Kategoriarkiv: Gastronomi

Industriel Negeramnesti på Dartvados

EisenmannDartvadosLOGO3

Kære Knockel, og alle I ærede læsere!

Flg. nyhedsbulletin er netop blevet indleveret til mit kontor, pr. depeche fra erhvervs- og fængselsminister for Dartvados, den utroligt velestimerede hr. Dagobert von Schutztaffel (1905-).

Idet jeg qva. den indholdsmæssige danske relation vurderer det som værende af interesse for avisens abonnenter, videresendes skrivelsen hermed, venligst, og til generel orientering:

Amnesti til alle negerfangerne på Brunborg!

Negeramnesti01

I erkendelse af den enorme mangel på fysisk arbejdskraft i forbindelse med den eksplosive fremgang i vor øs store genanvendelsesfødevareindustri, har vi her på Dartvados i samarbejde med pølsefabrikken “Arnold Laver” vedtaget at øge effektiviseringen, ved frigivelse fra Brunborg Fængselstårn af samtlige mandlige straffefanger ved godt helbred.

Negeramnesti02

Der er tale om ialt 176 personer, der i øjeblikket afsoner livstidsdomme for bl.a. blasfemi, strandhugst og kannibalisme. Disse vil blive udstyret med ens udseende, selvlysende arbejdstrøjer, fastnittet til huden, således at de kan genkendes af borgerne, uanset tidspunkt på dagen.

Negeramnesti03

Masseløsladelsen er imidlertid betinget af, at de involverede til fulde passer deres arbejde på fabrikken, møder præcist til tiden, og iøvrigt opfører sig ordentligt, og for eksempel ikke forsøger at æde deres kolleger. Specielt ikke i arbejdstiden.

Negeramnesti04

Til overvågelse af denne kriminalforsorgsmæssige, lusseringsfri nyskabelse har vi formedelst 19,97 DASK (svarende til kr. 4,22) i ugentlig gage ansat fhv. oprørsnedkæmper på St. Jørgen, den ret ærede oberst Mads A. K. Réher (1892-), der trods aldersdiabetes, fremskreden Parkinsons, svigtende hørelse samt svær nærsynethed har givet sit æresord på, med de på billedet demonstrerede probate midler at ville håndtere ethvert eventuelt fremtidigt tilløb til opsætsighed, pligtforsømmelse eller slendrian blandt de benådede medarbejdere under udførelsen af deres daglige 16-timers skift (året rundt).

Som virksomhedens navnkundige motto jo lyder:

Negeramnesti05

Hvorfor har dog negrene så store maver?

Negeramnesti06i

De spiser jo pølserne “Arnold Laver”!

Negeramnesti07

På billedet ses filmhelten Orla Zinzüegh i rollen som industrialisten og opfinderen Arnold Laver (1821-1959), i den dramadokumentariske tv-serie “Fædrene Æde Pølser” fra 1962. Bemærk hovedkuldskysen: Den store mand var vitterligt forberedt på alt!

Til yderligere orientering og af generel interesse, vedhæftes desuden nedenstående video, omhandlende Roskilde Gamle Slagteri, i sin tid stiftet af den entreprenante Laver.

Negeramnesti VIDEO

Med ærbødige hilsner, samt et dybtfølt bon appetit! fra Deres absolut loyale ven,
Kgl. Dansk Konsul Hartmann Stahl-Eisenmann

SE OGSÅ DISSE KORRESPONDANCER:

HenvEisenmannNYTÅRSKUP

HenvEisenmannDARTVADOS

Tilbage til avisens forside

Guldkalenderen blad 10: LØRDAGSKYLLING MED GUMMISALAT

Guldkalender BANNER

Tromlefører Mustafa bin Thomsen buldrede på døren. – Så er farmand hjemme, lille honningmåne! Og han har gæster med!

Nygifte fru Patricia stod i køkkenet. En yndig rødme farvede hendes ferskenkinder, mens hun hørte manden sparke støvlerne hen ad gulvet og krænge sig ud af det bemøgede arbejdstøj.

– Hvor mange gæster, skattebasse?

– Hele sjakket. Det vil sige: Yussuf al Andersen fik kørt hovedet over i dag, og det er ikke sikkert, de kan nå at rette det ud på skadestuen inden spisetid. Så lad os sige, at vi bliver 11 til middag.

– 11, ih du milde! Jeg har kun en enkelt lørdagskylling i fryseren, et bæger hummus i køleskabet og en halv æske Gajol på krydderihylden. Hvordan skal jeg bespise 11 granvoksne jord- og betonarbejdere med så lidt?

Mustafa var kommet ud til hende i køkkenet, og nu fik hun en smældende lussing.

Pippiroman

– Forpulede, stupide møgso! Du er dummere end din fede, grimme mor og din endnu grimmere bedstemor tilsammen. Har jeg ikke læsset et traktordæk af i gården så sent som i fredags?

– Jo, skattebasse.

– Så se for satan at få slebet den store forskærerkniv og kom i gang med at snitte noget salat.

Et tøvende smil bredte sig over Patricias unge ansigt. – Men hvad med dressing?

Bag Mustafa hørte man støvletramp, bøvsende udråb og rå latter.

– Du kan sætte dig på hug og skide al den dressing, du synes, der er brug for. Bare du har maden på bordet om 10 minutter.

Patricia strøg en sartrosa finger hen ad knivens glimtende æg.

– Jeg har en bedre idé, skattebasse.

22 centimeter tysk kvalitetsklinge forsvandt ind i ægtemandens bug lidt under navlen. Hun trak kniven opad og standsede først, da den sad fast i brystbenet. Blod, indvolde og fedtet pladdermasse vældede ud over hendes hænder og plaskede ned på køkkengulvet.

– Bli’r det for helvede til noget? lød det fra stuen. – Vi har ikke fået ædelse i flere timer!

– Ni et halvt minut! kvidrede Patricia gennem den halvåbne dør. – Så er der lørdagskylling med gummisalat og frisk dressing til drengene!

Hendes mor og bedstemor havde lært hende en uvurderlig lektie: Mænd er nemme, ja ligefrem søde og kærlige at omgås, så længe de får deres vilje.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 9: HVEM ÆDER HVEM?

Guldkalender BANNER

Bordet var dækket, maden var varm, og alt tegnede godt. De skulle have frikadeller, blodpølse og steg med sprød svær. Et overflødighedshorn af stegt kød. Sådan var det hver dag.

Hannibal, Wagner og Ruth satte sig til bords.

“Lad os fortære det varme kød,” sagde Ruth glubsk.

“Hørt!” råbte Wagner og Hannibal i kor.

“I kan tro nej,” udbrød en fremmed stemme.

Kødspiserne vendte sig om i en synkron bevægelse.

Kannibalroman

I køkkendøren stod en kappeklædt skikkelse. Han stod rank med hænderne i siden og hatten kækt på sned.

“Åh, nej!” skreg de kor. “Det er Veganer-John!”

“Det er sandt,” kaglede den kappeklædte vegetar og gav Wagner et par på skrinet. “Og ingen af jer skal spise af kødet. Det bliver over mit lig!”

Hannibal hev en kniv frem, men det var nyttesløst. John slog den brat ud af hånden på ham.
De var trængt op i en krog.

“Nu skal I alle straffes for jeres synd!” grinede Veganer-John højt med en pistol pegende på dem.

Ruth så en mulighed. Hun greb et stykke flæsk og kastede det mod Veganer-John. Kødet landede i hans åbne mundtøj, inden han nåede at reagere.

John stivnede. Han tyggede varsomt, mens hans øjne lyste op i lykke.

“Hvad var det, du kastede i munden på mig?” smaskede han.

“Flæsk,” svarede Ruth.

“Og flæsk er kød?” mumlede John.

“Ja, flæsk er kød,” svarede Hannibal med et lille smil.

“Jeg kan lide det!” råbte John og satte pistolen tilbage i bæltet.

“Så skulle du prøve frikadellerne,” sagde Hannibal. “Tag plads.”

De satte sig ved bordet og gik i gang med måltidet.

John mæskede sig i det lækre varme kød.

“Mmm,” smaskede han. “Delikat og krydret. Jeg tror sgu, jeg konverterer til kødspiserne.”

Da fadene var tomme, gav John et stort ræb fra sig.

“Det er herligt, at du har fået øjnene op for kødets kvaliteter,” klukkede Wagner.

“Ja,” medgav Ruth lettet. “Så var der alligevel ingen menneskeliv, der blev ofret i dag.”

John stirrede på dem med et sindssygt blik.

“Apropos det …” Han rejste sig fra stolen. “Jeg har i særdeleshed fået smag for kød…”

John begyndte at grine hysterisk og hev sin pistol frem.

“…og jeg er stadig helvedes sulten!”

Benny Brønderslev:
HVEM ÆDER HVEM?
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Jul i Den Gamle Brunkagefabrik

Stahl-EisenmannLOGO

Vi borgere i Gustenhuse har som årets Julefortælling valgt at bringe understående reportage til alle velestimerede og anstændige personer (af begge køn) uden for sognets grænser, til glæde og inspiration.

Brunkagefabrik01
1. Brunvaren indsamles ved defækation blandt byens yngre medborgere og transporteres til fabrikkens store tørlatrinanlæg. Børnene medvirker frivilligt, under hensyntagen til internationale regler, selvfølgelig underlagt vore egne stolte arbejdsmarkedstraditioner.

Brunkagefabrik02
2. Herefter kanaliseres brunvaren og køres ud til pølser gennem et sindrigt underjordisk valsesystem, drevet af en kæk albansk gut og et energisk muldyr, der grundet sin styrke og temperament er blevet erklæret uegnet til dyrebordeldrift.

Brunkagefabrik03
3. Stænger af kompakteret brunvare stykkes herefter ud, og i fabrikkens kælder vil raske, unge knøse med deres medbragte lommeknive skærer dem ud til de velkendte lækre, liggasovnsbagte småkager.

Brunkagefabrik04
4. På fabrikkens laboratorium eksperimenteres bl.a. med udskæring af det færdige produkt i forskellige fantasifulde former. Dette foregår i Tølperforeningens regi, hvorfor der ikke budgetteres med nogen former for personaleomkostninger. Den fortærede del af den overskydende produktion genanvendes fra afdelingens fællesdas efter endt 18-times vagt.

Brunkagefabrik05
5. Af hensyn til de store krav til produktionen, samt til opretholdelse af arbejdsmoralen og tempoet på fabrikken, har man i Julemåneden formedelst en dagløn på kr. 4,53 hyret orgelvirtuos Ove Særling til i endeløst loop at spille sit marathonstore klassiske “Julemedley”, medens produktionen pågår. Klik herunder og lyt med!

BrunkagefabrikMUSIK
Denne meromkostning financieres iøvrigt ved salg til diverse kundekredse i Fjernøsten af overflødige hornhinder fjernet fra Gustenhuse Blindeinstituts brugere.

Brunkagefabrik06
6.
“Bjældeklang, bægerklang,
Livet er en sang!
Børnene får skidetrang,
Nu Julen er i gang!

Hej!

Hjertet bliver blødt som dun,
Alt i stuen lun.
Mo’er steger vor kapun,
Mens vi knaser kagen brun.”
(V. Røvlenberg)

Brunkagefabrik07b
7. “Sikken voldsom trængsel og alarm!
Det er koldt, og der skal tømmes tarm.
Blødbrunvaren den skal revses ud;
Det må gøres inden Kjørmes Knud!

Brunkagefabrik08
8. “Midt på torvet sidder der en purk.
Hvad mon laver denne lille skurk?
Strax han bliver til fabrikken sendt,
Mavesækken skal bli’ endevendt!”
(V. Røvlenberg)

Brunkagefabrik10
9. Også ved juletid er den fælles velfærd på spil. Tænk blot på alle vore landsdækkende kunder af det bedre borgerskab… og yd så jeres bedste for brunkagefabrikken og vort kære, gamle sogn!

Med ønsket om en glædelig jul samt et velsignet og overskudsgivende nytår
fra Deres alles meget hengivne

Hartmann

SE OGSÅ:

HenvEisenmannDARTVADOS

Tilbage til forsiden

Jubelfestligt ANNONCETILLÆG, bugnende af særtilbud

Meget ærede læsere

Med henblik på en generel oprustning af den nordvestjyske folkepresses økonomi indrykkes her et antal jubelfremkaldende lokale annoncer. Vi forventer, at alle gode venner samt disses husstande (tyende og større husdyr incl.) gør deres pligt i form af omfattende støtteindkøb.

Pølseannonce m TEKST

Bryggeriannonce

I Klamhuse producerer såvel Sognebryggeriet som Folkebryggeriet den populære gule hestepilsner. Herunder en elegant, moderne annonce fra sidstnævnte virksomhed:

Hestepilsnerannonce

Hundegryde annonce

Festchokoladeannonce

Skulle man efter ihærdigt brug af ovenstående kvalitetskonsumprodukter have behov for lægelig behandling, kan den ydes her:

Klamhuse Hospitalsannonce

Tillægget afrundes med 5 lødige billetmærke-annoncer. Håndskrevne svar indleveres på avisens kontor i åbningstiden kl. 07.13 til 14.46 prc., torsdage på ulige datoer også kl. 15.51 til 20.18 prc. Svarkuverter, som ledsages af en kasse cigarer, vil altid nyde særlig fremme.

Billet mrk 01

Billet mrk 02

SE FLERE STÆRKE TILBUD HER:

HenvTidevandGÅRDBUTIK

 

 

 

Den kronjydske storlussing

BESKRIVELSE OG  BRUGSANVISNING FRA VOR VEN, HR. KAI

Æderværdige Herr redactør Knockel,

Det er med allerstørste ydmyghed – og med udtryk for min højtagtelse af Deres Person og Deres virke for lusseringens fremme – at jeg tillader at trænge mig på, på trods af at jeg hidrører fra det Kronjydske.

Det er dog min opfattelse, at den ganske udførlige instruktion i den – for alle parter – sunde og naturlige idræt der ligger i ivrig og gerne dagligt gentagen lussering, ikke bliver ganske fuldkommen, såfremt den såkaldte Kronjydske fiskeanretning ikke nævnes i denne sammenhæng.

Der er tale om den på denne egn så kendte og elskede kombination af to flade og en skalle.

Den Kronjydske fiskeanretning serveres, ved at lussator med en kraftfuld bevægelse med højre hånd, gerne med næsten udstrakt arm, leverer en fuldgod ørefigen på en der til passende kind på lussanten. Lussator benytter den derved naturligt opståede rotation i kroppen, som udgangspunkt for en tilsvarende lussing ved brug af venstre arm og hånd, alt imens lussator med den højre hånds fingre griber godt fast i det øre der just er truffet.

Kronjydsk

Således kan lussator ved at fastholde lussantens hoved, mens lussingen med venstre hånd og arm leveres, sikre en nogenlunde proportional kraftoverførsel til begge lussantens kinder, uagtet at de færreste lussatores arme er lige stærke.

Er man født med en stærkere venstre arm end den højre, kan man med fordel starte serveringen med venstre hånd.

Når den sidst ankomne hånd har antruffet sit mål, kan lussator også med denne hånds fingre gribe lussantens dertil indrettede øre.

Fingergrebet i lussantens ører kræver en del øvelse, for at den sidste del af serveringen bliver vellykket. Det er anbefalelsesværdigt, at man lader tomlen glide ind i ørets hulning og sammen med denne lader pege- og langefingrene gribe om den øverste del af lussantens øre.

Derved kan lussator relativt ubesværet – ved en bøjning af begge håndled forover – løfte lussantens ansigt op, så skallen kan placeres på lussantens næse. Der sker ved, at lussator – gerne samtidigt med at lussantens ansigt vinkles bagover – foretager en kraftfuld foroverbøjning af sin krop og forstærker denne bevægelse ved at trække lussanten ind imod sig med armene. Derved skulle det være muligt for lussator at lade sin pandebrask ramme lussantens næseben just der hvor næsens brusk er fastgjort.

Jeg er tilfulde opmærksom at et så komplekst bevægelsesmønster kan indebære en ikke ubetydelig risiko for at mislykkes, hvorfor det i almindelighed her på egnen anbefales at teknikken først øves på pelsklædte husdyr og mindre børn.

En meget øvet lussator kan sågår afslutte serveringen med en randrusiansk springskalle. I så fald må lussator dog dossere den anvendte kraft i forhold til formålet, da noget sådant kan være forbundet med stor energioverførsel til lussanten.

PØLSEFREMSTILLINGSANVISNING:

Faktisk har min morbror, tidl. fjordskipper Thor M. S. Tesolid fra Uggelhuse, ved den ganske festlige lejlighed hvor, hvor Slyngelborg Husmoderforening fejrede sit 100-års jubilæum, brugt selvsamme metode til lave de elskede Kronjydske strakspølser. Efter at have trakteret en 30-kilos pattegris med en fiskeanretning med springskalle, var denne mørnet og blødgjort i en sådan grad, at Thor med et snuptag – ved gribe om grisens hale gennem grisens mund – kunne vende vragen ud på grisen, og ved at strække den vrangvillige og nu også vrangvendte gris, blev den – til stor jubel for den fremmødte folkemængde – fordelt i egen tarm, med egen brunvaremarinade, parat til stegepanden på præcis 42 sekunder fra sidste grynt.

Med højagtelse, Deres altid ærbødige
Morten-Ole Kai
Wårp

Kronjydsk02

KNOCKELSK BESVARELSE:

Allermest ærede hr. Kai

Den kronjydske storlussing har jeg naturligvis hørt om, og ved enkelte mindeværdige lejligheder (altid sammenfaldende med anløb af kvægtransportskibet “S/S Niels Ebbesen”) er den blevet demonstreret på og uden for værtshuse i Blodhavn, men aldrig før har man set den så detaljeret og brugbart beskrevet som i Deres indlæg.

Jeg takker på alle nordvestjyske lussatorers vegne og kan forsikre Dem om, at Deres værdifulde indlæg vil give anledning til mange hjemmeøvelser og en generel moralsk styrkelse af mine hjemsogne.

Med ærbødigste hilsner signeret, Deres

louissign

FØLG AVISENS LUSSINGKURSUS HER:

HenvLUSSINGKURSUS13

Bæredygtig Brunvarebaseret Skolemadsordning Indført I Gustenhuse

Stahl-EisenmannLOGO

I overensstemmelse med Didrik Dröbels pædagogiske forskrifter har et enigt Borgerråd af hensyn til elevernes sundhed, det hygiejniske niveau på vore læreanstalter, samt ikke mindst sogneøkonomien, vedtaget nedenstående praktiske og ernæringsmæssigt forsvarlige

Skolemad 0

Skolemad 1a

Børnene lægger ud med i hjemmet – og i øvrigt for egen regning – at indtage 3 store portioner vælling, dagen inden første skoledag.

Skolemad 2

Illustrationen viser de vitale organer i barnets fordøjelsessystem. Det er på denne simple og omkostningsneutrale proces hele skolemadsordningen baseres.

Skolemad 3

Herefter går naturen sin vanlige gang…

Skolemad 4

Skolebørnene udstyres med ens minispande til indsamling af egne og andres efterladenskaber, herunder også eventuelle forbipasserende dyrs, med henblik på miljømæssig, ansvarsbevidst og korrekt kostorienteret genanvendelse.

Skolemad 8

Til afhøvling af størknet brunvare på skolernes sanitære faciliteter udleveres – i øvrigt for egen regning – et stk. “Japan” spartelsæt á fire stk. pr. pakke, pr. elev, som forventes rengjort inden man går hjem til sine øvrige pligter. Kontrol heraf foregår uanset vejrlig i skolegården, og ved utilfredsstillende renholdelsesniveau uddeles af gårdvagten på stedet tre knytnæveslag.

Skolemad 5

Den indsamlede pløremasse centrifugeres i Gustenhuse Helårstivolis negerkarussel, opvarmes til 70 graders celcius ved ligvarme, og filtreres herefter gennem overskydende gammelt bomuldsundertøj fra Klunsercentralens optrevlingsafdeling, inden det i spisefrikvarteret serveres til de sultne, forventningsfulde poder. Med tilsætning af det af hr. Staniol Lakmussen opfundne, ikke specielt kræftfremkaldende sødemiddel Prutra-Sweet, fremkommer således et såre velsmagende og nærende produkt, som børnene i rask tempo og under strengt opsyn kan og skal nyde, i deres 6½-minutters middagspause. Til dessert har børnene lov at knase deres egne indsamlede flager afhøvlet brunvare.

Skolemad 6

Så må der slubres! Glæden lyser vitterligt ud af de kære børns øjne, medens det herlige måltid indtages – for anden gang. Det bliver til et skønt gensyn med denne delikate spise; faktisk vil proceduren optimalt set blive dagligt gentaget gennem samtlige skoleår, inklusive ferier og sygdom. Dispensation herfra gives kun i særlige tilfælde, såsom dødsfald, styrtfødsel eller militærtjeneste.

Skolemad 7

Resultatet observeres umiddelbart: glade og sunde børn, der begejstret går til skole, og endnu mere fornøjede og mætte hjem, nynnende altimedens denne herlige, didaktisk lødige og opbyggelige sang:

Freddy

Det forventes, at den samlede besparelse ved ordningen vil påvirke årsregnskabet for Gustenhuse Sogn i positiv grad med ikke under kr. 34,78 over de næste 5 år, hvorefter yderligere, eventuelt skærpende foranstaltninger vil blive taget op til overvejelse.

SE OGSÅ:

Henv2BRUNBUDDING

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 16

DET HERRENS ÅR 1912

FØRSTE AKT

Titanic kommer sejlende med rygen og med dampen
og ovenpå man holder fest med høj musik og trampen.

Her sidder Gambus Holm fra fiskeindustrien
og nipper til champagnen sin. Han kender melodien.

Ja, gæsterne de hygger sig men Gambus ingenlunde
for han kan mærke i sin krop et voldsomt maveonde.

Buffeten den er alt for stærk og ikke for de sarte
thi maven kan jo ikke ha’ når maden er aparte.

“Åh ak og ve!” Han jamrer højt. “Nu går den ikke mere.”
Og straks han ud på gangen går. “Nu må jeg sgu levere.”

På første klasse står der pænt så fine rene kummer
men der er trangt og der er kø og man skal trække nummer.

“Til anden klasse!” råber han og hopper som en hare
Men dasserne er her kaput hr. Gambus må erfare.

Men tredje gang er lykkens gang. Mod pøblens rå gemakker.
Her finder han et lokum frit. “Min gud jeg evigt takker!”

1912-01

ANDEN AKT

Og nu hvor affaldsmassen ud ad tarmen let har strømmet
han ser sig om og får et chok for rummet er sgu rømmet.

“For pokker,” skriger Gambus højt med angstens sved på panden.
“Nu skal der ikke mere til at jeg går fra forstanden!”

Her findes ej papir til ham. Men rumpen skal jo tørres.
Han spejder rundt og tænker på at noget må ku’ gøres.

Det varer ikke længe før han finder på fidusen
sit slips han bruger selvom det har kostet et par tusind’.

Men stoffet er så langt fra nok, han bruger også skoen
og sokkerne går samme vej. Hr. Gambus mærker roen.

“Hvad gør jeg nu med alt det tøj som er smurt ind i kage?
For jeg har ingen planer om at tag’ det med tilbage!”

Han kigger ned i dassets dyb og tænker: “Hvorfor ikke?”
Og just begynder undergangens ur så let at tikke.

Slips og sko og sokker med han presser ned med foden
Han skyller ud og går sin vej med kurs mod drikkeboden.

Åh ak og ve hvor det går galt thi rør og lokum sprænger
så fæcesvand med klumper i sig ud på gangen trænger.

1912-02

TREDJE AKT

På første klasse danser de så festligt wienervalsen
men uden varsel står de snart i lortevand til halsen.

Oh, vandet breder sig i hast igennem hver etage
Og skyller både møbler væk og gæster og bagage.

Og da kaptajnen ser det ske han hurtigt panden rynker
Han får et chok og råber højt. “Du milde! Gud! Vi synker!”

Kaptajnen går i ren panik og drejer skarpt på roret
så skibet kommer ud af kurs og ender på vildsporet.

Som om det ikke helt er nok er prikken over i’et
et stygt og farligt bjerg af is, det mægtigste i riget.

Titanic rammer med et brag og skorpen får en flænge,
Hr. Gambus hopper i en båd for skibet det vil krænge.

Mod bunden færgen snart går ned til algerne og tangen
Ja, tænk engang; et stoppet das var skyld i undergangen.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkKÆLTRINGSFÆRGE01

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 10

DET HERRENS ÅR 1606

“Velsignet god morgen, Deres majestæt!”

Svaret fra manden i himmelsengen var et grynt.

“Tør jeg anmode om tilladelse til at at bringe Deres majestæts morgenmad hen til sengekanten, så De i behagelig udstrakt tilstand kan indtage dagens første måltid?”

To grynt, muligvis kodesprog for ja. Kammertjeneren rullede i hvert fald vognen med morgenbakken hen mod den kraftige mand under sengetæppet.

“Silkegrød og saltsild,” sagde han. “Lunt hvedebrød, varm mælk med honning, et glaseret æble med nelliker og en…”

“Så hold da kæft!” brølede Christian den fjerde, idet han satte sig op i sengen og mønstrede lækkerierne, der var anrettet på sølvfade og i krystalskåle. “Sagde jeg ikke i går, hvad jeg trænger mest til, når jeg vågner om morgenen?”

“Jamen, Deres majestæt…”

“Spring, min dreng, så hurtigt dine tynde ben kan bære dig: En kande lybsk godtøl, et fuldskænket bæger rhinskvin og en halv flaske af det dér ildvand, I laver oppe nordpå.”

“Mener majestæten whisky?”

“Ja, whisky for helvede, spring!”

Christian var på officielt besøg hos sin kollega og svoger, englændernes og skotternes kong James, og var der én ting, de to potentater havde til fælles, så var det en stærk og vedvarende tørst.

Flere dage og aftener i træk havde de drukket deres respektive hoffolk under bordet. Christians søster, dronning Anne, havde opgivet at skælde ud. Hverken på dansk eller på engelsk havde det nogen virkning. I øvrigt talte kongerne mest tysk indbyrdes, og de kendte de samme saftige tyske soldaterviser, som de lallede af sig til langt ud på natten.

Når Christian vågnede næste morgen, så han ældre ud end sine 39 år, og i hans hoved dunkede og hamrede det, som om håndværkerne fra hans talrige byggepladser derhjemme var taget med til England for at plage livet af ham.

Ungtjeneren i de lyserøde silkebukser var omsider fremme med det ønskede. Kongen greb ølkanden mellem begge hænder og lagde tuden til munden. Gurgle, gurgle og mere gurgle.

“Aaaaah!” sagde han med en fuldtonende lyd fra et sted dybt i tyrehalsen. “Øllet her på Hampton Court er førsteklasses, og lad mig så smage, om den sild er forsvarligt saltet.”

“Værsåartig, Deres majestæt. Her er kniv og gaffel.”

“Kniv og gaffel? Tror du ikke, vi danskere ved, hvordan man spiser sild? Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør, min lille ven!”

Knas, klank, smaske, gnufle, gnufle, grynte. Christian tørrede sig om munden, mens hans kraftige kæber formalede en halv sildefilet.

“Det går an,” sagde han med munden fuld. “Nu en slurk ildvand.”

Tjeneren bukkede og rakte flasken frem.

“At your majesty’s obedient service!”

* * *

Dagens program var et besøg i højesteretten i Tower of London. Christian, der selv var højeste dommer i sit hjemland, fulgte med en vis interesse en sag om en tyvagtig skatteopkræver, der blev dømt til at fortabe hoved, ære og formue.

Mens den vrælende synder blev slæbt ned i fangekælderen, gik Christian og dommerne til frokost. Her vankede lammekoteletter med kålstuvning og franzosisk vin af røde druer, svedskekager med flødeskum og sjældne krydderier, sød vin fra Madeira.

“Satans, som I lever livet,” sagde han. “Jeg gad nok, at Danmark blev et kolonirige med handel på fjerne kyster.”

Christian og hans svoger havde store planer om fremtidigt samarbejde og mange prygl til de tyske fyrster og franske pudderdukker.

“Ja!” råbte han, mens han hævede pokalen for femte gang. “En skål for vore broderlande, en skål for lov og ret!”

* * *

“Et dampbad og prygl med birkeris – så bliver man som barn igen,” sagde kong James, da Christian vendte tilbage til Hampton Court.

Den engelsk-skotske konge havde ganske rigtigt lyserøde kinder og krøl i håret. Hans kropsnære dragt glitrede af guld, og kalvekrøset ned over brystet var kridhvidt. Fandeme, om ikke også han havde rubinstikker i ørerne. Noget af en svans er han, tænkte Christian, men ham om det. Han avler flittigt børn på min søster, han vil lave storpolitiske aftaler med mig, og han er en herlig drukkammerat. Kan man forlange mere?

1606-01

De sad i slottets centrale sal med lædertapeter på væggene og otte meter til loftet. De drak om kap med hinanden og de måbende hoffolk, hvoraf flere allerede lå på gulvet. Hver aften skulle være bedre end den foregående, ja den skulle så.

“Er vi enige om, at vi deler Europa, sådan som vi snakkede om i går?” sagde Christian i en pause mellem to krus krydret mumme.

“Javist,” sagde James. “Jeg tager Frankrig, Spanien og Portugal, du får Tyskland, Polen og Nederlandene.”

“Og Sverige.”

“Ja, schelvfølgelig også Schverige,” snøvlede James. “Når du og jeg er færdige med Schverige, bliver der aldrig mere vrøvl med dem.”

Christian rakte efter whiskyflasken. “Lad os skåle på det.”

De bundede pokalerne og ræbede i kor.

“En af dine hofmænd må skrive det ned på et stykke papir, så vi ikke glemmer detaljerne.”

“Javist,” sagde James, “og vi sætter vores majestætiske schignaturer og laksegl under. Men ikke lige nu. Jeg har en overraskelse til dig”.

“Et nyt whiskymærke – eller mere af den dér kanariesekt?”

“Næ næ, tscheater! Det fineste tscheater, de britiske øer kan opvise.”

Christian blev lang i ansigtet, men kongen havde givet tegn til en dørmand bagest i salen, og nu kom et optog af sminkede, kostumerede skuespillere dansende ind, efterfulgt af en hylende sækkepibe og et par hornblæsere, som man fik ondt i tænderne af at lytte til.

Forrest i optoget stoltserede en herre med et præsteagtigt ydre, høj pande og plirrende øjne. Han bukkede dybt for kong James.

“Min ven, mesteren Will Shakespeare,” erklærede kongen og slog ud med hånden, så en halv styrtsø af krydderpunsch pladrede hen ad gulvet.

Will rettede sig op, vendte de kuglerunde glugger mod loftet og begyndte at deklamere:

“Since brass, nor stone, nor earth, nor boundless sea,
But sad mortality o’ersways their power,
How with this rage shall beauty hold a plea…”

“Åh, hold kæft!” råbte kong Christian. “Shut up, tais-toi, halt die Klappe, und das sofort!”

Will blegnede under teatersminken. James gjorde tegn til, at han skulle fortsætte.

“…Whose action is no stronger than a flower?
O! how shall summer’s honey breath hold out,
Against the wrackful siege of battering days…”

“Det var dog satans!” brølede Christian, idet han langede en lussing ud, som sendte Will trimlende hen ad gulvet. “Ud med dig, og ud med de andre abekatte… Nej, hende med det store patværk kan blive og danse på bordene. Jeg skal nok klappe takten, for jeres kattejammermusik vil  vi den ondeprygleme heller ikke høre på!”

Kong James var for beruset til at at rejse sig og protestere, og to hellebardbevæbnede vagtsoldater drev skuespillerne tilbage, hvor de var kommet fra. Klare tårer randt fra Mr. Shakespeares øjne, da han kastede et sidste blik ind i salen.

“Og lad os så få noget i glassene!” befalede Christian. “Vi sidder her ikke til pynt!”

* * *

Danskerkongen lå i sin himmelseng og gryntede, da døren gik op næste morgen. Han ventede at høre kammertjenerens sædvanlige kvidder, men det udeblev.

“Herre konge,” sagde en velkendt dyb stemme på jævnt dansk. “Tid at stå op.”

“Det bestemmer jeg fandenpuleme selv.”

“Desværre nej, herre konge,” lød det fra Christians rådgiver og rejseledsager, lensbaron Guffert Orne. “Vi skal være ude af Hampton Court inden en time.”

“Hvem siger det?”

“Kong James har udstedt denne allermajestætiske ordre.”

“Kald på ham, så jeg kan varme hans ører.”

“Kongen og dronningen er taget på landet, og vagtpersonellet har ordre til at jage os ud, hvis ikke vi går selv. Jeg har sendt ridende bud til kaptajn Bunkelhage på “Trefoldigheden”, at han skal gøre klar til afsejling ved middagstid.”

1606-02

“Jamen, det er jo vanvid,” sagde Christian, der havde sat sig op i sengen og var lysvågen. “James og jeg har store planer. Vi skal dele Europa mellem os og give svenskerne bank, til de jamrer.”

“Meget beklageligt, herre konge, men James har et nært forhold til Will Shakespeare og hans trup, og han tåler ikke, at de bliver fornærmet.”

“Will Shakespeare? Hvem fanden er Will Shakespeare?”

“Herre konge, vi har ikke lang tid tilbage her. Lad mig assistere Dem med at få bukserne på.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 7

DET HERRENS ÅR 1315

En mørk og stormfuld aften sad tre tunge, tavse skikkelser omkring stambordet i Klamhuse Slyngelstue & Halmloftovernatningsetablissement.

“Skal man hjemad?” gryntede stenhugger Knockel, mens han stirrede ned i sit tomme krus. “Er det slut for i dag?”

“Fertig schluss,” lød det fra Harding Hasselgris, kroværten, som i sine yngre dage havde drevet stude ned til Hamborg.

I det samme blev den frønnede dør bag dem smækket op, og omgivet af råkolde vindstød trådte en fremmed ind i krostuen. En vinterlig skikkelse med sne på skuldrene og blårøde frostpletter i det lange ansigt.

“Parlez-vous français?” sagde han og bøjede sig høfligt mod de tre herrer ved bordet.

“Aber natürlich,” svarede Harding.

16 ÅR SENERE

Manden var, utroligt men muligvis sandt, Pholbert de Gambrinoux, sidste overlevende af de tempelriddere, der var undsluppet blodig forfølgelse i Frankrig.

Han blev på egnen og etablerede sig i hidtil ukendte brancher som økologisk mesterkok, husdyrdressør, danselærer og opvisningsmasturbant.

1315-ridder

Livet smilede i det store og hele til ham, men en formiddag i april 1331 blev han ramt af et lynnedslag, mens han førte en masturbationsparade diagonalt hen over Klamhuse Hede. De yngre landbomasturbanter bar ham på stærke skuldre til nærmeste hus, stenhugger Knockels familiebolig og værksted.

Den forbrændte og stadig elektrisk skælvende franske ridder blev lagt ind i alkoven, hvor 13 knockelske børn i tidens løb var fremavlet.

“Øl, snaps eller brun natursuppe?” spurgte Knockel. “Hvad trænger du mest til, min ven?”

“Ingen af delene. Jeg er lige straks død, og du skal vogte den her.”

Pholbert de Gambrinoux stak hånden i inderlommen og fremdrog en genstand, som Knockel aldrig havde set magen til.

“Hvad er det?”

“Den hellige gral. Vogt den, skjul den. Når dagen kommer, vil den redde jer alle og kaste lys over jeres verden.”

“Hvad mener du? Forklar dig!”

Knockel smækkede ridderen en stimulerende lussing, men for sent. Døden var indtrådt.

600 ÅR SENERE

Med mesterhånd havde gamle Knockel nogle år senere udhugget et gravmonument over ridderen, og dette var med til at holde sagnet levende i Nordvestjylland. En tempelridder var død her, og han havde efterladt os den største af alle mytiske skatte, den hellige gral.

Men hvor var den? Hvor havde gamle stenhugger Knockel skjult den?

Man gravede hist og her, man hørte rygter og spredte dem gerne. Med tiden lærte man om gralens historie og magiske egenskaber, og i begyndelsen af 1930’rne udsatte Usseldrupegnens Octroyerede Landslubbertsparekasse en dusør for dens tilvejebringelse.

1315-ikke-gral

Nordvestjyder stod i lang kø ved sparekassens maskingeværbevogtede ekspeditionsluge med hver sin gral, da afleveringsdagen oprandt.

“Komme da, komme da,” lød det fra direktør Halyckon Molbert i døren.

Forventningerne var enorme, men i næste dags lokalavis kunne man læse, at gralen ikke var fremkommet. De indleverede effekter blev, såfremt de havde nogen værdi, bortsolgt til fordel for Husdyrpensionsfonden af 1879, og resten blev anvendt som fundamentmateriale ved byggeriet af Blodhavn Damptågehorn.

Fertig schluss und alles vorbei?

Nej. Trofaste følgere og brugere af denne kalender kan se frem til den endelige opklaring og jubelapoteose 24. december. Ikke en dag før, ikke en dag senere.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside