Kategoriarkiv: Ranke personligheder

Kampen om den røde rubin 2:25

“Kom med den, knægt, og lad det gå lidt villigt.”

“Kom med hvad?”

“Sigøjnerringen, for helvede.”

Endnu en lussing svirpede hen over Bennis velplejede, glatbarberede venstre kind.

Den kostelige forlovelsesring til Lydia lå i hans inderlomme. Voldsmændene så ud til at vide besked, og Benni havde ikke lyst til at få sin aften eller sit ansigt ødelagt. Men trods sin unge alder var han en mand, der tænkte på næsten alt.

“Ja, ja,” sagde han. “Hvis det skal være på den måde…”

Benni havde været forlovet en gang før. Da tøjten, bedragersken, møgøret Mona slog op med ham lillejuleaften i fjor, sendte hun sin forlovelsesring tilbage. Den var langt mere beskeden end den, han havde tiltænkt Lydia. Faktisk havde Benni byttet sig til den for to par lange underbukser hos en marskandiser i Lemvig. Og hans utrolige held var, at han lige nu havde denne ringe lille ring som reserve i bukselommen. Hvis Lydia skulle mene, at sigøjnerens guldring med en glødende rubin så stor som en grønært var alt for dyr og fornem til en jævn fiskerpige, havde han denne mere beskedne ring med en lille rød sten af skrammet plastic at tilbyde i stedet.

Han gravede ringen frem. Den nærmeste af de to store, ubarberede bumser ragede den til sig.

“Hør, hvad foregår der her?”

Det var udflugtskroens overtjener Möbelwaffel, der kaldte fra døren til anretterkøkkenet.

Bumserne svarede ikke, men spurtede forbi ham og ud gennem døren til den mørke gårdsplads. Øjeblikket efter hørte man en motor starte, og grus sprøjte fra dækkene derude.

“Er der noget i vejen?” spurgte tjeneren. Han kendte unge Borgwald-Bertelsen og den solide, lokale velhaverfamilie, han tilhørte.

“Ikke spor. Så snart min kæreste er tilbage ved bordet, bestiller vi mad. Lad mig bede om to petroleum-og-cola-drinks.”

En anden dør gik op. Som en teaterkulisse havde udflugtskroens spisesal stribevis af døre, hvorigennem de medvirkende kunne passere ind og ud.

Skønne Lydia fejede hen over gulvet, iført stram gul kjole og højhælede sko. Ikke siden Marilyn Monroes velmagtsdage havde verden set noget lignende.

“Hvorfor er din kind så rød?” spurgte hun, da hun havde sat sig, og hendes blå øjne atter stillede skarpt på Benni.

“Jeg blusser ved tanken om dine kys og kærtegn.”

“Jamen, hvorfor så kun i den ene side af ansigtet?”

“Det må være belysningen, skat. Eller jeg har kradset mig lidt. Der kom en flue forbi. Du kan se, den sidder dér i vindueskarmen.”

“Der sidder fire-fem stykker. De har fundet noget spiseligt.”

Overtjener Möbelwaffel brød ind: “Hvad vil herskaberne behage at få serveret?” sagde han, idet han satte to høje glas foran dem.

“Kan du ikke fjerne de dér fluer?” sagde Lydia.

“De bor her. Hvad skal det være?”

“Hvid abe,” svarede Benni.

Lydia kiggede på spisekortet. “Henkogt hvid abe med brun kryddersovs!” gispede hun. “Det er den dyreste ret på kortet, Benni!”

“Lydia, vi er her i aften med et bestemt formål. Tro mig.”

Hans højre hånd kravlede hen over bordet for at få kontakt med hendes. Hans venstre havde fat i inderlommen om æsken med den kostelige rubinring.

Overtjener Möbelwaffel afbrød atter.

“Hvid abe udsolgt!” råbte han fra køkkendøren. “Vi har sprængt næsehorn med tyttebærgelé.”

 (World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Kapitel 1 ILLUST

Kroens historie og menukort her
Flux til kalenderens afsnit 3
Tilbage til avisens
 forside

 

Kampen om den røde rubin 3:25

Varevognen med teksten Morfars Medister gjorde holdt ved springvandet foran palæet i Nørre Usseldrups rigmandskvarter. Vinduerne på den afskallede bygningsfacade var dækket af rådne brædder og stensøjlerne havde en faretruende skævhed.

“Piv!” En våd rotte løb i tørvejr gennem et hul i muren.

De to bredskuldrede mænd med de borgerlige navne Karloff og Brutus, trampede målrettede gennem regnen, og op ad trappestenene til hoveddøren. Trinene var glatte af pløre, fedt og døde rotter.

De gik gennem den vandkolde hall og videre endnu gennem spisestuen. Vandet dryppede fra hullerne i taget og der lugtede af gammelt kød og branket sukkermasse.

“Vi er hjemme, doktor!” råbte gorillaerne i kor og marcherede ind i herreværelset med mudder på skoene. En grammofon spillede Vivaldi henne i hjørnet, alt imens den tændte pejs badede jagttrofæerne på væggen i et skæbnesvangert skær.

“Pragtfuldt mine herrer,” svarede doktoren fra den højryggede lænestol. Han gnaskede elfenbenschips og drak metanollikør i sin ternede slåbrok. Hans tynde overskæg vibrerede sagte.

Han var ikke kommet sovende til dette fornemme domicil. Næh, han måtte i sin tid hypnotisere den tidligere ejer til at overdrage ham skødet og derefter gå i eksil i Holstebro. Han fik altid sin vilje med hypnose.

“Hit med den,” sagde doktoren og lagde godterne fra sig på serveringsbordet ved siden af stolen.

“Med hvad?” spurgte Karloff.

“Sportsektionen. Hvad tror du selv? Hit med den røde rubin.” Han himlede med øjnene og rakte hånden frem.

“Værsgo,” svarede Karloff og lagde den falske plasticring i håndfladen på sin overordnede.

“Det er sgu da ikke den jeg bad om,” hylede doktoren og kastede den forlorne ring ind i pejsen.

“Jamen, det var den han gav os,” sagde Brutus. “Så det da være den rigtige.”

Doktoren greb en læderpude og pryglede sine lakajer til de lå og jamrede på isbjørnetæppet:

SMACK!
“Auv!”
TUCK!
“Undskyld.”
KLASK!
“Av, av!”

Doktoren kastede puden fra sig og løftede dem op i ørerne:

“Nu tager vi sammen tilbage og bringer orden i denne fadæse. Er det forstået?”

Håndlangerne nikkede som to disciplinerede skolebørn.

“Javel, doktor.”

“Det var flot!” Hypnotisøren iklædte sig overtøj og greb sit lommeur, sin kniv og en æske tændstikker. Han traskede mod døren. Kumpanerne fulgte trop.

“Hov, vent,” udbrød doktoren og gik tilbage til bogreolen. Han trak i en bog med et mølædt smudsbind. Der opstod en klikkende lyd bagved og en skjult dør åbnede sig til en hemmelig passage. Han gik ind i mørket og kom tilbage et minut senere.

“Jeg var lige ved at glemme min hat,” smilede han og vippede den på hovedet. “Lad os køre!”

Banden gik ud i den silende regn og satte sig i varevognen.

“Hvad gør vi nu?” sagde Brutus forsigtigt bag rattet. Han startede motoren.

Doktoren stirrede intenst gennem forruden:

“Hvis hr. Borgwald-Bertelsen ikke vil aflevere den røde rubin frivilligt …” sagde han og svang sit lommeur fra side til side.

Schwung … Schwung … schwung!

“… ja, så må jeg jo hjælpe ham lidt på vej.”

 (World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Jul 2018 titel afs 3

Flux videre til afsnit 4

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 4:25

Bennis hånd gravede atter i habitjakkens inderlomme, hvor forlovelsesringen lå.

Lydia,” sagde han med smør på stemmen. ”Jeg har noget til dig, og der følger et stort spørgsmål med.”

Så er der mums!” lød et råb bag dem. Overtjener Möbelwaffel kom rullende hen over udflugtskroens bræddegulv. En sky af krydret køkkendamp bølgede omkring ham og serveringsvognen.

Sprængt flodhest med tyttebærgelé og…”

Du sagde næsehorn lige før,” indskød Benni.

Flodhest, næsehorn, tasmansk pungrotte, kært dyr har mange navne. Se nu her!”

Pflumpf! En rødbrun, knoldet pladdermasse blev skovlet op på deres tallerkener. Sluschk! Et dobbelt mål grågul, sejtrukket roemos. Og pflisk – her fik de et par dryp af den annoncerede tyttebærgelé.

Nyd jeres måltid, og det er en ordre fra mig og køkkenchefen!”

Det sprængte dyr mindede i forbløffende grad om brunt standardgranulat fra Klamhuse Kødfoderfabrik, men det, man fik i munden, var velkrydret, og lyden af ihærdig tygning, gurglning, ræbning og synkning fyldte spisesalen de næste minutter.

Lydia tørrede underansigtet nogenlunde rent og blinkede med sine store kornblomstblå øjne.

Du ville sige noget, Benni?”

Ja, ja…” Hans kæber arbejdede som stemplerne i en dieselmotor. ”Lydia, min julestjerne, min opvaskebørste, mit mobile lasershow… er det nu i aften, vi skal forlove os?”

Hun bøjede ansigtet over den stadig rygende tallerken. Benni skubbede ringen hen mod hende, og den røde rubin samlede alt lys i sig.

Jo, min pasha,” svarede hun. ”Vores kærlighed gløder som Tjernobyl i 1986, men…”

Men hvad?”

Min far.”

Lydias far, dynamitfisker Bax Lubbert, Blodhavn, var en hård mand. Benni vidste det, alle vidste det. Han klappede Lydias hånd og sagde:

Inden længe vil Bax respektere mig og anerkende mine kvaliteter. Jeg vinder næsten altid ved nærmere bekendtskab. Jeg kan også skaffe ham nogle vinterunderbukser med lodden vrang til stærkt reduceret pris.”

Lydia drejede ringen, og det glimtede rubinrødt i hendes øjne.

Må jeg prøve den på?” sagde hun.

Spis for helvede!” brølede overtjeneren bag dem. ”Vi har halvandet kilo mere under dampkogning i køkkenet.”

Syvogtredive minutter senere blev det nyforlovede unge par støttet ud fra kroen. Deres kinder var svulmet op som balloner, og habitjakken sad uhyggeligt stramt om Bennis overkrop. Han glædede sig til at komme ind i sin to-farvede Ford Capri 1600 GT XL, hvor motoren kunne overdøve Lydias og hans egen uophørlige flatulens.

Hun vaklede af sted med højre hånd strakt frem foran sig, stadig hypnotiseret af rubinen.

Så ruller vi,” sagde Benni, da de med overtjenerens hjælp var blevet lempet ned i sportsvehiklet.

I det samme så han et uhyggeligt syn i sit bakspejl: En varevogn med den påklistrede tekst Morfars Medister. Foran i vognen sad de to gorillaer, der tidligere på aftenen havde givet ham lussinger, og mellem dem dukkede et ansigt frem, som lyste af raseri og ondskab. Manden med det olieglatte, sorte hår skreg en ordre til gorillaerne, kunne man se på hans åbne gab.

Benni trykkede hårdt på speederen, og Caprien accelererede som et projektil ud af et pistolløb.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Rubinring certificeret

Flere specialiteter på Brunmølle Udflugtskro

Flux videre til afsnit 5

Tilbage til forsiden

Kampen om den røde rubin 5:25

“Benni, hvad går der dog af dig?” hylede Lydia. Hun klamrede sig til passagersædet og kiggede forbløffet på sin forlovede, der med et intenst blik satte farten op og drønede ned mod centrum.

“Vi bliver forfulgt af forbrydere,” svarede Benni og foretog et skarpt sving ned ad Brunvarevej. Dækkene hvinede. Det samme gjorde Lydia.

Varevognen med forfølgerne var lige bag dem. De viftede hysterisk med armene.

“Jamen,” jamrede Lydia. “Af hvem?”

Benni prustede og torpederede ved et uheld ind en frugtbod. Han slog viskerne til, da ruden blev fyldt med knust frugt og saft. Han tørrede sveden af panden og rømmede sig:

“Ud fra den offensive fremgangsmåde som de benytter sig af, vil jeg enten gætte på licensopkrævere eller skattekontoret,” sagde han tørt.

“Men vi skylder da ikke noget til nogen.”

“Næh, vi har vores på det rene. Men skulle det på nogen måde stoppe Told og Skat? Ingenlunde. Har de først set sig sur på dig, ja så …”

Han tav.

Lyssignalet længere fremme skiftede til rødt, og retskaffen som Benni var, hamrede han bremsen i.

Varevognen bag dem undveg i sidste øjeblik og fortsatte forbi Caprien på to hjul.

Benni og Lydia så måbende til mens skurkevehiklet kolliderede med fjorten tønder finvalsede pensionistfækalier, der stod til afhentning foran alderdomshjemmet. Den dampende varme afføring sovsede varevognen ind og fjernede vejgrebet. Den skøjtede flere hundrede meter ned af vejen.

Lyssignalet skiftede til grønt.

“Jeg tror vi fik rystet dem af os,” sagde Benni. “De har lært en vigtig lektie. Dem ser vi ikke mere til.” Han blinkede til højre.

Et kvarter senere standsede Benni ved Lydias etværelses lejlighed på Blodhøj. Når brylluppet var fuldbragt var det slut med at bo hver for sig. De skulle bo sammen i en villa, eventuelt på Klamhuse Hede. Og de skulle have husdyr og tyende og hvad der ellers hørte sig til.

“Vil du med op og have en godnatdrink?” spurgte hun idet hun steg ud af vognen. Rubinringen glimtede på hendes hånd i skæret fra lygtepælen.

“En godnatdrink, siger du?” Benni klukkede. “Jeg takker aldrig nej til en cocktail med kvinden i mit liv. Jeg skal bare lige have mit tandhygiejnesæt og mine natbriller med fra i bagagerummet, så er jeg der sporenstregs!”

“Udmærket, så åbner jeg en flaske Litiumlikør imens,” svarede hun og valsede ind i opgangen.

Benni fløjtede lystigt og åbnede bagsmækken.

“Jeg er den heldigste mand i verden,” mumlede han for sig selv og rodede i dybet.

“Tro om igen,” gnæggede en mand bag ham.

Benni vendte sig om og stirrede direkte på et lommeur der svingede fra side til side.

Schwung … Schwung … Schwung …

“Du føler dig tung i kroppen,” sagde manden med lommeuret.

Benni sank sammen, men blev grebet af de bredskuldrede håndlangere inden han ramte fortovet. De løftede ham i vejret.

Schwung … Schwung … Schwung …

“Du afleverer nu den ægte rubinring til mig.”

Bennis øjne var vidtåbne.

“Jeg har den ikke. Jeg har givet den bort.”

“Satans!” Doktoren himlede med øjnene og trak et papirskondom over Bennis ansigt før han skubbede ham ind i den fækalieindsmurte varevogn. Han sprang ind og gestikulerede til sine mænd.

“Kør!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Lastvehikler i mudder

Link til mere info om vehikler på Blodhøj

Flux videre til afsnit 6

Retur til forsiden

Kampen om den røde rubin 6:25

Lydia havde travlt med at gøre sig smuk til natten. Hun gned sine opsvulmede kinder med salmiakspiritus og lukkede lejlighedens eneste vindue op, så hendes vedvarende kraftige flatulens kunne drive ud i decembermørket.

Hvor blev Benni af?

Hun så sig i spejlet. Læberødt! tænkte hun og lod handling følge tanke. Den gule fløjlskjoles to øverste knapper blev løsnet. Nu er jeg klar, Benni, tænkte hun, men hvor er du, min elskede, min forlovede, min rubingavemand?

Omsider hørte hun trin på trappen. Tunge trin. Hun åbnede døren på klem og satte ansigtet op til et smil, som dog forsvandt i næste sekund.

Manden, der trampede op mod hende, var dynamitfisker Bax IX Lubbert, hendes kødelige fader. Han var som altid iført sine fisker-overalls og lugtede stærkt af de fangster, der gennem ni generationer havde været familiens levebrød, siden cirka 1897 hjulpet af Alfred Nobels vidunderlige opfindelse.

Hvor er han, slamberten?” brølede Bax.

Ja, æh, hvis det Benni, du mener, så…

Hans væmmelige to-farvede burgøjserbil holder hernede, så lad være med at spille uskyldig. Hvor er han?”

Bax møvede forbi datteren og ind i lejligheden. Han åbnede køkkenskabet og døren til badeværelset. Han dumpede ned på knæ og kiggede under sovesofaen. Ingen Benni. Det ville være umuligt at skjule en ung mand, ja selv et barn eller en dværgpincher i en lejlighed af denne størrelse.

Hvad fanden…” mumlede han, mens han rejste sig. ”Er han fløjet ud af vinduet? Sig noget, tøs! Og hvad er det for en tingest på din højre hånd?”

Lydias hånd med rubinringen fløj om på ryggen, men for sent. Bax greb om hendes arm og drejede hende rundt.

Den tager jeg med. Du kan sige til din unge løjser, at hans ring ligger til afhentning hos Bax den niende Lubbert, og så skal jeg fortælle ham en ting eller to, når han dukker op.”

Bax smækkede entredøren efter sig. Lydia stod ved sovesofaen og hulkede.

Fader Bax var en tyran, og Benni havde gjort sig usynlig. Alt, inklusiv rubinring og forlovelseshumør, havde hun mistet, og om få timer skulle hun møde på sin læreplads, andelshundesalonen Trim Fido Glad, Vester Usseldrup, hvor det var et uomgængeligt krav, at man så frisk og munter ud.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Storfisk

Mere info om nordvestjyske dynamitfiskere

Flux videre til afsnit 7

Tilbage til avisens forside

 

Kampen om den røde rubin 7:25

Med et knitrende snuptag blev papirskondomet fjernet fra Bennis ansigt, og han missede med øjnene. Lyset var skarpt i spisestuen i doktorens palæ.

Han var placeret på en højrygget stol med hænderne bundet på ryggen med plasticsnor. Der lugtede muggent.

“Nu prøver vi igen,” sagde doktoren med et kompromisløst smil og lommeuret svingende foran velhaverens øjne.

Schwung … Schwung … Schwung!

“Fortæl mig hvor sigøjnerringen befinder sig. Fortæl mig … mig … fortæl mig. Den røde rubin. Fortææææl. Sigøjnerring!”

Schwung … Schwung … Schwung!

“Den har jeg da foræret til en jeg kender,” snøvlede Benni.

“Til hvem … hvem … hvem?”

“Min elskede … Lydia Lubbert.”

“Dynamitfiskerdatteren?”

“Det kan du bide dig selv i næsen på,” kaglede Benni.

“Slut prut,” sagde doktoren og afbrød dermed hypnosen. Han stoppede lommeuret i jakken.

“Hvad foregår her?” råbte Benni da han kom til sig selv. Han kæmpede for at komme fri.

“Du har lige afsløret hvem der har ringen,” gnæggede doktoren og klappede Benni på skulderen.

“Umuligt,” sagde Benni.

“Jeg hypnotiserede dig til det, ha!” Doktoren grinede hånligt.

“Lort i lommen,” mumlede Benni.

Doktoren tog sin overfrakke på og placerede hatten på hovedet. Han pegede på sine lakajer og derefter på Benni:

“I bliver her og holder vagt mens jeg cykler ud og overfalder kællingen. Når jeg kommer tilbage må vi finde ud af hvad vi stiller op med ham.”

“Hvad hvis han stikker af?” spurgte Karloff.

“Det er jo sjovt nok det I skal forhindre,” snerrede doktoren og forlod bygningen i hast.

Benni tænkte så det knagede. Hans forlovede var i livsfare. Han måtte for alt i verden redde hende, men det krævede at han slap fri. Men hvordan? Med list.

Han kiggede på de to håndlangere og dernæst på en vase og en standerlampe. Glimrende våben. Efter kort betænkningstid faldt hans ansigt i fornærmede folder.

“Det her er kønsdiskrimination,” råbte Benni. “Sexchikane.”

“Hvad fanden mener du med det?” spurgte den nærmeste bølle.

“I nedgør mit køn,” svarede Benni hurtigt og stirrede vredt på dem.

“Har man hørt en loppe kø?”

Benni fortsatte uden at fortrække en mine. Han vidste ikke om planen virkede, men det var et forsøg værd.

“Har I ikke hørt det? Der findes ikke længere to køn, men 39.000 forskellige. Der er sgu ikke noget der hedder mand og kvinde mere …”

“Er der ikke?” Gorillaerne kløede sig i nakken og så uforstående på hinanden. “Så vi er ikke mænd?”

“Nej, og jeg er heller ikke mand. Jeg er det ikke-bundede-køn. Så jeg må slet ikke være bundet fast her. Det går imod min kønsidentitet. Så hjælp mig dog fri!”

Håndlangerne skyndte sig hen til stolen og løsnede plasticrebene og hjalp Benni på benene.

“Det må du undskylde?”

“Det må jeg nok sige,” sagde Benni og bakkede mod vasen på spisebordet. “Havde dette været Sverige var I blevet halshugget.”

“Men …” spurgte Brutus forsigtigt. “Hvilket køn er vi så?”

“Det bevidstløse køn,” sagde Benni og hamrede vasen i hovedet på ham. Karloff spærrede øjnene op. Han hævede næven men nåede ikke videre før Benni havde fat i standerlampen.

SMACK!

Benni rettede på sit silkeslips og forlod palæet i hast. Han løb ud på gaden og fik øje på en telefonboks. Med hjertet pumpende og resterende gas strømmende ud af rectum, hoppede han ind i boksen og kastede mønter i maskineriet. Han drejede nummeret med sved på panden.

“Lydia! … kom ud af den lejlighed nu. Der er ikke tid til at forklare. Vi må under jorden … Hvor?” Benni så sig forvildet rundt. Hans øjne stoppede ved en reklametryksag. “Mød mig … på Blodhavn Storhotel!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Blodhøj Storhotel 02

Tidligere drama på storhotellet her

Flux videre til afsnit 8

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 8:25

Bax IX Lubbert var på vej mod havnen. Snefnug prellede af på hans læderagtige ansigtshud. I den ene af hans håndboldstore næver, stukket ned i overallens højre lomme, lå den rubinring, han netop havde vredet af Lydias finger.

Var jeg for hård ved tøsen? tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl. Nej, fandme, hun skal ikke ind i en burgøjserfamilie af diskenspringere og modeherrer. Så længe vi har ranke og hæderlige yngre dynamitfiskere her i Blodhavn, kan og skal Lydia finde en ægtemand i deres skare. Sådan har vi Lubberter parret og formeret os med gode resultater gennem ni generationer, og sådan skal det denondefjerteme fortsætte, i hvert fald min tid ud.

Blodhavns gader lå øde hen i aftenmørket. Nordvestjylland ydede sit bidrag til den globale klimakamp ved at slukke for elværket hver aften kl. 21.19, lørdage på ulige datoer dog først kl. 23.11. Et par huller i sneskyerne slap stjerneskær igennem, og Bax’es tunge fiskerstøvler kendte vejen over havnepladsen. Forude anede han omridset af sit gode skib Liberator VII Lubbert.

En cykelklokke klemtede tæt ved hans venstre øre, og en foroverkrummet skikkelse strejfede hans skulder.

Se dig for, klovn!” råbte Bax efter racercyklisten, som allerede fortonede sig i mørket. ”Næste gang bli’r du kylet i havnen!”

Han troppede om bord på båden. Det var tid til et par timers søvn i mandskabslukafet forude, men en ureglementeret lyd nåede hans ører. En levende fisk plaskede i lastrummets bundvand. Havde unge Jolbert, hans skibsdreng, ikke fået hele gårsdagens fangst af sted til auktionen? Satans til sløseri, og der var lussinger i vente, når Jolbert viste sit fregnede ansigt kl. 04.29 i morgen tidlig. 

Kraftige, hurtige lussinger, javist! Bax gjorde den refleksbevægelse, som ordet lussing altid udløste. Hans højre hånd, stor og hård som et skovlblad, kom op af lommen og svingede en halv omgang i mørket.

Han mærkede ikke, at rubinringen faldt ned i lastrummet, og han så ikke, at den enlige Vesterhavstorsk dernede havde gabet stående åbent, og at ringen i næste sekund var væk.

Helt og aldeles væk og borte.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Julekort BLANK

Til en afveksling: Blodhavn Nordstrand ved sommertid

Flux videre til afsnit 9

Retur til forsiden

Kampen om den røde rubin 9:25

Lydia lagde røret og brugte 25 minutter på at pakke det mest nødvendige i sin kuffert. Hun forlod lejligheden, passerede Bennis forladte bil og prajede en hyrevogn. Chaufføren hjalp med at læsse den tonstunge kuffert på ladet.

“Blodhavn Storhotel,” sagde hun.

“Javel, strax!”

Da hun 8 minutter senere nåede frem foran det elegante hotel stod Benni stakåndet ved indgangspartiet og ventede på hende.

“Min elskede,” prustede han. “Det tog sin tid, men godt du kom … host … jeg er løbet hele vejen fra …”

Lydia knaldede ham en lussing.

“Du kan ikke være det bekendt,” sagde hun med bævrende læber. “Du stak bare af mens jeg stod og ventede …”

Benni greb hendes hånd.

“Hvor er din ring?”

“Den har far taget!” Hun knaldede ham endnu en lussing og brød hulkende sammen.

Benni ømmede sig og omfavnede hende. Et øjeblik var han fortørnet over svigerfars handling, men ved nærmere eftertanke var det måske udmærket, at rubinringen slet ikke var i deres besiddelse. Forbryderne kunne umuligt finde den nu. Faktisk befandt den sig det sikreste sted han kunne komme i tanke om. Ingen kunne vriste den fri fra bastante dynamitfisker. Måske ikke engang Benni, når den tid kom.

“Jeg skal nok fortælle dig alt. Tør øjnene,” sagde han. “Vi lejer et værelse, nyder et glas bobler og hitter ud af hele dette rod sammen. Aftale?”

Hun nikkede, og de gik arm i arm ind i lobbyen med kurs mod skranken. Bag dem fulgte en piccolo med Lydias bagage. Han jamrede over vægten.

“Hr. Borgwald-Bertelsen? Mig en ære. Velkommen,” sagde den statelige receptionist Dilbert Storkäbe. Han bukkede ærbødigt.

“Godaften, hr. Storkäbe,” sagde Benni. “Min forlovede og jeg vil gerne leje Flottenhejmersuiten for natten …”

“Flottenhejmersuiten?” gispede Lydia. “Jamen …”

“Intet skal mangle. Jeg vil gøre alt godt igen, min sukkersveske,” sagde Benni. “Desuden får vi brug for luxus hvis vi skal kunne tænke os ordentligt om. Det er et spørgsmål om liv, død og ære.”

Receptionisten fandt nøglen til hotellets dyreste værelse og lagde den på disken. Benni fremtryllede en rabatkupon til Klamhuse Herrebeklædningsmagasin og gav den diskret til hr. Storkäbe.

“Hvis De vil være så venlig at holde vores tilstedeværelse hemmelig for alle. Vi er på flugt fra luskede pampere.”

Receptionisten puttede rabatkuponen i frakkelommen og nikkede indforstået.

“Naturligvis. Jeg noterer Dem som hr. og fru Häkkelklejne. De er så godt som gået under jorden.”

“Jeg er Dem evigt taknemmelig.” Benni greb nøglen og tog elevatoren med Lydia til øverste etage.

Da de havde låst sig ind på Flottenhejmersuiten, fortalte Benni alt, hvad han havde oplevet med de to bredskuldrede mænd og den nedrige hypnotisør.

“Men hvad vil de med min forlovelsesring?” spurgte Lydia. Hun havde iført sig sin gennemsigtige natkjole.

“Jeg ved det ikke,” svarede Benni. “Havde banditterne nu spurgte mig pænt havde jeg måske overvejet at sælge den til dem. Til overpris naturligvis. Men når de antaster mig på den usmagelige måde, ja så bliver jeg stædig. Den ring tilhører dig. Ingen andre.”

“Åh, Benni. Hvor er du romantisk,” kvidrede hun og kyssede ham på halsen.

“Du er heller ikke så ringe endda.” Han aede hende på kinden.

7,5 minut senere lå de begge afklædte på lædermadrassen og røg et par hindbærcigaretter.

“Det var dejligt,” sagde Lydia.

“Jeg kunne godt bruge en bid natmad,” smilte Benni. Han rejste sig og gik hen til vægtelefonen kun iført silkeslipset.

“Godaften,” sagde han. “Jeg vil gerne bestille to gange laksekæbe med flamingomos og kristtjørnenesalat. Og en flaske methanollikør, tak. Ja, Flottenhejmersuiten.”

Benni gik svedglinsende hen til altandøren og åbnede for at køle af oven på forplantningsaktiviteterne.

TUCK … TUCK … TUCK, lød det henne ved døren.

“Det var saftsuseme hurtigt,” mumlede Benni og gik hen for at åbne.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Pragtauto

Supplerende info om nordvestjyske hyrevogne

Flux videre til afsnit 10

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 10:25

Udenfor på hotelgangen stod en mand med en banjo i legetøjsstørrelse mellem hænderne og et grin af næsten ufattelig længde gange bredde nederst i sit lysebrune hesteansigt.

God aften,” sagde han. ”Jeg er komponisten og festmusikeren Raben Volvo.”

Æh, vi har vist ikke bestilt musik,” sagde Benni.

Jeg bor på etagen nedenunder, og jeg hørte jer danse. En helt vidunderlig, accelererende rytme, som jeg vil bruge i en popsang.”

Jamen Benni altså, hvad kan det være, manden har hørt?” kvidrede Lydia. Hun stod bag sin partner med et sengetæppe af stretchnylon draperet om sin yppige figur.

Musikerens grin trodsede naturlovene og blev endnu større. Hans glorøde ører flyttede om i nakken.

Som bekendt blev det her skønne luxushotel revet ned i fjor,” sagde han, “og genopført i moderne, lette materialer, fortrinsvis krydsfiner og bølgepap. Man hører derfor ganske tydeligt, hvad der foregår på de nærmeste værelser og etager. Vær nu søde at gentage rytmen, så finder jeg melodien og spiller den imens. Hvis det bliver et danskpop-hit, får I en procentdel af indtægterne. For slet ikke at tale om, hvis nummeret kommer med i en musical på Broadway”.

Jamen, kan vi det?” mumlede Benni til sin forlovede.

Det lyder da på en måde romantisk,” svarede Lydia.

* * *

Bax IX Lubbert, Lydias strenge fader, snorkede om kap med klaskende bølgelyde. Han lå i køjen forude i sit gode skib Liberator VII Lubbert, og hen over de små timer var det blæst op vestfra.

Klokken 04.29 præcis blev han rusket i skulderen. Skibsdrengen, unge Jolbert, var mødt frem til aftalt tid.

Radioen melder orkan,” sagde drengen.

Satans!” brummede Bax. Selv den tapreste dynamitfisker måtte blive hjemme på en orkandag og muligvis også dagen efter.

Han svingede de behårede fødder ned på dørken. Det snurrede i hans tykke hoved, mens han trak overallen på. Hvad var det, han skulle huske fra i aftes? Jo, ringen med den røde sten, som han havde vristet af Lydias finger.

Han mærkede i lommen, i begge lommer. Hvor fanden var den? Han fandt sin stavlygte og afsøgte hver eneste centimeter af det trange lukaf. Væk var dimsen, forbandet nok. Måske skulle han slet ikke have taget den, tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl.

Han gik hen over det uroligt vippende skibsdæk og kiggede ned i lastrummet. Dér svømmede den levende torsk, som havde irriteret ham aftenen i forvejen. Unge Jolbert fik en højrehåndslussing og et hurtigt kontradask på den modsatte kind, så han ikke røg over bord.

Den fisk skulle have været med på auktion i går,” sagde Bax. ”Kravl ned og hent den til mig!”

* * *

På vej hjemad gennem den skummelt forblæste havneby hørte Bax et kvækkende ”god morgen” fra en halvåben dør.

Han standsede og kneb øjnene sammen. I døren stod gamle Mutter Schweske, enke efter dynamitfiskeren Harding Schweske, som i 1979 havde tabt en tændt cigar ned i sprængstoflageret på sit fartøj. Det var en klar majdag, og Hardings søndersprængte legeme blev fortæret af tilstrømmende måger, inden de andre dynamitfiskere kunne nå at samle stumperne op. Begravelsen skete med en symbolsk tom kiste af sortmalet pap som midtpunkt.

Lige siden havde venner i fiskerierhvervet og andre gode folk understøttet den fattige enke og hendes cirka 14 børn. Den yngste var efterhånden 38 år, men gik stadig i børnehaveklasse. Førende psykologer betragtede familien Schweske som et langsigtet udviklingsprojekt, og Den Knockelske Socialfond havde år efter år bevilget op til 5,37 kr. til staklernes forplejning.

Mutter Schweske stirrede på den vældige dynamitfisker med bøn i øjnene.

Lad gå da,” sagde Bax og rakte hende sin syv-pundige torsk. Den var i live og ved godt mod, kunne man se på halen og de vågne øjne.

Husk nu sennepssovs,” bjæffede Bax, inden han skråede over gaden til Landproletarisk Kælderbodega. Arbejdsdagen var spildt, hovedmåltidet foræret væk; nu kunne man lige så godt få en fest ud af det.

Ved stambordet sad 98-årige onkel Philbert med et tomt ølkrus foran sig.

En flaske uran 235,” råbte Bax, ”og to Saltum discountcola, og lad det gå lidt gesvindt!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Drink tossen

Mere info om nordvestjyske drikkevaner

Flux videre til afsnit 11

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 11:25

“Hvor er den forbandede ring?” råbte doktoren mens han endevendte skuffer og skabe.

Lydia Lubbert var tydeligvis stukket af. Hun måtte være flygtet minutter før han ankom til lejligheden. Men hvorhen? Han måtte vide hvor.

“Hvad er det dog for et spektakel?” udbrød viceværten Storbjørn Lansebasse. Han halsede op ad trapperne og ind i lejligheden iført sin olieindsmurt kedeldragt og med et disciplineringsredskab i den benede hånd.

“Hvad laver De i frk. Lubberts lejlighed?”

“Jeg renoverer,” råbte doktoren arrigt og smadrede en rude med en penisafstøbning. “Det kaldes fengshui!”

Rød i hovedet trampede han ned ad trapperne og ud i det fri. Han ridsede Bennis bil og sprang på sin cykel.

Doktoren grublede. Kvinden havde tømt sit klædeskab og sin badeværelsesskuffe, hvilket betød at hun ville rejse væk i længere tid. Men hun kunne umuligt bære alt det tøj uden en kuffert. Og hun ville blive udmattet af at spadsere med bagagen, hvilket betød at hun var kørt fra stedet. Men det var almindeligt kendt i byen, at Bax IX Lubbert forbød sin datter at tage køretimer. Og efter hele dette regnestykke kom doktoren frem til konklusionen: Hun har taget en hyrevogn!

Galningen kørte på må og få gennem gaderne og kiggede til alle sider som et afsindigt desmerdyr i en kombineret sukker- og koffeinrus.

Efter tre timer fik han øje på en hyrevogn der stod parkeret ved Gylberts Pølsevogn. Chaufføren Mammut Bongojet havde pause. Han fortærede fedtpølser med knas og ketchup. Han havde sovs i ansigtet og på kraven. Han gjorde tegn til pølsemanden.

“Tre storklepperter mere og en kakaomælk til at skylle efter med!”

Doktoren steg af cyklen, trak sit lommeur frem fra jakken og listede ind på den spisende.

“God aften? Har De for nyligt eskorteret Lydia Lubbert fra sin bopæl til en anden adresse?”

“Dynamitfiskerpigen? Ja, men det er flere timer siden. Og så siger jeg ikke mere. Kundefortrolighed og tillid.”

Doktoren gnæggede og brugte sine nedrige kneb.

“De fortæller mig alt. Hvorhen … hvorhen? Fortæl mig hvor.” Lommeuret kørte fra side til side. Schwung … schwung!

“Blodhavn Storhotel,” sagde chaufføren med en monoton stemme. Halvtyggede pølsestykker faldt ud af flaben i en syndflod af savl.

“Glimrende,” sagde doktoren. “Bring mig til hotellet. Storhotellet. Nuuuuh!”

Schwung … schwung … schwung …

“Javel,” sagde Mammut Bongojet og satte sig bag rattet. Doktoren hoppede ind på passagersædet og bad chaufføren afbryde taxameteret.

Motoren brummede aggressivt i gang.

“Hallo?” råbte Gylbert ved komfuret. “Hvad så med pøllerne?”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Tosseplakat dec 18 m TEKST

Mere info om nordvestjysk pølsekultur

Flux videre til afsnit 12 

Retur til avisens forside