Epokegørende nyt maskineri uddeler fuldfigur-prygl

Et helt nyt disciplineringsmaskineri, der kan tildele den strafskyldige prygl over hele kroppen, er i al hemmelighed gjort klar til brug og opstillet i avlsladen hos bolsmand Q. C. Schweinfurt i Vester Usseldrup. Maskinen meldes slagklar nu kort før Husmands- og Landarbejderforbundets årsmøde, og der forventes stor tilstrømning af arbejdsgivere, familieoverhoveder og andre med ansvar for disciplinering og sømmelig adfærd her på egnen.

Pryglomat01

Opfinderen er den kun 24-årige Nathan Q. Mandrik, der kalder sin maskine en pryglomat.

Da unge Mandrik sidste vinter vendte hjem fra Holstebro efter et par måneder som mekanikerlærling, havde han tillagt sig forskellige af de uvaner, der florerer i storbyen. Hans aldrende moder, fhv. fåretalgsmelter Nulle Mandrik, forsøgte at genopdrage Nathan med de i familien gennem generationer vanlige hasselkæppeprygl, men havde ikke længere den fornødne muskelkraft. Det faldt da Nathan ind, at han kunne hjælpe sin moder, sig selv og utallige andre ved at konstruere et effektivt mekanisk redskab til fuldfigurprygl.

Dele fra en Ferguson-traktor og et remtrækdrevet tærskeværk indgår sammen med 25 kvadratmeter sækkelærred og et antal opskårne bildæk i konstruktionen.

Pryglomat02

– Ved rationel drift vil en enkelt maskine kunne disciplinere op mod 1000 personer i døgnet, og prisen på den enkelte komparents tur gennem plejlstængerne kommer dermed meget langt ned. Også større husdyr kan afprygles. Der er sund samfundstænkning og god økonomi i konceptet, siger den unge opfinder.

Under årsmødet kan maskinen afprøves for 25 øre, oldinge og invalider 15 øre. For at opretholde den nødvendige disciplin i køen foran laden, vil begge Klamhuse Maskinsmedies mobile lussingmaskiner – såvel den manuelt betjente som den nye, der fremdrives af et tarmgasmaskineri – være opstillet på gårdspladsen.

Seriøst gennemlusserede vil de forventningsfulde småbønder og landarbejdere gå op ad trappen til deres livs første maskinprygl.

SE OGSÅ:

HenvHalunkKæltringsøHÆVN

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image