HENVISNINGER TIL HELE STORSERIEN HERUNDER:
Retur til avisens forside
Jagten på den halunkske skat 1-8
Skriv et svar
Tag-arkiv: skattejagt
Jagten på den halunkske skat 8:8
EN RØV I BRAND
På taget stod en enkelt vagt som jeg pacificerede med den sidste rest tarmgas. Lufttrykket væltede ham så han knaldede hovedet ind i gelænderet og mistede bevidstheden.
”Af sted,” sagde Harlo og kravlede ind i kabinen. ”Fuld fart frem.”
Svævebanen satte af sted i højt tempo. Vores manøvre blev straks opdaget og en alarm gik i gang. Rakkelpotter strømmede ud af Hotel Store Bob som krigsparate hvepse. Alle var bevæbnede med slangebøsser som de skød knaldperler efter os med.
Det hjalp dog ikke for vi kom sikkert ned til jorden.
”Vi klarede det,” sagde jeg og hjalp Harlo ud af kabinen. ”Gennem grotten. Ned til badekarret!”
”Så stop dem dog!” ”Skyd dem!” lød det bag os.
Da vi nåede til nedstigningen til tunnelsystemet så jeg over min skulder, hvordan Rambuk Rakkelpot begå en fatal fejl. Han skød en knaldperle direkte ind i den gigantiske Sorte Lubert.
Pr. refleks kastede jeg mig over min grandonkel og vi tumlede ned i tunnelsystemet sekundet før hele klippeøens top eksploderede.
Mens vi sejlede hjemad kunne vi se hvordan øen stod i lys lue, og fedtede røgmasser vældede op mod himlen. Der kunne umuligt være nogen overlevende.
Hjemme på Halunkenborg fik vi os en sjus, serveret af min husholderske, enkefru Sofie Lorensen, og dertil en velfortjent tangcigar efter den hårde rejse.
”Det var ærgerligt at familien Rakkelpot stjal alle dine værdier,” sagde jeg.
Harlo nikkede, mens et et snedigt smil bredte sig i hans gamle sømandsfjæs.
”Pengene fik de. Men Rektalrubinen fandt de aldrig! Den er gemt et særligt sted som de ikke har tænkt på at lede.”
”Hvor?”
Harlo trak benklæderne af og jog sine rynkede oldingehænder op i rectum og gravede en selvlysende rubin ud af tarmsystemet.
Harlo havde en stærk psyke. Han havde haft rubinen siddende begravet i sit indre siden 1955. Der findes ikke mange modige og stålsatte mænd som ham.
En måned senere rejste vi tilbage til Slubberts Rev for at undersøge skaderne. Hotellet stod der endnu trods eksplosionen. Familien Rakkelpot havde haft spenderbukserne på og opført bygningen i sprængsikkert materiale. Heldigt for os. Kun ruderne var trykket ud.
”Nu hvor alle mine penge er smidt ind i hotellet her, burde jeg bruge det til noget. Hvad med at vi to sætter det i stand og slår dørene op for alle nordvestjyder? Et nyt sommerferiemål?”
”Skål på det.”
Ja, De læste rigtigt! En færgerute er allerede ved at blive etableret til Slubberts Rev og på fredag åbner Hotel Halunk for betalende gæster. Enkefru Sofie Lorensen vil efter direktiver fra Harlo og mig stå for den daglige drift.
(SLUT)
Retur til avisens forside
Jagten på den halunkske skat 7:8
LØSE STEN OG TARMGAS
”Hvad er der sket?” spurgte jeg min grandonkel.
Harlo gik rundt i cellen med hænderne på ryggen:
”Jeg var på vej hjem i 1955. Badekarret var klar, men så blev jeg antastet af en flåde med rakkelpotske opdagelsesrejsende. Jeg gemte rubinen af vejen inden de kom til mig, men kortet fik de. Pengene fik de. I alle disse år har de holdt mig fanget og tvunget mig til at se dem ødsle mine penge bort. De har skudt alle mine penge ind i bjerghotellet her bare for at irritere mig. Der kommer ingen kunder, for ingen ved at hotellet eksisterer.”
”Det var da forfærdeligt!” udbrød jeg. ”Vi må væk fra Slubberts Rev omgående.”
”Men hvordan?”
”Bygningen er opført af familien Rakkelpot, ergo er det noget klamphuggeri. Der må være en brist et sted.”
Vi besigtigede hele værelse 69.
”Aha,” sagde jeg. ”Løse sten.”
Flere store sten i muren bag sengen kunne man rokke ved. Vi havde dog ikke kræfter nok til at skubbe dem fra hinanden.
Så kom jeg i tanke om dingleribsene i min lomme. Jeg tog kun et par stykker denne gang i munden.
Abrupt mærkede jeg presset i underlivet. Jeg blottede min bag og satte den mod muren. Jeg gav slip og flatulerede med så voldsom kraft at stenene blev skubbet ud af sit leje så der kom et hul i muren.
”Bravo,” sagde Harlo og kravlede gennem hullet.
”Lad os komme væk herfra,” hviskede jeg.
Vi kom ud i et tomt baderum med afføring op ad væggene og loftet og listede ud på gangen, der var fyldt med opløste gnaverkadavere. Der var banditter i alle retninger, så vi søgte op mod taget. Den eneste løsning var svævebanen.
Hvordan skal dette drama ende? Fluks videre til sidste afsnit!
Retur til avisens forside
Jagten på den halunkske skat 6:8
MANDEN PÅ VÆRELSE 69
Jeg blev fragtet gennem hotellet ned mod værelse 69. Døren blev åbnet og jeg blev skubbet ind i lokalet. Henne i skyggerne sad allerede en anden fange.
”Her kan du sidde og tænke lidt over tingene til du gider at samarbejde. Du skal finde den Rektalrubin til os når vi siger det til dig. NÅ!” Døren smækkede og låsene smældede.
”Pokkers også. Jeg var ikke forberedt på alt det her. Troede bare det skulle være en ordinær skattejagt. Stille og fredeligt.”
Den lille buttede mand i sengen drejede sig om. Hans tangcigar glødede i halvmørket. Han rejste sig op og jeg genkendte hans hvalrosansigt.
Jeg tabte underkæben. Harlo Hellmann Halunk levede endnu.
”Grandonkel?!”
Hvad der videre sker? Flux videre til næste afsnit!
Retur til avisens forside
Jagten på den halunkske skat 5:8
BJERGHOTELLETS RÆDSLER
Inde i hotellobbyen skreg de indfødte i kor: ”Store høvding!”
En mand med gøglerkasket, brystholder af kokosnødder og bastskørt sprang ud af døren bag skranken og hylede: ”Hvad er der nu?”
”Den ubudne gæst vil ikke samarbejde! Han passer ikke sit arbejde. Går bare og brænder husleje af.”
”Føj for satan,” skreg høvdingen. ”Gør ham mør i fangehullet!”
Jeg kunne fornemme at noget var galt. Hvordan kunne disse primater dog have styr på hoteldrift?
”I er ikke indfødte, er I vel?” sagde jeg. ”I er noget andet ..”
Samtlige 50 potraklere i lokalet brød ud i en høj latter.
”Så faldt ti-øren, hva’?!” grinede høvdingen.
De indfødte fjernede deres fækaliebaserede ansigtsmaling, trak lændeklæderne af og iførte sig gummihabitter. De tog hver sin kam og friserede håret. De var ikke Potraklere. Sådan nogen eksisterede ikke. Det var en del af familien Rakkelpot.
”Selvfølgelig,” sagde jeg lavt.
Hotelbestyreren, som tidligere gjorde det ud for høvding, grinede ondt. På hans navneskilt på brystet stod navnet Rambuk Rakkelpot.
”Send ham hen på værelse 69!”
Det lyder farligt! Vi må straks videre til næste afsnit
Afsnit 1 Afsnit 2 Afsnit 3 Afsnit 4 Retur til avisens forside
Jagten på den halunkske skat 4:8
EN ORDENTLIG HÅNDFULD DINGLERIBS
Jeg blev smidt ud i naturen med en skovl, en fodlænke og en ombygget metaldetektor der efter de indfødtes udsagn kunne opspore rubiner.
”Find Rektalrubinen eller vi vender vrangen ud på Deres tarmsystem!” skreg en stor mand i lændeklæde. Så gik potraklerne hen til deres bål for at lave snobrød og foretage hidsig masturbation.
Jeg gik rundt i området som deres slave og søgte efter rubinen. Kunne det passe at de havde fundet pengene og spist dem? Det håbede jeg virkelig ikke.
Jeg passerede en rund, sort tingest. Da jeg kom nærmere gik det op for mig hvad det var. En peberfrugt. Men ikke en almindelig chili. Det var en Sort Lubert. Den største jeg nogensinde havde set i mit liv. På størrelse med en sømine. Hvis den selvantændte ville den med stor sandsynlighed rive hele Slubberts Rev fra hinanden. Den skulle jeg ikke puffe til ved et uheld. Med bankende hjerte passerede jeg den naturskabte tikkende bombe og fortsatte min søgen.
Jeg søgte og gravede og blev mere afkræftet. Min sult gnavede og jeg tog derfor en håndfuld brune bær der hang og glinsede på en krøllet busk. Jeg stoppede en håndfuld i lommen og en anden håndfuld i munden. For sent gik det op for mig at det var dingleribs. Mit tarmsystem boblede og jeg skød tarmgas ud med så voldsom kraft at jeg slog en saltomortale og blev slået bevidstløs da jeg ramte jorden.
”Ligger du her og sover, din lille lort?!” råbte en potrakkel. Han hev mig på benene. ”Jeg tror vist det er på tide at du taler med vores høvding!” Han fjernede min fodlænke og slæbte mig gennem landsbyen op til den store bygning. Hotel Store Bob. Han havde hele følget med.
Nu sad jeg virkelig i suppedasen og kunne bare afafvente høvdingens straf.
Fluks videre til næste afsnit!
Afsnit 1 Afsnit 2 Afsnit 3 Avisens forside
Jagten på den halunkske skat 3:8
POTRAKLERNES STRAF
Da jeg vågnede var jeg halvnøgen og bundet fast til en penisskulptur i en mindre landsby med hytter bygget af grove fækalier. De indfødte, de såkaldte Potraklere, havde taget mig til fange og gav mig skridtprygl og våde fingre i ørerne.
De viftede med skattekortet og fortalte mig at de allerede havde fundet pengene. Sedlerne havde de spist som salat og mønterne havde de hældt i havet for sjov.
De havde dog aldrig fundet Rektalrubinen. Den måtte være gemt et andet sted på øen. Kortet var derfor ubrugeligt.
”Du er vores fange nu. Du skal lede efter rubinen for os. Nat og dag! Når du finder den sælger vi den på det sorte marked. Fortjenesten vil blive delt imellem os. 92 procent til os, 1 procent til dig og syv procent som offergave til vores gud, Store Bob.”
Et urimeligt forslag, men torturen var for hård. Jeg kunne ikke holde til det mere.
”DET ER EN AFTALE!” hylede jeg.
Fluks videre til næste dramatiske episode
Føljetonens første del Føljetonens anden del Retur til avisens forside
Jagten på den halunkske skat 2:8
BAGHOLDSANGREBET
Jeg fulgte skattekortet slavisk og gik gennem en tunnel der førte skråt op fra Slubberts Røv. Fra drypstenene over mig silede urin men papiret var heldigvis beklædt med et tynd lag gummi der forhindrede skattekortet i at gå i opløsning ved kontakt med de gyldne dråber.
Efter kort tid erfarede jeg at hele Slubberts Revs indre var spækket med et avanceret tunnelsystem der stak i alle retninger. Hvis jeg ikke havde haft kortet ville jeg med stor sandsynlighed være faret vild. Det to mig flere timer at finde vej gennem det ildelugtende system.
Til sidst endt jeg på toppen af Slubberts Rev og jeg spejdede ud over området. Ved klippeøens bagende stod en moderne bygning med en svævebane, hvilket undrede mig en del. Det kunne tyde på at der boede en fremmed civilisation.
Jeg gik gennem det mystiske landskab med øjnene på kortet. 15 skridt frem, to til højre og ned på maven under en rynket træstamme. Op igen. Krabbegang op ad en mindre bakke.
Nu manglede jeg kun at gå nøjagtigt 75 skridt frem og slå en kolbøtte før jeg befandt mig ved indgangen til skatkammeret.
Pludselig trak nogen mine bukser ned over anklerne, jeg fik en aggressiv olfert og blev slået omkuld med en knastør blåhvalpenis. Jeg nåede lige at se den strittende tingest komme ind i mit synsfelt.
Fluks videre til afsnit 3 Eller til afsnit 1 Eller til avisens forside
Jagten på den halunkske skat 1:8
SLUBBERTS RØV
Tilbage i 1955 forsvandt min grandonkel Harlo Hellmann Halunk sporløst i dansk farvand. Han var draget af sted i et ombygget badekar for at gemme sin formue for staten, så de ikke tog halvdelen og sendte de surt optjente penge til udlandet.
Pengene blev efter sigende begravet på en hemmelig lokation. Blandt værdierne skulle der ligeledes gemme sig den mytiske Rektalrubin som er Halunk-dynastiets æresklenodie.
Ved at grave i de halunkske annaler fandt jeg ud af hvor pengene og Rektalrubinen med stor sandsynlighed lå gemt. Skatten skulle befinde sig på den sagnomspundne klippeø kaldet Slubberts Rev, hvor indsejlingen blandt søfolk kendes som Slubberts Røv.
Som den eventyrlystne reporter, slægtsforsker og skattejæger jeg er, ville jeg prøve lykken og rejse ud for at finde skatten og opklare mysteriet om min grandonkel. Var han omkommet eller levede han stadig?
For at gå den kære Harlo i bedene, sejlede jeg ud i et specialkonstrueret badekar med metangasdrevet påhængsmotor. I bagagen havde jeg dykkergrej, graveredskaber, et par bæverpølsemadder, en flaske formaldehydlikør og lidt lokal litteratur til rejsen.
Ved at følge stjernerne som de gamle sømænd, tog det mig blot tre dage at sejle ud til det sagnomspundne Slubberts Rev og ind gennem den mørke fugtige Slubberts Røv. I dette hulrum i klippeøen fik jeg den første overraskelse.
I det algegrønne vand lå Harlos badekar med indtørret afføring på kanten. Han havde aldrig forladt klippeøen, og i badekarret fandt jeg en udstoppet pelikan. Jeg åbnede næbbet og her lå et sammenrullet stykke papir. Min krop dirrede af spænding mens jeg rullede papiret ud.
Det var et skattekort! Harlos optegnelser over formuens placering! Jeg gav mig selv en lussing for at få mit nervesystem til at slappe af. Skattejagten var i gang.
Hurtigt videre til næste afsnit!
Retur til avisens forside