DET HERRENS ÅR 1954
SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 07.48 PRC.
Filmstjernen Buddy Wankers (Oscarnomineret for hovedrolle i westerndramaet “17 Guns and a Chink”) sad bag rattet i sin nyanskaffede Pontiac Chieftain De Luxe Convertible. Speedomeret viste næsten 90 mph, da han overhalede en lastbil op ad bakke på en to-sporet landevej i Idaho.
Over bakkekammen kom en gul skolebus til syne. I løbet af sekunder var den så tæt på, at Buddy kunne se en skæv tand i chaufførens overmund. Han kastede sit luxusvehikel til højre og hørte lastbilens og bussens tudehorn som dommedagsbasuner.
Da han fire minutter senere holdt på en rasteplads, kunne han konstatere, at brede striber lak var skrabet af begge Pontiacens sider.
Alle implicerede var uskadte, og de tre vehikler fortsatte ad deres planlagte ruter, Buddy dog først efter at have masturberet nogle gange for at berolige nerverne. (Hans problemer med alkohol og nervemedicin begyndte mange år senere og havde intet påviseligt med denne episode at gøre.)
SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 09.11 PRC.
Galeasen Aurora Knockel af Blodhavn pløjede Vesterhavets bølger, tungt lastet med nordvestjysk brunvare (tørret, fladvalset, kvalitet II) til Le Havre. Skipper Clement Knockels grå øjne skuede hen over skumtoppene.
“Men hvad satan?” brummede han. “Er det ikke en pukkelhval dér mod vest-nordvest? Kunne man sejle hovedet i smadder på sådan et kreatur og slæbe kadaveret med hjem til Klamhuse Kødfoderfabrik?”
“Vi er jo først hjemme om tre-fire uger,” bemærkede Jallah, skibsdrengen, der var med på sin første langtur.
Skipper Knockel smurte en rask lussing hen over det fregnede fjæs.
“Du taler, når du bliver spurgt, ellers ikke. Hvalkødet bliver modnet og mørt undervejs. De bedste udskæringer kan vi afsætte til Brunmølle Udflugtskro.”
Skipper drejede skarpt på roret, og Aurora stævnede efter den mørke pukkel i havet, men hvalen forsvandt af syne, og da den igen dukkede op, var den halvvejs ude mod horisonten.
“Møgdyr!” brummede Knockel og tildelte skibsdrengen endnu en lussing, før han styrede tilbage på kursen.
En halv sømil bag dem drev den hornmine, som de havde været få favne vand fra at ramme ind i. Den var 10-12 år gammel, men stadig aktiv, og den indeholdt 78 kg TNT.
Ud- og hjemtur blev gennemført uden større begivenheder, når bortses fra, at Jallah på bordellet Bonheur du Jour i Le Havre pådrog sig den første af et langt livs talrige gonoré-infektioner.
SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 16.24 PRC. (LOKAL TID)
Globetrotteren Gambrinus Buhms var nået 11 dagsvandringer ind i Amazonas-junglen, længere end nogen anden hvid mand. Ved middagstid havde han mødt en flok indfødte omkring et vandhul, hvor de kollektivt defækerede, og dette øjeblik havde han naturligvis sikret for eftertiden ved brug af sit veltjente Agfa-kamera. Nu stillede han otte af de ranke og velnærede, men ikke ret store stammefolk op til fotografering i en lysning. Den niende havde fået et lynkursus i kamerabetjening og skulle trykke på knappen, når Buhms gjorde tegn.
De indfødte var tilsyneladende villige nok, men det tog lidt tid at få dem arrangeret i den rette skulpturelle formation, som den sønderjyske eventyrer så skulle knæle foran. Det lød, som om de indbyrdes diskuterede et eller andet.
“Umbrok pop gryffert?” sagde den yngste spydbærende dreng.
“Umbrok graff!” lød det fra bedstefar bag ham.
“Hold nu kæft og kig ind i kameraet,” sagde Gambrinus Buhms og prøvede med en viftende hånd at vise, hvad han mente.
De forstod ikke hans sprog, og han forstod ikke deres.
“Skal vi æde ham?” havde drengen sagt.
“Jeg er sulten!” tilføjede bedstefar.
“Gryffert jao kikkel. Umbrok kikkel. Pillarkuna,” sagde den ranke kriger, som Buhms formodede var høvding. Det betød så meget som: “Han er senet og sur i kødet, og vi har ikke de rigtige krydderier. Slut på diskussion.”
“Klik!” sagde Buhms og gjorde det aftalte tegn.
Klik, lød det fra Agfaen. Billedet var taget.
SØNDAG DEN 19. DECEMBER, RESTEN AF DAGEN
Det fortsatte på samme måde. Ikke en eneste sagesløs danskere blev myrdet, medlemmer af de europæiske kongefamilier blev hverken gift eller skilt, ingen passagerfly styrtede, ingen jordskælv, tornadoer eller stormfloder hærgede noget steds på kloden. Den hellige gral blev ikke fundet, og Marilyn Monroe var endnu mange år fra sit selvmord.
Hen mod aften herskede sort fortvivlelse på avisredaktioner verden rundt. Det gjaldt også Nørre Usseldrup Folkeblad, som netop var amalgameret med Nordvestjyske Fækalietidende. På redaktionskontoret (beliggende lunt og komfortabelt over bolsmand Ferkelsens svinestald) sad redaktør Gylbert Knockel og rev sig i håret.
“Det er den værste dag i mit professionelle liv,” sagde han og tildelte journalisteleven Philbert en af dagens talrige stimulerende arbejdslussinger. “Hvad gør vi? Du bliver aflønnet med 3,74 kroner om måneden plus roefoder og en halmbunke at sove i, så hvad er svaret, Philbert? Hvordan redder vi morgendagens udgave?”
“Hvis der nu indløb en bombetrussel mod Klamhuse Kino,” sagde eleven.
“Ja, hvad så?”
“Og publikum blev jaget ud, og alle var rasende…”
“Videre.”
“Og så… æh, noget med et slagsmål.”
“Nej, sgu,” sagde redaktøren. “Halvdelen af de fordrevne biografgængere stiller op til en masturbationsparade diagonalt fra NV mod SØ over Klamhuse Hede. Resten skal ud på et lussingoptog fra SV mod NØ. De to processioner kolliderer i mørket midt på heden. Kabum! Vi er til stede og tæller de tilskadekomne og får kommentarer fra fremtrædende deltagere og så videre. Morgendagens avis er lige ved at være reddet. Af sted, min dreng.”
“Hvorfor et af optogene skal jeg følge med?”
“Dem begge to.”
“Jamen…”
En smældende lussing var svaret. “Ikke noget jamen. Det ord er forbudt her på redaktionen, og det ved du udmærket. Af sted, nu fluks!”
Retur til avisens forside