Mange års bedste rygernyhed kan hermed bekendtgøres for Nordvestjylland og resten af verden: Et lokalt seks-årigt tvillingepar, Josper og Jallah Schneckelfritz-Sørensen, Klamhuse Vestermark, frembringer fækalier af en sådan konsistens og tekstur, at de umiddelbart er anvendelige som cigarer.
Dette fysiologiske og økonomiske mirakel blev opdaget ved et rent tilfælde. Drengene er raske små spilopmagere, og da deres oldefar, fhv. landbarber Harding Schneckelfritz-Sørensen, en dag var ventet på besøg, lagde de en af deres cigarlignende faconfækalier parat i askebægeret ved siden af den gyngestol, hvori han plejer at sætte sig for at ryge. Fækalien havde forinden ligget til tørre og var blevet forsynet med et mavebælte fra oldefars seneste efterladte cigar.
“Jamen dog!” udbrød den gamle barber, da han havde tændt og inhaleret. “En ganske fortrinlig cigar. Kan det virkelig være Brugsens sædvanlige 21-øres mærke?”
Drengenes overstadige latter røbede sammenhængen, men cigaren var for god til at opgive, og Harding røg den til ende, mens fuldfed, aromatisk krydret røg bølgede omkring ham.
Hver dag siden er Jospers og Jallahs naturlige frembringelser blevet sikret og gemt. Det har vist sig, at en stabil og ensartet kost, bestående af roeblade, rå havregryn og røllikeafkog, er forudsætningen for de helt perfekte cigarer, så slik af enhver art, saftevand og lignende forekommer nu ikke længere i deres hjem.
En stor del af landsdelens børn og unge er efterfølgende sat på streng diæt for at få afprøvet, om de kan gøre miraklet efter. “Det viser sig, at cirka hver tiende yngre nordvestjyde frembringer den helt rigtige, luftige og velkrydrede cigar,” oplyser dr. W. Prunkhorst, Klamhuse Husmandshospital. Han har påtaget sig at lede forsøgsarbejdet og ser positivt på de foreløbige resultater.
“Lyng- og tangcigarer har vi kendt gennem århundreder. Med fækaliecigarens tilkomst kan vi forhåbentlig snart bortspare de bekostelige produkter, der fremstilles af importeret tobak,” erklærer en ekstatisk dr. Prunkhorst.
Sensationelle arkæologiske fund i Blodhavn
Marina og Gustenhuse Lejebibliotek
Ikke bare et, men to spektakulærte arkæologiske fund leder ifølge eksperter til en radikal revision af vor viden om Nordvestjylland i vikingetiden og egnens betydning for hele Nordatlantens historie. Dr. Gurli Gokstad, amanuensis på Det Kongelige Biblioteks Arnemagneanske Samling og for tiden sommergæst med kvartpension på Klamhuse Spedalskhedskoloni og wellness-center, forklarer:
“Det meste af vores viden om Nordvestjylland i vikingetiden har vi fra augustinermunken Ludbert af Bremens skrift “Codex Cloacensis (CC)” som han affattede i 800-tallet. Desværre kender vi kun værket fra omtale blandt senere skribenter, og der herskede hidtil nu enighed blandt fagfolk om, at CC var gået tabt. De kan derfor forestille Dem bestyrtelsen, da et fuldstændigt eksemplar af CC i torsdags blev opdaget i kælderen under enkefru Feta Knøhls lejebibliotek i Gustenhuse. “
“Jeg afbrød straks min ferie for at være blandt de første til at inspicere CC”, fortsætter dr. Gokstad. “I CC så jeg som den første den forsvundne epistel “De moribus patriciae plebisque oppidorum stercoreorum ultimae Jutlandiae” (Om skikkene hos høj og lav i de to skidne landsbyer i det yderste Jylland). Her finder vi bekræftelse af Prostatas Saga, historien om vikingehøvdingen Prostata den Store, der hidtil er blevet anset som fiktion.”
Som kendt fra sagaen, var Prostata og Podagra to sønner af kong Hilmar den Vise, der, som det ofte sker i vikingefamilier, kom op at toppes. Grunden skal have været Podegras trolovede, Bitten af Reperbahn, der efter tidens sæder og moral nok var en anelse løs på tråden. Ludbert af Bremen omtaler hende som “Sodomitten Bitten” og refererer løseligt til de sammenkomster med berserkergang og seksuel kollektivisme, hun siges at have organiseret på Erna Bavnings Ornecentral.
“Nu skal Ludbert af Bremens beskrivelse jo ses på baggrund af munkestandens kyskhedsløfte, men noget er der nok om beskrivelsen af frk. Bitten”, fortsætter dr. Gokstad.
I alle tilfælde skete der et uheld. Som moderne var blandt trendsættende unge skjoldmøer ville Bitten vise sin kærlighed til Podagra med en intimpiercing, og hun bad Prostata hjælpe med det kirurgiske indgreb. Desværre kom Prostata til at hoste, så hans blodøkse piercede ikke bare Bittens indre labia, men ogsa hendes klitoris, tyktarm, uterus og venstre hofte.
Det kunne Podagra jo ikke stå overhørig, så han udfordrede sin broder, Prostata, til mandjævning. De to vikinger mødtes efter tidens sædvane til kamp på en planke over latrinet ved Brugsen; reglen var, at den, der først blev skubbet i tønden, blev landsforvist. Som vi ved fra Prostatas Saga, nu bekræftet i CC, blev det Prostata, der først røg i tønden ved ikke at parere et spark i skridtet fra Podagra, Denne blev, efter som skik var at have holdt Prostatas hoved under, indtil luft og methanbobler hørte op, udråbt som vinder.
Prostata måtte nu i hast forlade Nordvestjylland, og også her besvarer vort nye fund en række historiske gåder. Beskrivelser i CC har gjort det muligt for arkæologer fra KUK, Klamhuse Universitets Kursus, at lokalisere resterne af Prostatas langbåd ved det igangværende entreprenørarbejde med udbyginingen af Blodhavn Yachtklub.
Det har tidligere været ren spekulation, at prins Prostata fik tilnavnet Den Store på grund af sine bedrifter i Nordatlanten, men nu har vi endeligt bevis. Blandt fundene i langbåden var der rester af gærede fækalier tilsat malt og byg. Prostatas første stop var i det nordlige England omkring Newcastle, og der er ingen tvivl, om at denne egns særlige brune øl er introduceret af de jyske vikinger i Prostatas følge.
“Vi ser i årene efter Prostatas landsforvisning en opblomstring i samhandlen mellem Nordatlanten og Nordvestjylland, ikke bare indefor ølteknologi, men brunvarer i al almindelighed. Ligeledes finder man ved udgravninger af nordvestjyske latrinkuler fra 800-tallet ganske ofte karakteristiske klan-skridtbind af skotsk tweed, der er gået den anden vej over Nordsøen,”
“Men måske er det mest revolutionerende ved fundet af Prins Prostatas langbåd, at vi nu med sikkerhed kan sige, at han var i den nye verden før Leif den Lykkelige og Columbus”, fortsætter frk. Gokstad entusiastisk. “I forstenede fækalier i langbådens udhus har vi fundet rester af pollen fra kartoffel, skråtobak og andre vækster hjemmehørende i den nye verden. Dette bekræfter igen den apokryfe historie i Prostatas Saga, om at prinsen skulle være blevet ført ud af kurs af en storm og sejlet mod den nye verden i den tro, at det var Harboøre Tange, styrmanden kunne ane forude.”
“CC omtaler, at prins Prostata skal have vundet land fra de indfødte ved at snyde i ludo og matador og have grundlangt en koloni kaldet “Brunland”, af historikere identificeret som den canadiske provins New Brunswick. Videre hedder det, at han efterlod en del mandskab med mjød, tørrede fækalier og Ugens Rapport-blade nok til at holde vinteren ud, mens han selv styrede landbåden mod Costa del Sol til overvintring. Kolonien Brunlands videre skæbne kendes dog ikke,” slutter dr. Gokstad.
Prins Prostata (efter tidens skik i silkehat og blackface) foreviget med lokale ledere for at fejre hans køb af kolonien Brunland. Automobilet, der var del af salgsprisen, er en prototype fra Klamhuse Karosserifabrik, tranporteret over i langbådens bug,
På dette tidspunkt overlader vi Dr. Gokstad til de videre udgravninger ved Blodhavn Yatchklub og det minutiøse arbejde med konservering af de opsigtsvækkende fund, der nu venter. Vi er tilfredse med at have belyst endnu en vigtig side af vor egns historiske betydning
Hermed en beskeden sommer-bulletin fra vor agurkefortærende lokalnyhedsformidling:
Natten til onsdag blev den meget ærede hr. øskenfabrikant Maasby-Jensens statue foran spejderhytten i Røved brutalt og meningsløst væltet omkuld af ukendte gerningsmænd, der ydermere fandt anledning til med nedstryger at afsave dens 3,5 kg tunge bronzehoved.
Denne skændselshandling har af myndighederne i Gustenhuse indtil i dag været hemmeligholdt for offentligheden, af hensyn til faren for diverse pøbeloptøjer, idet Maasby-Jensen jo var yderst vellidt her på egnen.
Det var ved hjælp af en jernkæde, et øsken, samt et vehikel af tilnærmelsesvis samme type som demonstreret på dette billede af roebonde Biff Bedford, at udåden blev begået. Det er hr. Bedfords personlige opfattelse, at der må være tale om særdeles grove narrestreger, udført af nogle lokale trækker-drenge.
Mistanken falder derfor umiddelbart på brdr. Touly og Harly Høhalm, som begge har været vore sognemyndigheder en veriabel torn i øjnene, siden de som hittebørn i forsommeren 1963 blev kastet fra en passerende cirkusvogn fra Holstebro, og for første gang gjorde sig dårligt bemærket med deres talentløse adfærd, idelige savlen, hærværk, tyveri, mangelfulde personhygiejne og inkoherente vrøvlen.
Beslutningen om nu endelig at sætte en stopper for disse og lignende ungdommelige ballademagere er i skrivende stund truffet af et enigt sogneråd, som derfor netop formedelst kr. 7,53 i ugentlig hyre, inkl. gratis kost og logi i Røved Mølles pisel, har engageret hr. revolvermand Kolberg Knald, Endelave, til med alle forhåndenværende midler at få ryddet op i Røved, én gang for alle. Nu kan det være nok!
Med ærbødige hilsner, Deres ufravigeligt loyale -Hartmann
Marskal Josef Vissarionovich Stalin, generallisimo af Den røde Hær, er for første gang i mindst 110 år igen observeret i Nordvestlylland. Handelsråd Moses Nwimbi, Gustenhuse Overdrev, forklarer:
I ugens løb har jeg rejst rundt med min kollektion af brunvareprøver til kunder i Nordvestjylland. I går indlogerede jeg mig for natten på Basses Kro i Thisted. Fra receptionen så jeg ud af øjenkrogen ind i slyngelstuen. Ved hjørnebordet sad fire mænd af østslavisk udseende, intenst optaget af et slag russisk rulette, alt imens de med stor lidenskab indtog te fra kroens samovar, smørkringle og grusisk cognac.
Jeg var ikke i tvivl om min opdagelse, og jeg henvendte mig med et jovialt slag i ryggen til den nærmeste af spillerne: “Skål i skuret Marskal Stalin, hvad bringer Generalissimoen denne vej?”
Marskallen bakkede på piben, lagde Makarov-pistolen med den ene patron fra sig, og skulle til at åbne munden. Men i det samme mærkede jeg kroejer Basses faste hånd på min skulder:
“ Nu går vi, selskabet vil ikke forstyrres”.
En sælsom slutning på en almindelig handelsrejse, afrunder handelsråd Nwimbi.
“Josef Vissarionovichs historie med og forkærlighed for Nordvestjysk kultur er kendt i historikerkredse, men måske ikke i den brede offentlighed,” vurderer dr. Aldi Ostrograd, docent i øststudier ved KUK, Klamhuse Universitets Kursus.
Ifølge Marskallen selv var det jyske kaffebord den eneste grund til, at han som ung overlevede de hårde år i Sibirien. Derudover var Josef Vissarionovich i årene 1908-1910 af Komintern udstationeret på Klamhuse Jernstøberi med det formål at uddanne sig i metallurgi og fækalievidenskab. Tilnavnet Stalin fik Marskallen først den dag, han i affekt forretede sin nødtørft i støberiets koksovn og derved uforvarende fandt den kombination af jern og afføring, der gav grundlag for det kendte Klamhuse-stål og hele Nordvestjyllands metallurgiske eventyr.
Desværre blev Stalin kaldt hjem til Skt. Petersborg kort efter, men flere prominente familier på egnen bærer marskallens gener den dag i dag, f.eks. sportsfamilien Stalin-Schleimhuber og den ikke mindre kendte naturistfamilie Stalin-Svendsen.
“Men vi må også her i Nordvestjylland anerkende vor del i det russiske folks tragedie. Vi kan se fra Stalins indberetninger til Komintern, at tidens behårde danske lokalpolitik har formet hans senere tænkning. Han omtaler rosende deportationen af Danmarks Sprognævn fra København K til Usseldrup og er imponeret af den fasthed, hvormed Told&Skat samt Statens IT blev tvangsforflyttet til henholdsvis Mørke, Jylland og Løsning.
Systemkritikere har i storværket Gulag Pøllehavet forfægtet det synspunkt, at det sovietiske system af arbejdselejre har rod i den ofte hårdhærdede måde, hvorpå entreprenør Habert Ghumimimann bød den lokale befolkning slavelignende forhold ved tvangsindustrialiseringen af Klamhuse Hede.
“Det er ok at være stolt af en statsmand med lokale forbindelser, men tiden er også til at se Marskallen i kritisk lys,” slutter Dr. Ostrograd.
Ikke et synspunkt, vi her på redaktionen er uenige i, men vi opretholder vor begejstring over handelsråds Nwimbis opdagelse.