MODTAGELSEN AF “RAKKELPOTS RUBINER” OVERRASKER FORFATTEREN OG ALLE ANDRE
Efter kun et par uger på markedet har hr. Baryl Nidding Halunks spændingsroman “Rakkelpots rubiner” allerede skrevet nordvestjysk boghistorie. Den har fremkaldt jubeldans i gaderne, voldelige biblioteksoptøjer og et dødsfald i landsdelens dinosaurbestand.
Den overstrømmende offentlige opmærksomhed har forbløffet vor talentfulde og flittige ven, hr. Baryl Nidding Halunk. Fra sit stambord på Brunmølle Udflugtskro (hvor der i aftes blev serveret lækre dinosaurfrikadeller) lover han, at der i kommende dage og uger vil være rigelige forsyninger af frisklavede E-bøger til alle. Link forefindes nederst på denne side.
Grundet et eksploderet gæstetoilet på tredje sal er en syndflod af fækalier skyllet ned gennem det historiske Halunkenborg slot, og gjort lokalerne ubrugelige. Alt er ødelagt og baronen står over for et større byggeprojekt for at genoprette de tidligere så fyrstelige gemakker. En trist ulykke der udspiller sig i kølvandet på et dødsfald i familien.
”Først går grandonkel Harlo bort via flishugger og nu styrter Halunkenborg i grus. En ulykke kommer sjældent alene,” udtaler baron Halunk. Trods den stinkende tragedie er han alligevel ved godt mod.
”Det er selvfølgelig en ærgerlig situation, men intet af inventaret har affektionsværdi. Størstedelen af løsøret har jeg fået foræret eller fundet til spotpris på loppemarkeder omkring i sognet, så det skal nok gå. Vigtigst af alt, er familieklenodiet, Rektalrubinen ikke skyllet væk i den brune flod. Det havde været en tragedie,” udtaler baron Halunk.
Hvad angår Baryl Nidding Halunks boligsituation er han ligeledes optimistisk.
”Jeg har allerede drøftet situationen med redaktør Knockel og han er i færd med at trække i trådene for at finde en midlertidig taglejlighed, som jeg vil kunne flytte ind i, mens håndværkerne arbejder på et forstærket Halunkenborg,” udtaler baronen som tilføjer at håndværkerne estimerer at byggeprojektet vil nå sin afslutning om fem års tid.
SIDSTE NYT: Ikke en ulykke
Det er nu kommet frem at der slet ikke er tale om et uheld på gæstetoilettet, men et planlagt angreb på Halunkenborg. Gartneren så en bøvet lemmedasker med filtret hår og læderjakke stikke af fra stedet på en tunet knallert.
”Det lignede en Rakkelpot. Det halvliderlige smil og den irriterende gangart er ikke til at tage fejl af,” udtaler gartneren Albert Råkost-Rasmussen.
Efter denne oplysning er Baryl Nidding Halunk ikke i tvivl om hvad motivet for denne handling er.
”Det er tydeligt at man ønskede at lave en afledningsmanøvre, så man ubemærket kunne snige sig ned i det halunkske skatkammer og stjæle Rektalrubinen, men det kommer man ikke langt med. Jeg har gemt den et mørkt og fugtigt sted, og så taler vi ikke mere om det.”
En fantomtegning er netop blevet udarbejdet i samarbejde med Råkost-Rasmussen og ansigtet skinner af ren, rå rakkelpotsk irritation.
Har De brugbare oplysninger bedes De venligst kontakte borgervæbningen eller avisen, så vi kan komme til bunds i denne spegede sag.
Som overskriften antyder, er der noget som nager mig ved hele denne sag. Ingen af de 13 opfindere må nærme sig det sorte hul for at standse det vederstyggelige vakuum.
Borgervæbningen er ligeledes blevet forvist fra området af en flok mænd i sorte jakkesæt og solbriller. De siger at de er udsendt af regeringen. At det er en sag større end den lokale øvrighed kan overkomme. De fortæller at det kun er Rakman Elpotto, der i samarbejde med negertrioen Shismabæbæ, kan stoppe katastrofen. Hvis andre blander sig vil der opstå en kædereaktion der fremskynder ragnarok.
For mig lyder det dybt usandsynligt, men der er også et andet problem. Når jeg står på et bakkedrag flere kilometer væk og holder øje med de såkaldte eksperter, så sidder de bare og drikker mælkebøttekaffe og ryger halmcigarer ved et opstillet havebord. De laver ikke andet udover at spille røvhul og fandango. Det ser mere ud til at de venter på noget. Eller nogen. Ingen frygt at spore.
Hvis man befandt sig ved siden af et glubsk, langsomt voksende sort hul, ville man så ikke være en smule nervøs? Ville man ikke straks forsøge at lukke det i stedet for at holde kaffeslabberas og spille hasard ved et medbragt havebord? Jeg tror det er på tide, at jeg begiver mig ind på området og ser mig lidt omkring.
Hr. Nidding Halunk følger op på sagen, klik straks videre til
Jeg blev fragtet gennem hotellet ned mod værelse 69. Døren blev åbnet og jeg blev skubbet ind i lokalet. Henne i skyggerne sad allerede en anden fange.
”Her kan du sidde og tænke lidt over tingene til du gider at samarbejde. Du skal finde den Rektalrubin til os når vi siger det til dig. NÅ!” Døren smækkede og låsene smældede.
”Pokkers også. Jeg var ikke forberedt på alt det her. Troede bare det skulle være en ordinær skattejagt. Stille og fredeligt.”
Den lille buttede mand i sengen drejede sig om. Hans tangcigar glødede i halvmørket. Han rejste sig op og jeg genkendte hans hvalrosansigt.
Jeg blev smidt ud i naturen med en skovl, en fodlænke og en ombygget metaldetektor der efter de indfødtes udsagn kunne opspore rubiner.
”Find Rektalrubinen eller vi vender vrangen ud på Deres tarmsystem!” skreg en stor mand i lændeklæde. Så gik potraklerne hen til deres bål for at lave snobrød og foretage hidsig masturbation.
Jeg gik rundt i området som deres slave og søgte efter rubinen. Kunne det passe at de havde fundet pengene og spist dem? Det håbede jeg virkelig ikke.
Jeg passerede en rund, sort tingest. Da jeg kom nærmere gik det op for mig hvad det var. En peberfrugt. Men ikke en almindelig chili. Det var en Sort Lubert. Den største jeg nogensinde havde set i mit liv. På størrelse med en sømine. Hvis den selvantændte ville den med stor sandsynlighed rive hele Slubberts Rev fra hinanden. Den skulle jeg ikke puffe til ved et uheld. Med bankende hjerte passerede jeg den naturskabte tikkende bombe og fortsatte min søgen.
Jeg søgte og gravede og blev mere afkræftet. Min sult gnavede og jeg tog derfor en håndfuld brune bær der hang og glinsede på en krøllet busk. Jeg stoppede en håndfuld i lommen og en anden håndfuld i munden. For sent gik det op for mig at det var dingleribs. Mit tarmsystem boblede og jeg skød tarmgas ud med så voldsom kraft at jeg slog en saltomortale og blev slået bevidstløs da jeg ramte jorden.
”Ligger du her og sover, din lille lort?!” råbte en potrakkel. Han hev mig på benene. ”Jeg tror vist det er på tide at du taler med vores høvding!” Han fjernede min fodlænke og slæbte mig gennem landsbyen op til den store bygning. Hotel Store Bob. Han havde hele følget med.
Nu sad jeg virkelig i suppedasen og kunne bare afafvente høvdingens straf.
Jeg fulgte skattekortet slavisk og gik gennem en tunnel der førte skråt op fra Slubberts Røv. Fra drypstenene over mig silede urin men papiret var heldigvis beklædt med et tynd lag gummi der forhindrede skattekortet i at gå i opløsning ved kontakt med de gyldne dråber.
Efter kort tid erfarede jeg at hele Slubberts Revs indre var spækket med et avanceret tunnelsystem der stak i alle retninger. Hvis jeg ikke havde haft kortet ville jeg med stor sandsynlighed være faret vild. Det to mig flere timer at finde vej gennem det ildelugtende system.
Til sidst endt jeg på toppen af Slubberts Rev og jeg spejdede ud over området. Ved klippeøens bagende stod en moderne bygning med en svævebane, hvilket undrede mig en del. Det kunne tyde på at der boede en fremmed civilisation.
Jeg gik gennem det mystiske landskab med øjnene på kortet. 15 skridt frem, to til højre og ned på maven under en rynket træstamme. Op igen. Krabbegang op ad en mindre bakke.
Nu manglede jeg kun at gå nøjagtigt 75 skridt frem og slå en kolbøtte før jeg befandt mig ved indgangen til skatkammeret.
Pludselig trak nogen mine bukser ned over anklerne, jeg fik en aggressiv olfert og blev slået omkuld med en knastør blåhvalpenis. Jeg nåede lige at se den strittende tingest komme ind i mit synsfelt.
Det var en stille søndag. Lulla og Bob havde endelig fået fri fra de mange hemmelige missioner med skyderier og slagsmål. Denne dag skulle de slappe af med en søndagsfrokost i anledningen af, at deres søn Folmer kom på besøg.
Knægten havde de sidste otte dage været på agentskole i Holstebro. Forældrene glædede sig derfor til at se hvilke tricks og færdigheder sønnike havde lært på sit ophold.
Da det bankede på døren, hvinede Lulla af fryd.
“Det er ham, Bob. Folmer er her.”
“Hvis du retter an, Lulla, så åbner jeg døren.” Bob spankulerede stolt og rank ud i entreen og åbnede hoveddøren.
På verandaen stod en fedtet, hostende skikkelse med læsioner over alle synlige overflader.
“Så er jeg hjemme,” savlede den vammelt. “Folmer er hjemme. Giv ham et knus!”
Skabningen slog ud med armene og haltede skrutrygget frem mod Bob.
I ren refleks hev den mangeårige agent sin revolver frem og sigtede direkte på gæstens pandebrask.
“Ikke et skridt nærmere, knægt.”
Figuren stod stille og betragtede faderen med et mælkehvidt blik:
“Er mor derinde?” sagde den hæst. “Jeg skal hilse på mor.”
“Ikke på min vagt,” tordnede Bob. “Du er jo ramt af spedalskhed. Sådan noget svineri vil vi ikke have ind i huset. Jeg tolererer ikke livsfarlige dårligdomme på min matrikel.”
“Jamen, jeg har taget mine venner med, Brian og Benny. Vi har sådan glædet os til middagen og på at komme helt tæt på jer begge to.”
“Du kommer ikke herind, om du så var i selskab med kongen eller paven!” Bob bakkede ind i huset, stadig med løbet pegende på sønnens fæle fjæs.
“Jeg vil gerne ind nu…” Folmer krabbede sig frem med armen udstrakt.
“Forsvind!” Bob smækkede døren, hvilket resulterede i, at Folmers hånd brækkede af og landede på verandaen som en moden frugt.
Den unge spedalske mand drejede om på stedet og humpede sine venner i møde.
“Hvad skete der?” brummede Brian forundret.
Folmer trak på skuldrene med en sprød lyd:
“Den gamle har slået hånden af mig…”
Benny og Brian kiggede på Folmers ansigt og derefter på armstumpen. I en kort stund derefter stirrede de fjoget på hinanden. Så brast de alle tre ud i en krampagtigt savlende latter.
Palle Padborg: SØN AF LULLA OG BOB 2. udgave, 1. oplag Approberet og med fast hånd færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
Nørre Usseldrup er endnu engang blevet beriget på kulturfronten, eftersom en mekanisk vulkan nu er opført på en afsides roemark mod nord.
Hundredvis af mennesker var mødt op for at se den kunstigt fremstillede og fuldt funktionsdygtige vulkan blive præsenteret og afprøvet. Og da den uden problemer gik i udbrud, var befolkningens dom klar: – Vi kan ikke leve uden!
“Vi har manglet lidt atmosfære her på egnen, så jeg tænkte, at en vulkan var det, der skulle til,” udtaler nyskabelsens ophavsmand Bambus Pumpernickel, der siden han var tre år gammel har eksperimenteret med sprængstof, euforiserende stoffer og lava.
Vulkanen er 80 meter høj, producerer dagligt flere millioner liter boblende lava og er indstillet til spontant at gå i udbrud flere gange om ugen og slynge om sig med kaskader af ødelæggelse inden for en radius af 1000 meter.
Det lille område omkring vulkanen er dækket med palmer, har fritgående farlige eksotiske rovdyr og betegnes som en tropisk folkepark. Stedet er indhegnet, så ødelæggelserne ikke rammer bebyggelserne uden for parken.
“Jeg giver folk muligheden for at opleve naturen som den virkelig er. Nådesløs, ubarmhjertig og morderisk,” forklarer Bambus Pumpernickel. “Det ene øjeblik vil man gå i den friske luft og i næste nu blive flået af en løve eller smeltet af brændende lava. Er det ikke det, hele livet drejer sig om?”
Begejstringen for den ny livsfarlige familiepark har nået overraskende højder og flere har valgt at campere i det livsfarlige område, da det giver et pusterum fra den trivielle dagligdag. Andre har ligefrem besluttet at flyttet nærmere vulkanen.
“Hvis man ikke konstant er i fare for at blive uskadeliggjort af et vulkanudbrud, hvad er så overhovedet meningen med at stå op om morgenen?” siger Magmah Cunnilingus, repræsentant for Nordvestjysk Kulturforening, der selv har valgt at bygge hus for foden af vulkanen. “Det er initiativer som dette, der lader os overhale det øvrige Danmark i det kulturelle racerløb.”
Ingen kan længere føle sig sikker. Et tomt automobil er pludselig startet af sig selv og kører på nuværende tidspunkt rundt i gaderne til fare for alle.
Det gamle karrosseri gynger og knager, hjulene knirker, og fra bilen lyder et uhyggeligt skrig, som udelukkende kan komme fra det hinsides.
Genfærdsvognen har raseret flere forhaver og offentlige pladser. Voldsomme er de materielle skader, men så sandelig også de personlige. 12 borgere meldes foreløbig kvæstet.
I følge lokale optegnelser viser det sig, at vognens ejer var den nyligt afdøde Elliot Plakkenborg. En hensynsløs racerkører, bankrøver og yogainstruktør. Han afgik ved døden i en omgang russisk roulette i fjor, og det siges, at han nu er vendt tilbage fra graven for at hjemsøge landevejene og gøre livet surt for de levende.
“Man kan ikke gå i fred mere. Jeg var lige kommet ud fra pornoforretningen på hjørnet med favnen fuld af højlødig lecture da jeg blev jagtet af dette … dette … motoriserede gespenst,” udtaler Marlo Halsbølle, Klamhuse Nord.
En af sognets talrige iværksættere har måske en løsning på problemet. Den lokal numerolog, heksedoktor og amuletsælger Klakholm Ry-Hansebasse siger, at den eneste måde man kan beskytte sig mod spøgelset er ved at købe amuletter i hans butik, Hansebasse Amuletgesjæft K/S. Hver amulet koster kr. 789,50 og giver efter mandens udsagn: en beskyttende aura mod spøgelsesbilen.
“Jeg sælger dem ikke for pengenes skyld. Det er udelukkende for at hjælpe og beskytte andre,” fastslår hr. Ry-Hansebasse.
Spøgelsesjægeren Igor Mortis-Mortensen har valgt at tage kampen op mod byens nye trussel.
“Nogen bliver simpelthen nødt til at fange spøgelset, give det en røvfuld og sende det tilbage til helvede, hvor det hører hjemme,” siger den entusiastiske spøgelsesjæger. “Bare rolig. Jeg ordner det.”
Personligt mener jeg som avisens reporter, at der er noget uldent ved hele dette scenarium. Der er noget, der ikke er som det skal være. Kan det passe, at et spøgelse er skyld i dette ragnarok?
Jeg følger op på sagen hurtigst muligt.
Seneste nyt: Spøgelsesjæger påkørt
Spøgelsesjægeren hr. Mortis-Mortensen, der ville tage kampen op mod den uhyggelige poltergeist, er ikke længere i blandt os. For en time siden blev han offer for det hensynsløse genfærd.
Han havde ellers forberedt sig grundigt til møde med spøgelset. Han havde iført sig sine åndemanerbriller og sin beskyttelseshat af alufolie. Hr. Mortis-Mortensen stillede sig klar på hovedgaden og begyndte at danse sin åndedans, mens bilen nærmede sig med 200 km/t.
“Vig bort, lede genganger!” var mandens sidste ord, inden han blev torpederet af det ustoppelige befordringsmiddel. Nu er han selv draget over til det hinsides.
Æret være hans minde.
Samtidigt er salget af amuletter hos Hansebasse Amuletgesjæft K/S steget markant. Og mærkeligt nok ser de ud til at virke som lovet. Bærerne af disse amuletter bliver ikke længere chikaneret af Elliot Plakkenborgs genfærd.
Noget siger mig, at jeg må grave dybere i denne sag.
Mysteriet er løst. Der har ikke været tale om et spøgelse, men derimod en lusket slubbert. En plattenslager, som jeg personligt arresterede.
Noget gik op for mig for halvanden time siden. Bilen kunne jo sagtens være fjernstyret. Det måtte være sådan.
Men hvem sad med fjernbetjeningen? Hvem ville få noget ud af at genere hele byen og påkøre den pålidelige spøgelsesjæger hr. Mortis-Mortensen?
Svaret er: Klakholm Ry-Hansebasse. Han var den eneste, der havde fået noget ud af hele denne krisesituation. Manden har i lang tid døjet med lav omsætning i sin amuletforretning. Nu var salget ufatteligt højt.
Jeg lavede en simpel baggrundsundersøgelse af Klakholm Ry-Hansebasse. Det viser sig, at han har skiftet navn fjorten gange i løbet af tre måneder. Hans rigtige navn er Billy Ravlsmølle Dunhild jr. En mand, der siden han var fem år gammel har eksperimenteret med fjernstyring af motoriserede køretøjer.
Nu vidste jeg, hvem forbryderen var. Jeg manglede blot at tage ham på fersk gerning.
Først måtte jeg finde ud, af hvorfra han styrede bilen. Det måtte være på et højt punkt med en udsigt over hele byens vejnet.
Så slog det mig: Vandtårnet. Bilen havde hele tiden befundet sig inden for rækkevidde af vandtårnet.
Straks cyklede jeg derud, kravlede op ad stigen og ventede på, at forbryderen ville vende tilbage. Der gik 45 minutter, før han dukkede op.
“Jeg bliver millionær!” jublede han, mens han kravlede op på vandtårnets top med en fjernbetjening.
“De kan tro nej,” svarede jeg og slog manden ud med en bedøvende ørefigen.
Fra nu af kan alle færdes trygt på gaden. Spøgelsesbilen var et ondsindet trick, og den skyldige står nu i gabestok på Torvet frem til slutningen af næste måned. Det er tilladt at kaste rådne tomater, fækalier og døde dyr på bedragerens ansigt.
Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.
“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde han, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”
Knockilus smilede.
“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af diktatorens underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”
Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.
“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.
Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.
Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for meget blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.
Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.
Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.
“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”
“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.
“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”
Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.
Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en festmiddag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.
“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:
“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”
Copyright 2016 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.