Tag-arkiv: julekalender

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 2:25

Hyrevognen gjorde holdt på gårdspladsen ved Knockelborg. Chaufføren, en svedig, halvskaldet chimpanse, hoppede ud af vognen og slyngede komtessens bagage ned på gruset.

Gylla von Rundknockel steg forslået ud og måtte klamre sig til bilen, da en kraftig blæst bød hende velkommen hjem.

“Endelig,” udbrød hun lettet og lukkede pandafrakken til. “Juleferie i fred og idyl!”

Unge Gylla skulle først være her om to dage, men den seneste uges modgang havde fået hendes hjemlængsel til at spire.

Den 17 timer lange køretur havde været hård og bumpet. Kombinationen af de ujævne brostensveje og chaufførens intense og uafbrudte masturbation havde fået karosseriet til at hoppe og gynge i så brutal grad, at hendes adelige legeme blev slyngel rundt i noget, der nærmede sig centrifugering. Hun havde blå mærker over hele kroppen og en voldsom trang til at komme af med det ene, det andet og det tredje.

Chimpansen stak sin fugtige højrehånd frem mod hende og gryntede. Kræet forventede betaling for sin indsats.

Gylla rynkede på næsen.

“Hvis De vil bære mine ejendele indenfor, vil min fader, Lambert von Rundknockel tage sig af det formelle,” sagde hun bestemt.

I det samme komtessen og aben trådte ind på det lakerede krydsfinersgulv, lød et gigantisk brag fra bygningens nedre regioner. Vibrationerne var så voldsomme, at Gylla væltede over aben.

“Verdammt noch mal!” råbte hendes fader.

Komtessenw og primatens lange lemmer var viklet ind hinanden. De tumlede prustende og stønnende rundt i en pøl af abeurin.

Aggressive fodtrin og kampklare råb kunne høres i det fjerne. Greven var på vej i denne retning.

“Åh, nej!” jamrede Gylla med chimpansens fingre i munden.

(Fortsættes her)

 

Kampen om den røde rubin 1:25

Regnen piskede over Brunmølle Udflugtskro, hvor gæsterne sad i læ og spiste dampende varme egnsretter.

“Jeg har noget jeg skal spørge dig om, min kære,” sagde Benni Borgwald-Bertelsen.

“Ja?” sagde hans udkårne Lydia med et hjerteligt smil.

Benni rømmede sig og rettede på sit grønne silkeslips. Han var arving til Klamhuse Herrebeklædningsmagasin, grundlagt i 1921 af hans bedstefader. En mand der bar habit alle døgnets timer, også i sengen. Så det var klart at den unge Benni havde en del at leve op til. Og det gjorde han.

“Ser du,” svarede Benni.

I aften skulle det være. Han havde købt den perfekte forlovelsesring af en sigøjner i en baggård. En smuk sag med en rubin, lige så fortryllende som Lydias øjne. Han havde betalt kassen for den.

Benni rakte hånden ind i frakkelommen for at frembringe smykket og stille det store spørgsmål.

“Kan det vente fem minutter?” sagde Lydia. “Har du noget imod, at jeg pudrer næsen først?”

“Ikke spor,” svarede han.

Lydia forlod spisesalen, og Benni sad tilbage ved bordet og drak af sin mørke rom. Han tændte en cigaret og forventede at alt ville gå planmæssigt, men han tog grueligt fejl.

Inden længe ville han havne i et slagsmål, en biljagt, en brand, og han ville blive forsøgt hypnotiseret og angrebet af næsten alle tænkelige onde magter.

Alt dette drejede sig om den ring, han havde i inderlommen. Udspekulerede personer var ude efter den. For det var ikke en almindelig ring. Tværtimod.

Benni mærkede en stor hånd på sin skulder. Han drejede hovedet og fik øje på to bredskuldrede mænd. De havde stiftstirrende øjne og kraftige kæber.

“Er De Benni Borgwald-Bertelsen?”

“Det er mig,” sagde han og fik med det samme en lussing, så han væltede af stolen.

Problemerne var begyndt, og der var ingen vej tilbage.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Jul 2018 titel BRUG 01

Flux til kalenderens afsnit 2
Tilbage til avisens
 forside

Jubelgave nr. 24: GAVEN FRA ONKEL BOB

Juleaftensroman

En våd og ildevarslende decembervind peb om hushjørnerne, mens landproletariatet samledes på Stationspladsen i Nørre Usseldrup. Øjnene var rettet mod bladhusets førstesal. Hvor var petroleumsfaklerne, som plejede at varsle julens komme, og hvor var den olding, alle ventede på?

– Ingen jul i år, lød det med rusten stemme fra alkoven i redaktørhjemmet. Louis B. Knockel var ramt af influenza og sengeliggende for første gang siden 13. september 1958, da han blev bidt i venstre testikel af en rabiesbefængt hyæne på Klamhuse Hede.

Hans trofaste væbnere, Baryl Nidding Halunk og Eberhard Stürwolt, udførte i disse døgn livsvigtig patruljetjeneste langs sognegrænserne, hvor man frygtede et nyt angreb fra Holstebro, så hvem skulle uddele lussinger ved årets juleparade?

– Vi har gjort vor pligt, nu kræver vi vor ret! lød et råb fra den regnvåde folkemængde. Børn og voksne drev planløst rundt i de mudrede gader, og man fornemmede en tiltagende rumlen af utilfredshed og bitterhed. Skulle et langt års slid og slæb virkelig nu slutte og belønnes med ingenting?

– Det bliver enden for mig og for os alle, lød det med pibende stemme fra den feberskælvende olding, der lå i alkovens halm med sine to husgeder og avlsgrisen Josefa XIV Blodhøj.

I dette øjeblik hørtes knoslag på døren.

– Bliv væk, og lad mig dø i fred! bjæffede Louis.

– Jamen, det er mig, din egen onkel Bob fra Chicago!

– Umuligt.

– Så luk dog op, mand, og se, hvad jeg har med!

Den kvikkeste af gederne sprang til døren og haspede af. Udenfor på trappen stod en rynket mandsling i jakkesæt og med en metalkuffert i hånden.

– Bob, stønnede Louis, da hans slægtning var nået frem til alkoven. – Jamen, det er jo virkelig dig. Jeg kan kende dig fra billederne, du sendte hjem. Kære gamle Bob…

Onklen, døbt Robert Cervelator Schneckelfritz-Sørensen, var udvandret til Nordamerika engang i 1920’erne. Siden havde han med mellemrum sendt breve hjem, nogle af dem med avisudklip eller fotos, der fortalte om hans karriere som hundefrisør, banjovirtuos og masturbationstræner. Ingen tvivl om, at Bob var en betydningsfuld figur i samfundslivet i Chicago.

– Jeg hører, du har et lille problem, kære Louis, gnækkede den knastørre, men ustoppeligt muntre olding. – Lad mig løse det for dig!

– Hvordan? Hundredevis af ranke landproletarer og deres familier venter på lussinger.

– Se nu bare her!

Bob smækkede kuffertlåget op. Et sindrigt maskineri med blinkende røde og grønne kontrollamper kom til syne.

– Hvad er det?

– En atomdrevet, udklappelig lussingmaskine med en kapacitet på 124 kaskaderende slag i minuttet. Den kan køre i månedsvis på den lille urancigar, jeg har fodret den med. Når de to lussingvinger er foldet ud, kan de gennemvarme kindbakkerne på selv den kraftigste landarbejder. Jeg bærer maskinen ned til hjørnet af Latrinstræde og sætter den i gang om et øjeblik, men allerførst skal du have en uforglemmelig julefestlussing, min kære Louis.

Redaktør Knockel rejste sig fra smertenslejet. – Jeg er parat, bjæffede han, – og jeg føler mig halvvejs rask allerede. Måske er det den vidunderlige varme stråling fra maskinen, der gør sin virkning. Tak, onkel Bob, tak af hele mit hjerte!

Efterskrift

Også denne roman bygger i høj grad på virkelige begivenheder. Hvis nogen tvivler, kan de lade sig overbevise ved at betragte dette dokumentationsfoto af onkel Bob på hjemmebane i Chicago.

Onkel Bob

Lulla & Silvanus Landknockel:
GAVEN FRA ONKEL BOB
2. udgave, 1. oplag
(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes)

Forrige kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

 

Jubelgave nr. 23: DRONNINGEN AF BLODHØJ

SciFiHALUNKTITEL

Kapitel 1
“De må ikke ryge her,” skrattede den røde robot.
Cæsar Hansen drejede hovedet og stirrede irriteret på den mekaniske ordenshåndhæver. Hvor han dog afskyede Slubbotter.
“Vi befinder os på en tom gade. Hvem fanden kan jeg genere med den her?” Cæsar pegede på smøgen, der dinglede i hans mundvig.
Slubbotten nærmede sig knirkende.
“Den nye rygelov er trådt i kraft for 30 sekunder siden. Ingen tobak mellem klokken 05.00 og 22.00. Sluk cigaretten øjeblikkeligt, eller De vil fortryde det bittert.” Metalmanden knyttede sine næver.
“Okay, så…” Cæsar smed smøgen på asfalten og tværede den ud.
Den røde robot pegede anklagende mod den anden side af gaden. Den havde fået øje på en ung dreng, der luntede fløjtende af sted med en gummibold i favnen.
“Hvorfor er De ikke i skole, Kjeldsen?” brummede den mekaniske betjent hult.
“Fordi jeg hellere være herude og lege,” svarede drengen.
Slubbotten skrattede vredt og roterede med armene.
“Børn skal ikke lege, de skal undervises døgnet rundt, året rundt!”
Maskinen ringede straks efter et salatfad, der sekunder senere hentede og bragte drengen tilbage til Læringsanstalten, hvor han hørte hjemme.

Kapitel 2
Cæsar spankulerede trist ned ad fortovet.
“Alle disse regler,” sukkede han. “De gavner ingen. Kun øvrigheden. Det var bedre i gamle dage.”
Et vådt flyveblad lå på vejen, halvt dækket af nedfaldne løvblade.
»Er De træt af Pamperland – Tag til Kongeriget Blodhøj!« Måske var det et tegn.
En Slubbot spænede dampende og larmende efter en pensionist med et gangstativ.
“Hr. Haraldsen! De er anholdt er for ikke at betale daglige gebyrer på Deres mobilitetsaggregat. 14 dage i spjældet…”
“Åh, gudskelov,” udbrød pensionisten. “Så får jeg endelig noget ordentligt at spise!”
Cæsar Hansen samlede flyvebladet op. Han havde allerede taget en beslutning.
“Jeg må væk fra denne pamperstyrede dystopi.” mumlede han. “Af sted mod Kongeriget Blodhøj.”

Kapitel 3
Kongeriget Blodhøj var omkranset af en 20 meter høj mur af beton. Ved porten stod en vagt med en gigantisk muskedonner.
Cæsar Hansen nærmede sig varsomt og rømmede sig.
“Kan jeg komme ind? Må jeg være med?”
Vagten svarede med en dyb røst:
“Er De en pamper?”
Cæsar rystede på hovedet og viftede afværgende med hænderne.
“Ernærer De Dem udelukkende på det offentliges regning?”
“Jeg har da min værdighed!” svarede Cæsar Hansen.
“Støtter De meningsløse gebyrer og skatter og er interesseret i et totalt rygeforbud?”
“Næ, fy da føj!”
“Er de tilhænger af obligatoriske statsbestemte aktiviteter?”
“Uha, nej.”
Vagten nikkede og sænkede våbenet.
“Velkommen til Kongeriget Blodhøj!”

Epilog
Cæsar gik gennem den store jernport, og en ny verden åbnede sig for ham.
“Vær hilset.” En ung smuk kvinde i rødt skørt smilede bredt og gav ham et kindkys. “Jeg er dronningen af Blodhøj. Mit navn er Miranda Knockel.”
Dronningen tilbød ham en cigaret, som han gladelig tog imod.
“Lad mig vise Dem rundt,” sagde hun.
Cæsar Hansen var ved at besvime af ren fryd og benovelse. Han befandt sig i et utopisk paradis, hvor der måtte ryges cigaretter, og børnene legede dagen lang.
De folkevalgte sagde, hvad de mente, og overholdt deres løfter. Ingen embedsmænd opførte sig som marionetdukker for at få lønforhøjelser og fornemme stillinger i udlandet.
Her fik højtstående pampere deres straf i stedet for et gyldent håndtryk, og fængslet var ingenlunde en femstjernet luxusferie, men derimod en afstraffelsesanstalt, som det burde være.
“Her vil De føle Dem hjemme,” sagde dronningen og slog ud med armene.
Cæsar nikkede med den tændte smøg i flaben.
“Det gør jeg allerede, Deres Majestæt.”

Baryl Nidding Halunk:
DRONNINGEN AF BLODHØJ
1. udgave, 1. oplag
World Copyright 2014 by Halunk Enterprises & Village Fool Production, Inc.

Goldenturd

Vor unge mesterskribent, hr. Baryl Nidding Halunk, har foruden ovenstående mesterværk ydet uvurderlige bidrag til 13 af årets andre jubelkalendergaver.

Varm tak og stor hæder strømmer med rette imod ham. Allerede i 2012 blev han udnævnt til årets korrespondent, og al sandsynlighed taler for, at han nomineres til Nobellprisen 2015. Også ordenstegnet Namibias Løve og den bulgarske Korsridderorden med Dobbelt Gummibændelophæng er undervejs.

Følg hr. Nidding Halunks fortsatte hædersrute mod stjernerne her i avisen (og det er en ordre).

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 19: VÆRRE END DØDEN

Bulgarskroman

Kapitel 1
Lalla stod stille foran plakaten på Algade. Hjertet hamrede i hendes massive, flæskepolstrede brystkasse. Var det i dag, hun skulle tage mod til sig?
BLIV LÆKKER PÅ 14 DAGE, stod der med flammeskrift. Fitness og Motion døgnet rundt, gratis prøvetimer, spotbilligt abonnement med masser af ekstra fordele. Kom op og hils på din personlige træner NU!
Ja, lød det i Lallas hjerne bag den fedtknudrede pande. Et målbevidst blåt lyn gnistrede i hendes små griseøjne. Tungt trampede hun op ad trappen og indenfor i receptionen.
– Se på mig, kvækkede hun, – og gør noget. Gør mig lækker!

Kapitel 2
14 dage senere var Lalla lækker. Alt det tøj, hun plejede at vralte rundt i, var foræret til en genbrugsbiks. I supermarkedet var hun forfremmet fra kassen til bestyrer af grøntafdelingen, og med et smilende ansigt gik hun straks i banken og opnåede et lån, så hun kunne købe elegant nyt forårstøj og en scooter. Fyrene fløjtede efter hende på Algade.
Efter en lang fredag på jobbet stillede hun scooteren i gården bag motionscenteret og sprang op ad trapperne uden at blive det mindste forpustet.
Hristo og Todor, trænere og indehavere af centeret, gik rundt mellem maskinerne. Det var seriøse herrer af bulgarsk herkomst, og de havde kroppe som antikke gudestatuer. Man hviskede om, at de nok også delte soveværelse i lejligheden ovenpå. I hvert fald viste de ikke særlig interesse for de mange yngre kvinder, der prøvede at flirte med dem, mens de pumpede jern eller roede ingen steder hen med 135 tag i minuttet.
I aften var det helt anderledes, mærkede Lalla straks. Hristo og Todor kom hende i møde med udbredte arme og øjne lysende af begejstring.
– Du få stor krammer! råbte Hristo og slog armene om hende. Hun stod fastlåst på stedet, mens Todor trak en sprøjte op af lommen i sin hvide kittel og jog kanylen ind i hendes højre balde.
– Hjælp, nej! Hvad laver i? pippede Lalla, som dårligt kunne få vejret i Hristos jerngreb.
– Ikke bange, mig doktor! grinede Todor.
Mørket bredte sig for Lallas øjne.

Kapitel 3
– Lalla, din fremtid tilhører os, sagde Hristo, da hun vågnede på en briks oppe i deres spartansk møblerede og af grillstegt hundemad duftende homolejlighed.
Åh nej, tænkte hun, en skæbne værre end døden venter. Hvad kan det være? Prostitution, husdyrsex, slavearbejde?
– Du skal stille op til for Rød-Grøn Fællesliste ved næste byrådsvalg, supplerede Todor, mens hans våde tungespids kørte hen over de tynde læber. – Vi rødgrønne mangler en, der kan se godt ud på en plakat og i lokal-tv.
– Jamen, det vil jeg ikke!
– Lille sukkergris, bjæffede Todor, – vi har injiceret dig med det stærkest virkende stof på denne jord, næst efter plutonium. X-17 flyder frit i dine årer, og hvis du ikke den første mandag i hver måned får en dosis af modgiften X-19, bliver du igen lige så fed og ulækker, som du var for en måned siden.
– Skamløse, onde mænd! galede Lalla.
De grinede om kap. – Vi er udsendt af Bulgarsk Institut for Manipulativ Socialmedicin (akronym BIMS) for at underlægge os Nordvestjylland, derefter Skandinavien og resten af verden. Vi har taget det første afgørende skridt nu til aften. Og skal vi så gå ned og træne, lille sukkergris?

Cecil Grøn & Walma Skamhage
VÆRRE END DØDEN

1. udgave, 2. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 17: MIN EROTISKE UNGDOM

Feministerindringer

Kapitel 1

Det var en mørk og stormfuld aften hen imod jul. Vinden peb om den frønnede gavl, og sjapsne dryppede gennem det halvrådne tag over Blodhøj Husmandsbordel. En lang kø af avlsbrugere, roearbejdere, fækalieomrørere og andre landproletarer stod i kulden udenfor med hænderne dybt, meget dybt i de hullede lommer.

Søster Slubberina gispede fra begge ender af sin overanstrengte organisme.

– Vi klarer ikke det næste døgn, sagde hun til søster Mabusa. – Vi holder ikke til det.

– Luk øjnene og tænk på pengene. Med tillægsydelser er det gennemsnitligt 1,31 kr. pr. færdigekspederet kunde. Kæmpestore julegaver i år.

Mabusa havde arbejdet som landboforeningsbogholderiassistent, inden hendes smukke ansigt og yppige figur bragte hende over i intimbranchen.

Det buldrede på døren. – Luk op for helvede, eller vi sprøjter i sneen! lød en dyb, rå stemme.

– Du tager de tre næste, jeg har fået en idé, sagde Slubberina.

– Jamen…

– Ikke noget jamen. Jeg er tilbage om et øjeblik!

Mabusa måtte klare fem kunder, heraf to stående til simultan ekspresafspilning, inden Slubberina gjorde tegn fra døren.

– Send den næste herind! hvislede hun mellem de røde læber.

Kapitel 2

Forrest i køen ved den sludpiskede dør stod ingen ringere end borgervæbningens overofficiant Lumbago Z. Knockel, sr., højt respekteret lokal hædersmand og vedvarende, men kritisk bordelkunde gennem mere end syv årtier.

– Kom indenfor, sagde Slubberina. – Denne vej til en stor overraskelse!

Mindre end et minut senere tumlede den ranke, skindmagre olding ud af bordellets bagdør med et savlende smil om sine tandløse gummer.

– Fantastisk! brølede han, da han kom om til kammeraterne i køen. – Aldrig overtruffet! Jeg gav hende otte øre i drikkepenge, og det er første gang siden 1971, jeg har været så rundhåndet!

Kapitel 3

Rygtet bredte sig ud over det vintersølede Nordvestjylland, og frem til juleaften herskede rasende travlhed på bordellet.

Omsider blev døren spærret af, og søstrene fik en gryde brun festbudding på bordet. Gavecigarer, dunke med blå drikkepetroleum og anden luksus omgav dem.

– Så er det på tide, du fortæller mig, hvad der foregår bag den dør, sagde Mabusa. – Vi har tjent flere penge i denne måned end i de 11 foregående tilsammen. Jeg har haft så travlt med kassen og vaskekludene, at det stadig svimler for mig. Hvordan er det muligt?

Slubberina åbnede den magiske dør og tændte et stearinlys. Hun trykkede på en knap, og dunkende, slaskende lyde bølgede rytmisk gennem bordelstuen.

– Gamle onkel Stürwolts lussingmaskine, som stod på loftet og samlede støv, forklarede hun med et smil om de knaldrøde læber. – Den skulle bare lægges ned og justeres en smule, så fungerer den som ekspreskopulationsautomat med efterfølgende koldtvandsoverbrusning. Og den giver også kunden et par smældende lussinger til farvel og tak.

– Vi skylder onkel Stürwolt evig tak, lød det fra en bevæget Mabusa, – og måske en cigar, hvis vi har flere tilbage efter nytår.

Slubberina slukkede for maskinen og vendte tilbage til julebordet.

– Nu har vi fortjent vores budding, sagde hun, – alle 19 kilo af den.

Irmgard Pulver
Min erotiske ungdom, bind 1:8
2. udgave, 1. oplag
Udgivet med støtte fra Landprostitutionsbranchens Fællesråd
Approberet og finjusteret af 
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

 

 

 

Jubelgave nr. 16: SØN AF LULLA & BOB

SønafLulla

Det var en stille søndag. Lulla og Bob havde endelig fået fri fra de mange hemmelige missioner med skyderier og slagsmål. Denne dag skulle de slappe af med en søndagsfrokost i anledningen af, at deres søn Folmer kom på besøg.

Knægten havde de sidste otte dage været på agentskole i Holstebro. Forældrene glædede sig derfor til at se hvilke tricks og færdigheder sønnike havde lært på sit ophold.

Da det bankede på døren, hvinede Lulla af fryd.

“Det er ham, Bob. Folmer er her.”

“Hvis du retter an, Lulla, så åbner jeg døren.” Bob spankulerede stolt og rank ud i entreen og åbnede hoveddøren.

På verandaen stod en fedtet, hostende skikkelse med læsioner over alle synlige overflader.

“Så er jeg hjemme,” savlede den vammelt. “Folmer er hjemme. Giv ham et knus!”

Skabningen slog ud med armene og haltede skrutrygget frem mod Bob.

I ren refleks hev den mangeårige agent sin revolver frem og sigtede direkte på gæstens pandebrask.

“Ikke et skridt nærmere, knægt.”

Figuren stod stille og betragtede faderen med et mælkehvidt blik:

“Er mor derinde?” sagde den hæst. “Jeg skal hilse på mor.”

“Ikke på min vagt,” tordnede Bob. “Du er jo ramt af spedalskhed. Sådan noget svineri vil vi ikke have ind i huset. Jeg tolererer ikke livsfarlige dårligdomme på min matrikel.”

“Jamen, jeg har taget mine venner med, Brian og Benny. Vi har sådan glædet os til middagen og på at komme helt tæt på jer begge to.”

“Du kommer ikke herind, om du så var i selskab med kongen eller paven!” Bob bakkede ind i huset, stadig med løbet pegende på sønnens fæle fjæs.

“Jeg vil gerne ind nu…” Folmer krabbede sig frem med armen udstrakt.

“Forsvind!” Bob smækkede døren, hvilket resulterede i, at Folmers hånd brækkede af og landede på verandaen som en moden frugt.

Den unge spedalske mand drejede om på stedet og humpede sine venner i møde.

“Hvad skete der?” brummede Brian forundret.

Folmer trak på skuldrene med en sprød lyd:

“Den gamle har slået hånden af mig…”

Benny og Brian kiggede på Folmers ansigt og derefter på armstumpen. I en kort stund derefter stirrede de fjoget på hinanden. Så brast de alle tre ud i en krampagtigt savlende latter.

Palle Padborg:
SØN AF LULLA OG BOB
2. udgave, 1. oplag
Approberet og med fast hånd færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 12: FULD I GÅR

Drukroman

Hele romanen på 857 sider kan fra og med i dag kl. 11.19 prc. hjemlånes fra Blodhøj Landproletarbibliotek. (Venteliste må imødeses). Her bringer vi den festlige finale-fællessang:

På druk i går
Bum bum bum bum
På druk i dag
Bum bum bum bum
På druk igen i morgen.
Et liv i spritten — sid’n jeg var nitten.
I kan tro det holdt mig våågeeen!

(Banjoen og tubaen byder ind.)

En pilsner til
Bum bum bum bum
En liflig drik
Bum bum bum bum
Åh, jeg ku’ rydde baren.
Og akvavitten – jeg drak sgu nitten.
Ja, jeg imponerede skareeeeen!

(Violinen, celloen, kontrabassen og klarinetten byder ind.)

Mit liv var godt
Bum bum bum bum
Mit liv var skønt
Bum bum bum bum
Med horen, røg og klasken.
Uha jeg ville – ha’ høj promille.
I sku’ se mig tømme flaskeeeeen!

(Tubasolo. Varighed: 17 sekunder.)

I fordums tid
Bum bum bum bum
Et drankerliv
Bum bum bum bum
Jeg sparked gang i festen.
Jeg knytted’ næven og slog på tæven.
Tog en morfar i aaarresteeeeen!

Kor: Tog en morfaaaaar iiiiiiii aaaaaaaarresteeeeen!
Basstemmen: Ind at sidde, ind at sidde, ind at siiiiiiddeeeee!
(Tre slag på en gonggong efterfulgt af tæppefald.)

BanjoGirl

Lullah Pezzelwaber: FULD I GÅR, FULD I DAG
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk
Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 11: FLATULENS BLEV DERES SKÆBNE

Flatulensdrama02

Kapitel 1
Hjælp, jeg drukner! Bimba havde skreget det fem eller seks gange, mens hendes arme baskede i kanalens kolde vand. Nu kunne hun ikke længere få en lyd frem, men det fortvivlede nødskrig rungede stadig i hendes hoved.
Er det nu, jeg skal dø? tænkte hun. Og er det voldsomme plask, jeg hører, den sidste lyd nogensinde?
En bølge skyllede over hende, og i det samme mærkede hun stærke hænders greb om sit liv. Alt blev sort.

Kapitel 2
Folbert studerede musik og havde et godt øre. Hvad han hørte fra kanalen, var en fantastisk tenor. Måske den flotteste og mest dramatiske siden Maria Callas.
Han stirrede ned i den blåsorte vandflade og så hende plaske som en hjuldamper i havsnød. Hun måtte ikke gå til bunds. Ikke med den stemme, tænkte han, og sprang.

Kapitel 3
Stemme er godt, talent er godt, men uden uddannelse kommer man ingen vegne i den klassiske musikverden. Bimba og Folbert havde mange års hårdt arbejde foran sig.
Hun trænede strube og lunger til at imødekomme den klassiske operas krav, mens han komponerede det nye årtusindes storværker.
De blev ikke lige straks accepteret og belønnet, men de havde viljen til at fortsætte. Og de havde hinanden.
Hverdagen var fattig. De levede af kål og nedfaldsæbler og på festlige aftener en dybfrostpølse, købt på tilbud. Ved nattetide lå de tæt sammen og skuede gennem deres klaprende loftsvindue mod Månen.
– Vores tid kommer. Kunsten er alt, hviskede de i hinandens unge ører.

Kapitel 4
Dette var aftenen. Statsfjernsynets højt hvælvede koncertsal summede af forventning. Et 112-talligt orkester ventede på, at Folbert skulle løfte dirigentstokken. Medlemmer af kongehuset og talrige celebriteter var til stede.
Bimba trådte ind på scenen, Folbert trippede ærbødigt bag hende. Det første bifald brusede og lagde sig.
Et smukt par var de at se på. Ikke hærgede, men forædlede af årenes kamp. Nu i eftermiddag havde de styrket sig på en kålgryde og et par fede polske krydderpølser.
Bimba nejede, og en skurrende flatulenslyd som fra en maskine i en grusgrav kunne høres. Folbert gjorde et skridt frem for at aflede opmærksomheden. Han bukkede, og tarmluften stod ud af ham i et langt, dybt og knurrende trut, der kunne minde om en tuba gennemblæst af industriel trykluft.
Latter bredte sig i salen, mens publikum på de forreste rækker rejste sig. De, der havde lommetørklæder tilgængelige, holdt dem for næsen, mens de flygtede.
Bimba bredte armene ud. – Vent! råbte hun. – Vi er ikke begyndt endnu!
Panikken sendte spasmer gennem hendes underkrop. Giftig tarmgas stod i dampskyer ud over salen. Folmer vendte sig, mens også han flatulerede intenst. Han ville slå an til koncerten, men de overenskomstansatte musikere havde rejst sig for at udvandre i protest. En af dem knipsede på sin lighter for lige straks at tænde en cigaret, og et eksplosivt drøn lynede hen over det flygtende publikum.

Kapitel 5
Fra en baggård i Nørre Usseldrup lyder banjoklimpren og en sprød, aldrende kvindestemme.
Musikken holder pause, og nu kastes der småmønter ud til det optrædende par.
De bøjer sig mod giverne, og deres bagdele udstøder lange, klagende, basunagtige flatulensfanfarer.
Flere mønter følger. Dette er, hvad publikum forventer, og det optrædende par har trods al modgang skabt sig en karriere.

Pippi & Palle Padborg:
Flatulens blev deres skæbne
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Copyright 2014 by Padborg Foundation og Landsbytossen.dk
Exclusive world wide movie and musical copyrights reserved

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 9: PEDER MOSTS FORLIS

Most FORLIS

Ansigtet er rynket som en svedske, og på nært hold minder huden om en søndersparket læderfodbold, der for længst har tabt luften. Fra hjørnet af den tandløse mund dingler en majspibe, der som skorstenen på et synkende dampskib opsender vemodigt døende spiraler af bitter lyngrøg.

Jeg er ankommet til Brøndby Strand en kold decemberaften i 2014 for at starte på historien om en af dansk søfarts største personligheder. Jeg sidder i den nødtørftigt møblerede stue over for Peder Most, fhv. dæksdreng, matros, styrmand, bordelvært, straffefange, styrmand, skipper, sydhavsøkonge, flygtning, østfrontsoldat, straffefange, matros, brunkulsarbejder, bordelvært, straffefange, flaskesamler, psykiatrisk patient, straffefange og nu omsider folkepensionist.

Peder Most bor på 14. sal i et betonkompleks. Han har udsigt til Køge Bugt, hvor admiral Niels Iuel i 1677 gav svenskerne prygl. Selv har den gamle søulk fået flere prygl end de fleste, men givet fortabt? Nej, det har han sgu aldrig!

Dette indtales live i en iPhone. Mit navn er Henrik Qvortrop, og jeg skal skrive det definitive storværk om Peder Mosts liv til søs og i havnene. For første gang i årtier har han indvilget i at tale om sin lange og fantastiske løbebane.

– Peder Most, hvordan er livet som folkepensionist og olding på vej mod 100-års fødselsdagen?

– Det er et forlis. Jeg burde være død for mange år siden. Jeg lever i en social koncentrationslejr.

– Det sociale aspekt tager vi i lidt senere. Peder Most, er der noget som helst, du fortryder?

– Ja, at jeg aldrig lærte at spille på den forpulede harmonika, og at jeg ikke har taget livet af nogle journalister i tidens løb. Jeg blev sjoflet af den franske presse i 1938 og fik aldrig hævn, men det kan jeg lige straks rette op på.

Peder Most griber om mine skuldre, løfter mig og sparker benene væk under mig. Den magre olding er stadig stærk som en okse. Han bærer mig i dette øjeblik ud af stuen, ud på betongesimsen i 14. sals højde, hvor han slynger mine lange ben op over gelænderkanten. Han har en helt særlig form for humor, må man sige, og det er enerverende at stirre ham i øjnene, mens jeg dingler over en dyb afgrund.

– Peder Most, nu må du hjælpe mig ind igen. Vi skal udgive et flerbindsværk og tjene masser af penge. Det kan ikke passe, at du… aaargh… aaaaaargh, nej!

Pflumpf.

Peder Most og Henrik Qvortrop
Forlis – mit liv som folkepensionist
2. udgave, 1. oplag
Udgivet med støtte fra Søfartens Fællesråd og skibsreder Tærsk-Termansens Mindefond
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside