Tag-arkiv: katastrofe

Kæmpe eksplosion i Blodhavn City

Butthead LOGO

UNG OG HENSYNSLØS SPEKULANT BRINGER INDBYGGERNE I FARE.
FLERE PERSONER DRUKNET.

Tidligt i morges lød et overdøvende brag i midtbyen i Blodhavn. En flod af brunvare flød gennem byen. Adskillige personer meldes druknet, og endnu flere savnes.

Bagermester Marie Jensen udtaler: “Det enorme brag fik mig til at tro, at det var Jordens undergang. Det er jo helt forrykt, at en brunvarespekulant bringer os alle i livsfare. Jeg reddede kun livet, fordi jeg var på vej væk fra byen, da eksplosionen skete. Jeg var på vej til Nørre Usseldrup for at indsætte dagens omsætning på min ­brunvarekonto i den lokale bank.

Politimesteren Harding Bumhöfer udtaler: “Det er en alvorlig sag, og denne hensynsløse spekulant vil blive retsforfulgt.”

Blodhavnsoversvømmelse02

I et forsøg på at tjene lidt ussel mammon havde spekulanten oplagret ca. 7000 kubikmeter fækalier i en hermetisk lukket silo. Som de fleste ved, skal der være et udluftningsrør på toppen af siloen. Det var denne mangel, der fik hele herligheden til at eksplodere med disse for vor by så tragiske følger.

Blodhavnsoversvømmelse01

Det bliver svært at genopbygge Blodhavn, når så mange indbyggere og huse er forsvundet.

Vores stakkels borgmester overlevede. Kun hans hoved stak ud af pløret, men han blev trods alt reddet.

Tak til de frivillige hjælpere og æret være de bortgangne. Der holdes 2 minutters stilhed i morgen kl. 05.29-05.31 prc. (Tidspunktet er valgt, så det ikke forstyrrer udgravningsarbejdet eller andre samfundsnødvendige aktiviteter.)

Vor modige reporter Butthead vil snarest drage tilbage til Blodhavn og rapportere derfra.

SE OGSÅ:

HenvHalunkEKSPLOSIONSLUSS

 

Flyvende fallos kræver sit første dødsoffer

Tabet af hædret enkefrue spreder sorg og krisestemning

JørnTidevandLOGO

Kvinden. der overlevede både vinterkrigen i Finland, Cubakrisen og finanskrisen, er død. Det var hendes ven gennem mange år, den forhenværende sværvægtsbokser og valutaeksportør Gunnar Trondheim, der ved kaffetid fandt enkefru Amalie Hybbelbanks afsjælede legeme, kun få døgn efter, at Nordvestjyllands højeste ære var tildelt hende.

tandem2

Det var ikke ualmindeligt, at enkefruen bød på et glas årgangsmetanollikør, inden hun og Gunnar besteg det pedalvehikel, der bragte dem rundt i Blodhavn og omegn. Som Gunnar Tronheim fortæller:

“Amalie var en vidunderlig kvinde. Mange antog hende for at være selvoptaget, men hun var aldrig bange for at stoppe op og knalde et par opmuntrende lussinger ud, hvis vi mødte en ung landproletar, der gik og hang med næbbet. Det var også hende, der overtalte Borgervæbningen til at tage den legendariske Gylpegøj til sig, da den stod til bortskydning.”

Flyvende03a

Gunnar Trondheim tørrer en drilsk vanddråbe bort fra sin kind med bagsiden af sin enorme næve og fortsætter:

“Vi har på tragisk vis mistet en sand humanist og dyreven. Vores samfund er i forvejen ude i sin dybeste krise siden den store brunvarekonflikt, og så dette…” Han ryster opgivende på sit karseklippede hoved med braktuden og blomkålsørerne.

Overlæge ved infirmeriet på Blodhavn Fiskepulpfabrik, dr. med. og uden Frigga Hvirvelstorm, vurderer, at fru Hybbelbank døde som følge af de kvæstelser, hun pådrog sig, da hun på vej ned at trappen til vinkælderen efter friske forsyninger af metanollikør, pludselig blev overrasket af en for en kvinde i hendes alder fuldstændig uventet “erotisk tildragelse af særdeles fysisk karakter”, som dr. Frigga vælger at beskive fænomenet.

“Hun mistede ganske enkelt førligheden i bentøjet og blev pludselig fuldstændig blød i knæene,” afslutter en trist dr. Frigga.

Borgervæb

Stemningen hos Blodhavn Borgervæbnings mandskab er forståeligt nok på et absolut nulpunkt. De hærdebrede mænd, der ellers aldrig mangler anledning til at fremkomme med en tåbelig kommentar, er tavse og knugede. De sidder i en rundkreds og holder hinanden i hænderne  i hangarskibets mandskabskantine, mens de lytter til en piratudgave af “Vi voksne kan også være bange”, som Gylpegøj har anskaffet til lejligheden.

Gylpegøj selv er fuldstændigt knust over tabet af sin velgører og har låst sig inde i en blå trækasse, hvorfra der uophørligt høres høje gylpe og hulkelyde. Som overfænrik J. F. von Gyldenkerne udtrykker det:

“Lige nu er det svært at se, hvordan vi kommer videre, men vi må tage en dag og en kamp ad gangen, og så blive ved med det, og se, hvor det bærer henad – men lige nu slikker vi vores sår”.

DRAMAETS FORHISTORIE OG OPTRAPNING:

HenvTidevandFLYVENDEFALLOS

HenvTidevandFLYVENDEFORTSAT

Tilbage til forsiden

Faldstammekollaps løser royal gåde

JørnTidevandLOGO

Tidligt på eftermiddagen i går kollapsede faldstammen på Hotel Blodhavn. Der havde gennem længere tid været en del knirken og knasen fra selvsamme installation, og brugen af hotellets selvskyllende klosetter på etagerne over stueplan var blevet indstillet allerede dagen i forvejen.

Dette skulle imidlertid vise sig at være en skæbnesvanger beslutning. Tekniske undersøgelser peger i retning af, at der har fundet en egentlig implosion sted, forårsaget af, at den i forvejen svækkede konstruktion pludselig manglede det indhold, der ellers havde givet den en vis støtte og afstivning.

Hotel02

Både kong Hilbert og hans kongelige højhed kronprins Folmer har inspiceret ulykkesstedet og udtalt deres støtte til de omkomnes familier. Den triste historie fik dog heldigvis en uventet og mere munter drejning, da Kong Hilbert ved tilfældighedernes indgriben genfandt sit gebis i pluddermassen ved faldstammens fod.

Kongen kunne fortælle, at han tydeligt huskede, hvorledes han ved gallapremieren på den muntre musical “Den behårede snemand” i pausen havde forspist sig voldsomt i blommegrød og solide portioner af kransekager med fyld af kødgranulat. Han var senere samme aften blevet antruffet nøgen og uden gebis i et af hotellets værelser, hvor han efter at havde udtømt det kongelige maveindhold nu forsøgte at gengive overturen til “Den flyvende hollænder”, frit fortolket for 2-strenget guitar og en noget anløben baryton.

Det tililende hotelpersonale havde først efter nogen tumult fået ham bundet fast i en solid lænestol og givet ham en stikpille med 60 mg Stesolid, hvorefter han øjeblikkeligt var faldet i dyb søvn.

Kongeslægt01

Indtil afvigte lørdag har det således været lidt af en gåde, hvor det kongelige gebis havde forputtet sig, og der havde gennem længere tid hersket en stemning af gensidig mistro personalet imellem. Direktøren havde derfor set sig nødsaget til at uddele adskillige serier af opmuntrende og motiverende lussinger, for på den måde at holde arbedsdisciplinen i top. Især de yngre kvindelige medarbejdere havde nydt godt af direktørens omsorgsfuldhed og afklapsende personalpleje.

Kongen var tydeligvis berørt og meget taknemmelig for at genfinde sit fine tandsæt, og efter en hurtig rystetur i en cocktailshaker med 50% drikkepetroleum, kunne han atter brillere med sit berømte tandsmil.

Følgende vers er senere blevet set, skrevet med blækblyant på flere af hotellets toiletvægge. Kongen har dog i sin udstrakte grad af storsind valgt at betrage skriverierne som en spøg, idet han ikke bliver decideret nævnt ved navn i dem, og derfor mener at være anonym, hvorfor verset som et kuriosum her gengives ucensureret og i sin fulde ordlyd:

Når man som jeg på Ulrich råber,
lidt i stil med andre tåber
og i stride strømme,
sin kongebug vil tømme,
må jeg ej på skylleknappen trykke
– før jeg ved, om jeg kan tygge.

(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Approberet625

Retur til forsiden

Jubelgave nr. 15: Lulla & Bob SIDSTE SKUD

PadborgSIDSTESKUD

Det var en vandkold oktober morgen. De brave nordvestjyske agenter, Lulla og Bob, løb ned gennem kontorbygningens smalle gange.

De havde netop stoppet den onde oberst Plackenholm i hans nedrige planer. De havde også stjålet hans hemmelige annaler og var nu fanget på 37. etage med obersten og hans håndlangere.

“Herind,” udbrød Bob og åbnede døren til et kontor. Fjenderne kom løbende med knebler og knojern.

De to agenter skyndte sig ind i rummet. Lulla låsede døren bag dem og skubbede et skuffedarium foran som blokade for en sikkerheds skyld.

De befandt sig i et stort lokale med et panoramavindue.

“Pokkers,” sukkede Bob. “Kun én patron tilbage.”

“Og der 75 af de slyngler,” svarede Lulla bekymret. “Jeg kunne måske pacificere en ti stykker, men det er ikke nok.”

“Nogle gange er det klogere at trække sig frem for at blive og kæmpe,” påpegede Bob.

“Okay,” svarede Lulla. “Hvad har vi at gøre godt med?”

De kiggede rundt i lokalet og konstaterede, at de havde følgende ressourcer til rådighed:
4 store gardiner, 90 papirclips, en jazzguitar, en udstoppet muldvarp og et vaffeljern.

Lulla slog op i agenthåndbogen under spontane flugtfartøjer.

“Åh, gudskelov,” Lulla åndede lettet op. “Vi kan bygge et svævefly af netop disse materialer.”

“Hvor heldig har man lov at være?” jublede Bob.

3 minutter senere stod de med et fuldt funktionsdygtigt svævefly. Bob greb en potteplante i begge hænder og kastede den mod vinduet, der splintredes i et kæmpe rabalder. I det samme fik obersten og de 74 håndlangere mast sig ind i rummet til dem.

“Grib dem. Straf dem!” Obersten var rød i hovedet af raseri.

Lulla greb fat i svæveflyet.

“Vi smutter nu, drenge” grinede Bob og affyrede det sidste skud direkte i tåen på obersten. Han og Lulla skubbede fartøjet ud over vindueskarmen og svævede væk fra skyskraberen, grinende og syngende.

Mens de fløj hen over hustagene, fik Bob et indfald: “Vi burde lave noget sammen,” sagde han. “Vi kunne går i teateret, tage til havnemolen…”

“Eller i zoologisk have,” foreslog Lulla.

“Ja,” nikkede Bob. “Eller i zoologisk have…”

Palle Padborg:
LULLA OG BOB, SIDSTE SKUD
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 13: SIDSTE BÅD TIL BLODHAVN

Katastroferoman02

– Ohøj, kammerater, nu blæser der fandenbrodereme en flot nordvest! Jeg har ikke fået så meget frisk luft i lungerne siden 1961! lyder det fra den jublende olding, der marcherer nøgen ud mod bølgerne. Saltvandet pisker hans rynkede, grålige hud, og de knælange testikler svajer i orkanen.

Peder Most, måske det 20. århundredes største søhelt, er på rekreationsophold hos sin nevø, fækaliesorterer Moses Most-Mogensen, Blodhøj, og nogle dage i Nordvestjylland har gengivet ham energi og livsmod. Han holder atter ild i piben 18 af døgnets 24 timer, og nu i dag kom den orkan, han hele tiden har håbet på for endelig at få det gamle kadaver blæst igennem.

Verden er ved at gå under, tror mange. En påskemorgen i 2015 blev København oversvømmet, få dage senere forsvandt Bruxelles i et dybt sort hul, og 1. maj blev Mellemøsten udraderet af en solstorm.

Hurra, mumlede Peder, og Nordvestjylland drog også et lettelsens suk. Fred og frihed bredte sig, og man hørte sang overalt på sognevejene.

Men nu blæser en exceptionel orkan ind mod Vestkysten. Bølger så høje som betonrådhuse fra 1970’erne smadrer mod land, og det gode polske fragtskib M/S Josef Pilsudsky, der ville søge tilflugt bag midtermolen i Blodhavn, blev slået ud af kurs og sidder fast på anden revle. Polske nødskrig og anden larm lyder derude fra.

Dansk kystredningstjeneste er for længst nedlagt og erstattet af et kontor med 25 akademisk uddannede bureaukrater. Hvem redder polakkerne, hvem har materiel og mod til en sådan bedrift?

– Jeg skal satanflænsemig vise Vesterhavet, hvem der bestemmer! lyder det med et brøl fra Peder Mosts dybe og kulsorte lunger. Han vandrer ud i den næste bølge og bæres over dens skummende top. Testiklerne styrer ham ned mod rælingen på styrbords side af Josef Pilsudskys kommandobro.

– Hold op med jeres flæberi! brøler han til besætningen. Som gammel østfrontfrivillig behersker han deres hjemlands sprog. – Powstrzymać płacz na raz! Dette er et jernskib, nu sidder det godt fast på sandbunden, og det kan holde til mange ugers storm. Lad os gå under dæk og se, hvad I har at leve af!

Den nøgne olding synger og jubler, da han ser, at skibet har flæsk, pølse, tørrede ærter, hvidkål, vodka og mange tusinde kasser eksportøl om bord. Festen tager øjeblikkeligt sin begyndelse, og da stormen så nogenlunde har lagt sig, fortsætter nordvestjyder i alle aldre med at feste, danse, æde og drikke af de ilandbragte forsyninger på Blodhavn Nordstrand.

– Pølse og vodka, jeg er ung igen! lyder det fra Peder Most. – Kiełbasa i wódka, znów jestem młody.

Han kan som 101-årig stadig ikke spille harmonika, men han gør det alligevel.

Pylle Percker-Petersen
Sidste båd til Blodhavn
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Internationale filmrettigheder forbeholdes

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 7: AF MED KNOPPEN

Hovedløsroman02

Min hustru Molly og jeg havde planlagt vores bryllup i flere måneder. Hendes fader var sognepræst og havde stolt stået for vielsen. Gæsterne hujede og sang, da vi sagde ja til hinanden og fulgtes ud af kirken. Det var det lykkeligste tidspunkt i mit liv, men jeg måtte erfare, at rædsler lurede lige om hjørnet. Tænk sig, at min egen bryllupsfest skulle forvandles til et grusomt mareridt!

Festmiddagen forløb fredeligt. Desværre har jeg ikke selv familie tilbage, så gæsterne var udelukkende fra Mollys side. Det gjorde skam ikke noget. Det ville snart blive min familie. Eller det troede jeg i hvert fald.

Jeg fik en dårlig smag i munden, da jeg begyndte at betragte gæsterne fra min plads. Alle virkede glade. Alt for glade. Det var dog ikke det mest foruroligende. Jeg blev nedstirret.

Da desserten var fortæret og tallerkenerne båret ud, rejste svigerfar sig.

“Nu er min elskede datter endeligt blevet gift,” brummede han begejstret. “Nu kan jeg dø lykkelig. Vi kan alle dø lykkelige.”

“Hvad er det der foregår?” mumlede jeg forundret.

Molly så forelsket på mig.

“Vi er lykkelige, ikke?”

“Æh, jo da, min kære,” svarede jeg.

“Sådan skal det forblive. Sådan skal vi dø.”

Svigerfar udbrød stolt:

“Der er ingen tvivl om, at alle i dette selskab er lykkelige!”

Gæsterne rejste sig og klappede. Svigerfar fortsatte:

“Hvis ingen her har nogen indvendinger, vil jeg med glæde træde til som mestermand. Fætter Henry, hvis du vil køre huggeblokken frem, så henter jeg min kutte.”

Det begyndte at sortne for mine øjne, da svigerfar få minutter senere dekapiterede onkel Arne og tante Ragna. Deres afhuggede hoveder var stivnet i en grinende grimasse.

“Næste levende billede,” kaldte svigerfar under kutten. Fætter Gorm sprang frem og blev snart et hoved kortere.

Jeg rejste mig med en så voldsom bevægelse, at dugen blev tilsølet af rødvin.

“Ikke, endnu, Harald,” klukkede svigerfar med øksen. “Brudeparret til sidst.”

“I kan tro nej!” Jeg benede væk og sprang over buffeten med kurs mod udgangen.

“Grib ham,” tordnede svigerfar. “Han må ikke slippe væk. Af med knoppen!”

Jeg har i mange år praktiseret boksning i byens baggårde efter mørkets frembrud og kunne derfor uddele uppercuts og nakke- og nyreslag til alle, der stod i vejen.

Flere prøvede at blokere hoveddøren. Af den årsag valgte jeg at springe gennem vinduesruden. Glasset splintredes højlydt omkring mig. Da jeg fortumlet landede på græsplænen, kunne jeg høre Mollys skingrende gråd.

“Jeg troede, vi var lykkelige, Harald!”

Dette var tydeligvis ikke en familie for mig. Før jeg stak af hen over markerne, hørte jeg hendes far råbe:

“Rolig, Molly. Vi finder snart en ny husbond til dig, så du kan dø lykkelig…”

Mickey Maribo: AF MED KNOPPEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 1: ENKELTBILLET TIL HELVEDE

Togroman

Kapitel 1

»… TUD … TUUUUD …«
Nu var det alvor. Fredagsunderholdningsprogrammet Helvede havde premiere. Endelig et program med substans og konsekvenser. hvis man tabte.
“Velkommen til Helvede,” skrattede værten i højttaleren.
Deltagerne Candy, Kølle og Zuzanne befandt sig i den bagerste togvogn. Der var kameraer i loftet og på væggene.
“Lokomotivet er på vej ud over en kløft. Hvis I når frem til den forreste vogn og standser toget i tide, har I vundet. Ellers vil I opleve et frit fald på 800 meter. Ha, ha.”
Candy og Kølle stirrede fjoget på hinanden. Zuzanne så blank ud.
“Sæt i gang!”
Candy smed straks tøjet og fimsede rundt i togvognen.
“Hvad laver du, Candy?” grinede Kølle.
“Det er da det, vi plejer, ikke,” svarede hun. “Nu fester vi!”
“Nej, Candy …” Zuzanne gik hen mod døren lige fremme. “Vi skal bremse toget.”

Kapitel 2

»… TUUUD … TUUUUD …«
De kom ind i en stærkt oplyst togvogn. Lagerrummet. Der stod reoler og borde med glas og flasker, bøger, husholdningsmaskiner og andre ting.
“Se,” sagde Candy energisk og løftede et gevær op fra bordet. “En vandpistol!”
Hun skød Kølle med et gigantisk brag. Han drattede om.
“Det var ikke en vandpistol, Candy,” stønnede han, før han døde.
“Ups,” sagde den nøgne kvinde og trak på skuldrene.
Nu var der kun to deltagere tilbage. Candy kiggede forvirret ind i en af kameralinserne.
“Har jeg vundet nu?”

Kapitel 3

»… TUD … TUUD … TUUD …«
Zuzanne og Candy trippede gennem latrinvognen og køkkenvognen. Transportmidlet virkede uendelig langt.
“Jeg fryser,” udbrød Candy. “Og jeg keder mig. Hvor er sprutten? Hvor er mændene? Hvor er boblebadet?”
“Vi skal ikke feste nu, skatter,” udbrød Zuzanne og rystede grinende på hovedet.”Vi skal trække i bremsen, ellers dør vi jo. Hørte du ikke manden?”
“Jeg vil hellere feste …” Candy begyndte at danse foran de mange kameraer.
“Tiden går, piger. I nærmer jer klippen.”
Zuzanne trak Candy med sig videre. De kom ud på en afsats mellem to vogne. Her stod en kæmpemæssig arrig herre i grøn habit.
Candy sprang i favnen på ham.
“Du er da vist en farlig fyr,” sagde hun kælent.
“Lad være med det!” brølede han og kastede Candy ud fra toget. Hun landede mellem kaktusserne i et minefelt og blev sprængt i tusinde stykker. Nu var der kun én deltager tilbage.
Manden løftede Zuzanne og holdt hende ud over afsatsen.
“Skal du samme vej?” råbte han.
“Nej,” sagde Zuzanne hæst.
Han trak hende tilbage i sikkerhed.
“Så kom i op omdrejninger, kvinde. Stands toget for pokker.”

Kapitel 4

»… TUD … TUUUUD …«
Zuzanne slog døren op til førervognen og fik øje på det røde håndtag: Bremsen.
Hun gik frem, men stivnede pludseligt. Hun var i chok.
Håndtaget var fastholdt af en mekanisk lås med et tastatur. Ved låsen hang et skilt:
»Indtast dit navn for at åbne.«
“Åh, gud,” jamrede Zuzanne panisk. “Ikke det. Alt andet end det. Hvordan skulle jeg dog kunne finde ud af det. I har gjort det med vilje. Det kan I ikke være bekendt, altså!”
Gennem frontruden var skrænten skræmmende tæt på. Hun var stillet overfor den værst tænkelige opgave til dato, men hun kunne simpelthen ikke finde ud af det. I højtalerne bragede Ode to joy på fuld ublæsning.
Kvinden sank fortabt sammen på gulvet.

Milton Maribo:
ENKELTBILLET TIL HELVEDE
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Næste kalenderblad

Totalkalenderoversigten

Avisens forside

 

Blodhavn Storhotel 1:3 EN TYV IBLANDT OS

HalunkLOGO

Et smørrebrødsdrama, verden aldrig har set magen til

I anledning af avisens årlige sensommerfest befinder bladhusets personel og ledelse sig netop nu i lokalerne på det for nyligt genåbnede Blodhavn Storhotel. En højtidelighed med festmiddag og musikalsk underholdning. Jeg personligt skulle have dækket hele denne festlighed med en reportage og testet hotellets lødighed, men noget kom i vejen.

Hoteldrama101

Artiklens tema er blevet en anelse mørkere. Ingen havde regnet med, at dette kalas skulle udvikle sig til et sindsoprivende kriminaldrama.

Det hele begyndte, da vor højt respekterede overordnede Louis B. Knockel udbrød:

– Lås dørene. Ingen forlader bygningen! Nogen har stjålent smørrebrødet. Samtlige 1218 stykker. Lige for næsen af os.

Hoteldrama102

Alle i festsalen så chokerede hen på serveringsbordet. Fem minutter tidligere var buffeten et overflødighedshorn af mundgodter – nu var der få krummer og en halv tomat tilbage.

Der blev mumlet og skulet rundt blandt de tilstedeværende. Sandheden gik op for hver og en: En udspekuleret kriminel var blandt avisens trofaste skribenter og fotografer, men hvem?

Flere af de ansatte på avisen, især vore skønhedsmodeller, plejer ikke at holde sig tilbage hvad angår gode retter, men de plejer trods alt at levne lidt til de andre. Denne affære var særdeles mystisk. Vi havde tydeligvis at gøre med en selvsmovser af værste skuffe, der ikke agtede at dele.

Hoteldrama103

Ak og ve – jeg som havde set frem til en dyrlægens natmad med ekstra krymmel.

– Den skyldige må findes og disciplineres, tordnede hr. Knockel: – Festen kan ikke fortsætte, før synderen er draget frem i lyset. Jeg må afhøre hvert enkelt individ på hotellet.

Strax derefter blev dørene låst og vogtet af mekaniske og kompromisløse specialfremstillede dørmænd. Dette var en alvorssag.

Vil det lykkes os at finde og straffe forbryderen inden desserten? Følg med i de næste spændingsladede afsnit:

HenvHalunkHOTELDRAMA02

HenvHalunkHOTELDRAMA03

Bladhusets lynkrig mod slubbertbaron

HalunkLOGO

Snedig fælde redder nordvestjysk folkepresse

Vort elskede bladhus, der i så mange år har bidraget til den nordvestjyske oplysning og moral, har i de seneste dage været tæt på undergang. Lørdag morgen fik sognet besøg af den magtsyge baron von Häkkelfeldt, hvis intentioner langt fra var fredelige.

Baronen ankom til hest ledsaget af et slæng af lumske banditter. Hans forehavende var klart fra begyndelsen:

– Jeg beslaglægger hermed Det Knockelske Bladhus! Alle bedes forlade bygningen, så nedrivningen kan indtræffe. Jeg agter at placere min ferieresidens på netop denne grund.

Naturligvis ville jeg, bladets betroede storjuniorkorrespondent, og det øvrige personel ikke lade en anmassende slumpukkel okkupere og destruere en af Nordvestjyllands mest driftige virksomheder. Derfor barrikaderede vi og hr. Knockel os i bladhuset. Døre og vinduer forseglede vi indefra med brædder og møbler.

Baronforbrydelse01

Efter et døgns tid tyede baronen til umenneskelige metoder. Da det ikke lykkedes ham at ryge os ud, ville han ramme os ved hjælp af hungersnød. Bladhusets forsyningsvogne med de daglige cigarer, pilsnere og kødfoder blev standset, mens varerne tømtes i afløbet.

Dette var dråben, der fik vort bæger til at flyde over.

– Kammahrahter! råbte en kampklar redacteur Louis B. Knockel, så det rungede i lokalerne:
– Baronen har lagt sig ud med de forkerte. Befolkningen støtter os. De vil ikke se vort nyhedsorgan styrte i grus. Hvis denne adelspamper vil have krig, så skal han få krig!

Ranke personligheder rundt om i byen blev kontaktet via fax, brevdue og telefon. Sammen med dem blev en snedig slagplan lagt.

Baronforbrydelse02

Det var klart for os alle, at afskummet ikke kunne tales eller prygles til fornuft. Der var kun én udvej tilbage: Eksplosiver.

Venner og allierede, som befandt sig ude i marken, kørte til banelegemet ikke langt fra bladhuset og anbragte diskret den fælde, der skulle vise sig at blive Baron von Häkkelfeldt og hans otte lakajers endeligt.

Planen var genial. Det er ingen hemmelighed, at dekadente adelsmænd og andre aristokrater har to svagheder: Bespisning på det offentliges regning og heste.

Baronforbrydelse03

En luxusbuffet og en hesteattrap blev placeret som madding. Nu var der intet andet for end at vente på, at krybet skulle gå i fælden. Det varede blot 15 minutter, før krapylet fik nys om den gratis middag og den lystigt svedglinsende krikke ved banen.

Baronen og hans kumpaner gik straks i gang med at forgribe sig på hesten og buffeten. De opdagede aldrig, at kræet var forlorent og fyldt til bristepunktet med krudt, sorte luberter og kobbersøm.

Baronforbrydelse04

– Vi må takke vore venner i hele området for at fjerne baronen fra jordoverfladen. Uden jer havde avisens dage været talte, udtaler en lettet hr. Louis B. Knockel.

SE OGSÅ:

HenvHalunkLUBERT

 

Slubbertempel genrejses i forgyldt pragt og herlighed

Jubelreportage: Crass Børsting
Foto: Phellatrice Nathan m.fl.

En jubelnyhed, som Nordvestjylland sjældent eller aldrig har hørt magen til, blev i morges kl. 06.44 bekendtgjort på Stationspladsen i Nørre Usseldrup: Det storslubberttempel, der så tragisk nedbrændte for 21 år siden, vil blive genrejst i hidtil uset pragt, bladforgyldt og med tårn og balkoner, hvorfra vor landsdels slubberter kan indkaldes til møder og stævner.

Slubberttempel01

En lige så forbløffende nyhed er det, at manden bag templets genrejsning er den samme, som i sin tid blev dømt for at have ødelagt det. Han forsvandt ind i fængslets skygger, forhadt og foragtet som en folkefjende af værste slags.

Slubberttempel

Det drejer sig om den nu 43-årige Folbert Grüde, der efter 21 år bag tremmer vil rette op på sin dystre fortid. Som alle midaldrende og ældre landslubberter vil huske, var det Folbert, der under et midnatsmøde i Nordvestjysk Storslubbertselskab antændte en cigar i farlig nærhed af den fra kælderen opstigende tarmgas og dermed startede den eksplosionsagtige kædebrand, som endte med at lægge det historiske tempel i ruiner.

Slubbertforsamling

Slubbertbevægelsen har siden været henvist til skiftende mødesteder, hvilket har vanskeliggjort den hemmeligholdelse, som er en væsentlig del af den slubbertologiske ideologi. – Vi glæder os som børn til atter at have vores eget bevogtede stortempel, og den ydre forgyldning er ikke mere, end vi i kraft af vort samfundsvirke har fortjent, udtaler præsiderende storslubbertformand, fækaliegrosserer Jalbert C. Phimosis-Petersen, Klamhuse.

Slubbert før og efter

Templets ødelægger og redningsmand, Folbert Grüde, har under sit langvarige fængselsophold sammensparet 34,17 kroner, og denne kapital udgør byggefondens grundstamme. Egnens førstemand, Louis B. Knockel, supplerer med yderligere 6-7 kroner og et rundhåndet antal arbejdslussinger. Det nødvendige bladguld vil blive opkrævet ved sognegrænserne, når svenske og andre turister viser sig.

Slubbertlussingscene

– En ny morgen og en ny gylden dag oprinder for os alle, sagde redaktør Knockel, mens han strålende af glæde tildelte hr. Grüde en snes præcist placerede takkelussinger.

SE OGSÅ:

HenvNYSLUBBERT2