Kategoriarkiv: Lussinger

Vær med til at kåre årets storslubbert

FMasken01

Gæt, hvilken kendt slubbert, der gemmer sig bag jernmasken, og vind en lødig præmie af blivende værdi. Nordvestjysk Landslubbertloge af 1898 udskriver i tæt samarbejde med avisens redaktion denne festlige konkurrence. Det er uhyre nemt at deltage.

Se på de 4 billeder og læs beskrivelserne af disse fremtrædende lokale slubberter. Skriv derefter Deres bud i svarfeltet nederst på siden. Hvis De vedhæfter en mailadresse eller angiver en fb-profil, er De uanset Deres valg sikker på præmie!

Masken02

SLUBBERTKANDIDAT # 1: FOLMER WERMOLD

Fotomodellen Folmer Wermold var i sine yngre dage engageret i den lokale spillefilmsindustri, hovedsagelig som assisterende venstrehåndsmasturbator, men også i enkelte roller med replikker. Mange vil huske hans gribende udråb: “Åh nej, min sidste storpølse!” i slutningen af Jensen-Banden-filmen “Brun katastrofe på Blodhavn Nordstrand”.

I en alder af 87 år er Folmer vendt tilbage til hjemstavnen og ernærer sig ved opsamling af brugt tyggegummi, mentholcigaretskodder og andet turistaffald.

Masken03

SLUBBERTKANDIDAT # 2: CASSE GRUHS

Digteren og visesangeren Casse Gruhs, søn af stationspissoirforpagter Laban Gruhs-Gustavsen, Klamhuse Vestermark, gør efter mange år som faconfækaliesorterer nu karriere i kulturindustrien og modtog i fjor i en alder af kun 61 år Yuhua Hassans hæderspris som mest lovende nye nordvestjyske folkepoet.

Masken04

SLUBBERTKANDIDAT # 3: PRINS PHAMBER

En slubbert af kongelig byrd er Prins Phamber, søn af kronprins Felbert og dermed nr. 3 i arvefølgen, akkurat som han er nr. 3 i denne storslubbertkandidatparade. Prinsen sidder i de fleste af landsdelens foreningsbestyrelser og udfolder sig aktivt i lussing- og masturbationsidrætten. Ved det kommende valg til storsognerådet opstiller han såvel på Kongelisten som på Turistdisciplineringslisten, Socialliberal Landproletarliste og Brun Festliste, og han skulle således være ret sikker på valg.

Masken05

SLUBBERTKANDIDAT # 4: AGNER C. LANDKNOCKEL

Fjerde og sidste storslubbertkandidat er en næsten mytologisk figur, oberfeldwebel Agner Cillius Landknockel, sidst set i Ukraine i 1944, men nu angiveligt på vej tilbage for at genoptage en fremtrædende rolle i den nordvestjyske disciplinærindsats. Hvis en storslubberttitel kan lokke ham frem til kampen mod turister, feminister, småkagetyve og anden pøbel, er han nok værd at overveje. Men…

Valget er Deres! Skriv Deres foretrukne kandidatnummer i svarfeltet herunder, og hvis De medsender en mailadresse eller angiver en fb-profil, er De uanset Deres valg sikker på præmie!

 

Uforglemmelig storkavalkade: Jensen-Banden før og nu

FOLKEKULTUREL FESTDAG I KLAMHUSE

Lørdag klokken 13.41 prc. har endnu en familiefilm i den folkekære Jensen-Banden-serie premiere i Klamhuse Kino. For 21. gang sender instruktøren Erik Gnalling sine tre raske nordvestjyder ud på eventyr, og titlen, “Jensen-Banden i Nordkorea” lover, at vi skal på langfart.

Billetter bestilles og forudbetales i Klamhuse Brugsforening. Priser fra kr. 0,78 for en ståplads incl. 1 velkomstlussing.

JensenBanden PLAKAT

I anledning af filmpremieren bringer avisen herunder (med tilladelse fra den 98-årige instruktør) en kavalkade af højdepunkter fra de uovertrufne nordvestjyske fornøjelsesfilm:

Movie01

Året er 1969, og den allerførste film, der ganske enkelt hedder “Jensen-Banden” får premiere i grusgraven på Klamhuse Hede. På grund af en fagforeningsstrid optræder de tre hovedpersoner kun som sorte silhouetter på det hvide lærred, og instruktøren har i stedet hidkaldt indiske skuespillere, som i rekordfart (godt hjulpet af lussinger og hasselkæppeprygl) tilegner sig nordvestjysk sprog og adfærd.

Filmen bliver — behøver vi at nævne det? — en bragende succes og vises stadig en gang om ugen i bulgarsk stats-tv.

Filmkonversation

I 1971 får et hungrende publikum lov at opleve  “Jensen-Banden på springtur”. Den faglige strid er løst, så de tre bandemedlemmer kan nu optræde i fuld figur og med konstant grinende ansigter, men ved et teknisk uheld går filmens lydside til grunde, og den forsynes derfor med tale- og tankebobler. Herover ses Gylmert Poppelgreve som skurken Onkel Jokum over for den senere så kendte sangerinde Gilda Prunkhorst, der spiller hans niece Polly.

Movie02

Vi springer frem til filmseriens nr. 12, den internationale storsucces “Jensen-Banden skyder vildt omkring sig”. Filmens idé og manuskript havde instruktør Gnalling købt under en ferierejse til Gaza, og den er stærkt præget af mellemøstlig voldskultur.

Movie04

Man må gerne gentage en succes, men man skal ikke gå over gevind. En af de få fejltagelser i Erik Gnallings lange karriere var “Jensen-Banden og de russiske zombier” fra 1991. Dels var der igen problemer med lyd og musik, dels fremkaldte filmen spontan opkastning hos mere end halvdelen af publikum, og de fleste biografer tog den derfor af plakaten efter første forestilling. (Den cirkulerer dog stadig på videomarkedet, især i Østeuropa og Sydamerika).

Movie08

Med “Jensen-Banden bliver forlovet” fra 1993 kom serien tilbage i den rette folkekomediestil. De tre bandemedlemmer spiller terninger om en smuk, langbenet sejlsportspige — og som så ofte før ender de i kachotten, hvor overbetjent Crassus tildeler dem festlige kropsprygl med våde og/eller indfedtede gummiredskaber.

Movie05

Instruktør Gnalling er fulgt med tiden. Film nr. 20 kom i fjor og havde en eksistentiel og samfundskritisk tendens: “Jensen-Banden kan snart ikke mere”. Trofaste tilhængere frygtede, at det var et stopsignal, men det handlede om afføringsproblemer i mange varianter. Herover ses bandemedlem Gubbis barnebarn Freddie på en undergrundsstation i London. Serien var i sandhed blevet global.

Movie07

De fleste af filmene er genindspillet i Bulgarien med lokale medvirkende. Materialet tilpasses vilkårene dernede. Dette er den hæsblæsende action-forfølgelsesscene i slutningen af “Jensen-Banden gi’r den gas”. 

Til lykke til instruktøren og hans trofaste stjerner, der med så stort talent og overskud af humør har bragt nordvestjysk mentalitet ud over verden — og på gensyn i Klamhuse Kino lørdag kl. 13.41 præcis!

SE OGSÅ:

HenvORLA150ÅR

 

Den kronjydske storlussing

BESKRIVELSE OG  BRUGSANVISNING FRA VOR VEN, HR. KAI

Æderværdige Herr redactør Knockel,

Det er med allerstørste ydmyghed – og med udtryk for min højtagtelse af Deres Person og Deres virke for lusseringens fremme – at jeg tillader at trænge mig på, på trods af at jeg hidrører fra det Kronjydske.

Det er dog min opfattelse, at den ganske udførlige instruktion i den – for alle parter – sunde og naturlige idræt der ligger i ivrig og gerne dagligt gentagen lussering, ikke bliver ganske fuldkommen, såfremt den såkaldte Kronjydske fiskeanretning ikke nævnes i denne sammenhæng.

Der er tale om den på denne egn så kendte og elskede kombination af to flade og en skalle.

Den Kronjydske fiskeanretning serveres, ved at lussator med en kraftfuld bevægelse med højre hånd, gerne med næsten udstrakt arm, leverer en fuldgod ørefigen på en der til passende kind på lussanten. Lussator benytter den derved naturligt opståede rotation i kroppen, som udgangspunkt for en tilsvarende lussing ved brug af venstre arm og hånd, alt imens lussator med den højre hånds fingre griber godt fast i det øre der just er truffet.

Kronjydsk

Således kan lussator ved at fastholde lussantens hoved, mens lussingen med venstre hånd og arm leveres, sikre en nogenlunde proportional kraftoverførsel til begge lussantens kinder, uagtet at de færreste lussatores arme er lige stærke.

Er man født med en stærkere venstre arm end den højre, kan man med fordel starte serveringen med venstre hånd.

Når den sidst ankomne hånd har antruffet sit mål, kan lussator også med denne hånds fingre gribe lussantens dertil indrettede øre.

Fingergrebet i lussantens ører kræver en del øvelse, for at den sidste del af serveringen bliver vellykket. Det er anbefalelsesværdigt, at man lader tomlen glide ind i ørets hulning og sammen med denne lader pege- og langefingrene gribe om den øverste del af lussantens øre.

Derved kan lussator relativt ubesværet – ved en bøjning af begge håndled forover – løfte lussantens ansigt op, så skallen kan placeres på lussantens næse. Der sker ved, at lussator – gerne samtidigt med at lussantens ansigt vinkles bagover – foretager en kraftfuld foroverbøjning af sin krop og forstærker denne bevægelse ved at trække lussanten ind imod sig med armene. Derved skulle det være muligt for lussator at lade sin pandebrask ramme lussantens næseben just der hvor næsens brusk er fastgjort.

Jeg er tilfulde opmærksom at et så komplekst bevægelsesmønster kan indebære en ikke ubetydelig risiko for at mislykkes, hvorfor det i almindelighed her på egnen anbefales at teknikken først øves på pelsklædte husdyr og mindre børn.

En meget øvet lussator kan sågår afslutte serveringen med en randrusiansk springskalle. I så fald må lussator dog dossere den anvendte kraft i forhold til formålet, da noget sådant kan være forbundet med stor energioverførsel til lussanten.

PØLSEFREMSTILLINGSANVISNING:

Faktisk har min morbror, tidl. fjordskipper Thor M. S. Tesolid fra Uggelhuse, ved den ganske festlige lejlighed hvor, hvor Slyngelborg Husmoderforening fejrede sit 100-års jubilæum, brugt selvsamme metode til lave de elskede Kronjydske strakspølser. Efter at have trakteret en 30-kilos pattegris med en fiskeanretning med springskalle, var denne mørnet og blødgjort i en sådan grad, at Thor med et snuptag – ved gribe om grisens hale gennem grisens mund – kunne vende vragen ud på grisen, og ved at strække den vrangvillige og nu også vrangvendte gris, blev den – til stor jubel for den fremmødte folkemængde – fordelt i egen tarm, med egen brunvaremarinade, parat til stegepanden på præcis 42 sekunder fra sidste grynt.

Med højagtelse, Deres altid ærbødige
Morten-Ole Kai
Wårp

Kronjydsk02

KNOCKELSK BESVARELSE:

Allermest ærede hr. Kai

Den kronjydske storlussing har jeg naturligvis hørt om, og ved enkelte mindeværdige lejligheder (altid sammenfaldende med anløb af kvægtransportskibet “S/S Niels Ebbesen”) er den blevet demonstreret på og uden for værtshuse i Blodhavn, men aldrig før har man set den så detaljeret og brugbart beskrevet som i Deres indlæg.

Jeg takker på alle nordvestjyske lussatorers vegne og kan forsikre Dem om, at Deres værdifulde indlæg vil give anledning til mange hjemmeøvelser og en generel moralsk styrkelse af mine hjemsogne.

Med ærbødigste hilsner signeret, Deres

louissign

FØLG AVISENS LUSSINGKURSUS HER:

HenvLUSSINGKURSUS13

Ydre Nederens storhed og fald

Gaffelbiter LOGO1

En kort historie om vort skønne og højtelskede Storsogns væsentligste byer og vigtigste områder, begyndende med den nordlige del. Jeg vil understrege, at jeg kun er en ynkelig amatør, men drevet af en stor passion for Storsognets historie. Altså undskylder jeg eventuelle fejl på forhånd. De må alene stå for min egen regning.

Ydre Nederen var i adskillige år – helt fra vikingetiden – en væsentlig havneby med et rigt ånds- og handelsliv. Grundet dens stilling som Storsognets vigtigste havneby havde den et stort samkvem med det øvrige Nordeuropa og var i 1400-tallet endda på tale som et potentielt medlem af det Nordeuropæiske Hansestadsforbund.

Som en vigtig søfartsby udviklede Ydre Nederen en stor prostitutionsindustri, som gradvist – men sikkert – gjorde byen yderst populær blandt embedsmænd og andre af den tids ”djøfere”. Byen var således en kort overgang på tale som hovedstad for hele den nation, i hvilken den lå.

YdreN 01x

Byen led voldsomt under en brand i 1855 og mistede en stor befolkningsandel – bl.a. grundet fraflytning, dødsfald som følge af røgforgiftning samt det faktum, at mange bordeller lukkede pga. brandfare og en større rotteplage.

Da den sydligere by, Blodhavn, fik udbygget sin havn, blev denne by – blandt andet grundet dens attraktive og yderst populære sandstrande – en vigtigere havneby og således mistede Ydre Nederen gennem årene sin tidligere så vigtige position til Blodhavn.

Blodhavn havde i århundreder været et populært badested for rige Nr. Usseldrup-boere, der havde deres sommerresidenser her. Byen havde også en lille havn, men blev dog først en søfartsmetropol, da Ydre Nederens notabiliteter slog deres kærlighed på stedet efter den tidligere nævnte storbrand i 1855, – en brand, der kan betegnes som Ydre Nederens endelige storhedsfald.

Byen Nederen (umiddelbart syd for Ydre Nederen) kan føre sin historie tilbage til vikingetiden, da området blev gjort til sognets nordligste forsvarsmæssige bolværk mod krigeriske stammer fra nord. Ungersvende fra Nr. Usseldrup, der måtte tjene som soldater, blev sendt til Nederen.

Etymologisk set kommer navnet Nederen fra den på den tid hyppigt brugte sætning: ”skal du tjene nordpå, hvor nederen”. At komme til Nederen var altså ikke populært – det var ikke attråværdigt, at blive sendt dertil.

YdreN 02

Den dag i dag står inskriptionen ”Hvor nederen” at læse på den monumentale statue af den ukendte soldat på Knockel Plads (fransk: Place de Knockel) i Nr. Usseldrup.

Som et forsøg på at ændre Nederens omdømme – og for at øge moralen blandt soldaterne – grundlagde den tids myndigheder byen Nedre Nederen. En by bestående hovedsageligt af kroer og bordeller, hvor mangen en ungersvend kunne more sig med lystige skønjomfruer, der enten var rejst til området fra omkringliggende sogne, så de kunne tjene en skilling, eller var kidnappede fra fjernere egne.

Nr. Usseldrup var i århundreder (og helt frem til i dag) det ubestridte kulturelle midtpunkt i Storsognet. Dette skyldes bl.a. det Knockelske dynasti, hvis overhoved fra sin udkigspost på øverste etage af Det Knockelske Hus i mangfoldige år (og også den dag i dag) drev de Knockelske Blade, som alle individer i Storsognet abonnerede på (i dag har netudgaven dog desværre næsten udkonkurreret papirudgaven).

De Knockelske Blade er et mediemæssigt imperium uden sidestykke i Storsognets historie – bl.a. pga. mediets evne til at spidde den politiske og erhvervsmæssige top, samt de mange afslørende og infiltrerende historier fra Nr. Usseldrups kriminelle underverden.

YdreN 03

Nr. Usseldrups position skyldes den popularitet byen opnåede pga. dens disciplinære magt. Fra gammel tid måtte folk stille sig op på lussingpladsen, når de skulle korrekses for deres fejltagelser og synder. Dette blev – som mange sportsgrene – en særdeles populær aktivitet at beskue. Måske pga. den katarsis effekt, der ligger i at se andre modtage en gedigen dragt prygl, men naturligvis også pga. den opdragende effekt, det havde – og har – på tilskuerne.

Byen Klamhuse blev grundlagt af bønder fra Storsognets sydvestlige kornkammer, som ikke kunne forlige – endsige identificere – sig med den dekadente livsstil i Storsognets hovedbyer Blodhavn og Nr. Usseldrup. Den landlige almuebefolkning så et behov for et sted, hvor de kunne samle de institutioner, de havde brug for; kirker, sportshaller, skoler, ældrecenter og et sygehus. Den dag i dag har byen en særdeles pietistisk og from kultur. F.eks. er det ikke normalt at byens unge drikker, danser og lytter til rockmusik. De går i stedet til sport, går i kirke og synger salmer.

Storsognets sydligste by på grænsen til de fjerne og ukendte egne hedder Øster Halme. Dens vækst kan hovedsageligt tilskrives den mur, som én af sognets ledere engang fik den idé at bygge. Byen er i dag et handelsmæssigt knudepunkt med stor grænsehandel og indvandring fra de fremtrængende horder sydfra. Disse horder ønsker sig naturligt nok et visum til vort skønne og højtelskede Storsogn.

YdreN 04

Der er så meget mere at fortælle – og det er jeg sikker på, at jeg og andre vil gøre i fremtiden.

Redaktionen takker ærbødigst for denne lødige historiske oversigtsartikel. Et eller flere nytegnede landkort vil snarligst blive tilføjet.

SE OGSÅ:

HenvMuenchVÆRTSHUSPRYGL

Lussingens tid er forbi i Gustenhuse

Stahl-EisenmannLOGO

DRAMATISK DISCIPLINÆR KORTBULLETIN MED TILHØRENDE FILM

Vi har i Gustenhuse Sogns Borgerråd efter nøje overvejelse, samt adskillige gennemsyn af vedhæftede instruktionvideo, enstemmigt vedtaget at afskaffe Lusseringsloven.

I erkendelse af den udeblivende effekt af den traditionelle lussing, vil vi fremadrettet tilstræbe en langt hårdere kurs mod opsætsigheden blandt visse forhærdede individer i vort lokalsamfund.

CagneySPIL

Derfor har vi nu indført slag med knyttet næve, spark samt kast med assorteret husgeråd som den nye daglige obligatoriske afstraffelsesmetode, både inden for det sognemæssige og i de private hjem.

Cagney02

Vi må desværre samstemmende erkende, at der i vor moderne verden må langt mere probate midler til, for at skabe den nødvendige ro om den offentlige orden og den industrielle produktion. Der er, som aldrig før, behov for ikke blot at italesætte, men så sandelig også at lægge reel fysisk styrke bag de mange gode intentioner.

SE OGSÅ:

henveisenmanndaarekiste01

Tilbage til forsiden

Larmo-Sagaen: Tilbage til de Gamle Dyder!

EN VÆGTERS BEVÆGENDE HISTORIE, 3. OG AFSLUTTENDE DEL
(Se 1. del her og 2. del her)

Larmo3-01

På billedet ses et udsnit af Gustenhuses brede befolkning i indigneret protestmarch mod forholdene i byen i 1988. Forandringens vinde blæste gennem gaderne, og tiden var nu kommet til en gigantisk folkerejsning. Alle var vi jo nu engang i samme seng, og alle fremviste hårdhed, villighed, udholdenhed, fleksibilitet og styrke på et hidtil uset niveau. Der krævedes selvopofrelse som aldrig før. Byens fremtid var på spil!

Larmo3-02

Blandt de mange frivillige sås raske unge kvinder fra landbruget, der gladeligt tog del i den genopbyggende fase. “Hellere to tjenende ånder end én onanerende tjener!” som min salig bedstefader Fridolin Tannhäuser von Rasselschlüssel sagde i sin tale til mit 75-års jubilæum.

Larmo3-03

Al useriøs og sogneskadelig ageren kom under afvikling i disse år, og det blev også slut med den uautoriserede husdyrkopulation. Nu skulle der for alvor styr på begivenhederne!

Larmo3-04

Under ledelse af vor åndelige og fysiske førerskikkelse, allerærværdigste hr. Stahl-Eisenmann, blev Sognets økonomi gennemgået helt ned i detaljen, og blandt de deraf følgende, utallige og helt nødvendige effektiviseringer og besparelser sås for eksempel den kombinerede anvendelse af ressourcer fra overfiskeriet med diverse opgaver indenfor det offentlige.

Larmo3-05

Al ikke-lusseringsmæssig korporlig afstraffelse fandt herefter sted på husdyrbordellerne, ved hjælp af skidtfisk og ledige cirkusmedarbejdere. På denne geniale facon løstes mange sociale problemer samtidigt. Der kom atter gang i den stagnerende økonomi, og balance blev opnået i sognebudgettet.

Larmo3-06

Mit fineste øjeblik i tjenesten var, da jeg i 1993 egenhændigt indfangede Tranumulven ved hjælp af denne snedige forklædning og den af Staniol Lakmussen udviklede mekaniske fangarm, som på billedet ses demonstreret af undertegnede.

Larmo3-07

Bæstet havde over en årrække nedlagt i dusinvis af fåreavler Bähmanns bordelracehusdyr, og gennem dets blodige hærgen opskræmt lokalbefolkningerne udi det nordvestjyske. For min ydmyge præstation modtog jeg i al beskedenhed Gustenhuse Hønseavlerforenings Årslegat på kr. 1,33 samt fire bakker nylagte æg à 6 stk. pr. bakke. Ikke dårligt for en simpel, gammel vægter.

Larmo3-08

Staniol Lakmussens unge assistent Alky Mistelsen udviklede efter anmodning fra Gustenhuse-SS (den Sanitære Sognemyndighed) en genial opfindelse til bevarelse af husholdningsfækalier. Det skulle være helt slut med meningsløst brunvarespild. Grundet loven om patentbeskyttelse kan jeg desværre ikke gå i nærmere detaljer.

Larmo3-09

Revselsesretten blev, tilligemed selvtægt, i 1989 ved enstemmighed under Sognerådets Ekstraordinære Nødforsamling gjort lovpligtig. Man var herefter som medborger i Gustenhuse under strafansvar forpligtet til at lussere børn, kvinder, oldinge, festnegre, uduelige mandspersoner (døde såvel som levende), husdyr, vegetation, apparater og automatiserede vehikler, ved blot det mindste tegn på opsætsig adfærd, slendrian, fjol, eller blot begrundet mistanke herom.

Larmo3-10

Vore mandlige medborgere fik hurtigt rettet ind i forhold til det nye sogneparadigme. Man hørte allesteds og til egen store tilfredsstillelse i døgndrift de raske klask af en by i fremgang!

Det er således med sindsro, at jeg, Larmo Rasselschlüssel, aftræder mit sekellange embede som vægter i kære, gamle Gustenhuse. Mit arbejde er fuldbragt, og byen og sognet kan nu se en lys fremtid i møde!

Larmo3-11

Larmo Rasselschlüssel nyder sit velfortjente otium i hjemmet, Havekolonien Skadefryd bag det for længst nedlagte Gustenhuse Friluftskrematorium.

Lad os alle, her i afskedens vemodige stund, sammen med Larmo istemme den traditionelle danske Vægtersang, med moderne tekst af afdøde V. Røvlenberg (andet samt sidste vers):

Hov vægter! Klokken er slagen 12

Det var ved midnatstide,
brunvaren den blev født.
Til gavn Alverden skide,
hvad ellers var forødt.

Vor klokke er slagen tolv!
Med tarme og rø’ev,
af hjertet prøv;
befal dig Gud i vold!

Hov vægter! Klokken er slagen 5

O, store morgenstjerne!
Vor byrd’ i Verden hér,
tålmodelig vi gerne
aflægge, som vi bæ’er.

Vor klokke er slagen fem.
Kom kun, vare brun!
Hold stuen lun;
oplys vort hus og hjem!

Gustenhuse længe leve! Hurra x 9! Præcist!

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLARMOVÆGTER

Henv Eisenmann Larmo 2

Tilbage til forsiden

Larmo-sagaen afsnit 2: Krisetider og forråelse

Stahl-EisenmannLOGO

EN VÆGTERS ERINDRINGER (se afsnit 1 her)

Efter årtiers uafbrudt vækst og den nyvunden økonomisk frihed blandt selv vore usleste medborgere, fulgte desværre generel løssluppenhed og en katastrofal mangel på disciplin. Overskuddet soldedes op på intetsigende modefænomener og eksperimenteren med nymodens bevidsthedsudvidende substanser. Borgerne hungrende efter noget nyt, tabubelagt og spændende, og lod hånt om de etablerede samfundsnormer. Resultatet blev – helt forventeligt – en absolut kulturel og social deroute.

Larmo 2-01

Herover ses Gustenhuses første opiumshule. Rygehytten på Gustenhuse Hede startede som et socialt eksperiment, men udviklede sig lynsnart til et gigantisk problem.

Larmo 2 02

Euforiserede medborgere slumrer på tragisk vis ind i psykedelisk døs. De uhyrlige bivirkninger ved denne aktivitet fulgte de involverede misbrugere gennem livet, indtil det blev vedtaget at tvangsindlægge dem på Gack E. Lacksens sanatorium, hvilket synes at have løst problemet, idet man aldrig siden hørte fra de pågældende patienter.

054582:The 'Mail' Cup Seaton Burn Halliday Fred 1912

Her ses et eksempel på resultaterne af de frygtelige stoffers indflydelse på den menneskelige organisme: en narkotikapåvirket medborger dratter død om midt på Hovedgaden.

VINDUESKIGGERPLAGEN I 1978

Larmo 2 04

Da de første sort/hvide fjernsynsapparater kom i handelen i slutningen af halvfjerdserne, var det ikke alle medborgere beskåret at eje et sådant luksusforbrugsgode.

Fascinationen af de levende billeder var enorm, og det blev således en kolossal byrde for ordensmyndighederne i Gustenhuse at bortvise diverse hæmningsløse personer fra respektable familiers stuevinduer, hvor lureriet nærmest blev for en folkebevægelse at regne.

Larmo 2 05

Den direkte transmission fra par-VM i masturbation i 1978 var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den danske deltagelse ved den populære duo Hans Lange-Lem/Hack Pickemann, kommenteret af den navnkundige Gunner Rée, var simpelthen for stor en fristelse for selv normalt lovlydige borgere, der stod klinede til vinduerne for at følge deres helte i aktion.

Larmo 2 06

Normale modforanstaltninger såsom lussinger og bøder hjalp ikke, og først da mørklægningsgardinerne fra Besættelsestiden var fundet frem, blev der igen nogenlunde ro om privatlivets fred i de små hjem.

MASSEHYSTERI, DA BÄHLERURNEN KOM

Larmo 2 07

Den ene folkepsykose blev naturligt fulgt af den næste, og efter plejehjemsforgiftningen af 1979 opstod en nærmest vanvittig efterspørgsel efter urner, da vor kirkegård i forvejen led under katastrofal pladsmangel, og Gustenhusmose samtidig var underlagt strikse regulativer iht. Brunvareudvindingsdekretet.

Derfor oplevede byen dette år en veritabel folkevandring til isenkræmmer Klinkbergs udsalg på Skrammeltoften 8, hvor folk stod i lange køer for at erhverve sig den nye fashionable Bählerurne – uigenkaldeligt sidste skrig – som dengang kostede hvad svarede til min egen udbetalte ugeløn: hele kr. 1,76.

Larmo 2 08

Det eneste kendte eksemplar af vasedrejer Bählers mesterværk, som endnu ikke er i anvendelse. Foto med tilladelse fra Fækalmuseet.

Gustenhuse Aviationsforenings Liggasballon måtte en overgang tages helt ud af anvendelse, grundet mangel på drivmiddel. Kremationsdillen var blot endnu et symptom på en kedelig samfundsudvikling, og det skulle desværre blive endnu mere grelt i gode, gamle Gustenhuse.

SVEND PHÆKALI — DEN GALE HYPNOTISØR

Larmo 2 14

Denne afskyelige charlatan havde let spil i disse retningsløse år. En storforbryder, i ondskab kun overgået af Gustenhusebandens medlemmer, fandt hurtigt fodfæste i vort sogn, og drev i et helt år sit perverse og utugtige spil med diverse godtroende kvindfolk.

Den sensationshungrende befolkning mødte velvilligt frem til de groteske forestillinger, der fandt sted efter solnedgang, i gyllespreder Svinbergs storlade.

Larmo 2 15

Her ses en situation fra en af dr. Phælkalis populære aftenseancer, hvor assistent S. Maddersen ved gentagen slagpåvirkning med forhammer brækker et massivt stykke fossilbrunvare oven på en hypnotiseret og rigidt udspændt kvindelig figurant. Det var under en sådan demonstration, at katastrofen uvægerligt måtte ske.

Larmo 2 16

Svinbergs lade eksploderede, og antændte Den Store Hedebrand, hvilket selvfølgelig førte til yderligere genvordigheder. Det var i sandhed travle tider i Gustenhuse.

BRANDDASKERINVASIONEN I 1980

Larmo 2 09

Her ses blot lidt af den store katastrofe. I hundredevis af hektar afgrøder og skov brændte, og ilden lå længe derefter og ulmede.

Larmo 2 10

Vort lokale frivillige brandvæsen gjorde en upåklagelig indsats, men fik desværre aldrig helt styr på efterslukningen. Vi måtte ydmygt anmode offentligheden om hjælp.

Larmo 2 11

Desværre var der ingen styr på begivenhederne. Fra nær og fjern væltede det ind med godhjertede frivillige, der uden faglig kyndighed forrettede mere skade end de gjorde gavn.

PAPIRMANGELEN

Larmo 2 13

Tabet af de mange naturressourcer, herunder store mængder træmasse, betød et meget hårdt slag for de trykte lokalmedier, herunder ikke mindst billedpornografien.

Indsamlingen af gamle erotiske magasiner blev en prioritet, og det var sørgeligt at bevidne, hvorledes mangen en medborger yderst modvilligt og med tårer i øjnene indleverede deres fine samlinger, for at sikre den fremtidige produktion.

Larmo 2 12a

Der blev dog hurtigt rådet bod på det manglende udbud, og qva et forbilledligt samarbejde mellem lokalpressen og de yngre kvindelige medborgere kom der atter varer på de nederste hylder.

BESØG AF DEN NORDAMERIKANSKE NEGERDELEGATION I 1982

Larmo 2 17

Den meget ærede George W. Johnson med følge inspicerede Gustenhuse i 1982. På fotografiet ses viceborgmester Igno Randt overrække Gustenhuses Æresdiplom For På Klokkeslæt Præcist Fremmøde til den amerikanske kulturattachés stedfortræder, da hr. Johnson desværre måtte gå på toilettet, mens billedet blev taget.

Hvad så disse honoratiores da under deres diplomatiske visit?

Larmo 2 18

En by i forfald…

Larmo 2 19

…tarvelig opførsel… uværdig fremturen… holstebroisk gadeuorden… vandalisme… manglende respekt for autoriteter…

Larmo 2 20

…elendighed og menneskelig degradation i allehånde afskrækkende former.

Det var ikke vor by værdigt, og det kunne ikke længere ignoreres, at Gustenhuse havde alvorlige problemer. Desværre kunne amerikanerne ikke dy sig for at markere deres utilfredshed med oplevelsen i form af denne satiriske musikalske indspilning, som opnåede en 117.-plads på Dansktoppens hitliste, mellem 23.06. og 24.06.1982:

Larmo 2 musik

Denne kulturelle begmand var jo et kolossalt hak i selvforståelsen. Så galt stod det til med andre ord til i vort kære hjemsogn, på daværende tidspunkt. Selv negrene lo af os! Det var så sandelig tid til forandring.

(Den lokalhistorisk relevante grammofonplade (Dolypor, NW-34-6473b), kan i brugt tilstand, ubegrænset oplag, erhverves formedelst kr. 0,02, i marskandiserforretningen, Gammel Ragelsesgade 4c. Bytte er også en mulighed, især s/h fotografier og private filmoptagelser af badende unge piger har interesse. Kontakt borgmesterkontoret, spørg efter Hartmann).

VÆGTER OG HÆDERSMAND, HR. LARMO RASSELSCHLÜSSEL VIL
INDEN 
LÆNGE AFSLUTTE SINE ERINDRINGER MED ET 3. AFSNIT

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLARMOVÆGTER

HenvEisenmann LARMO 3

Retur til forsiden

Gribende familieminder fra julen 1999

Butthead LOGO

Nutidens unge ved jo slet ikke hvordan julen var i gamle dage. Nutildags er de unge så snotforkælede – vi andre måtte arbejde for alting. Jeg begyndte at arbejde da jeg var 3-4 år, og minimum 3 gange om dagen fik vi tæsk… tæsk i stedet for mad!

Det har vi ikke taget skade af, bortset fra, min ene søster har et mærkeligt stort hoved. Måske det store hoved var nødvendigt, da hendes øjne, sidder ude på siden af hovedet – nærmest sammen med ørerne !

Mærkelig ser hun ud, men altid var hun flink ved de små søskende.

Hendes storesøster har så meget opstoppertud, at hun er ved at drukne når det regner – så derfor har bedstefar lavet en lille paraply hun sætter på næsen når det er regnvejr. Det fungerer fint.

Man må klare sig med det man har, som bedste siger.

Mig og min familie bor i nogle papkasser ude ved motorvejen. Min bedstefar var blandt de første indbyggere derude, og havde derfor opstillet sine papkasser under broen, så vi til forskel fra mange naboer var forskånet for den værste regn og sne.

buttheadjul

Nu var det atter blevet jul, og vi var fattigere end nogensinde. Selv det mindste støvkorn var spist, lillebror havde endda spist nogle oversete småsten i vejkanten. Sulten gnavede, vind og sne føg ind af sprækkerne, og naboens hund hylede af sult.

Min søster begyndte at tale om gaver… julegaver !

Uden penge ingen gaver. Bedstefar foreslog, at vi igen i år, gav hinanden, det vanlige – nemlig nogle lussinger. Ak suk – det fik vi osse sidste år – og året før osv. Men det varmede da lidt.

Så sagde bedstefar: Nu går jeg på udhuset og laver lidt brunkage.

Bedstefar var rævestolt af sit udhus, fordi det var den højeste bygning i lejren. Han sad tit derude og, som han sagde: klemte brunkager ud.

Jeg så godt bedstemor følge efter ham med sin kæp og den lille krukke.

Jeg kendte turen. Det var sådan, at bedstefar gennem mange år har haft en slem omgang psoriasis – og da det var juleaften, ville bedstemor glæde os med lidt juleknas, så mens bedstefar klemte brunkage ud, skrabede bedstemor hans rygstykker med kæppen og fik således samlet en skålfuld juleknas.

Jeg viste jo godt, hvad dette knas var for noget, så jeg spiste ikkeaf det – men mine små søskende, var jublende lykkelige.

Bedstefar kom ind i stuen igen: Nu skal vi dele gaver ud – en til dig og to til mig og osse en til dig

Det gik egentligt hurtigt med uddelingen – alle fik deres gave, og dertil hørende røde kinder.

Så opdagede bedstefar: at min mindste bror ”pattebarnet” havde spist hans hæmoridesalve.

Nu er det nok! sagde bedstefar. Nu får du en endefuld!

Således fik lillebror en ekstra gave i julen 1999.

SE OGSÅ: DETTE ÅRS JUBELKALENDER FRA BLAD 1 

Retur til forsiden

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 19

DET HERRENS ÅR 1954

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 07.48 PRC.

Filmstjernen Buddy Wankers (Oscarnomineret for hovedrolle i westerndramaet “17 Guns and a Chink”) sad bag rattet i sin nyanskaffede Pontiac Chieftain De Luxe Convertible. Speedomeret viste næsten 90 mph, da han overhalede en lastbil op ad bakke på en to-sporet landevej i Idaho.

Over bakkekammen kom en gul skolebus til syne. I løbet af sekunder var den så tæt på, at Buddy kunne se en skæv tand i chaufførens overmund. Han kastede sit luxusvehikel til højre og hørte lastbilens og bussens tudehorn som dommedagsbasuner.

Da han fire minutter senere holdt på en rasteplads, kunne han konstatere, at brede striber lak var skrabet af begge Pontiacens sider.

Alle implicerede var uskadte, og de tre vehikler fortsatte ad deres planlagte ruter, Buddy dog først efter at have masturberet nogle gange for at berolige nerverne. (Hans problemer med alkohol og nervemedicin begyndte mange år senere og havde intet påviseligt med denne episode at gøre.)

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 09.11 PRC.

Galeasen Aurora Knockel af Blodhavn pløjede Vesterhavets bølger, tungt lastet med nordvestjysk brunvare (tørret, fladvalset, kvalitet II) til Le Havre. Skipper Clement Knockels grå øjne skuede hen over skumtoppene.

“Men hvad satan?” brummede han. “Er det ikke en pukkelhval dér mod vest-nordvest? Kunne man sejle hovedet i smadder på sådan et kreatur og slæbe kadaveret med hjem til Klamhuse Kødfoderfabrik?”

“Vi er jo først hjemme om tre-fire uger,” bemærkede Jallah, skibsdrengen, der var med på sin første langtur.

Skipper Knockel smurte en rask lussing hen over det fregnede fjæs.

“Du taler, når du bliver spurgt, ellers ikke. Hvalkødet bliver modnet og mørt undervejs. De bedste udskæringer kan vi afsætte til Brunmølle Udflugtskro.”

Skipper drejede skarpt på roret, og Aurora stævnede efter den mørke pukkel i havet, men hvalen forsvandt af syne, og da den igen dukkede op, var den halvvejs ude mod horisonten.

“Møgdyr!” brummede Knockel og tildelte skibsdrengen endnu en lussing, før han styrede tilbage på kursen.

En halv sømil bag dem drev den hornmine, som de havde været få favne vand fra at ramme ind i. Den var 10-12 år gammel, men stadig aktiv, og den indeholdt 78 kg TNT.

Ud- og hjemtur blev gennemført uden større begivenheder, når bortses fra, at Jallah på bordellet Bonheur du Jour i Le Havre pådrog sig den første af et langt livs talrige gonoré-infektioner.

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 16.24 PRC. (LOKAL TID)

Globetrotteren Gambrinus Buhms var nået 11 dagsvandringer ind i Amazonas-junglen, længere end nogen anden hvid mand. Ved middagstid havde han mødt en flok indfødte omkring et vandhul, hvor de kollektivt defækerede, og dette øjeblik havde han naturligvis sikret for eftertiden ved brug af sit veltjente Agfa-kamera. Nu stillede han otte af de ranke og velnærede, men ikke ret store stammefolk op til fotografering i en lysning. Den niende havde fået et lynkursus i kamerabetjening og skulle trykke på knappen, når Buhms gjorde tegn.

1954-hvid-hoevding

De indfødte var tilsyneladende villige nok, men det tog lidt tid at få dem arrangeret i den rette skulpturelle formation, som den sønderjyske eventyrer så skulle knæle foran. Det lød, som om de indbyrdes diskuterede et eller andet.

“Umbrok pop gryffert?” sagde den yngste spydbærende dreng.

“Umbrok graff!” lød det fra bedstefar bag ham.

“Hold nu kæft og kig ind i kameraet,” sagde Gambrinus Buhms og prøvede med en viftende hånd at vise, hvad han mente.

De forstod ikke hans sprog, og han forstod ikke deres.

“Skal vi æde ham?” havde drengen sagt.

“Jeg er sulten!” tilføjede bedstefar.

“Gryffert jao kikkel. Umbrok kikkel. Pillarkuna,” sagde den ranke kriger, som Buhms formodede var høvding. Det betød så meget som: “Han er senet og sur i kødet, og vi har ikke de rigtige krydderier. Slut på diskussion.”

“Klik!” sagde Buhms og gjorde det aftalte tegn.

Klik, lød det fra Agfaen. Billedet var taget.

SØNDAG DEN 19. DECEMBER, RESTEN AF DAGEN

Det fortsatte på samme måde. Ikke en eneste sagesløs danskere blev myrdet, medlemmer af de europæiske kongefamilier blev hverken gift eller skilt, ingen passagerfly styrtede, ingen jordskælv, tornadoer eller stormfloder hærgede noget steds på kloden. Den hellige gral blev ikke fundet, og Marilyn Monroe var endnu mange år fra sit selvmord.

Hen mod aften herskede sort fortvivlelse på avisredaktioner verden rundt. Det gjaldt også Nørre Usseldrup Folkeblad, som netop var amalgameret med Nordvestjyske Fækalietidende. På redaktionskontoret (beliggende lunt og komfortabelt over bolsmand Ferkelsens svinestald) sad redaktør Gylbert Knockel og rev sig i håret.

“Det er den værste dag i mit professionelle liv,” sagde han og tildelte journalisteleven Philbert en af dagens talrige stimulerende arbejdslussinger. “Hvad gør vi? Du bliver aflønnet med 3,74 kroner om måneden plus roefoder og en halmbunke at sove i, så hvad er svaret, Philbert? Hvordan redder vi morgendagens udgave?”

“Hvis der nu indløb en bombetrussel mod Klamhuse Kino,” sagde eleven.

“Ja, hvad så?”

“Og publikum blev jaget ud, og alle var rasende…”

“Videre.”

“Og så… æh, noget med et slagsmål.”

“Nej, sgu,” sagde redaktøren. “Halvdelen af de fordrevne biografgængere stiller op til en masturbationsparade diagonalt fra NV mod SØ over Klamhuse Hede. Resten skal ud på et lussingoptog fra SV mod NØ. De to processioner kolliderer i mørket midt på heden. Kabum! Vi er til stede og tæller de tilskadekomne og får kommentarer fra fremtrædende deltagere og så videre. Morgendagens avis er lige ved at være reddet. Af sted, min dreng.”

“Hvorfor et af optogene skal jeg følge med?”

“Dem begge to.”

“Jamen…”

En smældende lussing var svaret. “Ikke noget jamen. Det ord er forbudt her på redaktionen, og det ved du udmærket. Af sted, nu fluks!”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 10

DET HERRENS ÅR 1606

“Velsignet god morgen, Deres majestæt!”

Svaret fra manden i himmelsengen var et grynt.

“Tør jeg anmode om tilladelse til at at bringe Deres majestæts morgenmad hen til sengekanten, så De i behagelig udstrakt tilstand kan indtage dagens første måltid?”

To grynt, muligvis kodesprog for ja. Kammertjeneren rullede i hvert fald vognen med morgenbakken hen mod den kraftige mand under sengetæppet.

“Silkegrød og saltsild,” sagde han. “Lunt hvedebrød, varm mælk med honning, et glaseret æble med nelliker og en…”

“Så hold da kæft!” brølede Christian den fjerde, idet han satte sig op i sengen og mønstrede lækkerierne, der var anrettet på sølvfade og i krystalskåle. “Sagde jeg ikke i går, hvad jeg trænger mest til, når jeg vågner om morgenen?”

“Jamen, Deres majestæt…”

“Spring, min dreng, så hurtigt dine tynde ben kan bære dig: En kande lybsk godtøl, et fuldskænket bæger rhinskvin og en halv flaske af det dér ildvand, I laver oppe nordpå.”

“Mener majestæten whisky?”

“Ja, whisky for helvede, spring!”

Christian var på officielt besøg hos sin kollega og svoger, englændernes og skotternes kong James, og var der én ting, de to potentater havde til fælles, så var det en stærk og vedvarende tørst.

Flere dage og aftener i træk havde de drukket deres respektive hoffolk under bordet. Christians søster, dronning Anne, havde opgivet at skælde ud. Hverken på dansk eller på engelsk havde det nogen virkning. I øvrigt talte kongerne mest tysk indbyrdes, og de kendte de samme saftige tyske soldaterviser, som de lallede af sig til langt ud på natten.

Når Christian vågnede næste morgen, så han ældre ud end sine 39 år, og i hans hoved dunkede og hamrede det, som om håndværkerne fra hans talrige byggepladser derhjemme var taget med til England for at plage livet af ham.

Ungtjeneren i de lyserøde silkebukser var omsider fremme med det ønskede. Kongen greb ølkanden mellem begge hænder og lagde tuden til munden. Gurgle, gurgle og mere gurgle.

“Aaaaah!” sagde han med en fuldtonende lyd fra et sted dybt i tyrehalsen. “Øllet her på Hampton Court er førsteklasses, og lad mig så smage, om den sild er forsvarligt saltet.”

“Værsåartig, Deres majestæt. Her er kniv og gaffel.”

“Kniv og gaffel? Tror du ikke, vi danskere ved, hvordan man spiser sild? Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør, min lille ven!”

Knas, klank, smaske, gnufle, gnufle, grynte. Christian tørrede sig om munden, mens hans kraftige kæber formalede en halv sildefilet.

“Det går an,” sagde han med munden fuld. “Nu en slurk ildvand.”

Tjeneren bukkede og rakte flasken frem.

“At your majesty’s obedient service!”

* * *

Dagens program var et besøg i højesteretten i Tower of London. Christian, der selv var højeste dommer i sit hjemland, fulgte med en vis interesse en sag om en tyvagtig skatteopkræver, der blev dømt til at fortabe hoved, ære og formue.

Mens den vrælende synder blev slæbt ned i fangekælderen, gik Christian og dommerne til frokost. Her vankede lammekoteletter med kålstuvning og franzosisk vin af røde druer, svedskekager med flødeskum og sjældne krydderier, sød vin fra Madeira.

“Satans, som I lever livet,” sagde han. “Jeg gad nok, at Danmark blev et kolonirige med handel på fjerne kyster.”

Christian og hans svoger havde store planer om fremtidigt samarbejde og mange prygl til de tyske fyrster og franske pudderdukker.

“Ja!” råbte han, mens han hævede pokalen for femte gang. “En skål for vore broderlande, en skål for lov og ret!”

* * *

“Et dampbad og prygl med birkeris – så bliver man som barn igen,” sagde kong James, da Christian vendte tilbage til Hampton Court.

Den engelsk-skotske konge havde ganske rigtigt lyserøde kinder og krøl i håret. Hans kropsnære dragt glitrede af guld, og kalvekrøset ned over brystet var kridhvidt. Fandeme, om ikke også han havde rubinstikker i ørerne. Noget af en svans er han, tænkte Christian, men ham om det. Han avler flittigt børn på min søster, han vil lave storpolitiske aftaler med mig, og han er en herlig drukkammerat. Kan man forlange mere?

1606-01

De sad i slottets centrale sal med lædertapeter på væggene og otte meter til loftet. De drak om kap med hinanden og de måbende hoffolk, hvoraf flere allerede lå på gulvet. Hver aften skulle være bedre end den foregående, ja den skulle så.

“Er vi enige om, at vi deler Europa, sådan som vi snakkede om i går?” sagde Christian i en pause mellem to krus krydret mumme.

“Javist,” sagde James. “Jeg tager Frankrig, Spanien og Portugal, du får Tyskland, Polen og Nederlandene.”

“Og Sverige.”

“Ja, schelvfølgelig også Schverige,” snøvlede James. “Når du og jeg er færdige med Schverige, bliver der aldrig mere vrøvl med dem.”

Christian rakte efter whiskyflasken. “Lad os skåle på det.”

De bundede pokalerne og ræbede i kor.

“En af dine hofmænd må skrive det ned på et stykke papir, så vi ikke glemmer detaljerne.”

“Javist,” sagde James, “og vi sætter vores majestætiske schignaturer og laksegl under. Men ikke lige nu. Jeg har en overraskelse til dig”.

“Et nyt whiskymærke – eller mere af den dér kanariesekt?”

“Næ næ, tscheater! Det fineste tscheater, de britiske øer kan opvise.”

Christian blev lang i ansigtet, men kongen havde givet tegn til en dørmand bagest i salen, og nu kom et optog af sminkede, kostumerede skuespillere dansende ind, efterfulgt af en hylende sækkepibe og et par hornblæsere, som man fik ondt i tænderne af at lytte til.

Forrest i optoget stoltserede en herre med et præsteagtigt ydre, høj pande og plirrende øjne. Han bukkede dybt for kong James.

“Min ven, mesteren Will Shakespeare,” erklærede kongen og slog ud med hånden, så en halv styrtsø af krydderpunsch pladrede hen ad gulvet.

Will rettede sig op, vendte de kuglerunde glugger mod loftet og begyndte at deklamere:

“Since brass, nor stone, nor earth, nor boundless sea,
But sad mortality o’ersways their power,
How with this rage shall beauty hold a plea…”

“Åh, hold kæft!” råbte kong Christian. “Shut up, tais-toi, halt die Klappe, und das sofort!”

Will blegnede under teatersminken. James gjorde tegn til, at han skulle fortsætte.

“…Whose action is no stronger than a flower?
O! how shall summer’s honey breath hold out,
Against the wrackful siege of battering days…”

“Det var dog satans!” brølede Christian, idet han langede en lussing ud, som sendte Will trimlende hen ad gulvet. “Ud med dig, og ud med de andre abekatte… Nej, hende med det store patværk kan blive og danse på bordene. Jeg skal nok klappe takten, for jeres kattejammermusik vil  vi den ondeprygleme heller ikke høre på!”

Kong James var for beruset til at at rejse sig og protestere, og to hellebardbevæbnede vagtsoldater drev skuespillerne tilbage, hvor de var kommet fra. Klare tårer randt fra Mr. Shakespeares øjne, da han kastede et sidste blik ind i salen.

“Og lad os så få noget i glassene!” befalede Christian. “Vi sidder her ikke til pynt!”

* * *

Danskerkongen lå i sin himmelseng og gryntede, da døren gik op næste morgen. Han ventede at høre kammertjenerens sædvanlige kvidder, men det udeblev.

“Herre konge,” sagde en velkendt dyb stemme på jævnt dansk. “Tid at stå op.”

“Det bestemmer jeg fandenpuleme selv.”

“Desværre nej, herre konge,” lød det fra Christians rådgiver og rejseledsager, lensbaron Guffert Orne. “Vi skal være ude af Hampton Court inden en time.”

“Hvem siger det?”

“Kong James har udstedt denne allermajestætiske ordre.”

“Kald på ham, så jeg kan varme hans ører.”

“Kongen og dronningen er taget på landet, og vagtpersonellet har ordre til at jage os ud, hvis ikke vi går selv. Jeg har sendt ridende bud til kaptajn Bunkelhage på “Trefoldigheden”, at han skal gøre klar til afsejling ved middagstid.”

1606-02

“Jamen, det er jo vanvid,” sagde Christian, der havde sat sig op i sengen og var lysvågen. “James og jeg har store planer. Vi skal dele Europa mellem os og give svenskerne bank, til de jamrer.”

“Meget beklageligt, herre konge, men James har et nært forhold til Will Shakespeare og hans trup, og han tåler ikke, at de bliver fornærmet.”

“Will Shakespeare? Hvem fanden er Will Shakespeare?”

“Herre konge, vi har ikke lang tid tilbage her. Lad mig assistere Dem med at få bukserne på.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside