MODTAGELSEN AF “RAKKELPOTS RUBINER” OVERRASKER FORFATTEREN OG ALLE ANDRE
Efter kun et par uger på markedet har hr. Baryl Nidding Halunks spændingsroman “Rakkelpots rubiner” allerede skrevet nordvestjysk boghistorie. Den har fremkaldt jubeldans i gaderne, voldelige biblioteksoptøjer og et dødsfald i landsdelens dinosaurbestand.
Den overstrømmende offentlige opmærksomhed har forbløffet vor talentfulde og flittige ven, hr. Baryl Nidding Halunk. Fra sit stambord på Brunmølle Udflugtskro (hvor der i aftes blev serveret lækre dinosaurfrikadeller) lover han, at der i kommende dage og uger vil være rigelige forsyninger af frisklavede E-bøger til alle. Link forefindes nederst på denne side.
Grundet et eksploderet gæstetoilet på tredje sal er en syndflod af fækalier skyllet ned gennem det historiske Halunkenborg slot, og gjort lokalerne ubrugelige. Alt er ødelagt og baronen står over for et større byggeprojekt for at genoprette de tidligere så fyrstelige gemakker. En trist ulykke der udspiller sig i kølvandet på et dødsfald i familien.
”Først går grandonkel Harlo bort via flishugger og nu styrter Halunkenborg i grus. En ulykke kommer sjældent alene,” udtaler baron Halunk. Trods den stinkende tragedie er han alligevel ved godt mod.
”Det er selvfølgelig en ærgerlig situation, men intet af inventaret har affektionsværdi. Størstedelen af løsøret har jeg fået foræret eller fundet til spotpris på loppemarkeder omkring i sognet, så det skal nok gå. Vigtigst af alt, er familieklenodiet, Rektalrubinen ikke skyllet væk i den brune flod. Det havde været en tragedie,” udtaler baron Halunk.
Hvad angår Baryl Nidding Halunks boligsituation er han ligeledes optimistisk.
”Jeg har allerede drøftet situationen med redaktør Knockel og han er i færd med at trække i trådene for at finde en midlertidig taglejlighed, som jeg vil kunne flytte ind i, mens håndværkerne arbejder på et forstærket Halunkenborg,” udtaler baronen som tilføjer at håndværkerne estimerer at byggeprojektet vil nå sin afslutning om fem års tid.
SIDSTE NYT: Ikke en ulykke
Det er nu kommet frem at der slet ikke er tale om et uheld på gæstetoilettet, men et planlagt angreb på Halunkenborg. Gartneren så en bøvet lemmedasker med filtret hår og læderjakke stikke af fra stedet på en tunet knallert.
”Det lignede en Rakkelpot. Det halvliderlige smil og den irriterende gangart er ikke til at tage fejl af,” udtaler gartneren Albert Råkost-Rasmussen.
Efter denne oplysning er Baryl Nidding Halunk ikke i tvivl om hvad motivet for denne handling er.
”Det er tydeligt at man ønskede at lave en afledningsmanøvre, så man ubemærket kunne snige sig ned i det halunkske skatkammer og stjæle Rektalrubinen, men det kommer man ikke langt med. Jeg har gemt den et mørkt og fugtigt sted, og så taler vi ikke mere om det.”
En fantomtegning er netop blevet udarbejdet i samarbejde med Råkost-Rasmussen og ansigtet skinner af ren, rå rakkelpotsk irritation.
Har De brugbare oplysninger bedes De venligst kontakte borgervæbningen eller avisen, så vi kan komme til bunds i denne spegede sag.
FRA FANGEHUL TIL FLISHUGGER: ET USÆDVANLIGT LIV ER SLUT
Med stor sorg må jeg meddele at min kære grandonkel, Harlo Hellmann Halunk, er gået bort i en alt for tidlig alder. Faktisk ville han aldrig rigtig ud med sit officielle fødeår, men han virkede ung og frisk til det sidste. Det var heller ikke sygdom eller ælde der slog den statelige mand ud, men derimod en kombineret rulleskøjte- og flishuggerulykke, der satte et punktum for den gæve mands liv.
Mange års fangenskab på Slubberts Rev, medførte en større livgnist i grandonkel Harlo. Han ville leve livet til fulde, udarbejdede en liste med gøremål. Ting han altid havde ønsket at prøve inden sin død. Desværre nåede han kun det øverste punkt på listen, hvilket også blev hans endeligt: At køre fuld på rulleskøjter…
”Det er selvfølgelig en beklagelig situation,” siger skovfoged Banko Jakobsen og tilføjer. ”Men jeg kunne jo ikke vide, at der kom en beruset mandsperson farende på rulleskøjter lige i det øjeblik jeg havde tændt min flishugger.”
Grandonkels jordiske rester i form af omtrent 100 kilo fars, er nu skrabet op fra asfalten og kørt mod det lokale oldingehjem, hvor Harlo selv residerede de sidste måneder af sit liv. Farsen doneres til beboernes ugentlige frikadelle-fredag. Det ville Harlo have ønsket.
”Harlo var en herlig mand der bragte stor glæde og humør i huset. Nu vil han atter vække stor jubel og begejstring,” siger køkkenchef Congo Koteleto, der vil uddele gaver til alle de beboere som finder et rulleskøjtehjul i frikadellerne. ”Det er selvfølgelig en fordel for dem der stadig har pløkker i gabet.”
Nekrolog: Harlo Hellman Halunk
Harlo Hellmann Halunk var en mystisk mand der ikke yndede at tale om sine unge år. Efter en sejltur i sit badekar for at gemme sin formue på en ø, blev han i 1955 taget til fange på Slubberts Rev af den infamøse Rakkelpot-familie, indtil jeg, grandnevø Baryl Nidding, befriede ham. Hans frihed blev imidlertid en kort fornøjelse, men vi nåede trods alt at hygge os gevaldigt sammen de sidste måneder af hans liv.
Jeg var omringet af Cirkus Rakkelpot og efter at de havde fjernet mit falske skæg og turban, gik det op for dem hvem de stod overfor.
”Halunk!” vrængede de.
”Buk dig forover og modtag den rakkelpotske straf!” råbte dværgen, mens raketpenissen blev kørt i stilling og albinobrødrene satte sig bag rattet. Hvis der ikke snart skete et mirakel, ville jeg blive rektalt torpederet af tre spirituspåvirkede slyngler i en overdimensioneret penis.
”Vent!” råbte sprechstallmeisteren. ”Jeg har en bedre plan!”
”Sig frem, familieoverhoved!” råbte hele forsamlingen og gik på knæ. ”Tal til os, mægtige, gamle Pølle!”
”Som alle her i forsamlingen ved, sniger vi os ind på Bladhuset ved daggry og slipper de uanede kræfter løs fra Undergangens Underbukser, men vi mangler en syndebuk. En oplagt kandidat er Baryl Nidding Halunk. En trofast medarbejder som efter sin baronstatus er blevet korrumperet af det celebre stjernestøv. Magten steg ham til studenterhuen og han blev vanvittig. Derfor ville han forpeste den nordvestjyske folkepresse og dens medarbejdere. Hæ, hæ.”
”Når man finder Deres forkullede studenterhue og en skriftlig tilståelse på atomsikkert gummipapir, vil beviserne være uomtvistelige. I Deres tilståelse, vil De fortælle hvordan De har løjet om Rakkelpot-Dynastiet og at de selv er rigtig led lemmedasker.”
”Kom til Pølle, mine børn, så vi sammen kan skrive et brev og sætte gang i en smædekampagne mod den tynde, blege journalistimitator.”
Liggende bagbundet på Vammelmoses våde jord så jeg til mens tilståelsesbrevet blev digtet i fællesskab. Senere blev jeg tvunget til at underskrive.
Til sidst blev jeg smidt ind i en cirkusbus og kursen var sat mod Bladhuset.
Hvordan sagen udviklede sig kan De læse i den sindsoprivende slutning!
Attachemappen med de modbydelige underbukser stod lænet op ad havebordet med de tomme snapseflasker.
”Hvem er du?” sagde dværgen og stirrede på mig, da jeg trådte direkte ind i cirkuslejren i min forklædning.
”Jeg er den nye trapez-praktikant, Luki-Muki,” sagde jeg højt så alle kunne høre mig. ”Kan I ikke huske mig? Jeg har været her hele tiden? Jeg var bare ude og vride karkluden.”
”Undskyld, Luki-Muki,” svarede dværgen. ”Jeg har vist drukket for meget snabelvand.”
”Hey, praktikant!” råbte et slangemenneske. ”Det er dit job at rydde af bordet. Der er faktisk nogen der skal i gang med at fremføre et masturbationstrick i strakt arm. Det er jo ikke til at være der for tomme flasker.”
”Javel!” Jeg gjorde honnør og bevægede mig gennem den beskænkede cirkusflok. Det kunne ikke passe bedre ind i min plan. Jeg greb mappen og holdt den som en bakke som jeg satte de tomme snapseflakser ovenpå. Straks hoppede slangemennesket op på bordet og opmærksomheden var på ham.
Jeg listede væk fra Vammelmoses cirkuslejr med flaskerne balancerende på mappen. Hvis de væltede ville opmærksomheden blive rettet mod min person.
”HOV VENT,” kaldte sprechtallmeister Pølle. ”Hvor er mappen?”
Alle rettede blikket mod mig.
”Luki-Muki har taget den! Dræb ham!”
Spændingen er steget til det uudholdelige, og her kommer afsnit 8!
Stemningen omkring hullet var så ekstatisk at hele selskabet satte gang i en spontan fest. Det skulle fejres at de nu besad et magtredskab af altødelæggende karakter. En ghettoblaster blev tændt og et moderne radiohit flængede luften. Den irriterende melodi svækkede min sjæl, men jeg måtte nærmere. Tonerne var så høje at ingen kunne høre mig liste fremad. Slynglerne havde tændt bål så området blev oplyst. Mændene i habitterne ristede skumfiduser og negertrioen delte snapseflasker rundt.
”SKÅL, drenge!”
I takt med at beruselsen bredte sig blandt forbryderflokken blev forklædningerne langsomt fjernet.
Til min overraskelse var det en flok gøglere hele bundtet. Men ikke en almindelig gøglertrup. De sorte habitjakker og solbrillerne blev smidt og afslørede identiske cirkusuniformer med det påtrykte navn: Cirkus Rakkelpot.
”Nu skal vi feste på ægte rakkelpotsk cirkusmanér!”
Brødrene Shismabæbæ vaskede deres sorte hud væk med snaps. De havde brugt en fækaliebaseret teatersminke for at ligne negere. I virkeligheden var det en sydfynsk landsbytrio med speciale i masturbatorisk akrobatik.
Rakman Elpotto var heller ikke den han gav sig ud for at være. I stedet for en benløs videnskabsmand, var det en dværg i løst tøj. En imponerende illusion af en dværgetryllekunstner med speciale i røg og gnister.
Der blev hoppet, danset, sunget, jongleret og kørt på ethjulet cykel. Det var et skrækkeligt syn.
Og fra gravemaskinen hoppede chaufføren Pølle ned på jorden for at deltage i løjerne. Han satte en høj hat på hoved. Han var sprechstallmeister for Cirkus Rakkelpot.
Jeg stod lige uden for deres lejr og glanede mod attachemappen, mens jeg iførte mig en turban og falsk skæg. Det var nu eller aldrig.
I nat var der aktivitet på det afspærrede område. Pølle var dukket op med gravemaskinen efter nogle dages forsinkelse, og jeg har i flere døgn camperet under et camouflagenet 100 meter fra Vammelmose Muddersø, hvor jeg i døgndrift har holdt et vågent øje med de skumle personager.
Gennem min natkikkert så jeg det ene læs jord efter det andet blive fjernet, og så skete det. Forbryderne var stødt på genstanden som de havde efterstræbt. Fra jorden blev en blyindfattet attachemappe hevet op og hele flokken jublede.
Jeg genkendte objektet med det samme. Hylsteret der indeholdt Undergangens Underbukser. Ildelugtende og farlige underbenklæder der havde tilhørt Rillepeter Rakkelpot, som i sin tid destruerede Klamhuse Kokainlager med sin livsfarlige flatulens. De havde fundet ud af hvor stofstumperne var nedgravet og nu var våbenet i deres besiddelse.
De skulle standses øjeblikkeligt. Ingen måtte have sådan en magt!
Hvad skete der resten af natten? Afsnit 6 giver os svaret!
Lige før middag i dag sneg jeg mig forbi de mange advarselskilte og kravlede under afspærringstapen.
Ingen borgere havde tilladelse til at nærme sig området, så jeg måtte tænke kreativt. Jeg forklædte mig som et af skovens dyr og listede mig gennem Vammelmose frem mod søen. Først stirrede mændene i gummihabitterne, den benløse videnskabsmand og negertrioen på mig, men så blev de tilsyneladende overbevist af min dyreimitation. Jeg havde også øvet mig hele natten.
Jeg gik omkring mens jeg tog billeder, og optog lyde gennem mine mikrofoner. Jeg har senere transskriberet hele den samtale jeg nåede at optage.
Rakman Elpotto: ”Tænk at alle hoppede på den.”
Bibob: ”Det kan da være lige meget hvis Pølle ikke kommer med den gravemaskine. Han sagde at han ville være her klokken 11.05 præcis.”
Lula: ”Måske sidder han i kø.”
Wavadetduh: ”Ved latrinerne? Der er sgu da ingen kø på vejene. Bare han gider skynde sig, så vi kan få fat i den ekstremt hemmelige genstand vi leder efter.”
Mand i uniform: ”Gutter … Jeg synes den hjort står meget stille. I tror vel ikke at den lytter med?”
Rakman Elpotto: ”Kræet kan sgu da ikke forstå hvad vi siger.”
Mand i uniform: ”Jeg tror nu at jeg skyder den alligevel for at være på den sikre side.”
Wavadetduh: ”Gør du det. Jeg er haft lyst til kebab hele dagen…”
Som De, kære læser, kan høre var jeg nødsaget til at flygte fra stedet. Men jeg fik brugbare informationer med. Vi ved nu at det sorte hul er det rene humbug. Personerne her har lavet et gigantisk bluffnummer for at få fingrene i noget der ligger begravet på stedet, siden de skal bruge en gravemaskine. Med svar kommer der nye spørgsmål.
Hvem er hele denne flok i virkeligheden? Hvad skal de have gravet op? Hvem er den mystiske Pølle med gravemaskinen? Vil det hele tage en uventet drejning?
Hr. Nidding Halunk følger op på sagen, klik straks videre til VAMMELMOSE AFSNIT 123 4 56789
