Kategoriarkiv: Nidding Halunk

Guldkalenderen blad 25: JUBELGAVE TIL ALLE

Guldkalender BANNER

BRUG DENNE KUPON OG FÅ ÅRETS
NYE DANSKE ROMAN FOR KUN KR. 4,99

NDRF værdikupon

“Øksemord i feriekuplen” er et originalt, nyudgivet værk, fyldt med spænding og overraskelser. Far og søn ankommer til et feriested, og straks efter finder de et friskmyrdet offer. Risikerer de selv at smage øksen, er der gift i maden, og hvad er det i det hele taget for et mærkeligt bondsk miljø, de har købt sig adgang til?

Halunk portræt

Baryl Nidding Halunk er ophavsmand til “Øksemord i feriekuplen”. Læsere af nordvestjysk lokalpresse kender ham og følger året rundt med begejstring hans reportager og selvoplevede eventyr. Han har ligeledes bidraget med halvdelen af dette års Guldkalendersider.

Fremtidsdetektiver OMSLAG

I romanform får hr. Nidding Halunks talent helt frit spil.

Avisens læsere og venner bør straks klikke videre videre til forlagets bonushjemmeside, hvor bogen kan erhverves til rabatpris og i løbet af sekunder transporteres til Deres hjem eller arbejdsplads.

Baryl Nidding Halunk: Øksemord i feriekuplen,
Nyt Dansk Romanforlag 2017,
vejl. udsalgspris incl. moms kr. 9,85 > JULEGAVEPRIS kun kr. 4,99 > KLIK HER!

P.S. Hvis man allerede er i besiddelse af bogen, kan kuponen samt link til forlagets bonusside frit sendes videre til en værdig modtager efter eget valg.

Annonce ØKSEMORD02

Tilbage til forsiden

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside

Guldkalenderen blad 23: KLIPPING I LADEN ÅR 1286

Guldkalender BANNER

Mordet på Erik Klipping har været et mysterium i hundredvis af år. Hvem myrdede ham og hvorfor? Et nyopdaget dagbogsuddrag fra monarkens personlige hjælper, Elmer Poppelpakke, kan måske lede os i den rigtige retning:

22. november 1286

Der er sket noget forfærdeligt i nat.

Kongen og jeg havde lige været på jagt i det jyske land. Hans majestæt var i sit es. Han havde sablet alle de dyr ned, han kunne finde, hvilket mundede ud i over 300 arter.

Finderup ill

De fleste var for store til at tage med hjem, men jeg havde bakset de andre op på en kærre som jeg med besvær trak af sted efter mig. På ladet var der grævlinger, pind- og vortesvin, ulve, harer, rotter, geder og lækatte, bare for at nævne nogle stykker.

I mellemtiden var et voldsomt uvejr brudt ud. Vi blev drivvåde.

“I tørvejr!” råbte kong Klipping og klaskede sin krikke i nakken.

Den vrinskede og galopperede ud over marken. Jeg fulgte efter så godt jeg kunne med kærren uden at tabe de mange jagttrofæer.

Der lå en afsides stald lige foran os. Her kunne vi søge ly for natten.

“Jeg okkuperer denne lade,” skreg hans majestæt og hoppede af hesten. “Det må jeg godt, thi jeg er kongen!”

Han slog porten op og smed sig i en høstak. Jeg gennede hesten indenfor, parkerede vognen med de døde dyr og lukkede porten.

“Stik mig noget vin, min kære stikirenddreng,” befalede han.

Inden jeg nåede at finde drikken frem, lød der stemmer udenfor.

“Han er i laden. Jeg så ham gå derind,” skreg en mand.

“Det svin må betale for sin ugerning. Lad os stikke ham 56 gange!” sagde en anden.

“Hørt,” brummede en tredje.

Erik Klipping gik i panik.

“Herre jemini,” hylede han. “Det er en revolution. De vil forråde den danske drot. Jeg må gemme mig.”

“Hvorfor gemmer De dem ikke bare i den der bunke hø,” foreslog jeg og pegede hen i hjørnet.

“Det var dog en latterlig plan …” vrængede kongen, men han fik et listigt smil på læben. “Måske så latterlig, at den kan ske at virke. Jeg gør det!”

Han gemte sig i høet. Halmen var et fortrinligt dække.

Stalddøren gik op med et brag, og i døråbningen stod tre vrede mænd i regnen med stikvåben: En høj, en lav, og en flæsket.

“Hvor er den nedrige svumpukkel,” råbte den højeste. “Han har slagtet vores kvæg, vores geder og høns. 99 dyr. Han har nedtrampet vores afgrøder med sin hest. Vi var selvforsynende bønder. Det har han ødelagt. Hvem fanden tror han, han er? Kongen?”

Den laveste pegede på mig med sin kniv.

“Hvor er han?”

“Øh … han … æh,” stammede jeg.

“Fortæl os det eller dø,” brølede den fede.

Jeg begyndte at ryste. Jeg måtte finde på noget …

“Sig til de forpulede pøbeldyr, at jeg stak af til hest for fem minutter siden,” råbte kongen fra høstakken.

Det var et glimrende forslag, som sikkert ville have virket, hvis det ikke havde været for, at alle i Finderup Lade kunne høre hans kommentar …

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 21: KANSLERGADE 1933

Guldkalender BANNER

Det var en mørk og kold januarnat i Kanslergade. Statsministeren havde inviteret sine politiske modparter til forhandlinger i sin lejlighed. Der var dækket op med smørrebrød og pilsnere. Alt tegnede godt. Ministeren havde på dette tidspunkt ingen ide om, at mødet ville blive som én lang og pinefuld ørkenvandring.

“Som De sikkert ved, er landet i store problemer,” udbrød Thorvald Stauning. “De skal løses omgående. Ingen forlader lokalet før der er bragt orden i sagerne.”

Politikerne satte sig til bords og tog et stykke smørrebrød hver. Forhandlingerne kunne begynde.

1933 Rakkelpot

“Har De noget fornuftigt at sige?” Stauning satte tænderne i et stykke med rullepølse og pegede på formanden for Venstre med sin kniv.

Modparten nikkede og sagde: “Jo ser De. hr. statsminister. I forbindelse med landbruget, så mener jeg … Åh, hvad er det dog for en larm?!”

De kiggede alle mod det åbne vindue. Naboen i lejlighedskomplekset lige ved siden af spillede tuba. Der var tryk på.

Stauning smed bestikket i raseri.

“Det er hr. Rakkelpot!” skreg hr. Stauning. “Han kan ikke lide mig. Hver nat spiller han på sine instrumenter for at drive mig til vanvid.”

Den skæggede mand sprang hen til vinduet, flåede det op og hylede ud i mørket: “Er De klar over, at vi prøver at redde Danmark herinde?”

Hr. Rakkelpot grinede bare og skiftede tubaen ud med en sækkepibe. Støjforurening af værste skuffe.

Thorvald Stauning greb et askebæger og slyngede det direkte mod tølperens vindue. Ruden splintrede i tusinde stykker. Så lukkede han vinduet igen og trak gardinerne for.

“Sådan håndtærer man uromagere.” Han satte sig til rette ved spisebordet. “Nåh, hvor kom vi fra?”

“Landbruget…” svarede Det Radikale Venstre.

“Åh ja, landbruget,” nikkede overhovedet og tog en ny bid mad. “Det vi gør er at…”

Det ringede på døren.

Thorvald Stauning fór sammen. Et øjeblik var han ved at kløjes i smørrebrødet.

“Skal De ikke åbne? Det kunne jo være vigtigt,” sagde formanden for Venstre.

“Jo, jo.” Stauning luntede ud i entréen og åbnede hoveddøren. “Hvem i alverden vil besøge mig midt om natten?”

Der stod ingen i opgangen. Til gengæld lå der en brun pose i flammer.

“Det brænder!” Statsministeren trampede på posen, til ilden var kvalt, men nu var lakskoene tilsølet i fækalier. Han var faldet for det gode gamle trick med en hundelort i en brændende papirspose. Hr. Rakkelpots latter kunne høres et sted nede af trapperne. Han var ved at flygte fra gerningsstedet.

“Bare vent til jeg får fat i Dem, hr. Rakkelpot!”

Rød i hovedet marcherede Thorvald Stauning tilbage til sine kollegaer.

“Det er da for galt,” sagde de andre i kor.

“Jeg skal nok få min hævn. Den nedrige Rakkelpot kommer til at betale. Et skattetryk på 100 procent til ham og hans tuba,” brummede han.

De andre nikkede og gnæggede.

“Hørt.”

“Hørt.”

Stauning greb en flaske cognac.

“Men først Danmarks fremtid. Vi nåede at tale lidt om landbruget. Som det ser ud nu, er der ingen anden udvej end at…”

KRRAASH!

Vinduesruden eksploderede, da en tuba indsmurt i menneskeafføring fløj ind i stuen og kolliderede med spisebordet. Glas, smørrebrød og fæces lå alle vegne. Et sandt kaos i Staunings lejlighed.

Gæsterne sad måbende med mad og fækalier i hovedet og på tøjet. Thorvald Stauning sank opgivende sammen i lænestolen. Han var træt:

“Det her bliver en lang aften…” stønnede han og bundede den sidste sjat cognac i flasken.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside            >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 19: GULDHORNENE

Guldkalender BANNER

“Ved du, hvad jeg lige har gjort?” sagde Folmer Plytsmølle, idet han løb ind i huset med en sæk i hånden. Han smækkede døren bag sig og trippede af ren begejstring.
I stolen sad hustruen Häkla Plytsmølle i færd med at strikke sokker. Det var det fjerde par i dag.
“Nej, min kære?” sagde hun fraværende.
Hr. Plytsmølle grinede hysterisk og skubbede et skuffedarium foran hoveddøren som blokade. Han vendte sig om mod sin kone med et sjofelt tandsmil.
“Jeg har stjålet guldhornene.”
“Hvad siger du?” gispede Häkla. Hun smed strikketøjet fra sig og kiggede forbløffet på sin husbond.
Folmer åbnede sækken og tømte den på gulvet.
KLONK … KLONK!
To guldhorn lå midt i dagligstuen.
“Åh, Folmer. Hvad har du nu rodet dig ud i?”

1802 Guldhorn

Häkla anede ikke sine levende råd. Folmer var begyndt at gå hende på nerverne med sin nye hobby. Han kedede sig åbenbart, så han søgte rusen ved tyveri.
Folmer dansede triumferende rundt om tyvegodset som en anden indianer:
“Du troede nok ikke, din mand kunne bryde ind i Det Kongelige Kunstkammer og nole Danmarks nationalsymboler, hva’?”
“Folmer. Er du blevet vanvittig?”
“Nej, jeg er et geni der kan slippe af sted med enhver forbrydelse. Lad os hænge hornene op på væggen ved siden af de andre tyvekoster.”
BANK BANK BANK!
Nogen stod udenfor deres dør. Häkla tænkte det sikkert var naboen fru Scrotum der ville låne en kop sukker.
“Åh, gud. De er kommet efter mig,” vrælede Folmer Plytsmølle. “Folk må have sladret. Hvor jeg dog hader folk! Jeg må flygte…”

Han smed guldhornene tilbage i sækken, sprang frem til vinduet og åbnede det. Med gru kiggede han ned på gaden.
“Hvorfor fanden skulle vi også flytte herop på sjette sal?!”
“Det var dig der ville,” sagde konen tørt. “Jeg ville jo bo på landet, husker du nok.”
“Knyt sylten, kælling,” hvæsede Folmer. “Så hjælp mig dog med at komme ud. Ordensmagten står lige uden for døren. Måske også militæret. Kom med alt vores sengelinned så jeg kan lave et reb.”
Efter ti minutter stod Folmer med et hjemmelavet reb af sengelinned og tæpper. Da rebet ikke var langt nok måtte de også ofre deres tøj, så han og konen stod nu begge uden en trevl på kroppen.
Folmer fastgjorde rebet til vindueskarmen og slyngede det ud. Så kravlede han gennem vinduet.
“Jeg graver guldhornene ned et sted i nærheden. Bagefter går jeg under jorden i en uges tid,” sagde han før han forsvandt.
“Endelig fred,” mumlede Häkla.

Folmer løb hen ad den mørke gade, nøgen og bange for, at lovens lange arm ville pågribe ham. De bare tæer klaskede mod brostenene. Han stønnede af udmattelse, men han blev ved.
Et øjeblik syntes han at høre sirener bag sig, hvilket fik ham til at sætte hastigheden i vejret.
“De får mig ikke. Hverken mig eller hornene… hornene?” Det gik pludselig op for Folmer, at han ikke havde fået sækken med.
“Pokkers!”
Han drejede om på stedet og løb hele vejen tilbage.
Da han nåede frem til bygningen fik han øje på en betjent, der marcherede stille gennem natten med hænderne på ryggen.
“Han ved det er mig,” mumlede Folmer.
Politimanden fik øje på det hjemmegjorte reb der stak ud af vinduet.
“Svineri,” mumlede han. “Det ødelægger jo gadebilledet.”
“I FÅR MIG IKKE!” skreg Folmer.
Han kom løbende med sveden glinsende på den bare krop og leverede en nådesløs knytnæve i den uniformeredes ansigt.
SMACK!
Betjenten faldt bevidstløst om på brostenene.
Folmer løb prustende ind i bygningen og halsede desperat op ad trapperne.
“Militæret er på vej. Jeg kan mærke det!”
Da han kom op på sjette sal bankede han på døren.
“Så luk dog op. Jeg glemte sækken!”
Døren gik op, og der stod den gamle nabo, fru Scrotum. Folmer var gået forkert. Hun hylede da hun fik øje på den svedige nøgne mand i opgangen.
“Hjælp! En voldtægtsforbryder!” Hun slog ham i kønsorganerne med sin stok.
“Auv. Det er en misforståelse…”
Men hun ville ikke høre. Stokkepryglene fortsatte, til han væltede ned af trapperne.

Efter Folmers begravelse måtte Häkla forsørge sig selv. Hun kunne lige så godt beholde guldhornene og smelte dem om til mønter og smykker og købe et hus på landet. Så det gjorde hun.
En uge senere giftede hun sig med den lokale guldsmed hr. Heidenreich, der intet anede om hendes formue. Sammen havde de et fredfyldt liv lige indtil året efter, da politiet fik nys om guldet i deres hjem.
Hendes nye mand blev dømt for tyveriet af guldhornene og smidt i kachotten. Guldet blev beslaglagt, og hun måtte derfor ty til prostitution. Hendes hjem var et succesfuldt bordel i mange år derefter.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 17: RÜGEN ÅR 1168, MÆÆÆH!

Guldkalender BANNER

Valdemar Den Store og biskop Absalon drog på korstog til øen Rügen for at gøre venderne kristne. Hæren marcherede i takt mod borgen Arkona.

1168Rügen

Forrest gik kongen med sværdet hævet. Lige bag ham luntede biskop Absalon af sted med et krucifiks i hånden, som han svingede rundt i luften.
Til lyden af trommerne brød kongen og biskoppen ud i en spontan kampsang:
VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, Bum, Bum, Bum.”
VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, bum, bum, bum.”
ABSALON: “De tror jo ikk’ på vores gud, men en afgud som skal kastes ud. De tilbeder Svantevit!”
VALDEMAR: “Jamen, det er jo milevidt”
ABSALON: “Ja, fra hvad vi går og tror!”
VALDEMAR: “Uuuuh. Mærk Dem mine ord!”
ALLE: “Venderne skal døbes.
Trommer: “Bum, bum, bum, bum.”

De tav i det samme, de stod foran den mægtige træport.
“Dette bliver en let sag,” sagde Valdemar Den Store. Han bankede på døren. “Luk os ind omgående.”
“Næææææ!” svarede en stemme på den anden side.
“I skal døbes nu,” råbte Absalon. “Og sådan er det!”
“Nææææ” hylede en anden.
“Det var dog for galt,” sagde Valdemar. “Vi har vandret længe for at indoktrinere jer alle med vores religion. Så I har sgu bare at lukke op.”
“Næh!”
“NÆH!”
“NÆÆÆÆÆH!”
Absalon sparkede på døren:
“Er I klar over hvem I taler til?”
“NÆÆÆÆÆÆÆÆÆ!
“Det er Danmarks drot i egen høje person,” råbte Valdemar. “Og jeg tæller til tre …”
“EN!”
“Næh!”
“TO!
“NÆH!”
“TRE!”
“NÆÆÆ!”

Pladdermasse væltede ned fra fæstningen og tilsølede kongen og biskoppen.
“Det er jo gudsbespottelse,” vrælede Absalon og trampede i jorden.
“Og majestætsfornærmelse!” brølede Valdemar Den Store.“De lukker ikke op,” sagde Absalon. “Vi må være kreative. Lad os lave en stor hest af træ, gemme os inden i og lade dem tro det er en gave.”
“Eller vi kan lave en stige,” foreslog kongen.
“Det kan være der er en bagindgang,” sagde en ung soldat bag dem. “I så fald kunne vi snige os ind bag på dem.”
“Glimrende forslag,” sagde Valdemar Den Store. “Af sted. Rundt om hjørnet!”
Hæren trampede kampklar rundt om fæstningens højre hjørne.
Krigerne fik sig en lang næse da de opdagede at borgen var forloren. En stor kulisse af krydsfiner. Der var ingen vendere. Ti geder stod og græssede på den anden side.
“Mææææææ!”
“Mææææææh!”
“De har snydt os,” brummede Absalon.

Længere inde på øen stod den ægte Arkona i al sin glans. Venderne hujede og vinkede hånende til dem.
“Gid fanden havde venderne!” skreg kongen og biskoppen i kor.
“Mæææææh!”
“Mæææææææh”
“Mæææææææææææææææææ!”

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 15: SLUT PÅ ARMSLATTENHED

Guldkalender BANNER

Klamhuse Armerstatningsinstitut slog i dag dørene op for at behandle den armslattenhed, der har bredt sig i lokalområdet.

HalunkLOGO

Flere borgere har fået så slatne og jammerlige arme, at de ikke længere er i stand til at uddele en simpel lussing. En sørgelig udvikling mener Dr. Mowgli, stifter af det nyåbnede behandlingssted.

Dr. Mowgli

– En lussing er et disciplineringsværktøj, et led i humørspredning og medvirken til en forhøjet livskvalitet. Hele vort samfund er bygget op omkring kindklask. Vi må værne om værdierne og råbe vagt i gevær, erklærer Dr. Mowgli og tilføjer: – Alle fortjener et par klaskevenlige arme.

Skulle De, kære læser, være så uheldi,g at Deres arme er blevet slaskede og umedgørlige som udkogt spagetti, så er håbet ikke ude. Dr. Mowgli tilbyder for den nette sum af kr. 74,50 at erstatte umulighederne med to friske og funktionsdygtige proteser med livagtig gummibelægning og bevægelighed.

Den hurtige og effektiv behandling eksekveres således:

Behandling03

Patienten møder op på klinikken og modtages af de to lesbiske klinikassistenter, Mamse og Albana Dukkert, der trakterer med sandkage og likør.

Kokos køres i stilling

Når doktoren er klar, føres patienten ud i baggården, hvor krokodillen Kokos venter. Krybdyret er parteringsansvarlig og assisterer Dr. Mowgli under alle operationerne. Trods et voldsomt mundtøj formår Kokos at præstere et forbløffende præcisionsarbejde. Snorlige udskæringer på millimetermål. En egenskab, der har givet den tilnavnet Panserskalpelen.

Behandling01

Når armene er bidt af og fortæret af Kokos, påmonteres de to nye ved hjælp af et armpåsætningsapparat, fremstillet af brødrene Kahllun.

Behandling02

De forlorne legemsdele er udstyret med et pumpesystem, som man kender det fra vandpistoler. Inden uddeling af lussinger bøjer man underarmen frem og tilbage i et rask tempo. Jo mere der pumpes, desto kraftigere bliver slaget.

– Jeg vil kalde det et af de seneste 100 års største fremskridt, udtaler egnens disciplinære førstemand, Louis B. Knockel. – Min hustru Vera, der i går knap nok kunne jage en flue væk fra sit eget ansigt med brug af begge hænder, smækker nu efter en hurtig og næsten smertefri operation atter raske, muntert syngende lussinger overalt i vor virksomhed og ude blandt folk, hvor hun færdes.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 13: PHALLOS 14 PÅ RUMTUR OG RETUR

Guldkalender BANNER

Eksisterer der liv i rummet, og hvordan vil fremmede livsformer i givet fald smage i opbagt sovs? Disse spørgsmål udgjorde baggrunden for den epokegørende raketopsendelse, der i går fandt sted på Klamhuse Hede.

Borgere i og omkring hjemsognene stimlede sammen for at opleve den enorme Phallos 14-raket blive skudt i vejret. Det 35 ½ meter høje fartøj drives af besætningens fækalier og huser en stab af 25 frivillige ranke personligheder fra lokalområdet.

Opsendelse

Kaptajnen på skibet er den passionerede racerkører og fritidskrydderiobservator Wabel Nielsen, der selv har fremstillet rumskibet af forulykkede racerbiler, han igennem sin fem år lange karriere har indsamlet.

– Hele denne fantastiske rejse drejer sig om trangen til nye kulinariske smagsindtryk. Forstil Dem alle de delikate kræ, der kunne gemme sig i verdensrummet. Alternative slagtedyr. Skabninger, der bare venter på at blive tilberedt efter nordvestjyske principper, sagde hr. Nielsen en halv time før start.

Indersiden af fartøjet

Besætningen på Phallos 14 har medbragt det fornødne kommunikationsudstyr og vil have direkte kontakt med det Knockelske Bladhus. Vi bringer Dem yderligere detaljer fra rumrejsen så snart, disse foreligger.

SIDSTE NYT: Gigantreptil og ottebenet mastodont indfanget

Kl. 11.30 i dag modtog bladhuset en fax fra Kaptajn Nielsen indeholdende en frisk beretning:

“Vi er netop styrtet ned på en fremmed planet. Da vi trådte ud af befordringsmidlet, blev vi alle chokerede. Det er et uhyggeligt, goldt og ubarmhjertigt sted. Røg og skinger folkemusik forurener luften, der er besværlig nok at indånde i forvejen. Landingshjulansvarlig Larsen fik et nerve-sammenbrud, det samme gjaldt hr. Schneckelfritz og hr. Lambert. Mine raske og taktfaste lussinger klarede sagen.

Larsens nervesammenbrud

Vi er for et øjeblik siden stødt på lokale livsformer, der både ligner og agerer som mennesker, dog med et smaskende og hakkende sprog,” skriver hr. Nielsen bl.a.

Reptil

Efter at have fordøjet de mange sindsoprivende indtryk, begav kaptajnen og staben sig af sted i jagten på gastronomiske gevinster. Det varede ikke længe, før de opdagede to kødfulde dyrearter, et gigantreptil og en stærkt behåret ottebenet fætter.

Ottebenet mastodont

Ved hjælp af et forrygende samarbejde og et gennemtænkt flankeangreb, er begge dyr nu bedøvet og bagbundet.

ALLERSIDSTE NYT: Phallos 14 forlod aldrig Jorden

Sagen har taget en ny og helt anden drejning efter modtagelsen af den nyeste bekendtgørelse fra Phallos 14.

Efter 11 timer på den fremmede planet er det gået op for Kaptajn Wabel Nielsen og hans kollegaer, at de alligevel ikke befinder sig i verdensrummet, men blot i en trøstesløs landsby i Rumænien.

Kaptajn Nielsen anser den manglende slagkraft i rumskibets motorer samt en skævhed i skroget som problemets kerne. Raketten er simpelthen fløjet sydøstpå i en skarp bue, uden at mandskabet har bemærket det.

Wabel Nielsen tager dog ikke den uventede situation som et nederlag:

“Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi på intet tidspunkt har forladt jorden,” skriver hr. Nielsen i sin fax. “Men vi har trods alt løst opgaven. Vi har fundet to fremmede dyrearter, som vi hurtigst muligt bringer hjem til de nordvestjyske suppegryder. Væsnerne smager sikket udmærket, selv om de er rumænske,” slutter kaptajnen.

Hr. Nielsen og besætningen tager toget hjem i morgen tidlig.

Mandskabet modtaget i triumf

Hornmusik og glædeslussinger ventede de 25 herrer, da de via lokomotiv ankom med lasten fuld af de to okkuperede giganter.

Jubelen ville ingen ende tage, da de indfangede monstrøse dyr blev udskåret, kogt til gullasch og fordelt mellem de fremmødte.

Bespisning

Efter fortæring af den velsmagende gryderet, modtog samtlige hjemvendte besætningsmedlemmer en tapperhedsmedalje for at klare over 11 timer i det rumænske land uden at miste alt livsmod.

– Det er klart, at vi i fremtiden må hente forsyninger i Rumænien. At aflægge landet en visit er derfor uundgåeligt. Vi skal glæde os over, at sognet rummer så mange modige og ranke personligheder som disse 25, udtalte egnens førstemand, Louis B. Knockel, efter at have hentet sin tredje portion ved buffeten.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 11: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN

Guldkalender BANNER

Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.

Tigerroman

“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 9: HVEM ÆDER HVEM?

Guldkalender BANNER

Bordet var dækket, maden var varm, og alt tegnede godt. De skulle have frikadeller, blodpølse og steg med sprød svær. Et overflødighedshorn af stegt kød. Sådan var det hver dag.

Hannibal, Wagner og Ruth satte sig til bords.

“Lad os fortære det varme kød,” sagde Ruth glubsk.

“Hørt!” råbte Wagner og Hannibal i kor.

“I kan tro nej,” udbrød en fremmed stemme.

Kødspiserne vendte sig om i en synkron bevægelse.

Kannibalroman

I køkkendøren stod en kappeklædt skikkelse. Han stod rank med hænderne i siden og hatten kækt på sned.

“Åh, nej!” skreg de kor. “Det er Veganer-John!”

“Det er sandt,” kaglede den kappeklædte vegetar og gav Wagner et par på skrinet. “Og ingen af jer skal spise af kødet. Det bliver over mit lig!”

Hannibal hev en kniv frem, men det var nyttesløst. John slog den brat ud af hånden på ham.
De var trængt op i en krog.

“Nu skal I alle straffes for jeres synd!” grinede Veganer-John højt med en pistol pegende på dem.

Ruth så en mulighed. Hun greb et stykke flæsk og kastede det mod Veganer-John. Kødet landede i hans åbne mundtøj, inden han nåede at reagere.

John stivnede. Han tyggede varsomt, mens hans øjne lyste op i lykke.

“Hvad var det, du kastede i munden på mig?” smaskede han.

“Flæsk,” svarede Ruth.

“Og flæsk er kød?” mumlede John.

“Ja, flæsk er kød,” svarede Hannibal med et lille smil.

“Jeg kan lide det!” råbte John og satte pistolen tilbage i bæltet.

“Så skulle du prøve frikadellerne,” sagde Hannibal. “Tag plads.”

De satte sig ved bordet og gik i gang med måltidet.

John mæskede sig i det lækre varme kød.

“Mmm,” smaskede han. “Delikat og krydret. Jeg tror sgu, jeg konverterer til kødspiserne.”

Da fadene var tomme, gav John et stort ræb fra sig.

“Det er herligt, at du har fået øjnene op for kødets kvaliteter,” klukkede Wagner.

“Ja,” medgav Ruth lettet. “Så var der alligevel ingen menneskeliv, der blev ofret i dag.”

John stirrede på dem med et sindssygt blik.

“Apropos det …” Han rejste sig fra stolen. “Jeg har i særdeleshed fået smag for kød…”

John begyndte at grine hysterisk og hev sin pistol frem.

“…og jeg er stadig helvedes sulten!”

Benny Brønderslev:
HVEM ÆDER HVEM?
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Kulturnyt: Verdens bedste film dræber

HalunkLOGO

En autodidakt filminstruktør fra lokalområdet har gjort det umulige. Han har skabt verdens bedste spillefilm. Et mesterværk, der overgår alle andre film og har den stærke titel: Munden uden tænder. Dog har filmen en skæbnesvanger bivirkning. Den er dødelig.

Amatørfilminstruktør Halpert Plaks, der både er blind, døv og stum, havde ingen idé om, at den film han producerede for sjov, skulle gå hen at blive så overlødig, at seerne ville omkomme ved synet.

Filminstruktør

I aftes kl. 19.17 præcis mødte publikum talstærkt op i biografteateret “Nordvestpalads” på Blodhøj. 100 gik ind i salen, 11 kom levende derfra.

De overlevende biografgængere fortæller, hvordan samtlige personer gav slip på urin og fækalier inden for filmens første to minutter. Efter 20 minutter begyndte de vitale organer at give op og eksplodere.

Og da slutteksten kørte over lærredet, sad salen fuld af indsunkne skeletter indsmurt i pladdermasse og en grød af kød og flomme.

Filmdød

“Denne film er så fremragende, hvad angår billede, lyd, musik, skuespil og historie, at den menneskelig organisme i sidste ende giver op,” siger overlæge Morgan Knoldborg, der selv måtte forlade salen, efter at den ene hånd blev blå og brækkede af.

Efter sigende skulle filmen handle om en dyrlæge, der forelsker sig i en pungrotte. Men kræet er en svindler, der vil stjæle dyrlægens formue. En simpel historie pakket ind i millioner af sanseindtryk, som ingen tilsyneladende kan håndtere.

Filmoperatør

Redaktør Louis B. Knockel var selv til stede under forevisningen, og han kunne efter kort tid vurdere, at noget var galt.

“Min kæbe begyndte at hænge, og jeg blev midlertidigt lam i højre fod og smådøv på højre øre,” udtaler hr. Knockel der nåede at flygte inden filmen fik krammet på ham. Redaktøren er stadig chokeret over oplevelsen, men slår én ting fast:

“Filmen er et mesterværk og skal derfor ses af alle. I fremtiden må forestillingen brydes op i bidder, så man har en chance for at overleve. 115 pauser er vel ikke for meget forlangt.”

Annonce ØKSEMORD02

Tilbage til forsiden