Kategoriarkiv: Forsvar

Latrinært nytårskup afværget

EisenmannDartvadosLOGO3

Kære Knockel!

Som det muligvis allerede er kommet Dem og Deres ærede læsere for øre, kan jeg hermed bekræfte, at et blodigt énmandskupforsøg på vor ø netop ved koldblodighed, rettidig indgriben samt stor militær overlegenhed nu er blevet totalt nedkæmpet!

Nytårskup01

De dramatiske begivenheder er foreviget i nedenstående film fra krigskorrespondent og kolonidyrekopulationsinspektør, hr. Dibert Späckbrähdt:

NytårskupSPILFILM

Med uundværlig assistance fra begge kamphelikoptere fra det ugandiske luftvåben, som dog desværre blev nedskudt, lykkedes det imidlertid at eliminere truslen fra den sindsforstyrrede, revolutionære énmandshær, rødgardisten, gaderapperen og terroristen Tiger Mafia.

Baggrunden for revolten er på skrivende tidspunkt stadigvæk uklar, men kan muligvis findes i det sørgelige faktum, at negerlatrinen på naboøen Tarmuda tidligere på året grundet for store vedligeholdelsesomkostninger af sparehensyn desværre har måttet nedlægges. Dette har således været for meget for de kollektivistiske tarmudanere, som sandsynligvis derfor ved brystsvømning har overført en svært bevæbnet person, med henblik på uden forudgående skriftlig henvendelse at indtage vort eget særdeles veldrevne og funktionsdygtige betalings-negerlatrin.

Nytårsoprør00

For som V. Røvlenberg jo skrev i sin selvbiografiske nøgleroman Bruno Brunvardt Bruhn-Bruunsen: Et Pottelevned (12.871 sider, 1922-24):

“Hvorend her i Verden en Mand monne skide,
ét skal alle Mennesker snart få at vide:
det være sig fattig, det være sig rig;
hvis ej Mand får skide, da blive der Krig!”

Nytårskup02

På dette foto ses til venstre en purung Tiger Mafia sammen med Marx Pishaar (1871-1967), den navnkundige revolutionære Holstebrodreng, også kendt under dæknavnet “Che Guevara”, under demonstrationen på naboøen Tarmuda af en maskinpistol for terrorbevægelsens alleryngste børnesoldater.

Det er dog antagelig ikke alle læserne bekendt, at Pishaars alias opstod ved et tilfælde, da han altid havde for vane at forklare sine soldater at de skulle huske at checke deres geværer. “Check gevær, ja… Check gevær, ja…”. Dette blev forvansket fonetisk til “Che Guevara”, da tarmudanegrene ikke rigtig kunne udtale -ck, æ eller j, og navnet blev således hængende. Det gjorde Pishaar også i 1967, da han efter udleveringen til dansk retsforfølgelse og retfærdig dom som bekendt af sparehensyn henrettedes i forbindelse med flaghejsningen ved sommerhestevæddeløbene i Pandrup.

Nytårskup03

Som tak for deres brave indsats, og som en art kompensation for tabet af de tvende kampluftvehikler, blev de overlevende heroiske ugandere af mig personligt administrativt tildelt øen Tarmuda, med henblik på indførelse af obligatorisk tobaks- og alkoholkonsumption, strandonani, cricketspil og friluftsdefækation (iøvrigt i vilkårlig rækkefølge).

Nytårskup04

Herefter stod den så på en opfriskende omgang fællesbadning med gensidige kammeratlige vandlussinger i det herlige caraibiske havvand, under strengt opsyn af øpræsident og voodoopræst Dinga-Dinga Uhadada (som ses på nedenstående fotografi).

Nytårskup05

Nytårsfreden hersker således atter på Dartvados, og tilbage står faktisk kun at sende et varmt ønske herfra, om et velsignet Nytår til alle I kære venner derhjemme, i det gode, gamle land, fra alle os, hér i den nye verden!

Med stor lettelse, allerærbødigst, Deres loyale ven,
Konsul H. Stahl-Eisenmann

SE OGSÅ:

HenvEisenmannDARTVADOS

Redningsgave til nordvestjyske familier: Moderne bombely

PRISER FRA KR. 2,31/MD. (Sponsoreret indlæg)

Under et studieophold i Blodhavn Slubbertloges medlemsbibliotek har certificeret gipsmester Jalbert Q. Schneckelfritz, Klamhuse Vestermark, fundet amerikanske fotos og teknisk dokumentation, der nu sætter ham i stand til at udbyde den ultimative familieoverlevelsesgave: Et bombely.

Bombely

“I disse år, hvor Holstebro koger af pøbeloptøjer, og hvor den næste turistsæsons fækaliegriseri aldrig er langt borte, har hjemsognenes familier et mærkbart behov for at kunne lukke sig inde i en tryg og kontrolleret atmosfære,” udtaler gipsmesteren.

Bombely02

“Et bombely med plads til en typisk familie på 12-16 medlemmer samt 8-10 mellemstore husdyr kan opføres for et par hundrede kroner. En nedgravet model med forstærket loft til imødegåelse af fjernøstlige atombomber bliver lidt dyrere, men kan så til gengæld også bruges som terrasse og solbadningsplatform. I samarbejde med Klamhuse Folkesparekasse tilbydes finansiering fra kr. 2,31 om måneden.”

Alle henvendelser rettes til gipsmester Schneckelfritz personligt. “Jeg advarer mod useriøse kopiprodukter som f.eks. dem, der udbydes af Usseldrupegnens Halmpladefabrik. Vil man have tryghed for familien i tider som disse, må man ikke gå på kompromis.”

Byggeindustri

SE OGSÅ:

HenvSLUBBERTTEMPEL

Guldkalenderen blad 23: KLIPPING I LADEN ÅR 1286

Guldkalender BANNER

Mordet på Erik Klipping har været et mysterium i hundredvis af år. Hvem myrdede ham og hvorfor? Et nyopdaget dagbogsuddrag fra monarkens personlige hjælper, Elmer Poppelpakke, kan måske lede os i den rigtige retning:

22. november 1286

Der er sket noget forfærdeligt i nat.

Kongen og jeg havde lige været på jagt i det jyske land. Hans majestæt var i sit es. Han havde sablet alle de dyr ned, han kunne finde, hvilket mundede ud i over 300 arter.

Finderup ill

De fleste var for store til at tage med hjem, men jeg havde bakset de andre op på en kærre som jeg med besvær trak af sted efter mig. På ladet var der grævlinger, pind- og vortesvin, ulve, harer, rotter, geder og lækatte, bare for at nævne nogle stykker.

I mellemtiden var et voldsomt uvejr brudt ud. Vi blev drivvåde.

“I tørvejr!” råbte kong Klipping og klaskede sin krikke i nakken.

Den vrinskede og galopperede ud over marken. Jeg fulgte efter så godt jeg kunne med kærren uden at tabe de mange jagttrofæer.

Der lå en afsides stald lige foran os. Her kunne vi søge ly for natten.

“Jeg okkuperer denne lade,” skreg hans majestæt og hoppede af hesten. “Det må jeg godt, thi jeg er kongen!”

Han slog porten op og smed sig i en høstak. Jeg gennede hesten indenfor, parkerede vognen med de døde dyr og lukkede porten.

“Stik mig noget vin, min kære stikirenddreng,” befalede han.

Inden jeg nåede at finde drikken frem, lød der stemmer udenfor.

“Han er i laden. Jeg så ham gå derind,” skreg en mand.

“Det svin må betale for sin ugerning. Lad os stikke ham 56 gange!” sagde en anden.

“Hørt,” brummede en tredje.

Erik Klipping gik i panik.

“Herre jemini,” hylede han. “Det er en revolution. De vil forråde den danske drot. Jeg må gemme mig.”

“Hvorfor gemmer De dem ikke bare i den der bunke hø,” foreslog jeg og pegede hen i hjørnet.

“Det var dog en latterlig plan …” vrængede kongen, men han fik et listigt smil på læben. “Måske så latterlig, at den kan ske at virke. Jeg gør det!”

Han gemte sig i høet. Halmen var et fortrinligt dække.

Stalddøren gik op med et brag, og i døråbningen stod tre vrede mænd i regnen med stikvåben: En høj, en lav, og en flæsket.

“Hvor er den nedrige svumpukkel,” råbte den højeste. “Han har slagtet vores kvæg, vores geder og høns. 99 dyr. Han har nedtrampet vores afgrøder med sin hest. Vi var selvforsynende bønder. Det har han ødelagt. Hvem fanden tror han, han er? Kongen?”

Den laveste pegede på mig med sin kniv.

“Hvor er han?”

“Øh … han … æh,” stammede jeg.

“Fortæl os det eller dø,” brølede den fede.

Jeg begyndte at ryste. Jeg måtte finde på noget …

“Sig til de forpulede pøbeldyr, at jeg stak af til hest for fem minutter siden,” råbte kongen fra høstakken.

Det var et glimrende forslag, som sikkert ville have virket, hvis det ikke havde været for, at alle i Finderup Lade kunne høre hans kommentar …

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 22: GÆSTER FRA RUMMET ÅR 2028

Guldkalender BANNER

Slask! Slask, slask og kladabask, afsluttet med et mekanisk spark i bagdelen ned ad slidsken, ud i den fri luft.

Nathan Mandrik rejste sig, rødkindet og smilende efter nogle stimulerende minutter i pryglomaten på Klamhuse Vestermark.

Han havde selv i sin ungdom opfundet dette prægtige sundheds- og disciplinbefordrende maskineri. Formålet var, at alle nordjyder effektivt og til en billig pris kunne modtage fuldfigurprygl, og her på Klamhuse Vestermark arbejdede pryglomaten stadig døgnet rundt, året rundt.

2026 apokalypse

Mandrik begav sig hjemad over de vinterfrosne marker. På lang afstand blev han hilst af glammen og hyl. Husstandens to puddelhunde fornemmede, at han var på vej, og gjorde opmærksomme på, at de var sultne.

Trods årtiers succes som opfinder havde Mandrik det svært i disse år. Fødevarer var rationeret, og mange aftener måtte han og hundene dele et par fåreører eller en skål gelatinerede gedehaler. Danmarks befolkning var vokset til 11 millioner, og størstedelen af fødevarerne blev tvangseksporteret til Sverige, hvor 47 millioner munde skulle mættes.

– Sådan er vilkårene, sagde statsministeren, Harry bin Moffat. – Vi må alle, inshallah, ofre os i en højere sags tjeneste.

Bræddehytten lyste foran Nathan som et skib i natten. Én ting manglede hjemstavnen ikke: Elektricitet. Nathan havde opfundet verdens første urinkraftværk og bygget det nede i Blodhavn af et par gamle traktorer og en badekabine. En spandfuld ordinær husholdningsurin rakte til flere ugers el-forbrug i hele forsyningsområdet.

Hvis driftsleder Peckelfritz bare ville lade være med at blande råvaren op med gæret husdyrurin, tænkte Nathan Mandrik, idet han standsede foran hytten med de nu hysterisk glammende hunde.

I det samme flammede vesthimlen op, og i nogle lange sekunder var landskabet, så langt øjet rakte, badet i skingrende, citrongult lys, changerende over i det carryfarvede, mens det klingede af.

Braget kom et øjeblik senere. Orange flammer og fed sort røg bølgede op over horisonten, mens Nathan hylede om kap med sine pudler. Hans kraftværk, den lysende krone over hans livs indsats, var ødelagt af useriøs urintilførsel.

* * *

– Her kom det signal, vi har ventet på!

Qwylxr-Zlyck-Zpatr vendte alle tre øjne mod kollegerne i rumskibet.

– Landsæt plufrz-bhryx, og gør det nu! Landsæt dem alle sammen!

Ekspeditionen fra planeten Bzylfxik-Vugx havde til opgave at omdanne Jorden til fiskebassin for et galaktisk turistbureau. Et par wzolgx-yxgr var sendt i forvejen med instruks om at fyre en kraftig urinbombe af, når tiden var inde til at påbegynde arbejdet. De var braget ned i Tunguska i Sibirien i 1908, men det havde Qwylxr-Zlyck-Zpatr og hans kolleger ikke fået nogen melding om.

Nu befandt ekspeditionen sig over Jylland, og i løbet af få minutter landede 239 plufrz-bhryx, som øjeblikkeligt begyndte at destruere og bortgrave alt, hvad de mødte på deres vej.

I København troede statsminister bin Moffat, at der var tale om et lokalt bondeoprør, og han tilkaldte militærhjælp fra den islamiske republik Sverige, men nabolandets aldrende Saab-jagerfly var ikke noget match for plufrz-bhryx og rumekspeditionens øvrige våben.

Frisk fiskevand skyllede ind, hvor jyder gennem årtusinder havde levet. Enkelte fund blev sendt op til rumskibet med henblik på, at de senere kunne vises frem i museerne hjemme på Bzylfxik-Vugx. Et af dem var en tilhugget sten med denne inskription fra midten af 900-tallet: Knok-Knok ristede disse runer til eget minde. Ranke Knok var stenenes herre.

– Den er smuk, men tung, erklærede Qwylxr-Zlyck-Zpatr, da han greb om den med sine lyslilla tentakler. – Den kan fungere som ballast på rejsen hjem.

Han stuvede stenen til side og fik i samme øjeblik en melding sydfra. Lillebæltsbroerne var ikke bare overskredet, men opspist på vejen. Hans 239 plufrz-bhryx arbejdede sig i eksemplarisk tempo frem mod Odense og resten af verden.

Forrige kalenderblad  <<             Til avisens forside            >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 15: SLUT PÅ ARMSLATTENHED

Guldkalender BANNER

Klamhuse Armerstatningsinstitut slog i dag dørene op for at behandle den armslattenhed, der har bredt sig i lokalområdet.

HalunkLOGO

Flere borgere har fået så slatne og jammerlige arme, at de ikke længere er i stand til at uddele en simpel lussing. En sørgelig udvikling mener Dr. Mowgli, stifter af det nyåbnede behandlingssted.

Dr. Mowgli

– En lussing er et disciplineringsværktøj, et led i humørspredning og medvirken til en forhøjet livskvalitet. Hele vort samfund er bygget op omkring kindklask. Vi må værne om værdierne og råbe vagt i gevær, erklærer Dr. Mowgli og tilføjer: – Alle fortjener et par klaskevenlige arme.

Skulle De, kære læser, være så uheldi,g at Deres arme er blevet slaskede og umedgørlige som udkogt spagetti, så er håbet ikke ude. Dr. Mowgli tilbyder for den nette sum af kr. 74,50 at erstatte umulighederne med to friske og funktionsdygtige proteser med livagtig gummibelægning og bevægelighed.

Den hurtige og effektiv behandling eksekveres således:

Behandling03

Patienten møder op på klinikken og modtages af de to lesbiske klinikassistenter, Mamse og Albana Dukkert, der trakterer med sandkage og likør.

Kokos køres i stilling

Når doktoren er klar, føres patienten ud i baggården, hvor krokodillen Kokos venter. Krybdyret er parteringsansvarlig og assisterer Dr. Mowgli under alle operationerne. Trods et voldsomt mundtøj formår Kokos at præstere et forbløffende præcisionsarbejde. Snorlige udskæringer på millimetermål. En egenskab, der har givet den tilnavnet Panserskalpelen.

Behandling01

Når armene er bidt af og fortæret af Kokos, påmonteres de to nye ved hjælp af et armpåsætningsapparat, fremstillet af brødrene Kahllun.

Behandling02

De forlorne legemsdele er udstyret med et pumpesystem, som man kender det fra vandpistoler. Inden uddeling af lussinger bøjer man underarmen frem og tilbage i et rask tempo. Jo mere der pumpes, desto kraftigere bliver slaget.

– Jeg vil kalde det et af de seneste 100 års største fremskridt, udtaler egnens disciplinære førstemand, Louis B. Knockel. – Min hustru Vera, der i går knap nok kunne jage en flue væk fra sit eget ansigt med brug af begge hænder, smækker nu efter en hurtig og næsten smertefri operation atter raske, muntert syngende lussinger overalt i vor virksomhed og ude blandt folk, hvor hun færdes.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Ydre Nederens storhed og fald

Gaffelbiter LOGO1

En kort historie om vort skønne og højtelskede Storsogns væsentligste byer og vigtigste områder, begyndende med den nordlige del. Jeg vil understrege, at jeg kun er en ynkelig amatør, men drevet af en stor passion for Storsognets historie. Altså undskylder jeg eventuelle fejl på forhånd. De må alene stå for min egen regning.

Ydre Nederen var i adskillige år – helt fra vikingetiden – en væsentlig havneby med et rigt ånds- og handelsliv. Grundet dens stilling som Storsognets vigtigste havneby havde den et stort samkvem med det øvrige Nordeuropa og var i 1400-tallet endda på tale som et potentielt medlem af det Nordeuropæiske Hansestadsforbund.

Som en vigtig søfartsby udviklede Ydre Nederen en stor prostitutionsindustri, som gradvist – men sikkert – gjorde byen yderst populær blandt embedsmænd og andre af den tids ”djøfere”. Byen var således en kort overgang på tale som hovedstad for hele den nation, i hvilken den lå.

YdreN 01x

Byen led voldsomt under en brand i 1855 og mistede en stor befolkningsandel – bl.a. grundet fraflytning, dødsfald som følge af røgforgiftning samt det faktum, at mange bordeller lukkede pga. brandfare og en større rotteplage.

Da den sydligere by, Blodhavn, fik udbygget sin havn, blev denne by – blandt andet grundet dens attraktive og yderst populære sandstrande – en vigtigere havneby og således mistede Ydre Nederen gennem årene sin tidligere så vigtige position til Blodhavn.

Blodhavn havde i århundreder været et populært badested for rige Nr. Usseldrup-boere, der havde deres sommerresidenser her. Byen havde også en lille havn, men blev dog først en søfartsmetropol, da Ydre Nederens notabiliteter slog deres kærlighed på stedet efter den tidligere nævnte storbrand i 1855, – en brand, der kan betegnes som Ydre Nederens endelige storhedsfald.

Byen Nederen (umiddelbart syd for Ydre Nederen) kan føre sin historie tilbage til vikingetiden, da området blev gjort til sognets nordligste forsvarsmæssige bolværk mod krigeriske stammer fra nord. Ungersvende fra Nr. Usseldrup, der måtte tjene som soldater, blev sendt til Nederen.

Etymologisk set kommer navnet Nederen fra den på den tid hyppigt brugte sætning: ”skal du tjene nordpå, hvor nederen”. At komme til Nederen var altså ikke populært – det var ikke attråværdigt, at blive sendt dertil.

YdreN 02

Den dag i dag står inskriptionen ”Hvor nederen” at læse på den monumentale statue af den ukendte soldat på Knockel Plads (fransk: Place de Knockel) i Nr. Usseldrup.

Som et forsøg på at ændre Nederens omdømme – og for at øge moralen blandt soldaterne – grundlagde den tids myndigheder byen Nedre Nederen. En by bestående hovedsageligt af kroer og bordeller, hvor mangen en ungersvend kunne more sig med lystige skønjomfruer, der enten var rejst til området fra omkringliggende sogne, så de kunne tjene en skilling, eller var kidnappede fra fjernere egne.

Nr. Usseldrup var i århundreder (og helt frem til i dag) det ubestridte kulturelle midtpunkt i Storsognet. Dette skyldes bl.a. det Knockelske dynasti, hvis overhoved fra sin udkigspost på øverste etage af Det Knockelske Hus i mangfoldige år (og også den dag i dag) drev de Knockelske Blade, som alle individer i Storsognet abonnerede på (i dag har netudgaven dog desværre næsten udkonkurreret papirudgaven).

De Knockelske Blade er et mediemæssigt imperium uden sidestykke i Storsognets historie – bl.a. pga. mediets evne til at spidde den politiske og erhvervsmæssige top, samt de mange afslørende og infiltrerende historier fra Nr. Usseldrups kriminelle underverden.

YdreN 03

Nr. Usseldrups position skyldes den popularitet byen opnåede pga. dens disciplinære magt. Fra gammel tid måtte folk stille sig op på lussingpladsen, når de skulle korrekses for deres fejltagelser og synder. Dette blev – som mange sportsgrene – en særdeles populær aktivitet at beskue. Måske pga. den katarsis effekt, der ligger i at se andre modtage en gedigen dragt prygl, men naturligvis også pga. den opdragende effekt, det havde – og har – på tilskuerne.

Byen Klamhuse blev grundlagt af bønder fra Storsognets sydvestlige kornkammer, som ikke kunne forlige – endsige identificere – sig med den dekadente livsstil i Storsognets hovedbyer Blodhavn og Nr. Usseldrup. Den landlige almuebefolkning så et behov for et sted, hvor de kunne samle de institutioner, de havde brug for; kirker, sportshaller, skoler, ældrecenter og et sygehus. Den dag i dag har byen en særdeles pietistisk og from kultur. F.eks. er det ikke normalt at byens unge drikker, danser og lytter til rockmusik. De går i stedet til sport, går i kirke og synger salmer.

Storsognets sydligste by på grænsen til de fjerne og ukendte egne hedder Øster Halme. Dens vækst kan hovedsageligt tilskrives den mur, som én af sognets ledere engang fik den idé at bygge. Byen er i dag et handelsmæssigt knudepunkt med stor grænsehandel og indvandring fra de fremtrængende horder sydfra. Disse horder ønsker sig naturligt nok et visum til vort skønne og højtelskede Storsogn.

YdreN 04

Der er så meget mere at fortælle – og det er jeg sikker på, at jeg og andre vil gøre i fremtiden.

Redaktionen takker ærbødigst for denne lødige historiske oversigtsartikel. Et eller flere nytegnede landkort vil snarligst blive tilføjet.

SE OGSÅ:

HenvMuenchVÆRTSHUSPRYGL

Lussingens tid er forbi i Gustenhuse

Stahl-EisenmannLOGO

DRAMATISK DISCIPLINÆR KORTBULLETIN MED TILHØRENDE FILM

Vi har i Gustenhuse Sogns Borgerråd efter nøje overvejelse, samt adskillige gennemsyn af vedhæftede instruktionvideo, enstemmigt vedtaget at afskaffe Lusseringsloven.

I erkendelse af den udeblivende effekt af den traditionelle lussing, vil vi fremadrettet tilstræbe en langt hårdere kurs mod opsætsigheden blandt visse forhærdede individer i vort lokalsamfund.

CagneySPIL

Derfor har vi nu indført slag med knyttet næve, spark samt kast med assorteret husgeråd som den nye daglige obligatoriske afstraffelsesmetode, både inden for det sognemæssige og i de private hjem.

Cagney02

Vi må desværre samstemmende erkende, at der i vor moderne verden må langt mere probate midler til, for at skabe den nødvendige ro om den offentlige orden og den industrielle produktion. Der er, som aldrig før, behov for ikke blot at italesætte, men så sandelig også at lægge reel fysisk styrke bag de mange gode intentioner.

SE OGSÅ:

henveisenmanndaarekiste01

Tilbage til forsiden

Larmo-Sagaen: Tilbage til de Gamle Dyder!

EN VÆGTERS BEVÆGENDE HISTORIE, 3. OG AFSLUTTENDE DEL
(Se 1. del her og 2. del her)

Larmo3-01

På billedet ses et udsnit af Gustenhuses brede befolkning i indigneret protestmarch mod forholdene i byen i 1988. Forandringens vinde blæste gennem gaderne, og tiden var nu kommet til en gigantisk folkerejsning. Alle var vi jo nu engang i samme seng, og alle fremviste hårdhed, villighed, udholdenhed, fleksibilitet og styrke på et hidtil uset niveau. Der krævedes selvopofrelse som aldrig før. Byens fremtid var på spil!

Larmo3-02

Blandt de mange frivillige sås raske unge kvinder fra landbruget, der gladeligt tog del i den genopbyggende fase. “Hellere to tjenende ånder end én onanerende tjener!” som min salig bedstefader Fridolin Tannhäuser von Rasselschlüssel sagde i sin tale til mit 75-års jubilæum.

Larmo3-03

Al useriøs og sogneskadelig ageren kom under afvikling i disse år, og det blev også slut med den uautoriserede husdyrkopulation. Nu skulle der for alvor styr på begivenhederne!

Larmo3-04

Under ledelse af vor åndelige og fysiske førerskikkelse, allerærværdigste hr. Stahl-Eisenmann, blev Sognets økonomi gennemgået helt ned i detaljen, og blandt de deraf følgende, utallige og helt nødvendige effektiviseringer og besparelser sås for eksempel den kombinerede anvendelse af ressourcer fra overfiskeriet med diverse opgaver indenfor det offentlige.

Larmo3-05

Al ikke-lusseringsmæssig korporlig afstraffelse fandt herefter sted på husdyrbordellerne, ved hjælp af skidtfisk og ledige cirkusmedarbejdere. På denne geniale facon løstes mange sociale problemer samtidigt. Der kom atter gang i den stagnerende økonomi, og balance blev opnået i sognebudgettet.

Larmo3-06

Mit fineste øjeblik i tjenesten var, da jeg i 1993 egenhændigt indfangede Tranumulven ved hjælp af denne snedige forklædning og den af Staniol Lakmussen udviklede mekaniske fangarm, som på billedet ses demonstreret af undertegnede.

Larmo3-07

Bæstet havde over en årrække nedlagt i dusinvis af fåreavler Bähmanns bordelracehusdyr, og gennem dets blodige hærgen opskræmt lokalbefolkningerne udi det nordvestjyske. For min ydmyge præstation modtog jeg i al beskedenhed Gustenhuse Hønseavlerforenings Årslegat på kr. 1,33 samt fire bakker nylagte æg à 6 stk. pr. bakke. Ikke dårligt for en simpel, gammel vægter.

Larmo3-08

Staniol Lakmussens unge assistent Alky Mistelsen udviklede efter anmodning fra Gustenhuse-SS (den Sanitære Sognemyndighed) en genial opfindelse til bevarelse af husholdningsfækalier. Det skulle være helt slut med meningsløst brunvarespild. Grundet loven om patentbeskyttelse kan jeg desværre ikke gå i nærmere detaljer.

Larmo3-09

Revselsesretten blev, tilligemed selvtægt, i 1989 ved enstemmighed under Sognerådets Ekstraordinære Nødforsamling gjort lovpligtig. Man var herefter som medborger i Gustenhuse under strafansvar forpligtet til at lussere børn, kvinder, oldinge, festnegre, uduelige mandspersoner (døde såvel som levende), husdyr, vegetation, apparater og automatiserede vehikler, ved blot det mindste tegn på opsætsig adfærd, slendrian, fjol, eller blot begrundet mistanke herom.

Larmo3-10

Vore mandlige medborgere fik hurtigt rettet ind i forhold til det nye sogneparadigme. Man hørte allesteds og til egen store tilfredsstillelse i døgndrift de raske klask af en by i fremgang!

Det er således med sindsro, at jeg, Larmo Rasselschlüssel, aftræder mit sekellange embede som vægter i kære, gamle Gustenhuse. Mit arbejde er fuldbragt, og byen og sognet kan nu se en lys fremtid i møde!

Larmo3-11

Larmo Rasselschlüssel nyder sit velfortjente otium i hjemmet, Havekolonien Skadefryd bag det for længst nedlagte Gustenhuse Friluftskrematorium.

Lad os alle, her i afskedens vemodige stund, sammen med Larmo istemme den traditionelle danske Vægtersang, med moderne tekst af afdøde V. Røvlenberg (andet samt sidste vers):

Hov vægter! Klokken er slagen 12

Det var ved midnatstide,
brunvaren den blev født.
Til gavn Alverden skide,
hvad ellers var forødt.

Vor klokke er slagen tolv!
Med tarme og rø’ev,
af hjertet prøv;
befal dig Gud i vold!

Hov vægter! Klokken er slagen 5

O, store morgenstjerne!
Vor byrd’ i Verden hér,
tålmodelig vi gerne
aflægge, som vi bæ’er.

Vor klokke er slagen fem.
Kom kun, vare brun!
Hold stuen lun;
oplys vort hus og hjem!

Gustenhuse længe leve! Hurra x 9! Præcist!

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLARMOVÆGTER

Henv Eisenmann Larmo 2

Tilbage til forsiden

Larmo-sagaen afsnit 2: Krisetider og forråelse

Stahl-EisenmannLOGO

EN VÆGTERS ERINDRINGER (se afsnit 1 her)

Efter årtiers uafbrudt vækst og den nyvunden økonomisk frihed blandt selv vore usleste medborgere, fulgte desværre generel løssluppenhed og en katastrofal mangel på disciplin. Overskuddet soldedes op på intetsigende modefænomener og eksperimenteren med nymodens bevidsthedsudvidende substanser. Borgerne hungrende efter noget nyt, tabubelagt og spændende, og lod hånt om de etablerede samfundsnormer. Resultatet blev – helt forventeligt – en absolut kulturel og social deroute.

Larmo 2-01

Herover ses Gustenhuses første opiumshule. Rygehytten på Gustenhuse Hede startede som et socialt eksperiment, men udviklede sig lynsnart til et gigantisk problem.

Larmo 2 02

Euforiserede medborgere slumrer på tragisk vis ind i psykedelisk døs. De uhyrlige bivirkninger ved denne aktivitet fulgte de involverede misbrugere gennem livet, indtil det blev vedtaget at tvangsindlægge dem på Gack E. Lacksens sanatorium, hvilket synes at have løst problemet, idet man aldrig siden hørte fra de pågældende patienter.

054582:The 'Mail' Cup Seaton Burn Halliday Fred 1912

Her ses et eksempel på resultaterne af de frygtelige stoffers indflydelse på den menneskelige organisme: en narkotikapåvirket medborger dratter død om midt på Hovedgaden.

VINDUESKIGGERPLAGEN I 1978

Larmo 2 04

Da de første sort/hvide fjernsynsapparater kom i handelen i slutningen af halvfjerdserne, var det ikke alle medborgere beskåret at eje et sådant luksusforbrugsgode.

Fascinationen af de levende billeder var enorm, og det blev således en kolossal byrde for ordensmyndighederne i Gustenhuse at bortvise diverse hæmningsløse personer fra respektable familiers stuevinduer, hvor lureriet nærmest blev for en folkebevægelse at regne.

Larmo 2 05

Den direkte transmission fra par-VM i masturbation i 1978 var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den danske deltagelse ved den populære duo Hans Lange-Lem/Hack Pickemann, kommenteret af den navnkundige Gunner Rée, var simpelthen for stor en fristelse for selv normalt lovlydige borgere, der stod klinede til vinduerne for at følge deres helte i aktion.

Larmo 2 06

Normale modforanstaltninger såsom lussinger og bøder hjalp ikke, og først da mørklægningsgardinerne fra Besættelsestiden var fundet frem, blev der igen nogenlunde ro om privatlivets fred i de små hjem.

MASSEHYSTERI, DA BÄHLERURNEN KOM

Larmo 2 07

Den ene folkepsykose blev naturligt fulgt af den næste, og efter plejehjemsforgiftningen af 1979 opstod en nærmest vanvittig efterspørgsel efter urner, da vor kirkegård i forvejen led under katastrofal pladsmangel, og Gustenhusmose samtidig var underlagt strikse regulativer iht. Brunvareudvindingsdekretet.

Derfor oplevede byen dette år en veritabel folkevandring til isenkræmmer Klinkbergs udsalg på Skrammeltoften 8, hvor folk stod i lange køer for at erhverve sig den nye fashionable Bählerurne – uigenkaldeligt sidste skrig – som dengang kostede hvad svarede til min egen udbetalte ugeløn: hele kr. 1,76.

Larmo 2 08

Det eneste kendte eksemplar af vasedrejer Bählers mesterværk, som endnu ikke er i anvendelse. Foto med tilladelse fra Fækalmuseet.

Gustenhuse Aviationsforenings Liggasballon måtte en overgang tages helt ud af anvendelse, grundet mangel på drivmiddel. Kremationsdillen var blot endnu et symptom på en kedelig samfundsudvikling, og det skulle desværre blive endnu mere grelt i gode, gamle Gustenhuse.

SVEND PHÆKALI — DEN GALE HYPNOTISØR

Larmo 2 14

Denne afskyelige charlatan havde let spil i disse retningsløse år. En storforbryder, i ondskab kun overgået af Gustenhusebandens medlemmer, fandt hurtigt fodfæste i vort sogn, og drev i et helt år sit perverse og utugtige spil med diverse godtroende kvindfolk.

Den sensationshungrende befolkning mødte velvilligt frem til de groteske forestillinger, der fandt sted efter solnedgang, i gyllespreder Svinbergs storlade.

Larmo 2 15

Her ses en situation fra en af dr. Phælkalis populære aftenseancer, hvor assistent S. Maddersen ved gentagen slagpåvirkning med forhammer brækker et massivt stykke fossilbrunvare oven på en hypnotiseret og rigidt udspændt kvindelig figurant. Det var under en sådan demonstration, at katastrofen uvægerligt måtte ske.

Larmo 2 16

Svinbergs lade eksploderede, og antændte Den Store Hedebrand, hvilket selvfølgelig førte til yderligere genvordigheder. Det var i sandhed travle tider i Gustenhuse.

BRANDDASKERINVASIONEN I 1980

Larmo 2 09

Her ses blot lidt af den store katastrofe. I hundredevis af hektar afgrøder og skov brændte, og ilden lå længe derefter og ulmede.

Larmo 2 10

Vort lokale frivillige brandvæsen gjorde en upåklagelig indsats, men fik desværre aldrig helt styr på efterslukningen. Vi måtte ydmygt anmode offentligheden om hjælp.

Larmo 2 11

Desværre var der ingen styr på begivenhederne. Fra nær og fjern væltede det ind med godhjertede frivillige, der uden faglig kyndighed forrettede mere skade end de gjorde gavn.

PAPIRMANGELEN

Larmo 2 13

Tabet af de mange naturressourcer, herunder store mængder træmasse, betød et meget hårdt slag for de trykte lokalmedier, herunder ikke mindst billedpornografien.

Indsamlingen af gamle erotiske magasiner blev en prioritet, og det var sørgeligt at bevidne, hvorledes mangen en medborger yderst modvilligt og med tårer i øjnene indleverede deres fine samlinger, for at sikre den fremtidige produktion.

Larmo 2 12a

Der blev dog hurtigt rådet bod på det manglende udbud, og qva et forbilledligt samarbejde mellem lokalpressen og de yngre kvindelige medborgere kom der atter varer på de nederste hylder.

BESØG AF DEN NORDAMERIKANSKE NEGERDELEGATION I 1982

Larmo 2 17

Den meget ærede George W. Johnson med følge inspicerede Gustenhuse i 1982. På fotografiet ses viceborgmester Igno Randt overrække Gustenhuses Æresdiplom For På Klokkeslæt Præcist Fremmøde til den amerikanske kulturattachés stedfortræder, da hr. Johnson desværre måtte gå på toilettet, mens billedet blev taget.

Hvad så disse honoratiores da under deres diplomatiske visit?

Larmo 2 18

En by i forfald…

Larmo 2 19

…tarvelig opførsel… uværdig fremturen… holstebroisk gadeuorden… vandalisme… manglende respekt for autoriteter…

Larmo 2 20

…elendighed og menneskelig degradation i allehånde afskrækkende former.

Det var ikke vor by værdigt, og det kunne ikke længere ignoreres, at Gustenhuse havde alvorlige problemer. Desværre kunne amerikanerne ikke dy sig for at markere deres utilfredshed med oplevelsen i form af denne satiriske musikalske indspilning, som opnåede en 117.-plads på Dansktoppens hitliste, mellem 23.06. og 24.06.1982:

Larmo 2 musik

Denne kulturelle begmand var jo et kolossalt hak i selvforståelsen. Så galt stod det til med andre ord til i vort kære hjemsogn, på daværende tidspunkt. Selv negrene lo af os! Det var så sandelig tid til forandring.

(Den lokalhistorisk relevante grammofonplade (Dolypor, NW-34-6473b), kan i brugt tilstand, ubegrænset oplag, erhverves formedelst kr. 0,02, i marskandiserforretningen, Gammel Ragelsesgade 4c. Bytte er også en mulighed, især s/h fotografier og private filmoptagelser af badende unge piger har interesse. Kontakt borgmesterkontoret, spørg efter Hartmann).

VÆGTER OG HÆDERSMAND, HR. LARMO RASSELSCHLÜSSEL VIL
INDEN 
LÆNGE AFSLUTTE SINE ERINDRINGER MED ET 3. AFSNIT

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLARMOVÆGTER

HenvEisenmann LARMO 3

Retur til forsiden

Larmo Fortæller: En Vægters Erindringer

Stahl-EisenmannLOGO

1. DEL — FØR VERDEN GIK AF LAVE

Larmo 0 (2)
Vægter og 3. Reserveunderskolelussator Larmo Rasselschlüssel (1899-).
Efter nu snart 100 år i Gustenhuse Sogns tjeneste som natlig
ordenshåndhæver og utrættelig, i dagtimerne på frivillig basis, ditto, er
tiden nu kommet til at tage professionel afsked med vor noble og
tilnærmelsesvis rimeligt aflønnede kammerat. 
Ingen har som Larmo bevidnet tidernes skiften i Gustenhuse, og som
ingen anden kan han personligt gennem erindringen genskabe den
svundne tid, lysende klar, til gavn for vor andres, gennem slægtleddene
gradvist svigtende reminiscens.
Tillad derfor venligst i denne fine publikation følgende nostalgiske strejftog,
gennem epoker af byens og sognets forgangne historie, oplevet igennem 
et altid positivt, seriøst pligtopfyldende og ærefuldt sind, hverv og virke, og
fortalt af manden selv, med diverse fotos fra hans uvurdérlige privatsamling.
Desværre taler Larmo en svært forståelig dialekt, med eller uden gebis, og da
denne end ikke via det fonetiske alfabet lader sig gengive for menigmand,
har jeg tilladt mig at personligt at “oversætte”.
Larmo 1
Muh, Hvor Var Det Trafikalt!
“Jeg husker tydeligt dengang vi stadig grundet underbemanding i Vejvæsenet benyttede køer til færdselsreguleringen i den indre by. Sognets nymodens cyklister besad simpelthen ikke den fornødne respekt for den kollektive trafik. Det blev kun værre, da automobilet gjorde sin ulyksalige indmarch. Men en overgang gjorde kreaturerne stor nytte, da de i god ro og orden ledsagede de typisk solidt beskænkede velocipedeførere fra beværtning til beværtning, over de farlige vejkryds i byens centrum.”
Larmo 2
“Desværre kunne ordningen ikke fortsætte, idet hovedkuldsbacillen uheldigvis i 1960erne ved overdreven aktivitet blev overført fra husdyr- og kreaturbordellerne til flere af de af sognet anvendte trafikledsagekøer. På ovenstående billede ses den sidste af sin art, Gamle Maren, blive transporteret til sæbefabrikken, efter dyrets hovede var trillet af, under traverseringen af krydset Øvre Nedergade og Vestre Østergade. Byens håb om endelig at finde en vaccine mod denne frygtelige lidelse er nu i hænderne på Staniol Lakmussen. Hvis lykken engang tilsmiler ham og hans utrættelige medarbejdere, kan der måske igen komme køer på vejene i Gustenhuse by.”
Larmo3
Familieportrætter
“Ak, ja, dem husker man jo så glimrende… Familien Schupht. Perlen blandt sognets mange deciderede patentburgøjsere. Her ses Schuphterne i uhensigtsmæssigt højt humør, i forbindelse med deres fælles køreprøve i 1928. Ikke overraskende skulle det senere gå dem temmeligt ilde.”
Larmo4
“Sic Transit Gloria Mundi. Hele slægten Schupht omkom i denne forfærdelige automobilkollision i krydset Søndre Nørregade og Store Halunkvej. Det tog Tølperforeningen hele 3 dage at skille både bil- og kropsdele i nogenlunde overskuelig fordeling. Et grumt ungdomsminde. Det skulle i øvrigt vise sig, at vehiklerne var betalt med forfalskede svenske brunvareobligationer, og da det siden desuden afsløredes, at familien vitterligt ikke ejede Kongens mønt, måtte den ulykkelige automobilforhandler Dütmärschk bide i det sure æble.”
Larmo 5
Mændene På Risten

“Betleri hørte til dagligdagen i Gustenhuse i mange år. Det antog mange forskellige former, nogle mere gøglagtige end andre. På billedet fra 1968 ses til venstre den for længst afdøde spillemand Cowboy-Conrad, med sit trofaste savblad. På harmonika ses den ligeledes tonedøve dagdriver Guldbajer-Mogens, som i 1974 døde af lungebetændelse, ironisk nok grundet træk… Deres snedige kneb med at spille udenfor kødfoderfabrikkens lagerlokaler gav ofte bonus, idet virksomheden fik sine vinduer knust og varer fordærvet ved den skingert høje tonefrekvens, og derfor stak man gerne de to hyggelige plattenslagere nogle håndører blot for diskret at forsvinde fra stedet.”

Larmo 6
“Gustenhuses berømteste hovedkuldspatient, bartskærer Boldert Kopflos, siddende udenfor apoteket på Lille Pillevej. Han var altid præsentabel, høflig, og veltalende, og hans hovedbakke fremstod altid yderst velpoleret. Derfor nød han stor popularitet blandt borgerne, som altid lod falde en skærv eller to, til den ulykkelige gentleman. At Boldert også viste sig at være yderst fornuftig i pengesager blev åbenlyst ved hans død i 1936, da hans efterladte formue opgjordedes til utrolige kr. 17.451,23, altsammen i skillemønt, ærligt tjent ved flid, ordentlighed og en skinnende flot sølvbakke. Men langtfra alle var ligeså noble, og betleri afskaffedes endegyldigt i 1970, da byens tiggere blev deporteret til Nordøstgrønland, hvorover de alle nedkastedes fra Gustenhuse Aviationsforenings liggasballons gondol. Herefter oplevede byen ikke flere problemer med betleri.”

Larmo 7

Henne Om Hjørnet, Nede I Kælderen
“Hér er vi så nede i cykelsmed Kædesens (ses i midten) værksted i Pumpestræde, blot en af Gustenhuses mange små oaser, hvor der yderst sjældent udførtes egentligt arbejde.
Stedets drift var totalt afhængigt af den ulovlige udskænkning, og således forholdt det sig i årtier i de fleste af byens mindre kælderforretninger. Dog med én eklatant undtagelse, nemlig “Smugkroen” i Store Brandertgade, hvor der udelukkende solgtes antikvariske salmebøger og brugte dørgreb.”

Larmo 8
“Billedet viser tumulten ved lukningen af den uigenkaldeligt sidste smugkro i 1965. Mange personer fra Kædesens gamle klientel ses flygte fra stedet på cykle og til fods, efter at Tølperforeningens frivillige var rykket frem mod dem fra deres position bag baren. Men det var uundgåeligt, og hele historien fik jo som bekendt en lykkelig afslutning, idet de moderne og propert drevne restaurationer såsom “Dubidu” hurtigt fandt metoder at lokke kunderne til, og alkoholkonsumptionen steg således med mange hundrede procent, og har faktisk til vor store tilfredsstillelse været konstant stigende, lige siden. Men det blev slut med høkerbajere, hyggeonani, venskabelige lusseringer og kortspil i kælderlokalerne. Nu skulle der arbejdes!”

Larmo 9
Komme Fremmede — Og Gå Hjem Igen!

“Det økonomiske opsving i 1950erne, og det deraf følgende store behov for ny arbejdskraft betød et større rykind af proletarer fra Holstebro, som her ses krydse Vilsundbroen til fods. Trods den tilsyneladende veldisciplinerede attitude udvist på billedet, var der desværre tale om en tarvelig flok af de mest skidne, ubehøvlede og frastødende personager, byen nogen sinde har måttet tolerere.”

Larmo 10

“Denne situation er fra Holstebro-Proletarernes amokløb i Påsken 1956, mod banken på Gustenhuse Stortorv, da det stod klart at deres lønudbetaling ville blive forsinket. Alt var kaos, og militæret måtte sættes ind, idet Tølperforeningens medlemmer blankt måtte erkende, at de ikke kunne stille noget op mod den ukontrollerede dyriske vildskab udvist af disse tilrejsende eksistenser. Heldigvis blev holstebrofolkene hurtigt sendt retur, og det er nu indskrevet i Gustenhuses byreglement, at borgerne har pligt til omgående at anmelde alle sådanne uønskede individder fra denne modbydelige by, når de observeres, privat såvel som offentligt.”

 Larmo 11
De Smukke Unge Mennesker
“Loven mod servering af alkoholiske drikke til mindreårige blev afskaffet allerede før Krigen, og pilsnerøl og hedvin indgik naturligt i den almene børneopdragelse på lige fod med dansk-undervisning, brunvarelære, revolverskydning, onani, lussering, matematik og kopulation. Billedet viser en ansvarsbevidst moderskikkelse af det bedre borgerskab med sin søn, ved dennes 5.-års fødselsdag på Gustenhuse Friskytteforenings Jagtpavillon, i marts 1938.”
Larmo 12

“3 “lømler” i konfirmationstøj nyder tobakkens lyksaligheder ved indgangen til kreaturbordellet Fårehuset, på Blå Mandag, i 1942. Disse raske knægte var en pryd for byen, og fik alle senere topstillinger i den offentlige administration. Der var aldrig problemer med de unge mænd, der opførte sig eksemplarisk, selv i forbindelse med offentlig drukkenskab, defækation, baggårdsonani og gadeoptøjer.”

Larmo 13

Brune Dage I Gustenhuse
“Jeg husker tydeligt hin lykkelige dag, da Gustenhuses første offentlige fælleslatrin officielt indviedes. Den altid gode stemning under halvtaget overfor Restaurant Plop, og de behagelige, velformede palisandertræsæder var et rent tilløbsstykke, og desuden en stor gevinst for turistindustrien i byen. Jeg har selv tilbragt mangen en idel stund på disse dejlige retirader, og kan kun beklage, at man i 1976 gik over til plastic, der aldrig har været den helt store fornøjelse, specielt i frostgrader.”

Larmo 14

“Før denne storslåede konstruktion så dagens lys, beroede defækationstrængende medborgere i Gustenhuse på en effektiv og gesvindt trækvognsordning, der i hast transporterede de pågældende kunder til og fra Gustenhusmose. Disse kaldtes i folkemunde De Brune Bude. Desværre blev de udkonkurreret af Fælleslatrinen, og vehiklerne indgik derefter i Begravelsesvæsenets tjeneste.”

SE OGSÅ:

Henv Eisenmann Larmo 2

HenvEisenmann LARMO 3

Retur til forsiden