Jeg var omringet af Cirkus Rakkelpot og efter at de havde fjernet mit falske skæg og turban, gik det op for dem hvem de stod overfor.
”Halunk!” vrængede de.
”Buk dig forover og modtag den rakkelpotske straf!” råbte dværgen, mens raketpenissen blev kørt i stilling og albinobrødrene satte sig bag rattet. Hvis der ikke snart skete et mirakel, ville jeg blive rektalt torpederet af tre spirituspåvirkede slyngler i en overdimensioneret penis.
”Vent!” råbte sprechstallmeisteren. ”Jeg har en bedre plan!”
”Sig frem, familieoverhoved!” råbte hele forsamlingen og gik på knæ. ”Tal til os, mægtige, gamle Pølle!”
”Som alle her i forsamlingen ved, sniger vi os ind på Bladhuset ved daggry og slipper de uanede kræfter løs fra Undergangens Underbukser, men vi mangler en syndebuk. En oplagt kandidat er Baryl Nidding Halunk. En trofast medarbejder som efter sin baronstatus er blevet korrumperet af det celebre stjernestøv. Magten steg ham til studenterhuen og han blev vanvittig. Derfor ville han forpeste den nordvestjyske folkepresse og dens medarbejdere. Hæ, hæ.”
”Når man finder Deres forkullede studenterhue og en skriftlig tilståelse på atomsikkert gummipapir, vil beviserne være uomtvistelige. I Deres tilståelse, vil De fortælle hvordan De har løjet om Rakkelpot-Dynastiet og at de selv er rigtig led lemmedasker.”
”Kom til Pølle, mine børn, så vi sammen kan skrive et brev og sætte gang i en smædekampagne mod den tynde, blege journalistimitator.”
Liggende bagbundet på Vammelmoses våde jord så jeg til mens tilståelsesbrevet blev digtet i fællesskab. Senere blev jeg tvunget til at underskrive.
Til sidst blev jeg smidt ind i en cirkusbus og kursen var sat mod Bladhuset.
Hvordan sagen udviklede sig kan De læse i den sindsoprivende slutning!
Tusinder af borgere var mødt op til demonstrationen af det længe ventede penisvehikel, der efter sigende skulle være det hurtigste og mest lydløse befordringsmiddel i mands minde.
Fremvisningen fandt sted i Vammelmose Muddergrøft, hvor penisraketten skulle cirkulere et par omgange om Vammelmose Muddersø.
Automobilet er opfundet af den nordvestjyske negertrio, brødrene Shismabæbæ, som efter sigende turnerede rundt på Fyn med deres testikeltennistrick. Årene i showbusiness har været hård kost mod sjæl og testikler, så nu har de rettet fokus mod automobilbranchen og videnskaben.
For at øge opmærksomheden satte negerbrødrene gang i en parade inde i byen der senere skulle ende i Vammelmose Muddergrøft, hvor raketten skulle vise sin formåen. Den ældste broder Wavadetduh gik rundt med en megafon og proklamerede, mens de yngste brødre kørte rundt i bilen.
Bibob og Lula Shismabæbæ kørte op og ned af strøget og Wavadetduh sagde: ”Det er fuld fart frem uden at se sig tilbage … Det er bevægelse på stedet! Det er Bibob og Lula!”
Byens borger blev lokket med lethed ud til Vammelmose Muddersø af den pompøse parade.
Wavadetduh hævede startpistolen, skød op i den grå himmel og de yngste brødre trykkede gaspedalen i bund i bunden af penisraketten.
Folkemængden hujede, men da det fallosformede raketvehikel opnåede sin tophastighed, endte begivenheden i det rene kaos. Vognen brød ikke blot gennem lydmuren men også gennem tid og rum, for i mulden på den østlige bred af Vammemose Muddersø opstod en kraftig røgudvikling og lys fra jorden. Metalpenissen havde revet et hul i universet. 90 cm i diameter.
Vognen blev bragt til øjeblikke standsning og brødrene Shismabæbæ nærmede sig punktet hvorfra det stod op med gnister, røg og uhyggelige lyde.
”Der er opstået et sort hul. Hold jer tilbage. Det ser farligt ud,” råbte Bibob og Lula. ”Er der en ekspert til stede?!”
”Mig!” råbte en mand uden ben. Han præsenterede sig som videnskabsmanden Rakman Elpotto.
Med armkraft slæbte videnskabsmanden sin torsostump hen over den mudrede jord, eftersom benproteserne var til kogevask på det lokale møntvaskeri.
Det var nu også kun hånden han skulle bruge til at afgøre byens skæbne. Han stak en prøvende finger ned i det sorte hul for at mærke vindretning og temperaturen.
”Enden er nær!” råbte den benløse videnskabsmand, Rakman Elpotto. ”Det sorte hul vil vokse dag for dag. Hele området vil blive opslugt inden måneden er omme.”
”Flygt!” skreg Wavadetduh og straks blev området ved Vammelmose Muddersø tømt for mennesker.
Vil Vammelmose Muddergrøft og senere resten af Nordvestjylland blive omslugt af det sorte hul og vendt på vrangen, eller vil der blive fundet en løsning?
Hr. Nidding Halunk følger op på sagen, klik straks videre til VAMMELMOSE AFSNIT 23456789
Onkel Philberts og Pula Skogmos duet sluttede i samme øjeblik de nåede frem til det afsides liggende reservesommerhus på Klamhuse Hede. Der var lys i vinduerne. Benni rejste sig op i campingvognen og mærkede svimmelheden.
“Inden vi går i gang,” prustede han og satte sig ned igen. “Burde vi måske advisere til Norge at den røde rubinring er vendt tilbage til sin rette ejermand … øh … kvinde …. Jeg tror de fleste ville fortrække fred frem for krig.”
“Et problem mindre ville være på sin plads!” medgav onkel Philbert og gav sin abe et stykke saltlakrids.
“I har rett,” sagde Pula Skogmo og løftede røret til campingvognens transportable telefon. Hun drejede et nummer og forklarede sin sag til den norske øvrighed.
“Jah, det er sant. Jeg har funnet ringen. Avbryt krigen! Javist!”
* * *
“Endelig!” jublede doktor Svend Skogmo Storjætte, da det efter timers asen og masen lykkedes ham at lirke ring-etuiet op. Han rettede ryggen og smilede sjofelt til Lydia. “Rubinen er min.”
Han løftede fiskekrogen fra æsken.
“NEJ!” brølede han og stirrede på Lydia. Hans ansigt var rødt af raseri. “Hvor vover I at snyde mig igen.” Han marcherede hen til det forskrækkede pigebarn med sin kniv. “Nu dør du sgu. Jeg vil ikke finde mig …”
“Chef?” afbrød Brutus.
“HVAD ER DER?!” Svend Storjætte skreg og drejede sig aggressivt.
“Det banker på døren.”
“Svend?” kaldte en stemme udenfor. “Luk meg inn!”
Doktorens ansigt blev glat.
* * *
Benni kiggede hurtigt på sit Rolex-ur.
“Tror du virkelig, at Pula kan overtale Svend til at løslade min forlovede?” spurgte han og stirrede på sommerhuset. “Det er tyve minutter siden hun gik ind.”
Onkel Philbert rystede på hovedet og smøgede ærmerne op.
“Nej,” sagde han. “Der må andre boller på suppen. Jeg går ind nu. Hvis jeg ikke er tilbage om fem minutter, så er jeg i astronomiske problemer.”
Onkel forlod den guldlakerede campingvogn og sneg sig op til sommerhuset. Han kravlede op på taget og manøvrerede sig ned gennem skorstenen.
Sveden bredte sig på Bennis pande mens han holdt øje med viserne på sit armbåndsur.
1 minut …
2. minutter …
3. minutter …
4 minutter …
5 minutter …
Der var intet livstegn fra hverken Lydia, Pula eller Onkel Philbert.
Benni stirrede på aben Mångki der sad ligegyldigt og pillede ved sit scrotum og sin ringmuskel.
“Hvad gør man ikke for kærlighed,” mumlede Benni og gik ud i den vandkolde aftenluft. Et vindstød var ved at sende ham på en flyvetur, men han genfandt fodfæstet.
Benni marcherede hen til det skogmoske sommerhus og trak sin Colt. Han vendte den i hånden. Når han ikke kunne skyde, kunne han idet mindste slå med legetøjsvåbenet.
Han tog en dyb indånding og rettede på sit silkeslips. Han og Lydia havde været udsat for forfærdelige ting de sidste døgn. Nu skulle det have en ende. Doktor Storjætte måtte betale for sine synder.
“Det slutter her,” snerrede Benni og tog i dørhåndtaget.
* * *
Den unge erhvervspraktikant Hugo Rakkelpot gik formålsløst rundt på den norske militærbase, der havde kanoner og raketter rettet direkte mod Nordvestjylland. Hæren var ved at opruste til angrebet på Danmark næste morgen.
“Boom, boom, booom,” sagde Hugo og slog hænderne sammen som et mekanisk abelegetøj. Han glædede sig til at fyre raketter af. Han havde kun set sådan noget på film. Han syntes at eksplosioner var vildt spændende.
Men pludselig lød der råb.
Seniorgeneral Knut Blodfjeldsøsters løb ud på pladsen og viftede med arme og ben.
“Stop. Vi må ikke skyte!” brølede han. “Avbryt! Ingen krig. Pula har lige ringet fra sin sommerhytta på Klamhuse Hede. Hun har funnet den røde rubinen!”
Soldaterne jublede af glæde. Et nationalklenodie var tilbagebragt.
Hugo Rakkelpots underlæbe bævrede.
“Nei, nei,” jamrede han og stampede i jorden. Han havde sådan glædet sig til fyrværkeriet og nu var der ingen krig alligevel. “Boom boom.”
Den unge mand krabbede hen til en affyringsrampe og tastede koordinaterne ind på Pula Skogmos reservesommerhus, Klamhuse Hede. Et enkelt brag var bedre end ingenting.
Hugo trykkede på affyr.
“Boom,” smaskede han og begyndte at masturbere.
* * *
Brutus stod og ventede lige inden for døren. Benni hævede pistolen i vejret klar til at slå men mærkede straks et par store kolde næver om sin nakke. Karloff havde været udenfor.
Brutus slog Benni i maven og Karloff trak hans benklæder ned til anklerne, så han væltede ind på trægulvet.
Lydia skreg. Svend Storjætte havde en skinnende kniv mod hendes strube.
“Slaget er tabt, hr. Borgwald-Bertelsen. Overgiv dig.”
* * *
“Så endte det lykkeligt alligevel,” sagde doktor Svend Skogmo Storjætte ti minutter senere, mens han marcherede frem og tilbage foran sine fire gidsler.
Benni, Onkel Philbert, Lydia og Pula sad fastspændt på hver sin stol med gummireb.
Svend løftede den røde rubin som han havde vristet fri fra Pulas hånd.
“Rubinen er min og snart er mine fjender inklusive min rædselsfulde og ikke mindst talentløse ekskone død og borte.” Han knipsede med fingrene og de to håndlangere kom gående med en gigantisk injektionssprøjte.
“Hvad er det?” spurgte Lydia skræmt.
“En perfekt symbiose mellem kolera og salmonella,” grinede Svend hysterisk. Vanviddet lyste ud af øjnene. “Når jeg er fløjet til Argentina vil I alle sammen sidde hjælpeløse her i hytten og skide jer selv ihjel. Ha ha.”
Onkel Philbert sad upåvirket. Han klukkede for sig selv.
“Det er ikke spor morsomt,” hviskede Benni.
“Jo, for hjælpen er på vej,” sagde Philbert.
“Hvem?”
“Min abe,” hviskede han. “Mångki kan man regne med. Selv om jeg tabte ham i kortspil til Bax tidligere i dag, så vendte den frækkert hjem igen med en fiskemave. Sådan er Mångki. Trofast og betænksom.”
Benni kiggede hen mod vinduet og fik øje på et grinende abeansigt der blev trykket ind mod den kolde vinduesrude.
* * *
Samtidig, flere hundrede kilometer væk, svævede det brune skrækmissil over dansk farvand med kollisionskurs mod Nordvestjylland. Uret tikkede. Om 18 minutter og 24 sekunder præcis, ville det lille sommerhus på Klamhuse Hede med tilhørende svømmepøl blive jævnet med jorden.
17 minutter… 16… 15…
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Det er mig en stor ære og fornøjelse herunder at kunne viderebringe de seneste nyheder om vort storstilede rumfartsprojekt.
Vraget af den sidste version af prototype “Neger 1” drev i land i forrige uge, og dermed afsluttes første kapitel i Marsprogrammets indledende fase. Helt som forventet kan vore dygtige videnskabsfolk konstatere, at der skal langt større mængder af koncentreret sprængkraft til, for at kunne løfte et potentielt rumfartøj op i den tilstræbte højde.
Desuden kan vi med stolthed oplyse, at børnehjemmet Himmelhunden nu endelig kan nedlægges, da der ikke længere findes forældreløse børn på vor ø. Men alting forløber jo aldrig helt som ønsket.
Julemærkedesigner Koburn Pabst (herover) er pr. dags dato af mig personligt udnævnt til ny pressetalsmand for D.R.A.M., og Bruno Fjollert på min direkte ordre fyret og landsforvist, efter at det på diverse sociale medier er fremkommet, at han er afholdsmand i smug, og at han aldrig nogensinde, end ikke til Jul, har slået hverken kone eller børn. Sådan noget kan og skal naturligvis ikke accepteres.
Derudover må vi desværre atter indskærpe vore talrige øproletarer, at vor storslåede plan om at skide os ud i rummet jo selvfølgelig ikke skal tages absolut bogstaveligt (illustration udarbejdet af professor Ratzeputz Clevin-Onager (til venstre), der som bekendt i 1916 definerede Tarmuda-Femkanten.
Således har vi på det seneste registreret adskillige dybt uhensigtsmæssige tilfælde af Astrodefækatorisk Simpel Selvaffyring (ASS). Vi beder derfor indtrængende vor jævne befolkning om aldeles omgående at indstille alle sådanne, ekstremt farlige og iøvrigt tidsspildende personeksperimenter.
På billedet herover ses liget af den uheldige hr. Kartongo Meulengracht, som forleden på så tragisk vis afgik ved døden af rektale kvæstelser under et lignende uautoriseret forsøg. Dennes enke har modtaget vor allerdybeste medfølelse, en kompensation for livslangt tab af forsørgerindtægt, stor 3,22 DASK, et lispund ramsløg, samt 3×25 syngende kondolencelussinger.
Forhåbentlig skal vi ikke opleve flere af denne slags misforståede initiativer, men finder det alligevel nødvendigt at appellere til folkets normalt sunde negerfornuft. Skulle advarslen vise sig at blive bevidst ignoreret, og tendensen fortsætte, skal det oplyses, at vi allerede på nuværende tidspunkt har vedtaget endog særdeles drastiske, ikke nærmere offentligt specificerede, kollektive modforanstaltninger.
For at imødekomme denne, såvel som andre typer af meningsløst brunvarespild, kan vi præsentere transvestitfru Finkbine Bruntrøffel-Nommsen som nyudnævnt øhovedrengøringsansvarlig, iøvrigt for hele 1,22 DASK i ugentlig gage, primært financieret gennem tømmerflådepirateri i vore tilstødende farvande. Dette vil betyde, at al brunvare i enhver form systematisk skal og vil blive indsamlet til anvendelse i rumfartsprojektet. Vi må blot erkende, at vi simpelthen ikke vil kunne nå vort mål, såfremt vi ikke opnår fuldstændig kontrol over dette åbenlyse og ildelugtende problem.
Derfor påhviler det herefter med omgående virkning hele vor almindelige befolkning under skærpet strafansvar: Til enhver tid at skulle defækere i krateret af vor hvilende vulkan, Kranka Foa.
“Et Hul saa stort, – og fyldt med Lort – har vore Proletarer gjort. – Hurra!”
(Fra V. Røvlenbergs håndbog: “Arbejdersange Til Hverdag Og Fest” (1925). udgivet på Gustenhuse Konservative Vælgerkreds’ Forlag).
Konsekvent masseopmagasinering af den kollektive folkebrunvare vil således sikre driften af alle vore fremtidige raketopsendelser.
Herover ses vor seneste succes, hvorunder det lykkedes hr. Sæbbelins hårdtarbejdende stab at afskyde en opretstående raket – Neger 2 – der uheldigvis efter ganske få sekunders kaotisk flugt gennem æteren landede med et brag i skolemester Phuror Hamrams nyttehave.
Men som man jo siger, på angelsaksisk: “If at first you don’t succeed; try, try, try again!”.
Allerærbødigst,
Deres ufravigeligt loyale, Hartmann
Tropeøen Dartvados er blandt meget andet begunstiget ved at have et Rumfarts-Agentur for Mænd (D.R.A.M.), og dette agentur proklamerer nu (via avisens korrespondent, den meget ærede hr. Stahl-Eisenmann), at det vil skide sig til Mars:
Herunder første del af en føljeton om D.R.A.M.s nyopstartede rumfartsprogram, der vil bringe vor ønation yderligere hæder og storhed, når vi som de første lander en granvoksen neger på Mars, og dermed til evig tid kan gøre krav på de utrolige brunvareressourcer, som planeten rummer under dens fine overflade af kosmisk støv.
Idéen faldt mig ind samme aften som jeg endelig havde fuldendt katalogiseringen af konsulatets unikke samling af erotiske postkort. Man sad med den velkendte følelse af tomhed. Der måtte være noget større og mere udfordrende at udføre, her under tropeparadisets glitrende nattehimmel. 2½ flaske VSOP cognac senere faldt det mig ind: Hvorfor dog ikke gå, hvor ingen endnu har sat sin fod. Sagen var oplagt: Vi må og skal til Mars!
Med uvurdérlig assistance fra den særdeles ærede hr. professor Helium Onager, som hér demonstrerer de præcise matematiske beregninger bag projektet, lykkedes det på kort tid at udvikle en prototype – døbt “Neger” – til et egentligt rumfartøj af en sådan styrke, robusthed og kaliber, at det vil kunne gennembryde privatsfæren, manisfæren, flæskesfæren, troposfæren samt alle de øvrige jordiske sfærer, og endelig naturligvis også den tætte fækaliosfære, der omgiver projektets endelige mål.
Men det er jo ikke just et forehavende, der udelukkende lader sig gøre på tegnebordet, og derfor har vi i al hemmelighed i de seneste 6 måneder med nogen succes foretaget diverse eksperimenter med affyring af vehiklerne “Neger I.-LXVII.”, ud over Atlanterhavet. Til dette formål har det beklageligvis været absolut bydende nødvendigt at rydde et stort areal af regnskov på øens østligste del.
Vi har udvist et stort menneskeligt hensyn til diverse stammer af urbefolkning i de berørte områder, der alle har modtaget kompensation for ekspropriation, stor 0,72 DASK per 800 individer, der alle 24 timer forinden var blevet advaret herom via ovenstående bulletin (se: 16:05-16:38), udsendt på nationalt TV, under programmet Børnetimen.
Vor officielle pressetalsmand Bruno Fjollert informerede herefter øens egentlige civilbefolkning om det forestående glorværdige engagement, hvor der til lejligheden blev efterlyst frivillige til de præliminære testaffyringer.
Heldigvis var der stor tilslutning fra børnehjemmet Himmelhunden, hvor samtlige patriotiske unge knægte omgående tilsluttede sig listen af potentielle testpiloter.
Til jomfrufærden for første prototype udvalgtes herefter den gæve 11-årige forældeløse dartvadosianer Danny Drax, der uden at kny lod sig fastspænde i fartøjets cockpit, og dermed gik over i historien som den første person i øens historie til at miste livet for vor ærefulde sags skyld.
Det skal bemærkes, at den avancerede affyringsrampe fungerer miljømæssigt bæredygtigt, idet G-kræfterne ved afskydning af testvehiklet er designet således, at pilotens bårne fækaliemasse bliver skudt bagud gennem røret og opsamlet til anvendelse i den næste rakets brændstoftank. Samtidig har alle raketterne installerede mikrofoner og dybdemålere med henblik på at definere trykresistensen, i tilfælde af, at det skulle være muligt at bjærge og eventuelt genanvende i perlefiskerindustrien.
Her ses et velkendt billede af planeten Mars, alle vore noble bestræbelsers mål.
Hovedansvarlig for projektet, dr. Heineken Sæbbelin, udtalte i et interview ved projektets start:
“Vi har til hensigt at financiere dette storslåede anliggende i kraft af indtægter fra øgede brunvare- og lusseringsafgifter, intensiveret perlefiskeri, offentlige nedskæringer samt diverse støttearrangementer, som for eksempel musikkoncerter.” “Bliver det let, Sæbbelin?” “Nej, desværre, men mindre kan også gøre det. Man kan for eksempel hjælpe os ved at købe den nye singleplade, indspillet af et kor af test-astronautbørn fra institutionen Himmelhunden. Den kan anskaffes overalt på øen til 0,03 DASK, inkl. moms og tropisk orkanvarslingstillæg.”.
Avisens læsere kan i en begrænset periode gratis høre den ene side af pågældende optagelse her:
Eksisterer der liv i rummet, og hvordan vil fremmede livsformer i givet fald smage i opbagt sovs? Disse spørgsmål udgjorde baggrunden for den epokegørende raketopsendelse, der i går fandt sted på Klamhuse Hede.
Borgere i og omkring hjemsognene stimlede sammen for at opleve den enorme Phallos 14-raket blive skudt i vejret. Det 35 ½ meter høje fartøj drives af besætningens fækalier og huser en stab af 25 frivillige ranke personligheder fra lokalområdet.
Kaptajnen på skibet er den passionerede racerkører og fritidskrydderiobservator Wabel Nielsen, der selv har fremstillet rumskibet af forulykkede racerbiler, han igennem sin fem år lange karriere har indsamlet.
– Hele denne fantastiske rejse drejer sig om trangen til nye kulinariske smagsindtryk. Forstil Dem alle de delikate kræ, der kunne gemme sig i verdensrummet. Alternative slagtedyr. Skabninger, der bare venter på at blive tilberedt efter nordvestjyske principper, sagde hr. Nielsen en halv time før start.
Besætningen på Phallos 14 har medbragt det fornødne kommunikationsudstyr og vil have direkte kontakt med det Knockelske Bladhus. Vi bringer Dem yderligere detaljer fra rumrejsen så snart, disse foreligger.
SIDSTE NYT: Gigantreptil og ottebenet mastodont indfanget
Kl. 11.30 i dag modtog bladhuset en fax fra Kaptajn Nielsen indeholdende en frisk beretning:
“Vi er netop styrtet ned på en fremmed planet. Da vi trådte ud af befordringsmidlet, blev vi alle chokerede. Det er et uhyggeligt, goldt og ubarmhjertigt sted. Røg og skinger folkemusik forurener luften, der er besværlig nok at indånde i forvejen. Landingshjulansvarlig Larsen fik et nerve-sammenbrud, det samme gjaldt hr. Schneckelfritz og hr. Lambert. Mine raske og taktfaste lussinger klarede sagen.
Vi er for et øjeblik siden stødt på lokale livsformer, der både ligner og agerer som mennesker, dog med et smaskende og hakkende sprog,” skriver hr. Nielsen bl.a.
Efter at have fordøjet de mange sindsoprivende indtryk, begav kaptajnen og staben sig af sted i jagten på gastronomiske gevinster. Det varede ikke længe, før de opdagede to kødfulde dyrearter, et gigantreptil og en stærkt behåret ottebenet fætter.
Ved hjælp af et forrygende samarbejde og et gennemtænkt flankeangreb, er begge dyr nu bedøvet og bagbundet.
ALLERSIDSTE NYT: Phallos 14 forlod aldrig Jorden
Sagen har taget en ny og helt anden drejning efter modtagelsen af den nyeste bekendtgørelse fra Phallos 14.
Efter 11 timer på den fremmede planet er det gået op for Kaptajn Wabel Nielsen og hans kollegaer, at de alligevel ikke befinder sig i verdensrummet, men blot i en trøstesløs landsby i Rumænien.
Kaptajn Nielsen anser den manglende slagkraft i rumskibets motorer samt en skævhed i skroget som problemets kerne. Raketten er simpelthen fløjet sydøstpå i en skarp bue, uden at mandskabet har bemærket det.
Wabel Nielsen tager dog ikke den uventede situation som et nederlag:
“Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi på intet tidspunkt har forladt jorden,” skriver hr. Nielsen i sin fax. “Men vi har trods alt løst opgaven. Vi har fundet to fremmede dyrearter, som vi hurtigst muligt bringer hjem til de nordvestjyske suppegryder. Væsnerne smager sikket udmærket, selv om de er rumænske,” slutter kaptajnen.
Hr. Nielsen og besætningen tager toget hjem i morgen tidlig.
Mandskabet modtaget i triumf
Hornmusik og glædeslussinger ventede de 25 herrer, da de via lokomotiv ankom med lasten fuld af de to okkuperede giganter.
Jubelen ville ingen ende tage, da de indfangede monstrøse dyr blev udskåret, kogt til gullasch og fordelt mellem de fremmødte.
Efter fortæring af den velsmagende gryderet, modtog samtlige hjemvendte besætningsmedlemmer en tapperhedsmedalje for at klare over 11 timer i det rumænske land uden at miste alt livsmod.
– Det er klart, at vi i fremtiden må hente forsyninger i Rumænien. At aflægge landet en visit er derfor uundgåeligt. Vi skal glæde os over, at sognet rummer så mange modige og ranke personligheder som disse 25, udtalte egnens førstemand, Louis B. Knockel, efter at have hentet sin tredje portion ved buffeten.
