EKSPRESBREV FRA BLODHAVN
Kære far og mor
Jeg vil bare fortælle, at jeg nu har været tre uger i Blodhavn, hvor maleren H. M. Gasser frembragte de allerbedste af sine billeder. Byen er stort set uforandret fra dengang. Alle mennesker er venlige og hyggelige, og jeg nyder opholdet, bortset fra et lille problem. Nej, faktisk tre små problemer.
Jeg har lejet et gavlværelse med en fin udsigt (pil nr. 1), men det koster 1,19 kr. i døgnet og 34 øre ekstra, hvis man skal have en varmedunk med i seng. Jeg er i restance for 3 nætter og fryser bitterligt.
Nede ved havnen ligger værtshuset “Den Slimede Ål” (pil nr. 2). Et folkeligt og fornøjeligt sted, hvor man også træffer mange søde piger. Desværre har jeg nu oparbejdet en regning på kr. 21,16, så jeg kan indtil videre ikke komme ind. Det er deprimerende og ødelæggende for min skabertrang.
Ikke langt derfra finder vi byens største arbejdsplads, Blodhavn Fodermølle (pil nr. 3). I gavlen er indrettet en butik, hvor arbejderne og andre kan købe livets fornødenheder, herunder selvfølgelig “Omrørt brunt kødfoder nr. 01″ og “Flydende fiskepulp nr. 14” på dåse. Drikkepetroleum og tangcigarer er der også på hylderne. Min konto i butikken viser et forfaldent tilgodehavende på kr. 36,39 plus tilskrevne renter på 2,1 pct. pr. påbegyndt døgn. Jeg kan ikke helt regne ud, hvad det bliver, men nok omkring en halvtredser.
Hvis I oprigtigt ønsker, at jeg skal blive en lige så stor kunstner som H. M. Gasser, må I allersnarligst telegrafere mindst 150 kr. til min adresse: Gylbert Pungknockel c/o husdyrbøddel Jollah Gaffelwaber, Grønnestræde 11, Blodhavn C.
Kærligste hilsner, og husk nu: Det haster!
Jeres Gylbert
P.S. Gasser-maleriet tilhører en af mine lokale venner, hr. von Lauenborg, som jeg også skylder både penge og tak. Jeg kommer nok til at bede jer om mindst 200 kr. Jeg ved, at I begge er invalide, og at far nok ikke har så langt igen, men kan I ikke sælge jeres tre-hjulede cykler og/eller vinterfrakkerne?
SE OGSÅ:
Retur til forsiden