Færgen fra Blodhavn til Swakopmund i Namibia er et miljørigtigt og klimabevarende maritimt storvehikel. Den fremdrives af passagerernes tarmluft, en lille rapsoliefyret hjælpemotor og især af et par hundrede motionscykler i gigantskibets bug.
Hernede sidder de to kidnappere som galejslaver. De synger og fløjter i takt med opsynsmandens piskesmæld. Der er lang vej til Namibia, og goplesuppen morgen og aften smager måske ikke af luksuskrydstogt, men skibet vil nå frem, og efter yderligere et par hundrede ture op og ned ad Atlanten bliver de måske i moden alder prøveløsladt.
Førstkommende fredag kl. 09.31 prc. bliver Blodhavn anløbet af “Global Adventurer”, verdens største og mest moderne krydstogtskib.
Turisterne kommer i land i hold af ca. 11.000 personer for at opleve lussingdans, mudderbrydning og andre lokale traditioner. De vil købe vore berømte, næsten splintfri fyrretræsdildoer og lignende souvenirs som knojern, spytbakker og nakkekamme af hønseknogler. Omsætning og folkeliv i havnen vil blomstre som aldrig før.
Skibets balance opretholdes meget omhyggeligt ved at tvinge alle passagerer ned på de undersøiske og to-tre andre nederste dæk og presse dem sammen langs en midterlinje, når bølgegang gør det nødvendigt. Overbygningen består i øvrigt mest af bølgepap og bambusfiber og vejer derfor ikke nær så meget, som den ser ud til.
Når “Global Adventurer” efter nogle muntre døgn skal videre, får vi lokale mulighed for at købe billet til Hjarnø i Horsens Fjord, Peenemünde i Østersøen og derefter et spændende krydstogt op ad de russiske floder. Priser fra kr. 291,24 for ståplads, kr. 386,32 for hængekøje i 24-personers kahyt.
NU OGSÅ FÆRGE TIL SYDVESTAFRIKA
Endnu et maritimt eventyr kan vi se frem til: Genåbning af færgefarten Blodhavn-Swakopmund (Namibia). Denne rute vil blive besejlet af et lidt ældre fartøj, som er ombygget til at imødekomme nutidens grønne og bæredygtige krav.
Færgen “Onan Lubbert” fremdrives dels af sejl, dels af to gigantiske skovlhjul, koblet til hundredevis af motionscykler, således at passagerernes muskelkraft døgnet rundt gør maksimal nytte. Af samme grund vil man på rejsen få en særligt nærende kost, baseret på foderroer, brun budding og sildehovedpostej. Sejltiden til Swakopmund vil, afhængigt af vind- og strømforhold, være tre til fire måneder.
Den Knockelske Erhvervsfond støtter begge projekter med kontante tilskud, udlån af feltmadrasser og et stort antal turistlussinger.
Nordvestjyllands globale position bliver nu atter styrket. Skibsfører Gylbert Onan, søn af fhv. landoverpostbud Olphert Onan-Olsen, Blodhøj, tiltræder som kaptajn på motorfærgen “Queen of Namibia” og vil stå ved roret, når den renoverede færge afgår fra Blodhavn Midtermole førstkommende tirsdag kl. 07.33 prc.
Ruten drives af Blodhavn Folkebådfart, og der vil være anløb i Agadir (Marocco), Conacry (Guinea) og Luanda (Angola) inden den endelige destination, Blodhavns venskabsby Swakopmund i Namibia.
“Vi mener, at tiden er inde til at genoptage den nære og regelmæssige kontakt med vore venner dernede,” udtaler færgerederiets direktør, Odin Plumbert-Peckelkrage. “Flere båd- og flyforbindelser har været ramt af uheld, men med et fartøj i topform og en veltrimmet, rutineret kaptajn om bord tror vi på, at det vil lykkes denne gang. Finansielt har vi et solidt rygstød i de 147 folkeaktier à kr. 13,98, som blev nytegnet sidste år i november.”
Med forbehold for vejr og anden force majeure vil sejltiden til Swakopmund være cirka 32 døgn. Skibets kapacitet er 80 passagerer med børn og/eller større husdyr. “Vi medbringer rigeligt med kødfoder til alle, og skulle dunkene med petroleum til motoren løbe tør, er der årer, stager og padler om bord,” oplyser kaptajn Onan.
Billetprisen på den første afgang er i reklameøjemed sat så lavt som 2,34 kr. pr. passager, halv pris for børn og husdyr, yderligere reduktion ved afstigning undervejs. “Velkomstlussinger og højt humør er inkluderet. Bestil Deres rabatbillet straks i dag hos Klamhuse Brugsforening!” siger en smilende kaptajn, som efter 37 år på Limfjorden ser frem til at betvinge verdenshavene.
Otto og jeg sneg os ud af cellen. Jeg bedøvede de to vagter med et nakkeslag til hver, og vi satte kurs mod doktorens gemakker. Han var ude på noget væmmeligt. Kunne mærke det i bugen.
Inden vi bragede ind i hans kammer, fremdrog jeg fra kufferten mine mekaniske hjælpemidler. Jeg iførte mig en skudsikker beskyttelsesdragt med påmonteret rygraket og tog mit urinskydevåben frem. I bæltet havde jeg tre Sorte Luberter. Nu skulle manden standses.
Hungrende efter retfærdighed sparkede jeg døren op. Doktor Kæltring-Karlsen sad gnæggende ved siden af en gigantisk maskine.
“Jeg tænkte nok, at De ville komme, hr. Nidding Halunk,” udbrød han. “Men De kan intet stille op. Min plan er storslået. Først bortførte jeg vædderen for at ramme Bladhuset følelsesmæssigt. Nu, hvor Deres medarbejdere er svækket af sorg og nervechok, går jeg videre til næste fase: Kollektiv forstoppelse!” grinede den maskerede slubbert.
Kæltringen havde installeret et forfærdeligt maskineri, der ved hjælp af koncentrerede radiobølger kunne give et helt sogn forstoppelse i al evighed. Og apparatets løb pegede direkte mod Nørre Usseldrup-egnen.
“Deres forbrydelser vil blive straffet!” svarede jeg abrupt.
Manden grinede og trak i håndtaget, der satte apparatet i gang.
Undertegnede måtte handle hurtigt. Jeg greb samtlige tre Sorte Luberter og slyngede dem mod forstoppelsesmaskinen. Den eksploderede og satte rummet i brand.
“Pokkers!” hylede skurken.
Jeg sparkede ham i forplantningsorganet og løb sammen med Otto ud gennem færgens gange. Flere kæltringer angreb os, men jeg skød dem ned på stedet med kogende urin.
I samme sekund vi kom op på dækket, aktiverede jeg rygraketten og holdt fast i Otto Kranborg. Vi fløj mod Blodhavn Midtermole og landede foran en jublende folkemængde.
I horisonten forsvandt Kæltringsfærgen under vandoverfladen. Jeg var ikke overrasket. Færgen var en kamufleret ubåd.
Min mavefornemmelse fortæller mig, at det ikke er sidste gang, vi ser noget til den vederstyggelige Doktor Kæltring-Karlsen og hans kumpaner fra Kæltringsø.
Nu var jeg om bord. Ved at kigge ud på gangen opdagede jeg, at der var dansebal på færgen. De øvrige forbrydere på skibet var velklædte, så det gjaldt om at gå i et med tapetet. Hurtigt iførte jeg mig en medbragt festsmoking.
Jeg listede ud fra kahytten og ind i den fyldte balsal. Underholdningen var naturligvis jammerlig, og pindemadderne på buffeten var slatne og uden smag.
“Ærede medkæltringe,” råbte en styg herre med gummimaske, Doktor Kæltring-Karlsen. “Velkommen til denne festlighed, hvor vi fejrer vore fjenders undergang. Snart går vi videre til sidste del i min plan. Men uheldigvis er vi for mange mennesker på skibet. Derfor har jeg arrangeret en pokerturnering. De 100 dårligste spillere vil blive smidt i haj-bassinet!”
Alle om bord, undtagen mig, jublede og klappede.
Jeg blev placeret ved et bord for at spille for min overlevelse. Aldrig i mit liv har jeg spillet poker, men det tog mig kort tid at regne princippet ud. Jeg endte da også med at ligge i top 10.
Mens taberne til sang og hornmusik blev degraderet til hajfoder, listede jeg mig længere ind i færgens dyb. Vædderen Otto måtte befinde sig et sted i nærheden. Kæltringene havde været skødesløse, for et spor af vædderfækalier på gulvet ledte mig direkte til kræet.
Midt i gangen foran fangerummet stod to uhyggelige vagter, der ikke havde til sinds at lade mig passere. Jeg måtte tænke hurtigt og kreativt. Det lykkedes mig at skabe en sindrig forklædning af en papirpose og en tusch. Med kostumet på lignede jeg et stykke fjerkræ og kunne med lethed passere håndlangerne.
“Uh-huh!” udbrød jeg og hoppede forbi dem. Da jeg åbnede døren til fangerummet, trippede Otto Kranborg af gensynsglæde.
“Jeg skal nok bringe dig hjem,” hviskede jeg. “Men først: Hævn!”
I forgårs før middag blev chefredaktør Knockels personlige assistentvædder Otto Kranborg bortført af udspekulerede forbrydere. Bladhuset var i vildrede. Otto er nemlig højt elsket af de ansatte såvel som deres familier.
Hvem havde i sinde at foretage et så smertefuldt angreb på redaktøren og medarbejderne? Kæltringsø, naturligvis. Kæltringenes karakteristiske sure aroma hang stadig i bladhusets lokaler flere timer efter ugerningen.
Jeg tog sagen i egen hånd og sporede mig prompte frem til skurkenes tilholdssted via dyrets fældede uld og ekskrementer.
Ottos kidnappere havde ført ham langt ud til søs. Han befandt sig på et djævelsk krydstogtskib fyldt til randen med afskum fra Kæltringsø. Den såkaldte Kæltringsfærge. Det blev ikke nogen let opgave at få bragt kræet hjem i sikkerhed.
“Jeg fikser problemet, chef,” beroligede jeg redaktør Knockel. “Jeg kender krybene bedre end nogen anden. Har trods alt været fanget på Kæltringsø i flere døgn.”
Jeg pakkede min kuffert med mekaniske hjælpemidler, tilvejebragt af videnskabsbrødrene Kahllun, og satte i lyntempo efter Kæltringsfærgen i en cykelbåd.
Da jeg til sidst indhentede færgen, klatrede jeg ind gennem et åbent koøje. Nu skulle jeg bare finde Otto og straffe bagmændene med stokkeprygl, men det viste sig at være lettere sagt end gjort. Jeg var én mand mod 1300 kæltringe.
