob

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside             >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 20: SINATRA I KLAMHUSE 1945

Guldkalender BANNER

– Saturday Night is the Loneliest Night of the Week…

Hilbert lyttede til de bløde toner og nynnede med på melodien, så godt han kunne. En rejsegrammofon var eneste opmuntring og, bortset fra en luvslidt lænestol og en madras på gulvet, også eneste inventar på hans tagkammer.

Han tændte en tysk cigaret og blæste røg op under loftet.

Det var forår i København, og nede i gaderne blev der jublet og danset, men Hilbert Knöckel-Henrixen følte ingen trang til at deltage i begejstringen over det tyske totalsammenbrud. Han var vendt hjem fra Østfronten, nogenlunde uskadt og med medaljer på brystet, men uden meget håb for fremtiden.

De seneste måneder havde han levet af sortbørshandel i Københavns sidegader og baggårde, men nu kom regnskabets time. Hvordan skulle han som tidligere SS-Unterscharführer klare sig igennem?

Uniformsjakken havde han brændt, og en veninde fra kaffebaren i Borgergade havde skaffet ham en cirkusjakke med pyntebånd og nogle ejendommelige hylstre, man kunne putte cigarer i, hvis cigarer engang igen blev til at fremskaffe. Han havde cirka 50 kroner tilbage i kontanter, og hans sortbørs-varelager bestod af en kasse amerikanske grammofonplader, de fleste af dem med Frank Sinatra, samt nogle billeder og plakater af den populære sanger. Det var krigsbytte, han havde tusket sig til hos en kammerat fra Schalburg-korpset.

Noget måtte gøres. Et selvmord eller noget andet effektivt. Han vendte pladen.

1945 soldat

– I Dream of You, lød en smægtende sangstemme, mens Hilbert fik ild på endnu en cigaret og betragtede et Sinatra-foto. Ligner jeg ham egentlig ikke? De samme slunkne kinder, det samme frække, liderlige tandsmil?

Kan det bruges til noget?

* * *

Perronen var fyldt op med unge kvinder, da Blodhøjbanens brændefyrede damplokomotiv kom plufrende ind på Klamhuse Station. I samme øjeblik, de så Hilbert i hans cirkusjakke, begyndte de at skrige.

Han løftede begge arme i triumf og viste tænder.

– God start, tøser! råbte han.

De hørte ingenting. De var ved at besvime af begejstring.

En fedladen mand i snavset brun kittel banede sig vej gennem pigeflokken. Det var Hilberts halvfætter, kalkunavler Lubbert Lumbago, Blodhøj. Han havde for nogle døgn siden modtaget pakken med plader og billeder og fulgt ordren om at dele indholdet rundt til lokale interessenter af hunkøn.

Nu lagde han en flæsket arm om Hilberts skulder.

– Din musik lyder døgnet rundt fra alle grammofoner, sagde han. – Piger fra et hjem uden grammofon sidder hos veninderne og skriger og hyler. Ældre medborgere er ved at blive vanvittige.

Hilbert greb om en blottet pigearm og skrev en autograf på den. Fætter Lubbert skelede misundeligt, mens røde læber kyssede den hjemvendtes hule kinder. Han råbte ind i øret på Hilbert:

– Da værten i Klamhuse Forsamlingshus blev klar over, at du var på vej til byen, arrangerede han straks en koncert. Du skal optræde klokken 18.30 i aften, akkompagneret af Hubertus Knäbells Synkoperede Underholdningsorkester fra Holstebro, egnens førende danseband. Entré 40 øre, og alle billetter er solgt!

– Jamen, for helvede, hvæsede Hilbert. – Jeg kan ikke synge. Jeg ligner måske sådan en, men jeg kan ikke.

Fætter Lubberts fede hånd klemte hans skulder.

– Så må du hellere se at få det lært, sagde han.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 18: TIL MIDDAG HOS GREVEN

Guldkalender BANNER

Fra skoven høres signalhornet gjalde,
hundene bjæffe og bøsserne knalde.
Her går jo greven og hans jagtkammerater,
bevæbnet som soldater, dog minus håndgranater,
klar til indsats mod kronhjort, vildsvin og hare,
ænder, fasaner, og om det så bare
er en slunken ræv med lopper i manken,
kan den få en kugle i bagen eller flanken.

TilMiddag

Hen mod aften, når jagten er forbi,
skal de raske herrer til middag – får de noget, de kan li’?
Ja, hareryg med brunede kartofler og tyttebærsauce,
tilberedt af madam Jensen, ikke hældt ud af en dåse.
Kvaliteten er prima, haren måske lidt ram i smagen;
lad gå med det, vi er sultne efter frisk luft hele dagen,
så alle bruger flittigt kniv og gaffel
og nyder den røde drue fra grevens karaffel.

Næste dag går slotsherren, fuld af fryd og gammen,
ned i kælderkøkkenet for at takke madammen:
Denne middag var en udsøgt nydelse,
Deres madkunst, fru Jensen, er husets prydelse,
blot undrer det mig, at hareryggen
var trevlet i kødet og krævede nogen tyggen,
før den gled ned, og ærligt talt:
Den smagte mere bistert end normalt.

Ædle hr. greve, lyder svaret fra køkkenets herskerinde,
tillad mig allerhøfligst at minde
Dem om, at fryseren var tømt for harer –
lageret rækker jo ikke længere, end det varer.
Da nøden var størst, og udsigterne matte,
slog det ned i mig, at vi havde masser af katte
springende rundt, ude og inde,
og som De ved, er jeg en praktisk kvinde.
Hvem kan se forskel på kat og hare…

Tak, afbryder greven, De kan spare
mig for resten af historien;
kommer den ud, mister vi begge glorien,
ja, vi får rent ud sagt smæk i måsen.
Altså: Tavshed, og lad mig for øvrigt rose saucen.
Madam Jensen, De er greveslottets pryd;
tag min bedste portvin, træk den op og nyd
den fløjlsbløde eliksir, til hver dråbe er væk;
den er lavet på henkogte traktordæk.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 16: PEDER MOSTS BORDEL TIL SØS

Guldkalender BANNER

Marseille, 11. august 1938

Søde lille mor, tusind tak for dit brev og det rene undertøj og de to stribede skjorter, du har lappet så fint for mig. Jeg fik pakken, lige inden vi sejlede fra Skagen.

Vi har det stadig fint om bord på galeasen “Sigrid af Svendborg”. Det vil sige, i disse dage ligger vi stille i havnen i Marseilles, så jeg har god tid til at skrive hjem. “Sigrid” har fået et hul under bovsprydet. Hun er jo en gammel skude, og skipper mangler vist nok penge til reparationen, så mens vi venter på besked, går vi i byen og oplever spændende ting.

Peder Mosts bordel

Du kan være helt rolig, kære mor, jeg besøger ikke de slemme gader hernede ved havnen, men kommer næsten dagligt i den danske sømandskirke og har sammen med kordegnen været oppe i bjergene for at nyde udsigten over det blå Middelhav.

Hils dem alle sammen hjemme i Svendborg og fortæl dem, at Peder stadig har vind i sejlene.


Marseille, 11. august 1938

Hallo med dig, Benny, hundehoved og medslambert. Jeg håber dette brev når dig i Rotterdam. Hvis du stadig er der, så gå straks i land og tag toget til Marseilles. Her er billig rødvin, fisse og harmonikamusik i lange baner. Du skal ikke ligge ensom i køjen og gnide på din sjover som en anden abekat, når du kan få alt det gode i Marseilles.

“Sigrid” kommer nok aldrig mere ud at sejle, men så vil skipper og jeg lave hende om til et flydende bordel. Her er masser af piger, og vi kan indrette lastrummet til danselokale. Jeg har købt en harmonika for 125 franc, og en gammel tandløs musiker lærer mig at spille.
Kom så hurtigt, du kan, og det er en ordre.

Hilsner og håndslag fra din gode kammerat Peder


Marseille, 14. august 1938

Kære lille mor, så skriver jeg allerede igen. Du bliver nok forbavset over, hvad du hører: Din dreng er blevet skibsreder! Jeg har købt en andel i “Sigrid af Svendborg”, så skipper Larsen og jeg er nu partnere i den videre drift.

Vi har store planer med skibet, som skal blive her i Marseilles og være et besøgssted for turister. Her kan de se, hvordan danske sømænd lever, her vil være fællessang og smagsprøver på god dansk mad osv. Ind imellem vil vi sejle dem en lille tur ud af havnen. Det er en fantastisk plan, som vil give os en munter hverdag uden alt det slid og slæb, der følger med almindeligt sømandsliv.

Det, jeg håber på, er at du kan låne mig et lille beløb til startkapital. Jeg har jo ikke haft hyre i et stykke tid, og det vil være bedst, hvis du kan skaffe mindst 500 kroner og straks overføre dem fra banken i Svendborg til den danske konsul, hr. Harald Ibsen, Marseilles. Han hjælper os med planerne og er en fin og hjælpsom herre.

Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, kære lille mor. Hvis det kniber med kontanter, må mormors sølvtøj sættes i pant. Pengene skal nok komme hjem til Svendborg, når din søn Peder er blevet en stor og holden mand.

Kærligste hilsner til alle derhjemme fra jeres Peder


Marseille, 11. september 1938

Hr. konsul Ibsen, gamle krybdyr!

Jeg skal gøre opmærksom på, at din ubetalte regning for rødvin, cognac, pastis og flutes med ansjospostej nu overstiger 1380 franc. Skipper Larsen og jeg har givet dig kredit i tiltro til, at du er en god dansk mand, men driften af “Sigrid” kræver penge i kassen hver dag, eller rettere: hver nat, så husk den store portemonnais, når du vil om bord næste gang.

Du skylder desuden to af pigerne, Lulu og Mitsou, adskillige hundrede franc hver, siger de. Smukke ord og sugemærker på inderlårene gælder ikke som betaling, og det burde du vide som gammel forhærdet luderkunde her i byen.

Jeg skal på det alvorligste minde om, at pigerne ikke må benyttes analt uden rigelig creme (eller margarine, hvis det foretrækkes). Vi har en gammel so ude forskibs, som du kan regere med efter behov, men Lulu og Mitsou skal behandles varsomt og med respekt, ellers mister vi disse to pragtluderes arbejdskraft. Er det forstået, hr. konsul?

Dette brev skal tages alvorligt.

Hilsner fra skipper Larsen og din hulkammerat Peder


Marseille, 30. oktober 1938

INDBERETNING til Det danske Udenrigsministerium. På given foranledning kan jeg oplyse, at hr. styrmand Peder Most, født 31. december 1914, er afrejst fra hovedbanegården i Marseilles i dag klokken 11.17. Jeg fulgte ham selv til toget og følte en stor lettelse, da jeg så det dampe nordpå.

Hr. Most har som omtalt i pressen lagt sig ud med underverdenen i Marseilles. Han har drevet forretninger af en art, der ikke kan beskrives uden at få papiret til at rødme. Lokale banditter gik forleden til modangreb, og så blev hr. Most trods al hans pral og stoltseren den lille. Han er i bedring efter de læsterlige prygl, han har modtaget, men en længerevarende syfiliskur bliver nødvendig. når han kommer hjem til Danmark.

Jeg har på statskassens regning betalt for en jernbanebillet på 3. klasse herfra og til den danske grænse i Padborg, alene for at få ham ud af Frankrig, hvor han har kastet skam over alle ranke og retskafne danskere.

Harald Rompuy-Ibsen, skibsmægler og dansk konsul

Paris, 1. november 1938

Kære Benny, gamle testikelsvinger. Håber dette brev når dig i New York. Du skal ikke, jeg gentager: ikke, springe i land og tage en hyre til Marseilles. Det er én stor luserede, fyldt med forbrydere og voldsmænd, såvel franskmænd som de arabere og andet indstrømmende pak og bærme, byen vrimler med. Også de stedlige danskere er overvejende svin og æreløse slubberter, kan jeg fortælle dig.

Du får hele historien, når vi en dag igen sidder over et krus øl i Hamborg eller Shanghai eller hvor det nu bliver. Lige nu har jeg brug for en håndsrækning. Kan du via rederiet sende 100 kroner til min gamle adresse i Svendborg, så er du stadig min bedste ven. Jeg tror ikke, mor har mere i kassen, så det bliver en mager tid for mig, indtil jeg igen kan stå til søs.

Min pik hænger i laser, og jeg kan ikke se ud af det venstre øje. Men vi havde det sgu alligevel meget sjovt i Marseilles, så længe det varede.

Hvis der bliver krig, går jeg straks i tysk tjeneste. Jeg vil være med til at trampe Frankrig og alle franskmænd ned i mudderet.


Liege, 2. november 1938

Kære søde lille mor

Så er din store dreng på vej hjemad. Du må ikke blive forskrækket, når du ser mig. Jeg har fået lidt skrammer og går midlertidigt med en klap for det venstre øje, men det skal nok snart blive godt igen. Skippers og mit eventyr i Marseilles sluttede lidt anderledes, end vi havde ventet og håbet, men det kan du alt sammen høre om, når jeg er i Svendborg fredag hen på eftermiddagen.

Du skal ikke sige til nogen, at jeg kommer. Heller ikke til hende den rødhårede i bagerbutikken, som har en mærkelig idé om, at jeg har friet til hende. Jeg har brug for nogle uger i fred og stilhed, inden jeg igen søger hyre.

Jeg kommer desværre hjem uden så mange penge på lommen, men harmonikaen har jeg med fra Marseilles, og du kan tro, jeg nok skal blive dygtig til at spille på den. Det kommer med tiden og øvelsen!

På gensyn, lille mor, og et kys på kinden fra din glade og ærlige dreng Peder


Ruben Vulva

Peder Mosts bordel til søs
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 13: PHALLOS 14 PÅ RUMTUR OG RETUR

Guldkalender BANNER

Eksisterer der liv i rummet, og hvordan vil fremmede livsformer i givet fald smage i opbagt sovs? Disse spørgsmål udgjorde baggrunden for den epokegørende raketopsendelse, der i går fandt sted på Klamhuse Hede.

Borgere i og omkring hjemsognene stimlede sammen for at opleve den enorme Phallos 14-raket blive skudt i vejret. Det 35 ½ meter høje fartøj drives af besætningens fækalier og huser en stab af 25 frivillige ranke personligheder fra lokalområdet.

Opsendelse

Kaptajnen på skibet er den passionerede racerkører og fritidskrydderiobservator Wabel Nielsen, der selv har fremstillet rumskibet af forulykkede racerbiler, han igennem sin fem år lange karriere har indsamlet.

– Hele denne fantastiske rejse drejer sig om trangen til nye kulinariske smagsindtryk. Forstil Dem alle de delikate kræ, der kunne gemme sig i verdensrummet. Alternative slagtedyr. Skabninger, der bare venter på at blive tilberedt efter nordvestjyske principper, sagde hr. Nielsen en halv time før start.

Indersiden af fartøjet

Besætningen på Phallos 14 har medbragt det fornødne kommunikationsudstyr og vil have direkte kontakt med det Knockelske Bladhus. Vi bringer Dem yderligere detaljer fra rumrejsen så snart, disse foreligger.

SIDSTE NYT: Gigantreptil og ottebenet mastodont indfanget

Kl. 11.30 i dag modtog bladhuset en fax fra Kaptajn Nielsen indeholdende en frisk beretning:

“Vi er netop styrtet ned på en fremmed planet. Da vi trådte ud af befordringsmidlet, blev vi alle chokerede. Det er et uhyggeligt, goldt og ubarmhjertigt sted. Røg og skinger folkemusik forurener luften, der er besværlig nok at indånde i forvejen. Landingshjulansvarlig Larsen fik et nerve-sammenbrud, det samme gjaldt hr. Schneckelfritz og hr. Lambert. Mine raske og taktfaste lussinger klarede sagen.

Larsens nervesammenbrud

Vi er for et øjeblik siden stødt på lokale livsformer, der både ligner og agerer som mennesker, dog med et smaskende og hakkende sprog,” skriver hr. Nielsen bl.a.

Reptil

Efter at have fordøjet de mange sindsoprivende indtryk, begav kaptajnen og staben sig af sted i jagten på gastronomiske gevinster. Det varede ikke længe, før de opdagede to kødfulde dyrearter, et gigantreptil og en stærkt behåret ottebenet fætter.

Ottebenet mastodont

Ved hjælp af et forrygende samarbejde og et gennemtænkt flankeangreb, er begge dyr nu bedøvet og bagbundet.

ALLERSIDSTE NYT: Phallos 14 forlod aldrig Jorden

Sagen har taget en ny og helt anden drejning efter modtagelsen af den nyeste bekendtgørelse fra Phallos 14.

Efter 11 timer på den fremmede planet er det gået op for Kaptajn Wabel Nielsen og hans kollegaer, at de alligevel ikke befinder sig i verdensrummet, men blot i en trøstesløs landsby i Rumænien.

Kaptajn Nielsen anser den manglende slagkraft i rumskibets motorer samt en skævhed i skroget som problemets kerne. Raketten er simpelthen fløjet sydøstpå i en skarp bue, uden at mandskabet har bemærket det.

Wabel Nielsen tager dog ikke den uventede situation som et nederlag:

“Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi på intet tidspunkt har forladt jorden,” skriver hr. Nielsen i sin fax. “Men vi har trods alt løst opgaven. Vi har fundet to fremmede dyrearter, som vi hurtigst muligt bringer hjem til de nordvestjyske suppegryder. Væsnerne smager sikket udmærket, selv om de er rumænske,” slutter kaptajnen.

Hr. Nielsen og besætningen tager toget hjem i morgen tidlig.

Mandskabet modtaget i triumf

Hornmusik og glædeslussinger ventede de 25 herrer, da de via lokomotiv ankom med lasten fuld af de to okkuperede giganter.

Jubelen ville ingen ende tage, da de indfangede monstrøse dyr blev udskåret, kogt til gullasch og fordelt mellem de fremmødte.

Bespisning

Efter fortæring af den velsmagende gryderet, modtog samtlige hjemvendte besætningsmedlemmer en tapperhedsmedalje for at klare over 11 timer i det rumænske land uden at miste alt livsmod.

– Det er klart, at vi i fremtiden må hente forsyninger i Rumænien. At aflægge landet en visit er derfor uundgåeligt. Vi skal glæde os over, at sognet rummer så mange modige og ranke personligheder som disse 25, udtalte egnens førstemand, Louis B. Knockel, efter at have hentet sin tredje portion ved buffeten.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 11: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN

Guldkalender BANNER

Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.

Tigerroman

“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad