Benni Borgwald-Bertelsen, ruineret herreekviperingshandler og fortvivlet nyforlovet partner med den bortførte Lydia Lubbert, fulgte efter onkel Philbert og Pula Skogmo op fra kælderbodegaen.
Koldt vinterstjernelys blinkede over Blodhavn.
På gaden holdt Pulas guldlakerede campingvogn med et forspand af fem gigantiske blodhunde. Deres kammerat Buster, som havde været med nede i kælderen, blev gjort fast i seletøjets sjette plads.
”Så kjøra vi, gutta!” udråbte Pula, og vehiklet accelererede fra nul til 35 på få sekunder.
Benni klamrede sig til det fastboltede, med brunstribet nylonplyds betrukne sovemøbel bagest i campingvognen, mens Pula og Philbert brød ud i fællessang:
”Opad, nedad, udad, hjemad,
herfra går det atter fremad;
altid, altid frisk!
Tider går, og tider kommer,
vi har prøvet tomme lommer;
altid, altid frisk!
Nu i dag, da har vi evnen
til at hale ind på hævnen;
altid, altid frisk!”
Det svimlede for Benni. Han delte ikke deres håb og begejstring, men hans eneste chance var at følge med på den vilde færd over Klamhuse Hede.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Onkel Philberts og Pula Skogmos duet sluttede i samme øjeblik de nåede frem til det afsides liggende reservesommerhus på Klamhuse Hede. Der var lys i vinduerne. Benni rejste sig op i campingvognen og mærkede svimmelheden.
“Inden vi går i gang,” prustede han og satte sig ned igen. “Burde vi måske advisere til Norge at den røde rubinring er vendt tilbage til sin rette ejermand … øh … kvinde …. Jeg tror de fleste ville fortrække fred frem for krig.”
“Et problem mindre ville være på sin plads!” medgav onkel Philbert og gav sin abe et stykke saltlakrids.
“I har rett,” sagde Pula Skogmo og løftede røret til campingvognens transportable telefon. Hun drejede et nummer og forklarede sin sag til den norske øvrighed.
“Jah, det er sant. Jeg har funnet ringen. Avbryt krigen! Javist!”
* * *
“Endelig!” jublede doktor Svend Skogmo Storjætte, da det efter timers asen og masen lykkedes ham at lirke ring-etuiet op. Han rettede ryggen og smilede sjofelt til Lydia. “Rubinen er min.”
Han løftede fiskekrogen fra æsken.
“NEJ!” brølede han og stirrede på Lydia. Hans ansigt var rødt af raseri. “Hvor vover I at snyde mig igen.” Han marcherede hen til det forskrækkede pigebarn med sin kniv. “Nu dør du sgu. Jeg vil ikke finde mig …”
“Chef?” afbrød Brutus.
“HVAD ER DER?!” Svend Storjætte skreg og drejede sig aggressivt.
“Det banker på døren.”
“Svend?” kaldte en stemme udenfor. “Luk meg inn!”
Doktorens ansigt blev glat.
* * *
Benni kiggede hurtigt på sit Rolex-ur.
“Tror du virkelig, at Pula kan overtale Svend til at løslade min forlovede?” spurgte han og stirrede på sommerhuset. “Det er tyve minutter siden hun gik ind.”
Onkel Philbert rystede på hovedet og smøgede ærmerne op.
“Nej,” sagde han. “Der må andre boller på suppen. Jeg går ind nu. Hvis jeg ikke er tilbage om fem minutter, så er jeg i astronomiske problemer.”
Onkel forlod den guldlakerede campingvogn og sneg sig op til sommerhuset. Han kravlede op på taget og manøvrerede sig ned gennem skorstenen.
Sveden bredte sig på Bennis pande mens han holdt øje med viserne på sit armbåndsur.
1 minut …
2. minutter …
3. minutter …
4 minutter …
5 minutter …
Der var intet livstegn fra hverken Lydia, Pula eller Onkel Philbert.
Benni stirrede på aben Mångki der sad ligegyldigt og pillede ved sit scrotum og sin ringmuskel.
“Hvad gør man ikke for kærlighed,” mumlede Benni og gik ud i den vandkolde aftenluft. Et vindstød var ved at sende ham på en flyvetur, men han genfandt fodfæstet.
Benni marcherede hen til det skogmoske sommerhus og trak sin Colt. Han vendte den i hånden. Når han ikke kunne skyde, kunne han idet mindste slå med legetøjsvåbenet.
Han tog en dyb indånding og rettede på sit silkeslips. Han og Lydia havde været udsat for forfærdelige ting de sidste døgn. Nu skulle det have en ende. Doktor Storjætte måtte betale for sine synder.
“Det slutter her,” snerrede Benni og tog i dørhåndtaget.
* * *
Den unge erhvervspraktikant Hugo Rakkelpot gik formålsløst rundt på den norske militærbase, der havde kanoner og raketter rettet direkte mod Nordvestjylland. Hæren var ved at opruste til angrebet på Danmark næste morgen.
“Boom, boom, booom,” sagde Hugo og slog hænderne sammen som et mekanisk abelegetøj. Han glædede sig til at fyre raketter af. Han havde kun set sådan noget på film. Han syntes at eksplosioner var vildt spændende.
Men pludselig lød der råb.
Seniorgeneral Knut Blodfjeldsøsters løb ud på pladsen og viftede med arme og ben.
“Stop. Vi må ikke skyte!” brølede han. “Avbryt! Ingen krig. Pula har lige ringet fra sin sommerhytta på Klamhuse Hede. Hun har funnet den røde rubinen!”
Soldaterne jublede af glæde. Et nationalklenodie var tilbagebragt.
Hugo Rakkelpots underlæbe bævrede.
“Nei, nei,” jamrede han og stampede i jorden. Han havde sådan glædet sig til fyrværkeriet og nu var der ingen krig alligevel. “Boom boom.”
Den unge mand krabbede hen til en affyringsrampe og tastede koordinaterne ind på Pula Skogmos reservesommerhus, Klamhuse Hede. Et enkelt brag var bedre end ingenting.
Hugo trykkede på affyr.
“Boom,” smaskede han og begyndte at masturbere.
* * *
Brutus stod og ventede lige inden for døren. Benni hævede pistolen i vejret klar til at slå men mærkede straks et par store kolde næver om sin nakke. Karloff havde været udenfor.
Brutus slog Benni i maven og Karloff trak hans benklæder ned til anklerne, så han væltede ind på trægulvet.
Lydia skreg. Svend Storjætte havde en skinnende kniv mod hendes strube.
“Slaget er tabt, hr. Borgwald-Bertelsen. Overgiv dig.”
* * *
“Så endte det lykkeligt alligevel,” sagde doktor Svend Skogmo Storjætte ti minutter senere, mens han marcherede frem og tilbage foran sine fire gidsler.
Benni, Onkel Philbert, Lydia og Pula sad fastspændt på hver sin stol med gummireb.
Svend løftede den røde rubin som han havde vristet fri fra Pulas hånd.
“Rubinen er min og snart er mine fjender inklusive min rædselsfulde og ikke mindst talentløse ekskone død og borte.” Han knipsede med fingrene og de to håndlangere kom gående med en gigantisk injektionssprøjte.
“Hvad er det?” spurgte Lydia skræmt.
“En perfekt symbiose mellem kolera og salmonella,” grinede Svend hysterisk. Vanviddet lyste ud af øjnene. “Når jeg er fløjet til Argentina vil I alle sammen sidde hjælpeløse her i hytten og skide jer selv ihjel. Ha ha.”
Onkel Philbert sad upåvirket. Han klukkede for sig selv.
“Det er ikke spor morsomt,” hviskede Benni.
“Jo, for hjælpen er på vej,” sagde Philbert.
“Hvem?”
“Min abe,” hviskede han. “Mångki kan man regne med. Selv om jeg tabte ham i kortspil til Bax tidligere i dag, så vendte den frækkert hjem igen med en fiskemave. Sådan er Mångki. Trofast og betænksom.”
Benni kiggede hen mod vinduet og fik øje på et grinende abeansigt der blev trykket ind mod den kolde vinduesrude.
* * *
Samtidig, flere hundrede kilometer væk, svævede det brune skrækmissil over dansk farvand med kollisionskurs mod Nordvestjylland. Uret tikkede. Om 18 minutter og 24 sekunder præcis, ville det lille sommerhus på Klamhuse Hede med tilhørende svømmepøl blive jævnet med jorden.
17 minutter… 16… 15…
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
