Sommerens store turist-parringslejr på Blodhavn Nordstrand vil i år blive suppleret med et delvist overlappende internationalt badestævne samme sted.
Velklædte og muntre afrikanere er flokvis på vej til Blodhavn.
Tusinder af badende og kopulerende strandgæster fra hele verden vil i de dage og nætter, stævnet får lov at vare, fylde den nordvestjyske sommerluft med sang, latter og jubelskrig.
Holstebros socialistiske overklasse repræsenteres bl.a. af den 12-årige borgmesterdatter Hibiscus Hasselkäpp, der takket være
væksthormon kan deltage på lige fod med langt ældre badegæster.
– Øjeblikkelig tilmelding er nødvendig på grund af de genitalietatoveringer, der skal fungere som adgangstegn. Tatovørerne (to omskolede grovsmede, født hhv. 1929 og 1934) har jo kun en begrænset kapacitet, lyder det fra turistsagens førstemand, redaktør Louis B. Knockel.
Yngre masturbationsidrætsmænd under opsyn af deres tropsfører, O.K. Stalin-Schleimhuber (kasketbærende).
– Jeg deltager personligt i overvågningen af de to festlige begivenheder, og jeg kan love, at der ikke vil blive sparet på kaskadelussingerne i de døgn, der kommer. Også et par højtydende lussingmaskiner vil være i drift langs kysten.
Masturbation vil som hovedregel være tilladt under stævnet, men naturligvis kun i de kontrollerede og gebyrbetalende varianter.
Blodhavn Nordstrand er i forvejen populær hele sommeren igennem,
og øjeblikkelig tilmelding må derfor anbefales.
Mens hele verden venter på en desværre forsinket Mars-rapport om hr. Stahl-Eisenmanns tilbagevenden fra planeten, sender jeg til orientering en i konsulens personlige arkiv nygjort sensationel opdagelse: Den oprindelige tekst fra kendingsmelodien til den forsvundne Orla Zinzüegh-film “Vilde Tis-Lege I Tisvildeleje”, samt diverse yderst sjældne still-billeder fra selvsamme zootropiske mesterværk.
Melodien (der trods alt ikke blev væk) kan herunder høres indsunget, med uoriginal tekst, af enkefru Biva Skeel:
Den oprindelige tekst (af V. Røvlenberg) får vi her. Alle ranke nordvestjyder rejser sig og synger med:
Et stjernetegn, en tarm der skreg!
Der’ ild i månen, den er altså nærmest, hvad man kalder tolv…
Dér sidder du, hér ligger jeg,
Urologisk, men der er den forskel: Du er varm, og jeg er kold…
En liter pis eller to,
Dét må der til!
Ååh hvor jeg, ihh hvor jeg, uuh jeg hvor jeg vil!
Mit hoved finder du hér, kælent på skrå…
Ååh hvor du, ihh hvor du, uuh hvor du må!
Det haster, det haster!
Ellers urinen du på en anden splasker!
En liter pis eller to,
dét må der til!
Ååh hvor jeg, ihh hvor jeg, uuh hvor jeg vil!
Mit sind er stemt for negersang!
Der kan ikke siges nok om kærlighed,
og hvad der følger med…
Hvad mener I? Om nok engang?
Vi’ sgu’ nok af disse katastrofebørn, der atter ta’r afsted…
En liter pis eller to,
dét må der til!
Ååh hvor vi, ihh hvor vi, uuh jeg hvor vi vil!
De boede langt væk fra hér, nu må de gå!
Ååh hvor de, ihh hvor de, uuh hvor de må!
De jamrer, de jamrer…
Jamen, bare det er dem vi rammer!
En liter pis eller to,
dét må der til!
Ååh hvor vi, ihh hvor vi, uuh hvor vi vil!
(Interludium, hvorunder De og Deres familie efter behov tømmer Deres blærer i Deres forhåndenværende tyendes munde, efterfulgt af serier af gurglende jubellussinger).
En liter pis eller to,
dét må der til!
Ååh hvor jeg, ihh hvor jeg, uuh jeg hvor jeg vil!
Mit hoved finder du hér, kælent på skrå…
Ååh hvor du, ihh hvor du uuh, hvor du må!
Det bli’r ikke klammer’…
Ja, bare det er munden hér du rammer!
En liter pis eller to,
dét må der til!
Ååh hvor jeg, ihh hvor jeg, uuh jeg hvor jeg vil!
Efter jubelnyheden om Louis B. Knockels generøse og højlødige bidrag til den nordvestjyske folkeoplysningssag, er netop indgået følgende depêche fra hr. hurtigløber Tønnes Tønnessen:
Vi vil gerne yde vort personlige medbidrag til den noble sag, og sender hermed pr. instruktion fra hr. Stahl-Eisenmann et upubliceret digt af V. Røvlenberg, fra konsulatets privatsamling.
Alle oprethavsmæssige rettigheder, og deraf følgende indtægter, forventet kr. 0,17 årligt, overgår herefter til bibliotekets drift. Samtidig overtager biblioteket samtlige lusseringsforpligtelser i forbindelse med for sen aflevering af udlånt materiale.
Af kuriøs litterær interesse skal det oplyses, at gårdsanger Kurt Stejfer i 1950 uden tilladelse, og for egen vindings skyld, lod teksten plagiere i en komplet uhensigtmæssig retning, hvorfor han juleaften 1963, kl. 23:48 prc., udenfor gårdlatrinen på ukendt lokation i Bjerringbro Nordvestkvarter, blev nedskudt uden skånsel med muskedonner af surrealisten Bjarne Hash.
Først den ledsagende musik:
Herefter de donerede strofer. Alle opfordes til at synge med, i takt og god ro og orden:
Og nu solo, medens De skænker Dem og Deres familie et stort glas gul hestepilsner og tænder Deres cerut:
Som avisens læsere vil vide, er vor korrespondent på tropeøen Dartvados, hr. konsul Hartmann Stahl-Eisenmann for tiden på rumrejse til og fra Mars. I hans fravær har hr. Ølmert Fap, formand for Agitationsudvalget for Dartvados (AD) beriget os med dette stærkt gribende materiale:
Perlefiskeriet Midlertidigt Suspenderet
Den store katastrofe ved det seneste traditionelle, turistfinancierede østersundervandskorstog, som kostede utallige menneskeliv, har desværre haft den uhensigtsmæssige sideeffekt, at vi med omgående virkning har måttet indstille alt amatørmæssigt perlefiskeri i vore farvande.
Det væsentlige tab af indtægter herved vil ydermere betyde, at hele vort samlede femårsbudget for Dartvados Ældreforsorg, stort DASK 7,71 (svarende til næsten det tre-dobbelte i danske kroner), må lide sparedøden. Til vore aldrende medborgere må vi blot henvise til den herlige, friske luft, og de hidtil stort set uudnyttede muligheder for individuel selvforsørgelse, ved ansvarsfuld og bæredygtig ernæringsmæssig personbrunvaregenanvendelse.
”Klogt er ej at postulere: Dykke, uden at ventilere! Kan ej du trække vejret mere, Hvordan vil du så ånde, neger?”
Vor 1½-minuts mindehøjtidelighed for de ialt 176 druknede blev iøvrigt beriget med tilstedeværelsen af den haitianske regerings to medlemmer, Dolfert og Ouija Vuduu, der viste deres respekt for de omkomne, som de derefter i god ro og orden medbragte på tømmerflåder til deres hjemø, primært til fortæringsformål.
Vi Slog Hassan Af Tønden
Til vor årlige fastelavnsfest fandt vi, i mangel på egnede udtjente bordelhusdyr, nyttig anvendelse af vor eneste herboende festaraber, den forhenværende cirkusattraktion Hassan Yahoo, som grundet sine multihandicaps, samt manglende evne til at gøre egentlig samfundsmæssig nytte, af et enstemmigt økulturråd blev besluttet brugt som ”kat” i forbindelse med tøndeslagningen ved Dartvados Konservative Ungdoms Fritidscenter.
”Muselmand, i vort land, Prygl, dét skal du have! Når du ikke boller får, Så laver du ballade.”
Der var virkelig krummer i de kære unge mennesker denne dag, og Yahoo overlevede derfor ikke sceancen. Hans demolerede rester overgik vederlagsfrit til hr. svinefodergrosserer Uffe Ækelsens reservekølelager.
Onanihytterne Ved Konsulatets Strandpromenade Væltet (I Idrættens Navn)
I forbindelse med en hemmelig træningslejr inden det med enorm spænding imødesete VM i Holdmasturbation, havde vi fornemt besøg af det dygtige pakistanske landshold, under kyndig ledelse af hr. Rüqqi-din-Tisman. Det taler til d’herrer hædersfolks store kredit, at det i deres ildhu lykkedes dem at vælte samtlige kabiner, under udførelsen af deres noble sport.
En uofficiel verdensrekord er noteret, og vi ønsker vore gode pakistanske venner held og lykke i den jernhårde konkurrence ved slutrunden i Burkina Faso. Vi har i al beskedenhed og på konsulatets regning ladet en støttesang indspille til formålet:
Dermed er vi vist nået om ved alle de seneste væsentlige nyheder fra vor ø, og jeg håber så sandelig, at De og Deres læsere har haft glæde af ovenstående reportage.
Sluttelig skal vi bringe en fantastisk nyhed, netop indgået fra vor i Rummet udsendte økonsul, den allerhøjstærede hr. Stahl-Eisenmann:
Hurra x 9 (prc.)! Fortsættelse følger.
Deres altid ærbødige Ølmert Fap
SVAR: Redaktionen udtrykker sin varmeste anerkendelse af hr. Faps indsats. Mens hele Nordvestjylland venter i spænding på en detaljeret redegørelse for hr. Hartmann Stahl-Eisenmanns interplanetariske eventyr, kan hans forberedelser og opsendelse følges her:
Jubelreportage i særklasse: CRASS BØRSTING Foto: FELLAH PROMOTION m.fl.
Flere hundrede års rolig og gradvis nordvestjysk fremgang kan nu accelereres dramatisk. Ved det kommende valg til storsognerådet opstiller en superpamper, 27-årige Bob Fellah, søn af fækaliesorteringsformand Benny Fellah-Frederiksen, Klamhuse Hede, og unge Bob lover os astronomiske, næsten øjeblikkelige fremskridt på alle fronter.
Venner og beundrere af den unge mand har investeret hundredevis af kroner i hans beklædning, hår, tænder, penis, fodtøj og ansigtshud. Indsatsen for at løfte Bob fra ordinær pamperstatus til europæisk superklasse kulminerede, da han for nylig deltog i et tre-ugers pamperkursus på universitetet i Plovdiv, Bulgarien.
Jublende skarer var samlet omkring Klamhuse Landstation, da Bob vendte hjem, og det står nu klart for alle, at han er fremtidens mand.
Blandt Bob Fellahs valgløfter er en forøgelse af de sociale udgifter på 300 procent, gratis adgang til offentlige lussingmaskiner, en sænkning af spiritusafgiften fra 4,7 til 2,1 procent pr. flydende litermål samt en ugentlig hornorkesterakkompagneret masturbationsparade fra Blodhavn tværs over Klamhuse Hede til jernbanepladsen i Nr. Usseldrup.
En seks-sporet motorvej til Holstebro og videre mod Grindsted og Süderlügum vil blive anlagt, og badehotellet på Blodhøj skal efter 36 års stilstand omsider bygges færdigt og indvies i sommerens løb.
“Valgplakater er trykt, men tilslutningen til Fellahs kampagne tegner så overvældende stor, at selve valghandlingen nok kan springes over,” erklærer den betroede kampagneleder, slubbertlogeforstander Lupo Schneckelfritz.
Følg fremskridtene i lokalavisens kommende jubelreportager (og det er en ordre).
Nu da vort rumfartsprojekt er gået ind i sin allersidste, kritiske fase, er det med stor fornøjelse at jeg hermed sender Dem sidste nyt til gratis udbredelse blandt Deres ærede læsere.
Ved hjælp af indrykning i nordvestjydske lokalmedier af reklamer såsom ovenstående, lykkedes det næsten vore dygtige videnskabsfolk at indsamle tilstrækkeligt med nødvendig sprængkraft, i form af højlødig dansk proletarbrunvare. Derfor sendes herfra en varm og hjertelig tak til hr. værkfører B. Æ. Ajlesen, og alle gode medarbejdere ved Fjertislev Anti-Opstipationsselskab I/S, for deres utrolige smidighed og velvilje.
Desværre blev vi jo også nødsaget til at slagte samtlige dyr i Dartvados Zoologisk Have, for at stimulere den nødvendige nationale massedefækation.
Grundet en pludselig opstået koleraepidemi blandt vor pygmæbefolkning, og den efterfølgende løbende tilgang af store mængder flydebrunvare, sattes vore robuste plejehjemsbeboere på en kolossal opgave med Forceret Fordøjelsesmæssig Brunvarekonvertering (FFB). Men alle bækkener små fører jo som bekendt til én stor å.
Fra naboøriget Puhamas har vi yderligere fra formanden for Bræts-Forbundet, masturbationskoordinator Jack Feddersen, opnået den ære at modtage en hel uåbnet æske med kompakte brændselsstænger til anvendelse i vort landingsmodul, når vort marsfartøj engang som planlagt skal vende tilbage fra sin rumfærd.
Ligeledes har vi fra vore samarbejdspartnere på Tarmuda, under ledelse af hr. Filibuster Munnlorth fra Brandskids-Partiet, modtaget moralsk opbakning i form af en kollektiv synkron nationalfjært fra strand og med vindretningen, der til stor folkelig jubel kunne både høres og lugtes hertillands. Vi er vore naboer stor tak skyldig for den fine, kammeratlige gestus!
Herover ses vort rumvehikels primære energikilde, den brune boks, indeholdende ultrakomprimeret astrobrunvare, under forsigtig transport til montagefabrikken ved affyringsrampen.
Ved nænsom håndtering af hyggefixer Slari Bartfast, der som bekendt reparerede den famøse lækage i det transsylvanske gaskompagnis rørledning i 1894, vil dette videnskabelige vidunder berede os en stabil fremdrift mod planeten Mars.
Begejstrede sorte folkemasser jubler under afsendelsen af Hartmann-1, som i læsende stund allerede vil have forladt Jorden og den omkredsende måne på sin episke rejse mod det endelige mål.
Som den eneste oplagte kandidat til at forestå denne fantastiske rejse, har det været mig magtpåliggende at træde i charachteer, og tage kommandoen over H-1. Derfor er jeg ikke længere at regne som jordbo; og må det være mig tilladt i den forbindelse at citere hr. V. Røvlenbergs udødelige vers, med tilføjelser af mig selv:
“Sig nærmer tiden, da jeg må væk, jeg hører vinterens stemme; thi også jeg er kun her på træk og haver andensteds hjemme.
Til fjernere steder min færd nu går, brunvaren min rejse vil fremme; snart Dartvados’ fane i marsjord står, ej mennesker Hartmann får glemme!”
Efter anvisning fra professor Terminus Onager har jeg valgt at medbringe min gode konsulat-overfrakke, til beskyttelse mod strålingen fra Van Halen-bæltet, samt min gamle pålidelige stok (som ses på billedet), til nedkæmpning og/eller pryglning af eventuelle opsætsige, uforskammede marsianere.
Til vi ses igen: Lev vel (på nær marxister)!
Med ærbødige hilsener,
Deres ufravigeligt loyale, Hartmann
D.R.A.M.-PROJEKTETS AFSNIT 1 og 2 >>> KLIK HERUNDER
Regnen piskede over Brunmølle Udflugtskro, hvor gæsterne sad i læ og spiste dampende varme egnsretter.
“Jeg har noget jeg skal spørge dig om, min kære,” sagde Benni Borgwald-Bertelsen.
“Ja?” sagde hans udkårne Lydia med et hjerteligt smil.
Benni rømmede sig og rettede på sit grønne silkeslips. Han var arving til Klamhuse Herrebeklædningsmagasin, grundlagt i 1921 af hans bedstefader. En mand der bar habit alle døgnets timer, også i sengen. Så det var klart at den unge Benni havde en del at leve op til. Og det gjorde han.
“Ser du,” svarede Benni.
I aften skulle det være. Han havde købt den perfekte forlovelsesring af en sigøjner i en baggård. En smuk sag med en rubin, lige så fortryllende som Lydias øjne. Han havde betalt kassen for den.
Benni rakte hånden ind i frakkelommen for at frembringe smykket og stille det store spørgsmål.
“Kan det vente fem minutter?” sagde Lydia. “Har du noget imod, at jeg pudrer næsen først?”
“Ikke spor,” svarede han.
Lydia forlod spisesalen, og Benni sad tilbage ved bordet og drak af sin mørke rom. Han tændte en cigaret og forventede at alt ville gå planmæssigt, men han tog grueligt fejl.
Inden længe ville han havne i et slagsmål, en biljagt, en brand, og han ville blive forsøgt hypnotiseret og angrebet af næsten alle tænkelige onde magter.
Alt dette drejede sig om den ring, han havde i inderlommen. Udspekulerede personer var ude efter den. For det var ikke en almindelig ring. Tværtimod.
Benni mærkede en stor hånd på sin skulder. Han drejede hovedet og fik øje på to bredskuldrede mænd. De havde stiftstirrende øjne og kraftige kæber.
“Er De Benni Borgwald-Bertelsen?”
“Det er mig,” sagde han og fik med det samme en lussing, så han væltede af stolen.
Problemerne var begyndt, og der var ingen vej tilbage.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Endnu en lussing svirpede hen over Bennis velplejede, glatbarberede venstre kind.
Den kostelige forlovelsesring til Lydia lå i hans inderlomme. Voldsmændene så ud til at vide besked, og Benni havde ikke lyst til at få sin aften eller sit ansigt ødelagt. Men trods sin unge alder var han en mand, der tænkte på næsten alt.
“Ja, ja,” sagde han. “Hvis det skal være på den måde…”
Benni havde været forlovet en gang før. Da tøjten, bedragersken, møgøret Mona slog op med ham lillejuleaften i fjor, sendte hun sin forlovelsesring tilbage. Den var langt mere beskeden end den, han havde tiltænkt Lydia. Faktisk havde Benni byttet sig til den for to par lange underbukser hos en marskandiser i Lemvig. Og hans utrolige held var, at han lige nu havde denne ringe lille ring som reserve i bukselommen. Hvis Lydia skulle mene, at sigøjnerens guldring med en glødende rubin så stor som en grønært var alt for dyr og fornem til en jævn fiskerpige, havde han denne mere beskedne ring med en lille rød sten af skrammet plastic at tilbyde i stedet.
Han gravede ringen frem. Den nærmeste af de to store, ubarberede bumser ragede den til sig.
“Hør, hvad foregår der her?”
Det var udflugtskroens overtjener Möbelwaffel, der kaldte fra døren til anretterkøkkenet.
Bumserne svarede ikke, men spurtede forbi ham og ud gennem døren til den mørke gårdsplads. Øjeblikket efter hørte man en motor starte, og grus sprøjte fra dækkene derude.
“Er der noget i vejen?” spurgte tjeneren. Han kendte unge Borgwald-Bertelsen og den solide, lokale velhaverfamilie, han tilhørte.
“Ikke spor. Så snart min kæreste er tilbage ved bordet, bestiller vi mad. Lad mig bede om to petroleum-og-cola-drinks.”
En anden dør gik op. Som en teaterkulisse havde udflugtskroens spisesal stribevis af døre, hvorigennem de medvirkende kunne passere ind og ud.
Skønne Lydia fejede hen over gulvet, iført stram gul kjole og højhælede sko. Ikke siden Marilyn Monroes velmagtsdage havde verden set noget lignende.
“Hvorfor er din kind så rød?” spurgte hun, da hun havde sat sig, og hendes blå øjne atter stillede skarpt på Benni.
“Jeg blusser ved tanken om dine kys og kærtegn.”
“Jamen, hvorfor så kun i den ene side af ansigtet?”
“Det må være belysningen, skat. Eller jeg har kradset mig lidt. Der kom en flue forbi. Du kan se, den sidder dér i vindueskarmen.”
“Der sidder fire-fem stykker. De har fundet noget spiseligt.”
Overtjener Möbelwaffel brød ind: “Hvad vil herskaberne behage at få serveret?” sagde han, idet han satte to høje glas foran dem.
“Kan du ikke fjerne de dér fluer?” sagde Lydia.
“De bor her. Hvad skal det være?”
“Hvid abe,” svarede Benni.
Lydia kiggede på spisekortet. “Henkogt hvid abe med brun kryddersovs!” gispede hun. “Det er den dyreste ret på kortet, Benni!”
“Lydia, vi er her i aften med et bestemt formål. Tro mig.”
Hans højre hånd kravlede hen over bordet for at få kontakt med hendes. Hans venstre havde fat i inderlommen om æsken med den kostelige rubinring.
Overtjener Möbelwaffel afbrød atter.
“Hvid abe udsolgt!” råbte han fra køkkendøren. “Vi har sprængt næsehorn med tyttebærgelé.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Kroens historie og menukort her Flux til kalenderens afsnit 3
Tilbage til avisensforside
Udenfor på hotelgangen stod en mand med en banjo i legetøjsstørrelse mellem hænderne og et grin af næsten ufattelig længde gange bredde nederst i sit lysebrune hesteansigt.
”God aften,” sagde han. ”Jeg er komponisten og festmusikeren Raben Volvo.”
”Æh, vi har vist ikke bestilt musik,” sagde Benni.
”Jeg bor på etagen nedenunder, og jeg hørte jer danse. En helt vidunderlig, accelererende rytme, som jeg vil bruge i en popsang.”
”Jamen Benni altså, hvad kan det være, manden har hørt?” kvidrede Lydia. Hun stod bag sin partner med et sengetæppe af stretchnylon draperet om sin yppige figur.
Musikerens grin trodsede naturlovene og blev endnu større. Hans glorøde ører flyttede om i nakken.
”Som bekendt blev det her skønne luxushotel revet ned i fjor,” sagde han, “og genopført i moderne, lette materialer, fortrinsvis krydsfiner og bølgepap. Man hører derfor ganske tydeligt, hvad der foregår på de nærmeste værelser og etager. Vær nu søde at gentage rytmen, så finder jeg melodien og spiller den imens. Hvis det bliver et danskpop-hit, får I en procentdel af indtægterne. For slet ikke at tale om, hvis nummeret kommer med i en musical på Broadway”.
”Jamen, kan vi det?” mumlede Benni til sin forlovede.
”Det lyder da på en måde romantisk,” svarede Lydia.
* * *
Bax IX Lubbert, Lydias strenge fader, snorkede om kap med klaskende bølgelyde. Han lå i køjen forude i sit gode skib Liberator VII Lubbert, og hen over de små timer var det blæst op vestfra.
Klokken 04.29 præcis blev han rusket i skulderen. Skibsdrengen, unge Jolbert, var mødt frem til aftalt tid.
”Radioen melder orkan,” sagde drengen.
”Satans!” brummede Bax. Selv den tapreste dynamitfisker måtte blive hjemme på en orkandag og muligvis også dagen efter.
Han svingede de behårede fødder ned på dørken. Det snurrede i hans tykke hoved, mens han trak overallen på. Hvad var det, han skulle huske fra i aftes? Jo, ringen med den røde sten, som han havde vristet af Lydias finger.
Han mærkede i lommen, i begge lommer. Hvor fanden var den? Han fandt sin stavlygte og afsøgte hver eneste centimeter af det trange lukaf. Væk var dimsen, forbandet nok. Måske skulle han slet ikke have taget den, tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl.
Han gik hen over det uroligt vippende skibsdæk og kiggede ned i lastrummet. Dér svømmede den levende torsk, som havde irriteret ham aftenen i forvejen. Unge Jolbert fik en højrehåndslussing og et hurtigt kontradask på den modsatte kind, så han ikke røg over bord.
”Den fisk skulle have været med på auktion i går,” sagde Bax. ”Kravl ned og hent den til mig!”
* * *
På vej hjemad gennem den skummelt forblæste havneby hørte Bax et kvækkende ”god morgen” fra en halvåben dør.
Han standsede og kneb øjnene sammen. I døren stod gamle Mutter Schweske, enke efter dynamitfiskeren Harding Schweske, som i 1979 havde tabt en tændt cigar ned i sprængstoflageret på sit fartøj. Det var en klar majdag, og Hardings søndersprængte legeme blev fortæret af tilstrømmende måger, inden de andre dynamitfiskere kunne nå at samle stumperne op. Begravelsen skete med en symbolsk tom kiste af sortmalet pap som midtpunkt.
Lige siden havde venner i fiskerierhvervet og andre gode folk understøttet den fattige enke og hendes cirka 14 børn. Den yngste var efterhånden 38 år, men gik stadig i børnehaveklasse. Førende psykologer betragtede familien Schweske som et langsigtet udviklingsprojekt, og Den Knockelske Socialfond havde år efter år bevilget op til 5,37 kr. til staklernes forplejning.
Mutter Schweske stirrede på den vældige dynamitfisker med bøn i øjnene.
”Lad gå da,” sagde Bax og rakte hende sin syv-pundige torsk. Den var i live og ved godt mod, kunne man se på halen og de vågne øjne.
”Husk nu sennepssovs,” bjæffede Bax, inden han skråede over gaden til Landproletarisk Kælderbodega. Arbejdsdagen var spildt, hovedmåltidet foræret væk; nu kunne man lige så godt få en fest ud af det.
Ved stambordet sad 98-årige onkel Philbert med et tomt ølkrus foran sig.
”En flaske uran 235,” råbte Bax, ”og to Saltum discountcola, og lad det gå lidt gesvindt!”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
”En lille fadøl, Orna, bare en enkelt lille opskænkning, mit lamseben… Vi er i julemåneden. Vis dog lidt nissesind, søde Orna!”
Onkel Philbert sad ved stambordet på Proletarisk Kælderbodega i Blodhavn. Værtinden Orna Qvalm stod bag sin bardisk og skulede surt til ham. Godt nok var han kunde gennem årtier, men i den seneste måneds tid havde han trukket sin kredit til den yderste grænse og længere endnu.
”Du har ikke råd til at drikke, Philbert,” sagde hun med grus i stemmen. ”Den dér fjollede abe, du har anskaffet – den skal jo fodres. Og du skal købe julegaver til otte børn, 27 børnebørn og 14, om få dage 15 oldebørn. Det løber alt sammen op, gamle dreng.”
Onkel Philbert stønnede sygt og sugede på den sidste stump af sit cigarskod. Han havde haft et eventyrligt liv på syv have og fem kontinenter, men ligefrem rig havde det ikke gjort ham.
I det samme blev døren til kælderbodegaen smækket op. Hans måske eneste sande ven, aben Mångki, kom løbende ind med en klump af et eller andet madagtigt i munden. En rådden, stinkende fiskemave var det vist.
”Ikke herind med det stads!” skreg Orna Qvalm. ”Forsvind med dig, abe – forsvind begge to!”
Aben flænsede i fisken, og en lille tingest trillede ud på bordet. Onkel Philbert tog den op mellem fingrene, tørrede den i sit frakkeærme og kiggede nærmere på den.
”Verdammt noch mal!” udbrød han. ”Det ligner slående den ring, min ven Agnar Mykle forærede sin kæreste i 1957.”
”Gud, du siger da ikke… at det er den ring, de siger i fjernsynet, at nordmændene vil føre krig om?” spurgte Orna Qvalm, mens hun krabbede sidelæns nærmere.
”Det ved jeg intet om,” sagde onkel Philbert. ”Jeg er olding nu. Jeg hører ikke radio og ser ikke fjernsyn og vil skide på alt, der ligger længere væk end sognegrænsen mod Holstebro.”
Der var som altid halvmørkt i Ornas kælder, men hun havde en stavlygte i forklædelommen, og nu rettede hun en hvid lyskegle mod ringen med den mægtige, intenst glødende rubin.
”Nordmændene er meget optagede af den ring. Krigen kan begynde når som helst.”
”Jeg vil skide nordmændene et langt stykke,” sagde onkel Philbert. ”Australnegere og hottentotter har jeg en vis respekt for, men den eneste ranke og regulære nordmand, jeg nogensinde har mødt, var Agnar Mykle, og han blev plaget ihjel af skattevæsenet deroppe. Nu er ringen min.”
Han proppede den i lommen.
”Gul hestepilsner og berigede urandrinks til alle, Orna! Også til Mångki! For et øjeblik siden var jeg en fattig stodder, nu er Mångki og jeg stenrige, og det skal fejres.”
Værtinden nikkede, og onkel Philbert brød ud i sang:
”Lad kapslerne klirre, lad propperne knalde, nu vanker der pilsner og uran til alle!”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
