Nu var jeg om bord. Ved at kigge ud på gangen opdagede jeg, at der var dansebal på færgen. De øvrige forbrydere på skibet var velklædte, så det gjaldt om at gå i et med tapetet. Hurtigt iførte jeg mig en medbragt festsmoking.

Jeg listede ud fra kahytten og ind i den fyldte balsal. Underholdningen var naturligvis jammerlig, og pindemadderne på buffeten var slatne og uden smag.

“Ærede medkæltringe,” råbte en styg herre med gummimaske, Doktor Kæltring-Karlsen. “Velkommen til denne festlighed, hvor vi fejrer vore fjenders undergang. Snart går vi videre til sidste del i min plan. Men uheldigvis er vi for mange mennesker på skibet. Derfor har jeg arrangeret en pokerturnering. De 100 dårligste spillere vil blive smidt i haj-bassinet!”

Alle om bord, undtagen mig, jublede og klappede.

Jeg blev placeret ved et bord for at spille for min overlevelse. Aldrig i mit liv har jeg spillet poker, men det tog mig kort tid at regne princippet ud. Jeg endte da også med at ligge i top 10.

Mens taberne til sang og hornmusik blev degraderet til hajfoder, listede jeg mig længere ind i færgens dyb. Vædderen Otto måtte befinde sig et sted i nærheden. Kæltringene havde været skødesløse, for et spor af vædderfækalier på gulvet ledte mig direkte til kræet.

Midt i gangen foran fangerummet stod to uhyggelige vagter, der ikke havde til sinds at lade mig passere. Jeg måtte tænke hurtigt og kreativt. Det lykkedes mig at skabe en sindrig forklædning af en papirpose og en tusch. Med kostumet på lignede jeg et stykke fjerkræ og kunne med lethed passere håndlangerne.

“Uh-huh!” udbrød jeg og hoppede forbi dem. Da jeg åbnede døren til fangerummet, trippede Otto Kranborg af gensynsglæde.

“Jeg skal nok bringe dig hjem,” hviskede jeg. “Men først: Hævn!”

SE OGSÅ DRAMAETS BEGYNDELSE OG SLUTNING:

Tilbage til forsiden