Kategoriarkiv: Uncategorized

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 2

ÅR 57.432 FØR KRISTI FØDSEL

“Hissa, hussa, slagt mammut,
spis en bøf og slå en prut.”

Den kraftige sangstemme rungede hen over landsbyens festplads, og nu begyndte lerjorden at ryste under rytmiske fodtramp. Oda Knickel dansede diagonalt hen over pladsen, fulgt af et optog af pelsklædte husmødre og deres døtre.

“Tænd et bål og varm en gryde,
bøf og guf skal alle nyde.”

Oda Knickel var ikke nogen almindelig stenalderhusmoder. For det første var hun over 2 meter høj. For det andet vejede hun selv i de magreste vintermåneder mindst 125 kilo. Og for det tredje var hun fra fødslen udstyret med en skarp, hurtig og nysgerrig hjerne.

Takket være Oda kendte Knickel-stammen både til hjulet og det varme vand. Begge dele var hendes opfindelser.

57-432-f-kr-unge-oda

I dag havde hun noget nyt at vise frem. To små tingester, indesluttet i flade træskiver. Var det gudebilleder, lussingredskaber eller broscher til festbrug?

Nej. Da husmødrene var standset midt på pladsen, rakte hun den ene tingest til Jolla Guffert, datter af stammens næstkommanderende, storvildtjægeren Brunox Guffert.

“Gå!” sagde Oda og pegede mod nord. “Gå, til du ikke kan se os længere, og hold så den her op mod øret. Som jeg viser dig. Siden med de små huller holder du mod øret. Lyt og tal.”

“Hvad mener du?”

“Lyt og tal. Af sted. Gør som jeg siger.”

Jolla slufrede nordpå. Oda rakte dingenot nummer to til sin ældste datter Gyda.

“Bliv stående her. Hold den mod øret. Ja, sådan. Vent og lyt.”

Nogle minutter forløb i koncentreret tavshed, inden Gydas ansigt lyste op i glad forbløffelse.

“Jolla? Jamen, Jolla… Jeg kan høre dig! Kan du høre mig? Fantastisk. Hvor er du? Nå, deroppe nordpå, som mor sagde. Sker der noget deroppe? Er jægerne på vej hjem? Hvad med ham den lækre Beppo…”

Oda rev dingenoten til sig.

“Det er godt, Jolla,” sagde hun. “Vend bare rundt og og kom tilbage. Alle har forstået, at det virker. Mobiltelefoni er nu en del af stammens liv.”

TRE EN HALV UGE SENERE

Oda sad foroverbøjet og alene i familiens med rødbeder og grønkål tilplantede forhave. Hun knugede sit gigantiske, tunge hoved mellem hænderne. Inde fra beboelseshytten kværnede Gydas stemme uafbrudt:

“Nå, gjorde han det? Og hvad sagde du så? Ih, altså! Ja, det synes jeg også. Hvad vil du så tage på til bålfesten i morgen? Nå, den dér. Jamen, den er også fin. Jeg har nu tænkt mig…”

Oda styrtede med et brøl ind i hytten, flåede tingesten ud af datterens højre hånd og kastede den mod gulvet. Hun trampede på den tre gange. De omsmeltede hårde dele og de små morsomme krystaller, som hun møjsommeligt havde samlet og sat sin dims sammen af, spredtes som stumper og smulder ud over det sodede gulv.

“Slut!” sagde hun. “I tøser har ikke udført en times fornuftigt arbejde, siden I fik fri taletid. Hvis den opfindelse bliver almindeligt udbredt, kommer vi alle til at dø af sult hen over vinteren. Slut og færdig med den!”

“Altså, mor!” sagde Gyda med tårer i øjnene. “Du er ond og dum. Og for resten har Jolla stadig sin dims, og nu løber jeg ud og advarer hende om, at du vil ødelægge den.”

“Gør du bare det,” sagde Oda. “Lad hende beholde den og lad hende snakke, så længe hun gider. Én telefon kan ingen skade gøre.”

Datteren, som intelligensmæssigt befandt sig noget under sin moders niveau, forlod hytten, stadig opsat på at redde dims nummer to fra destruktion.

“Vi har haft det så sjovt!” råbte hun. “Du er ond og dum!”

“Det går over,” sagde Oda for sig selv, da hun sad alene tilbage i hyttens mørke. “Det bliver glemt. Nu opfinder jeg den dybe tallerken. Den er der brugsværdi og varig glæde i.”

“Hissa hussa, lad os snuppe
en tallerken kramsfuglsuppe,
tilsat salt, kanel og soda,
opskrift fra den kloge Oda.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

HrJakobsenLOGO

Jeg, hr. Jakobsen, ven af Det Knockelske Bladhus, havde under et besøg på den berømte Brunmølle Udflugtskro, hvor jeg nød farserede hundelår og drikkepetroleum, læst en kort, men spændende artikel om det forhenværende mandskab på HMS Knockel, der havde fortsat livet på søen som dynamitfiskere med udfart fra Blodhavn, naturligvis.

Jeg benyttede mig af Nordvestjyske Sognetrafikselskabs tarmgasvehikel og nåede rettidigt frem til Blodhavn Midtermole kl. 20.44 prc.

Efter lettere søgen på 48,3 meter finder jeg moderskibet under ledelse af den mangeårige dynamitfisker Plusquam Schrunkenfeldt. Jeg bestikker ham med en kasse håndvarme hestepilsnere for at tage mig med på søen.

Om bord møder jeg dem. Sømændene. Friske, vejrbidte og stolte. For det meste. En ældre læderhudet fisker sad og stoppede stavpiben med en ringe kvalitet af hedelyng-tobak. Han gabte, som om han bar alverdens byrder på sine skuldre, kløede sig som en krøbling og spyttede som et barn – lige op i vinden, så spyttet fløj tilbage og landede på hans bare knæ – og trak så et stykke råt, saltet torsk op af sine bukser og gav sig til at sutte på det som et lille barn.

Vi står ud af havnen. Plusquam nikker hen mod HMS Knockel, som stolt ligger for anker i aftensolens røde skær. “Hvis vi havde bare én af deres fækaliereaktorer, var vi nået ud på 7 minutter.” Plusquam fortsætter med tør stemme: “At være på søen igen er den største lyksalighed i verden. At dynamitfiske giver ustandseligt håb. At sove efter det hårde slid er en lise.”

Når moderskibet er kommet på plads ude på bankerne, bliver bådene sat i vandet, 4 styks. Alt imens bryder besætningerne ud i de kendte fællessange af Kalle P. Kyx.

Herefter bliver bådene overladt til deres eget hårde slid. Årene kommer i vandet, taktlussatoren sørger for disciplin og fortsat driftig fart, også undertegnede fik et par kosmiske lussinger.

Dynamitfiskere01

Bådene spredtes som hemmelighedsfulde fingre, der ikke kunne beslutte sig eller vidste, hvor de ville sætte kursen hen, alt imens de hele tiden var på udkig efter et tilfældigt tegn, der gav løfter om en stime fisk. En bevægelse på en overflade, der pludselig begynder at koge, et skrig fra en vagtsom havmåge, eller en anden farve på vandet, som afslørede et kæmpeinsekt på rov.

Her sad vi og aflæste søen i skumringstimen. Jeg forstod mig ikke på disse tegn, så jeg nød min medbragte drikkepetroleum og iagttog sømændenes stikkende øjne, der afsøgte hver en bølge, hvert et sprøjt.

Dynamitfiskere02

Der var 4 mænd med ialt otte håndsnører, 2 mænd til hver side. Hver snøre var udstyret med tredive dynamitstænger. Disse snører lå midt i båden og blev passet af en gammel, udslidt søulk, der havde oplevet alt for mange sæsoner på bankerne. Alle var de indstillet på at bekæmpe søens ondskab, den nådesløse fjende, den sikre sejrherre, Den Almægtige. Nu og da stønnede den gamle søulk i søvne, indtil lussatoren gav 2 ham lussinger med let hulet hånd.

Sådan lå vi afsøgende i timevis i agterlanternens skær, til sommersolens spæde strenge kravlede over søens horisont. Alle som en var vi trætte, lussatorens hånd måtte køles ned i søens kølige vand.

Lige som solens skærende lys tittede frem – ikke mere end ti meter borte, så langt gusen tillod os at se – begyndte overfladen at boble og koge. Bølgerne skiftede farve fra sort til gråt og dernæst til skummende hvidt. Årsagen var noget, der kunne få alle dynamitfiskere til at vågne med et sæt: En hærskare af småbitte fisk piskede omkring i vandet, og som med et spring gennembrød de grænsen til deres naturlige element.

“Ti lussinger!” skreg den gamle søulk jublende. Lussatoren gav ham ti smældende lussinger, som kunne høres ud til alle fartøjer i nærheden.

Da smældene tav, kastede mændene med fråde om munden de mange snører i søen, og præcis 3,14 sekunder derefter hørtes eksplosioner fra nær og fjern. Et kraftigt ryk fik bådene til at gynge voldsomt. Snørerne blev sluppet, og kursen lagt tilbage mod moderskibet, der stolt lå i søen med trawlet rigget og klart. I dobbelt tempo skar vi os igennem bølgerne som en varm kniv gennem smør. Det var fokuserede sømænd, og lussatoren glemte sin pligt, da jeg måtte ofre til søen med fine gylp.

På ingen tid var vi fremme ved moderskibet, hvor bådshagerne trak os hen til skibssiden. Da jeg var kommet til mig selv, så jeg over rælingen hele havoverfladen dækket af et sølvgråt skær, som aldrig syntes at ville få en ende. Fiskehøsten var allerede ved at blive halet ind og hældt ned i lasten med flere tønder salt ovenpå.

Dynamitfiskere03

Plusquam Schrunkenfeldt, en hård mand med en stor høgenæse og med mere stridt hår på kroppen end et arrigt pindsvin, gik med bare fødder og i laset tøj som resten af sit mandskab. Han behøvede hverken guldkvaster eller sølvfløjter for at udøve sin autoritet. Han havde været femogtyve år på de store banker. Han kunne bande eller smile, som han lystede. Hans ordrer havde samme vægt. Han herskede i kraft af sin dygtighed, sin klogskab og det held, han havde som dynamitfisker.

Mens han nu stod og overværede lastningen, smilede han, og det havde han god grund til. Skibet var fyldt med fisk og salt. En måske ikke særlig stor triumf set med verdens øjne, men en kæmpetriumf for mandskabet. Det betød ikke bare, at at alle nu havde råd til fodtøj, men også, at der var råd til at betale kreditten på husmandsbordellet og endda bringe en øre eller to med hjem til fruen.

Trætte, glade dynamitfiskere. Det er den bedste skildring jeg kan give for denne hjemtur mod Blodhavn. Selvo m de lignede blege, hængte landevejsrøvere i solens bidende varme, sang de med en velkendt jamrende stemme, som kunne gå selv en engel på nerverne.

Efter en forrygende indsejling i Blodhavn, stod lodsen klar ved molen med lodsvehikler og tvangsturister. Herfra blev lasten fragtet nænsomt til Blodhavn Dynamitfiskeriauktion, hvor hvert enkelt pund blev solgt for kr. 0,89 og 2 lussinger.

Jeg takkede ærbødigt Plusquam Schrunkenfeldt for turen og indsigten i, hvordan det stolte folk i sognet får de uundværlige fisk.

EFTERSPIL: FED MAND HUGGER DØDE FISK,
TJENESTEPIGE KASTER SIG I MINE ARME

Jeg havde til denne lejlighed gemt en enkelt rød hestepilsner, som jeg knappede op. Duften af det syrlige indhold stimulerede mine sanser betragteligt, og jeg vandrede ned mod stranden, fast besluttet på at sidde og nyde aftensolen.

Dynamitfiskere04

Jeg fandt en klit at sidde ved, og i det samme så jeg en herre komme vandrende i vandkanten med sin huggert draget. Skønt han prustede og stønnede, og hans kæmpekorpus havde kunnet tjene som et skibsanker, var han adræt nok, når der var behov for det. Hans vattersotige højre arm for frem og huggede i de døde fisk, der flød i vandkanten fra tidligere dynamitfiskerier. En matrosdreng på 7 år fra HMS Knockel forsøgte at løbe forbi .

“Hør her, unge mand!” brølede han. “kan du ikke kende en tørstig mand, når du ser en?”.

På vej tilbage mod Blodhavn Midtermole stødte jeg på 2 tjenestepiger, som samlede daggamle fisk fra stranden. Da jeg nåede helt hen til dem, smilte den ene udfordrende til mig og samlede en fisk op og vendte den om, hvorpå hun med et pludseligt glimt i øjet rakte mig den. Den var unægtelig af den mest uanstændige form, man kunne forestille sig. Idet hun gav mig den i hånden, faldt fisken nedad som et slapt lem, men i sidste øjeblik vendte hun den opad, så den mindede fuldstændig om et erigeret lem.

Så var det, som om hun pludselig snublede og faldt ind mod mig, og jeg strakte mine trøstende hænder op for at gribe om hendes bryster. Hun gav et gisp fra sig, som om de var hendes lidenskabs brændpunkt. Og så stod vi tæt sammenslyngede og kyssede hinanden, mens min sande manddom gjorde alle fingerkoraller til skamme.

“Gør det hurtigt! Hvis jeg skriger, skal du ikke tage dig af det. Nu! Nu! Tag mig nu!” Hun skreg højt én gang og råbte så “Mor! Mor!” med halvkvalt stemme. Hvorvidt hun kaldte på sin afdøde mor eller den Evige Guds Moder, kunne kun Himlen afgøre. Hendes smerte var kort, og det samme var min ekstase. Efter mange måneders afholdenhed føltes det, som når smeltet ild bryder skorpen på en bjergtinde.

Tjenestepigen sagde til de første glimtende stjerner på aftenhimlen, og til mig: “Nu er vi fri!”

Jeg takkede for fisken og nåede frem til Blodhavn Midtermole, hvor tarmgasrutens bus var ved at varme op. Nødtørftsfrue Tut var med på vehiklet, så jeg vidste, at rejsen hjem ville foregå strengt disciplineret og rettidigt.

SE OGSÅ:

HenvHalunkHOTELDRAMA

Jubelgave nr. 19: VÆRRE END DØDEN

Bulgarskroman

Kapitel 1
Lalla stod stille foran plakaten på Algade. Hjertet hamrede i hendes massive, flæskepolstrede brystkasse. Var det i dag, hun skulle tage mod til sig?
BLIV LÆKKER PÅ 14 DAGE, stod der med flammeskrift. Fitness og Motion døgnet rundt, gratis prøvetimer, spotbilligt abonnement med masser af ekstra fordele. Kom op og hils på din personlige træner NU!
Ja, lød det i Lallas hjerne bag den fedtknudrede pande. Et målbevidst blåt lyn gnistrede i hendes små griseøjne. Tungt trampede hun op ad trappen og indenfor i receptionen.
– Se på mig, kvækkede hun, – og gør noget. Gør mig lækker!

Kapitel 2
14 dage senere var Lalla lækker. Alt det tøj, hun plejede at vralte rundt i, var foræret til en genbrugsbiks. I supermarkedet var hun forfremmet fra kassen til bestyrer af grøntafdelingen, og med et smilende ansigt gik hun straks i banken og opnåede et lån, så hun kunne købe elegant nyt forårstøj og en scooter. Fyrene fløjtede efter hende på Algade.
Efter en lang fredag på jobbet stillede hun scooteren i gården bag motionscenteret og sprang op ad trapperne uden at blive det mindste forpustet.
Hristo og Todor, trænere og indehavere af centeret, gik rundt mellem maskinerne. Det var seriøse herrer af bulgarsk herkomst, og de havde kroppe som antikke gudestatuer. Man hviskede om, at de nok også delte soveværelse i lejligheden ovenpå. I hvert fald viste de ikke særlig interesse for de mange yngre kvinder, der prøvede at flirte med dem, mens de pumpede jern eller roede ingen steder hen med 135 tag i minuttet.
I aften var det helt anderledes, mærkede Lalla straks. Hristo og Todor kom hende i møde med udbredte arme og øjne lysende af begejstring.
– Du få stor krammer! råbte Hristo og slog armene om hende. Hun stod fastlåst på stedet, mens Todor trak en sprøjte op af lommen i sin hvide kittel og jog kanylen ind i hendes højre balde.
– Hjælp, nej! Hvad laver i? pippede Lalla, som dårligt kunne få vejret i Hristos jerngreb.
– Ikke bange, mig doktor! grinede Todor.
Mørket bredte sig for Lallas øjne.

Kapitel 3
– Lalla, din fremtid tilhører os, sagde Hristo, da hun vågnede på en briks oppe i deres spartansk møblerede og af grillstegt hundemad duftende homolejlighed.
Åh nej, tænkte hun, en skæbne værre end døden venter. Hvad kan det være? Prostitution, husdyrsex, slavearbejde?
– Du skal stille op til for Rød-Grøn Fællesliste ved næste byrådsvalg, supplerede Todor, mens hans våde tungespids kørte hen over de tynde læber. – Vi rødgrønne mangler en, der kan se godt ud på en plakat og i lokal-tv.
– Jamen, det vil jeg ikke!
– Lille sukkergris, bjæffede Todor, – vi har injiceret dig med det stærkest virkende stof på denne jord, næst efter plutonium. X-17 flyder frit i dine årer, og hvis du ikke den første mandag i hver måned får en dosis af modgiften X-19, bliver du igen lige så fed og ulækker, som du var for en måned siden.
– Skamløse, onde mænd! galede Lalla.
De grinede om kap. – Vi er udsendt af Bulgarsk Institut for Manipulativ Socialmedicin (akronym BIMS) for at underlægge os Nordvestjylland, derefter Skandinavien og resten af verden. Vi har taget det første afgørende skridt nu til aften. Og skal vi så gå ned og træne, lille sukkergris?

Cecil Grøn & Walma Skamhage
VÆRRE END DØDEN

1. udgave, 2. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Slobodan Kraftwerks omvendelse og tilbage igen

Den gale iværksætter, kalif og profet – Slobodan Kraftwerk /Ali Muliman

StürwoltLOGO

Et portræt af, hvor galt det kan gå

Allerede som barn var Slobodan kreativ ud over det sædvanlige.. Han forsøger her at komme i kontakt med overnaturlige væsener.

brille-barn

Han hævder allerede i 7-års alderen at have mødt en på et æsel flyvende profet.

Slobodans_far

Hans far så skeptisk til, men havde ikke kraft til at tildele de nødvendige lussinger.

Slobodan voksede til, blev en meget vital iværksætter og slog sig op som erhvervsmogul. Uden for sognet skrev aviserne at han “vækstede”.

Testning af hjelme i galvaniseret brunvareflet og gasbeton blev hans økonomiske gennembrud, men Slobodans hjerne tog uheldigvis yderligere skade.

hjelm-test

Her ses hans langvarige rekonvalescens, med rigelige mængder portvin, styrtlatrinsambra og flittig læsning af Morten Korchs samlede eventyr samt en dårligt skrevet ørkenbibel, forfattet af en hr. Muhammed..

Slobodan_til_sengs

Det var dog de af lægen ordinerede varmende omslag fra ‘De Flyvende Masturbatricer’, som fik ham på højkant. Et sikkert middel, der også virker på simulanter.

Han fik hurtigt storhedsvanvid, talte om genopstandelse, og indlogerede sig som lensgreve og profet på Nørre Usseldrup Slot under navnet Ali Muliman.

Usseldrup_slot

Her i slottets sale fostrede Slobodan Kraftwerk idéerne om sognenes fordums storhed, om deres genrejsning og hans egen kommende plads i verdenshistorien som kalif med ret til at bære turban og tale endeløst og vredt. – Desværre foregik dette helt uden den nødvendige justering fra øvrighedens besindige folk. Storsognerådet står til en røffel.

Øverst fra slottets venstre gavl, mod gården, indkaldte Slobodan hver fredag til bøn for en udvalgt skare. Mange importeret fra Holstebro.

Slobodans-tilbedere

Som det ses herover havde en del af de fremmødte flair for både ny hattemode og sandmyre-entomologi.

Fantastiske idéer opstod. Nogle udvalgte af  disciplene (CO2-kvotehandlere, personalekonsulenter, projektledere, HR-vindbøjtler og astrologer)  ses her under i færd med, under ledelse af hr. Kraftwerk/Muliman, at udpønse en strategi for at nivellere Skjern Ådal.

a-bomben

Lykkeligvis fik øvrigheden nys om udviklingen pga observationer fra  2 cyklende mejerister fra Scientology. Og da 241 kg højeksplosiv plastisk brunvaredej blev kørt ind på slottet, måtte man skride ind mod Slobodan og hans hellige fusentaster.

Her ses de 2 scientologer, mens de kommunikerer med Ron L. Hubbard, der efter eget ønske har taget ophold på en fjern planet.

Scientol

Redaktør Knockel har doneret en erkendtlighed i form af tre kg kondenseret fåremælk som tak.

Slobodan er nu under kyndig pleje og i behandling på Klamhuse Sanatorium.comewithmeplease

Med henblik på den varme luft, han repræsenterede, er  mulig optræning og evt. genudsættelse som certificeret cykeldæksflatulør under overvejelse.

Andre, bl.a. Redaktør Knockel, mener at et forbud mod strammende hovedbeklædning og nogle års arbejde i cirkus som demonstratør af pedaldrevne lussingmaskiner, formodentlig ville have en langt bedre virkning. Det lidt nyere portræt herunder giver anelser om, at redaktøren nok har ret.

turbanmand2

Tiden vil vise det.

Struds01

Hvad der skal blive af Slobodan, og hans yndlingshusdyr, Suzannah XIV af Klamhuse er således svævende. Men hun har et fremragende overblik og giver ham altid gode og kærlige råd, siger overlægen på sanatoriet.

Slobodans disciple fik valget mellem repatriering i Holstebro, i Sverige, (som meget gerne tager imod), eller et treårigt studieophold i brunvareminerne med obligatorisk badeferie til Jan Mayen.

 

SE OGSÅ:

HenvStürwLEVANTEN

Habitter kan nu renses og presses, mens man har dem på

Atomfysik bag globalt gennembrud for nordvestjysk opfinder

Et af mange års største teknologiske gennembrud muliggør nu, at habitjakker og -benklæder kan renses og presses, mens den ekviperede person har dem på. Dette vil være til betydelig gavn for travle velklædte herrer på farten og endnu mere for dem, der kun ejer en enkelt habit og derfor tager sig ynkelige ud, mens den er på renseriet.

Jakkerens01

Teknikken bag det fabelagtige fremskridt er en partikelaccellerator, som opfinderen, jævnstrømselektriker Jalbert M. Schnotthans, Klamhuse Vestermark, har fremstillet og nu melder driftsklar.

– I apparatet indgår stort set kun almindelige elektriske og mekaniske reservedele, som kan skæres ud af knallerter, transistorradioer, kummefrysere og anden hverdagsteknik. At få et atomfysisk resultat ud af det er lidt mere kompliceret, men jeg har her støttet mig til et korrespondancekursus fra universitetet i Burgas, Bulgarien.

Jakkerens02

Hr. Schnotthans har gennemført en række forsøg med accelleratoren, og de implicerede beklædningsgenstande er i alle tilfælde kommet pletfri og betydeligt forfriskede til syne bagefter. Ikke alle forsøgspersoner klarede sig lige så fordelagtigt.

– Folk skal lære at stå roligt, mens atomfysikken gør sin virkning, ellers kan der ske noget uforudset lige under hagen på dem, men også dette problem vil snart være overvundet.

Jakkerens03

Louis B. Knockel har støttet udviklingsarbejdet med seks-syv kroner og nogle tilrettevisende lussinger, når forsøgspersonerne viste sig modvillige. Et eksportfremstød vil blive gennemført med indsats af svensk og anden fremmed kapital.

Jakkerens04

– Her i Nordvestjylland er moderne gummibeklædning ved at fortrænge habitterne, men ude i den store verden ser stadig man stadig millioner af lederskikkelser iført habitter, og disses behov for ekspresrensning er en garanti for hr. Schnotthans’ succes, udtaler Louis B. Knockel, iført sin mangeårige gummifrakke og sortlakerede betonkasket.

SE OGSÅ:

HenvGUMMIBEKLAEDNING2

Ny oplysningstjeneste: Usseldrupegnens Landproletarbibliotek anbefaler lødig lokal litteratur

Avisens ærede læsere, som i tusindtal strømmer hertil for at finde oplysning og åndelig berigelse, vil glæde sig over, at Usseldrupegnens Landproletarbibliotek herunder præsenterer nogle af hjemstavnens bedst sælgende bognyheder.

Forfatterne er for de fleste vedkommende ranke lokale personligheder, og såvel Louis B. Knockel som bibliotekets leder, hr. Asgeir Judassen, har gennemset og approberet de fremlagte titler. Der er således garanti for lødige oplevelser til hele familien:

Flatulensdrama02

Katastroferoman02

Zoologiskroman

Grandonkelroman

Syfilishåndbog

Hildegardroman

Hunderoman01

Slangeroman

Hunderoman02

Hovedløsroman

 

BEMÆRK: NORDVESTJYSK BOGNYT ER OGSÅ PÅ FACEBOOK
Se mange flere værdifulde titler og deltag i den livlige debat her

24 LOKALE KORTROMANER KAN LÆSES HER I AVISEN:

Henv24KNALDROMANER

Tilbage til forsiden

Baldur Hyppesons 13. kvad: ALT HÆNGER SAMMEN

Mennesker byer og fabrikker er i forhold til naturen kun surrogater

Livløst gods – igangsat af en flok selvglade, skræmte primater.

Deres tekniske kunnen er intet mirakel,

Den har mest afstedkommet hastværk, hærværk og stort spektakel.

Det kan tydeligt høres hvordan menneskeheden blev motiveret

Af middelmådige pianister som ikke spiller så godt – på klaveret

Fordi de er tæmmet til kun at benyttede de sorte tangenter.

Dresseret af magtelitens ansatte konsulenter.

Der bilder sig ind at de kan frembringe alt med maskiner,

Men dét de laver er noget – der knap nok ligner,

Hvad klodens jord og havet for længst har fremdrevet,

Det som jeg indtil nu kun har delvis beskrevet.

Magteliten tror at de kan overgå jord-klodens kræfter,

Men vi Aser ser det som lyssky gesjæfter.

Intet af et samlebånds forekomster,

Er i stand til at overskygge hverken træer eller blomster.

For slet ikke at tale om bjerge og floder,

Som måske ikke findes på andre kloder.

Magteliten ved det ikke – de bygger for meget på noget de tror,

Og Asernes viden er i forhold til magtelitens – jordbunden og stor.

Vi ved at jordkloden som den er giver betingelsen for livet,

Og at alt det den rummer langsomt er sivet –

Frem – efterhånden, imens tidens tand

Gnavede løs på det tørre og skyllede efter med vand,

Det er nemlig sådan med væden og tørken

At det hænger sammen – ellers ender alt som en ørken.

For mørket og lyset gælder det samme

Det er passet til i en evig og vekslende ramme.

Baldurportræt

Aserne ved, det er Solvej og mig som har fået den dont

At regulere denne cirkel ude i kanten af jordklodens horisont.

Det er en opgave vi begge tager meget alvorligt,

Intet af det vi gør bliver gjort vilkårligt.

Det er en tillidspost vi har som er meget vigtig

Med krav om at forvalte vort gøremål stabilt – og være forsigtig.

Vi kredser rundt i en hårfin balance,

Uden os har livet ikke en eneste chance.

Vi behersker denne evige og vekslende kraft,

Denne livsvigtig evne har vi altid haft.

I tidens løb har Solvej fortalt mig meget

Om det meningsløse rod – alt det som er blevet så grimt og speget.

Det afslører sig selv i dagens lys,

Og vi Aser ser med både undren – og gys.

På det i den usle niddingsdåd,

Som fik magteliten til at oprette de udvalgtes råd.

Det der lovfæster tvang og pligter som obligatorisk,

Og gjorde fastansatte voldsmænds gerninger til noget heroisk.

Hele tiden har denne magtelite været hadefuld og usympatisk

Det fulgte med deres storhedsvanvid – helt automatisk.

De skabte en samfundsform der er både ynkelig og vissen,

Med en bajads eller galionsfigur sat i spidsen

 Desværre var disse topfigurer langt fra ubestikkelige

De faldt meget nemt for den lumske intrige

Der er gemt i uddeling af flotte trofæer og bopæl i store flotte palæer,

Og glemte at der altid stilles krav til den magteliten beærer.

Magteliten som er et sammenspist og begærligt parlament,

Med standpunkt til meget som er stivt og betændt.

Og fordi deres tænkemåder er legendariske

Bliver deres bedømmelser begrænsende og barbariske.

SE OGSÅ:

HenvBALDURSTOLVTE

Finkulturnyt

StürwoltLOGO

Uddybende Erhvervsreportage!

Valmy Schneckenspuhr åbner et nyt forlystelsesetablissement i Nørre Usseldrup ved navn ’Hos Valmy’ hvor hun og hendes toptrænede 89årige masturbatricer vil hygge om dig. Det bliver dejligt fortæller hun, og hun lover alt muligt, hun ikke vil sige til avisen.
Der satses højt: ”Vi elsker bolværksmatroser” siger hun elegant henslængt i divanen.Valmy_frisk

I etablissementet  vil der også forekomme alskens anden finkultur, festunderholdning, lotteri og snurrepiberier. F.eks. Morskabsdisciplinen ’Muskler & Musik’,  inklusive Konkurrencekindklask, som ‘Hos Valmy’ er en klassisk forlystelse. Det bliver evige løjer, loves der.
muskelpiano

Valmy’s velgører, beundrer og professionel varietéryger, Kaspar Krank Von Tragen,
siger ”Vi vil drage omsorg  for, at alt inhalerbart, vådt som tørt, til underholdning, hygge og festdisciplinering, er på plads og i orden – forvent styrtlatrinsambra og duftende blæretangsomslag, men  Både gul og rød hestepilsner og brun festpølse er naturligvis også på hylderne i ‘Hos Valmy’.”

Von Tragen er i øvrigt også bestyrelsesmedlem i foreningen Danske Drenges Cigarlegat , og  er således blevet et forbillede for mangen en ungersvend, der vil suge en pind Mix Barens Maxture, eller en Nørre Usseldrup Corona Blend.
BlodhavnBlended

Velinformerede kilder mener, at det konkurrerende etablissement ’Krøllejernet’, ledet af Svendrup Dellenakke (herunder), nu må træde i karakter, og forkæle deres trofaste oldinge og landpøbel, med en uset høj grad af storrygende bavariske sporvogskonduktricer.
Hvis de da skal holde trit med niveauet i ’Hos Valmy’. Men hos ’Krøllejernet’ er de fortrøstningsfulde og ambitiøse.
Svendrup_Dellenakke

Fra en strandet bordelgalease, ½ mil nord for Blodhavn ydermole, flød mange i land under en storm forrige isvinter (ved Kyndelmisse). En del har fundet arbejde, som rulledamer i tobaksindustrien, men også i transportsektoren har man fundet plads. Særligt Nørre Usseldrup Ballonfart har aftaget flere som ballast, men ’Krøllejernet’ forsøger nu ihærdigt at lokke til et brancheskift. Hvad der lokkes med, vil man ikke afsløre.

bavariskekonductricer
Disse 2 pragtfotos af udenbys oprindelse, skulle angiveligt vise Bavariske sporvognskonduktricer i deres oprindelige miljø.

Fra ’Landsforbundet af Bordelpudler’ holdes der et vågent øje med denne situation: ”Vi har intet imod et frisk pust fra Bavaria, men traditionerne må ikke uddø, og kvaliteten absolut ikke sænkes” siges der med hævede øjenbryn og strittende knurhår.
I forvejen er Balterne på Blodhavn Midtermole lige lovligt langt fremme i skoene, som husdyrjæger Plea Pheber fra 3X tidligere har kommenteret. Man taler i krogene om sidste løsning, bortskydning, men vil naturligvis konferere lokalt med øverste myndighed – i dette tilfælde Louis B. Knockel, redaktør, og konseilspræsident for Disciplineringsudvalget.

Men Valmy Schneckenspuhr er ikke bange for konkurrence. På portrætfotoet (øverst i artiklen), De forstår hvorfor.

 

Skærpet kontrol ved sognegrænserne

Dette års turister vil allerede ved ankomsten til Usseldrup Storsogn mærke, at kontrollen og vilkårene er skærpet til det yderste. Nyt materiel køres i stilling, og useriøse turister kan forvente at få alle rørlige værdier konfiskeret, inden de tilbagesendes.

Sognegraense01

– Sognegrænsekontrol og konfiskation er en naturlig forlængelse af den disciplinering, der foregår langs strandene og overalt, hvor turisthorderne i øvrigt færdes, udtaler Louis B. Knockel, der siden 1946 har været aktiv i den nordvestjyske turistindsats.

Automobilturisme

– Kun ranke og smilende gæster vil fremtidig færdes i vore stationsbyer og naturområder, og de svensktalende vil i særlig grad være påpasselige, når de ses uden for deres plomberede telte og sovekabiner, fastslår redaktør Knockel.

Sognegraense03

Turistudvisning

SE OGSÅ:

Akustiskmasturbationskontrol3