FRA FANGEHUL TIL FLISHUGGER: ET USÆDVANLIGT LIV ER SLUT
Med stor sorg må jeg meddele at min kære grandonkel, Harlo Hellmann Halunk, er gået bort i en alt for tidlig alder. Faktisk ville han aldrig rigtig ud med sit officielle fødeår, men han virkede ung og frisk til det sidste. Det var heller ikke sygdom eller ælde der slog den statelige mand ud, men derimod en kombineret rulleskøjte- og flishuggerulykke, der satte et punktum for den gæve mands liv.
Mange års fangenskab på Slubberts Rev, medførte en større livgnist i grandonkel Harlo. Han ville leve livet til fulde, udarbejdede en liste med gøremål. Ting han altid havde ønsket at prøve inden sin død. Desværre nåede han kun det øverste punkt på listen, hvilket også blev hans endeligt: At køre fuld på rulleskøjter…
”Det er selvfølgelig en beklagelig situation,” siger skovfoged Banko Jakobsen og tilføjer. ”Men jeg kunne jo ikke vide, at der kom en beruset mandsperson farende på rulleskøjter lige i det øjeblik jeg havde tændt min flishugger.”
Grandonkels jordiske rester i form af omtrent 100 kilo fars, er nu skrabet op fra asfalten og kørt mod det lokale oldingehjem, hvor Harlo selv residerede de sidste måneder af sit liv. Farsen doneres til beboernes ugentlige frikadelle-fredag. Det ville Harlo have ønsket.
”Harlo var en herlig mand der bragte stor glæde og humør i huset. Nu vil han atter vække stor jubel og begejstring,” siger køkkenchef Congo Koteleto, der vil uddele gaver til alle de beboere som finder et rulleskøjtehjul i frikadellerne. ”Det er selvfølgelig en fordel for dem der stadig har pløkker i gabet.”
Nekrolog: Harlo Hellman Halunk
Harlo Hellmann Halunk var en mystisk mand der ikke yndede at tale om sine unge år. Efter en sejltur i sit badekar for at gemme sin formue på en ø, blev han i 1955 taget til fange på Slubberts Rev af den infamøse Rakkelpot-familie, indtil jeg, grandnevø Baryl Nidding, befriede ham. Hans frihed blev imidlertid en kort fornøjelse, men vi nåede trods alt at hygge os gevaldigt sammen de sidste måneder af hans liv.
Farvel grandonkel Harlo!
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside