Tag-arkiv: Rakkelpot

Brun reaktorkerne nedsmeltet

WolleCavlingLOGO

KINA-SYNDROM I KLAMHUSE

Det er nu tre dage siden en brun paddehattesky rejste sig over området ved Klamhuse Elværks formeringsreaktor Mylrebæ-5, og nødvendiggjorde evakuering af alle borgere nord for linien mellem Brugsen og Klamhuse Vestermark. Som forberedelse til repatrieringen fra Brune Kors’ nødlejr på Blodhavn Marina til deres hjem, har avisen taget en samtale med Dr. Ludbert Oppenheimer, komitteret hos Amtmanden i Struer og formand for amtets skovturs- og atomenergiudvalg.

Brun paddehat 01

“Nedsmeltningen af Klamhuse-reaktoren og det deraf følgende Kina-syndrom er en af de katastrofer, der ikke burde kunne ske”, udtaler en tydelig stresset og træt Dr. Oppenheimer.

Som bekendt fungerer reaktoren efter myldrebæ-princippet: En kerne af radioaktivt fækalium-235 henfalder med en halveringstid på 5 uger og producerer derved varme og strøm til Klamhuse elkooperativ og staldvarmeværk. Alle sikkerhedsforskrifter var på plads for at forhindre kædereaktionen i at løbe løbsk. Reaktoren er bemandet døgnet rundt, og i tilfælde af begyndende overophedning påhviler det den vagthavende tekniker at begynde en nedkøling ved at sprøjte klorin og brun sæbe ind i reaktorkernen.

Brun paddehat 03

Nu viser det sig, at teknikeren den skæbnesvangre aften, Hr. Rolpert Rakkelpot, i strid med alle sikkerhedsforskrifter havde tilbragt eftermiddagen på Erna Bavnings Folkebordel og sov, da alarmen lød.

“Vi har selvfølgelig en back-up mekanisme i tilfælde af menneskelige fejl, men Søster Nielsens automatiske Lussomat, der i disse tilfælde aktiveres, formåede ikke at vække tekniker Rakkelpot fra hans post-coitale velbehag” sukker en tydeligt irriteret Dr. Oppenheimer.

Brun paddehat 02

Som alle nu ved, førte hr. Rakkelpots svigt til, at den brune reaktorkerne smeltede ned i jorden. Kernen er senest observeret i asthenosfæren  med kurs mod Wuhan, Kina, hvor den ved et astrologisk sammentræf forventes at ramme overfladen i forbindelse med fejring af det kinesiske nytår og indvarslingen af Kloakrottens år.

Brun paddehat 04a

“En katastrofe som denne må føre til selvransagelse og en kritisk revision af Nordvestjyllands atomprogram. Det er muligt, at myldrebæ-princippet og brugen af radioaktivt Fækalium-235 er for risikabel. Vi undersøger for tiden at bruge den norske Rjukan-metode. Her anvendes en flydende reaktorkerne af Tung Lort (Red: Lort med en ekstra neutron i atomkernen). Der er konsensus om, at en tunglorts-reaktor har forsvindende risiko for at smelte ned og sprede radioaktivitet”, slutter dr. Oppenheimer.

Her på redaktionen har vi fuld tillid, at Nordvestjyllands atomenergiprogram under Ludbert Oppenheimer er i gode hænder.

SE OGSÅ:

HenvBRUNVAREPROCES

Retur til avisens forside

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 17:25

Disc-jockeyen startede nummeret “Dansevise”. Gylla så sig omkring. Greven havde altid forbudt hende at smide tøjet for penge, men i aften følte hun trangen til at fortsætte sit ungdomsoprør. Hun greb rapsolien fra bardisken og vimsede op på scenen mens hundredevis af kåde gæster med nissehuer stirrede elskovslystne på hende.

De mange timers balletundervisning kunne bruges nu. Hun kombinerede dansetrinene med bevægelser hun havde set i en seksualundervisningsdokumentar. Hun trak de adelige klæder af og smurte sig ind i olie. Stemningen, temperaturen og lydniveauet fra tilskuernes masturbation steg i lokalet.

“Gylla! Gylla! Gylla!”

Da hun gik ned fra podiet og tog sin pandafrakke på igen, nærmede Bob sig med store øjne.

“Gift dig med mig, nu!” sagde han.

“Jamen, Bob dog,” svarede Gylla.

“Da jeg så din olieglinsende krop oppe på scenen i de forskellige positioner, fik jeg lyst til at skride fra dette skodjob, gifte mig med dig, dyrke hed elskov ude ved pissoiret og derefter flygte i en åben sportsvogn til Fyn!” glammede han ekstatisk.

“Åh, Bob!”

“Åh, Gylla! Lad os finde diskotekspræsten!”

* * *

På vej ned ad Knockelborgs kældertrappe stødte advokat Willy Best ind i en fedladen mandsperson.

“Mine juleglæder forsvinder! Min kommende hustru og mit arbejdsvehikel er forsvundet. Og nu hører jeg uhyggelige lyde nede fra kælderen. Hvad er det der sker?”

Rakkelpot puffede ham ovenpå, trak ham hen til hoveddøren og åbnede. Ind marcherede 113 ivrige håndværkere i selebukser.

“Hep, hep, hep, hep …” sang de i takt.

Over deres hoveder begyndte et musicalnummer at spille.

“Det skal jeg sige Dem!” Rane Rakkelpot nærmede sig Willy og brød ud i sang:

“Hør nu her min jura-ven.
Nu skal jeg fortælle Dem,
hvad der sker i aften her på slottet.
Jeg er Rane Rakkepot!
Og jeg er husets nye drot.
For Lambert han er blevet skrottet!”

Rane greb Willy og trak ham gennem lokalet hvor håndværkerne synkront lappede revnerne i væggene med tyggegummi, og afstivede konstruktionen med solide stolper af genbrugspap. Bevægelserne var perfekt koreograferede.

“Hep, hep, hep, hep!”

Spotlyset i loftet fulgte de to herrer rundt gennem forhallen.

“Men grev Lambert, hvor er han?
Denne spinkle, ækle mand,
ham har jeg da kørt af banen.
Men hør nu her, hr. Willy Best.
De er ikke mer’ en gæst,
for De skal hjælpe mig med planen.”

Saxofonsoloen begyndte og de to herrer lavede nogle improviserede dansetrin medens stannioltapet og lædergulvtæpperne blev rullet ud.

Rane fortsatte:

“Hvis du gi’r mig penge nu,
skal jeg finde dig en fru.
Mine døtre du kan hverve.
Jeg ka´ gør’ dig til baron
Og min datter som din kon’.
Du får den anden i reserve!”

Musikken stoppede og Rane rakte hånden frem mod advokaten.

“Hvad siger du, Willy?” Sveden piblede fra den flæskede pande.

“Hvem kan sige nej til to koner?” Willy løsnede op i et liderligt smil og gav sin nye svigerfar hånden. Julen var reddet.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 14:25

Rane Rakkelpot låste kælderdøren, listede ind i grevens sovegemak og rodede garderoben igennem.

Der var tydelige fysiologiske forskelle på Lambert von Rundknockel og Rane Rakkelpot. Greven var en benet mand, hvilket man ikke kunne sige om Rane. Til sit held fandt han dog en habit af strækstof, som han møjsommeligt trak ned over sit flæskede legeme. Han strammede gummiremmene og stillede sig majestætisk foran spejlet. Så greb han sin sminkedåse og malede sine øjenbryn kraftigere og lavede bakkenbarter af sin kønsbehåring og kontaktlim.

“Fridolph!” råbte han.

Et par trippende fødder kom nærmere gennem gemakkerne, indtil døren gik op til det respektive lokale.

“Greven ønsker?” udbrød kammertjeneren og spærrede øjnene op ved synet af den fedladne person der gjorde sig til foran spejlet. “Jamen, hr. Greve. Hvad er der sket? De er blevet så …”

“Fed? Ja, jeg er selv chokeret. Lægen siger det skyldes for meget vand i kroppen. Det er sket bare lige pludselig.”

“Hvor forfærdeligt. Er der noget jeg kan gøre for Dem?” stønnede Fridolph.

Rane Rakkelpot smilede ved tanken om. at han havde narret kammertjeneren.

“Ja, lille tjenermand,” nikkede den falske greve. “Jeg skal tydeligvis ikke have mere vand, så De kan servere mig en brændevin. Og derefter kan De gå i gang med at lægge alt mit tøj ud, så jeg kan være i det.”

“Der burde være et par gardinrester i kælderen, som jeg kan bruge,” sagde Fridolph.
“De må ikke gå ned i kælderen!” skreg Rakkelpot. “Håndværkeren flatulerer. Det lugter!”

* * *

Rakkelpot stod i forhallen og lavede en skitse på en rulle toiletpapir. En ombygning var uundgåelig. Der manglede både det ene og det andet. Det lignede jo et faldefærdigt mausoleum.

Hvis Rane skulle tage over som herre på Knockelborg, skulle der være møbler, statuer og flere tjenere. Der skulle også lappes huller i væggene og isoleres bedre. Men han manglede materialer; tyggegummi, halm, mudder og rødler. Det blev dyrt, men han havde da penge på kistebunden.

Rane kontaktede sine venner i nabobyen og hyrede dem til at renovere slottet. Derefter ringede han til den nærmeste boligforretning og bestilte møbler og gulvtæpper til hele Knockelborg. Navnet burde der gøres noget ved. Ny ejer. Nyt navn.

“Rakkelborg, selvfølgelig,” grinede Rane.

“Gyyyyllaaaaa?!” lød det ovenpå. “Gyyyyllaaaaa, jeg er klaaaaar! Hvoor er duuu?!”

Rane stirrede mod trappen. Han kunne efterhånden ikke overraskes mere. Selvfølgelig var matriklen også hjemsøgt. Han sukkede og foretog endnu et opkald.

“Det er Ra… øh, Lambert von Rundknockel. Jeg vil gerne bestille en eksorcisme!”

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 5:25

Primatens blodskudte øjne lyste op ved synet af kontanterne i advokatens mappe. Savlet boblede i mundvigene og skabningen krabbede sig skrutrygget nærmere.

“Money!”

Willy greb ridepisken og tævede de behårede hænder.

“Kan De så komme væk, forbryderiske kræ!”

Pisken smældede atter, denne gange over abens nakke. Chaufføren dansede forpint væk.

“Money?”

“De kan vente ude i sidegemakket hos tyendet indtil videre,” knurrede greven bistert og gestikulerede. “Kan De ikke se., at vi holder møde?”

* * *

I sidegemakket sad kammertjeneren Fridolph og tamgrisen Lullah og ømmede sig efter den gedigne omgang prygl de netop havde modtaget.

“Man burde ringe til fagforeningen. Punktum,” mumlede Fridolph.

“Næh, så får vi flere prygl.” Grisen hvinede af skræk ved tanken om grevens håndflade.

Døren gik op.

En chimpanse luntede forbi og satte sig på køkkenbordet. Den benyttede ventetiden til at masturbere.

“Hvad vil De her?” spurgte Fridolph.

“Money, money?”

“Aha. De er ikke den første,” stønnede kammertjeneren. “Greven er ikke ligefrem den bedste betaler. Det er sikkert derfor urinkraftværket i kælderen konstant eksploderer. Dårlig betaling resulterer i dårlig service. Punktum.”

Fridolph kiggede diskret ind i forhallen. En fremmed mand i ekstravagant påklædning stod og smiskede foran greven og komtessen. Han fægtede med et bundt pengesedler, en ridepisk og en halv meter lang dildo.

Som det så ud herfra, kunne det tyde på, at Gylla skulle lade sig prostituere, så greven kunne betale kreditorerne. I krisetider måtte man tænke kreativt.

Inden han kunne nå at gøre sig flere tanker, bankede det på køkkendøren. Fridolph rettede på uniformen, marcherede elegant til den anden ende af lokalet og åbnede.

En småfed mand i selebukser, paryk og falsk overskæg stirrede udspekuleret på ham. Manden havde en værktøjskasse i den ene hånd.

“Mit navn er Rane Rakkelpot,” smilede han skummelt. “Det var noget med et problem i kælderen?”

(Fortsættes her)

Guldkalenderen blad 21: KANSLERGADE 1933

Guldkalender BANNER

Det var en mørk og kold januarnat i Kanslergade. Statsministeren havde inviteret sine politiske modparter til forhandlinger i sin lejlighed. Der var dækket op med smørrebrød og pilsnere. Alt tegnede godt. Ministeren havde på dette tidspunkt ingen ide om, at mødet ville blive som én lang og pinefuld ørkenvandring.

“Som De sikkert ved, er landet i store problemer,” udbrød Thorvald Stauning. “De skal løses omgående. Ingen forlader lokalet før der er bragt orden i sagerne.”

Politikerne satte sig til bords og tog et stykke smørrebrød hver. Forhandlingerne kunne begynde.

1933 Rakkelpot

“Har De noget fornuftigt at sige?” Stauning satte tænderne i et stykke med rullepølse og pegede på formanden for Venstre med sin kniv.

Modparten nikkede og sagde: “Jo ser De. hr. statsminister. I forbindelse med landbruget, så mener jeg … Åh, hvad er det dog for en larm?!”

De kiggede alle mod det åbne vindue. Naboen i lejlighedskomplekset lige ved siden af spillede tuba. Der var tryk på.

Stauning smed bestikket i raseri.

“Det er hr. Rakkelpot!” skreg hr. Stauning. “Han kan ikke lide mig. Hver nat spiller han på sine instrumenter for at drive mig til vanvid.”

Den skæggede mand sprang hen til vinduet, flåede det op og hylede ud i mørket: “Er De klar over, at vi prøver at redde Danmark herinde?”

Hr. Rakkelpot grinede bare og skiftede tubaen ud med en sækkepibe. Støjforurening af værste skuffe.

Thorvald Stauning greb et askebæger og slyngede det direkte mod tølperens vindue. Ruden splintrede i tusinde stykker. Så lukkede han vinduet igen og trak gardinerne for.

“Sådan håndtærer man uromagere.” Han satte sig til rette ved spisebordet. “Nåh, hvor kom vi fra?”

“Landbruget…” svarede Det Radikale Venstre.

“Åh ja, landbruget,” nikkede overhovedet og tog en ny bid mad. “Det vi gør er at…”

Det ringede på døren.

Thorvald Stauning fór sammen. Et øjeblik var han ved at kløjes i smørrebrødet.

“Skal De ikke åbne? Det kunne jo være vigtigt,” sagde formanden for Venstre.

“Jo, jo.” Stauning luntede ud i entréen og åbnede hoveddøren. “Hvem i alverden vil besøge mig midt om natten?”

Der stod ingen i opgangen. Til gengæld lå der en brun pose i flammer.

“Det brænder!” Statsministeren trampede på posen, til ilden var kvalt, men nu var lakskoene tilsølet i fækalier. Han var faldet for det gode gamle trick med en hundelort i en brændende papirspose. Hr. Rakkelpots latter kunne høres et sted nede af trapperne. Han var ved at flygte fra gerningsstedet.

“Bare vent til jeg får fat i Dem, hr. Rakkelpot!”

Rød i hovedet marcherede Thorvald Stauning tilbage til sine kollegaer.

“Det er da for galt,” sagde de andre i kor.

“Jeg skal nok få min hævn. Den nedrige Rakkelpot kommer til at betale. Et skattetryk på 100 procent til ham og hans tuba,” brummede han.

De andre nikkede og gnæggede.

“Hørt.”

“Hørt.”

Stauning greb en flaske cognac.

“Men først Danmarks fremtid. Vi nåede at tale lidt om landbruget. Som det ser ud nu, er der ingen anden udvej end at…”

KRRAASH!

Vinduesruden eksploderede, da en tuba indsmurt i menneskeafføring fløj ind i stuen og kolliderede med spisebordet. Glas, smørrebrød og fæces lå alle vegne. Et sandt kaos i Staunings lejlighed.

Gæsterne sad måbende med mad og fækalier i hovedet og på tøjet. Thorvald Stauning sank opgivende sammen i lænestolen. Han var træt:

“Det her bliver en lang aften…” stønnede han og bundede den sidste sjat cognac i flasken.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside            >> Næste kalenderblad

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 15

DET HERRENS ÅR 1903

Wilbur og jeg havde så tit drømt om at flyve som fuglen på himlen. Mange idioter havde gjort forsøget før os men alle med ubrugelige resultater.
Næh, hvis nogen kunne klare opgaven var det os to.
Vi satte os ned og lavede de nødvendig udregninger og tegnede en skitse til en flyvemaskine. Det var jo pærelet hvis vi da for helvede havde haft noget arbejdsro!
Ser De, vores overbo, Gerry Rakkelpot hedder han, forstyrrede os konstant. Han dansede hele tiden. Det lyder måske harmløst men det var ikke uskyldigt ballet. Han trampede hårdt i gulvet så det støvede ned i vores fyldte sherryglas.
Men vi fik da til sidst lavet en arbejdstegning og vi kunne med stor lettelse rykke ud i værkstedet hvor der var ro.

1903-rakkelpot

Pinen var dog ikke ovre.
Da vi nogle dage senere sammensatte motoren i vores værksted, ja så kom hr. Rakkelpot gudhjælpeme fjorten gange indenfor en time for at låne en kop sukker til sin kaffe. Vi har altid været høflige og kunne selvfølgelig kun sige ja. Men det var med en hvis mistro for hvem fanden putter flere kilo sukker i sin kaffe?
Næste dag da vi kom tilbage for at færdiggøre motoren opdagede vi hvordan alt vores værktøj var byttet rundt. Intet var hvor vi havde lagt det.
“Gid fanden havde Gerry Rakkelpot,” hylede vi i kor.
Vi styrkede nerverne med et par glas sherry hver og fortsatte arbejdet.
Vi skruede, borede, hamrede og svejsede skelettet sammen. Propellen og landingshjulene blev monteret og alt tegnede ganske godt lige indtil motoren skulle startes for første gang.
Det osede og boblede og vi måtte springe i dækning før det var for sent. Motoren brændte simpelthen sammen.
KABUUUUUM!
Nogen havde hældt sukker i brændselskammeret så hele maskineriet karamelliserede og eksploderede. Så fandt vi da ud af hvad han skulle bruge alt det sukker til.
Vi blev enige om at låse værkstedet hver nat efter dette sabotagenummer. Og der kom da heller ikke flere attentater fra overboens side.
Den 14. december stod vi stolte ved siden af vores færdige flyvemaskine. Men testflyvningen gav ikke de bedste resultater. Grundet tekniske problemer var vi kun i luften få sekunder.
Jeg havde en mistanke om at Gerry Rakkelpot var med i spillet men værkstedet havde jo været aflåst. Desuden havde vi ikke set meget til manden de sidste par uger.
Den 17. december var småfejlene justeret og vi var klar til et nyt forsøg.
Vi startede maskinen og kørte af sted på landingshjulene.
Lidt efter lettede vi.
“Den virker edersprøjteme!” råbte vi i kor. “Vi flyver!”

1903-wright

Vores sejrshyl blev imidlertid afbrudt af en forfærdelig motorstøj bag os. I bakspejlet kunne vi se noget nærme sig med høj hastighed.
“En flyvemaskine?” jamrede min broder. “Jamen, det kan jo ikke passe!”
En meget større, langt mere avanceret og elegant flyvemaskine halede ind på os og fløj op på siden af vores prototype.
Til vores skræk sad Gerry Rakkelpot i egen irriterende person i cockpittet med en cigar i munden. På siden af flyet stod der: Rakkelpot Airlines.
“Davs, gutter. Se hvad jeg lige har flikket sammen,” råbte han i en megafon. Med et grin gassede han op og overhalede os totalt før han fløj længere og længere opad og frem.
Snart var han kun en prik i horisonten på den triste grå decemberhimmel.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside