Kategoriarkiv: Ranke personligheder

Redningsgave til nordvestjyske familier: Moderne bombely

PRISER FRA KR. 2,31/MD. (Sponsoreret indlæg)

Under et studieophold i Blodhavn Slubbertloges medlemsbibliotek har certificeret gipsmester Jalbert Q. Schneckelfritz, Klamhuse Vestermark, fundet amerikanske fotos og teknisk dokumentation, der nu sætter ham i stand til at udbyde den ultimative familieoverlevelsesgave: Et bombely.

Bombely

“I disse år, hvor Holstebro koger af pøbeloptøjer, og hvor den næste turistsæsons fækaliegriseri aldrig er langt borte, har hjemsognenes familier et mærkbart behov for at kunne lukke sig inde i en tryg og kontrolleret atmosfære,” udtaler gipsmesteren.

Bombely02

“Et bombely med plads til en typisk familie på 12-16 medlemmer samt 8-10 mellemstore husdyr kan opføres for et par hundrede kroner. En nedgravet model med forstærket loft til imødegåelse af fjernøstlige atombomber bliver lidt dyrere, men kan så til gengæld også bruges som terrasse og solbadningsplatform. I samarbejde med Klamhuse Folkesparekasse tilbydes finansiering fra kr. 2,31 om måneden.”

Alle henvendelser rettes til gipsmester Schneckelfritz personligt. “Jeg advarer mod useriøse kopiprodukter som f.eks. dem, der udbydes af Usseldrupegnens Halmpladefabrik. Vil man have tryghed for familien i tider som disse, må man ikke gå på kompromis.”

Byggeindustri

SE OGSÅ:

HenvSLUBBERTTEMPEL

Versificeret gætteleg med store præmier

Sjatteøen01x

Hermed fremsendes ydmygst en liden julespøg til alle jer, fra mig på Dartvados, baseret på V. Røvlenbergs efterladte ud- og opkast.

Sjatteøen02

Naar borte er al Elskovsvin,

saa tom som en Neger-latrin,

Ih!; sval er Rommen grelt du savner,

saa hedt dig Tropenatten favner!

Sjatteøen03

Ak, tænk!; om blot man vide kunde,

just hvorhen Lykken, udenvunde,

Reddes kan; til evig Eje:

blev da bragt glædesfyldt tilveje!

Sjatteøen04x

Grublen, som i Evighed tærer.

Negre!; I, som stedse bærer,

Endnu i sit Dølgsmaal skjuler,

Ensomt, gemt blandt Natteugler:

– Sjatteøens Kugler.”

(Forfatterens tilføjede bemærkninger:)

”Naar bortses Titlen på mit Digt,

At sige være Digters Pligt:

Det vær’ sig store, eller smaa-

Ét maa hvid Mand dog lide paa:

At Meningen bli’r soleklar,

Naar bare man dem bagfra ta’r!”

V. Røvlenberg


Sjatteøen05

Hvor er sjatten gemt? Svar i nedenstående rubrik! Ukorrekt stavning anerkendes ikke! Fjollede og uforskammede kommentarer politianmeldes omgående, med henblik på retsforfølgelse og pryglestraf.

Vinderen præmieres med en signeret brugt, og ikke specielt nusset kopi af nedenstående publikation (sendt pr. flaskepost, og indholdet af flasken i øvrigt konsumeret af undertegnede, for modtagers regning).

Sjatteøen06

Med ønsket om en glædelig, velsignet Jul, og hvad deraf uvægerligt må følge,

Deres loyale, omend landflygtige,

Hartmann

Redaktionel extratilføjelse: Løsninger indtastes altså i svarfeltet nederst på siden. De Knockelske Blade supplerer den af vor korrespondent udsatte præmie med en kasse førsteklasses festcigarer.

Cigarkasse Stahl

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLUSSINGFARVEL

Guldkalenderen blad 13: PHALLOS 14 PÅ RUMTUR OG RETUR

Guldkalender BANNER

Eksisterer der liv i rummet, og hvordan vil fremmede livsformer i givet fald smage i opbagt sovs? Disse spørgsmål udgjorde baggrunden for den epokegørende raketopsendelse, der i går fandt sted på Klamhuse Hede.

Borgere i og omkring hjemsognene stimlede sammen for at opleve den enorme Phallos 14-raket blive skudt i vejret. Det 35 ½ meter høje fartøj drives af besætningens fækalier og huser en stab af 25 frivillige ranke personligheder fra lokalområdet.

Opsendelse

Kaptajnen på skibet er den passionerede racerkører og fritidskrydderiobservator Wabel Nielsen, der selv har fremstillet rumskibet af forulykkede racerbiler, han igennem sin fem år lange karriere har indsamlet.

– Hele denne fantastiske rejse drejer sig om trangen til nye kulinariske smagsindtryk. Forstil Dem alle de delikate kræ, der kunne gemme sig i verdensrummet. Alternative slagtedyr. Skabninger, der bare venter på at blive tilberedt efter nordvestjyske principper, sagde hr. Nielsen en halv time før start.

Indersiden af fartøjet

Besætningen på Phallos 14 har medbragt det fornødne kommunikationsudstyr og vil have direkte kontakt med det Knockelske Bladhus. Vi bringer Dem yderligere detaljer fra rumrejsen så snart, disse foreligger.

SIDSTE NYT: Gigantreptil og ottebenet mastodont indfanget

Kl. 11.30 i dag modtog bladhuset en fax fra Kaptajn Nielsen indeholdende en frisk beretning:

“Vi er netop styrtet ned på en fremmed planet. Da vi trådte ud af befordringsmidlet, blev vi alle chokerede. Det er et uhyggeligt, goldt og ubarmhjertigt sted. Røg og skinger folkemusik forurener luften, der er besværlig nok at indånde i forvejen. Landingshjulansvarlig Larsen fik et nerve-sammenbrud, det samme gjaldt hr. Schneckelfritz og hr. Lambert. Mine raske og taktfaste lussinger klarede sagen.

Larsens nervesammenbrud

Vi er for et øjeblik siden stødt på lokale livsformer, der både ligner og agerer som mennesker, dog med et smaskende og hakkende sprog,” skriver hr. Nielsen bl.a.

Reptil

Efter at have fordøjet de mange sindsoprivende indtryk, begav kaptajnen og staben sig af sted i jagten på gastronomiske gevinster. Det varede ikke længe, før de opdagede to kødfulde dyrearter, et gigantreptil og en stærkt behåret ottebenet fætter.

Ottebenet mastodont

Ved hjælp af et forrygende samarbejde og et gennemtænkt flankeangreb, er begge dyr nu bedøvet og bagbundet.

ALLERSIDSTE NYT: Phallos 14 forlod aldrig Jorden

Sagen har taget en ny og helt anden drejning efter modtagelsen af den nyeste bekendtgørelse fra Phallos 14.

Efter 11 timer på den fremmede planet er det gået op for Kaptajn Wabel Nielsen og hans kollegaer, at de alligevel ikke befinder sig i verdensrummet, men blot i en trøstesløs landsby i Rumænien.

Kaptajn Nielsen anser den manglende slagkraft i rumskibets motorer samt en skævhed i skroget som problemets kerne. Raketten er simpelthen fløjet sydøstpå i en skarp bue, uden at mandskabet har bemærket det.

Wabel Nielsen tager dog ikke den uventede situation som et nederlag:

“Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi på intet tidspunkt har forladt jorden,” skriver hr. Nielsen i sin fax. “Men vi har trods alt løst opgaven. Vi har fundet to fremmede dyrearter, som vi hurtigst muligt bringer hjem til de nordvestjyske suppegryder. Væsnerne smager sikket udmærket, selv om de er rumænske,” slutter kaptajnen.

Hr. Nielsen og besætningen tager toget hjem i morgen tidlig.

Mandskabet modtaget i triumf

Hornmusik og glædeslussinger ventede de 25 herrer, da de via lokomotiv ankom med lasten fuld af de to okkuperede giganter.

Jubelen ville ingen ende tage, da de indfangede monstrøse dyr blev udskåret, kogt til gullasch og fordelt mellem de fremmødte.

Bespisning

Efter fortæring af den velsmagende gryderet, modtog samtlige hjemvendte besætningsmedlemmer en tapperhedsmedalje for at klare over 11 timer i det rumænske land uden at miste alt livsmod.

– Det er klart, at vi i fremtiden må hente forsyninger i Rumænien. At aflægge landet en visit er derfor uundgåeligt. Vi skal glæde os over, at sognet rummer så mange modige og ranke personligheder som disse 25, udtalte egnens førstemand, Louis B. Knockel, efter at have hentet sin tredje portion ved buffeten.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 12: HOLSTEBRO EFTER MIDNAT

Guldkalender BANNER

Lyden af et langtrukkent dødsskrig flængede gennem Holstebros nattestille gader, skar sig ind i de sovende storbyhoveder og efterlod dybe sår i hjerterne hos mange af dem, der lyttede og senere blev klar over, hvad der var foregået.

Et ungt og yndigt væsen var gået til grunde i det moralske og materielle morads, som denne og andre metropoler udgør.

Hvorfor skulle Hilda Blodhorst møde så grusom en skæbne i så ung en alder? Få år forinden havde hun været et smukt, harmonisk og lykkeligt barn. Hendes hverdag på Vester Usseldrup Hede gik med markarbejde, husdyrpleje og indendørs sysler i landbohjemmet, hvor hun med ferm hånd assisterede sin moder, når brunvaren skulle henkoges eller syltes, når en ged skulle slagtes eller den halvårlige kogevask af familiens sparsomme beklædning forestod.

Holstebroroman

Hilda var netop fyldt 17, da hendes ungdommelige uskyld og lyksalighed fik sit grundskud.

– Hvad er dog det? spurgte hun, da hun en sen fredag aften kom hjem fra sit betroede arbejde som sildehovedsorterer på Blodhavn midtermole. I stuen stod en plastickasse på størrelse med en halv ligkiste. Et gråhvidt billede flimrede på kassens forside, og i sofaen sad en indtørret olding med skorper af chokolade – eller var det noget andet brunt? – omkring munden.

– Sæt dig, min tøs, nyd synet, det er et tv-apparat!

Hildas onkel, Bob Z. Blodhorst, var vendt hjem efter 64 år som barber og banjovirtuos i Chicago. Hilda havde hørt om den velbeslåede onkel gennem hele sin barndom, og her sad han, strålende af økonomisk og kulturel overmagt.

Det var ikke onkel Bobs amerikanske accent eller lyden af den medbragte banjo, der ødelagde Hildas videre liv. Nej, katastrofen var det fjernsynsapparat, han havde anskaffet og placeret i slægtsboligen.

Efter få uger som fjernseer havde Hilda klippet sin lørdagskjole i stykker fra neden, så det meste af hendes understel nu var blotlagt, når hun gik til dans i Klamhuse Landproletariske Festsalon (indrettet på loftet over bolsmand Jochumsens svinestald). Ydermere havde hun sat sig i bundløs gæld for at erhverve de smøremidler og kulørte pulvere, der omdannede hendes kønne, sunde ansigt til en hæslig, permanent fastelavnsmaske.

Efter endnu en kort nedgangstid flygtede Hilda en søndag morgen over sognegrænsen og begav sig mod Holstebro. I storbyen var hendes endelige fald dybt, brat og uundgåeligt.

Den unge stemmes dødsskrig runger for evigt i ørerne og samvittigheden på dem, der oplevede det eller var medskyldige.

Efterskrift:

Denne roman er ligesom flere andre i årets kalender baseret på virkelige begivenheder. Til dokumentation vedhæftes et billede af onkel Bob fra hans storhedstid i Chicago:

Onkel Bob

Gubert Skodhave
Holstebro efter midnat
2. udgave, 1. oplag

Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 11: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN

Guldkalender BANNER

Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.

Tigerroman

“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 10: LØRDAGSKYLLING MED GUMMISALAT

Guldkalender BANNER

Tromlefører Mustafa bin Thomsen buldrede på døren. – Så er farmand hjemme, lille honningmåne! Og han har gæster med!

Nygifte fru Patricia stod i køkkenet. En yndig rødme farvede hendes ferskenkinder, mens hun hørte manden sparke støvlerne hen ad gulvet og krænge sig ud af det bemøgede arbejdstøj.

– Hvor mange gæster, skattebasse?

– Hele sjakket. Det vil sige: Yussuf al Andersen fik kørt hovedet over i dag, og det er ikke sikkert, de kan nå at rette det ud på skadestuen inden spisetid. Så lad os sige, at vi bliver 11 til middag.

– 11, ih du milde! Jeg har kun en enkelt lørdagskylling i fryseren, et bæger hummus i køleskabet og en halv æske Gajol på krydderihylden. Hvordan skal jeg bespise 11 granvoksne jord- og betonarbejdere med så lidt?

Mustafa var kommet ud til hende i køkkenet, og nu fik hun en smældende lussing.

Pippiroman

– Forpulede, stupide møgso! Du er dummere end din fede, grimme mor og din endnu grimmere bedstemor tilsammen. Har jeg ikke læsset et traktordæk af i gården så sent som i fredags?

– Jo, skattebasse.

– Så se for satan at få slebet den store forskærerkniv og kom i gang med at snitte noget salat.

Et tøvende smil bredte sig over Patricias unge ansigt. – Men hvad med dressing?

Bag Mustafa hørte man støvletramp, bøvsende udråb og rå latter.

– Du kan sætte dig på hug og skide al den dressing, du synes, der er brug for. Bare du har maden på bordet om 10 minutter.

Patricia strøg en sartrosa finger hen ad knivens glimtende æg.

– Jeg har en bedre idé, skattebasse.

22 centimeter tysk kvalitetsklinge forsvandt ind i ægtemandens bug lidt under navlen. Hun trak kniven opad og standsede først, da den sad fast i brystbenet. Blod, indvolde og fedtet pladdermasse vældede ud over hendes hænder og plaskede ned på køkkengulvet.

– Bli’r det for helvede til noget? lød det fra stuen. – Vi har ikke fået ædelse i flere timer!

– Ni et halvt minut! kvidrede Patricia gennem den halvåbne dør. – Så er der lørdagskylling med gummisalat og frisk dressing til drengene!

Hendes mor og bedstemor havde lært hende en uvurderlig lektie: Mænd er nemme, ja ligefrem søde og kærlige at omgås, så længe de får deres vilje.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 9: HVEM ÆDER HVEM?

Guldkalender BANNER

Bordet var dækket, maden var varm, og alt tegnede godt. De skulle have frikadeller, blodpølse og steg med sprød svær. Et overflødighedshorn af stegt kød. Sådan var det hver dag.

Hannibal, Wagner og Ruth satte sig til bords.

“Lad os fortære det varme kød,” sagde Ruth glubsk.

“Hørt!” råbte Wagner og Hannibal i kor.

“I kan tro nej,” udbrød en fremmed stemme.

Kødspiserne vendte sig om i en synkron bevægelse.

Kannibalroman

I køkkendøren stod en kappeklædt skikkelse. Han stod rank med hænderne i siden og hatten kækt på sned.

“Åh, nej!” skreg de kor. “Det er Veganer-John!”

“Det er sandt,” kaglede den kappeklædte vegetar og gav Wagner et par på skrinet. “Og ingen af jer skal spise af kødet. Det bliver over mit lig!”

Hannibal hev en kniv frem, men det var nyttesløst. John slog den brat ud af hånden på ham.
De var trængt op i en krog.

“Nu skal I alle straffes for jeres synd!” grinede Veganer-John højt med en pistol pegende på dem.

Ruth så en mulighed. Hun greb et stykke flæsk og kastede det mod Veganer-John. Kødet landede i hans åbne mundtøj, inden han nåede at reagere.

John stivnede. Han tyggede varsomt, mens hans øjne lyste op i lykke.

“Hvad var det, du kastede i munden på mig?” smaskede han.

“Flæsk,” svarede Ruth.

“Og flæsk er kød?” mumlede John.

“Ja, flæsk er kød,” svarede Hannibal med et lille smil.

“Jeg kan lide det!” råbte John og satte pistolen tilbage i bæltet.

“Så skulle du prøve frikadellerne,” sagde Hannibal. “Tag plads.”

De satte sig ved bordet og gik i gang med måltidet.

John mæskede sig i det lækre varme kød.

“Mmm,” smaskede han. “Delikat og krydret. Jeg tror sgu, jeg konverterer til kødspiserne.”

Da fadene var tomme, gav John et stort ræb fra sig.

“Det er herligt, at du har fået øjnene op for kødets kvaliteter,” klukkede Wagner.

“Ja,” medgav Ruth lettet. “Så var der alligevel ingen menneskeliv, der blev ofret i dag.”

John stirrede på dem med et sindssygt blik.

“Apropos det …” Han rejste sig fra stolen. “Jeg har i særdeleshed fået smag for kød…”

John begyndte at grine hysterisk og hev sin pistol frem.

“…og jeg er stadig helvedes sulten!”

Benny Brønderslev:
HVEM ÆDER HVEM?
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 8: MIT BRUNE PARADIS

Guldkalender BANNER

Du kender mig. Alle, der ser tv eller læser aviser, kender mig. Dovne Lubbert er ikke bare et navn, det er et begreb og en artsbetegnelse. Manden, der i en alder af 43 kan fremvise fem akademiske diplomer og aldrig har udført så meget som en times lønnet arbejde. (Hm, en tilståelse: Som 11-12 årig ryddede jeg somme tider naboens fortov for sne. Min indsats blev honoreret med småmønt samt saftevand og kage.)

Men hvordan blev barnet med skovlen til dovne Lubbert? Hvorfor er mit lille, arrige ansigt, mit fedtede fuldskæg og min tilgroede halvandenværelses lejlighed blevet nationale symboler?

Svaret skal findes på en ø i Stillehavet.

Habertroman

Efter som 32-årig at have erhvervet en kandidatgrad i socialantropologisk kulturgeografi modtog jeg et EU-stipendium til to års studier af parringsvaner på Amuha-Amuha, en ø i Stillehavet 900 km sydvest for Hawaii.

Allerede ved ankomsten blev jeg klar over, at amuha-amuha folket havde en levende tradition for ihærdig og hyppig parring. Mine observationer godtgjorde, at de faktisk ikke foretog sig ret meget andet.

Snart blandede jeg mig i de indfødtes aktiviteter. Jeg kunne parre mig med et udvalg af smilende og velskabte brune piger for 1 Euro (omvekslet til lokal valuta: 4,17 amuha-bonga) i timen, og mit stipendium rakte til 731 døgns kontinuerlig parring, kun afbrudt af måltider, søvn og en halvårlig telefonsamtale med familien derhjemme.

Den 732. dag kom der ingen smukke brune piger ind ad hyttens dør, og den 733. dag blev jeg tidligt om morgenen vækket af en lille fedladen herre, iført kasket, shorts og gummisandaler. Han præsenterede sig som øens penisinspektør og forlangte at få mit avlslem forevist. Efter befingring, opmåling og fotografering af dette erklærede han, at det var uværdigt til at gøre tjeneste på Amuha-Amuha.

Min ungdom var forbi. Fire supplerende akademiske grader, bistandshjælp i spandevis og udødelig national berømmelse ventede dovne Lubbert under Danmarks grå himmel, men det store eventyr – det lå bag mig, lige så uigenkaldeligt som naboens sneskovl.

Nu kender du sandheden om dovne Lubbert. And that’s all, folks. There isn’t any more.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 6: SØSTRENE PÅ HUSMANDSBORDELLET

Guldkalender BANNER

Kapitel 1

Det var en mørk og stormfuld aften hen imod jul. Vinden peb om den frønnede gavl, og sjapsne dryppede gennem det halvrådne tag over Blodhøj Husmandsbordel. En lang kø af avlsbrugere, roearbejdere, fækalieomrørere og andre landproletarer stod i kulden udenfor med hænderne dybt, meget dybt i de hullede lommer.

Søster Slubberina gispede fra begge ender af sin overanstrengte organisme.

– Vi klarer ikke det næste døgn, sagde hun til søster Mabusa. – Vi holder ikke til det.

Gordonroman

– Luk øjnene og tænk på pengene. Med tillægsydelser er det gennemsnitligt 1,31 kr. pr. færdigekspederet kunde. Kæmpestore julegaver i år.

Mabusa havde arbejdet som  landboforeningsbogholderiassistent, inden hendes smukke ansigt og yppige figur bragte hende over i intimbranchen.

Det buldrede på døren. – Luk op for helvede, eller vi sprøjter i sneen! lød en dyb, rå stemme.

– Du tager de tre næste, jeg har fået en idé, sagde Slubberina.

– Jamen…

– Ikke noget jamen. Jeg er tilbage om et øjeblik!

Mabusa måtte klare fem kunder, heraf to stående til simultan ekspresafspilning, inden Slubberina gjorde tegn fra døren.

– Send den næste herind! hvislede hun mellem de røde læber.

Kapitel 2

Forrest i køen ved den sludpiskede dør stod ingen ringere end borgervæbningens overofficiant Lumbago Z. Knockel, sr., højt respekteret lokal hædersmand og vedvarende, men kritisk bordelkunde gennem mere end syv årtier.

– Kom indenfor, sagde Slubberina. – Denne vej til en stor overraskelse!

Mindre end et minut senere tumlede den ranke, skindmagre olding ud af bordellets bagdør med et savlende smil om sine tandløse gummer.

– Fantastisk! brølede han, da han kom om til kammeraterne i køen. – Aldrig overtruffet! Jeg gav hende otte øre i drikkepenge, og det er første gang siden 1971, jeg har været så rundhåndet!

Kapitel 3

Rygtet bredte sig ud over det vintersølede Nordvestjylland, og frem til juleaften herskede rasende travlhed på bordellet.

Omsider blev døren spærret af, og søstrene fik en gryde brun festbudding på bordet. Gavecigarer, dunke med blå drikkepetroleum og anden luksus omgav dem.

– Så er det på tide, du fortæller mig, hvad der foregår bag den dør, sagde Mabusa. – Vi har tjent flere penge i denne måned end i de 11 foregående tilsammen. Jeg har haft så travlt med kassen og vaskekludene, at det stadig svimler for mig. Hvordan er det muligt?

Slubberina åbnede den magiske dør og tændte et stearinlys. Hun trykkede på en knap, og dunkende, slaskende lyde bølgede rytmisk gennem bordelstuen.

– Gamle onkel Stürwolts lussingmaskine, som stod på loftet og samlede støv, forklarede hun med et smil om de knaldrøde læber. – Den skulle bare lægges ned og justeres en smule, så fungerer den som ekspreskopulationsautomat med efterfølgende koldtvandsoverbrusning. Og den giver også kunden et par smældende lussinger til farvel og tak.

– Vi skylder onkel Stürwolt evig tak, lød det fra en bevæget Mabusa, – og måske en cigar, hvis vi har flere tilbage efter nytår.

Slubberina slukkede for maskinen og vendte tilbage til julebordet.

– Nu har vi fortjent vores budding, sagde hun, – alle 19 kilo af den.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 5: MIDNATSFORESTILLING

Guldkalender BANNER

Regnen silede ned, da hr. og fru Bromholt ankom til Algade og stod ved biografteatrets nedslidte facade. De havde valgt at se en udenlandsk film ved midnatsforestillingen.

“To billetter til Middag hos Morfar,” sagde hr. Bromholt til den ældre herre i billetlugen.

Gamlingen så på ægteparret med frygt i øjnene.

“Er De klar over, at den er bulgarsk? En dogmefilm oven i købet?”

“Selvfølgelig,” brummede hr. Bromholt overlegent. “Min hustru og jeg er særdeles begejstrede for det finkulturelle og ynder at se film fra hele verden.”

“Meget vel,” svarede oldingen. “Det bliver på eget ansvar…”

Biografroman

Gæsten fandt sin tegnebog frem.

“Næ nej,” udbrød billetsælgeren. “Jeg kan ikke tillade mig at kræve penge for dette makværk.”

Hr. Bromholt fnøs og tog imod billetterne. Ægteparret marcherede indenfor arm i arm med næserne i sky. Salen var tom.

“Vi er åbenbart de eneste kulturelle individer i byen,” påpegede hr. Bromholt.

“Heldigt for os.” Konen pegede frem. “Så kan vi sidde på sofarækken.”

De satte sig til rette.

“Hvor vover han at kritisere et filmværk, han tydeligvis ikke har forstand på,” snerrede manden.

“Rolig, Thormod. Vi kan jo ikke forvente, at alle har en fornem universitetsgrad inden for samfund og kultur og besidder evnen til at analysere en film.”

“Men det har vi, Gerda,” smiskede han og kærtegnede hendes kind.

Salen blev mørk. Filmen gik i gang med et irriterende stykke balkanmusik. Ved et middagsbord sad tretten personer sad og spiste rå koteletter, spillede blokfløjte og spyttede og savlede. To harer parrede sig midt på bordet.

“Åh, gud. Hvad er det dog vi er gået ind til!” skreg fru Bromholt.

Den ældste ved bordet var rød i hovedet og havde en sort moustache. Han kiggede sjofelt mod den fjerde mur og pegede hånligt mod ægteparret i salen.

Middagsselskabet og harerne kravlede ud af lærredet og stod nu foran hr. og fru Bromholt. De trommede på deres bare maver og talte på et sprog, der lød som en motor, der var ved at sætte ud.

Den jammerlige film var blevet til virkelighed.

“Han advarede os, men vi ville ikke høre,” skreg hr. Bromholt. Han sprang hen mod en dør, der foroven var mærket med et grønt UD-skilt. Han ruskede i dørgrebet, men det var som boltet fast.

Den gamle mand fra filmen hev fru Bromholt op fra sædet og inddrog hende i en pinlig bulgarsk vals. Det lignede en sindssygt underlødig folkefest.

“FÅ DET TIL AT STOPPE!”

Støvler blev kastet.

“DETTE ER ET MARERIDT!”

Trebenede geder hoppede ud i salen til dem og besørgede på gulvet.

“VI ER HAVNET I SKÆRSILDEN!”

Men ægteparret kunne intet stille op, for der var stadig syv timer tilbage af den bulgarske kunstfilm.

Max Sandemo:
MIDNATSFORESTILLING
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad