Regnen piskede over Brunmølle Udflugtskro, hvor gæsterne sad i læ og spiste dampende varme egnsretter.
“Jeg har noget jeg skal spørge dig om, min kære,” sagde Benni Borgwald-Bertelsen.
“Ja?” sagde hans udkårne Lydia med et hjerteligt smil.
Benni rømmede sig og rettede på sit grønne silkeslips. Han var arving til Klamhuse Herrebeklædningsmagasin, grundlagt i 1921 af hans bedstefader. En mand der bar habit alle døgnets timer, også i sengen. Så det var klart at den unge Benni havde en del at leve op til. Og det gjorde han.
“Ser du,” svarede Benni.
I aften skulle det være. Han havde købt den perfekte forlovelsesring af en sigøjner i en baggård. En smuk sag med en rubin, lige så fortryllende som Lydias øjne. Han havde betalt kassen for den.
Benni rakte hånden ind i frakkelommen for at frembringe smykket og stille det store spørgsmål.
“Kan det vente fem minutter?” sagde Lydia. “Har du noget imod, at jeg pudrer næsen først?”
“Ikke spor,” svarede han.
Lydia forlod spisesalen, og Benni sad tilbage ved bordet og drak af sin mørke rom. Han tændte en cigaret og forventede at alt ville gå planmæssigt, men han tog grueligt fejl.
Inden længe ville han havne i et slagsmål, en biljagt, en brand, og han ville blive forsøgt hypnotiseret og angrebet af næsten alle tænkelige onde magter.
Alt dette drejede sig om den ring, han havde i inderlommen. Udspekulerede personer var ude efter den. For det var ikke en almindelig ring. Tværtimod.
Benni mærkede en stor hånd på sin skulder. Han drejede hovedet og fik øje på to bredskuldrede mænd. De havde stiftstirrende øjne og kraftige kæber.
“Er De Benni Borgwald-Bertelsen?”
“Det er mig,” sagde han og fik med det samme en lussing, så han væltede af stolen.
Problemerne var begyndt, og der var ingen vej tilbage.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Endnu en lussing svirpede hen over Bennis velplejede, glatbarberede venstre kind.
Den kostelige forlovelsesring til Lydia lå i hans inderlomme. Voldsmændene så ud til at vide besked, og Benni havde ikke lyst til at få sin aften eller sit ansigt ødelagt. Men trods sin unge alder var han en mand, der tænkte på næsten alt.
“Ja, ja,” sagde han. “Hvis det skal være på den måde…”
Benni havde været forlovet en gang før. Da tøjten, bedragersken, møgøret Mona slog op med ham lillejuleaften i fjor, sendte hun sin forlovelsesring tilbage. Den var langt mere beskeden end den, han havde tiltænkt Lydia. Faktisk havde Benni byttet sig til den for to par lange underbukser hos en marskandiser i Lemvig. Og hans utrolige held var, at han lige nu havde denne ringe lille ring som reserve i bukselommen. Hvis Lydia skulle mene, at sigøjnerens guldring med en glødende rubin så stor som en grønært var alt for dyr og fornem til en jævn fiskerpige, havde han denne mere beskedne ring med en lille rød sten af skrammet plastic at tilbyde i stedet.
Han gravede ringen frem. Den nærmeste af de to store, ubarberede bumser ragede den til sig.
“Hør, hvad foregår der her?”
Det var udflugtskroens overtjener Möbelwaffel, der kaldte fra døren til anretterkøkkenet.
Bumserne svarede ikke, men spurtede forbi ham og ud gennem døren til den mørke gårdsplads. Øjeblikket efter hørte man en motor starte, og grus sprøjte fra dækkene derude.
“Er der noget i vejen?” spurgte tjeneren. Han kendte unge Borgwald-Bertelsen og den solide, lokale velhaverfamilie, han tilhørte.
“Ikke spor. Så snart min kæreste er tilbage ved bordet, bestiller vi mad. Lad mig bede om to petroleum-og-cola-drinks.”
En anden dør gik op. Som en teaterkulisse havde udflugtskroens spisesal stribevis af døre, hvorigennem de medvirkende kunne passere ind og ud.
Skønne Lydia fejede hen over gulvet, iført stram gul kjole og højhælede sko. Ikke siden Marilyn Monroes velmagtsdage havde verden set noget lignende.
“Hvorfor er din kind så rød?” spurgte hun, da hun havde sat sig, og hendes blå øjne atter stillede skarpt på Benni.
“Jeg blusser ved tanken om dine kys og kærtegn.”
“Jamen, hvorfor så kun i den ene side af ansigtet?”
“Det må være belysningen, skat. Eller jeg har kradset mig lidt. Der kom en flue forbi. Du kan se, den sidder dér i vindueskarmen.”
“Der sidder fire-fem stykker. De har fundet noget spiseligt.”
Overtjener Möbelwaffel brød ind: “Hvad vil herskaberne behage at få serveret?” sagde han, idet han satte to høje glas foran dem.
“Kan du ikke fjerne de dér fluer?” sagde Lydia.
“De bor her. Hvad skal det være?”
“Hvid abe,” svarede Benni.
Lydia kiggede på spisekortet. “Henkogt hvid abe med brun kryddersovs!” gispede hun. “Det er den dyreste ret på kortet, Benni!”
“Lydia, vi er her i aften med et bestemt formål. Tro mig.”
Hans højre hånd kravlede hen over bordet for at få kontakt med hendes. Hans venstre havde fat i inderlommen om æsken med den kostelige rubinring.
Overtjener Möbelwaffel afbrød atter.
“Hvid abe udsolgt!” råbte han fra køkkendøren. “Vi har sprængt næsehorn med tyttebærgelé.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Kroens historie og menukort her Flux til kalenderens afsnit 3
Tilbage til avisensforside
Udenfor på hotelgangen stod en mand med en banjo i legetøjsstørrelse mellem hænderne og et grin af næsten ufattelig længde gange bredde nederst i sit lysebrune hesteansigt.
”God aften,” sagde han. ”Jeg er komponisten og festmusikeren Raben Volvo.”
”Æh, vi har vist ikke bestilt musik,” sagde Benni.
”Jeg bor på etagen nedenunder, og jeg hørte jer danse. En helt vidunderlig, accelererende rytme, som jeg vil bruge i en popsang.”
”Jamen Benni altså, hvad kan det være, manden har hørt?” kvidrede Lydia. Hun stod bag sin partner med et sengetæppe af stretchnylon draperet om sin yppige figur.
Musikerens grin trodsede naturlovene og blev endnu større. Hans glorøde ører flyttede om i nakken.
”Som bekendt blev det her skønne luxushotel revet ned i fjor,” sagde han, “og genopført i moderne, lette materialer, fortrinsvis krydsfiner og bølgepap. Man hører derfor ganske tydeligt, hvad der foregår på de nærmeste værelser og etager. Vær nu søde at gentage rytmen, så finder jeg melodien og spiller den imens. Hvis det bliver et danskpop-hit, får I en procentdel af indtægterne. For slet ikke at tale om, hvis nummeret kommer med i en musical på Broadway”.
”Jamen, kan vi det?” mumlede Benni til sin forlovede.
”Det lyder da på en måde romantisk,” svarede Lydia.
* * *
Bax IX Lubbert, Lydias strenge fader, snorkede om kap med klaskende bølgelyde. Han lå i køjen forude i sit gode skib Liberator VII Lubbert, og hen over de små timer var det blæst op vestfra.
Klokken 04.29 præcis blev han rusket i skulderen. Skibsdrengen, unge Jolbert, var mødt frem til aftalt tid.
”Radioen melder orkan,” sagde drengen.
”Satans!” brummede Bax. Selv den tapreste dynamitfisker måtte blive hjemme på en orkandag og muligvis også dagen efter.
Han svingede de behårede fødder ned på dørken. Det snurrede i hans tykke hoved, mens han trak overallen på. Hvad var det, han skulle huske fra i aftes? Jo, ringen med den røde sten, som han havde vristet af Lydias finger.
Han mærkede i lommen, i begge lommer. Hvor fanden var den? Han fandt sin stavlygte og afsøgte hver eneste centimeter af det trange lukaf. Væk var dimsen, forbandet nok. Måske skulle han slet ikke have taget den, tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl.
Han gik hen over det uroligt vippende skibsdæk og kiggede ned i lastrummet. Dér svømmede den levende torsk, som havde irriteret ham aftenen i forvejen. Unge Jolbert fik en højrehåndslussing og et hurtigt kontradask på den modsatte kind, så han ikke røg over bord.
”Den fisk skulle have været med på auktion i går,” sagde Bax. ”Kravl ned og hent den til mig!”
* * *
På vej hjemad gennem den skummelt forblæste havneby hørte Bax et kvækkende ”god morgen” fra en halvåben dør.
Han standsede og kneb øjnene sammen. I døren stod gamle Mutter Schweske, enke efter dynamitfiskeren Harding Schweske, som i 1979 havde tabt en tændt cigar ned i sprængstoflageret på sit fartøj. Det var en klar majdag, og Hardings søndersprængte legeme blev fortæret af tilstrømmende måger, inden de andre dynamitfiskere kunne nå at samle stumperne op. Begravelsen skete med en symbolsk tom kiste af sortmalet pap som midtpunkt.
Lige siden havde venner i fiskerierhvervet og andre gode folk understøttet den fattige enke og hendes cirka 14 børn. Den yngste var efterhånden 38 år, men gik stadig i børnehaveklasse. Førende psykologer betragtede familien Schweske som et langsigtet udviklingsprojekt, og Den Knockelske Socialfond havde år efter år bevilget op til 5,37 kr. til staklernes forplejning.
Mutter Schweske stirrede på den vældige dynamitfisker med bøn i øjnene.
”Lad gå da,” sagde Bax og rakte hende sin syv-pundige torsk. Den var i live og ved godt mod, kunne man se på halen og de vågne øjne.
”Husk nu sennepssovs,” bjæffede Bax, inden han skråede over gaden til Landproletarisk Kælderbodega. Arbejdsdagen var spildt, hovedmåltidet foræret væk; nu kunne man lige så godt få en fest ud af det.
Ved stambordet sad 98-årige onkel Philbert med et tomt ølkrus foran sig.
”En flaske uran 235,” råbte Bax, ”og to Saltum discountcola, og lad det gå lidt gesvindt!”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Nordvestjysk Svineavlerforbunds Propagandakomité indkalder i samarbejde med Usseldrupegnens Storslubbertselskab til årets festlige svinomobil-parade på Blodhøj. Såvel fastboende som turister forventes at møde frem i tusindtallige begejstrede skarer. Afbud uden vedlagt dødsattest accepteres ikke.
Blandt årets favoritter er fr. Bella Peckelmühle med dette luxuspersonautomobil.
Vehiklerne starter fra Blodhavn Landport lørdag kl. 10.34 prc. med det knockelske familiepedalvehikel i spidsen. Når sidste dommervehikel er kørt gennem porten, kan publikum sætte sig i bevægelse. Opmarch over Blodhøj sker i rask tempo, og alle anvisninger fra det uniformerede kontrollørkorps skal følges uden tøven.
Nr. Usseldrup Eksamensskole står som ejer af skolebussen “Mister Piggy”.
En outsider er slagtermester Bænnie Karbunkels salgsvogn “Copulating Piggies Mark II”.
Dommerkomiteen med Louis B. Knockel i spidsen uddeler lussinger, diplomer og sponsorerede præmier. Tredjepræmie er i år 4 kg flæskesvær og et par gummiovertræksbenklæder. Andenpræmie: 12 kg flæskesvær og 2 sæt slidstærke lussinghandsker, der kan anvendes såvel i familien som i husdyrstaldene. Førstepræmie: 18 kg flæskesvær og 80 liter blå drikkepetroleum.
I griseparadernes barndom lod man i et vist omfang dyrene styre de deltagende vehikler. Trods forudgående træning og skarp disciplin gav det så store tab af liv og materiel, at praksis måtte ændres.
Krigsårenes benzinmangel umuliggjorde motoriserede parader, men muntre landproletarer trak under taktfast sang festgrisefigurer som denne op over Blodhøj.
Familien Bassing Landcramer, Klamhuse, blev i går forsikret mod festskader. “Især i livets lyse stunder er det rart at vide, at man er dækket ind mod naboers og venners ækle påfund,” siger Crassus Bassing Landcramer (nederst t.h.)
Reportage: Crass Børsting Foto: Arkiv og privat
Flere års chokerende nordvestjyske festkatastrofer bliver nu imødegået med et tilbud om at tegne forsikring mod sådanne uforskyldte hændelser, fremkaldt af svinagtige, i værste fald konspiratoriske handlinger fra families og venners side.
Klamhuse Landproletarforsikringsanstalt af 1921 A.m.b.J. udbyder en husstandsdækkende police, som frem til år 2101 vil yde erstatning i tilfælde af næsten enhver form for sabotage og svinestreger, der kan tænkes rettet mod landsdelens traditionelle festbegivenheder.
Baggrunden er dyster. Sangerinden Matrice Flatula eksploderede under en sølvbryllupsfest i Klamhuse, komikerparret Hildur og Pal fik uoprettelige genitalieskader, da de skulle underholde ved Oldingesamvirkets sommerfestival på Blodhøj, og et kendt feriepensionat eksploderede som følge af uhæmmet tagkopulation. Som om det ikke var nok, så vi for nylig en offentlig pubæforlystelsespark gå op i flammer, ligesom et velrenommeret husdyrbordel blev raseret.
Igen og igen er nordvestjyske familiefester endt som hos møbelfabrikant Fellah Peckelfritz, Vester Usseldrup, hvor både virksomhed og villa efter en konfirmation blev flammernes bytte.
“Denne nye festdækning skaber tryghed og vedvarende familieglæde i vor kundekreds,” udtaler Lupus Saltzwaffel, direktør for landproletarernes fælles forsikringsanstalt siden 1949.
“Ved attentater mod fremtidige assurerede festbegivenheder udbetales erstatning op til kr. 6,38, lokaliterne renses og ryddes, og vi udlover bortskydningspræmie for de ansvarlige op til 12 gerningsmænd og så mange involverede husdyr, som der måtte vise sig at være tale om.”
– Aldrig mere skal de skadelidte stå ensomme og afribbede tilbage, lover forsikringsdirektør Saltzwaffel.
Så er 5 ugers konstant fejren her på Dartvados – desværre – tilendebragt. Det blev efter de første par yderst vellykkede dage i forståelig eufori besluttet at forlænge festlighederne på ubestemt tid, eller indtil forsyningerne slap fuldstændigt op, hvilket sidste jo så uheldigvis blev tilfældet.
Ikke desto mindre må disse 35 dages uafbrudt fryd, glæde og lykke karakteriseres som den væsentligste sammenhængende periode i øens kulturmæssige historie. Således er det med stor stolthed, at jeg i nedenstående knivskarpe fotomontage af hr. Dibert Späckbrädt, med ledsagende tekst af mig selv, kan føre d’herrer ærede læsere gennem nogle af den just svundne, men dog så uforglemmelige tids absolutte højdepunkter.
Vor dygtige fotograf skal i øvrigt også roses for sin utrolige tilbageholdenhed med hensyn til sin personlige alkoholkonsumption i perioden, hvor det lykkedes ham konstant at holde sig mellem 2-3 promille, hvilket forklarer den høje billedkvalitet.
Detonationen af dinosaurfækalien Pupu Puu-Pu i vulkankrateret gik planmæssigt, endda med under de forventede 50 dødsfald til følge, og festen startede officielt med Kranka Foas voldsomme eruption som startsalut.
I den forbindelse blev det i øvrigt af mig enstemmigt vedtaget at ændre Dartvados’ nationalhymne til ovenstående gode, gamle danske revue-klassiker.
Så var festen ellers i gang, og særloven om obligatorisk tobaksrygning og alkoholkonsumption, under strafansvar, og for alle øboere uden undtagelse, trådt i kraft. Dette viste sig, som man måske kan fornemme på billederne, ikke at udgøre noget særligt problem.
På dansebeværtningen Dr. Grin var der i dén grad gang i gakkelakkerne som aldrig før, og trægulvet måtte i løbet af perioden udskiftes hele 3 gange, grundet nedslidning og den uhæmmede opkastning samt defækation blandt gæsterne.
Jazzorkesteret “Papa Doc’s Rytme-Eksplosion” var det helt store tilløbsstykke, og det er blot beklageligt, at disse næsten utrættelige musikanter så tragisk afgik ved døden af udmattelse, inden vi nåede at afregne deres honorarer.
For det ældre befolkningssegment vankede der firdobbelt-op til alle mænd (venstre side), og der var gratis candyfloss (lille str.), lavet af friskhøstet neger-anusbehåring, tilsat Prutra-Sweet, til alle kvinder over 114 år (højre side). Ekstra dinglebær, dyppet i første-klasses indsmuglet jamaica-rom, kostede kun 0,03 DASK. Det samlede beløb for denne extravagance var på forhånd modregnet i alderspensionen, men tanken tæller vel også. Og populært, dét var det.
Til fordel for ungdommen og turismen blev der lynhurtigt af professor Fidibus Onager til lejligheden opfundet og indført hvad der skulle vise sig at være de yderst populære TRL’lere (Transportable Rejse-Ludere), som man fra første dag kunne finde i alle øens butikker, på offentlige kontorer og skoler, endda til særdeles overkommelige priser. Ligeledes til fri afbenyttelse på hoteller, idrætspladser, strande, i junglen, eller som souvenir til hjemrejsen.
Til opretholdelse af god ro og orden havde vi mod rimelig betaling udkommanderet specialstyrker under ledelse af negerhøvdingen Plaffi Bongo-Bongo, og disse levede til fulde op til deres gode renommé, idet de med ganske få undtagelser helt undlod at åbne ild mod folkemængderne. Desværre var det ikke helt uundgåeligt med sådanne magtdemonstationer, men det skal ingenlunde lægges disse professionelle og dybt pålidelige folk til last, at ialt 47 personer omkom under diverse disciplinære massenedskydninger. Så kan man blot lære at opføre sig ordentligt!
Mere fredeligt gik det for sig under den store negerstafet, hvorunder en brunvarecylinder skulle løbes øen rundt på rekordtid, hvilket under diverse trusler om personlige repressalier naturligvis lykkedes til fulde. Magen til sportspræstation har ikke fundet sted på Dartvados, siden det i 1876 lykkedes storvildtjæger hr. oberst Carrabihn Hagebösse at nedlægge samtlige dyr over alm. hundestørrelse på hele øen, i løbet af bare én eneste kardinalbrandert.
I kulturens tjeneste lod Orla Zinzüegh sig frivilligt kannibalisere under indspilningerne til filmen “De Nøgne Og De Døde”. Der blev forinden udtaget vævsprøver af den store skuespiller, og ved hjælp af tarmgasdrevne DNA-turboinkubatorer forventes en ny, frisk Orla at være klar allerede om 5-10 år til rollen som Lille Per i den kommende storslåede familiefilm: “Far Til 4 Møder Læderfjæs”.
I det hele taget endte vor spontant mangedoblede festuge som en gigantisk begivenhed, der bør få den øvrige verden til at spærre øjnene op i beundring. Vi var til dato førende indenfor caraibisk naturpudsecreme, men nu er vi også at betragte som et internationalt kulturelt fyrtårn, som ingen andre lande længere kan sidde overhørig! Dartvados længe leve! Hurra x9. Præcist.
Men vi kan og må jo ikke glemme vort gode, gamle land, og vi hyldede som afslutning på festen vor kommende regent ved istemning af ovenstående glade fællessang.
Med ærbødige hilsner, samt svære tømmermænd, Deres hengivne Hartmann
Når dagslyset i morgen bryder frem over Klamhuse Hede, vil en hel verden via telegrammer, radio og ikke mindst den nordvestjyske lokalpresse have sin opmærksomhed rettet mod de kolonner af ranke unge mænd og kvinder, som marcherer ind fra øst, taktfast syngende og med en stålsat vilje til at sætte nye sensationelle fækalierekorder.
Hvem lægger den længste, hvem yder den højeste vægt, hvem frembringer den smukkeste og mest helstøbte faconfækalie?
Sagkyndige dommere vil følge præstationerne på nærmeste hold, og publikums jubel vil ombølge vinderne, efterhånden som deres resultater bliver opmålt og bekendtgjort.
Den Knockelske Ernæringsfond af 1938 støtter stævnet med et kontant tilskud på kr. 8,39 og vil ved afslutningsfesten uddele Albert Knockels Mindemedalje i eloxeret aluminium til den idrætsmand eller -kvinde, der i forhold til sin kropsvægt har ydet den tungeste præstation.
Så er forberedelserne til de store øfestligheder i forbindelse med Holstebros befrielse i gang! Vi vil i den forbindelse gerne delagtiggøre avisens ærede læsere i nogle af de kommende, unægteligt spændende, lokalkoloristiske og ikke mindst futuristiske tiltag, altsammen under parolen:
“Alt på ø skal støves af! Arbejde den hele dag! Tingene må gør’s i stand! Lusseres, det skal hver en mand!”
Til dette formål – og vore venner i Holstebro til inspiration – kan vi blandt andet herunder fremhæve følgende programpunkter:
Øens samlede fauna, inklusive bordelhusdyr, herunder de blandt vore mangfoldige turister så populære suppeskildpadder (kendt på øen som “banditter”), skal gennemgå et meget omhyggeligt wellness-program, for skildpaddernes vedkommende med tilhørende skjoldpolering.
Da der imidlertid er mere end 20.000 af disse padder på øen, har den umådeligt ærede professor Abacus Onager venligst til formålet udviklet en robot, der kan polere 2 banditter i minuttet, såfremt padderne ellers forholder sig i ro, og ikke forsøger at bestige hinanden, eller blive besteget af trediemand, hvorfor eventuelle dyresexturister venligst bedes holde dette for øje i ugen, der kommer.
Vor væsentligste naturressource, den verdensberømte pudsecreme Negro, udvundet gennem perspiration blandt øens oprindelige befolkning, vil bistå os i denne nyautomatiserede proces.
Vor evigt aktive og forventningsfulde ungdom kan se frem til en decideret folkegave fra den estimerede hobbysultestrejker og hyggeonkel hr. Tafatmann Handy, som i sin workshop og under streng faste agter at bygge flotte modelnegerkarusseller til alle raske børn af hankøn, med selvfølgelig undtagelse af de enkelte tilbageværende, der har marxistiske og/eller arbejdsløse forældre (som vel at mærke endnu ikke er blevet deporteret til Tarmuda).
Selvsamme ungdom vil i den kommende uge blandt mange fritidstilbud for raske knægte i legeområdet få mulighed for at tage en venskabelig brydekamp med en af øens dødsensfarlige, efter 1940’ernes atomforsøg stadigvæk en anelse radioaktive mutantleguaner, der rent undtagelsesvis vil blive sat fri.
Vulkanen Kranka Foa forventes genaktiveret ved hjælp af manuel nedtipning i krateret og efterfølgende sprængning af den store forstenede, hellige dinosaurfækalie, Pupu Puu-Pu.
Dette sker efter enstemmig afgørelse i Dartvados’ naturforvaltnings bestyrelse, hvor jeg og min suppleant har måttet erkende, at det af turistindtægtsmæssig interesse vil udgøre en langt større attraktion med en aktiv vulkan, end hvad vi hidtil har kunnet tilvejebringe af provenu ved salg af billetter til det gamle relikvium, som desværre ikke længere tiltrækker hverken bedende eller nysgerrige.
Vi har med andre ord masser at tage fat på her på Dartvados, og til opretholdelse af arbejdstempo, disciplin og orden, har vort frivillige nonnekorps lynhurtigt husstandsomdelt lusseringsvejledninger i bogform til alle øens borgere.
Det således ikke bare forventes, men kræves, at alle personer på øen, ved det allermindste tegn på slendrian og fjolleri, eller anden lignende observérbar uskik, straks uddeler knaldhårde lussinger til de pågældende.
Dette er jo alt sammen i øens tjeneste, ikke bare for vor egen skyld, men også som forbillede for diverse primitive samfund, såsom det nye Holstebro, som vi gerne vil assistere på det rent moralske og åndelige plan, i den svære, men lovende tid, der kommer!
Med ærbødige, varme hilsner, og i forvisning om en lysende fremtid, Deres Hartmann
En af dette årtusindes hidtil største begivenheder har fundet sted næsten uden varsel: Det socialistiske pamperstyre i Holstebro er faldet, og jævne, ranke nordvestjyder er nu ved magten.
Omvæltningen skete, da socialisterne inviterede den københavnske storpamper Lalle Birk Lallesen til et strategimøde om fortsatte slubbertstreger på luxushotellet Skumborg i Holstebros centrum.
“Da brast vor hårdt prøvede tålmodighed,” udtaler kloakpionerarbejder Bryan Yerngumme, Middelgade 19. “Vi telegraferede til vore venner og familiemedlemmer i Usseldrup Storsogn, og få timer senere var befrielseshæren på vej.”
Befrielsen er, hjulpet af glade smil, folkesang og lussinger, forløbet 99 procent fredeligt, og en samarbejdskomité af Holstebroborgere vil nu i fællesskab med vennerne fra Usseldrupegnen lægge retningslinjer for genrejsningen af den fordærvede storby. Gode forslag af enhver art kan afgives i debatfeltet herunder.
Overalt i byen festes der i morgen, og det er værd at bemærke, at Holstebros befrielse også giver genlyd uden for landets grænser. Et håb er tændt, og vor nordvestjyske folkepresse vil under knockelsk ledelse gøre alt for at holde dette håb flammende lokalt, nationalt og globalt.
Vi er her på øen nået frem til finalerunden i det drønpopulære radioprogram Negerfaktor. I den forbindelse vil vi gerne delagtiggøre vore danske venner i dette, for vor ø unægteligt største årlige, finkulturelle højdepunkt. Må det således være mig tilladt hermed at præsentere alle de involverede *S*u*p*e*r*-*S*t*j*e*r*n*e*r*.
De tre ærede dommere, fra venstre: 1. Jazzy Mundia-Rée. Om nogen dansk musiks Grand Old Man. I 1899 grundlægger af TaJaNeSa (Talentfulde Jazz-Negres Sangforening), og lige siden væsentlig del af den absolutte danske kultur-avantgarde, det være sig indenfor lyd, rytme, personlig nedgørelse af især yngre medborgere, anstrengende væremåde, buddhisme eller anden sort tale. 2. Lukta Uhrïn. Fra en ydmyg karrierestart som levende fugleskræmsel på Blicheregnen, via publikumsfavorit på Halmtorvet, og hyldet sangerinde på Dyrehavsbakken, til en position som Dartvados’ ældste nulevende narkoprostituerede. Siden sin landsforvisning fra Danmark i 1989 har hun været Caribiens ubetinget billigste og største seksuelle attraktion. 3. Remoux Laden. Konservatorieuddannet brunvaretrompetist. Komponerede i 1926 Dartvados’ nationalhymne “Eine Kleine Negermusik”, der som bekendt består af 4 skingre, falske toner, gentaget i det uendelige. En kapacitet udi sit fag, og det nærmeste man kan komme en autodidakt levende støjsender, trods sin kamp mod flere årtiers beri-beri og malaria.
Husk, at også De kan påvirke resultatet! Der kan således stemmes pr. telegraf elller voodoo på følgende tre finalister:
Ernst Neger. Suveræn vinder af samtlige 24 foregående udgaver af Negerfaktor, og storfavorit til også at tage sejren denne gang. Ernst stiller ikke overraskende igen op med det nøjagtig samme potpourri som ved alle tidligere lejligheder. Herlig bajersk polkamusik, som øens befolkning konstant lytter til, både under deres daglige arbejde i svedjebrugene og strandvaskerierne, samt hjemme i de bittesmå lerklinede bambushytter, når tropenætterne trænger sig på.
Ernst Negers populære toner kan høres her ved et klik herover.
Ruddie Ebola, den ansete falske albino-negerrapper, disker denne gang op med det populære, og måske en anelse flabede nummer: “Ned På Min Stive Pik”, et stort hit blandt øens yngre befolkning og husdyr, i øvrigt af begge køn.
En smagsprøve på hr. Ebolas frivole sangkunst får vi ved et klik herover.
Den unge multikunstner Hannah Banannah, som henslængt på luksusdivanen i min opholdsstue mangen aftenstund personligt har diverteret mig med sit inciterende og følelsesladede isse-spilleri. Med både finger og banan. En demonstration af negerpigens uomtvistelige talenter kan nydes i nedenstående video, som jeg i øvrigt selv har optaget i konsulatets lokaler – omend ikke i arbejdstiden, hvor jeg for tiden har nok at gøre med at katalogisere vor enorme samling af erotiske portkort, af primært fransk-kreolsk oprindelse (har De dubletter, kontakt da venligst omgående nedenstående).
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min personlige favorit er frk. Banannah, hvis forfriskende og opløftende kvaliteter efter min mening overgår de tvende konkurrenter med adskillige bananlængder. Men, som altid; må den bedste neger vinde!
Bemærk venligst: det koster 0,02 DASK pr. stemme, dobbelt takst for arbejdsløse, og tredobbelt for marxister. Arbejdsløse marxister har ikke lov til at stemme. Trodses dette, vil det få overordentligt store konsekvenser for de pågældende.
I tilfælde af, at De indsender stemmer fra Afrika, skal jeg ydermere gøre opmærksom på, at betaling med lakridspenge grundet inflation ikke længere er tilladt.
Showet Negerfaktor er sponsoreret af Arnold Laver Pølser og Per Værse’s Vin, og kan høres hver fredag aften på kortbølge: 6.195 MHz og 15.22 MHz, kl. 18:57prc., lokal tid. Det er ikke meningen, der skal samtales eller indtages måltider under udsendelsen. Rigtig god fornøjelse!
![Festforsikring01[1]](http://landsbytossen.dk/wp-content/uploads/2018/06/Festforsikring011.jpg)
![Festforsikr04[1]](http://landsbytossen.dk/wp-content/uploads/2018/06/Festforsikr041.jpg)
![Festforsikr02[1]](http://landsbytossen.dk/wp-content/uploads/2018/06/Festforsikr021.jpg)
