Kategoriarkiv: Fest

Strålende ung superpamper løser alle problemer

Jubelreportage i særklasse: CRASS BØRSTING
Foto: FELLAH PROMOTION m.fl.

Flere hundrede års rolig og gradvis nordvestjysk fremgang kan nu accelereres dramatisk. Ved det kommende valg til storsognerådet opstiller en superpamper, 27-årige Bob Fellah, søn af fækaliesorteringsformand Benny Fellah-Frederiksen, Klamhuse Hede, og unge Bob lover os astronomiske, næsten øjeblikkelige fremskridt på alle fronter.

Bob Fellah pamper

Venner og beundrere af den unge mand har investeret hundredevis af kroner i hans beklædning, hår, tænder, penis, fodtøj og ansigtshud. Indsatsen for at løfte Bob fra ordinær pamperstatus til europæisk superklasse kulminerede, da han for nylig deltog i et tre-ugers pamperkursus på universitetet i Plovdiv, Bulgarien.

Jublende skarer var samlet omkring Klamhuse Landstation, da Bob vendte hjem, og det står nu klart for alle, at han er fremtidens mand.

Superpamper02

Superpamper03

Superpamper04

Blandt Bob Fellahs valgløfter er en forøgelse af de sociale udgifter på 300 procent, gratis adgang til offentlige lussingmaskiner, en sænkning af spiritusafgiften fra 4,7 til 2,1 procent pr. flydende litermål samt en ugentlig hornorkesterakkompagneret masturbationsparade fra Blodhavn tværs over Klamhuse Hede til jernbanepladsen i Nr. Usseldrup.

Superpamper05

En seks-sporet motorvej til Holstebro og videre mod Grindsted og Süderlügum vil blive anlagt, og badehotellet på Blodhøj skal efter 36 års stilstand omsider bygges færdigt og indvies i sommerens løb.

Fellah valgplakat

“Valgplakater er trykt, men tilslutningen til Fellahs kampagne tegner så overvældende stor, at selve valghandlingen nok kan springes over,” erklærer den betroede kampagneleder, slubbertlogeforstander Lupo Schneckelfritz.

Følg fremskridtene i lokalavisens kommende jubelreportager (og det er en ordre).

SE OGSÅ:

HenvAngsteksplosion

Retur til avisens forside

Rumvehiklet Hartmann-1 er nu på vej mod Mars

EisenmannDartvadosLOGO3

PROJEKT D.R.A.M., tredje og afgørende afsnit

Kære ven og redaktør!

Nu da vort rumfartsprojekt er gået ind i sin allersidste, kritiske fase, er det med stor fornøjelse at jeg hermed sender Dem sidste nyt til gratis udbredelse blandt Deres ærede læsere.

Rumvehikel 01

Ved hjælp af indrykning i nordvestjydske lokalmedier af reklamer såsom ovenstående, lykkedes det næsten vore dygtige videnskabsfolk at indsamle tilstrækkeligt med nødvendig sprængkraft, i form af højlødig dansk proletarbrunvare. Derfor sendes herfra en varm og hjertelig tak til hr. værkfører B. Æ. Ajlesen, og alle gode medarbejdere ved Fjertislev Anti-Opstipationsselskab I/S, for deres utrolige smidighed og velvilje.

Rumvehikel 02

Desværre blev vi jo også nødsaget til at slagte samtlige dyr i Dartvados Zoologisk Have, for at stimulere den nødvendige nationale massedefækation.

Rumvehikel 03

Grundet en pludselig opstået koleraepidemi blandt vor pygmæbefolkning, og den efterfølgende løbende tilgang af store mængder flydebrunvare, sattes vore robuste plejehjemsbeboere på en kolossal opgave med Forceret Fordøjelsesmæssig Brunvarekonvertering (FFB). Men alle bækkener små fører jo som bekendt til én stor å.

Rumvehikel 06

Fra naboøriget Puhamas har vi yderligere fra formanden for Bræts-Forbundet, masturbationskoordinator Jack Feddersen, opnået den ære at modtage en hel uåbnet æske med kompakte brændselsstænger til anvendelse i vort landingsmodul, når vort marsfartøj engang som planlagt skal vende tilbage fra sin rumfærd.

Rumvehikel 07

Ligeledes har vi fra vore samarbejdspartnere på Tarmuda, under ledelse af hr. Filibuster Munnlorth fra Brandskids-Partiet, modtaget moralsk opbakning i form af en kollektiv synkron nationalfjært fra strand og med vindretningen, der til stor folkelig jubel kunne både høres og lugtes hertillands. Vi er vore naboer stor tak skyldig for den fine, kammeratlige gestus!

Rumvehikel 04

Herover ses vort rumvehikels primære energikilde, den brune boks, indeholdende ultrakomprimeret astrobrunvare, under forsigtig transport til montagefabrikken ved affyringsrampen.

Rumvehikel 05

Ved nænsom håndtering af hyggefixer Slari Bartfast, der som bekendt reparerede den famøse lækage i det transsylvanske gaskompagnis rørledning i 1894, vil dette videnskabelige vidunder berede os en stabil fremdrift mod planeten Mars.

Rumvehikel 08

Begejstrede sorte folkemasser jubler under afsendelsen af Hartmann-1, som i læsende stund allerede vil have forladt Jorden og den omkredsende måne på sin episke rejse mod det endelige mål.

Rumvehikel 09

Som den eneste oplagte kandidat til at forestå denne fantastiske rejse, har det været mig magtpåliggende at træde i charachteer, og tage kommandoen over H-1. Derfor er jeg ikke længere at regne som jordbo; og må det være mig tilladt i den forbindelse at citere hr. V. Røvlenbergs udødelige vers, med tilføjelser af mig selv:

“Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.

Til fjernere steder min færd nu går,
brunvaren min rejse vil fremme;
snart Dartvados’ fane i marsjord står,
ej mennesker Hartmann får glemme!”

Rumvehikel 10

Efter anvisning fra professor Terminus Onager har jeg valgt at medbringe min gode konsulat-overfrakke, til beskyttelse mod strålingen fra Van Halen-bæltet, samt min gamle pålidelige stok (som ses på billedet), til nedkæmpning og/eller pryglning af eventuelle opsætsige, uforskammede marsianere.

Til vi ses igen: Lev vel (på nær marxister)!

Med ærbødige hilsener,
Deres ufravigeligt loyale,
Hartmann

D.R.A.M.-PROJEKTETS AFSNIT 1 og 2  >>>  KLIK HERUNDER

HenvEisenmannMARS

HenvEisenmannRUMPROJEKT02

Retur til avisens forside

 

Kampen om den røde rubin 1:25

Regnen piskede over Brunmølle Udflugtskro, hvor gæsterne sad i læ og spiste dampende varme egnsretter.

“Jeg har noget jeg skal spørge dig om, min kære,” sagde Benni Borgwald-Bertelsen.

“Ja?” sagde hans udkårne Lydia med et hjerteligt smil.

Benni rømmede sig og rettede på sit grønne silkeslips. Han var arving til Klamhuse Herrebeklædningsmagasin, grundlagt i 1921 af hans bedstefader. En mand der bar habit alle døgnets timer, også i sengen. Så det var klart at den unge Benni havde en del at leve op til. Og det gjorde han.

“Ser du,” svarede Benni.

I aften skulle det være. Han havde købt den perfekte forlovelsesring af en sigøjner i en baggård. En smuk sag med en rubin, lige så fortryllende som Lydias øjne. Han havde betalt kassen for den.

Benni rakte hånden ind i frakkelommen for at frembringe smykket og stille det store spørgsmål.

“Kan det vente fem minutter?” sagde Lydia. “Har du noget imod, at jeg pudrer næsen først?”

“Ikke spor,” svarede han.

Lydia forlod spisesalen, og Benni sad tilbage ved bordet og drak af sin mørke rom. Han tændte en cigaret og forventede at alt ville gå planmæssigt, men han tog grueligt fejl.

Inden længe ville han havne i et slagsmål, en biljagt, en brand, og han ville blive forsøgt hypnotiseret og angrebet af næsten alle tænkelige onde magter.

Alt dette drejede sig om den ring, han havde i inderlommen. Udspekulerede personer var ude efter den. For det var ikke en almindelig ring. Tværtimod.

Benni mærkede en stor hånd på sin skulder. Han drejede hovedet og fik øje på to bredskuldrede mænd. De havde stiftstirrende øjne og kraftige kæber.

“Er De Benni Borgwald-Bertelsen?”

“Det er mig,” sagde han og fik med det samme en lussing, så han væltede af stolen.

Problemerne var begyndt, og der var ingen vej tilbage.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Jul 2018 titel BRUG 01

Flux til kalenderens afsnit 2
Tilbage til avisens
 forside

Kampen om den røde rubin 2:25

“Kom med den, knægt, og lad det gå lidt villigt.”

“Kom med hvad?”

“Sigøjnerringen, for helvede.”

Endnu en lussing svirpede hen over Bennis velplejede, glatbarberede venstre kind.

Den kostelige forlovelsesring til Lydia lå i hans inderlomme. Voldsmændene så ud til at vide besked, og Benni havde ikke lyst til at få sin aften eller sit ansigt ødelagt. Men trods sin unge alder var han en mand, der tænkte på næsten alt.

“Ja, ja,” sagde han. “Hvis det skal være på den måde…”

Benni havde været forlovet en gang før. Da tøjten, bedragersken, møgøret Mona slog op med ham lillejuleaften i fjor, sendte hun sin forlovelsesring tilbage. Den var langt mere beskeden end den, han havde tiltænkt Lydia. Faktisk havde Benni byttet sig til den for to par lange underbukser hos en marskandiser i Lemvig. Og hans utrolige held var, at han lige nu havde denne ringe lille ring som reserve i bukselommen. Hvis Lydia skulle mene, at sigøjnerens guldring med en glødende rubin så stor som en grønært var alt for dyr og fornem til en jævn fiskerpige, havde han denne mere beskedne ring med en lille rød sten af skrammet plastic at tilbyde i stedet.

Han gravede ringen frem. Den nærmeste af de to store, ubarberede bumser ragede den til sig.

“Hør, hvad foregår der her?”

Det var udflugtskroens overtjener Möbelwaffel, der kaldte fra døren til anretterkøkkenet.

Bumserne svarede ikke, men spurtede forbi ham og ud gennem døren til den mørke gårdsplads. Øjeblikket efter hørte man en motor starte, og grus sprøjte fra dækkene derude.

“Er der noget i vejen?” spurgte tjeneren. Han kendte unge Borgwald-Bertelsen og den solide, lokale velhaverfamilie, han tilhørte.

“Ikke spor. Så snart min kæreste er tilbage ved bordet, bestiller vi mad. Lad mig bede om to petroleum-og-cola-drinks.”

En anden dør gik op. Som en teaterkulisse havde udflugtskroens spisesal stribevis af døre, hvorigennem de medvirkende kunne passere ind og ud.

Skønne Lydia fejede hen over gulvet, iført stram gul kjole og højhælede sko. Ikke siden Marilyn Monroes velmagtsdage havde verden set noget lignende.

“Hvorfor er din kind så rød?” spurgte hun, da hun havde sat sig, og hendes blå øjne atter stillede skarpt på Benni.

“Jeg blusser ved tanken om dine kys og kærtegn.”

“Jamen, hvorfor så kun i den ene side af ansigtet?”

“Det må være belysningen, skat. Eller jeg har kradset mig lidt. Der kom en flue forbi. Du kan se, den sidder dér i vindueskarmen.”

“Der sidder fire-fem stykker. De har fundet noget spiseligt.”

Overtjener Möbelwaffel brød ind: “Hvad vil herskaberne behage at få serveret?” sagde han, idet han satte to høje glas foran dem.

“Kan du ikke fjerne de dér fluer?” sagde Lydia.

“De bor her. Hvad skal det være?”

“Hvid abe,” svarede Benni.

Lydia kiggede på spisekortet. “Henkogt hvid abe med brun kryddersovs!” gispede hun. “Det er den dyreste ret på kortet, Benni!”

“Lydia, vi er her i aften med et bestemt formål. Tro mig.”

Hans højre hånd kravlede hen over bordet for at få kontakt med hendes. Hans venstre havde fat i inderlommen om æsken med den kostelige rubinring.

Overtjener Möbelwaffel afbrød atter.

“Hvid abe udsolgt!” råbte han fra køkkendøren. “Vi har sprængt næsehorn med tyttebærgelé.”

 (World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Kapitel 1 ILLUST

Kroens historie og menukort her
Flux til kalenderens afsnit 3
Tilbage til avisens
 forside

 

Kampen om den røde rubin 10:25

Udenfor på hotelgangen stod en mand med en banjo i legetøjsstørrelse mellem hænderne og et grin af næsten ufattelig længde gange bredde nederst i sit lysebrune hesteansigt.

God aften,” sagde han. ”Jeg er komponisten og festmusikeren Raben Volvo.”

Æh, vi har vist ikke bestilt musik,” sagde Benni.

Jeg bor på etagen nedenunder, og jeg hørte jer danse. En helt vidunderlig, accelererende rytme, som jeg vil bruge i en popsang.”

Jamen Benni altså, hvad kan det være, manden har hørt?” kvidrede Lydia. Hun stod bag sin partner med et sengetæppe af stretchnylon draperet om sin yppige figur.

Musikerens grin trodsede naturlovene og blev endnu større. Hans glorøde ører flyttede om i nakken.

Som bekendt blev det her skønne luxushotel revet ned i fjor,” sagde han, “og genopført i moderne, lette materialer, fortrinsvis krydsfiner og bølgepap. Man hører derfor ganske tydeligt, hvad der foregår på de nærmeste værelser og etager. Vær nu søde at gentage rytmen, så finder jeg melodien og spiller den imens. Hvis det bliver et danskpop-hit, får I en procentdel af indtægterne. For slet ikke at tale om, hvis nummeret kommer med i en musical på Broadway”.

Jamen, kan vi det?” mumlede Benni til sin forlovede.

Det lyder da på en måde romantisk,” svarede Lydia.

* * *

Bax IX Lubbert, Lydias strenge fader, snorkede om kap med klaskende bølgelyde. Han lå i køjen forude i sit gode skib Liberator VII Lubbert, og hen over de små timer var det blæst op vestfra.

Klokken 04.29 præcis blev han rusket i skulderen. Skibsdrengen, unge Jolbert, var mødt frem til aftalt tid.

Radioen melder orkan,” sagde drengen.

Satans!” brummede Bax. Selv den tapreste dynamitfisker måtte blive hjemme på en orkandag og muligvis også dagen efter.

Han svingede de behårede fødder ned på dørken. Det snurrede i hans tykke hoved, mens han trak overallen på. Hvad var det, han skulle huske fra i aftes? Jo, ringen med den røde sten, som han havde vristet af Lydias finger.

Han mærkede i lommen, i begge lommer. Hvor fanden var den? Han fandt sin stavlygte og afsøgte hver eneste centimeter af det trange lukaf. Væk var dimsen, forbandet nok. Måske skulle han slet ikke have taget den, tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl.

Han gik hen over det uroligt vippende skibsdæk og kiggede ned i lastrummet. Dér svømmede den levende torsk, som havde irriteret ham aftenen i forvejen. Unge Jolbert fik en højrehåndslussing og et hurtigt kontradask på den modsatte kind, så han ikke røg over bord.

Den fisk skulle have været med på auktion i går,” sagde Bax. ”Kravl ned og hent den til mig!”

* * *

På vej hjemad gennem den skummelt forblæste havneby hørte Bax et kvækkende ”god morgen” fra en halvåben dør.

Han standsede og kneb øjnene sammen. I døren stod gamle Mutter Schweske, enke efter dynamitfiskeren Harding Schweske, som i 1979 havde tabt en tændt cigar ned i sprængstoflageret på sit fartøj. Det var en klar majdag, og Hardings søndersprængte legeme blev fortæret af tilstrømmende måger, inden de andre dynamitfiskere kunne nå at samle stumperne op. Begravelsen skete med en symbolsk tom kiste af sortmalet pap som midtpunkt.

Lige siden havde venner i fiskerierhvervet og andre gode folk understøttet den fattige enke og hendes cirka 14 børn. Den yngste var efterhånden 38 år, men gik stadig i børnehaveklasse. Førende psykologer betragtede familien Schweske som et langsigtet udviklingsprojekt, og Den Knockelske Socialfond havde år efter år bevilget op til 5,37 kr. til staklernes forplejning.

Mutter Schweske stirrede på den vældige dynamitfisker med bøn i øjnene.

Lad gå da,” sagde Bax og rakte hende sin syv-pundige torsk. Den var i live og ved godt mod, kunne man se på halen og de vågne øjne.

Husk nu sennepssovs,” bjæffede Bax, inden han skråede over gaden til Landproletarisk Kælderbodega. Arbejdsdagen var spildt, hovedmåltidet foræret væk; nu kunne man lige så godt få en fest ud af det.

Ved stambordet sad 98-årige onkel Philbert med et tomt ølkrus foran sig.

En flaske uran 235,” råbte Bax, ”og to Saltum discountcola, og lad det gå lidt gesvindt!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Drink tossen

Mere info om nordvestjyske drikkevaner

Flux videre til afsnit 11

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 20:25

En lille fadøl, Orna, bare en enkelt lille opskænkning, mit lamseben… Vi er i julemåneden. Vis dog lidt nissesind, søde Orna!”

Onkel Philbert sad ved stambordet på Proletarisk Kælderbodega i Blodhavn. Værtinden Orna Qvalm stod bag sin bardisk og skulede surt til ham. Godt nok var han kunde gennem årtier, men i den seneste måneds tid havde han trukket sin kredit til den yderste grænse og længere endnu.

Du har ikke råd til at drikke, Philbert,” sagde hun med grus i stemmen. ”Den dér fjollede abe, du har anskaffet – den skal jo fodres. Og du skal købe julegaver til otte børn, 27 børnebørn og 14, om få dage 15 oldebørn. Det løber alt sammen op, gamle dreng.”

Onkel Philbert stønnede sygt og sugede på den sidste stump af sit cigarskod. Han havde haft et eventyrligt liv på syv have og fem kontinenter, men ligefrem rig havde det ikke gjort ham.

I det samme blev døren til kælderbodegaen smækket op. Hans måske eneste sande ven, aben Mångki, kom løbende ind med en klump af et eller andet madagtigt i munden. En rådden, stinkende fiskemave var det vist.

Ikke herind med det stads!” skreg Orna Qvalm. ”Forsvind med dig, abe – forsvind begge to!”

Aben flænsede i fisken, og en lille tingest trillede ud på bordet. Onkel Philbert tog den op mellem fingrene, tørrede den i sit frakkeærme og kiggede nærmere på den.

Verdammt noch mal!” udbrød han. ”Det ligner slående den ring, min ven Agnar Mykle forærede sin kæreste i 1957.”

Gud, du siger da ikke… at det er den ring, de siger i fjernsynet, at nordmændene vil føre krig om?” spurgte Orna Qvalm, mens hun krabbede sidelæns nærmere.

Det ved jeg intet om,” sagde onkel Philbert. ”Jeg er olding nu. Jeg hører ikke radio og ser ikke fjernsyn og vil skide på alt, der ligger længere væk end sognegrænsen mod Holstebro.”

Der var som altid halvmørkt i Ornas kælder, men hun havde en stavlygte i forklædelommen, og nu rettede hun en hvid lyskegle mod ringen med den mægtige, intenst glødende rubin.

Nordmændene er meget optagede af den ring. Krigen kan begynde når som helst.”

Jeg vil skide nordmændene et langt stykke,” sagde onkel Philbert. ”Australnegere og hottentotter har jeg en vis respekt for, men den eneste ranke og regulære nordmand, jeg nogensinde har mødt, var Agnar Mykle, og han blev plaget ihjel af skattevæsenet deroppe. Nu er ringen min.”

Han proppede den i lommen.

Gul hestepilsner og berigede urandrinks til alle, Orna! Også til Mångki! For et øjeblik siden var jeg en fattig stodder, nu er Mångki og jeg stenrige, og det skal fejres.”

Værtinden nikkede, og onkel Philbert brød ud i sang:

Lad kapslerne klirre, lad propperne knalde, nu vanker der pilsner og uran til alle!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

 Rubinring certificeret

Mere info om drukkultur i Nordvestjylland

Flux videre til afsnit 21

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 24:25

Mångki trak et par skridt baglæns og mønstrede sin hær. Ikke siden Waterloo 1815 havde man set en mere tilfreds og sejrssikker krigsherre, og i modsætning til kejser Napoleon havde Mångki såvel en fuldkommen plan som styrkerne til at gennemføre den her og nu.

”Poppa,” sagde aben ved hjælp af tegnsprog til den største af de tre mastiff-hunde, der afventede ordrer, ”du kaster dig mod døren. Dine 91 kilo vil forvandle den til kvas. Og du, Buster, stormer ind som den første af blodhundene for at redde din herskerinde. Derefter er I to en halv blodhund pr. assisterende gangster og tre mastiffer til at bakke op bag frontlinjen og beherske slagmarken. Klar til angreb?”

18 vågne, ivrige hundeøjne sendte det ønskede svar.

”Så er det nu!” signalerede Mångki med sine lange fingre.

Poppa knuste døren, som om den havde været lavet af papmaché (hvad den muligvis også var), og Buster sprang ind i rummet som den første af de rasende blodhunde. Endnu et afsæt, så var hans tommelange, kridhvide og sylespidse hjørnetænder inden for bideafstand af doktor Svend Skogmo Storjættes strube.

De to hjælpegangstere blev angrebet simultant af hver sit par blodhunde, mens mastifferne, store som løveunger i konfirmationsalderen, bevogtede døre og vinduer.

”Kast ned jer, lig fladt og stille!” skreg Pula til sin forhenværende mand og hans usle håndlangere. ”Ellers er I dødsens!”

Mångki skred ind i lokalet med samme brede grin, som Napoleon ville have fremvist, hvis begivenhederne 18. juni 1815 havde udviklet sig lidt anderledes.

Onkel Philbert kiggede på sin abe, og klare tårer løb ned over hans kinder.

”Jeg tvivlede ikke et sekund på dig,” sagde han. ”Nu letter vi anker og fløjter afgang. Husk ringen, Pula!”

194 sekunder senere befandt alle sig i den noget overlæssede campingvogn, der atter blev trukket over Klamhuse Hede af blodhundene. På gulvet lå doktoren og hans mænd fladt udstrakt og tæt sammen som sardiner i en dåse, mens mastifferne gispede og savlede over deres struber.

Lydia og Benni holdt om hinanden, endeløst kyssende og smiskende, mens onkel Philbert af diskretionsgrunde kiggede ud af vognens bagrude.

”Halløjsa!” råbte han. ”Her kommer en nytårsraket, en af de større, og noget for tidligt!”

En lys prik på himlen havde vokset sig dramatisk stor og glødende. En raket med en hale af ild var i løbet af sekunder kommet til syne, og den ramte med nådesløs præcision ned i sommerhuset. Kabum, sagde det. Campingvognen skælvede, da trykbølgen nåede den, og Philbert kunne skimte hvid røg fra et dybt hul i heden.

”Brandvæsenet kan blive hjemme,” konstaterede han. ”Her er intet at slukke og intet at redde.”

* * *

Sejrsfesten på Blodhavn midtermole fik et format, som ingen nordvestjyde nogensinde havde set magen til.

Borgervæbningens hornorkester kørte, højlydt spillende, på cykler forrest i processionen. Nordvestjysk Masturbationsforbunds elitehold, ligeledes taktfast spillende, marcherede bag musikken. Derpå fulgte storsognerådets, Brunvareforbundets, Landproletaralliancens og Slubbertlogens ledende medlemmer, og i hælene på dem kom den almene pøbel i dansende festhumør.

Hædersgæsterne var de sidste på molen. Pula, Philbert, en strålende Lydia med sin fader, Bax IX Lubbert, under den ene arm, og Benni under den anden. Endeløs jubel ombølgede dem.

Til allersidst trillede guldcampingvognen frem, trukket af muskelhunde og med en vinkende abe på taget.

Alle ansigter minus tre lyste af begejstring. Doktor Svend, Brutus og Karloff sad yderst på molen i hver sit katapultsæde.

Hornorkesteret spillede champagnegaloppen, og på den sidste tone gav Mångki tegn til, at folkets fjender skulle kastes langt ud over det mørke ocean.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Jul 2018 titel afs24

Mere info om nordvestjysk festivitas

Flux videre til 25. og sidste afsnit

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 25:25

“Er De Benni Borgwald-Bertelsen?”

Benni stivnede og drejede sig omkring med håndfladerne som værn for sit ansigt. Han stod ansigt til ansigt med det unge fregnede postbud, Milbert.

“Det er mig,” svarede Benni og fik stukket et telegram. Det drejede sig om forsikringspengene for det nedbrændte herremagasin.

“253,50 krone,” gispede han.

“Nåh, Benni,” sagde Bax Lubbert der netop kom tilbage fra drikkeboden i selskab med onkel Philbert. Med sig i hænderne havde de dampende formaldehydgløgg og saltstænger. “At du ikke længere ejer en klink har fået mig til at genoverveje. Du og Lydia har min velsignelse til at gifte jer.”

“Tusind tak …” Benni rødmede, foldede forsikringspapirerne sammen og gemte dem af vejen i inderlommen. Nu havde han både råd til bryllupsfesten, en villa, et vehikel, og derefter stadig startkapital til en ny virksomhed. Men det behøvede svigerfar jo ikke vide.

Lydia kom tilbage fra fælleslatrinerne, greb Bennis hånd og førte ham ud på dansegulvet hvor de opholdte sig resten af natten. På scenen stod Pula Skogmo og spillede sin nye sang “Kampen om den røde rubin” der uden tvivl ville blive et skandinavisk storhit, gribende som den var:

Rubin, diamant og topas
bringer lykke, glæde og spas,
synger jeg og Raquel Rastenni
til ære for Lydia og Benni.
Trods ildløs og buksevædning
er der fremtid i herrebeklædning.

Til stede ved festen var også formanden for Nordvestjysk Poesi-, Prosa- og Reklametekstforfatterforbund, vicekonsul Gülmert Böffelmuhle, en statelig herre på 182 kg, iklædt blåsort gummifrakke. Han gjorde tegn til to af sine medlemmer, Baryl Nidding Halunk og Louis Bælum Knockel, og de nærmede sig med respektfuldt bøjede hoveder.

“Dette eventyr skal beskrives og foldes ud for en undrende offentligheds øjne,” beordrede han. “Gå til værket!”

Hvilket de straks gjorde.

* * *

I himlen sad Agnar Mykle (1915-94) med en flaske pilsnerøl af mærket Hansa.

“Det var mye koselig det,” sagde han. “Skål og gledelig jul!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Juleopslag

48 andre vidunderlige gaver

Flux retur til avisens forside

Stor festlig svinomobilparade på Blodhøj: Alle møder frem

Nordvestjysk Svineavlerforbunds Propagandakomité indkalder i samarbejde med Usseldrupegnens Storslubbertselskab til årets festlige svinomobil-parade på Blodhøj. Såvel fastboende som turister forventes at møde frem i tusindtallige begejstrede skarer. Afbud uden vedlagt dødsattest accepteres ikke.

Piggomobil02
Blandt årets favoritter er fr. Bella Peckelmühle med dette luxuspersonautomobil.

Vehiklerne starter fra Blodhavn Landport lørdag kl. 10.34 prc. med det knockelske familiepedalvehikel i spidsen. Når sidste dommervehikel er kørt gennem porten, kan publikum sætte sig i bevægelse. Opmarch over Blodhøj sker i rask tempo, og alle anvisninger fra det uniformerede kontrollørkorps skal følges uden tøven.

Piggomobil01
Nr. Usseldrup Eksamensskole står som ejer af skolebussen “Mister Piggy”.

Piggomobil03
En outsider er slagtermester Bænnie Karbunkels salgsvogn “Copulating Piggies Mark II”.

Dommerkomiteen med Louis B. Knockel i spidsen uddeler lussinger, diplomer og sponsorerede præmier. Tredjepræmie er i år 4 kg flæskesvær og et par gummiovertræksbenklæder. Andenpræmie: 12 kg flæskesvær og 2 sæt slidstærke lussinghandsker, der kan anvendes såvel i familien som i husdyrstaldene.  Førstepræmie:  18 kg flæskesvær og 80 liter blå drikkepetroleum.

Svinomobil
I griseparadernes barndom lod man i et vist omfang dyrene styre de deltagende vehikler. Trods forudgående træning og skarp disciplin gav det så store tab af liv og materiel, at praksis måtte ændres.

Piggo
Krigsårenes benzinmangel umuliggjorde motoriserede parader, men muntre landproletarer trak under taktfast sang festgrisefigurer som denne op over Blodhøj.

SE OGSÅ:

HenvVEHIKELPARADE

Tilbage til forsiden

Festforsikring mod næsten alle svinestreger

NYT ASSURANCETILBUD SKABER TRYGHED I FAMILIERNE

Festforsikring01[1]
Familien Bassing Landcramer, Klamhuse, blev i går forsikret mod festskader.
Især i livets lyse stunder er det rart at vide, at man er dækket ind mod naboers og venners ækle påfund,” siger Crassus Bassing Landcramer (nederst t.h.)

Reportage: Crass Børsting     Foto: Arkiv og privat

Flere års chokerende nordvestjyske festkatastrofer bliver nu imødegået med et tilbud om at tegne forsikring mod sådanne uforskyldte hændelser, fremkaldt af svinagtige, i værste fald konspiratoriske handlinger fra families og venners side.

Klamhuse Landproletarforsikringsanstalt af 1921 A.m.b.J. udbyder en husstandsdækkende police, som frem til år 2101 vil yde erstatning i tilfælde af næsten enhver form for sabotage og svinestreger, der kan tænkes rettet mod landsdelens traditionelle festbegivenheder.

Baggrunden er dyster. Sangerinden Matrice Flatula eksploderede under en sølvbryllupsfest i Klamhuse, komikerparret Hildur og Pal fik uoprettelige genitalieskader, da de skulle underholde ved Oldingesamvirkets sommerfestival på Blodhøj, og et kendt feriepensionat eksploderede som følge af uhæmmet tagkopulation. Som om det ikke var nok, så vi for nylig en offentlig pubæforlystelsespark gå op i flammer, ligesom et velrenommeret husdyrbordel blev raseret.

Festforsikr04[1]
Igen og igen er nordvestjyske familiefester endt som hos møbelfabrikant Fellah Peckelfritz, Vester Usseldrup, hvor både virksomhed og villa efter en konfirmation blev flammernes bytte.

“Denne nye festdækning skaber tryghed og vedvarende familieglæde i vor kundekreds,” udtaler Lupus Saltzwaffel, direktør for landproletarernes fælles forsikringsanstalt siden 1949.

“Ved attentater mod fremtidige assurerede festbegivenheder udbetales erstatning op til kr. 6,38, lokaliterne renses og ryddes, og vi udlover bortskydningspræmie for de ansvarlige op til 12 gerningsmænd og så mange involverede husdyr, som der måtte vise sig at være tale om.”

Festforsikr02[1]
– Aldrig mere skal de skadelidte stå ensomme og afribbede tilbage, lover forsikringsdirektør Saltzwaffel.

SE OGSÅ:
HenvFRACKE

Tilbage til forsiden