Kun få år efter, at Klamhuse Maskinsmedie sendte den første fuldt funktionsdygtige lussingmaskine ud på sognevejene, kan smedien nu præsentere en kraftigere, maskindrevet model, der kan behandle seks lussanter ad gangen. Ved optimal drift er maskinens kapacitet over 6000 lussinger i timen. Den kan indstilles til højre- og venstreslag, til kaskaderende lussinger og endog til de skrålussinger, som hidtil har været et krævende håndarbejde.
Maskinen drives af en biogas-forbrændingsmotor, som fyres med fækalier, benyttet halmstrøelse, henrådnende roerester og andre lokale råvarer. Den kræver tre mands betjening samt evt. hjælpepersonale til at rette lussanterne ind i snorlige rækker og drive dem frem mod de gummibeklædte lussingpadler.
Opfinderen, Alban O. Lumbago, var fremme foran maskinen for at modtage et par hundrede prøvelussinger, mens redaktør Louis B. Knockel holdt indvielsestalen.
– Det er et magtfuldt stykke mekanik, vi nu kan sætte ind mod dem, der fortjener det, sagde redaktøren. – Vor offensiv mod undergravende kræfter har i første omgang Holstebro som geografisk mål. Vi rammer dem fra luften, vi rammer dem på jorden, og vi rammer dem på pengepungen.
En syngende og jublende folkemængde fulgte efter den majestætiske maskine ud mod sognegrænsen, hvor et par norske turister og en brun folkemusiker som de første blev bragt i stilling foran de utrætteligt roterende lussingpadler.
En våd og ildevarslende decembervind peb om hushjørnerne, mens landproletariatet samledes på Stationspladsen i Nørre Usseldrup. Øjnene var rettet mod bladhusets førstesal. Hvor var petroleumsfaklerne, som plejede at varsle julens komme, og hvor var den olding, alle ventede på?
– Ingen jul i år, lød det med rusten stemme fra alkoven i redaktørhjemmet. Louis B. Knockel var ramt af influenza og sengeliggende for første gang siden 13. september 1958, da han blev bidt i venstre testikel af en rabiesbefængt hyæne på Klamhuse Hede.
Hans trofaste væbnere, Baryl Nidding Halunk og Eberhard Stürwolt, udførte i disse døgn livsvigtig patruljetjeneste langs sognegrænserne, hvor man frygtede et nyt angreb fra Holstebro, så hvem skulle uddele lussinger ved årets juleparade?
– Vi har gjort vor pligt, nu kræver vi vor ret! lød et råb fra den regnvåde folkemængde. Børn og voksne drev planløst rundt i de mudrede gader, og man fornemmede en tiltagende rumlen af utilfredshed og bitterhed. Skulle et langt års slid og slæb til slut belønnes med ingenting?
– Det bliver enden for mig og for os alle, lød det med pibende stemme fra den feberskælvende olding, der lå i alkovens halm med sine to husgeder og avlsgrisen Josefa XIV Blodhøj.
I dette øjeblik hørtes knoslag på døren.
– Bliv væk, og lad mig dø i fred! bjæffede Louis.
– Jamen, det er mig, din egen onkel Bob fra Chicago!
– Umuligt.
– Så luk dog op, mand, og se, hvad jeg har med!
Den kvikkeste af gederne sprang til døren og haspede af. Udenfor på trappen stod en rynket mandsling i jakkesæt og med en metalkuffert i hånden.
– Bob, stønnede Louis, da hans slægtning var nået frem til alkoven. – Jamen, det er jo virkelig dig. Jeg kan kende dig fra billederne, du sendte. Kære gamle Bob…
Onklen, døbt Robert Cervelator Schneckelfritz-Sørensen, var udvandret til Nordamerika engang i 1920’erne. Siden havde han med mellemrum sendt breve hjem, nogle af dem med avisudklip eller fotos, der fortalte om hans karriere som hundefrisør, banjovirtuos og masturbationstræner. Ingen tvivl om, at Bob var en betydningsfuld figur i samfundslivet i Chicago.
– Jeg hører, du har et lille problem, kære Louis, gnækkede den knastørre, men ustoppeligt muntre olding. – Lad mig løse det for dig!
– Hvordan? Hundredevis af ranke landproletarer og deres familier venter på lussinger.
– Se nu bare her!
Bob smækkede kuffertlåget op. Et sindrigt maskineri med blinkende røde og grønne kontrollamper kom til syne.
– Hvad er det?
– En atomdrevet, udklappelig lussingmaskine med en kapacitet på 124 kaskaderende slag i minuttet. Den kan køre i månedsvis på den lille urancigar, jeg har fodret den med. Når de to lussingvinger er foldet ud, kan de gennemvarme kindbakkerne på selv den kraftigste landarbejder. Jeg bærer maskinen ned til hjørnet af Latrinstræde og sætter den i gang om et øjeblik, men allerførst skal du have en uforglemmelig julefestlussing, min kære Louis.
Redaktør Knockel rejste sig fra smertenslejet. – Jeg er parat, bjæffede han, – og jeg føler mig halvvejs rask allerede. Måske er det den vidunderlige varme stråling fra maskinen, der gør sin virkning. Tak, onkel Bob, tak af hele mit hjerte!
Efterskrift
Også denne roman bygger i høj grad på virkelige begivenheder. Hvis nogen tvivler, kan de lade sig overbevise ved at betragte dette dokumentationsfoto af onkel Bob på hjemmebane i Chicago.
SAMFUNDSVIGTIG INDKALDELSE > SE TØLPERTILMELDING LÆNGERE NEDE PÅ SIDEN
Sommerens festivalaktivitet stunder til, og vi ved allerede nu, at tusinder af turister vil strømme mod Nordvestjylland, mange af dem suspekte og subversivt sindede individer.
Uden titusinder af lussinger til de fremmødte vil vort lokalsamfund bryde sammen, og Klamhuse Borgervæbning søger derfor frivillige, der kan deltage i lussering og anden afretning af folkemasserne.
“Udover selve Borgervæbningen har vi frivillige korps af blandt andet husmødre og strandsexualitetsinspektører, og vore velfungerende lussingmaskiner og pryglomater vil naturligvis også køre i døgndrift,” udtaler oberst Hassan Gylbert, som ved siden af sit hverv i væbningen er transplantationskirurg på Klamhuse Husmandshospital. “Men det er ikke nok. Vi skal ud, hvor folk samles i trængsel, og klaske dem grundigt igennem.”
Voksne, slagkraftige nordvestjyder kan møde til praktisk og teoretisk prøvning ved Brugsens gavl de næste tre onsdage klokken 18.34 prc. Arbejdet er ulønnet, men der vil under tjenesten blive serveret flæskesuppe og ved slutningen af hver vagt en spølkum blå drikkepetroleum.
SIDSTE NYT: STORTØLPERTILMELDING FRA GUSTENHUSE
Det er med stolthed at Gustenhuse Tølperforening hermed har den fornøjelse at kunne meddele Deres ærede person, at vor ydmyge organisation stiller til rådighed for den fornemme og almennyttige opgave en velberedt og overrislet 30-mandsdeling bestående af:
alle med minimumsrang af Sogneskiderik af 3. kl., og under kyndig ledelse af delingsfører, Overtølper og hædersmand Dütmärsck von Schwindelkerl, som De muligvis kender af omtale fra strejkeblokadenedskydningerne ved Gustenhuse Kæledyrsaflivningsanstalt, i julen 1953.
Vel mødt i sommerlandet, og, som det jo så smukt lyder i vor kære, gamle forenings indmarchsang:
“En Tølpermand er au courant, charmant, galant, er han, iblandt, Hurra! Hurra! Hurra!
Thi Tølperånden er bastant, Lusseres skal enhver lussant! I dag, i dag, i dag.”
Erhvervsfremstød skaber hundredevis af nye arbejdspladser
Efter mere end 60 år som leverandør til fækalieforarbejdningsbranchen vil en af egnens industrielle sværvægtere, Max Lamberts Maskinfabrik KmbH i Klamhuse, nu gøre en indsats på det krævende marked for mekanisk masselussering.
Fabrikant Lambert og hans folk har allieret sig med pryglomatens opfinder, det unge tekniske geni Nathan Mandrik.
– Vi er på vej med en maskine, der ud fra revolutionerende nye principper kan smække lussinger til over 100 personer ad gangen, oplyser fabrikant Lambert. – Konstruktionen er energimæssigt selvbærende, idet de lusserede på vej gennem maskinen træder i pedaler og udfører andre legemsøvelser, der holder lussingpladerne i rotation.
Maskinfabrikken, der for øjeblikket beskæftiger fem smede, en arbejdsmand og to større husdyr, ansætter i de nærmeste dage et par hundrede forsøgspersoner, som vil blive belønnet med kraftige kødfodermåltider og naturligvis titusinder af smældende industrilussinger.
Den Knockelske Industrialiseringsfond af 1934 støtter arbejdet med kr. 8,71 samt ekspertbistand i stort set uindskrænket omfang.
En omfattende fornyelse af det folkelige lussingarbejde skal i løbet af i år genrejse den sunde disciplin og arbejdsglæde, som gennem generationer har båret nordvestjysk folkeliv oppe.
En sagkyndig komité under ledelse af redaktør Louis B. Knockel har udviklet en række nye lussingtyper, som vil blive taget i brug i massivt omfang overalt på egnen.
Den mest opsigtsvækkende nyskabelse bliver de akustisk berigede ballonlussinger. Disse kræver, at lussanten fylder kindbakkerne ud med oppustede balloner. Ved kraftig og præcis lussering eksploderer disse og forårsager en markant knaldeffekt, som ellers kun kan opnås med sortkrudt eller andet eksplosivt materiale.
Store og kostbare lussingmaskiner har gennem flere år bidraget til opretholdelse af disciplin og arbejdsglæde i hjemsognene. Nu suppleres disse centrale anlæg af et lille, manuelt fremdrevet smækværk, udviklet af opfinderen, fhv. letmælkskusk Ruben Breks, Vester Usseldrup. Dette ukomplicerede apparat i lommestørrelse kan levere op til 25 lussinger i minuttet.
– Anvendt korrekt er apparatet helt ufarligt. De enkelte skader, der måtte hospitalsbehandles i forsøgsperioden, kan og skal man se bort fra, udtaler Louis B. Knockel.
Den forestående kampagne er approberet af Nordvestjyske Landproletarers Fritidslussingforbund og vil blive koordineret med indsatsen for at genrejse den lokale husdyrmoral med skrappe disciplinære midler.