Gylla og Bob er blandt verdens allerlykkeligste mennesker. De venter deres første nedkomst og har netop af jordemoderen fået oplyst, at det ikke bliver et enkeltstående barn, men firlinger: En dreng, en pige, en transkønnet og en fjerde, der mest ligner en schæferhund.
Den amputerede taxiabe er nu fastansat som brunvareindsamlingschauffør med fast rute i Usseldrup storsogn.
Knockelborg får hver måned besøg af flere tusinde kinesiske endags-turister, som skal opleve nordvestjyske stokkeprygl i slotsgården og/eller gyllesvømning i voldgraven. Økonomien boomer, og grev Lambert har bestilt to nye figurstøbte blankgummiuniformer til paradebrug.
Vil man vide mere om advokat Bests skæbne, må man besøge diskotek Wankers 101 i Holstebro og se ham i funktion hver nat kl. 22.47-03.14 prc. Pladsbestilling anbefales.
(Hermed er eventyret forbi. Tak til alle medvirkende og alle, der fulgte med.)
Det var en mørk og stormfuld morgen. Grev Lambert von Rundknockel sad med blottet underkrop i et udvendigt jernstativ 14 meter over Knockelborgs latrinfyldte voldgrav og forsøgte at skille sig af med en tung og knortet adelsfækalie, da et brag gennemrystede ikke bare ham, men hele det historiske slot.
Det bleggule lys fra en uafskærmet elpære i korridoren indenfor forsvandt, og greven måtte fuldføre sin opgave i buldermørke.
“Verdammt noch mal!” brølede han ud i regnstormen.
Urinkraftværket i slotskælderen var atter eksploderet. En reparation kunne løbe op i flere hundrede kroner, og kassen var tom. Unge komtesse Gylla kom hjem på juleferie en af de nærmeste dage, og intet andet end elendighed ventede hende.
Lambert von Rundknockel kravlede indenfor og famlede i mørket efter sin lussinghandske. Trods dystre udsigter og manglende belysning måtte han gøre sin morgenpligt og varme personalets kindflæsk igennem. Han kunne høre, at kammertjener Fridolph og tamgrisen Lullah ventede i forgemakket. Eksplosionen havde åbenbart ikke gjort indtryk på dem, for de pludrede og gryntede muntert.
Det skal jeg snart få sat en stopper for, tænkte han.
Lokalt skulle den helt store katastrofe dog allerede være imødegået. “Vi parallelimporterer et højkvalitetsprodukt, som på alle måder kan erstatte Nutella,” fortæller uddeler Hartmut Schneckelfritz, Brugsforeningen i Klamhuse og fremviser med stolthed nedenstående:
Jeg har netop via radiosignal fra min position nær Asteroidebæltet givet min stedfortræder, hr. Imbeh Zi’il, allerstrengeste instruktion om straks at fremsende nedenstående på mit konsulatskrivebord efterladte materiale pr. ekspress, for ellers vanker der, når jeg vender tilbage fra min rumfærd, d. 21. november 2019, kl. 22:35 prc. Jeg håber, at De og Deres kultiverede nordvestjydske læsere i mellemtiden vil finde indholdet af tilstrækkelig litterærkulturel lødighed.
Gamle Hr. Phiessemanns Oprejste Lem (1912)
(Et efterladt digt af egnspoet V. Røvlenberg (1888-2016), med tilføjelser af Hartmann Stahl-Eisenmann (1896-), på heltemodig vis udrejst i Verdensrummet ultimo december 2018, i forsøget på at nå planeten Mars. Det på genanvendt klosetpapir nedfældede manuskript blev af forfatteren anvendt som bogmærke, og i 1935 af hr. overbibliotekar Dandruff Støvertsen ved et tilfælde opdaget indlagt i Gustenhuse Bibliothek Og Egnsarkivs egen trediekopi af Balladen Om Brune Banke.)
I kælderen boede hr. Phiessemann stolt, Til leje til ågerpris hos hr. Stürwolt. Med kone og tre børn, i hyggeligt hjem, Man altid så Phiessemanns oprejste lem.
Da Phiessemanns hustru i fjor skred gedulgt, Så leved’ familien i kummer og sult. Brunvare det – trods alt – ej skortede på; ”Børnlille! I jert eget lort æde må!”
”Jeg er fattigmand nu! Men jeg har dog min ære. For tørst må I rask tømme hinandens blære!”. Så’ sagde den enkemand; og viste dem, En mening med Phiessemanns oprejste lem.
“Derude er rigdom; i fold mange tusind’! Nu får I børn først nogle på sinkadusen. Så går I på gaden fra fem og til fem, Før atter I ser hjemmets oprejste lem!”
Men gerrig blev manden; og tyk som en jøde. Medens børnene sled deres krop halvt til døde, Så åd og drak Phiessemann, thi han var slem; Og børnene grued’ for Phiessemanns lem.
Men rigdommen svandt på sprit, kvinder og gæk; Og resten, den solded’ hr. Phiessemann væk. De børn på Titanic i Verden drog frem, Skued’ aldrig mer’ Phiessemanns oprejste lem!
DRAMATISK BERETNING OM HR. STAHL-EISENMANNS RUMREJSE:
Varevognen med teksten Morfars Medister gjorde holdt ved springvandet foran palæet i Nørre Usseldrups rigmandskvarter. Vinduerne på den afskallede bygningsfacade var dækket af rådne brædder og stensøjlerne havde en faretruende skævhed.
“Piv!” En våd rotte løb i tørvejr gennem et hul i muren.
De to bredskuldrede mænd med de borgerlige navne Karloff og Brutus, trampede målrettede gennem regnen, og op ad trappestenene til hoveddøren. Trinene var glatte af pløre, fedt og døde rotter.
De gik gennem den vandkolde hall og videre endnu gennem spisestuen. Vandet dryppede fra hullerne i taget og der lugtede af gammelt kød og branket sukkermasse.
“Vi er hjemme, doktor!” råbte gorillaerne i kor og marcherede ind i herreværelset med mudder på skoene. En grammofon spillede Vivaldi henne i hjørnet, alt imens den tændte pejs badede jagttrofæerne på væggen i et skæbnesvangert skær.
“Pragtfuldt mine herrer,” svarede doktoren fra den højryggede lænestol. Han gnaskede elfenbenschips og drak metanollikør i sin ternede slåbrok. Hans tynde overskæg vibrerede sagte.
Han var ikke kommet sovende til dette fornemme domicil. Næh, han måtte i sin tid hypnotisere den tidligere ejer til at overdrage ham skødet og derefter gå i eksil i Holstebro. Han fik altid sin vilje med hypnose.
“Hit med den,” sagde doktoren og lagde godterne fra sig på serveringsbordet ved siden af stolen.
“Med hvad?” spurgte Karloff.
“Sportsektionen. Hvad tror du selv? Hit med den røde rubin.” Han himlede med øjnene og rakte hånden frem.
“Værsgo,” svarede Karloff og lagde den falske plasticring i håndfladen på sin overordnede.
“Det er sgu da ikke den jeg bad om,” hylede doktoren og kastede den forlorne ring ind i pejsen.
“Jamen, det var den han gav os,” sagde Brutus. “Så det må da være den rigtige.”
Doktoren greb en læderpude og pryglede sine lakajer til de lå og jamrede på isbjørnetæppet:
SMACK! “Auv!”
TUCK! “Undskyld.” KLASK! “Av, av!”
Doktoren kastede puden fra sig og løftede dem op i ørerne:
“Nu tager vi sammen tilbage og bringer orden i denne fadæse. Er det forstået?”
Håndlangerne nikkede som to disciplinerede skolebørn.
“Javel, doktor.”
“Det var flot!” Hypnotisøren iklædte sig overtøj og greb sit lommeur, sin kniv og en æske tændstikker. Han traskede mod døren. Kumpanerne fulgte trop.
“Hov, vent,” udbrød doktoren og gik tilbage til bogreolen. Han trak i en bog med et mølædt smudsbind. Der opstod en klikkende lyd bagved og en skjult dør åbnede sig til en hemmelig passage. Han gik ind i mørket og kom tilbage et minut senere.
“Jeg var lige ved at glemme min hat,” smilede han og vippede den på hovedet. “Lad os køre!”
Banden gik ud i den silende regn og satte sig i varevognen.
“Hvad gør vi nu?” sagde Brutus forsigtigt bag rattet. Han startede motoren.
Doktoren stirrede intenst gennem forruden:
“Hvis hr. Borgwald-Bertelsen ikke vil aflevere den røde rubin frivilligt …” sagde han og svang sit lommeur fra side til side.
Schwung … Schwung … schwung!
“… ja, så må jeg jo hjælpe ham lidt på vej.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Udenfor på hotelgangen stod en mand med en banjo i legetøjsstørrelse mellem hænderne og et grin af næsten ufattelig længde gange bredde nederst i sit lysebrune hesteansigt.
”God aften,” sagde han. ”Jeg er komponisten og festmusikeren Raben Volvo.”
”Æh, vi har vist ikke bestilt musik,” sagde Benni.
”Jeg bor på etagen nedenunder, og jeg hørte jer danse. En helt vidunderlig, accelererende rytme, som jeg vil bruge i en popsang.”
”Jamen Benni altså, hvad kan det være, manden har hørt?” kvidrede Lydia. Hun stod bag sin partner med et sengetæppe af stretchnylon draperet om sin yppige figur.
Musikerens grin trodsede naturlovene og blev endnu større. Hans glorøde ører flyttede om i nakken.
”Som bekendt blev det her skønne luxushotel revet ned i fjor,” sagde han, “og genopført i moderne, lette materialer, fortrinsvis krydsfiner og bølgepap. Man hører derfor ganske tydeligt, hvad der foregår på de nærmeste værelser og etager. Vær nu søde at gentage rytmen, så finder jeg melodien og spiller den imens. Hvis det bliver et danskpop-hit, får I en procentdel af indtægterne. For slet ikke at tale om, hvis nummeret kommer med i en musical på Broadway”.
”Jamen, kan vi det?” mumlede Benni til sin forlovede.
”Det lyder da på en måde romantisk,” svarede Lydia.
* * *
Bax IX Lubbert, Lydias strenge fader, snorkede om kap med klaskende bølgelyde. Han lå i køjen forude i sit gode skib Liberator VII Lubbert, og hen over de små timer var det blæst op vestfra.
Klokken 04.29 præcis blev han rusket i skulderen. Skibsdrengen, unge Jolbert, var mødt frem til aftalt tid.
”Radioen melder orkan,” sagde drengen.
”Satans!” brummede Bax. Selv den tapreste dynamitfisker måtte blive hjemme på en orkandag og muligvis også dagen efter.
Han svingede de behårede fødder ned på dørken. Det snurrede i hans tykke hoved, mens han trak overallen på. Hvad var det, han skulle huske fra i aftes? Jo, ringen med den røde sten, som han havde vristet af Lydias finger.
Han mærkede i lommen, i begge lommer. Hvor fanden var den? Han fandt sin stavlygte og afsøgte hver eneste centimeter af det trange lukaf. Væk var dimsen, forbandet nok. Måske skulle han slet ikke have taget den, tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl.
Han gik hen over det uroligt vippende skibsdæk og kiggede ned i lastrummet. Dér svømmede den levende torsk, som havde irriteret ham aftenen i forvejen. Unge Jolbert fik en højrehåndslussing og et hurtigt kontradask på den modsatte kind, så han ikke røg over bord.
”Den fisk skulle have været med på auktion i går,” sagde Bax. ”Kravl ned og hent den til mig!”
* * *
På vej hjemad gennem den skummelt forblæste havneby hørte Bax et kvækkende ”god morgen” fra en halvåben dør.
Han standsede og kneb øjnene sammen. I døren stod gamle Mutter Schweske, enke efter dynamitfiskeren Harding Schweske, som i 1979 havde tabt en tændt cigar ned i sprængstoflageret på sit fartøj. Det var en klar majdag, og Hardings søndersprængte legeme blev fortæret af tilstrømmende måger, inden de andre dynamitfiskere kunne nå at samle stumperne op. Begravelsen skete med en symbolsk tom kiste af sortmalet pap som midtpunkt.
Lige siden havde venner i fiskerierhvervet og andre gode folk understøttet den fattige enke og hendes cirka 14 børn. Den yngste var efterhånden 38 år, men gik stadig i børnehaveklasse. Førende psykologer betragtede familien Schweske som et langsigtet udviklingsprojekt, og Den Knockelske Socialfond havde år efter år bevilget op til 5,37 kr. til staklernes forplejning.
Mutter Schweske stirrede på den vældige dynamitfisker med bøn i øjnene.
”Lad gå da,” sagde Bax og rakte hende sin syv-pundige torsk. Den var i live og ved godt mod, kunne man se på halen og de vågne øjne.
”Husk nu sennepssovs,” bjæffede Bax, inden han skråede over gaden til Landproletarisk Kælderbodega. Arbejdsdagen var spildt, hovedmåltidet foræret væk; nu kunne man lige så godt få en fest ud af det.
Ved stambordet sad 98-årige onkel Philbert med et tomt ølkrus foran sig.
”En flaske uran 235,” råbte Bax, ”og to Saltum discountcola, og lad det gå lidt gesvindt!”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
(Social-Demokraten 22. august 1917)
