Kategoriarkiv: Fest

Humørpenge regner ned over landsdelen

For firehundredesyvogfirsindstyvende gang har Den Knockelske Humørfond med rund hånd uddelt legater til medborgere og venner, som i særlig grad bidrager til at opretholde nordvestjysk humør og livsglæde.

Se præsentation af de værdige modtagere herunder — og overvej, hvem der skal forgyldes næste gang!

Legat 1
Legat1 Hansen
Kulturskribenten og arkitekturkenderen Ronny Hansen belønnes for et visionært indlæg om Nørre Usseldrups byplan. Læs det her og nyd de frapperende billeder af byens nutid og fremtid.

Legat 2
Legat2 Münchhaus
Avisens mangeårige gode ven, hr. Severin von Münchhaus, belønnes med et ekstraordinært stort rejselegat, der uden tvivl vil kaste nye etnografiske observationer og billedfund af sig. Nyd en af hr. von M’s exorbitante kvalitetsartikler her.

P.S. Et rygte gående ud på, at stammekriger nr. 2 fra højre på billedet skulle være hr. von Münchhaus selv, indsmurt i brun skosværte, dementeres hermed.

Legat 3
Legat3 LupusBobb
En sønderknust ægtemand, baron Hambert Lupus-Bobb tilkendes et opmuntringslegat på kr. 0,89. Som ejer af herregården Ulveborg er han en hovedrig mand, men han har mistet den største skat i sit liv, hustruen Dullah, der blev bortført af et teatermonster. Reportage med rystende fotos kan ses her.

Udover det symbolske kontantbeløb får baronen et 14-dages frikort til søstrene Peckelmeiers kalkunbordel i Blodhavn.

Legat 4
Legat4 Pretzel
Fru Isadora Pretzel behøver ingen nærmere præsentation. Alle kender den humørfyldte olding, og hun har flere gange tidligere modtaget knockelske legater. Denne gang belønnes hun for sin helt ekstraordinære indsats i luftfartens tjeneste.

Legat 5
Legat5 Børsting
Doktor Ronald Børsting modtager sit legat post mortem. Vi er overbeviste om, at hans to- og firbenede arvinger vil forvalte det i hans positive og humørskabende ånd. Han gjorde en fantastisk medicinsk karriere i Chicago og kastede dermed også glans over sin nordvestjyske hjemstavn.

Legat 6
Legat6a Stürwolt
Næststørste legat i denne omgang tilgår hr. Eberhard Stürwolt. Vi kender ham ikke blot som skribent og debattør, men også som avisens tekniske redningsmand under en alvorlig krise for nogle år siden. Ingen har mere end han fortjent nogle glade nætter i Blodhavns røde lygte-kvarter. Læs hans stærkt gribende katastrofereportage her.

HVEM SKAL NÆSTE GANG hædres og belønnes for humørskabende handlinger og ytringer? Begrundede forslag af enhver art modtages via kommentarfeltet herunder. Skriv af karsken bælg, ordet er stadig frit i denne avis!

Retur til vor bugnende forside

Jacobus Asinussen har nydt sin sidste sjus

NekroLOGOBørst

BEGRAVELSESHØJTIDELIGHED PÅ SAMMENSKUDSBASIS

En kendt profil i det nordvestjyske folke- og forlystelsesliv, direktør Jacobus Asinussen, Vester Usseldrup, har udbragt sin sidste skål og ligger nu på castrum doloris i ruinerne af sit hjem, Villa Guldblik. Han blev 39 år, 176 dage, 16 timer og cirka 11 minutter gammel.

Nekro17
Jacobus, som vennerne altid vil huske ham.

Som søn af den kendte kummefabrikant Gylbert Z. Asinussen voksede Jacobus op i en atmosfære af velstand, livsglæde og tolerance. Allerede som 15-årig blev han aspirantmedlem af drankerlogen “Højt Skum”, hvor han forblev en trofast og aktiv logebroder indtil de allersidste sekunder af sit liv.

Faderen døde under et forsøg på at slå den nordvestjyske rekord i muddersvømning for overvægtige herrer i 60+ alderen, og Jacobus’ moder udvandrede kort efter til Bulgarien, hvor hun videreudviklede sin interesse for æsel- og muldyravl.

Jacobus stod nu som 24-årig direktør og eneejer i spidsen for den blomstrende og velkonsoliderede kummefabrik, som på det tidspunkt havde 137 ansatte samt et antal trofaste træk- og transportdyr. Hans første handling var at fyre alle de to-benede, der havde over syv års skolegang, og erstatte dem med venner fra drankerlogen. Fabrikkens kantine blev udbygget med fadølsanlæg og vinkælder, og to bartendere mødte dagligt frem for at blande cocktails til den trængende stab.

Højhus skyskraber ruin
Resterne af Villa Guldblik står som mindesmærke over en glad og gavmild lokal personlighed.

Til Jacobus’ og vennernes forbavselse kom det snart til at knibe med at levere de bestilte kummer, og kvaliteten holdt heller ikke tidligere tiders standard.

“Kunder i vore dage er sure og besværlige,” erklærede direktøren. “Skulle vi ikke træffe en rask beslutning om at skide dem et stykke?”

Fabrikken blev nogle år senere købt på tvangsauktion af en mellemøstlig kapitalfond, men så længe der var penge i det asinussenske familiebo, fortsatte festen. Derefter tog Jacobus hul på en fornøjelig ny karriere som omvandrende banjo- og kazoospiller.

Bisættelsen finder sted lørdag kl. 13.34 prc. fra Nr. Usseldrup Bedehus. Medbring egne drikkevarer samt minimum kr. 0,81 som bidrag til honorering af prædikant Grusboll, sangkoret og de gummiklædte kistebærere.

SE OGSÅ:

HenvNEKROLOG24

Retur til avisens forside

 

 

 

 

 

 

Dresserede vilddyr truer liv, ære og velfærd

TRUSLER PÅ NÆRMESTE HOLD

Krisereportage: Crass Børsting
Foto: Valborg Kunckel m.fl.

Tilsyneladende tæmmede rovdyr, som under venskabs maske har fået adgang til nordvestjyske familiers hjem, truer nu liv og velfærd mange steder på egnen.

– Såvel seksuelt som økonomisk er de dresserede dyr ved at tage magten fra os, udtaler Blodhavn Borgervæbnings korpskommandant, Hakon Jerngumme IV.

Dresserededyr01
Det starter muntert og tilsyneladende harmløst.

Dyrene bliver ofte lukket indenfor i hjemmene i forbindelse med fastelavn eller anden festivitas, og hen over turistsæsonen har de en vis underholdningsværdi.

Imidlertid viser det sig alt for ofte, at de tager magten i familierne, og at de konsumerer betydeligt mere, end de yder. Rovdyrfækalier er ikke i høj kurs, og bortset fra sjældne, helstøbte faconeksemplarer ender de som industriel pladdermasse.

Dresserededyr02
En purung husmandsdatter erfarer, hvorfor familiens abe har smilet og fløjtet,
hver gang hun var i nærheden.

De amokløbende familiedyr må ligesom andre lignende trusler bekæmpes med jernhård disciplin og døgnovervågning. Borgervæbningen suspenderer al orlov, og Louis B. Knockel har givet tilsagn om 6-800 lussinger samt hasselkæppeprygl efter behov.

Dresserededyr03
Overdyrlæge Harding Vulvax, Blodhøj, eksperimenterer med en
lydighedsvaccine, der kan kalde vilddyrene til orden.
– Foreløbig er jeg selv forsøgsperson, og resultaterne tegner
lovende, siger han.

SE OGSÅ:

HenvMuenchINVASIVE

Retur til avisens forside

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 24:25

”Aldrig i livet!” skreg Gylla, greb ud efter sin håndtaske og fremdrog sin peberspray.

Abehånden faldt ud på gulvet med et klask, rejste sig op på alle fem, og pilede som en jagtedderkop frem mod den onde advokats bagdel, hvis blinkende analprop lyste som et katteøje i mørket.

Willy Best greb om sin dunkende erektion og brølede ud over gårdspladsen:

”Jeg er egnens absolut største officielt udpegede opmand, og jeg har i årevis stået foran Vestre Landsret! Jeg forlanger…”

Der lød et højlydt svup, da abehånden rask hev proppen ud af advokatens behårede anus, men dette overdøvedes omgående af et gigantisk brag, da hans konstiperede tarme tømtes ud over hele tårnværelset.

Willy Best fløj som en raket gennem luften med en meterlang stikflamme lysende ud af sit frigjorte rektum, og sejlede over firmamentet som et stjerneskud, i retning mod Holstebro. Folkeskaren gispede i ærefrygt.

”Et tegn! Det er et tegn! Det er selve ledestjernen!” udbrød dr. Cunnilingus eksalteret, og rev sin bibel midt over, i ren eufori.

”Heil Hitler!” skreg Benito Schneckelfritz-Frederiksen, affyrede sit gevær op i luften, og skød ved et uheld vejrhanen ned.

”Yyyyyyy!” hvinede Lullah, som nu hed Abdullah Flatullah og var iført griseniqab, da hun var konverteret til islam, for ikke at blive spist til jul.

”Sikken et hyr der bliver med al den oprydning…”, sukkede Fridolph, resigneret.

”Money, money, money…”, gnækkede aben og listede diskret tegnebogen op af baglommen på en af de mange omkringstående landproletarer. Desværre var den så godt som tom.

”Det var dog satans til spektakel!” snerrede greven, og tilføjede: ”Ååh, it’s hard to be an adelsmand!”

Gylla trådte tydeligvis rystet frem på balkonen, hendes velskabte figur indsmurt fra top til tå i faecalis juris.

”Hør på mig, alle I dernede,” deklamerede hun med gråd i stemmen.

”Oh, rædsel!” skreg exorcisten og pegede op på balkonen. ”Det er Den Brune Dame! Det er et varsel!”

”Hold nu for fanden Deres kæft, og se at få os gift, inden jeg slår Deres latterlige person til lirekassemand,” indvendte Bob, der netop var vendt tilbage efter at have trukket sin stakkels far op af voldgravens ildelugtende pludder.

”Øeeh, nå, jamen-øeh, så erklærer jeg jer hermed for rette ægtefolk at være!” skrålede dr. Cunnilingus frygtsomt, ved synet af Bobs store knyttede næver og den enorme bule i bukserne.

”Ja, og må jeg så også godt snart kneppe bruden?” insisterede Bob, der var ved at eksplodere af libido.

”Jamen, så hør mig dog!” lød det atter fra balkonen, hvor Gylla hævede abehånden op foran sig.
”Jeg ønsker os allesammen en rigtig glædelig jul!”

Et blændende lysglimt illuminerede et øjeblik gårdspladsen, og et lettelsens suk løb gennem folkemængden. En af landproletarerne begyndte pludselig at synge med spæd stemme, og resten istemte efterhånden den gode, gamle sang, medens julesneen dryssede idyllisk ned over gårdspladsen:

”Glade Jul, dejlige Jul!
Willy daler ned i skjul,
Did han flyve til Ho-olstebro
Hvor de ukristne mennesker bo
Knockelborg vil dog bestå-å…
Knockelborg, du skal bestå!”

* * *

På diskotek Wankers 101 havde bestyreren netop ved udkastning i gadekæret fyret den
venlige, omend måske en anelse perverterede tjenestegørende dværg.

”Jeg vil aldrig se dig for mine øjne igen, din homofile drillenisse!” råbte han, og kastede glasset med drikkepenge efter ham.

Døren smækkede i med et brag, og dværgen snøftede lidt, rettede sin bh, og fiskede sin SS-kasket op af dammen. Han tømte glasset med mønter og studsede over den fedtede bukseknap. Så gned han på den, og et guldglimt blændede ham. Det var en 500-gulddaler courant fra 1801, kongerigets sjældneste mønt!

Nu kunne han endelig købe sig sin egen cirkusvarieté! Julen var og blev reddet, for store som for små!

(Fortsættelse og afslutning her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 23:25

“Rane Rakkelpot!” råbte Lambert, da han og hæren trådte ind på gårdspladsen. “Jeg har folket på min side. Overgiv Dem omgående!”

Døren åbnedes, og den flæskede skurk trådte ud, kun iført g-streng og lussinghandsker. Folket kom med tilråb.

“STILHED!” tordnede Rane og der blev ro i sognet.

Han trådte ned foran Lambert og sagde: “Lad os afgøre dette på gentleman-manér. Jeg, Rane Rakkepot udfordrer Lambert von Rundknockel til lussingduel.”

Alle gispede, og Lambert skar tænder:

“Jeg accepterer! Vinderen får slottet med alt indhold og Willy Best som personlig hofnar.”

De to mænd bevægede sig ud fra slottet og kravlede nøgne op på hver sin stolpe der stod solidt plantet i voldgravens bund. Stolperne havde en meters afstand til hinanden og stak fire meter op over vandoverfladen.

Lambert slog først. Ranes kindflæsk vibrerede, men hans gigantkrop stod fast. Rane kvitterede med en lussing så hård, at greven næsten mistede bevidstheden.

* * *

På afstand stod Bob og Willy og heppede på hver sin kombattant.

“Rane! Rane!” råbte Willy.

“Hvorfor hepper du på den mand? Han er min far, men selv jeg kan se at han er bims.”

“Han har lovet begge dine søstre til mig,” sagde Willy Best med et liderligt smil.

Bob svarede prompte:

“Der er vist noget far har glemt at fortælle dig. Mine to søstre er ikke kvinder fra naturens side, men derimod to mænd der identificerer sig som kvinder. De går i nederdel, javist, men har begge fuldskæg, penis og klunkepose …”

“Lort i lommen,” jamrede Willy. “Jeg må bede om syndsforladelse hos grev Lambert, så jeg kan få Gylla tilbage…”

“Det løb er kørt,” svarede Bob. “Hun er min dame!”

* * *

Det tog et stykke tid for chaufførchimpansen at genkende Rane Rakkelpot. Men efter 2 minutters lussingduel gik det op for aben, at den flæskede mand på stolpen var selvsamme person der havde hugget hånden af den.

Aben skreg hysterisk, bukkede sig ned og pressede en hård fækalieklump ud i sin eneste hånd. Aben havde alle dage haft pinefuld, skarp, knoldet afføring, hvilket kom den til gode i dette skæbnesvangre øjeblik.

I det Rane hævede sin højre hånd for at give grev Lambert nådesstødet, kastede aben den knivskarpe fækalie af sted. Den borede sig igennem skurkens hånd, som et brunt missil.

Rane Rakkelpot hylede og væltede ned i voldgravens klumpede vand med et gigantisk plask der tilsølede alle i nærheden i det hørmende fluidum.

“Hil grev Lambert von Rundknockel!” jublede folket.

* * *

Da greven kom ned til folket, blev han lykønsket af Fridolph, Lullah og Benito Schneckelfritz-Frederiksen.

“Jeg har besluttet at blive en bedre greve,” råbte han. “Jeg vil være mere forstående, tilgivende og morsommere!”

Da Bob hørte denne bemærkning, nærmede han sig som et rovdyr.

“Jeg er Bob Rakkelpot,” sagde han. “Jeg ved du hader min familie, men vil du ikke nok gøre en undtagelse? Jeg vil så gerne giftes med din dejlige datter. Mage til lækkerbisken skal man lede længe efter. Jeg be’r dig. Gør Bob glad!”

“De er og bliver en Rakkelpot,” mumlede greven.

“Jeg er villig til at lægge Rakkelpotnavnet bag mig. Hvis De har fem minutter, kan vi holde et møde. Dig, Gylla og lille Bob her. Jeg har så meget at byde ind med. Humør, loyalitet og … en klækkelig børneopsparing …”

Greven smilede ved tanken om penge:

“Nu har jeg lige lovet at være et mere tilgivende menneske. La’ os holde det møde, nu De spørger så pænt!” Han spejdede rundt i den feststemte folkemængde. “Men hvor er Gylla?”

* * *

Pamperadvokaten barrikaderede sig i tårnværelset med sit gidsel. Han smed Gylla på sengen, trådte ud på altanen og skreg til folkemængden nede på gårdspladsen:

“Man lovede mig en ung kone, men jeg er blevet snydt gang på gang. Det er mig, der er ofret i hele denne affære! Jeg har haft en erektion siden jeg ankom til slottet. Se selv!”

Han trak bukserne ned og afslørede sit svulmende lem. “Det er den værste jul nogensinde. Jeg betragter mig i henhold til nordvestjysk aftalelov og familieret som gift med dig, Gylla, og ægteskabet skal fuldbyrdes nu!”

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 21:25

Gylla sad i sminkerummet i sin 3½-minutters nattepause og smurte vaseline på sine velskabte, omend tyndslidte lår. Glasset med drikkepenge indeholdt blot 77 øre og en fedtet bukseknap, og på bordet ved siden af lå den gustne abehånd og strittede med sin rigide langemand, medens det skånske diskomegahit ”Money, Money, Money”, dunkede i baggrunden.

”Jeg må hjem til papa, for enhver pris!” sagde hun til sit forgrædte spejlbillede. ”Men hvordan?”

Pludselig hørtes en svag puslen bag hende. Det var diskotekets dværgentertainer, der havde fattet sympati for Gylla og nu trådte frem for hende næsten nøgen, kun iført rød brystholder, ditto højhælede sko, en SS-officerskasket, samt en dunkende erektion.

”Du elzker ham jo!” fremturede dværgen og masturberede lidt, som for at understrege sin pointe.

”Aaaaad!” peb Gylla og vinkede truende med sin delikate, knyttede hånd. ”Kan De så se at skrubbe af, De perverterede lille mandsling, jeg har ikke tid til at bedømme Deres syge cabaretmanøvrer. Og jeg giver heller ikke autografer! Uuuud!”

Dværgen lo og slap sit anatomisk uforholdsmæssigt store, venede lem. ”Jeg kan hjælpe dig og Bob, hviz jeg må få abehånden!”, tilbød han.

”Og hvad i alverdens riger og lande har De så tænkt Dem at udrette med den?!”

Dværgen greb en fjerboa, og sprang op på bordet, medens han dansende udbrød i sang, til tonerne fra omkvædet af det kendte populærmusikhit med Malort, der just spillede i baggrunden:

”Åååh, vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh, oh-u-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh ohh, oh-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh, oh-u-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh ohh, oh-oooh!”

Gylla rejste sig og klappede spontant. ”Fremragende!” udbrød hun, ”aldeles superbt! De har så sandelig x-faktor, det må jeg virkelig give Dem!”

”Tak, zøde ven,” læspede dværgen, en anelse genert. ”Hviz jeg får abehånden, zkal jeg zørge for at De og Derez hjertez udkårne kan være på Knockelborg på 28 zekunder! Præziz!”

”Jamen, hvordan…?” klynkede Gylla.

”Find Bob og følg zå efter mig,” beroligede dværgen og forsvandt gennem døren ud til baggården.

Gylla spurtede af sted og greb Bob, der netop var i færd med at kaste en diskoteksgæst ud foran en passerende trambus fuld af svært berusede rumænske landsbrugsmedhjælpere.

”Så er det nu, min elskede,” sagde hun med passionen lysende ud af de smukke øjne. ”Denne vej!”

Bob rankede sig og smilede skævt. ”Det var sågu’ også på tide, jeg er noget så stanghamrende liderlig, din dejlige lille overklassesteg!”

”Det er der ikke tid til nu, vi skal til Knockelborg, ekspres,” forklarede Gylla, da de løb ud i baggården.

”Jeg har sgu’ ikke togkort,” indvendte Bob og tilføjede: ”Skal vi ikke bare kopulere her på stedet, som vilde dyr…?”

Han stoppede brat, da han foran sig skuede en enorm bolchestribet cirkuskanon, der pegede mod nordvest.

”Tag dizze rygzække på, og kravl zå ind i kanonen,” sagde dværgen til det forelskede par.

”Hvad fanden har I to gang i?” spurgte Bob.

”Vi skal hjem, og det med det vuns, papa er i problemer, og der er ingen tid at spilde!” forklarede Gylla og forsvandt med et bump ind i kanonrøret. Hun glemte helt at aflevere abehånden.

Bob gled modvilligt ned gennem kanonmundingen, medens han bandede for sig selv: ”Hvis jeg ikke snart får et ordentligt knald, bliver jeg den dævlen drøneme gal!”

Dværgen greb om affyringssnoren med den ene hånd, og om sin stive penis med den anden, og hev til af alle kræfter i begge.

”Fyr!” skreg han, og kanonen gik af.

(Fortsættes her)

Wankers101

 

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 19:25

Mørkt vand lukkede sig over kammertjener Fridolphs øjne. Døden kommer som en befrielse, tænkte han, men den forventede totale stilhed udeblev. Han hørte griseskrig og en mærkelig, kvækkende stemme ovenfra.

Med sine sidste kræfter kæmpede han sig op til overfladen, og hvad så han? Tamgrisen Lullah blev trukket på land af en uniformeret abe.

“Stop!” skreg Fridolph. “Det er min gris! Eller måske formelt Knockelborgs slotsgris, men den er i min varetægt!”

Aben lod sig ikke afficere. Grisen var landsat, og nu blev en abehånd rakt ud mod Fridolph. Lidt efter stod han på bredden, dryppende våd og kogende af vrede. Han bemærkede, at abens højre arm sluttede oven for håndleddet i en stump, omviklet med gazebind.

“Money, money!” bjæffede aben, og Fridolph genkendte den taxichauffør, der tidligere på dagen havde bragt komtesse Gylla hjem til slottet.

Fridolph og tamgrisen Lullah havde ingen penge at tilbyde. Dyngvåde og frysende stod de i decembermørket og klaprede tænder, indtil taxiaben pegede mod nordvest.

“This way, you bloody fools!”

* * *

17 minutter og 31 sekunder senere sad de i en lavloftet stue hos Benito Schneckelfritz-Frederiksen. Slotstjeneren Fridolph kendte ham af omtale og udseende. Alle på egnen kendte den gamle storslubberts ansigt, rynket som en svedske, og hans historiske ry.

“Hvad må jeg byde på?” sagde Benito. “Kramsfuglesuppe med eller uden knogleknas?”

Benito Schneckelfritz-Frederiksen havde i sin ungdom været østfrontsoldat og derefter mangeårig landbarber, lappeskrædder og krybskytte på Usseldrup-egnen.

I dag havde han netop nedlagt to hættemåger, da han i nærheden af Knockelborg stødte på den håndamputerede, blødende abe. Under krigen havde han i Darmstadt fået et tre-dages kursus som SS-sygepasser, så han lagde straks en nødforbinding og tog aben med hjem til nogle hjemmebryggede hybenkradsere, der mirakuløst hurtigt opvejede blodtabet.

Hans hjem bestod af en frisør- og skrædderbutik på 4,17 kvm og et baglokale med køkken og spiseplads på 5,31 kvm. Det var her, hans gæster sad. På væggene hang diplomer for Benitos mangeårige indsats i den lokale masturbationsidræt, som seniorbroder i Slubbertlogen, i Landproletarisk Fællesforbund og andre folkelige organisationer.

“Situationen er dybt bekymrende,” sagde han til kammertjener Fridolph. “Grev Lambert Rundknockel er et fæhoved og en skændsel for adelsstanden, men han er i det mindste egnens eget fæhoved med en mangehundredeårig slægtshistorie. Hvis en Holstebro-advokat rykker ind på slottet, mister det sin forankring, og vore hjemsogne synker ned i et forværret, måske uopretteligt mørke. Holstebro tager magten, verdammt noch mal! Jeg vil sammenkalde til folkemøde straks i morgen tidlig, men lad os nu først nyde en tallerken kramsfuglesuppe. Derefter kan I, mine venner, hvile ud på loftet.”

Intenst flatulerende lagde de sig en halv time senere. Benitos loftsværelse var møbleret med tangmadrasser, en latrinspand og en fjederdrevet lussingmaskine. Her er godt at være, tænkte Friddolph, inden lydløst mørke omsider opslugte ham.

* * *

“Er I sindssyge?!” lød et brøl fra døren. Diskoteksbestyreren i lilla smoking stormede ind i baglokalet til “Wankers 101”, hvor et expresbryllup og/eller et sexuelt orgie netop skulle til at finde sted.

“Her skal arbejdes,” fortsatte den lille, fedladne mand. “Døren skal passes, stripperpælen skal bedanses, og du, hedenske usling af en præst, skal velsigne hver eneste drink, der langes over disken. Af sted!”

“Hvad så med mig?” spurgte præstens loverboy.

“Dig skal jeg personligt tage mig af, så du og din rektale korridor aldrig glemmer det. I andre får fri i morgen tidlig kl. 05.13 og ikke et sekund før. Indtil da: Arbejd!”

Komtesse Gylla kiggede op på sin elskede Bob. Han satte dørvogterhjelmen på hovedet og føjede dermed ekstra 28,4 cm til sin naturlige højde på 207. Skønnere mand fandtes ikke i hele verden. Hvis han ville passe sit job resten af natten, måtte hun i samme ånd gøre tjeneste som poledancer.

Men hvad sker der hjemme på Knockelborg? tænkte hun. Hvad skal det blive til med farmand og slottet og os alle sammen?

(Fortsættes her)

Madame Récamier skønhed guldalder Gylla

 

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 17:25

Disc-jockeyen startede nummeret “Dansevise”. Gylla så sig omkring. Greven havde altid forbudt hende at smide tøjet for penge, men i aften følte hun trangen til at fortsætte sit ungdomsoprør. Hun greb rapsolien fra bardisken og vimsede op på scenen mens hundredevis af kåde gæster med nissehuer stirrede elskovslystne på hende.

De mange timers balletundervisning kunne bruges nu. Hun kombinerede dansetrinene med bevægelser hun havde set i en seksualundervisningsdokumentar. Hun trak de adelige klæder af og smurte sig ind i olie. Stemningen, temperaturen og lydniveauet fra tilskuernes masturbation steg i lokalet.

“Gylla! Gylla! Gylla!”

Da hun gik ned fra podiet og tog sin pandafrakke på igen, nærmede Bob sig med store øjne.

“Gift dig med mig, nu!” sagde han.

“Jamen, Bob dog,” svarede Gylla.

“Da jeg så din olieglinsende krop oppe på scenen i de forskellige positioner, fik jeg lyst til at skride fra dette skodjob, gifte mig med dig, dyrke hed elskov ude ved pissoiret og derefter flygte i en åben sportsvogn til Fyn!” glammede han ekstatisk.

“Åh, Bob!”

“Åh, Gylla! Lad os finde diskotekspræsten!”

* * *

På vej ned ad Knockelborgs kældertrappe stødte advokat Willy Best ind i en fedladen mandsperson.

“Mine juleglæder forsvinder! Min kommende hustru og mit arbejdsvehikel er forsvundet. Og nu hører jeg uhyggelige lyde nede fra kælderen. Hvad er det der sker?”

Rakkelpot puffede ham ovenpå, trak ham hen til hoveddøren og åbnede. Ind marcherede 113 ivrige håndværkere i selebukser.

“Hep, hep, hep, hep …” sang de i takt.

Over deres hoveder begyndte et musicalnummer at spille.

“Det skal jeg sige Dem!” Rane Rakkelpot nærmede sig Willy og brød ud i sang:

“Hør nu her min jura-ven.
Nu skal jeg fortælle Dem,
hvad der sker i aften her på slottet.
Jeg er Rane Rakkepot!
Og jeg er husets nye drot.
For Lambert han er blevet skrottet!”

Rane greb Willy og trak ham gennem lokalet hvor håndværkerne synkront lappede revnerne i væggene med tyggegummi, og afstivede konstruktionen med solide stolper af genbrugspap. Bevægelserne var perfekt koreograferede.

“Hep, hep, hep, hep!”

Spotlyset i loftet fulgte de to herrer rundt gennem forhallen.

“Men grev Lambert, hvor er han?
Denne spinkle, ækle mand,
ham har jeg da kørt af banen.
Men hør nu her, hr. Willy Best.
De er ikke mer’ en gæst,
for De skal hjælpe mig med planen.”

Saxofonsoloen begyndte og de to herrer lavede nogle improviserede dansetrin medens stannioltapet og lædergulvtæpperne blev rullet ud.

Rane fortsatte:

“Hvis du gi’r mig penge nu,
skal jeg finde dig en fru.
Mine døtre du kan hverve.
Jeg ka´ gør’ dig til baron
Og min datter som din kon’.
Du får den anden i reserve!”

Musikken stoppede og Rane rakte hånden frem mod advokaten.

“Hvad siger du, Willy?” Sveden piblede fra den flæskede pande.

“Hvem kan sige nej til to koner?” Willy løsnede op i et liderligt smil og gav sin nye svigerfar hånden. Julen var reddet.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 15:25

”Ejer Bavnehøj 5 km”, sagde skiltet, men Gylla ænsede det ikke. Orienteringsevne eller stedsans havde aldrig været hendes absolutte force, og nu var det uvidende pigebarn altså på vej til Skanderborg, i stedet for Holstebro. Bilen skrumlede uanfægtet derudad, og pilen på benzinmåleren dirrede i det røde felt.

Hun kiggede på instrumentbrættet for første gang under køreturen. ”Når man drejer til venstre næste gang, kommer man hen til et rødt hus, hvor der bor en, der hedder Tom,” konstaterede hun, lidt skråsikkert. ”Det er da utroligt, hvad den dér PSG kan…”

Pludselig lød en hylende sirene bag hende, og et roterende blåt blink oplyste bilens bakspejl. Det var den overærgerrige og nådesløst flatulerende færdselsbetjent Vladomir Prutin, der var ude at ekstrapatruljere i fritiden, så nu vankede der bøder! Manglende dit, manglede dat, diverse ubetalte fordringer på vehiklet, uansvarlig kørsel, tåbelig påklædning, uforskammet toneleje, bussemænd i næsen, forkert indstilling af bilradio, og så videre.

Det ville nok løbe op i adskillige hundrede kroner. Penge, som Gylla desværre ikke havde, og politimanden var jo via en tv-serie kendt for at afgive sin toksiske tarmgas i folks biler, som disciplinærmiddel.

Gylla kunne ikke bære tanken om at skulle køre resten af vejen til Holstebro, i en stank af en kålspisende tjenestemands fjærter, og udbrød ynkeligt: ”Åh, jeg ville ønske jeg var i Holstebro!”

Abehånden på passagersædet spjættede et øjeblik, og rustvognen knagede i karosseriet, da der kom et kæmpe lysglimt. Gylla holdt sig for øjnene, og slap speederen med sin højhælede sko fra Louis Vuitton.

Da hun atter kiggede ud af vinduet, kunne hun se det blinkende neonlys fra facaden på diskotek Wankers 101, hvor et større håndgemæng allerede var i gang. Bilen trillede langsomt det sidste stykke, inden de allersidste benzindampe var opbrugt.

En tom flaske fløj gennem luften og prellede af på forruden. Hun var endelig fremme!

(Fortsættes her)