Nordvestjyske Husmandsbaner vil på strækningen Klamhuse-Jøderup-Blodhavn forsøgsvis overgå til den i 1800-tallet så populære vinddrift.
“Nutidens krav om hensyn til miljø og klima tilgodeses, kørslen bliver næsten lydløs, og den sportslige oplevelse… ja, den er bare uovertruffen,” erklærer lokomotivfører Gylmert Waffelhuber, der nu skifter titel til vindkaptajn.
“Den ekspertise, vi lokalt indhøster, kan senere komme Statsbanerne og dermed hele landet til gavn,” erklærer en stolt hr. Waffelhuber.
Byggeriet af KnockHouse stod i en afgørende fase, idet det skulle vise sig, om eksperterne fra Krupp havde gjort fremskridt. Og samtidigt skulle man enes om, hvordan fundamentet og byggeelementerne skulle passe sammen, idet der jo skulle påregnes både boltning og limning af delene og føres VVS-, el-, internet- og fjernvarmerør op gennem etagerne og ud gennem materialerne.
Man havde fra arkitekterne fået et tillæg, hvori de foreslog en Lego-klods-løsning, således at elemterne solidt kunne samles. Kirk-Christiansen i Billund havde venligt udlånt nogle samlingsforslag til klodser, som ville kunne hjælpe med bygningen af bl.a. altaner og trapper og elevatorer udenpå. Byggeriets højde ville kræve mindst 2 ekspreselevatorer. De 7 indre betonrør (en 6-kant og et i midte ) bliver forbeholdt spildevand og fækalie/urin-udledning. Derfor vil fundamentet blive udformet med kloakering i tankerne. Der vil blive optionalt valg mellem at lede spildevand og hømhømmer til rensningsanlægget i Blodhavn, eller til den noget fjernere brunvarefabrik.
Senere vil produktionen af byggeelementer dog foregå i et anlæg i nærheden af byggepladsen. Herr Hartmann Stahl-Eisenmann har med jubel i stemmen just fortalt, at 3 prototyper er klar til fremvisning. Der vil være tale om særligt forstærkede fundamentblokke, som skal supplere de sære stålfødder, som araberen har skaffet til os, og som var større end vi regnede med. Hvordan så de skal ligge, må murermesteren finde ud af ved at ringe til byggerne af Burj al-Khalifa i Dubai, så araberne ikke fatter mistanke. Om de skal støbes fast, må han hellere spørge om, nu da han er igang. Den vinylester, som elementernes krystaller og fibre skal indstøbes i skal snarest skaffes, men hvor og hvordan vil vi overlade til særligt opfindsomme borgere, idet der jo skal anskaffes mange tusinde tons af det klæbrige stads.
Vi fik en lille beholdning til vore prøveelementer ved et ophørsudsalg hos en malermester, der kunne mere end male huse. Elementerne er just tørret færdige. Man forventer, at det lokale oktoberfestlaug vil prøveslå dem med forhammere for at kontrollere deres styrke. Det sker til afspilningen af “Wir sind die lustigen Holz-hacker Burn”. Bagefter vil der i ringriderteltene blive serveret sønderjydsk kaffebord, som er berømt og berygtet for at omfatte 21 slags kager og 7 kopper kaffe pr. person. Den ene slags småkage hedder “Ingenting”, men man kan dog sætte tænderne i dem. Og “Goj raj” (gode råd) er en art flade vafler. Og til en ægte ringriderfrokost skydes der kanonsalutter af fra ganske små kanoner. Hvis der bydes på “torte”, er det lagkage, mens “kach” blot er franskbrød.
I øvrigt er nedhamringen af pæle ved at være overstået, mens kystsikringen fortsætter på livet løs med de mest finurlige entreprenørmaskiner som er opfundet og bygget af frivillige metalarbejdere fra hele egnen. Der er blevet spurgt om byggekraner. Dertil måtte jeg lidt hårdt sige, at dem har vi ikke råd til at leje. Men jeg har aftalt med 4 ballonskippere, at de bidrager med 4 af deres allerstørste varmluftsballoner, som vil blive sendt op over byggepladsen og tøjret til store betonklodser af dem kraner bruger som ballast. Og de 4 balloner vil blive forbundne af et sindrigt taljesystem, der også kan hejse laster op nedefra, mens skipperne giver den ekstra gas for at kunne undgå at ballonerne daler imens. Også ny ballongas vil blive hejset op i gasflasker. Så de farverige balloner vil blive et vartegn i det meste af byggeperioden.
Lohengrin har fået besked på at tjekke samtlige wirer og liner, når det hele er på plads. Iøvrigt måtte Lohengrin ved sidste udvalgsmøde knalde et par lussinger ud til 2 holstebroise spioner, der havde sneget sig ind. En tredie, som fremturede voldeligt, fik tildelt en regulær clothesline, så han røg pladask i gulvet. Ellers herskede der ro og orden.
PS: De mange hestes forplejning er begyndt at sætte sig spor i de nærliggende marker og enge, hvor de er på græs. Derfor har man suppleret græsset med tang opsamlet fra vore strandarealer og fået nysået mere fodergræs med det samme. Ringriderne synes endnu at klare sig med vore egnsretter.
Imens de mange ringriderheste og arbejdsheste var begyndt at æde de sparsomme rester af de nordvestjyske marker og enge, havde ringriderne besluttet at ride hjem til Sønderjylland. De sagde pænt farvel og fortalte, at de havde troet at drikkepetroleum var meget usundt for helbredet, men var blevet glædeligt overrasket over den lokale drik. De havde endda også følt sig mere friske efter at have lært at uddele lussinger. Og med røde kinder sadlede de op og steg til hest og fik atter tøjret de behårede jydske arbejdsheste til de tomme blokvogne for at trække disse hjem til ejerne.
Byggeriet af KnockHouse var også begyndt at tage sig ud af noget, idet de første altaner med rækværk der havde en lighed med europaller var blevet monteret af de smidige irlændere. Man havde da forsøgt sig med stilladser af fiskekasser, som man bandt omkring tårnet med reb. Men murerne og de andre havde sagt, at de var mere i vejen end til nogen hjælp. Man havde i stedet ophængt stilladser mellem vinduesåbningerne på stålprofiler, der stak ud og var tynget ned indenfor. Der var nu heller ikke andet end limningen og tilpasningen, der krævede at nogen arbejdede uden på tårnet. Det skulle da vist ikke males. Det vejrbestandige epoxylignende materiale var også så blankt som en nylavet fiskestang, så maling ville næppe blive siddende. Og skidt ville regne af.
Irerne havde endda digtet en sang om de sjove danskere, der byggede huse af lort. Og den blev flittigt sunget til arbejdet. Der var også blevet tilbygget ikke to, men seks udvendige elevatorskakter, som oven i købet tjente som ekstra afstivning. De forudseende irere og danske murere og deres mester havde ladet lidt rage ud til at falde i hak med elevatorelementerne (længe leve Legoklodserne!) De runde elementer havde været sjove at støbe, idet egnens skolebørn havde fået undervisning i cirkler og udsnit deraf og fået lov at bygge med på støbeformene. Et par stykker havde fået vinylester på fingrene, men blev hjulpet af med det af madmor, der stod i et telt og lavede ædelse til hele byggesjakket. Ungerne havde endda fået lov til at klimpre lidt på irernes musikinstrumenter. Så i opløftet humør drog de hjemad med den gamle skolebus. Den var et rummeligt skrummel med 2 etager. De unge mennesker ville nu sørge for at få godt at spise og være klar til at skide mere byggematerialeråvare.
Brunvarefabrikken havde måttet indføre overarbejde. Kulprodukterne var varsomt pakket ind i plasticfolie. De blev læsset på kærrer, som blev trukket enten af kreaturer eller dampbiler fra autobranchens eksperimentelle barndom. Skidt med den CO2 de udsendte. Hvad havde man ellers CO2-kvoter til? Turen til byggepladsen var fornøjelig i solskin, og i regnvejr havde kuskesæderne markiser over. Regnfrakker af solidt tysk design havde man fra besættelsens tid, hvor man havde hevet dem af Gestapofolk og HIPO-betjente.
Over byggepladsen svævede de imponerende balloner, som fik afløsning til ballonskipperne hver 8. time døgnet rundt, så ilden kunne holdes ved lige og nye gasflasker hejses op og de tomme ned. Gassen havde man fået rigelige forsyninger af, efter at Brunvarefabrikken havde hittet ud af at udvinde metan af afføringen. Kompressorerne brummede løs og fik den presset ind i tømte gasflasker. Den gas var ikke ringere end naturgas. Hr. Knockels slægtninge, Bælum-familien havde opfundet processen. Urinkraftværket (jfr. urankraftværk) havde leveret strøm til projektører, der oplyste byggeriet i mørkt vejr og ved nattetide, ligesom stålsavene til VVS-folkenes rør havde suset lystigt.
Arkitekterne havde sat sig til at regne på, i hvilken højde der kunne bygges supermarked. Man havde afsat ikke én, men 4 etager til det. Som Herr Eisenmann havde sagt på tysk: Nicht zu kleinlig! Der ville blive bygget fortykkelser af murene omkring vinduerne, og der kunne man som kunder faktisk sidenhen få siddepladser og hvile sig, mens man overvejede hvad man nu skulle købe på næste etage. Der blev iøvrigt bygget ekstra elevatorer i supermarkedet. Det skulle nu ikke forhindre de mest raske i at kure ned ad trappegelænderne. Det viste sig forresten, at arbejderne havde troet at de havde bygget tårnet 40 meter i diameter, men at de faktisk havde bygget det til 50 meter. Rundingen af elementerne havde i en søvnig stund også været støbt til 50 meter. Irerne havde blot smilet lidt forsorent uden at fortælle om det. De havde så præsteret endnu mere arbejde til alles tilfredshed. Man havde jo også nok syntes, at fundamentet var så stort. Rørføringen lå stadig hvor den skulle.
Elkablerne var en historie for sig. Man havde jo samlet brugte kabler, og de var oftest for korte til at nå hen hvor de skulle. Så man havde allieret sig med loddedamer, der var blevet coronahjemsendt af Bang & Olufsen i Struer. Der blev loddet kabelstumper sammen og isoleret med forhåndenværende materialer og gaffatape. Med lidt vinylester på, skulle det nok holde.
Mens irerne byggede i højden, havde danskerne taget fat på gulvbelægningen i de færdige etager. Det blev noget broget af alle de indsamlede rester. Farvepragten så indbydende ud. Den ekcentriske kunstner Børge Tapkram havde således lagt gulv i en etage som et regulært maleri af mindre stumper, godt limet fast med mere ester. Det var blevet glattet med et strygejern. Elektrikerne havde nægtet at montere gammeldags sikringsskabe, men helt nye relæer og fastsikringer havde kunnet skaffes (igen ad lyssky veje). Hvad Lohengrin ikke så, havde han ikke ondt af. Når der kom en levering med påskriften “ORGANISERET”, sad han med hænderne for øjnene, og 2 af gorillaerne med fingrene i ørerne eller for munden, mens de andre 3 gorillaer pillede næser.
Om aftenen sad irerne og skrev til familierne derhjemme. Det var ikke helt almindelig læsning, så ovre i Irland fik man nok endnu mere sympati for de sjove danskere. Man havde allerede aftalt at ses igen, hvis de danske håndværkere ville besøge Den grønne ø. Så skulle der flyde Guiness-øl i stride strømme og serveres andet godt. Irerne var jo blevet indkvarteret privat hos Blodhavns indbyggere og i to af nabolandsbyerne, og havde samlet ikke helt ringe viden om de lokale skikke og forhold. Det eneste de ikke kunne vænne sig til, var at spise brunvaresmåkager. De tænkte for meget på fækaliebakterierne. Fruerne havde med omsorg da også skaffet almindelige fødevarer udefra. De havde faktisk endda fået kageopskrifter af sønderjyderne.
Børnene havde jublet over de sydlandske “torte”-lagkager og fået spist så meget, at de måtte holdes fra skole med forstoppelse og udspredende den ene hyggefis efter den anden det halve af den næste dag. Nåja, det hele bidrog jo til nyt byggemateriale. Imens havde tårnet nået de første afgørende 14 etager. Og ingen paddies var kommet til skade endnu. De 4 etager af de 14 var blevet til nævnte supermarked, og der var allerede indrettet det meste og ansat kassedamer og vareoplæggere, samt en chefkøbmand. Og da elevatorerne kun var taget i brug i supermarkedet, havde man installeret rutchebaner foran vinduerne, så man kunne komme hurtigt ned på pladsen. De to tyrkere havde man sat til at udstede P-bøder til bilister der holdt i vejen for arbejdet. Lokalugeavisen havde omtalt og reklameret for det nye supermarked, så valfarten til Nordstrand var omfattende.
Redaktionel tilføjelse: Nordvestjysk Landpoetisk Apprecieringssocietet tildeler post mortem digteren V. Røvlenberg den sjældne og eftertragtede guldpølse på sokkel, societetets højeste udmærkelse.
Gylla og Bob er blandt verdens allerlykkeligste mennesker. De venter deres første nedkomst og har netop af jordemoderen fået oplyst, at det ikke bliver et enkeltstående barn, men firlinger: En dreng, en pige, en transkønnet og en fjerde, der mest ligner en schæferhund.
Den amputerede taxiabe er nu fastansat som brunvareindsamlingschauffør med fast rute i Usseldrup storsogn.
Knockelborg får hver måned besøg af flere tusinde kinesiske endags-turister, som skal opleve nordvestjyske stokkeprygl i slotsgården og/eller gyllesvømning i voldgraven. Økonomien boomer, og grev Lambert har bestilt to nye figurstøbte blankgummiuniformer til paradebrug.
Vil man vide mere om advokat Bests skæbne, må man besøge diskotek Wankers 101 i Holstebro og se ham i funktion hver nat kl. 22.47-03.14 prc. Pladsbestilling anbefales.
(Hermed er eventyret forbi. Tak til alle medvirkende og alle, der fulgte med.)
Det var en mørk og stormfuld morgen. Grev Lambert von Rundknockel sad med blottet underkrop i et udvendigt jernstativ 14 meter over Knockelborgs latrinfyldte voldgrav og forsøgte at skille sig af med en tung og knortet adelsfækalie, da et brag gennemrystede ikke bare ham, men hele det historiske slot.
Det bleggule lys fra en uafskærmet elpære i korridoren indenfor forsvandt, og greven måtte fuldføre sin opgave i buldermørke.
“Verdammt noch mal!” brølede han ud i regnstormen.
Urinkraftværket i slotskælderen var atter eksploderet. En reparation kunne løbe op i flere hundrede kroner, og kassen var tom. Unge komtesse Gylla kom hjem på juleferie en af de nærmeste dage, og intet andet end elendighed ventede hende.
Lambert von Rundknockel kravlede indenfor og famlede i mørket efter sin lussinghandske. Trods dystre udsigter og manglende belysning måtte han gøre sin morgenpligt og varme personalets kindflæsk igennem. Han kunne høre, at kammertjener Fridolph og tamgrisen Lullah ventede i forgemakket. Eksplosionen havde åbenbart ikke gjort indtryk på dem, for de pludrede og gryntede muntert.
Det skal jeg snart få sat en stopper for, tænkte han.
