Tag-arkiv: Philbert

Kampen om den røde rubin 10:25

Udenfor på hotelgangen stod en mand med en banjo i legetøjsstørrelse mellem hænderne og et grin af næsten ufattelig længde gange bredde nederst i sit lysebrune hesteansigt.

God aften,” sagde han. ”Jeg er komponisten og festmusikeren Raben Volvo.”

Æh, vi har vist ikke bestilt musik,” sagde Benni.

Jeg bor på etagen nedenunder, og jeg hørte jer danse. En helt vidunderlig, accelererende rytme, som jeg vil bruge i en popsang.”

Jamen Benni altså, hvad kan det være, manden har hørt?” kvidrede Lydia. Hun stod bag sin partner med et sengetæppe af stretchnylon draperet om sin yppige figur.

Musikerens grin trodsede naturlovene og blev endnu større. Hans glorøde ører flyttede om i nakken.

Som bekendt blev det her skønne luxushotel revet ned i fjor,” sagde han, “og genopført i moderne, lette materialer, fortrinsvis krydsfiner og bølgepap. Man hører derfor ganske tydeligt, hvad der foregår på de nærmeste værelser og etager. Vær nu søde at gentage rytmen, så finder jeg melodien og spiller den imens. Hvis det bliver et danskpop-hit, får I en procentdel af indtægterne. For slet ikke at tale om, hvis nummeret kommer med i en musical på Broadway”.

Jamen, kan vi det?” mumlede Benni til sin forlovede.

Det lyder da på en måde romantisk,” svarede Lydia.

* * *

Bax IX Lubbert, Lydias strenge fader, snorkede om kap med klaskende bølgelyde. Han lå i køjen forude i sit gode skib Liberator VII Lubbert, og hen over de små timer var det blæst op vestfra.

Klokken 04.29 præcis blev han rusket i skulderen. Skibsdrengen, unge Jolbert, var mødt frem til aftalt tid.

Radioen melder orkan,” sagde drengen.

Satans!” brummede Bax. Selv den tapreste dynamitfisker måtte blive hjemme på en orkandag og muligvis også dagen efter.

Han svingede de behårede fødder ned på dørken. Det snurrede i hans tykke hoved, mens han trak overallen på. Hvad var det, han skulle huske fra i aftes? Jo, ringen med den røde sten, som han havde vristet af Lydias finger.

Han mærkede i lommen, i begge lommer. Hvor fanden var den? Han fandt sin stavlygte og afsøgte hver eneste centimeter af det trange lukaf. Væk var dimsen, forbandet nok. Måske skulle han slet ikke have taget den, tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl.

Han gik hen over det uroligt vippende skibsdæk og kiggede ned i lastrummet. Dér svømmede den levende torsk, som havde irriteret ham aftenen i forvejen. Unge Jolbert fik en højrehåndslussing og et hurtigt kontradask på den modsatte kind, så han ikke røg over bord.

Den fisk skulle have været med på auktion i går,” sagde Bax. ”Kravl ned og hent den til mig!”

* * *

På vej hjemad gennem den skummelt forblæste havneby hørte Bax et kvækkende ”god morgen” fra en halvåben dør.

Han standsede og kneb øjnene sammen. I døren stod gamle Mutter Schweske, enke efter dynamitfiskeren Harding Schweske, som i 1979 havde tabt en tændt cigar ned i sprængstoflageret på sit fartøj. Det var en klar majdag, og Hardings søndersprængte legeme blev fortæret af tilstrømmende måger, inden de andre dynamitfiskere kunne nå at samle stumperne op. Begravelsen skete med en symbolsk tom kiste af sortmalet pap som midtpunkt.

Lige siden havde venner i fiskerierhvervet og andre gode folk understøttet den fattige enke og hendes cirka 14 børn. Den yngste var efterhånden 38 år, men gik stadig i børnehaveklasse. Førende psykologer betragtede familien Schweske som et langsigtet udviklingsprojekt, og Den Knockelske Socialfond havde år efter år bevilget op til 5,37 kr. til staklernes forplejning.

Mutter Schweske stirrede på den vældige dynamitfisker med bøn i øjnene.

Lad gå da,” sagde Bax og rakte hende sin syv-pundige torsk. Den var i live og ved godt mod, kunne man se på halen og de vågne øjne.

Husk nu sennepssovs,” bjæffede Bax, inden han skråede over gaden til Landproletarisk Kælderbodega. Arbejdsdagen var spildt, hovedmåltidet foræret væk; nu kunne man lige så godt få en fest ud af det.

Ved stambordet sad 98-årige onkel Philbert med et tomt ølkrus foran sig.

En flaske uran 235,” råbte Bax, ”og to Saltum discountcola, og lad det gå lidt gesvindt!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Drink tossen

Mere info om nordvestjyske drikkevaner

Flux videre til afsnit 11

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 20:25

En lille fadøl, Orna, bare en enkelt lille opskænkning, mit lamseben… Vi er i julemåneden. Vis dog lidt nissesind, søde Orna!”

Onkel Philbert sad ved stambordet på Proletarisk Kælderbodega i Blodhavn. Værtinden Orna Qvalm stod bag sin bardisk og skulede surt til ham. Godt nok var han kunde gennem årtier, men i den seneste måneds tid havde han trukket sin kredit til den yderste grænse og længere endnu.

Du har ikke råd til at drikke, Philbert,” sagde hun med grus i stemmen. ”Den dér fjollede abe, du har anskaffet – den skal jo fodres. Og du skal købe julegaver til otte børn, 27 børnebørn og 14, om få dage 15 oldebørn. Det løber alt sammen op, gamle dreng.”

Onkel Philbert stønnede sygt og sugede på den sidste stump af sit cigarskod. Han havde haft et eventyrligt liv på syv have og fem kontinenter, men ligefrem rig havde det ikke gjort ham.

I det samme blev døren til kælderbodegaen smækket op. Hans måske eneste sande ven, aben Mångki, kom løbende ind med en klump af et eller andet madagtigt i munden. En rådden, stinkende fiskemave var det vist.

Ikke herind med det stads!” skreg Orna Qvalm. ”Forsvind med dig, abe – forsvind begge to!”

Aben flænsede i fisken, og en lille tingest trillede ud på bordet. Onkel Philbert tog den op mellem fingrene, tørrede den i sit frakkeærme og kiggede nærmere på den.

Verdammt noch mal!” udbrød han. ”Det ligner slående den ring, min ven Agnar Mykle forærede sin kæreste i 1957.”

Gud, du siger da ikke… at det er den ring, de siger i fjernsynet, at nordmændene vil føre krig om?” spurgte Orna Qvalm, mens hun krabbede sidelæns nærmere.

Det ved jeg intet om,” sagde onkel Philbert. ”Jeg er olding nu. Jeg hører ikke radio og ser ikke fjernsyn og vil skide på alt, der ligger længere væk end sognegrænsen mod Holstebro.”

Der var som altid halvmørkt i Ornas kælder, men hun havde en stavlygte i forklædelommen, og nu rettede hun en hvid lyskegle mod ringen med den mægtige, intenst glødende rubin.

Nordmændene er meget optagede af den ring. Krigen kan begynde når som helst.”

Jeg vil skide nordmændene et langt stykke,” sagde onkel Philbert. ”Australnegere og hottentotter har jeg en vis respekt for, men den eneste ranke og regulære nordmand, jeg nogensinde har mødt, var Agnar Mykle, og han blev plaget ihjel af skattevæsenet deroppe. Nu er ringen min.”

Han proppede den i lommen.

Gul hestepilsner og berigede urandrinks til alle, Orna! Også til Mångki! For et øjeblik siden var jeg en fattig stodder, nu er Mångki og jeg stenrige, og det skal fejres.”

Værtinden nikkede, og onkel Philbert brød ud i sang:

Lad kapslerne klirre, lad propperne knalde, nu vanker der pilsner og uran til alle!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

 Rubinring certificeret

Mere info om drukkultur i Nordvestjylland

Flux videre til afsnit 21

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 21:25

… Mit navn er Svend Skogmo Storjætte …” Kriminalkommissær Rambuck-Rasmussen stirrede på båndoptageren der afspillede doktorens monolog for fjerde gang. “… gift med sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo …

Han kunne ikke tro sine egne øre. Båndoptageren var blevet smidt ind gennem brevsprækken på politistationen for en time siden af en ukendt person.

“… jeg rejser til Argentina med rubinringen i nat, inden krigen begynder … Kriminalkommissæren sad stiv i sin stol bag skrivebordet. ” … forlange en passende løsesum …

Det tog ham en halv times tid, en cocktail og en pibe med æselgødning at komme sig over chokket.

“Han må stoppes omgående!”

Han greb røret til den røde telefon.

“Hallo, giv mig Norges udenrigsminister strax!”

Underlødig jazzmusik spillede på telefonlinjen.

“Du er nummer 73 i køen. Vent venligst …”

* * *

Snefnuggene dalede fra himlen og vinden ruskede i træerne. Stormen over området var taget til.

Benni Borgwald-Bertelsen gik med bøjet hoved ned langs Algade. Efter han havde afleveret båndoptageren på politistationen havde han endevendt doktorens palæ, men der var intet spor efter ham eller Lydia.

Grundet vejret var lufthavnen lukket ned, så de måtte stadig befinde sig i landet.

PIV! Benni rystede en forvildet rotte ud af buksebenet.

Mørket begyndte at falde på, og Benni følte afmagten og kulden omklamre sit legeme. Han var ruineret, hans forlovede var bortført (måske død) og Danmark ville sandsynligvis blive bombet i morgen tidlig. Der var kun én løsning: Ubehersket druk!

Han var gået i cirkler og endt ved Proletarisk Kælderbodega. Han sukkede og gik ind i varmen for at drikke alene.

Der var fest og glæde i rummet. Onkel Philbert stod på et af bordene og sang og drak.

Benni satte sig i baren og fik stukket en pilsner i hånden på Philberts regning.

“Hvad fejrer vi?” spurgte han.

“Onkel Philberts nye formue. Den røde rubinring som aben fandt i mavesækken på den rådne fisk,” svarede Orna Qvalm.

“Hvad siger du?” Benni drejede sig på stolen og fik med det samme øje på det skinnende smykke som Onkel Philbert triumferende holdt mellem tommel- og pegefinger. Benni genkendte den med det samme.

“Det er ikke din ring!” råbte Benni og sprang af stolen. “Giv mig den!”

Onkel Philbert spyttede på ham og Benni gik prompte til modangreb. Mændene slog løs på hinanden. Glas og flasker blev knust.

“Ringen skal tilbage til Norge. Det …” Benni blev afbrudt af en kæberasler. Han væltede bagud.

“Den tilhørte min gode ven Agnar Mykle,” proklamerede Philbert. “Han er død nu. Jeg fandt den, så nu tilhører den …”

Meg!” Den norske kvindestemme skar gennem kælderbodegaen og alle blev tavse. Selskabet drejede synkront hovederne mod indgangen.

I døren stod en kvinde med en overfrakke dækket af sne. Hendes grimasse var bitter. Foran hende tårnede en mægtig frådeskummende blodhund sig op.

“Vrruff!”

“Pula Skogmo?!” gispede Benni og Onkel Philbert i kor.

* * *

Svend Skogmo Storjætte parkerede varevognen foran salgsskiltet ved den lille hytte på Klamhuse Hede. Tjenerne Brutus og Karloff klemte deres svulmende, uvaskede kroppe sammen på sædet ved siden af ham, og i det aflåste lastrum lå Lydia Lubbert. I baghaven stod pedalflyvemaskinen som skulle bringe doktoren sikkert frem til Argentina samme nat.

“Slip mig!” skreg Lydia, da hun blev båret ind i stuen og smidt i det rødternede sofamøbel.

Svend forsøgte at åbne ring-etuiet men det gav sig ikke.

“Forbistrede …” Han lagde æsken på køkkenbordet, greb sin kniv og prøvede at lirke den op. “Hvis jeg ikke får rubinen ud så …” Han stirrede på Lydia med mord i øjnene.

“Skal du have hjælp?” spurgte håndlangerne.

“Nej!” brølede doktoren. “Karloff, gå ud og klargør flyvemaskinen. Og Brutus, du holder øje med kællingen.”

“Javel.”

* * *

“Hvad laver De her?” spurgte Benni og kiggede med ærefrygt på den nyankomne kvinde.

“Jeg leter etter ringen min,” sagde Pula Skogmo. “Nå har jeg funnet den! Buster har en god luktsans.”

Benni rev hurtigt værdigenstanden ud af hånden på Onkel Philbert, som ikke gjorde modstand, og faldt på knæ foran sangerinden.

Han rakte rubinringen til hende.

“Jeg beklager denne redelighed. På hele landets vegne,” sagde Benni. “Jeg købte den af sigøjneren, som stjal den fra Dem. Jeg var i god tro! Jeg vidste ikke det var Deres. På ære.”

Hun tog imod ringen og satte den på sin højrehånd med et veltilfreds smil. Benni fortsatte med at forklare:

“Siden jeg købte den har jeg været ramt af ulykker. Deres eksmand er ude efter den røde rubin og nu har han bortført min forlovede. Han vil stikke af til Argentina og …”

Benni brød hulkende sammen.

“Så, så,” sagde Pula Skogmo og hjalp Benni på benene. Hun aede hans kind. “Fortell meg hele historien mens vi kjører.”

“Kører? Hvorhen?” mumlede Benni forvirret.

“Hen for at stoppe Svend!”

“Men han kan være over alle bjerge nu,” påpegede Benni.

“Nei.” Hun rystede på hovedet. “Jeg tror jeg vet hvor han er.”

“Hvor?”

“Han er i vor reservesommerhytta på Klamhuse Hede.”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Bodega hygge druk

Mere info om nordvestjysk hundehold

Flux videre til afsnit 22

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 23:25

Onkel Philberts og Pula Skogmos duet sluttede i samme øjeblik de nåede frem til det afsides liggende reservesommerhus på Klamhuse Hede. Der var lys i vinduerne. Benni rejste sig op i campingvognen og mærkede svimmelheden.

“Inden vi går i gang,” prustede han og satte sig ned igen. “Burde vi måske advisere til Norge at den røde rubinring er vendt tilbage til sin rette ejermand … øh … kvinde …. Jeg tror de fleste ville fortrække fred frem for krig.”

“Et problem mindre ville være på sin plads!” medgav onkel Philbert og gav sin abe et stykke saltlakrids.

“I har rett,” sagde Pula Skogmo og løftede røret til campingvognens transportable telefon. Hun drejede et nummer og forklarede sin sag til den norske øvrighed.

“Jah, det er sant. Jeg har funnet ringen. Avbryt krigen! Javist!”

* * *

“Endelig!” jublede doktor Svend Skogmo Storjætte, da det efter timers asen og masen lykkedes ham at lirke ring-etuiet op. Han rettede ryggen og smilede sjofelt til Lydia. “Rubinen er min.”

Han løftede fiskekrogen fra æsken.

“NEJ!” brølede han og stirrede på Lydia. Hans ansigt var rødt af raseri. “Hvor vover I at snyde mig igen.” Han marcherede hen til det forskrækkede pigebarn med sin kniv. “Nu dør du sgu. Jeg vil ikke finde mig …”

“Chef?” afbrød Brutus.

“HVAD ER DER?!” Svend Storjætte skreg og drejede sig aggressivt.

“Det banker på døren.”

“Svend?” kaldte en stemme udenfor. “Luk meg inn!”

Doktorens ansigt blev glat.

* * *

Benni kiggede hurtigt på sit Rolex-ur.

“Tror du virkelig, at Pula kan overtale Svend til at løslade min forlovede?” spurgte han og stirrede på sommerhuset. “Det er tyve minutter siden hun gik ind.”

Onkel Philbert rystede på hovedet og smøgede ærmerne op.

“Nej,” sagde han. “Der må andre boller på suppen. Jeg går ind nu. Hvis jeg ikke er tilbage om fem minutter, så er jeg i astronomiske problemer.”

Onkel forlod den guldlakerede campingvogn og sneg sig op til sommerhuset. Han kravlede op på taget og manøvrerede sig ned gennem skorstenen.

Sveden bredte sig på Bennis pande mens han holdt øje med viserne på sit armbåndsur.

1 minut …

2. minutter …

3. minutter …

4 minutter …

5 minutter …

Der var intet livstegn fra hverken Lydia, Pula eller Onkel Philbert.

Benni stirrede på aben Mångki der sad ligegyldigt og pillede ved sit scrotum og sin ringmuskel.

“Hvad gør man ikke for kærlighed,” mumlede Benni og gik ud i den vandkolde aftenluft. Et vindstød var ved at sende ham på en flyvetur, men han genfandt fodfæstet.

Benni marcherede hen til det skogmoske sommerhus og trak sin Colt. Han vendte den i hånden. Når han ikke kunne skyde, kunne han idet mindste slå med legetøjsvåbenet.

Han tog en dyb indånding og rettede på sit silkeslips. Han og Lydia havde været udsat for forfærdelige ting de sidste døgn. Nu skulle det have en ende. Doktor Storjætte måtte betale for sine synder.

“Det slutter her,” snerrede Benni og tog i dørhåndtaget.

* * *

Den unge erhvervspraktikant Hugo Rakkelpot gik formålsløst rundt på den norske militærbase, der havde kanoner og raketter rettet direkte mod Nordvestjylland. Hæren var ved at opruste til angrebet på Danmark næste morgen.

“Boom, boom, booom,” sagde Hugo og slog hænderne sammen som et mekanisk abelegetøj. Han glædede sig til at fyre raketter af. Han havde kun set sådan noget på film. Han syntes at eksplosioner var vildt spændende.

Men pludselig lød der råb.

Seniorgeneral Knut Blodfjeldsøsters løb ud på pladsen og viftede med arme og ben.

“Stop. Vi må ikke skyte!” brølede han. “Avbryt! Ingen krig. Pula har lige ringet fra sin sommerhytta på Klamhuse Hede. Hun har funnet den røde rubinen!”

Soldaterne jublede af glæde. Et nationalklenodie var tilbagebragt.

Hugo Rakkelpots underlæbe bævrede.

“Nei, nei,” jamrede han og stampede i jorden. Han havde sådan glædet sig til fyrværkeriet og nu var der ingen krig alligevel. “Boom boom.”

Den unge mand krabbede hen til en affyringsrampe og tastede koordinaterne ind på Pula Skogmos reservesommerhus, Klamhuse Hede. Et enkelt brag var bedre end ingenting.

Hugo trykkede på affyr.

“Boom,” smaskede han og begyndte at masturbere.

* * *

Brutus stod og ventede lige inden for døren. Benni hævede pistolen i vejret klar til at slå men mærkede straks et par store kolde næver om sin nakke. Karloff havde været udenfor.

Brutus slog Benni i maven og Karloff trak hans benklæder ned til anklerne, så han væltede ind på trægulvet.

Lydia skreg. Svend Storjætte havde en skinnende kniv mod hendes strube.

“Slaget er tabt, hr. Borgwald-Bertelsen. Overgiv dig.”

* * *

“Så endte det lykkeligt alligevel,” sagde doktor Svend Skogmo Storjætte ti minutter senere, mens han marcherede frem og tilbage foran sine fire gidsler.

Benni, Onkel Philbert, Lydia og Pula sad fastspændt på hver sin stol med gummireb.

Svend løftede den røde rubin som han havde vristet fri fra Pulas hånd.

“Rubinen er min og snart er mine fjender inklusive min rædselsfulde og ikke mindst talentløse ekskone død og borte.” Han knipsede med fingrene og de to håndlangere kom gående med en gigantisk injektionssprøjte.

“Hvad er det?” spurgte Lydia skræmt.

“En perfekt symbiose mellem kolera og salmonella,” grinede Svend hysterisk. Vanviddet lyste ud af øjnene. “Når jeg er fløjet til Argentina vil I alle sammen sidde hjælpeløse her i hytten og skide jer selv ihjel. Ha ha.”

Onkel Philbert sad upåvirket. Han klukkede for sig selv.

“Det er ikke spor morsomt,” hviskede Benni.

“Jo, for hjælpen er på vej,” sagde Philbert.

“Hvem?”

“Min abe,” hviskede han. “Mångki kan man regne med. Selv om jeg tabte ham i kortspil til Bax tidligere i dag, så vendte den frækkert hjem igen med en fiskemave. Sådan er Mångki. Trofast og betænksom.”

Benni kiggede hen mod vinduet og fik øje på et grinende abeansigt der blev trykket ind mod den kolde vinduesrude.

* * *

Samtidig, flere hundrede kilometer væk, svævede det brune skrækmissil over dansk farvand med kollisionskurs mod Nordvestjylland. Uret tikkede. Om 18 minutter og 24 sekunder præcis, ville det lille sommerhus på Klamhuse Hede med tilhørende svømmepøl blive jævnet med jorden.

17 minutter… 16… 15…

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

 Raket

Mere info om raketvidenskab

Flux videre til afsnit 24

Retur til avisens forside

Præsidentvalgkamp skærpes: Tre jubelkandidater i spil

Sitrende spænding omgiver kampagnerne op til årets vigtigste lokalvalg. Tre jubelkandidater er i spil, men kun én kan få den ærefulde, rigt belønnede toppost som præsident for Nordvestjysk Pamperforbund af 1865.

Lad os kort og præcist præsentere de dystende figurer:

Præsident01

Præsident02

Præsident03

Præsident04

Præsident05

SE OGSÅ:

HenvVALGSEJR2