Jeg har netop via radiosignal fra min position nær Asteroidebæltet givet min stedfortræder, hr. Imbeh Zi’il, allerstrengeste instruktion om straks at fremsende nedenstående på mit konsulatskrivebord efterladte materiale pr. ekspress, for ellers vanker der, når jeg vender tilbage fra min rumfærd, d. 21. november 2019, kl. 22:35 prc. Jeg håber, at De og Deres kultiverede nordvestjydske læsere i mellemtiden vil finde indholdet af tilstrækkelig litterærkulturel lødighed.
Gamle Hr. Phiessemanns Oprejste Lem (1912)
(Et efterladt digt af egnspoet V. Røvlenberg (1888-2016), med tilføjelser af Hartmann Stahl-Eisenmann (1896-), på heltemodig vis udrejst i Verdensrummet ultimo december 2018, i forsøget på at nå planeten Mars. Det på genanvendt klosetpapir nedfældede manuskript blev af forfatteren anvendt som bogmærke, og i 1935 af hr. overbibliotekar Dandruff Støvertsen ved et tilfælde opdaget indlagt i Gustenhuse Bibliothek Og Egnsarkivs egen trediekopi af Balladen Om Brune Banke.)
I kælderen boede hr. Phiessemann stolt, Til leje til ågerpris hos hr. Stürwolt. Med kone og tre børn, i hyggeligt hjem, Man altid så Phiessemanns oprejste lem.
Da Phiessemanns hustru i fjor skred gedulgt, Så leved’ familien i kummer og sult. Brunvare det – trods alt – ej skortede på; ”Børnlille! I jert eget lort æde må!”
”Jeg er fattigmand nu! Men jeg har dog min ære. For tørst må I rask tømme hinandens blære!”. Så’ sagde den enkemand; og viste dem, En mening med Phiessemanns oprejste lem.
“Derude er rigdom; i fold mange tusind’! Nu får I børn først nogle på sinkadusen. Så går I på gaden fra fem og til fem, Før atter I ser hjemmets oprejste lem!”
Men gerrig blev manden; og tyk som en jøde. Medens børnene sled deres krop halvt til døde, Så åd og drak Phiessemann, thi han var slem; Og børnene grued’ for Phiessemanns lem.
Men rigdommen svandt på sprit, kvinder og gæk; Og resten, den solded’ hr. Phiessemann væk. De børn på Titanic i Verden drog frem, Skued’ aldrig mer’ Phiessemanns oprejste lem!
DRAMATISK BERETNING OM HR. STAHL-EISENMANNS RUMREJSE:
Varevognen med teksten Morfars Medister gjorde holdt ved springvandet foran palæet i Nørre Usseldrups rigmandskvarter. Vinduerne på den afskallede bygningsfacade var dækket af rådne brædder og stensøjlerne havde en faretruende skævhed.
“Piv!” En våd rotte løb i tørvejr gennem et hul i muren.
De to bredskuldrede mænd med de borgerlige navne Karloff og Brutus, trampede målrettede gennem regnen, og op ad trappestenene til hoveddøren. Trinene var glatte af pløre, fedt og døde rotter.
De gik gennem den vandkolde hall og videre endnu gennem spisestuen. Vandet dryppede fra hullerne i taget og der lugtede af gammelt kød og branket sukkermasse.
“Vi er hjemme, doktor!” råbte gorillaerne i kor og marcherede ind i herreværelset med mudder på skoene. En grammofon spillede Vivaldi henne i hjørnet, alt imens den tændte pejs badede jagttrofæerne på væggen i et skæbnesvangert skær.
“Pragtfuldt mine herrer,” svarede doktoren fra den højryggede lænestol. Han gnaskede elfenbenschips og drak metanollikør i sin ternede slåbrok. Hans tynde overskæg vibrerede sagte.
Han var ikke kommet sovende til dette fornemme domicil. Næh, han måtte i sin tid hypnotisere den tidligere ejer til at overdrage ham skødet og derefter gå i eksil i Holstebro. Han fik altid sin vilje med hypnose.
“Hit med den,” sagde doktoren og lagde godterne fra sig på serveringsbordet ved siden af stolen.
“Med hvad?” spurgte Karloff.
“Sportsektionen. Hvad tror du selv? Hit med den røde rubin.” Han himlede med øjnene og rakte hånden frem.
“Værsgo,” svarede Karloff og lagde den falske plasticring i håndfladen på sin overordnede.
“Det er sgu da ikke den jeg bad om,” hylede doktoren og kastede den forlorne ring ind i pejsen.
“Jamen, det var den han gav os,” sagde Brutus. “Så det må da være den rigtige.”
Doktoren greb en læderpude og pryglede sine lakajer til de lå og jamrede på isbjørnetæppet:
SMACK! “Auv!”
TUCK! “Undskyld.” KLASK! “Av, av!”
Doktoren kastede puden fra sig og løftede dem op i ørerne:
“Nu tager vi sammen tilbage og bringer orden i denne fadæse. Er det forstået?”
Håndlangerne nikkede som to disciplinerede skolebørn.
“Javel, doktor.”
“Det var flot!” Hypnotisøren iklædte sig overtøj og greb sit lommeur, sin kniv og en æske tændstikker. Han traskede mod døren. Kumpanerne fulgte trop.
“Hov, vent,” udbrød doktoren og gik tilbage til bogreolen. Han trak i en bog med et mølædt smudsbind. Der opstod en klikkende lyd bagved og en skjult dør åbnede sig til en hemmelig passage. Han gik ind i mørket og kom tilbage et minut senere.
“Jeg var lige ved at glemme min hat,” smilede han og vippede den på hovedet. “Lad os køre!”
Banden gik ud i den silende regn og satte sig i varevognen.
“Hvad gør vi nu?” sagde Brutus forsigtigt bag rattet. Han startede motoren.
Doktoren stirrede intenst gennem forruden:
“Hvis hr. Borgwald-Bertelsen ikke vil aflevere den røde rubin frivilligt …” sagde han og svang sit lommeur fra side til side.
Schwung … Schwung … schwung!
“… ja, så må jeg jo hjælpe ham lidt på vej.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Udenfor på hotelgangen stod en mand med en banjo i legetøjsstørrelse mellem hænderne og et grin af næsten ufattelig længde gange bredde nederst i sit lysebrune hesteansigt.
”God aften,” sagde han. ”Jeg er komponisten og festmusikeren Raben Volvo.”
”Æh, vi har vist ikke bestilt musik,” sagde Benni.
”Jeg bor på etagen nedenunder, og jeg hørte jer danse. En helt vidunderlig, accelererende rytme, som jeg vil bruge i en popsang.”
”Jamen Benni altså, hvad kan det være, manden har hørt?” kvidrede Lydia. Hun stod bag sin partner med et sengetæppe af stretchnylon draperet om sin yppige figur.
Musikerens grin trodsede naturlovene og blev endnu større. Hans glorøde ører flyttede om i nakken.
”Som bekendt blev det her skønne luxushotel revet ned i fjor,” sagde han, “og genopført i moderne, lette materialer, fortrinsvis krydsfiner og bølgepap. Man hører derfor ganske tydeligt, hvad der foregår på de nærmeste værelser og etager. Vær nu søde at gentage rytmen, så finder jeg melodien og spiller den imens. Hvis det bliver et danskpop-hit, får I en procentdel af indtægterne. For slet ikke at tale om, hvis nummeret kommer med i en musical på Broadway”.
”Jamen, kan vi det?” mumlede Benni til sin forlovede.
”Det lyder da på en måde romantisk,” svarede Lydia.
* * *
Bax IX Lubbert, Lydias strenge fader, snorkede om kap med klaskende bølgelyde. Han lå i køjen forude i sit gode skib Liberator VII Lubbert, og hen over de små timer var det blæst op vestfra.
Klokken 04.29 præcis blev han rusket i skulderen. Skibsdrengen, unge Jolbert, var mødt frem til aftalt tid.
”Radioen melder orkan,” sagde drengen.
”Satans!” brummede Bax. Selv den tapreste dynamitfisker måtte blive hjemme på en orkandag og muligvis også dagen efter.
Han svingede de behårede fødder ned på dørken. Det snurrede i hans tykke hoved, mens han trak overallen på. Hvad var det, han skulle huske fra i aftes? Jo, ringen med den røde sten, som han havde vristet af Lydias finger.
Han mærkede i lommen, i begge lommer. Hvor fanden var den? Han fandt sin stavlygte og afsøgte hver eneste centimeter af det trange lukaf. Væk var dimsen, forbandet nok. Måske skulle han slet ikke have taget den, tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl.
Han gik hen over det uroligt vippende skibsdæk og kiggede ned i lastrummet. Dér svømmede den levende torsk, som havde irriteret ham aftenen i forvejen. Unge Jolbert fik en højrehåndslussing og et hurtigt kontradask på den modsatte kind, så han ikke røg over bord.
”Den fisk skulle have været med på auktion i går,” sagde Bax. ”Kravl ned og hent den til mig!”
* * *
På vej hjemad gennem den skummelt forblæste havneby hørte Bax et kvækkende ”god morgen” fra en halvåben dør.
Han standsede og kneb øjnene sammen. I døren stod gamle Mutter Schweske, enke efter dynamitfiskeren Harding Schweske, som i 1979 havde tabt en tændt cigar ned i sprængstoflageret på sit fartøj. Det var en klar majdag, og Hardings søndersprængte legeme blev fortæret af tilstrømmende måger, inden de andre dynamitfiskere kunne nå at samle stumperne op. Begravelsen skete med en symbolsk tom kiste af sortmalet pap som midtpunkt.
Lige siden havde venner i fiskerierhvervet og andre gode folk understøttet den fattige enke og hendes cirka 14 børn. Den yngste var efterhånden 38 år, men gik stadig i børnehaveklasse. Førende psykologer betragtede familien Schweske som et langsigtet udviklingsprojekt, og Den Knockelske Socialfond havde år efter år bevilget op til 5,37 kr. til staklernes forplejning.
Mutter Schweske stirrede på den vældige dynamitfisker med bøn i øjnene.
”Lad gå da,” sagde Bax og rakte hende sin syv-pundige torsk. Den var i live og ved godt mod, kunne man se på halen og de vågne øjne.
”Husk nu sennepssovs,” bjæffede Bax, inden han skråede over gaden til Landproletarisk Kælderbodega. Arbejdsdagen var spildt, hovedmåltidet foræret væk; nu kunne man lige så godt få en fest ud af det.
Ved stambordet sad 98-årige onkel Philbert med et tomt ølkrus foran sig.
”En flaske uran 235,” råbte Bax, ”og to Saltum discountcola, og lad det gå lidt gesvindt!”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
“Hissa, hussa, slagt mammut, spis en bøf og slå en prut.”
Den kraftige sangstemme rungede hen over landsbyens festplads, og nu begyndte lerjorden at ryste under rytmiske fodtramp. Oda Knickel dansede diagonalt hen over pladsen, fulgt af et optog af pelsklædte husmødre og deres døtre.
“Tænd et bål og varm en gryde, bøf og guf skal alle nyde.”
Oda Knickel var ikke nogen almindelig stenalderhusmoder. For det første var hun over 2 meter høj. For det andet vejede hun selv i de magreste vintermåneder mindst 125 kilo. Og for det tredje var hun fra fødslen udstyret med en skarp, hurtig og nysgerrig hjerne.
Takket være Oda kendte Knickel-stammen både til hjulet og det varme vand. Begge dele var hendes opfindelser.
I dag havde hun noget nyt at vise frem. To små tingester, indesluttet i flade træskiver. Var det gudebilleder, lussingredskaber eller broscher til festbrug?
Nej. Da husmødrene var standset midt på pladsen, rakte hun den ene tingest til Jolla Guffert, datter af stammens næstkommanderende, storvildtjægeren Brunox Guffert.
“Gå!” sagde Oda og pegede mod nord. “Gå, til du ikke kan se os længere, og hold så den her op mod øret. Som jeg viser dig. Siden med de små huller holder du mod øret. Lyt og tal.”
“Hvad mener du?”
“Lyt og tal. Af sted. Gør som jeg siger.”
Jolla slufrede nordpå. Oda rakte dingenot nummer to til sin ældste datter Gyda.
“Bliv stående her. Hold den mod øret. Ja, sådan. Vent og lyt.”
Nogle minutter forløb i koncentreret tavshed, inden Gydas ansigt lyste op i glad forbløffelse.
“Jolla? Jamen, Jolla… Jeg kan høre dig! Kan du høre mig? Fantastisk. Hvor er du? Nå, deroppe nordpå, som mor sagde. Sker der noget deroppe? Er jægerne på vej hjem? Hvad med ham den lækre Beppo…”
Oda rev dingenoten til sig.
“Det er godt, Jolla,” sagde hun. “Vend bare rundt og og kom tilbage. Alle har forstået, at det virker. Mobiltelefoni er nu en del af stammens liv.”
TRE EN HALV UGE SENERE
Oda sad foroverbøjet og alene i familiens med rødbeder og grønkål tilplantede forhave. Hun knugede sit gigantiske, tunge hoved mellem hænderne. Inde fra beboelseshytten kværnede Gydas stemme uafbrudt:
“Nå, gjorde han det? Og hvad sagde du så? Ih, altså! Ja, det synes jeg også. Hvad vil du så tage på til bålfesten i morgen? Nå, den dér. Jamen, den er også fin. Jeg har nu tænkt mig…”
Oda styrtede med et brøl ind i hytten, flåede tingesten ud af datterens højre hånd og kastede den mod gulvet. Hun trampede på den tre gange. De omsmeltede hårde dele og de små morsomme krystaller, som hun møjsommeligt havde samlet og sat sin dims sammen af, spredtes som stumper og smulder ud over det sodede gulv.
“Slut!” sagde hun. “I tøser har ikke udført en times fornuftigt arbejde, siden I fik fri taletid. Hvis den opfindelse bliver almindeligt udbredt, kommer vi alle til at dø af sult hen over vinteren. Slut og færdig med den!”
“Altså, mor!” sagde Gyda med tårer i øjnene. “Du er ond og dum. Og for resten har Jolla stadig sin dims, og nu løber jeg ud og advarer hende om, at du vil ødelægge den.”
“Gør du bare det,” sagde Oda. “Lad hende beholde den og lad hende snakke, så længe hun gider. Én telefon kan ingen skade gøre.”
Datteren, som intelligensmæssigt befandt sig noget under sin moders niveau, forlod hytten, stadig opsat på at redde dims nummer to fra destruktion.
“Vi har haft det så sjovt!” råbte hun. “Du er ond og dum!”
“Det går over,” sagde Oda for sig selv, da hun sad alene tilbage i hyttens mørke. “Det bliver glemt. Nu opfinder jeg den dybe tallerken. Den er der brugsværdi og varig glæde i.”
“Hissa hussa, lad os snuppe en tallerken kramsfuglsuppe, tilsat salt, kanel og soda, opskrift fra den kloge Oda.”
8 uvurderlige billedlektioner. Følg dem, send dem videre, lad hele verden være med!
SE OGSÅ:
Jeg, hr. Jakobsen, ven af Det Knockelske Bladhus, havde under et besøg på den berømte Brunmølle Udflugtskro, hvor jeg nød farserede hundelår og drikkepetroleum, læst en kort, men spændende artikel om det forhenværende mandskab på HMS Knockel, der havde fortsat livet på søen som dynamitfiskere med udfart fra Blodhavn, naturligvis.
Jeg benyttede mig af Nordvestjyske Sognetrafikselskabs tarmgasvehikel og nåede rettidigt frem til Blodhavn Midtermole kl. 20.44 prc.
Efter lettere søgen på 48,3 meter finder jeg moderskibet under ledelse af den mangeårige dynamitfisker Plusquam Schrunkenfeldt. Jeg bestikker ham med en kasse håndvarme hestepilsnere for at tage mig med på søen.
Om bord møder jeg dem. Sømændene. Friske, vejrbidte og stolte. For det meste. En ældre læderhudet fisker sad og stoppede stavpiben med en ringe kvalitet af hedelyng-tobak. Han gabte, som om han bar alverdens byrder på sine skuldre, kløede sig som en krøbling og spyttede som et barn – lige op i vinden, så spyttet fløj tilbage og landede på hans bare knæ – og trak så et stykke råt, saltet torsk op af sine bukser og gav sig til at sutte på det som et lille barn.
Vi står ud af havnen. Plusquam nikker hen mod HMS Knockel, som stolt ligger for anker i aftensolens røde skær. “Hvis vi havde bare én af deres fækaliereaktorer, var vi nået ud på 7 minutter.” Plusquam fortsætter med tør stemme: “At være på søen igen er den største lyksalighed i verden. At dynamitfiske giver ustandseligt håb. At sove efter det hårde slid er en lise.”
Når moderskibet er kommet på plads ude på bankerne, bliver bådene sat i vandet, 4 styks. Alt imens bryder besætningerne ud i de kendte fællessange af Kalle P. Kyx.
Herefter bliver bådene overladt til deres eget hårde slid. Årene kommer i vandet, taktlussatoren sørger for disciplin og fortsat driftig fart, også undertegnede fik et par kosmiske lussinger.
Bådene spredtes som hemmelighedsfulde fingre, der ikke kunne beslutte sig eller vidste, hvor de ville sætte kursen hen, alt imens de hele tiden var på udkig efter et tilfældigt tegn, der gav løfter om en stime fisk. En bevægelse på en overflade, der pludselig begynder at koge, et skrig fra en vagtsom havmåge, eller en anden farve på vandet, som afslørede et kæmpeinsekt på rov.
Her sad vi og aflæste søen i skumringstimen. Jeg forstod mig ikke på disse tegn, så jeg nød min medbragte drikkepetroleum og iagttog sømændenes stikkende øjne, der afsøgte hver en bølge, hvert et sprøjt.
Der var 4 mænd med ialt otte håndsnører, 2 mænd til hver side. Hver snøre var udstyret med tredive dynamitstænger. Disse snører lå midt i båden og blev passet af en gammel, udslidt søulk, der havde oplevet alt for mange sæsoner på bankerne. Alle var de indstillet på at bekæmpe søens ondskab, den nådesløse fjende, den sikre sejrherre, Den Almægtige. Nu og da stønnede den gamle søulk i søvne, indtil lussatoren gav 2 ham lussinger med let hulet hånd.
Sådan lå vi afsøgende i timevis i agterlanternens skær, til sommersolens spæde strenge kravlede over søens horisont. Alle som en var vi trætte, lussatorens hånd måtte køles ned i søens kølige vand.
Lige som solens skærende lys tittede frem – ikke mere end ti meter borte, så langt gusen tillod os at se – begyndte overfladen at boble og koge. Bølgerne skiftede farve fra sort til gråt og dernæst til skummende hvidt. Årsagen var noget, der kunne få alle dynamitfiskere til at vågne med et sæt: En hærskare af småbitte fisk piskede omkring i vandet, og som med et spring gennembrød de grænsen til deres naturlige element.
“Ti lussinger!” skreg den gamle søulk jublende. Lussatoren gav ham ti smældende lussinger, som kunne høres ud til alle fartøjer i nærheden.
Da smældene tav, kastede mændene med fråde om munden de mange snører i søen, og præcis 3,14 sekunder derefter hørtes eksplosioner fra nær og fjern. Et kraftigt ryk fik bådene til at gynge voldsomt. Snørerne blev sluppet, og kursen lagt tilbage mod moderskibet, der stolt lå i søen med trawlet rigget og klart. I dobbelt tempo skar vi os igennem bølgerne som en varm kniv gennem smør. Det var fokuserede sømænd, og lussatoren glemte sin pligt, da jeg måtte ofre til søen med fine gylp.
På ingen tid var vi fremme ved moderskibet, hvor bådshagerne trak os hen til skibssiden. Da jeg var kommet til mig selv, så jeg over rælingen hele havoverfladen dækket af et sølvgråt skær, som aldrig syntes at ville få en ende. Fiskehøsten var allerede ved at blive halet ind og hældt ned i lasten med flere tønder salt ovenpå.
Plusquam Schrunkenfeldt, en hård mand med en stor høgenæse og med mere stridt hår på kroppen end et arrigt pindsvin, gik med bare fødder og i laset tøj som resten af sit mandskab. Han behøvede hverken guldkvaster eller sølvfløjter for at udøve sin autoritet. Han havde været femogtyve år på de store banker. Han kunne bande eller smile, som han lystede. Hans ordrer havde samme vægt. Han herskede i kraft af sin dygtighed, sin klogskab og det held, han havde som dynamitfisker.
Mens han nu stod og overværede lastningen, smilede han, og det havde han god grund til. Skibet var fyldt med fisk og salt. En måske ikke særlig stor triumf set med verdens øjne, men en kæmpetriumf for mandskabet. Det betød ikke bare, at at alle nu havde råd til fodtøj, men også, at der var råd til at betale kreditten på husmandsbordellet og endda bringe en øre eller to med hjem til fruen.
Trætte, glade dynamitfiskere. Det er den bedste skildring jeg kan give for denne hjemtur mod Blodhavn. Selvo m de lignede blege, hængte landevejsrøvere i solens bidende varme, sang de med en velkendt jamrende stemme, som kunne gå selv en engel på nerverne.
Efter en forrygende indsejling i Blodhavn, stod lodsen klar ved molen med lodsvehikler og tvangsturister. Herfra blev lasten fragtet nænsomt til Blodhavn Dynamitfiskeriauktion, hvor hvert enkelt pund blev solgt for kr. 0,89 og 2 lussinger.
Jeg takkede ærbødigt Plusquam Schrunkenfeldt for turen og indsigten i, hvordan det stolte folk i sognet får de uundværlige fisk.
EFTERSPIL: FED MAND HUGGER DØDE FISK,
TJENESTEPIGE KASTER SIG I MINE ARME
Jeg havde til denne lejlighed gemt en enkelt rød hestepilsner, som jeg knappede op. Duften af det syrlige indhold stimulerede mine sanser betragteligt, og jeg vandrede ned mod stranden, fast besluttet på at sidde og nyde aftensolen.
Jeg fandt en klit at sidde ved, og i det samme så jeg en herre komme vandrende i vandkanten med sin huggert draget. Skønt han prustede og stønnede, og hans kæmpekorpus havde kunnet tjene som et skibsanker, var han adræt nok, når der var behov for det. Hans vattersotige højre arm for frem og huggede i de døde fisk, der flød i vandkanten fra tidligere dynamitfiskerier. En matrosdreng på 7 år fra HMS Knockel forsøgte at løbe forbi .
“Hør her, unge mand!” brølede han. “kan du ikke kende en tørstig mand, når du ser en?”.
På vej tilbage mod Blodhavn Midtermole stødte jeg på 2 tjenestepiger, som samlede daggamle fisk fra stranden. Da jeg nåede helt hen til dem, smilte den ene udfordrende til mig og samlede en fisk op og vendte den om, hvorpå hun med et pludseligt glimt i øjet rakte mig den. Den var unægtelig af den mest uanstændige form, man kunne forestille sig. Idet hun gav mig den i hånden, faldt fisken nedad som et slapt lem, men i sidste øjeblik vendte hun den opad, så den mindede fuldstændig om et erigeret lem.
Så var det, som om hun pludselig snublede og faldt ind mod mig, og jeg strakte mine trøstende hænder op for at gribe om hendes bryster. Hun gav et gisp fra sig, som om de var hendes lidenskabs brændpunkt. Og så stod vi tæt sammenslyngede og kyssede hinanden, mens min sande manddom gjorde alle fingerkoraller til skamme.
“Gør det hurtigt! Hvis jeg skriger, skal du ikke tage dig af det. Nu! Nu! Tag mig nu!” Hun skreg højt én gang og råbte så “Mor! Mor!” med halvkvalt stemme. Hvorvidt hun kaldte på sin afdøde mor eller den Evige Guds Moder, kunne kun Himlen afgøre. Hendes smerte var kort, og det samme var min ekstase. Efter mange måneders afholdenhed føltes det, som når smeltet ild bryder skorpen på en bjergtinde.
Tjenestepigen sagde til de første glimtende stjerner på aftenhimlen, og til mig: “Nu er vi fri!”
Jeg takkede for fisken og nåede frem til Blodhavn Midtermole, hvor tarmgasrutens bus var ved at varme op. Nødtørftsfrue Tut var med på vehiklet, så jeg vidste, at rejsen hjem ville foregå strengt disciplineret og rettidigt.
Kapitel 1
Lalla stod stille foran plakaten på Algade. Hjertet hamrede i hendes massive, flæskepolstrede brystkasse. Var det i dag, hun skulle tage mod til sig? BLIV LÆKKER PÅ 14 DAGE, stod der med flammeskrift. Fitness og Motion døgnet rundt, gratis prøvetimer, spotbilligt abonnement med masser af ekstra fordele. Kom op og hils på din personlige træner NU!
Ja, lød det i Lallas hjerne bag den fedtknudrede pande. Et målbevidst blåt lyn gnistrede i hendes små griseøjne. Tungt trampede hun op ad trappen og indenfor i receptionen.
– Se på mig, kvækkede hun, – og gør noget. Gør mig lækker!
Kapitel 2
14 dage senere var Lalla lækker. Alt det tøj, hun plejede at vralte rundt i, var foræret til en genbrugsbiks. I supermarkedet var hun forfremmet fra kassen til bestyrer af grøntafdelingen, og med et smilende ansigt gik hun straks i banken og opnåede et lån, så hun kunne købe elegant nyt forårstøj og en scooter. Fyrene fløjtede efter hende på Algade.
Efter en lang fredag på jobbet stillede hun scooteren i gården bag motionscenteret og sprang op ad trapperne uden at blive det mindste forpustet.
Hristo og Todor, trænere og indehavere af centeret, gik rundt mellem maskinerne. Det var seriøse herrer af bulgarsk herkomst, og de havde kroppe som antikke gudestatuer. Man hviskede om, at de nok også delte soveværelse i lejligheden ovenpå. I hvert fald viste de ikke særlig interesse for de mange yngre kvinder, der prøvede at flirte med dem, mens de pumpede jern eller roede ingen steder hen med 135 tag i minuttet.
I aften var det helt anderledes, mærkede Lalla straks. Hristo og Todor kom hende i møde med udbredte arme og øjne lysende af begejstring.
– Du få stor krammer! råbte Hristo og slog armene om hende. Hun stod fastlåst på stedet, mens Todor trak en sprøjte op af lommen i sin hvide kittel og jog kanylen ind i hendes højre balde.
– Hjælp, nej! Hvad laver i? pippede Lalla, som dårligt kunne få vejret i Hristos jerngreb.
– Ikke bange, mig doktor! grinede Todor.
Mørket bredte sig for Lallas øjne.
Kapitel 3
– Lalla, din fremtid tilhører os, sagde Hristo, da hun vågnede på en briks oppe i deres spartansk møblerede og af grillstegt hundemad duftende homolejlighed.
Åh nej, tænkte hun, en skæbne værre end døden venter. Hvad kan det være? Prostitution, husdyrsex, slavearbejde?
– Du skal stille op til for Rød-Grøn Fællesliste ved næste byrådsvalg, supplerede Todor, mens hans våde tungespids kørte hen over de tynde læber. – Vi rødgrønne mangler en, der kan se godt ud på en plakat og i lokal-tv.
– Jamen, det vil jeg ikke!
– Lille sukkergris, bjæffede Todor, – vi har injiceret dig med det stærkest virkende stof på denne jord, næst efter plutonium. X-17 flyder frit i dine årer, og hvis du ikke den første mandag i hver måned får en dosis af modgiften X-19, bliver du igen lige så fed og ulækker, som du var for en måned siden.
– Skamløse, onde mænd! galede Lalla.
De grinede om kap. – Vi er udsendt af Bulgarsk Institut for Manipulativ Socialmedicin (akronym BIMS) for at underlægge os Nordvestjylland, derefter Skandinavien og resten af verden. Vi har taget det første afgørende skridt nu til aften. Og skal vi så gå ned og træne, lille sukkergris?
Cecil Grøn & Walma Skamhage VÆRRE END DØDEN
1. udgave, 2. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Den gale iværksætter, kalif og profet – Slobodan Kraftwerk /Ali Muliman
Et portræt af, hvor galt det kan gå
Allerede som barn var Slobodan kreativ ud over det sædvanlige.. Han forsøger her at komme i kontakt med overnaturlige væsener.
Han hævder allerede i 7-års alderen at have mødt en på et æsel flyvende profet.
Hans far så skeptisk til, men havde ikke kraft til at tildele de nødvendige lussinger.
Slobodan voksede til, blev en meget vital iværksætter og slog sig op som erhvervsmogul. Uden for sognet skrev aviserne at han “vækstede”.
Testning af hjelme i galvaniseret brunvareflet og gasbeton blev hans økonomiske gennembrud, men Slobodans hjerne tog uheldigvis yderligere skade.
Her ses hans langvarige rekonvalescens, med rigelige mængder portvin, styrtlatrinsambra og flittig læsning af Morten Korchs samlede eventyr samt en dårligt skrevet ørkenbibel, forfattet af en hr. Muhammed..
Det var dog de af lægen ordinerede varmende omslag fra ‘De Flyvende Masturbatricer’, som fik ham på højkant. Et sikkert middel, der også virker på simulanter.
Han fik hurtigt storhedsvanvid, talte om genopstandelse, og indlogerede sig som lensgreve og profet på Nørre Usseldrup Slot under navnet Ali Muliman.
Her i slottets sale fostrede Slobodan Kraftwerk idéerne om sognenes fordums storhed, om deres genrejsning og hans egen kommende plads i verdenshistorien som kalif med ret til at bære turban og tale endeløst og vredt. – Desværre foregik dette helt uden den nødvendige justering fra øvrighedens besindige folk. Storsognerådet står til en røffel.
Øverst fra slottets venstre gavl, mod gården, indkaldte Slobodan hver fredag til bøn for en udvalgt skare. Mange importeret fra Holstebro.
Som det ses herover havde en del af de fremmødte flair for både ny hattemode og sandmyre-entomologi.
Fantastiske idéer opstod. Nogle udvalgte af disciplene (CO2-kvotehandlere, personalekonsulenter, projektledere, HR-vindbøjtler og astrologer) ses her under i færd med, under ledelse af hr. Kraftwerk/Muliman, at udpønse en strategi for at nivellere Skjern Ådal.
Lykkeligvis fik øvrigheden nys om udviklingen pga observationer fra 2 cyklende mejerister fra Scientology. Og da 241 kg højeksplosiv plastisk brunvaredej blev kørt ind på slottet, måtte man skride ind mod Slobodan og hans hellige fusentaster.
Her ses de 2 scientologer, mens de kommunikerer med Ron L. Hubbard, der efter eget ønske har taget ophold på en fjern planet.
Redaktør Knockel har doneret en erkendtlighed i form af tre kg kondenseret fåremælk som tak.
Slobodan er nu under kyndig pleje og i behandling på Klamhuse Sanatorium.
Med henblik på den varme luft, han repræsenterede, er mulig optræning og evt. genudsættelse som certificeret cykeldæksflatulør under overvejelse.
Andre, bl.a. Redaktør Knockel, mener at et forbud mod strammende hovedbeklædning og nogle års arbejde i cirkus som demonstratør af pedaldrevne lussingmaskiner, formodentlig ville have en langt bedre virkning. Det lidt nyere portræt herunder giver anelser om, at redaktøren nok har ret.
Tiden vil vise det.
Hvad der skal blive af Slobodan, og hans yndlingshusdyr, Suzannah XIV af Klamhuse er således svævende. Men hun har et fremragende overblik og giver ham altid gode og kærlige råd, siger overlægen på sanatoriet.
Slobodans disciple fik valget mellem repatriering i Holstebro, i Sverige, (som meget gerne tager imod), eller et treårigt studieophold i brunvareminerne med obligatorisk badeferie til Jan Mayen.
Atomfysik bag globalt gennembrud for nordvestjysk opfinder
Et af mange års største teknologiske gennembrud muliggør nu, at habitjakker og -benklæder kan renses og presses, mens den ekviperede person har dem på. Dette vil være til betydelig gavn for travle velklædte herrer på farten og endnu mere for dem, der kun ejer en enkelt habit og derfor tager sig ynkelige ud, mens den er på renseriet.
Teknikken bag det fabelagtige fremskridt er en partikelaccellerator, som opfinderen, jævnstrømselektriker Jalbert M. Schnotthans, Klamhuse Vestermark, har fremstillet og nu melder driftsklar.
– I apparatet indgår stort set kun almindelige elektriske og mekaniske reservedele, som kan skæres ud af knallerter, transistorradioer, kummefrysere og anden hverdagsteknik. At få et atomfysisk resultat ud af det er lidt mere kompliceret, men jeg har her støttet mig til et korrespondancekursus fra universitetet i Burgas, Bulgarien.
Hr. Schnotthans har gennemført en række forsøg med accelleratoren, og de implicerede beklædningsgenstande er i alle tilfælde kommet pletfri og betydeligt forfriskede til syne bagefter. Ikke alle forsøgspersoner klarede sig lige så fordelagtigt.
– Folk skal lære at stå roligt, mens atomfysikken gør sin virkning, ellers kan der ske noget uforudset lige under hagen på dem, men også dette problem vil snart være overvundet.
Louis B. Knockel har støttet udviklingsarbejdet med seks-syv kroner og nogle tilrettevisende lussinger, når forsøgspersonerne viste sig modvillige. Et eksportfremstød vil blive gennemført med indsats af svensk og anden fremmed kapital.
– Her i Nordvestjylland er moderne gummibeklædning ved at fortrænge habitterne, men ude i den store verden ser stadig man stadig millioner af lederskikkelser iført habitter, og disses behov for ekspresrensning er en garanti for hr. Schnotthans’ succes, udtaler Louis B. Knockel, iført sin mangeårige gummifrakke og sortlakerede betonkasket.
Avisens ærede læsere, som i tusindtal strømmer hertil for at finde oplysning og åndelig berigelse, vil glæde sig over, at Usseldrupegnens Landproletarbibliotek herunder præsenterer nogle af hjemstavnens bedst sælgende bognyheder.
Forfatterne er for de fleste vedkommende ranke lokale personligheder, og såvel Louis B. Knockel som bibliotekets leder, hr. Asgeir Judassen, har gennemset og approberet de fremlagte titler. Der er således garanti for lødige oplevelser til hele familien:
BEMÆRK: NORDVESTJYSK BOGNYT ER OGSÅ PÅ FACEBOOK Se mange flere værdifulde titler og deltag i den livlige debat her
