Kategoriarkiv: Ranke personligheder

Forbrydelser afsnit 2:237: MASTURBATIONSGEBYRTYVERI

ForbrydelserLOGO3

Forbrydelser mod enkeltpersoner kan være hæslige, men de kriminelle projekter, der udmarver et helt samfund, er dog på længere sigt endnu værre.

Et chokerende eksempel fra 2002 fremdrages her. Som mange vil huske, forsvandt en stor del af de turistsexualitetsgebyrer, som Usseldrupegnens Storsogneråd opkrævede, dengang i en socialistisk kloak.

Sexualøkonomi01

At turister må afregne kontant for kopulation og masturbation, udøvet i vore hjemsogne, har længe været en etableret og selvindlysende del af lokalsamfundsøkonomien, men i flere år havde gebyrindtægterne været svingende.

Sexualøkonomi02

Frem dukkede ægteparret Lubba og Lambert Böffelmuhle med en tilsyneladende imponerende erfaring i inddrivelse af offentlige tilgodehavender. De havde kontrolleret automobilnummerplader i Detroit, USA, og været halalslagtningsinkassatorer flere steder i Europa. Deres løfte til Storsognerådet var, at de i løbet af sæsonen 2002 ville forøge turistsexualitetsgebyrindtægterne med mindst 162,4 procent.

Sexualøkonomi03

En forstærket og til dels nyudrustet skare af sexualinspektører blev sendt ud på strande, marker og skove, til hoteller, pensionater og campingpladser, og tilsyneladende blev der indkradset flere gebyrer end nogensinde.

Men hvor blev pengene af?

Sexualøkonomi05

Et ungt multi-racialt par, som på Blodhavn Nordstrand havde betalt kr. 3,81 for 14 minutters omfavnelse og en efterfølgende gensidig saltvandsmasturbation, stillede 22. juli 2002 kl. 16.23 præcis dette spørgsmål (på congolesisk og vist nok burmesisk, maskinoversat og fortolket af fhv. biblioteksmedhjælper Asgeir Judassen, Klamhuse Vestermark).

Sexualøkonomi04a

De enorme indstrømmende beløb fra turistsexualitetsaktiviteterne var intetsteds at finde, og Böffelmuhle-parret er sidst set løbende over sognegrænsen i retning mod Holstebro 23. juli 2002 kl. 01.34. Senere efterforskning godtgør, at Lambert Böffelmuhle er søn af Holstebros mangeårige socialistiske folkefører Gumbert Böffelmuhle, og at hustruen Lubba ligeledes har nære familiemæssige relationer til ledende Holstebro-usurpatorer.

Usseldrupegnens tillidsfolk burde have været på vagt, men håbet om at genvinde de tabte midler er ikke opgivet. For pengenes tilvejebringelse og/eller Böffelmuhle-parrets hoveder i genkendelig stand er udsat en dusør på op til kr. 11,37.

Gebyrinddrivelsen og opbevaringen af midlerne er overgået til de sikrest tænkelige hænder, nemlig dem, der sidder på redaktør Louis B. Knockel.

SE OGSÅ:

ForbrydelserLOGO2

Strålende ung superpamper løser alle problemer

Jubelreportage i særklasse: CRASS BØRSTING
Foto: FELLAH PROMOTION m.fl.

Flere hundrede års rolig og gradvis nordvestjysk fremgang kan nu accelereres dramatisk. Ved det kommende valg til storsognerådet opstiller en superpamper, 27-årige Bob Fellah, søn af fækaliesorteringsformand Benny Fellah-Frederiksen, Klamhuse Hede, og unge Bob lover os astronomiske, næsten øjeblikkelige fremskridt på alle fronter.

Bob Fellah pamper

Venner og beundrere af den unge mand har investeret hundredevis af kroner i hans beklædning, hår, tænder, penis, fodtøj og ansigtshud. Indsatsen for at løfte Bob fra ordinær pamperstatus til europæisk superklasse kulminerede, da han for nylig deltog i et tre-ugers pamperkursus på universitetet i Plovdiv, Bulgarien.

Jublende skarer var samlet omkring Klamhuse Landstation, da Bob vendte hjem, og det står nu klart for alle, at han er fremtidens mand.

Superpamper02

Superpamper03

Superpamper04

Blandt Bob Fellahs valgløfter er en forøgelse af de sociale udgifter på 300 procent, gratis adgang til offentlige lussingmaskiner, en sænkning af spiritusafgiften fra 4,7 til 2,1 procent pr. flydende litermål samt en ugentlig hornorkesterakkompagneret masturbationsparade fra Blodhavn tværs over Klamhuse Hede til jernbanepladsen i Nr. Usseldrup.

Superpamper05

En seks-sporet motorvej til Holstebro og videre mod Grindsted og Süderlügum vil blive anlagt, og badehotellet på Blodhøj skal efter 36 års stilstand omsider bygges færdigt og indvies i sommerens løb.

Fellah valgplakat

“Valgplakater er trykt, men tilslutningen til Fellahs kampagne tegner så overvældende stor, at selve valghandlingen nok kan springes over,” erklærer den betroede kampagneleder, slubbertlogeforstander Lupo Schneckelfritz.

Følg fremskridtene i lokalavisens kommende jubelreportager (og det er en ordre).

SE OGSÅ:

HenvAngsteksplosion

Retur til avisens forside

Forbrydelser afsnit 1:237 VEHIKELDRABET

ForbrydelserLOGO2

Sammenlignet med Holstebro og andre betændte storbyer er der stadig fredeligt i Nørre Usseldrup og tilstødende landsogne. Tak for det.

I årenes løb har nogle hundrede grove og hæslige forbrydelser dog opskræmt os, og de værste af dem bliver nu i lokalavisens nye dokumentarserie præsenteret med alle pertinente detaljer, inkluderet gerningsmændenes hårde straffe.

Vehikeldrab01
De rystende begivenheder genfortælles af avisens garvede kriminalreporter Gylmert Popp i samarbejde med Blodhavn Borgervæbnings forhørsekspert Crassus Qvalm, som fremkaldte mange af de nødvendige tilståelser og kunne have fremkaldt endnu flere, hvis ikke almen blødsødenhed havde kostet ham embedet.

VI STARTER en stille, endnu mørk morgen i februar 2009 på Klamhuse Hede. En hund bjæffer, en ged bræger, en yngre masturbationsidrætsmand i løb diagonalt over heden udsender små, flubrende kødlyde.

Et grufuldt brøl af metallisk rædsel afbryder idyllen.

Et af Nordvestjyllands stolteste og mest beundrede vehikler er forvandlet til vrag. Tynd grå røg stiger op fra gerningsstedet. Husmænd og landproletarer styrter ud af deres lave hytter, og efterhånden som de nærmer sig ulykkesstedet og erkender katastrofens omfang, stiger en fælles klagesang og jammer op fra deres struber.

Vehikeldrab03

Vehikeldrab02b

DET STÅR hurtigt klart, at vehiklet aftenen i forvejen er stjålet fra brunvareeksportør Jolmert Gaffelwabers garage, og at gerningsmanden under amokkørsel på de nordvestjyske sogneveje har dræbt eller kvæstet 12 personer (heraf 4 oldinge og 1 socialdemokrat), 7 større husdyr og skildpadden Jokum. (Sidstnævnte meldes kun lettere beskadiget, og et tilbud fra Brunmølle Udflugtskro om at købe den til suppeformål bliver afslået.)

På vej i rasende fart over heden kolliderede vehiklet med en fækaliesilo, opført 1924 af kampesten, og dér sluttede kørslen. Chaufføren fortsatte ved egen hjælp til fods.

Men hvem er denne hårdføre skurk, denne slubbert og dette svin, som har forårsaget uoprettelig skade på landsdelens førende luxusvehikel?

Vehikeldrab04

I et buskads på Blodhøj pågriber Borgervæbningens eliteudrykningshold en halvnøgen, svensktalende person, hvis beklædning og frisure giver anledning til øjeblikkelig mistanke.

Vehikeldrab05

Efter et timelangt forhør tilstår svenskeren, at han har dræbt eller skadet de ovennævnte dyr og mennesker. Flere uopklarede forbrydelser i lokalområdet må han også indrømme sit kendskab til: Uautoriseret kønslig omgang med avlssoen Karina XIV Smertinge, tyveri af 4 poser saltlakrids fra Klamhuse Brugsforening, urinering og defækering uden for den afmærkede turistlatrin på Blodhavn Nordstrand m.v., i alt 37 flagrante overtrædelser af Den Nordvestjyske Adfærdskodex af 11.1.1921.

36 af forbrydelserne bliver slået sammen til ét hovedpunkt, som dagen efter afregnes med en halv times dobbeltsidige lussinger og hasselkæppeafprygling ved gavlen af Klamhuse Brugsforening.

Den 37. og værste forseelse, destruktionen af det gaffelwaberske pragtautomobil, indbringer svenskeren en straf på otte års strengt tvangsarbejde og påfølgende udvisning for stedse. Han er sidst set spadserende på bare fødder mod Holstebro den 11. februar 2017 op ad formiddagen.

SIDSTE NYT: FOLKEINDSAMLING TIL ERSTATNINGSVEHIKEL

Efter offentliggørelsen af denne artikel har en fornyet sorg og skam bredt sig i Nordvestjylland. Hvorfor er pragtvehiklet endnu i dag, mange år senere, ikke blevet erstattet af noget lignende?

Foreningen Nordvestjyske Motortransportvenner (grd. 1916) har derfor iværksat en folkeindsamling til genopretning af vor fælles ære.

Ersatzvehikel
Hos en forhandler i Plovdiv, Bulgarien, vil man indkøbe det her fremviste paradevehikel til en pris af kr. 346,39. Foreningen lægger ud med en donation på kr. 8,11, Den Knockelske Kulturfond topper op med kr. 10,24, tre private donorer har givet tilsagn om i alt kr. 6,64, og eleverne i Gustenhuse Sogneskolevæsens afgangsklasser vil i den kommende weekend samle flasker og kapsler til fordel for vehikelsagen.

SE OGSÅ:

ForbrydelserLOGO3

Retur til forsiden

Rumvehiklet Hartmann-1 er nu på vej mod Mars

EisenmannDartvadosLOGO3

PROJEKT D.R.A.M., tredje og afgørende afsnit

Kære ven og redaktør!

Nu da vort rumfartsprojekt er gået ind i sin allersidste, kritiske fase, er det med stor fornøjelse at jeg hermed sender Dem sidste nyt til gratis udbredelse blandt Deres ærede læsere.

Rumvehikel 01

Ved hjælp af indrykning i nordvestjydske lokalmedier af reklamer såsom ovenstående, lykkedes det næsten vore dygtige videnskabsfolk at indsamle tilstrækkeligt med nødvendig sprængkraft, i form af højlødig dansk proletarbrunvare. Derfor sendes herfra en varm og hjertelig tak til hr. værkfører B. Æ. Ajlesen, og alle gode medarbejdere ved Fjertislev Anti-Opstipationsselskab I/S, for deres utrolige smidighed og velvilje.

Rumvehikel 02

Desværre blev vi jo også nødsaget til at slagte samtlige dyr i Dartvados Zoologisk Have, for at stimulere den nødvendige nationale massedefækation.

Rumvehikel 03

Grundet en pludselig opstået koleraepidemi blandt vor pygmæbefolkning, og den efterfølgende løbende tilgang af store mængder flydebrunvare, sattes vore robuste plejehjemsbeboere på en kolossal opgave med Forceret Fordøjelsesmæssig Brunvarekonvertering (FFB). Men alle bækkener små fører jo som bekendt til én stor å.

Rumvehikel 06

Fra naboøriget Puhamas har vi yderligere fra formanden for Bræts-Forbundet, masturbationskoordinator Jack Feddersen, opnået den ære at modtage en hel uåbnet æske med kompakte brændselsstænger til anvendelse i vort landingsmodul, når vort marsfartøj engang som planlagt skal vende tilbage fra sin rumfærd.

Rumvehikel 07

Ligeledes har vi fra vore samarbejdspartnere på Tarmuda, under ledelse af hr. Filibuster Munnlorth fra Brandskids-Partiet, modtaget moralsk opbakning i form af en kollektiv synkron nationalfjært fra strand og med vindretningen, der til stor folkelig jubel kunne både høres og lugtes hertillands. Vi er vore naboer stor tak skyldig for den fine, kammeratlige gestus!

Rumvehikel 04

Herover ses vort rumvehikels primære energikilde, den brune boks, indeholdende ultrakomprimeret astrobrunvare, under forsigtig transport til montagefabrikken ved affyringsrampen.

Rumvehikel 05

Ved nænsom håndtering af hyggefixer Slari Bartfast, der som bekendt reparerede den famøse lækage i det transsylvanske gaskompagnis rørledning i 1894, vil dette videnskabelige vidunder berede os en stabil fremdrift mod planeten Mars.

Rumvehikel 08

Begejstrede sorte folkemasser jubler under afsendelsen af Hartmann-1, som i læsende stund allerede vil have forladt Jorden og den omkredsende måne på sin episke rejse mod det endelige mål.

Rumvehikel 09

Som den eneste oplagte kandidat til at forestå denne fantastiske rejse, har det været mig magtpåliggende at træde i charachteer, og tage kommandoen over H-1. Derfor er jeg ikke længere at regne som jordbo; og må det være mig tilladt i den forbindelse at citere hr. V. Røvlenbergs udødelige vers, med tilføjelser af mig selv:

“Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.

Til fjernere steder min færd nu går,
brunvaren min rejse vil fremme;
snart Dartvados’ fane i marsjord står,
ej mennesker Hartmann får glemme!”

Rumvehikel 10

Efter anvisning fra professor Terminus Onager har jeg valgt at medbringe min gode konsulat-overfrakke, til beskyttelse mod strålingen fra Van Halen-bæltet, samt min gamle pålidelige stok (som ses på billedet), til nedkæmpning og/eller pryglning af eventuelle opsætsige, uforskammede marsianere.

Til vi ses igen: Lev vel (på nær marxister)!

Med ærbødige hilsener,
Deres ufravigeligt loyale,
Hartmann

D.R.A.M.-PROJEKTETS AFSNIT 1 og 2  >>>  KLIK HERUNDER

HenvEisenmannMARS

HenvEisenmannRUMPROJEKT02

Retur til avisens forside

 

Kampen om den røde rubin 2:25

“Kom med den, knægt, og lad det gå lidt villigt.”

“Kom med hvad?”

“Sigøjnerringen, for helvede.”

Endnu en lussing svirpede hen over Bennis velplejede, glatbarberede venstre kind.

Den kostelige forlovelsesring til Lydia lå i hans inderlomme. Voldsmændene så ud til at vide besked, og Benni havde ikke lyst til at få sin aften eller sit ansigt ødelagt. Men trods sin unge alder var han en mand, der tænkte på næsten alt.

“Ja, ja,” sagde han. “Hvis det skal være på den måde…”

Benni havde været forlovet en gang før. Da tøjten, bedragersken, møgøret Mona slog op med ham lillejuleaften i fjor, sendte hun sin forlovelsesring tilbage. Den var langt mere beskeden end den, han havde tiltænkt Lydia. Faktisk havde Benni byttet sig til den for to par lange underbukser hos en marskandiser i Lemvig. Og hans utrolige held var, at han lige nu havde denne ringe lille ring som reserve i bukselommen. Hvis Lydia skulle mene, at sigøjnerens guldring med en glødende rubin så stor som en grønært var alt for dyr og fornem til en jævn fiskerpige, havde han denne mere beskedne ring med en lille rød sten af skrammet plastic at tilbyde i stedet.

Han gravede ringen frem. Den nærmeste af de to store, ubarberede bumser ragede den til sig.

“Hør, hvad foregår der her?”

Det var udflugtskroens overtjener Möbelwaffel, der kaldte fra døren til anretterkøkkenet.

Bumserne svarede ikke, men spurtede forbi ham og ud gennem døren til den mørke gårdsplads. Øjeblikket efter hørte man en motor starte, og grus sprøjte fra dækkene derude.

“Er der noget i vejen?” spurgte tjeneren. Han kendte unge Borgwald-Bertelsen og den solide, lokale velhaverfamilie, han tilhørte.

“Ikke spor. Så snart min kæreste er tilbage ved bordet, bestiller vi mad. Lad mig bede om to petroleum-og-cola-drinks.”

En anden dør gik op. Som en teaterkulisse havde udflugtskroens spisesal stribevis af døre, hvorigennem de medvirkende kunne passere ind og ud.

Skønne Lydia fejede hen over gulvet, iført stram gul kjole og højhælede sko. Ikke siden Marilyn Monroes velmagtsdage havde verden set noget lignende.

“Hvorfor er din kind så rød?” spurgte hun, da hun havde sat sig, og hendes blå øjne atter stillede skarpt på Benni.

“Jeg blusser ved tanken om dine kys og kærtegn.”

“Jamen, hvorfor så kun i den ene side af ansigtet?”

“Det må være belysningen, skat. Eller jeg har kradset mig lidt. Der kom en flue forbi. Du kan se, den sidder dér i vindueskarmen.”

“Der sidder fire-fem stykker. De har fundet noget spiseligt.”

Overtjener Möbelwaffel brød ind: “Hvad vil herskaberne behage at få serveret?” sagde han, idet han satte to høje glas foran dem.

“Kan du ikke fjerne de dér fluer?” sagde Lydia.

“De bor her. Hvad skal det være?”

“Hvid abe,” svarede Benni.

Lydia kiggede på spisekortet. “Henkogt hvid abe med brun kryddersovs!” gispede hun. “Det er den dyreste ret på kortet, Benni!”

“Lydia, vi er her i aften med et bestemt formål. Tro mig.”

Hans højre hånd kravlede hen over bordet for at få kontakt med hendes. Hans venstre havde fat i inderlommen om æsken med den kostelige rubinring.

Overtjener Möbelwaffel afbrød atter.

“Hvid abe udsolgt!” råbte han fra køkkendøren. “Vi har sprængt næsehorn med tyttebærgelé.”

 (World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Kapitel 1 ILLUST

Kroens historie og menukort her
Flux til kalenderens afsnit 3
Tilbage til avisens
 forside

 

Kampen om den røde rubin 3:25

Varevognen med teksten Morfars Medister gjorde holdt ved springvandet foran palæet i Nørre Usseldrups rigmandskvarter. Vinduerne på den afskallede bygningsfacade var dækket af rådne brædder og stensøjlerne havde en faretruende skævhed.

“Piv!” En våd rotte løb i tørvejr gennem et hul i muren.

De to bredskuldrede mænd med de borgerlige navne Karloff og Brutus, trampede målrettede gennem regnen, og op ad trappestenene til hoveddøren. Trinene var glatte af pløre, fedt og døde rotter.

De gik gennem den vandkolde hall og videre endnu gennem spisestuen. Vandet dryppede fra hullerne i taget og der lugtede af gammelt kød og branket sukkermasse.

“Vi er hjemme, doktor!” råbte gorillaerne i kor og marcherede ind i herreværelset med mudder på skoene. En grammofon spillede Vivaldi henne i hjørnet, alt imens den tændte pejs badede jagttrofæerne på væggen i et skæbnesvangert skær.

“Pragtfuldt mine herrer,” svarede doktoren fra den højryggede lænestol. Han gnaskede elfenbenschips og drak metanollikør i sin ternede slåbrok. Hans tynde overskæg vibrerede sagte.

Han var ikke kommet sovende til dette fornemme domicil. Næh, han måtte i sin tid hypnotisere den tidligere ejer til at overdrage ham skødet og derefter gå i eksil i Holstebro. Han fik altid sin vilje med hypnose.

“Hit med den,” sagde doktoren og lagde godterne fra sig på serveringsbordet ved siden af stolen.

“Med hvad?” spurgte Karloff.

“Sportsektionen. Hvad tror du selv? Hit med den røde rubin.” Han himlede med øjnene og rakte hånden frem.

“Værsgo,” svarede Karloff og lagde den falske plasticring i håndfladen på sin overordnede.

“Det er sgu da ikke den jeg bad om,” hylede doktoren og kastede den forlorne ring ind i pejsen.

“Jamen, det var den han gav os,” sagde Brutus. “Så det da være den rigtige.”

Doktoren greb en læderpude og pryglede sine lakajer til de lå og jamrede på isbjørnetæppet:

SMACK!
“Auv!”
TUCK!
“Undskyld.”
KLASK!
“Av, av!”

Doktoren kastede puden fra sig og løftede dem op i ørerne:

“Nu tager vi sammen tilbage og bringer orden i denne fadæse. Er det forstået?”

Håndlangerne nikkede som to disciplinerede skolebørn.

“Javel, doktor.”

“Det var flot!” Hypnotisøren iklædte sig overtøj og greb sit lommeur, sin kniv og en æske tændstikker. Han traskede mod døren. Kumpanerne fulgte trop.

“Hov, vent,” udbrød doktoren og gik tilbage til bogreolen. Han trak i en bog med et mølædt smudsbind. Der opstod en klikkende lyd bagved og en skjult dør åbnede sig til en hemmelig passage. Han gik ind i mørket og kom tilbage et minut senere.

“Jeg var lige ved at glemme min hat,” smilede han og vippede den på hovedet. “Lad os køre!”

Banden gik ud i den silende regn og satte sig i varevognen.

“Hvad gør vi nu?” sagde Brutus forsigtigt bag rattet. Han startede motoren.

Doktoren stirrede intenst gennem forruden:

“Hvis hr. Borgwald-Bertelsen ikke vil aflevere den røde rubin frivilligt …” sagde han og svang sit lommeur fra side til side.

Schwung … Schwung … schwung!

“… ja, så må jeg jo hjælpe ham lidt på vej.”

 (World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Jul 2018 titel afs 3

Flux videre til afsnit 4

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 4:25

Bennis hånd gravede atter i habitjakkens inderlomme, hvor forlovelsesringen lå.

Lydia,” sagde han med smør på stemmen. ”Jeg har noget til dig, og der følger et stort spørgsmål med.”

Så er der mums!” lød et råb bag dem. Overtjener Möbelwaffel kom rullende hen over udflugtskroens bræddegulv. En sky af krydret køkkendamp bølgede omkring ham og serveringsvognen.

Sprængt flodhest med tyttebærgelé og…”

Du sagde næsehorn lige før,” indskød Benni.

Flodhest, næsehorn, tasmansk pungrotte, kært dyr har mange navne. Se nu her!”

Pflumpf! En rødbrun, knoldet pladdermasse blev skovlet op på deres tallerkener. Sluschk! Et dobbelt mål grågul, sejtrukket roemos. Og pflisk – her fik de et par dryp af den annoncerede tyttebærgelé.

Nyd jeres måltid, og det er en ordre fra mig og køkkenchefen!”

Det sprængte dyr mindede i forbløffende grad om brunt standardgranulat fra Klamhuse Kødfoderfabrik, men det, man fik i munden, var velkrydret, og lyden af ihærdig tygning, gurglning, ræbning og synkning fyldte spisesalen de næste minutter.

Lydia tørrede underansigtet nogenlunde rent og blinkede med sine store kornblomstblå øjne.

Du ville sige noget, Benni?”

Ja, ja…” Hans kæber arbejdede som stemplerne i en dieselmotor. ”Lydia, min julestjerne, min opvaskebørste, mit mobile lasershow… er det nu i aften, vi skal forlove os?”

Hun bøjede ansigtet over den stadig rygende tallerken. Benni skubbede ringen hen mod hende, og den røde rubin samlede alt lys i sig.

Jo, min pasha,” svarede hun. ”Vores kærlighed gløder som Tjernobyl i 1986, men…”

Men hvad?”

Min far.”

Lydias far, dynamitfisker Bax Lubbert, Blodhavn, var en hård mand. Benni vidste det, alle vidste det. Han klappede Lydias hånd og sagde:

Inden længe vil Bax respektere mig og anerkende mine kvaliteter. Jeg vinder næsten altid ved nærmere bekendtskab. Jeg kan også skaffe ham nogle vinterunderbukser med lodden vrang til stærkt reduceret pris.”

Lydia drejede ringen, og det glimtede rubinrødt i hendes øjne.

Må jeg prøve den på?” sagde hun.

Spis for helvede!” brølede overtjeneren bag dem. ”Vi har halvandet kilo mere under dampkogning i køkkenet.”

Syvogtredive minutter senere blev det nyforlovede unge par støttet ud fra kroen. Deres kinder var svulmet op som balloner, og habitjakken sad uhyggeligt stramt om Bennis overkrop. Han glædede sig til at komme ind i sin to-farvede Ford Capri 1600 GT XL, hvor motoren kunne overdøve Lydias og hans egen uophørlige flatulens.

Hun vaklede af sted med højre hånd strakt frem foran sig, stadig hypnotiseret af rubinen.

Så ruller vi,” sagde Benni, da de med overtjenerens hjælp var blevet lempet ned i sportsvehiklet.

I det samme så han et uhyggeligt syn i sit bakspejl: En varevogn med den påklistrede tekst Morfars Medister. Foran i vognen sad de to gorillaer, der tidligere på aftenen havde givet ham lussinger, og mellem dem dukkede et ansigt frem, som lyste af raseri og ondskab. Manden med det olieglatte, sorte hår skreg en ordre til gorillaerne, kunne man se på hans åbne gab.

Benni trykkede hårdt på speederen, og Caprien accelererede som et projektil ud af et pistolløb.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Rubinring certificeret

Flere specialiteter på Brunmølle Udflugtskro

Flux videre til afsnit 5

Tilbage til forsiden

Kampen om den røde rubin 5:25

“Benni, hvad går der dog af dig?” hylede Lydia. Hun klamrede sig til passagersædet og kiggede forbløffet på sin forlovede, der med et intenst blik satte farten op og drønede ned mod centrum.

“Vi bliver forfulgt af forbrydere,” svarede Benni og foretog et skarpt sving ned ad Brunvarevej. Dækkene hvinede. Det samme gjorde Lydia.

Varevognen med forfølgerne var lige bag dem. De viftede hysterisk med armene.

“Jamen,” jamrede Lydia. “Af hvem?”

Benni prustede og torpederede ved et uheld ind en frugtbod. Han slog viskerne til, da ruden blev fyldt med knust frugt og saft. Han tørrede sveden af panden og rømmede sig:

“Ud fra den offensive fremgangsmåde som de benytter sig af, vil jeg enten gætte på licensopkrævere eller skattekontoret,” sagde han tørt.

“Men vi skylder da ikke noget til nogen.”

“Næh, vi har vores på det rene. Men skulle det på nogen måde stoppe Told og Skat? Ingenlunde. Har de først set sig sur på dig, ja så …”

Han tav.

Lyssignalet længere fremme skiftede til rødt, og retskaffen som Benni var, hamrede han bremsen i.

Varevognen bag dem undveg i sidste øjeblik og fortsatte forbi Caprien på to hjul.

Benni og Lydia så måbende til mens skurkevehiklet kolliderede med fjorten tønder finvalsede pensionistfækalier, der stod til afhentning foran alderdomshjemmet. Den dampende varme afføring sovsede varevognen ind og fjernede vejgrebet. Den skøjtede flere hundrede meter ned af vejen.

Lyssignalet skiftede til grønt.

“Jeg tror vi fik rystet dem af os,” sagde Benni. “De har lært en vigtig lektie. Dem ser vi ikke mere til.” Han blinkede til højre.

Et kvarter senere standsede Benni ved Lydias etværelses lejlighed på Blodhøj. Når brylluppet var fuldbragt var det slut med at bo hver for sig. De skulle bo sammen i en villa, eventuelt på Klamhuse Hede. Og de skulle have husdyr og tyende og hvad der ellers hørte sig til.

“Vil du med op og have en godnatdrink?” spurgte hun idet hun steg ud af vognen. Rubinringen glimtede på hendes hånd i skæret fra lygtepælen.

“En godnatdrink, siger du?” Benni klukkede. “Jeg takker aldrig nej til en cocktail med kvinden i mit liv. Jeg skal bare lige have mit tandhygiejnesæt og mine natbriller med fra i bagagerummet, så er jeg der sporenstregs!”

“Udmærket, så åbner jeg en flaske Litiumlikør imens,” svarede hun og valsede ind i opgangen.

Benni fløjtede lystigt og åbnede bagsmækken.

“Jeg er den heldigste mand i verden,” mumlede han for sig selv og rodede i dybet.

“Tro om igen,” gnæggede en mand bag ham.

Benni vendte sig om og stirrede direkte på et lommeur der svingede fra side til side.

Schwung … Schwung … Schwung …

“Du føler dig tung i kroppen,” sagde manden med lommeuret.

Benni sank sammen, men blev grebet af de bredskuldrede håndlangere inden han ramte fortovet. De løftede ham i vejret.

Schwung … Schwung … Schwung …

“Du afleverer nu den ægte rubinring til mig.”

Bennis øjne var vidtåbne.

“Jeg har den ikke. Jeg har givet den bort.”

“Satans!” Doktoren himlede med øjnene og trak et papirskondom over Bennis ansigt før han skubbede ham ind i den fækalieindsmurte varevogn. Han sprang ind og gestikulerede til sine mænd.

“Kør!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Lastvehikler i mudder

Link til mere info om vehikler på Blodhøj

Flux videre til afsnit 6

Retur til forsiden

Kampen om den røde rubin 6:25

Lydia havde travlt med at gøre sig smuk til natten. Hun gned sine opsvulmede kinder med salmiakspiritus og lukkede lejlighedens eneste vindue op, så hendes vedvarende kraftige flatulens kunne drive ud i decembermørket.

Hvor blev Benni af?

Hun så sig i spejlet. Læberødt! tænkte hun og lod handling følge tanke. Den gule fløjlskjoles to øverste knapper blev løsnet. Nu er jeg klar, Benni, tænkte hun, men hvor er du, min elskede, min forlovede, min rubingavemand?

Omsider hørte hun trin på trappen. Tunge trin. Hun åbnede døren på klem og satte ansigtet op til et smil, som dog forsvandt i næste sekund.

Manden, der trampede op mod hende, var dynamitfisker Bax IX Lubbert, hendes kødelige fader. Han var som altid iført sine fisker-overalls og lugtede stærkt af de fangster, der gennem ni generationer havde været familiens levebrød, siden cirka 1897 hjulpet af Alfred Nobels vidunderlige opfindelse.

Hvor er han, slamberten?” brølede Bax.

Ja, æh, hvis det Benni, du mener, så…

Hans væmmelige to-farvede burgøjserbil holder hernede, så lad være med at spille uskyldig. Hvor er han?”

Bax møvede forbi datteren og ind i lejligheden. Han åbnede køkkenskabet og døren til badeværelset. Han dumpede ned på knæ og kiggede under sovesofaen. Ingen Benni. Det ville være umuligt at skjule en ung mand, ja selv et barn eller en dværgpincher i en lejlighed af denne størrelse.

Hvad fanden…” mumlede han, mens han rejste sig. ”Er han fløjet ud af vinduet? Sig noget, tøs! Og hvad er det for en tingest på din højre hånd?”

Lydias hånd med rubinringen fløj om på ryggen, men for sent. Bax greb om hendes arm og drejede hende rundt.

Den tager jeg med. Du kan sige til din unge løjser, at hans ring ligger til afhentning hos Bax den niende Lubbert, og så skal jeg fortælle ham en ting eller to, når han dukker op.”

Bax smækkede entredøren efter sig. Lydia stod ved sovesofaen og hulkede.

Fader Bax var en tyran, og Benni havde gjort sig usynlig. Alt, inklusiv rubinring og forlovelseshumør, havde hun mistet, og om få timer skulle hun møde på sin læreplads, andelshundesalonen Trim Fido Glad, Vester Usseldrup, hvor det var et uomgængeligt krav, at man så frisk og munter ud.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Storfisk

Mere info om nordvestjyske dynamitfiskere

Flux videre til afsnit 7

Tilbage til avisens forside

 

Kampen om den røde rubin 7:25

Med et knitrende snuptag blev papirskondomet fjernet fra Bennis ansigt, og han missede med øjnene. Lyset var skarpt i spisestuen i doktorens palæ.

Han var placeret på en højrygget stol med hænderne bundet på ryggen med plasticsnor. Der lugtede muggent.

“Nu prøver vi igen,” sagde doktoren med et kompromisløst smil og lommeuret svingende foran velhaverens øjne.

Schwung … Schwung … Schwung!

“Fortæl mig hvor sigøjnerringen befinder sig. Fortæl mig … mig … fortæl mig. Den røde rubin. Fortææææl. Sigøjnerring!”

Schwung … Schwung … Schwung!

“Den har jeg da foræret til en jeg kender,” snøvlede Benni.

“Til hvem … hvem … hvem?”

“Min elskede … Lydia Lubbert.”

“Dynamitfiskerdatteren?”

“Det kan du bide dig selv i næsen på,” kaglede Benni.

“Slut prut,” sagde doktoren og afbrød dermed hypnosen. Han stoppede lommeuret i jakken.

“Hvad foregår her?” råbte Benni da han kom til sig selv. Han kæmpede for at komme fri.

“Du har lige afsløret hvem der har ringen,” gnæggede doktoren og klappede Benni på skulderen.

“Umuligt,” sagde Benni.

“Jeg hypnotiserede dig til det, ha!” Doktoren grinede hånligt.

“Lort i lommen,” mumlede Benni.

Doktoren tog sin overfrakke på og placerede hatten på hovedet. Han pegede på sine lakajer og derefter på Benni:

“I bliver her og holder vagt mens jeg cykler ud og overfalder kællingen. Når jeg kommer tilbage må vi finde ud af hvad vi stiller op med ham.”

“Hvad hvis han stikker af?” spurgte Karloff.

“Det er jo sjovt nok det I skal forhindre,” snerrede doktoren og forlod bygningen i hast.

Benni tænkte så det knagede. Hans forlovede var i livsfare. Han måtte for alt i verden redde hende, men det krævede at han slap fri. Men hvordan? Med list.

Han kiggede på de to håndlangere og dernæst på en vase og en standerlampe. Glimrende våben. Efter kort betænkningstid faldt hans ansigt i fornærmede folder.

“Det her er kønsdiskrimination,” råbte Benni. “Sexchikane.”

“Hvad fanden mener du med det?” spurgte den nærmeste bølle.

“I nedgør mit køn,” svarede Benni hurtigt og stirrede vredt på dem.

“Har man hørt en loppe kø?”

Benni fortsatte uden at fortrække en mine. Han vidste ikke om planen virkede, men det var et forsøg værd.

“Har I ikke hørt det? Der findes ikke længere to køn, men 39.000 forskellige. Der er sgu ikke noget der hedder mand og kvinde mere …”

“Er der ikke?” Gorillaerne kløede sig i nakken og så uforstående på hinanden. “Så vi er ikke mænd?”

“Nej, og jeg er heller ikke mand. Jeg er det ikke-bundede-køn. Så jeg må slet ikke være bundet fast her. Det går imod min kønsidentitet. Så hjælp mig dog fri!”

Håndlangerne skyndte sig hen til stolen og løsnede plasticrebene og hjalp Benni på benene.

“Det må du undskylde?”

“Det må jeg nok sige,” sagde Benni og bakkede mod vasen på spisebordet. “Havde dette været Sverige var I blevet halshugget.”

“Men …” spurgte Brutus forsigtigt. “Hvilket køn er vi så?”

“Det bevidstløse køn,” sagde Benni og hamrede vasen i hovedet på ham. Karloff spærrede øjnene op. Han hævede næven men nåede ikke videre før Benni havde fat i standerlampen.

SMACK!

Benni rettede på sit silkeslips og forlod palæet i hast. Han løb ud på gaden og fik øje på en telefonboks. Med hjertet pumpende og resterende gas strømmende ud af rectum, hoppede han ind i boksen og kastede mønter i maskineriet. Han drejede nummeret med sved på panden.

“Lydia! … kom ud af den lejlighed nu. Der er ikke tid til at forklare. Vi må under jorden … Hvor?” Benni så sig forvildet rundt. Hans øjne stoppede ved en reklametryksag. “Mød mig … på Blodhavn Storhotel!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Blodhøj Storhotel 02

Tidligere drama på storhotellet her

Flux videre til afsnit 8

Retur til avisens forside