Tag-arkiv: fækalie

Til julefest med Fede-Niels 16:24

FedeNjulxx

16. december 2026

Franko Zwiebelkäse kom hjem ved daggry d. 16 december, og satte sig i dagligstuen sammen med sin kone. Franko var faret vild i sneen, men nu var han endelig hjemme igen. Bebba havde holdt kaffen og kagen varm siden han tog af sted for to dage siden.

”Godmorgen. Hvordan gik det?” spurgte Bebba. ”Fik I reddet julen?”

”Til dels. Hartmut var holdt som gidsel i kosteskabet og onkel Vaffel røg ned i kødhakkeren…”

”Nå, da.”

”Nu er Niels og Hartmut taget ud til Flødeisfabrikken hvor de venter på forstærkning…”

”Var der ingen opgaver til dig?” spurgte Bebba.

Franko spærrede øjnene op.

”Lort i lommen! Det havde jeg glemt. Det var jo mig der skulle hente forstærkning. Den veganske føde gør mig dement!” Han rejste sig op og løb ud i entreén. I det samme han hev hoveddøren op, stødte han ind i en tynd skikkelse med en pakke i hånden.

”Baronen af Halunkenborg!” gispede Franko Zwiebelkäse. ”Hvad I alverden?!”

”Goddag, min gode mand. Jeg har en julegave til dig og din familie.”

***

Taxameteret kørte stadig mens Fede-Niels og Harmut Gaffelwaber ventede i vognen foran Fløs Flødeisfabrik. De havde snart siddet der et døgn.

”Hvor bliver forstærkningen af?” vrissede Hartmut Gaffelwaber.

”Jeg ved det ikke,” svarede Niels. ”Franko er pålidelig. Måske er han på toilettet. Plantemad kan slå et tarmsystem ud af kurs.”

”Vi kan ikke vente mere,” sagde Hartmut. ”Vi går ind nu.” Han prikkede taxachaufføren på skulderen. ”Kan vi købe et våben af dig?”

”Jeg ikke forstå dansk.”

Hartmut steg ud af bilen og trak chaufføren med ud.

”We need wæpøøøn. Bang, bang!”

”Bang, bang?” Chaufføren åbnede bagagerummet. Der lå en del pistoler og geværer. Niels og Hartmut tog et skydevåben hver og gik ind på fabrikken.

***

På kadaveropskæringsfabrikken et par kilometer derfra stod Plantefarsmaskinen stadig og kogte og dampede uden opsyn. Ventilerne var stoppet til og beholderen udvidede sig under det voldsomme tryk. Den kunne snart ikke mere.

Vil det lykkes vore to tapre helte at foretage en civil anholdelse af Plantebanden, eller vil de endnu engang blive bagbundet? Følg med i næste afsnit!

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Gustenhuses største fækalie opgraderet til Danebæ

Stahl-EisenmannLOGO

Efter utallige henvendelser til Fækaliemuseet er det endelig lykkedes vore ihærdige medarbejdere i Gustenhuse Brunvareadministration at overbevise sagkundskaben om vort rimelige krav.

Ikke nok med at det pågældende objekt i mere end halvhundrede år har ageret vartegn for vort sogn – det blev for nylig solgt til rekordpris på eBæ.dk, til en anonym samler i Puhada Rumpur.

Danebæ01
Det gigantiske ekskrement af 99,97% lødighed, personligt leveret af den yderst ærede dr. Sakh Harinn, hvilket iflg. vore eksperter er en absolut verdensrekord, rummer sin helt egen interessante fortælling. Så derfor bedes De høre godt efter.

Foto fjernet
Den historiske begivenhed fandt sted ved Fækalhomofil Sovjetrussisk Humeurforenings i 1956 afholdte, årlige afsvansningsbal i det gamle Gustenhuse Pervertarium. Harinn havde dage i forvejen taget godt for sig af kål- og snapsebuffeten, og kom derfor ikke overraskende i pludselig forlegenhed, under selve festlighederne.

Foto fjernet
Herover ses den lettede hædersmand, efter sin rektale aftømning, og med deraf følgende synligt indsunkne kinder, nyde en Scotsman, til hele forsamlingens bragende applaus.

Det var ved denne lejlighed han udtalte de udødelige ord: “Bozhe moi!” (Боже мой!), som i vore lokalmedier på tidspunktet desværre blev fejloversat til: “Bøsse-møg!”. Afdøde egnspoet hr. V. Røvlenberg udtrykte det mere nøjagtigt, i sit hyldestdigt til dette, begivenhedens absolutte clou:

“Sakh Harinn han bravt sig satte ned.
Pressed’; og blev ved og ved og ved.
Did fra panden drypped’ angstens sved,
(for det tog jo en evindelighed).
Til allersidst brunvaren kom på gled,
medens dér på dansegulvet hårdt han sked.
— Tak for din overbæ-renhed!”

Foto fjernet
Den ærede hr. Harinn ved en senere lejlighed i Det Skide Hus i Amerikas Forende Stater, under demonstrationen af en ny supersonisk kviksølv-injektionssprøjte mod tarmblokade.

Danebæ05
I 2009 blev dr. Sakh Harinn naturaliseret amerikansk statsborger, primært med henblik på lovmæssigt at kunne blive viet til sin trolovede kollega ved Gulag 1-2-3-4½, hr. Viggo Voxenblee, hvilken ceremoni medførte en ganske betragtelig offentlig interesse.Foto fjernet

Desværre omkom ægteparret Harinn under deres bryllupsrejse til Marokko, ved nedkastning fra Al-Kapoun-moskeens minaret. Vi skåler dog for vor kammerat, og takker for dennes uundværlige bidrag til sogneøkonomien, samt god ro og orden, under hans korte ophold i Gustenhuse!

Med allerærbødigste hilsner, Deres
Hartmann Stahl-Eisenmann

SE OGSÅ:

henveisenmannkirsebaervin

Retur til avisens forside

Demonstration for brune liv i Klamhuse

WolleCavlingLOGO

Allernyeste stjerne på avisens medarbejderhimmel, fækalievidenskabsmanden Wolle Cavling-Onsdagsgaard, sender os denne døgnaktuelle reportage:

Det seneste tilfælde af politivold har fået en simrende konflikt mellem ordensmagt og borgere i Nordvestjylland til at eksplodere i uroligheder. Hvad der skulle have været en rutinemæssig anholdelse af Sambo Lumumba-Onkelsgaard udviklede sig sent i aftes til en tragedie.

Alle har nu set de uautoriserede daguerretypier, taget af en forbipasserende civilist, der tydeligt viser, hvordan landbetjent Bruno Stalin-Stavknald holder sit højre knæ mellem hr. Lumumba-Onkelgårds ben, resulterende i en eksploderende tyktarm. Vi har også alle hørt Sambos grådkvalte bøn til betjenten: “A ka æt skiide,” fremstammet sekunder før eksplosionen.

Bruneliv01

Hvis vi gør status, danner der sig et klart billede af, hvordan endnu et tilfælde af landbetjentsvold har udviklet sig eksplosivt.

Under søndagens store støttedemonstration i Klamhuse fremsatte den lokale leder af protestbevægelsen “Brown Lives Matter”, fru Bwaila Mugabesgaard en række ultimative krav:

“Brune mennesker har i for lang tid levet en skyggetilværelse i Nordvestjylland. Landbetjent Stavknalds egen indberetningsstatistik til Amtmanden i Struer viser, at brune mennesker har en 600% højere chance for at blive hevet uanmeldt ud fra latrinet ved Brugsen. Brune mennesker bor i, hvad etnografer i Harlem og Soweto kalder en “toilet desert” – vi har i vores naboområde ikke adgang til livsnødvendigheder som toiletpapir, klorin, kokasser til brændekomfuret, bruncreme til håret, så vi er tvunget til at tage 30 km til håndkøbsudsalget i Blodhavn for det mindste ærinde.”

“Vi kræver en retfærdig omfordeling af den samfunds-fækaliekage, vi alle har skabt. Nedlukning at latrinpatruljerne. Sikkerhed for ordentlige anholdelser. Alt for mange brune forældre har indpodet i deres børn: Hvis I møder landbetjenten, så gør I, som han siger! Hænderne op. Bukserne ned. Skid ikke!”

Bruneliv02

“Søster Bwalia er en indsjæl, der brænder for sin sag som Vestforbrænding i gyllesæsonen,” udtaler en anden af vevægelsens ledere, cand.phal.fæk. Zenia Njal-Auken. “Men ikke alle er lige begejstrede for hendes forskelsbehandling af de demonstrerende.”

Det vakte undren og harme, da Fru Mugabesgaard kommanderede hvide demonstranter bagest i køen til det transportable bidet ved dyrskuepladsen.

“Brune mennesker har knebet balderne sammen i århundreder!” brølede en tydeligt trængende fru Mugabesgaard. “Nu kommer vi først!”

Ifølge Fru Njal-Auken kan den slags ophidset retorik skade sagen mere, end den gavner. “Måske er det fordi jeg er tilflytter fra kosmopolitiske, globale Brønderslev. Men jeg finder Bwalias opdeling i os og dem uheldig,” slutter fru Njal-Auken vort interview.

Alt i alt tegner det til en lang brun sommer i Klamhuse og overalt på Usseldrupegnen.

SE OGSÅ:

Henv200negere

Retur til avisens forside

Kalenderblad 8: Det Herrens år 1402

– Satans til svineri, brummede ridder Orne, da han rejste sig fra kammerpotten efter en langvarig, pladrende udtømning. – Kan du hente mig en krukke vand og en vaskeklud, og lad det gå lidt rask, Gubert!

Den korpulente ridders unge væbner, Gubert Rundknockel, havde forudset problemet. Vand og klud kom frem til hans herres undsætning i løbet af sekunder, og renselsen foregik under fornyet plasken og arrig stønnen.

Ridder Lubbert Orne var blandt de snesevis af landets fremmeste mænd, der var kaldt sammen til Danehof på Nyborg Slot.

– Tyndskid to-tre gange i døgnet, sagde han, mens han gik frem og tilbage over gulvet og tørrede hænderne mod hinanden. – Forbandet svineri!

De sollyse dage omkring sankthans gik med dyster på hesteryg, opvisninger og underholdning. Mad og drikke fik stormændene i rigt mål, men indflydelse på begivenhederne opnåede de kun i begrænset omfang. Landets rigshovmester var en stærk og enerådig kvinde, dronning Margrethe af Norge og Danmark og halvvejs også af Sverige.

– Nå, hjælp mig støvlerne på, fortsatte ridderen, – men ingen rustning eller hjelm. Vi har lussingdyst her til formiddag.

Riddere, opsadlede heste og tjenende personel mødtes på turneringspladsen foran slottet. I dag gjaldt det om at ride mod hinanden og lange lussinger ud i forbifarten. En fornøjelig og overvejende ufarlig sport i sammenligning med de turneringer, hvor to fuldt udrustede mænd tørnede mod hinanden med dragne lanser. Her vankede i det allermindste blå mærker og forstuvninger.

Hug og knæk tog en ridder, som det kom, men hvad alle i disse dage klagede over, var deres mave- og tarmfunktioner. Røde oksestege, ristede kramsfugle, spydstegte harer og fede flæskestege proppede de i sig fra morgen til aften, og vine fra Frankerriget og Midttyskland flød om kap med godtøllet fra de lybske ankre.

– Vi kan ikke holde det i os, sagde Gamborg Galt, som var lenshertug over Ribe og Tønder. – Vi er blevet vore dårlige mavers trælle, og det er tegn på usseldom og svagagtighed. Jeg udsætter en kobberhjelm med fjerbusk til den ridder, der kan vise mig den største og mest helstøbte pølse i morgen tidlig.

Ridderne så tvivlende ud.

– Du vil ikke se det skideværk, vi har at komme med.

– Lad mig dømme om det! bjæffede hertugen. – Og stig så til hest, alle mand! Det er lussingens dag i Nyborg!

Gubert Rundknockel stod tilbage med et stort smil i sit unge ansigt. Han var gennem de sidste døgn blevet ven med dronning Margrethes kammerpige, en rødkindet Amanda af nordfynsk herkomst. Han havde set hende bære majestætens kammerpotte ud om morgenen, og han havde bemærket, at en enorm mahognibrun pragtfækalie stak skråt op af den.

– Sådan en laver hendes majestæt hver morgen, havde Amanda fortalt ham. – Hun spiser siden sin tid i Norge de mærkeligste ting, mest fisk, fladbrød og grønsager. Sådan er nu den nådige majestæts smag og hendes vilje.

1402 collage

Gubert Rundknockel vidste, at en enkelt stor bedrift kunne sikre ham forfremmelse fra væbner til assisterende ungridder, og endnu i år kunne han så være undervejs med sin herre på korstog til Jerusalem. Sådan måtte det blive, skæbnen havde spillet ham denne chance i hænde!

* * *

Ridderne åd og drak til hen ad midnat, og da Lubbert Orne næste morgen rejste sig fra potten, var han tilsvinet som de forrige dage. Han bandede og spyttede ned i den grufulde pladdermasse, han netop havde udstødt.

– Hvad fanden står du og griner ad? råbte han til Gubert.

– I dag bliver sejren din, ridder Lubbert, svarede unge Gubert. Frem af kjortlens rummelige ærmegab trak han en pragtfækalie på størrelse med en fuldvoksen negers underarm. Den havde en dybbrun, ædeltræsagtig overflade og var så fast i støbningen, at man kunne bruge den som kampvåben, om det skulle være.

Ridder Orne tog imod miraklet og holdt det ærbødigt hen mod lyset.

– Her har du udrettet stordåd, min dreng. Det skal du ikke komme til at fortryde!

Få minutter senere gik luksuspølsen rundt i kredsen af beundrende riddere.

– Den kan ingen af os trumfe, lød det fra dem, mens de lod deres egne slatne produkter falde til jorden.

Hertug Galt klemte om gigantfækalien og så ud, som om sagen allerede var afgjort, men i det samme plukkede han noget ud af en fold i det brune ædelmateriale. Et lille, lyserødt skår, som han holdt op mod solskæret.

– Det er en halv krabbeklo, sagde han. – Den er gået ufordøjet gennem bugen. Men du har fandenfjerteme ikke spist krabber, ridder Orne. Fisk og skaldyr er proletarføde, som ingen velbåren adelsmand tager i sin mund. Hvem af os har været i nærheden af sådan noget de sidste 24 timer?

– Det ved jeg, lød det fra en gammel rigsråd, der havde siddet indendøre dagen i forvejen. – Det har vor dronning. Tre krabber knasede hun i sig i går ved middagstid, mens jeg så og hørte på det.

– Æreløse slambert! brølede hertug Galt og smækkede storfækalien ned over hovedet på ridder Orne. – Stjæler du majestætens faconpølse og udgiver den for din egen?

De andre riddere trak nærmere. Bortset fra en brun aftværing over pande og venstre kind var Lubbert Orne blevet bleg. Han startede på en forklaring, men unge væbner Landknockel hørte kun de første usikre ord af den. Han gled lydløst og ubemærket rundt om turneringspladsens palisade, og da den næste færge sejlede mod Korsør, sad han i stævnen.

Hvis han skulle opleve Jerusalem, måtte det blive i et andet herskabs tjeneste. Måske kunne han finde en fremtid i Polen eller Rusland. Her i dronning Margrethes trefoldige rige var han færdig for altid.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Advarsel: Birk Lallesen-fækalier kan eksplodere

Propagandamateriale fra den seneste valgkamp viser sig nu at udgøre en alvorlig trussel mod helbred og velfærd i Nordvestjylland. Det drejer sig om de tørvalsede fækalier, der blev husstandsomdelt som led i hr. Lalle Birk Lallesens kampagne.

Lallesen01

Flere tons fækalier, frembragt af hr. Birk Lallesen, hans familie og nærmeste politiske støtter, blev uddelt i fladvalset form, mange af disse brune skiver forsynet med kandidatens underskrift. De fleste indgik i husholdningernes almindelige konsum, men i en del nordvestjyske hjem har man stadig de knastørre politikerbrunkager i brug til forskellige formål.

En af egnens ranke gamle stormænd, gummivareinspektør Jolbert Schneckelfritz, Blodhøj, anvendte gennem længere tid en Lallesen-fækalie som bogmærke. Da han forleden ved sengetid smækkede en egnshistorisk bog sammen, eksploderede fækalien, og idet Schneckelfritz slyngede bogen fra sig, flammede den op. Inden han fik hentet vand, var den halvt opbrændt.

bogskade

– Det var et uhyggeligt øjeblik, fortæller hr. Schneckelfritz, – og jeg måtte efterfølgende berolige min samlever, kongepudlen Lola XVII Klamhuse, med en nervepille, udrørt i kold rombudding.

Familiedisciplin

Avisen erfarer, at flere andre tilfælde af eksplosioner og ildsvåde er forekommet under omgang med den unge politikers brunvare. Et fornuftigt råd må være, at man overhælder tilbageværende eksemplarer af propaganda-fækalierne med vand og derefter graver dem ned. Ønsker man som overbevist Birk Lallesen-tilhænger at beholde valgkampmaterialet, skal det opbevares på et brandsikkert sted, uden for rækkevidde af børn, kvinder eller husdyr.

SE OGSÅ: Lalle Birk Lallesen disciplinerer lallerale ungdomspolitikere