Tag-arkiv: vanvid

Flyvende fallos kræver sit første dødsoffer

Tabet af hædret enkefrue spreder sorg og krisestemning

JørnTidevandLOGO

Kvinden. der overlevede både vinterkrigen i Finland, Cubakrisen og finanskrisen, er død. Det var hendes ven gennem mange år, den forhenværende sværvægtsbokser og valutaeksportør Gunnar Trondheim, der ved kaffetid fandt enkefru Amalie Hybbelbanks afsjælede legeme, kun få døgn efter, at Nordvestjyllands højeste ære var tildelt hende.

tandem2

Det var ikke ualmindeligt, at enkefruen bød på et glas årgangsmetanollikør, inden hun og Gunnar besteg det pedalvehikel, der bragte dem rundt i Blodhavn og omegn. Som Gunnar Tronheim fortæller:

“Amalie var en vidunderlig kvinde. Mange antog hende for at være selvoptaget, men hun var aldrig bange for at stoppe op og knalde et par opmuntrende lussinger ud, hvis vi mødte en ung landproletar, der gik og hang med næbbet. Det var også hende, der overtalte Borgervæbningen til at tage den legendariske Gylpegøj til sig, da den stod til bortskydning.”

Flyvende03a

Gunnar Trondheim tørrer en drilsk vanddråbe bort fra sin kind med bagsiden af sin enorme næve og fortsætter:

“Vi har på tragisk vis mistet en sand humanist og dyreven. Vores samfund er i forvejen ude i sin dybeste krise siden den store brunvarekonflikt, og så dette…” Han ryster opgivende på sit karseklippede hoved med braktuden og blomkålsørerne.

Overlæge ved infirmeriet på Blodhavn Fiskepulpfabrik, dr. med. og uden Frigga Hvirvelstorm, vurderer, at fru Hybbelbank døde som følge af de kvæstelser, hun pådrog sig, da hun på vej ned at trappen til vinkælderen efter friske forsyninger af metanollikør, pludselig blev overrasket af en for en kvinde i hendes alder fuldstændig uventet “erotisk tildragelse af særdeles fysisk karakter”, som dr. Frigga vælger at beskive fænomenet.

“Hun mistede ganske enkelt førligheden i bentøjet og blev pludselig fuldstændig blød i knæene,” afslutter en trist dr. Frigga.

Borgervæb

Stemningen hos Blodhavn Borgervæbnings mandskab er forståeligt nok på et absolut nulpunkt. De hærdebrede mænd, der ellers aldrig mangler anledning til at fremkomme med en tåbelig kommentar, er tavse og knugede. De sidder i en rundkreds og holder hinanden i hænderne  i hangarskibets mandskabskantine, mens de lytter til en piratudgave af “Vi voksne kan også være bange”, som Gylpegøj har anskaffet til lejligheden.

Gylpegøj selv er fuldstændigt knust over tabet af sin velgører og har låst sig inde i en blå trækasse, hvorfra der uophørligt høres høje gylpe og hulkelyde. Som overfænrik J. F. von Gyldenkerne udtrykker det:

“Lige nu er det svært at se, hvordan vi kommer videre, men vi må tage en dag og en kamp ad gangen, og så blive ved med det, og se, hvor det bærer henad – men lige nu slikker vi vores sår”.

DRAMAETS FORHISTORIE OG OPTRAPNING:

HenvTidevandFLYVENDEFALLOS

HenvTidevandFLYVENDEFORTSAT

Tilbage til forsiden

Lokalpolitiker frituresteges offentligt

Budskaber i varm olie

HalunkLOGO

Formanden for partiet Stegeoliens Sammenhold, Calle Plakbakke, har besluttet at lade sig dyppe i æggemasse, rulle i brødkrummer og sprødstege i 1000 liter brændende varm fritureolie på Torvet i Nørre Usseldrup.

Når partiformanden er gyldenbrun, skæres han i mundrette bidder og uddeles til alle interesserede i en radius af tre kilometer.

Den 57-årige politiker mener, at partiet har brug for al den omtale, det kan få, hvorfor han udfører dette reklamestunt.

Frituresteges01

“Mine kære vælgere skal ikke bekymre sig om partiets fremtid efter min spændende bortgang. Min søn Balle overtager straks min formandspost, når alt liv er stegt ud af mit legeme,” erklærer hr. Calle Plakbakke.

Frituresteges02

Balle Krukke Plakbakke er trods en alder af kun 11 år klar til at overtage tøjlerne og udsende den nødvendige propaganda i kampen for den varme olie.

Unge Plakbakke indvilliger i selv at lade sig friturestege i fremtiden, hvis det kræves af ham.

“I denne omgang det er nok med én friturestegning, men vi kan tage sagen op igen om fyrre år,” påpeger Balle Plakbakke.

Frituresteges03

Den offentlige sprødstegning af partiformanden eksekveres i overmorgen kl. 13.09 præcis. Bemærk: Hr. C. Plakbakke forventer jubel og sang, når han kastes i bassinet.

Stegeoliens Sammenholds tre grundværdier:

1: Indtag udelukkende måltider, der har været i kontakt med kogende olie.

2: Al kønslig omgang skal foregå med et eller flere friturestegte fjerkræ eller klovdyr.

3: Samtlige husstandens fækalier frituresteges i samme nu, de har set dagens lys. Besørg endelig direkte ned i frituregryden.

SE OGSÅ:

HenvVALGSEJR2

Jubelgave nr. 23: DRONNINGEN AF BLODHØJ

SciFiHALUNKTITEL

Kapitel 1
“De må ikke ryge her,” skrattede den røde robot.
Cæsar Hansen drejede hovedet og stirrede irriteret på den mekaniske ordenshåndhæver. Hvor han dog afskyede Slubbotter.
“Vi befinder os på en tom gade. Hvem fanden kan jeg genere med den her?” Cæsar pegede på smøgen, der dinglede i hans mundvig.
Slubbotten nærmede sig knirkende.
“Den nye rygelov er trådt i kraft for 30 sekunder siden. Ingen tobak mellem klokken 05.00 og 22.00. Sluk cigaretten øjeblikkeligt, eller De vil fortryde det bittert.” Metalmanden knyttede sine næver.
“Okay, så…” Cæsar smed smøgen på asfalten og tværede den ud.
Den røde robot pegede anklagende mod den anden side af gaden. Den havde fået øje på en ung dreng, der luntede fløjtende af sted med en gummibold i favnen.
“Hvorfor er De ikke i skole, Kjeldsen?” brummede den mekaniske betjent hult.
“Fordi jeg hellere være herude og lege,” svarede drengen.
Slubbotten skrattede vredt og roterede med armene.
“Børn skal ikke lege, de skal undervises døgnet rundt, året rundt!”
Maskinen ringede straks efter et salatfad, der sekunder senere hentede og bragte drengen tilbage til Læringsanstalten, hvor han hørte hjemme.

Kapitel 2
Cæsar spankulerede trist ned ad fortovet.
“Alle disse regler,” sukkede han. “De gavner ingen. Kun øvrigheden. Det var bedre i gamle dage.”
Et vådt flyveblad lå på vejen, halvt dækket af nedfaldne løvblade.
»Er De træt af Pamperland – Tag til Kongeriget Blodhøj!« Måske var det et tegn.
En Slubbot spænede dampende og larmende efter en pensionist med et gangstativ.
“Hr. Haraldsen! De er anholdt er for ikke at betale daglige gebyrer på Deres mobilitetsaggregat. 14 dage i spjældet…”
“Åh, gudskelov,” udbrød pensionisten. “Så får jeg endelig noget ordentligt at spise!”
Cæsar Hansen samlede flyvebladet op. Han havde allerede taget en beslutning.
“Jeg må væk fra denne pamperstyrede dystopi.” mumlede han. “Af sted mod Kongeriget Blodhøj.”

Kapitel 3
Kongeriget Blodhøj var omkranset af en 20 meter høj mur af beton. Ved porten stod en vagt med en gigantisk muskedonner.
Cæsar Hansen nærmede sig varsomt og rømmede sig.
“Kan jeg komme ind? Må jeg være med?”
Vagten svarede med en dyb røst:
“Er De en pamper?”
Cæsar rystede på hovedet og viftede afværgende med hænderne.
“Ernærer De Dem udelukkende på det offentliges regning?”
“Jeg har da min værdighed!” svarede Cæsar Hansen.
“Støtter De meningsløse gebyrer og skatter og er interesseret i et totalt rygeforbud?”
“Næ, fy da føj!”
“Er de tilhænger af obligatoriske statsbestemte aktiviteter?”
“Uha, nej.”
Vagten nikkede og sænkede våbenet.
“Velkommen til Kongeriget Blodhøj!”

Epilog
Cæsar gik gennem den store jernport, og en ny verden åbnede sig for ham.
“Vær hilset.” En ung smuk kvinde i rødt skørt smilede bredt og gav ham et kindkys. “Jeg er dronningen af Blodhøj. Mit navn er Miranda Knockel.”
Dronningen tilbød ham en cigaret, som han gladelig tog imod.
“Lad mig vise Dem rundt,” sagde hun.
Cæsar Hansen var ved at besvime af ren fryd og benovelse. Han befandt sig i et utopisk paradis, hvor der måtte ryges cigaretter, og børnene legede dagen lang.
De folkevalgte sagde, hvad de mente, og overholdt deres løfter. Ingen embedsmænd opførte sig som marionetdukker for at få lønforhøjelser og fornemme stillinger i udlandet.
Her fik højtstående pampere deres straf i stedet for et gyldent håndtryk, og fængslet var ingenlunde en femstjernet luxusferie, men derimod en afstraffelsesanstalt, som det burde være.
“Her vil De føle Dem hjemme,” sagde dronningen og slog ud med armene.
Cæsar nikkede med den tændte smøg i flaben.
“Det gør jeg allerede, Deres Majestæt.”

Baryl Nidding Halunk:
DRONNINGEN AF BLODHØJ
1. udgave, 1. oplag
World Copyright 2014 by Halunk Enterprises & Village Fool Production, Inc.

Goldenturd

Vor unge mesterskribent, hr. Baryl Nidding Halunk, har foruden ovenstående mesterværk ydet uvurderlige bidrag til 13 af årets andre jubelkalendergaver.

Varm tak og stor hæder strømmer med rette imod ham. Allerede i 2012 blev han udnævnt til årets korrespondent, og al sandsynlighed taler for, at han nomineres til Nobellprisen 2015. Også ordenstegnet Namibias Løve og den bulgarske Korsridderorden med Dobbelt Gummibændelophæng er undervejs.

Følg hr. Nidding Halunks fortsatte hædersrute mod stjernerne her i avisen (og det er en ordre).

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 21: HØSTEN ER RØD

GorkiHØSTEN

Kapitel 1

– Kammerater, vi klarer os ikke meget længere. Undergangen er nær!

Nordvestjyske Landarbejderes Fællesorganisation var nede på 23 medlemmer. Fjernøstligt fremstillede maskiner og robotter havde gennem de seneste år erstattet næsten al menneskelig arbejdskraft, og formanden, Krassus Tolstoy-Termansen, holdt dundertale.

Der var kun syv til stede i salen, de fem af dem oldinge. Slunkne, tavse og dystre humpede de derfra efter en resultatløs time. Krassus smækkede sig selv et par lussinger på vej ned fra talerstolen.

Hans trofaste støtte og bedste ven, Hassan el-Bistan, sad tilbage sammen med ham i det halvmørke mødelokale. De drak lunkent øl, og skummet hang bittert i svælget.

– Jeg har et forslag, sagde Hassan. – Jeg drømte om det i nat.

Han forklarede sin plan i korte træk. Krassus’ ansigt lyste op i et smil for første gang i månedsvis.

– Vi gør det, sagde han. – Sejren eller døden!

Kapitel 2

Et par nætter senere sneg Krassus og Hassan sig ind på en robot, rev bagpladen af den og gav den nye instruktioner. Robotten kunne programmeres mundtligt, og de satte den til at bekæmpe andre robotter og selvstyrende arbejdsmaskiner.

Denne store, enkle idé havde ingen fået før dem. Jubelen bredte sig i den nordvestjyske landproletarbefolkning, mens maskiner destruerede maskiner, og nye, det vil sige gamle, manuelle arbejdsmuligheder viste sig.

Efter et døgns tid var kampen dog ude af de to rødgardisters kontrol, og en kortege af fremmede, hidtil usete gigantmaskiner, de fleste af dem fra Holstebro-egnen, rumlede hen over sognegrænserne.

Kapitel 3

Krassus og Hassan sad på træspritfabrikkens chefkontor og røg den afsatte direktørs cigarer, da de hørte endnu en bølge af selvstyrende monstermaskiner nærme sig.

– Til kamp! råbte Hassan. – Allahu Akbar!

De to rødgrønne helte styrtede ned ad trapperne og frem mod det gnistrende og buldrende maskineri.

– Dette er bedre, end vi havde håbet på, sagde Krassus til Hassan, da de var slået til jorden, og et 24-tons bæltekøretøj var på vej i rask tempo mod dem.

– Hvad mener du?

– Vi ville have sejren eller døden, men vi fik begge dele.

– Jeg forstår ikke, hvad du mener?

Knas, kronsj, krumpf, lød det, idet formandens brystkasse blev knust, og det var de sidste lyde, han gav fra sig.

Efterskrift:

Denne roman er en såkaldt dystopi, bygget op over en forestilling om, hvor galt det kan gå, hvis uansvarlige og utilregnelige kræfter slippes løs.

Dette vil naturligvis ikke få lov at ske i mine hjemsogne. For al sikkerheds skyld er en håndfuld landproletariske ledere og nogle af deres utilregnelige husdyr taget i forvaring og indtil videre anbragt i Blodhøj Saltmine.

Alle andre kan sove roligt. Herfor garanteres med min underskrift,
Nørre Usseldrup, december 2014

louissign

Gleb Gorki-Guldbrandsen
Høsten er rød
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 19: VÆRRE END DØDEN

Bulgarskroman

Kapitel 1
Lalla stod stille foran plakaten på Algade. Hjertet hamrede i hendes massive, flæskepolstrede brystkasse. Var det i dag, hun skulle tage mod til sig?
BLIV LÆKKER PÅ 14 DAGE, stod der med flammeskrift. Fitness og Motion døgnet rundt, gratis prøvetimer, spotbilligt abonnement med masser af ekstra fordele. Kom op og hils på din personlige træner NU!
Ja, lød det i Lallas hjerne bag den fedtknudrede pande. Et målbevidst blåt lyn gnistrede i hendes små griseøjne. Tungt trampede hun op ad trappen og indenfor i receptionen.
– Se på mig, kvækkede hun, – og gør noget. Gør mig lækker!

Kapitel 2
14 dage senere var Lalla lækker. Alt det tøj, hun plejede at vralte rundt i, var foræret til en genbrugsbiks. I supermarkedet var hun forfremmet fra kassen til bestyrer af grøntafdelingen, og med et smilende ansigt gik hun straks i banken og opnåede et lån, så hun kunne købe elegant nyt forårstøj og en scooter. Fyrene fløjtede efter hende på Algade.
Efter en lang fredag på jobbet stillede hun scooteren i gården bag motionscenteret og sprang op ad trapperne uden at blive det mindste forpustet.
Hristo og Todor, trænere og indehavere af centeret, gik rundt mellem maskinerne. Det var seriøse herrer af bulgarsk herkomst, og de havde kroppe som antikke gudestatuer. Man hviskede om, at de nok også delte soveværelse i lejligheden ovenpå. I hvert fald viste de ikke særlig interesse for de mange yngre kvinder, der prøvede at flirte med dem, mens de pumpede jern eller roede ingen steder hen med 135 tag i minuttet.
I aften var det helt anderledes, mærkede Lalla straks. Hristo og Todor kom hende i møde med udbredte arme og øjne lysende af begejstring.
– Du få stor krammer! råbte Hristo og slog armene om hende. Hun stod fastlåst på stedet, mens Todor trak en sprøjte op af lommen i sin hvide kittel og jog kanylen ind i hendes højre balde.
– Hjælp, nej! Hvad laver i? pippede Lalla, som dårligt kunne få vejret i Hristos jerngreb.
– Ikke bange, mig doktor! grinede Todor.
Mørket bredte sig for Lallas øjne.

Kapitel 3
– Lalla, din fremtid tilhører os, sagde Hristo, da hun vågnede på en briks oppe i deres spartansk møblerede og af grillstegt hundemad duftende homolejlighed.
Åh nej, tænkte hun, en skæbne værre end døden venter. Hvad kan det være? Prostitution, husdyrsex, slavearbejde?
– Du skal stille op til for Rød-Grøn Fællesliste ved næste byrådsvalg, supplerede Todor, mens hans våde tungespids kørte hen over de tynde læber. – Vi rødgrønne mangler en, der kan se godt ud på en plakat og i lokal-tv.
– Jamen, det vil jeg ikke!
– Lille sukkergris, bjæffede Todor, – vi har injiceret dig med det stærkest virkende stof på denne jord, næst efter plutonium. X-17 flyder frit i dine årer, og hvis du ikke den første mandag i hver måned får en dosis af modgiften X-19, bliver du igen lige så fed og ulækker, som du var for en måned siden.
– Skamløse, onde mænd! galede Lalla.
De grinede om kap. – Vi er udsendt af Bulgarsk Institut for Manipulativ Socialmedicin (akronym BIMS) for at underlægge os Nordvestjylland, derefter Skandinavien og resten af verden. Vi har taget det første afgørende skridt nu til aften. Og skal vi så gå ned og træne, lille sukkergris?

Cecil Grøn & Walma Skamhage
VÆRRE END DØDEN

1. udgave, 2. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 18: HVEM ÆDER HVEM?

Kannibalroman

Bordet var dækket, maden var varm, og alt tegnede godt. De skulle have frikadeller, blodpølse og steg med sprød svær. Et overflødighedshorn af stegt kød. Sådan var det hver dag.

Hannibal, Wagner og Ruth satte sig til bords.

“Lad os fortære det varme kød,” sagde Ruth glubsk.

“Hørt!” råbte Wagner og Hannibal i kor.

“I kan tro nej,” udbrød en fremmed stemme.

Kødspiserne vendte sig om i en synkron bevægelse.

I køkkendøren stod en kappeklædt skikkelse. Han stod rank med hænderne i siden og hatten kækt på sned.

“Åh, nej!” skreg de kor. “Det er Veganer-John!”

“Det er sandt,” kaglede den kappeklædte vegetar og gav Wagner et par på skrinet. “Og ingen af jer skal spise af kødet. Det bliver over mit lig!”

Hannibal hev en kniv frem, men det var nyttesløst. John slog den brat ud af hånden på ham.
De var trængt op i en krog.

“Nu skal I alle straffes for jeres synd!” grinede Veganer-John højt med en pistol pegende på dem.

Ruth så en mulighed. Hun greb et stykke flæsk og kastede det mod Veganer-John. Kødet landede i hans åbne mundtøj, inden han nåede at reagere.

John stivnede. Han tyggede varsomt, mens hans øjne lyste op i lykke.

“Hvad var det, du kastede i munden på mig?” smaskede han.

“Flæsk,” svarede Ruth.

“Og flæsk er kød?” mumlede John.

“Ja, flæsk er kød,” svarede Hannibal med et lille smil.

“Jeg kan lide det!” råbte John og satte pistolen tilbage i bæltet.

“Så skulle du prøve frikadellerne,” sagde Hannibal. “Tag plads.”

De satte sig ved bordet og gik i gang med måltidet.

John mæskede sig i det lækre varme kød.

“Mmm,” smaskede han. “Delikat og krydret. Jeg tror sgu, jeg konverterer til kødspiserne.”

Da fadene var tomme, gav John et stort ræb fra sig.

“Det er herligt, at du har fået øjnene op for kødets kvaliteter,” klukkede Wagner.

“Ja,” medgav Ruth lettet. “Så var der alligevel ingen menneskeliv, der blev ofret i dag.”

John stirrede på dem med et sindssygt blik.

“Apropos det …” Han rejste sig fra stolen. “Jeg har i særdeleshed fået smag for kød…”

John begyndte at grine hysterisk og hev sin pistol frem.

“…og jeg er stadig helvedes sulten!”

Benny Brønderslev:
HVEM ÆDER HVEM?
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 14: LULLA & BOB I ZOO

Zoologiskroman

“Ved du hvad, Lulla? Jeg tror sgu ikke, dette er zoologisk have,” mumlede Bob skuffet med sin sabel i hånden.

“Tanken har strejfet mig,” svarede Lulla og stillede sig i forsvarsposition.

Agentkollegaerne Lulla og Bob havde ganske ret i deres observation. Etablissementet var ikke en dyrehave, men en nedrig dødsfælde.

Den ondsindede dr. Blodberg kom til syne på toppen af en smadret folkevogn.

“Så mødes vi igen, Lulla og Bob,” råbte deres nemesis skadefro. “I hoppede i min falsk-zoologisk-have-fælde med begge ben!”

Dyriske brøl, hvæs og snerren kunne høres omkring dem.

“I befinder jer i en monster-arena. Jeg har hentet de mest afskyelige mutantkræ fra gensplejsningscentralen, og de er sultne! So long!”

Uhyrerne nærmede sig actionparret. Der var tre af dem: En krokodilleagtig gangster, en skaldet svedig fætter med horn og en fjerklædt satan.

“Hvis vi slipper levende fra dette her,” udbrød Bob, “så ægter jeg dig på stedet. Jeg har altid haft et godt øje til dig.”

“Ditto her,” svarede Lulla med et skævt smil. De beseglede aftalen med et håndtryk og rettede atter fokus mod de offensive uhyrer.

Agentkollegaerne håndterede problemet professionelt. Bob stak sablen i hjertet på koloskrokodillen, før den nåede at åbne gabet. Det overlevede den ikke.

Lulla sparkede gentagne gange den skaldede forbryder i skridtet og gjorde en ende på slamberten med et kombineret hals-, nakke- og pandeslag.

Nu manglede de kun en: Fjerkræmonsteret. Bob hev sin revolver frem og skød den ned på stedet. Tre skud var rigeligt.

Dr. Blodberg var chokeret.

“Forbistrede … I har ødelagt det hele!”

“De må finde på en bedre plan, hvis De skal have ramt på os, dr. Blodberg.” svarede Lulla kækt.

“En dag vil jeg besejre jer. Bare vent.” Han kravlede surmulende ned fra bilvraget og stak af på sin tunede knallert.

Mens Bob gik i kast med at filettere de nedlagte giganter, cyklede Lulla hen til præstegården for at sætte Pastor Wurstenholz ind i sagerne. Han viede dem en halv time senere, og de spontant fremmødte gæster satte stor pris på buffeten med tre forskellige slags kød.

“Det har været en herlig dag,” sagde Lulla og kyssede sin nye ægtemand Bob.

“Mon ikke mange flere herlige dage venter os!”

Palle Padborg:
LULLA & BOB I ZOOLOGISK HAVE
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 11: FLATULENS BLEV DERES SKÆBNE

Flatulensdrama02

Kapitel 1
Hjælp, jeg drukner! Bimba havde skreget det fem eller seks gange, mens hendes arme baskede i kanalens kolde vand. Nu kunne hun ikke længere få en lyd frem, men det fortvivlede nødskrig rungede stadig i hendes hoved.
Er det nu, jeg skal dø? tænkte hun. Og er det voldsomme plask, jeg hører, den sidste lyd nogensinde?
En bølge skyllede over hende, og i det samme mærkede hun stærke hænders greb om sit liv. Alt blev sort.

Kapitel 2
Folbert studerede musik og havde et godt øre. Hvad han hørte fra kanalen, var en fantastisk tenor. Måske den flotteste og mest dramatiske siden Maria Callas.
Han stirrede ned i den blåsorte vandflade og så hende plaske som en hjuldamper i havsnød. Hun måtte ikke gå til bunds. Ikke med den stemme, tænkte han, og sprang.

Kapitel 3
Stemme er godt, talent er godt, men uden uddannelse kommer man ingen vegne i den klassiske musikverden. Bimba og Folbert havde mange års hårdt arbejde foran sig.
Hun trænede strube og lunger til at imødekomme den klassiske operas krav, mens han komponerede det nye årtusindes storværker.
De blev ikke lige straks accepteret og belønnet, men de havde viljen til at fortsætte. Og de havde hinanden.
Hverdagen var fattig. De levede af kål og nedfaldsæbler og på festlige aftener en dybfrostpølse, købt på tilbud. Ved nattetide lå de tæt sammen og skuede gennem deres klaprende loftsvindue mod Månen.
– Vores tid kommer. Kunsten er alt, hviskede de i hinandens unge ører.

Kapitel 4
Dette var aftenen. Statsfjernsynets højt hvælvede koncertsal summede af forventning. Et 112-talligt orkester ventede på, at Folbert skulle løfte dirigentstokken. Medlemmer af kongehuset og talrige celebriteter var til stede.
Bimba trådte ind på scenen, Folbert trippede ærbødigt bag hende. Det første bifald brusede og lagde sig.
Et smukt par var de at se på. Ikke hærgede, men forædlede af årenes kamp. Nu i eftermiddag havde de styrket sig på en kålgryde og et par fede polske krydderpølser.
Bimba nejede, og en skurrende flatulenslyd som fra en maskine i en grusgrav kunne høres. Folbert gjorde et skridt frem for at aflede opmærksomheden. Han bukkede, og tarmluften stod ud af ham i et langt, dybt og knurrende trut, der kunne minde om en tuba gennemblæst af industriel trykluft.
Latter bredte sig i salen, mens publikum på de forreste rækker rejste sig. De, der havde lommetørklæder tilgængelige, holdt dem for næsen, mens de flygtede.
Bimba bredte armene ud. – Vent! råbte hun. – Vi er ikke begyndt endnu!
Panikken sendte spasmer gennem hendes underkrop. Giftig tarmgas stod i dampskyer ud over salen. Folmer vendte sig, mens også han flatulerede intenst. Han ville slå an til koncerten, men de overenskomstansatte musikere havde rejst sig for at udvandre i protest. En af dem knipsede på sin lighter for lige straks at tænde en cigaret, og et eksplosivt drøn lynede hen over det flygtende publikum.

Kapitel 5
Fra en baggård i Nørre Usseldrup lyder banjoklimpren og en sprød, aldrende kvindestemme.
Musikken holder pause, og nu kastes der småmønter ud til det optrædende par.
De bøjer sig mod giverne, og deres bagdele udstøder lange, klagende, basunagtige flatulensfanfarer.
Flere mønter følger. Dette er, hvad publikum forventer, og det optrædende par har trods al modgang skabt sig en karriere.

Pippi & Palle Padborg:
Flatulens blev deres skæbne
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Copyright 2014 by Padborg Foundation og Landsbytossen.dk
Exclusive world wide movie and musical copyrights reserved

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 9: PEDER MOSTS FORLIS

Most FORLIS

Ansigtet er rynket som en svedske, og på nært hold minder huden om en søndersparket læderfodbold, der for længst har tabt luften. Fra hjørnet af den tandløse mund dingler en majspibe, der som skorstenen på et synkende dampskib opsender vemodigt døende spiraler af bitter lyngrøg.

Jeg er ankommet til Brøndby Strand en kold decemberaften i 2014 for at starte på historien om en af dansk søfarts største personligheder. Jeg sidder i den nødtørftigt møblerede stue over for Peder Most, fhv. dæksdreng, matros, styrmand, bordelvært, straffefange, styrmand, skipper, sydhavsøkonge, flygtning, østfrontsoldat, straffefange, matros, brunkulsarbejder, bordelvært, straffefange, flaskesamler, psykiatrisk patient, straffefange og nu omsider folkepensionist.

Peder Most bor på 14. sal i et betonkompleks. Han har udsigt til Køge Bugt, hvor admiral Niels Iuel i 1677 gav svenskerne prygl. Selv har den gamle søulk fået flere prygl end de fleste, men givet fortabt? Nej, det har han sgu aldrig!

Dette indtales live i en iPhone. Mit navn er Henrik Qvortrop, og jeg skal skrive det definitive storværk om Peder Mosts liv til søs og i havnene. For første gang i årtier har han indvilget i at tale om sin lange og fantastiske løbebane.

– Peder Most, hvordan er livet som folkepensionist og olding på vej mod 100-års fødselsdagen?

– Det er et forlis. Jeg burde være død for mange år siden. Jeg lever i en social koncentrationslejr.

– Det sociale aspekt tager vi i lidt senere. Peder Most, er der noget som helst, du fortryder?

– Ja, at jeg aldrig lærte at spille på den forpulede harmonika, og at jeg ikke har taget livet af nogle journalister i tidens løb. Jeg blev sjoflet af den franske presse i 1938 og fik aldrig hævn, men det kan jeg lige straks rette op på.

Peder Most griber om mine skuldre, løfter mig og sparker benene væk under mig. Den magre olding er stadig stærk som en okse. Han bærer mig i dette øjeblik ud af stuen, ud på betongesimsen i 14. sals højde, hvor han slynger mine lange ben op over gelænderkanten. Han har en helt særlig form for humor, må man sige, og det er enerverende at stirre ham i øjnene, mens jeg dingler over en dyb afgrund.

– Peder Most, nu må du hjælpe mig ind igen. Vi skal udgive et flerbindsværk og tjene masser af penge. Det kan ikke passe, at du… aaargh… aaaaaargh, nej!

Pflumpf.

Peder Most og Henrik Qvortrop
Forlis – mit liv som folkepensionist
2. udgave, 1. oplag
Udgivet med støtte fra Søfartens Fællesråd og skibsreder Tærsk-Termansens Mindefond
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 7: AF MED KNOPPEN

Hovedløsroman02

Min hustru Molly og jeg havde planlagt vores bryllup i flere måneder. Hendes fader var sognepræst og havde stolt stået for vielsen. Gæsterne hujede og sang, da vi sagde ja til hinanden og fulgtes ud af kirken. Det var det lykkeligste tidspunkt i mit liv, men jeg måtte erfare, at rædsler lurede lige om hjørnet. Tænk sig, at min egen bryllupsfest skulle forvandles til et grusomt mareridt!

Festmiddagen forløb fredeligt. Desværre har jeg ikke selv familie tilbage, så gæsterne var udelukkende fra Mollys side. Det gjorde skam ikke noget. Det ville snart blive min familie. Eller det troede jeg i hvert fald.

Jeg fik en dårlig smag i munden, da jeg begyndte at betragte gæsterne fra min plads. Alle virkede glade. Alt for glade. Det var dog ikke det mest foruroligende. Jeg blev nedstirret.

Da desserten var fortæret og tallerkenerne båret ud, rejste svigerfar sig.

“Nu er min elskede datter endeligt blevet gift,” brummede han begejstret. “Nu kan jeg dø lykkelig. Vi kan alle dø lykkelige.”

“Hvad er det der foregår?” mumlede jeg forundret.

Molly så forelsket på mig.

“Vi er lykkelige, ikke?”

“Æh, jo da, min kære,” svarede jeg.

“Sådan skal det forblive. Sådan skal vi dø.”

Svigerfar udbrød stolt:

“Der er ingen tvivl om, at alle i dette selskab er lykkelige!”

Gæsterne rejste sig og klappede. Svigerfar fortsatte:

“Hvis ingen her har nogen indvendinger, vil jeg med glæde træde til som mestermand. Fætter Henry, hvis du vil køre huggeblokken frem, så henter jeg min kutte.”

Det begyndte at sortne for mine øjne, da svigerfar få minutter senere dekapiterede onkel Arne og tante Ragna. Deres afhuggede hoveder var stivnet i en grinende grimasse.

“Næste levende billede,” kaldte svigerfar under kutten. Fætter Gorm sprang frem og blev snart et hoved kortere.

Jeg rejste mig med en så voldsom bevægelse, at dugen blev tilsølet af rødvin.

“Ikke, endnu, Harald,” klukkede svigerfar med øksen. “Brudeparret til sidst.”

“I kan tro nej!” Jeg benede væk og sprang over buffeten med kurs mod udgangen.

“Grib ham,” tordnede svigerfar. “Han må ikke slippe væk. Af med knoppen!”

Jeg har i mange år praktiseret boksning i byens baggårde efter mørkets frembrud og kunne derfor uddele uppercuts og nakke- og nyreslag til alle, der stod i vejen.

Flere prøvede at blokere hoveddøren. Af den årsag valgte jeg at springe gennem vinduesruden. Glasset splintredes højlydt omkring mig. Da jeg fortumlet landede på græsplænen, kunne jeg høre Mollys skingrende gråd.

“Jeg troede, vi var lykkelige, Harald!”

Dette var tydeligvis ikke en familie for mig. Før jeg stak af hen over markerne, hørte jeg hendes far råbe:

“Rolig, Molly. Vi finder snart en ny husbond til dig, så du kan dø lykkelig…”

Mickey Maribo: AF MED KNOPPEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside