Kæltringerne har styret lokalområdet i over et døgn. De kan dog ikke få fingrene i den nordvestjyske presse, da vi har barrikaderet os i Bladhuset bag tykke jernskodder, leveret af brødrene Kahllun.
Kæltringerne er i færd med at sætte den nye dagsorden. De vil køre sognene i sænk økonomisk, kulturelt og åndeligt.
Deres leder, doktor Kæltring-Karlsen, har gennem højttalere holdt en tale for borgerne:
“Børn skal i skole 24 timer i døgnet. Øl og cigaretter skal destrueres, bordellerne lukkes, og der skal spilles konstant balkanmusik i hele området fra højttalere i hvert et træ og på hver en gavl. Nu er det os, der bestemmer!”
Dette er ikke faldt i god jord hos den nordvestjyske befolkning. Rasende borgere, bønder og landproletarer har presset kæltringehæren ud på Klamhuse Hede, hvor det største slag nogensinde netop nu udkæmpes.
Eventyret er slut, det glorværdige ørige Dartvados er nu en saga blott.
Lad mig indledningsvis hurtigt berolige Dem allesammen: Min egen person, konsulatets uvurderlige erotiske postkortsamling, samt petriskålen med Orla Zinzüeghs DNA, er bragt i sikkerhed.
Medens De indtager fire til seks store glas beroligende drikkepetroleum, vil jeg fortælle Dem hele den grufulde og dramatiske historie.
Hele den autistiske negergeni-familie Onager omkom ulykkeligvis i den tragiske eksplosion på Undervandsbræksitgenerator 4, ved Dartvados’ Videnskabelige Institut Til Militærindustriens Fremme. Denne forfærdelige begivenhed efterlod ikke alene hele projektet i et limbo, men forårsagede også seismiske rystelser, hvorved primitive urkræfter blev frigivet fra havets bund.
Som forudsagt i den præ-historiske caraibiske voodoo-profeti, rejste Den Store Homoh Ka’al sig i al sin majestætiske rædselsvælde fra sin æonlange slummer i det mørke dyb. En ulykke kommer som bekendt sjældent alene, og jeg fik ydermere på nogenlunde samme tid stjålet min velocipede fra konsulatets VIP-parkeringsplads. Det gigantiske monstrum (altså ikke vehiklet) blæste herefter en lyserød miasma ud over hele øen, inden det igen forsvandt sporløst i bølgerne. Da den opståede panik blandt befolkningen nogle timer senere var nedkæmpet ved hjælp af kraftige nationale disciplinærlusseringer, faldt der igen en slags ro over landet.
Dagen efter kunne det imidlertid konstateres, at hele øen var overrendt af gadeklovne i svømmefødder, bevæbnet med lavementspumper! Borgere blev væltet omkuld, fastholdt, og fik store mængder klovneserum injiceret rektalt.
Dette stred selvsagt imod ordensbekendtgørelsen, og vi måtte derfor udkommandere vore militærstyrker, for at få sat en stopper for dette uappetitlige og samfundsnedbrydende uvæsen. Desværre var der slet ingen respons fra vore normalt pålidelige negertropper, der enten havde taget flugten, eller med vold var blevet klovnificeret af den invaderende overmagt.
Jeg selv oplevede at blive fysisk overmandet af disse utilbørlige narre, og på uværdig vis kastet i fængsel, og derefter frataget mine lorgnetter, lommelærke samt barbérgrej. Dette var jo i sig selv helt uhørt og ganske uanstændigt, og disse vanvittige marxistiske bajadser skulle da så sandelig også komme til at fortryde deres handlinger. Dette kan jeg sige med sikkerhed, idet hele øen på min specifikke ordre for en måned siden blev systematisk mineret med bræksitsprængladninger – blot i tilfælde af noget lignende.
Ved hjælp af astrodefækatorisk selvaffyring sked jeg mig under et fingeret fængselsoprør over muren og ud i friheden, til min ventende bræksit-ubåd, som derefter fragtede mig helskindet hjem til Danmark. Det var ganske enkelt for farligt at opholde sig på øen, længere.
Men hvad med befolkningen? Skulle de herefter for stedse lide under dette groteske klovneregime, eller var det mere nådigt og humant, om jeg blot lod hele øen detonere…?
Beslutningen var let; jeg trykkede resolut og uden samvittighedskvaler på den røde knap, der for evigt og med et kæmpebrag udslettede Dartvados fra jordens overflade. Derefter satte jeg kursen mod min hjemstavn, vel vidende, at jeg i kraft af min uangribelige karaktér og mandsmod havde forhindret ubeskrivelige fremtidige menneskelige lidelser.
Hér ses jeg selv, netop tilbagevendt til Gustenhuse By, i centrum for den hjertelige modtagelse af min egen ydmyge person, foran H. G. Hoffmanns beværtning, i Store Kæfertstræde.
Efter et muntert drikkelag, inklusive gensidige velkomstlusseringer, var der traditionel nordjysk afslapning og cigarrygning i det grønne, blandt djærve mænd af den helt rette støbning.
Leve Gustenhuse! Leve Knockel! Leve Kongen! Og længe leve Danmark! (Hurra x 9 prc.)
Må det være mig tilladt hermed definitivt at afslutte mine meriter med nedenstående skønne strofer fra V. Røvlenbergs nationalepos “Mit Kære Gamle Land” (1920).
“Der findes jo klovne som ej vil os det godt; De vandrer iblandt os, og siger “båt-båt”. De kommer med strid og araberkomplot; Blot nyde de vil, vor rabarberkompot.
Med alskens gøgl de altid prøve; Fra vuggen did, de sutter røve. Men i vort skjold de finde løve, Og vi mod fjenden aldrig tøve!
– I mit kære gamle land.”
Ærbødigst,
fhv. Kgl. Konsul og Overborgmester (med meget mere), Hartmann Stahl-Eisenmann,
Landstedet Krads Mølle,
Ådselsherred,
Gustenhuse Sogn.
Gratis addendum: Hvordan det gik alle de øvrige, siden hen
Drengen Barfoed Ørlesen blev jo desværre glemt på Mars, da vi rejste hjem. Men der er vittterligt krummer i knøsen, og der er ingen som helst grund til at tro, han ikke skulle kunne klare sig alene, deroppe, endda på ubestemt tid.
Min kære korpulente negerven Ølmert Fap blev kvalt i flødeskumskager ved sin egen 112-års fødselsdagfest, men der er ingen grund til at begræde dette faktum, idet det var sligt han levede hele sit liv, og nøjagtigt sådan han selv ønskede at dø.
Dr. Heineken Sæbbelin gik bort efter længere tids kløe i næsen, der viste sig at skyldes, at en tarantel havde lagt sine æg i de store hulrum, medens han sov. Da der gik hul på æggene, myldrede de giftige små araknider ind i mandens hjerne, og tilføjede ham en dødelig dosis gift.
Koburn Pabst fra D.R.A.M. blev tilbudt, og accepterede på stedet, stillingen som reservejulemandsassistent i oliestaten Aber Dabei, hvor han dog stadig har sin første reelle arbejdsdag til gode.
Finkbine Nommsen druknede i sin maniske rengøringsildhu under den årlige rensning af konsulatets septiktank, som en pryd for sit fag, og et smukt eksempel til efterfølgelse.
Slari Bartfast rejste efter den vellykkede Mars-ekspedition selv på opdagelse i Verdensrummet, i en modificeret Nilfisk-støvsuger, og derom kan De jo passende læse, andetsteds.
Den elskelige hr. Tafatman Handy blev under sin offentlige friluftsmorgendefækation snigmyrdet bagfra med muskedonner af fætteren til Bjarne Hash, den postmoderne postnihilist og postmedarbejder Jerne Brast, der derefter rettede sit våben mod sig selv, skød ved siden af, ladede muskedonneren igen, og ramte, i andet forsøg. Hovedet er til dato stadig ikke fundet.
Det meddeles netop nu, at Blodhavn, Klamhuse, Nørre Usseldrup og de omkringliggende sogne i disse timer er blevet invaderet af Kæltringerne. Vi undervurderede vores fjende.
Kæltringsø kolliderede som beregnet med Blodhavn ved solnedgang, hvor Borgervæbningen ventede tålmodigt på, at fremmede soldater skulle springe fra Kæltringsø til Blodhavn, men intet skete.
I stedet hørtes der motorlarm bag os. Kampfly i hobetal kom flyvende og kastede fækaliebomber mod byen. Og op ad jorden kravlede kæltringer, der havde gravet flere kilometer lange tunneller. Det viser sig også, at flere soldater har forklædt sig som træer og dyr.
Et snedigt bagholdsangreb. De havde sendt Kæltringsø mod os som en afledningsmanøvre, mens de kunne angribe fra alle andre vinkler.
Kæltringerne begyndte straks at kaste æg på bygningerne, vikle toiletpapir om alt og tømme tarmen på parkerede vehikler.
Flere begyndte også at forgribe sig på træer og buske. En samling af skrigende kæltringe har allerede ødelagte mange græsplæner ved at bore forplantningsorganerne ned i jorden.
Der erklæres nu undtagelsestilstand. Befolkningen anbefales at barrikadere sig inden døre, men de, der kan slås, bør yde al den modstand, de kan.
I løbet af natten har Kæltringsø flyttet sig fra sin oprindelige position og rykket sig flere kilometer mod Nordvesjylland. Hvis øen holder samme fart, vil den kollidere med Blodhavn i aften ved solnedgang.
Hvordan er der ingen der ved, men hvorfor er lettere at besvare: Kæltringsø ønsker krig.
Borgervæbningens flådeangrebsspecialist, Norman Didrik-Häbbelkäbe udtaler:
“Der står uden tvivl en hær på Kæltringsø, og når deres strand kolliderer med vores, vil de simpelthen blot marchere ind i Blodhavn og invadere Nordvestjylland. Det må ikke ske.”
I skrivende stund opruster hjemsognene med fækaliekanoner, urinbomber, Sorte Luberter og hvad der ellers kan være effektiv i den uundgåelige krig. Borgervæbningen og tusinder af frivillige er mødt op ved Blodhavn for at tage godt imod den fjendtlige hær på den sælsomme, selvtransporterende ferieø.
“Det bliver en kort krig,” fastslår Norman Didrik Häbbelkäbe. “Vi kører hele sognets artilleri hen til vandkanten, så vi kan give Kæltringsø en varm velkomst. Det kan ikke slå fejl.”
Trods selvsikkerheden hos borgervæbningen og de dygtige frivillige, er der dog noget der nager mig. Noget er ikke, som det bør være, men der er ikke andet for end at vente og se hvad der sker.
En verdenssensation venter årets cirkusgæster: Den syngende flodhest Ferdinand Göring Jr., som her bringes i land på Blodhavn Midtermole
af direktør Oscar Popp-Lubbert. Efter et intensivt danskkursus bemestrer
Ferdinand det meste af Rasmus Seebachs repertoire.
En af Nordvestjyllands førende kulturinstitutioner, det 124-årige Cirkus Lubbert, melder klar til sæsonpremiere med det største og mest kostbare program nogensinde.
Øverst på plakaten står Trio Sprudel Gigante, en bulgarsk trapezmasturbationstrup, som har fejret triumfer i Las Vegas, Dubai, Nørresundby og andre af denne verdens forlystelses-metropoler.
Eksotiske dyr præsenteres i fri dressur af cirkusprinsessen Katy Lubbert, og naturligvis skal publikum igen i år juble over den nu 97-årige kondomklovn Moses Lubbert-Palmolive.
Assisterende trapezmasturbatrice Mogadisha Sprudel har inden sæsonstarten undervist i luftbåren spilleteknik for kommende kolleger på Usseldrupegnens Erhvervsakademi.
Disciplinansvarlig i teltet er Arno Lubbert, ansat i virksomheden
siden 1958 og for nylig promoveret til cirkusovertjener.
“Uden en stålsat karakter som Arno kunne atmosfæren hurtigt
blive plat og simpel,” udtaler Louis B. Knockel, der assisterer
med udgangslussinger til publikum efter alle lokale forestillinger.
I pauserne underholder de landskendte festaber Billy og Ben med
komiske optrin. De to storrygere har glædet sig til et gensyn med
Nordvestjylland, hvor de dagligt får lov at dele en kasse tang- og
lyngcigarer.
