Mångki trak et par skridt baglæns og mønstrede sin hær. Ikke siden Waterloo 1815 havde man set en mere tilfreds og sejrssikker krigsherre, og i modsætning til kejser Napoleon havde Mångki såvel en fuldkommen plan som styrkerne til at gennemføre den her og nu.
”Poppa,” sagde aben ved hjælp af tegnsprog til den største af de tre mastiff-hunde, der afventede ordrer, ”du kaster dig mod døren. Dine 91 kilo vil forvandle den til kvas. Og du, Buster, stormer ind som den første af blodhundene for at redde din herskerinde. Derefter er I to en halv blodhund pr. assisterende gangster og tre mastiffer til at bakke op bag frontlinjen og beherske slagmarken. Klar til angreb?”
18 vågne, ivrige hundeøjne sendte det ønskede svar.
”Så er det nu!” signalerede Mångki med sine lange fingre.
Poppa knuste døren, som om den havde været lavet af papmaché (hvad den muligvis også var), og Buster sprang ind i rummet som den første af de rasende blodhunde. Endnu et afsæt, så var hans tommelange, kridhvide og sylespidse hjørnetænder inden for bideafstand af doktor Svend Skogmo Storjættes strube.
De to hjælpegangstere blev angrebet simultant af hver sit par blodhunde, mens mastifferne, store som løveunger i konfirmationsalderen, bevogtede døre og vinduer.
”Kast ned jer, lig fladt og stille!” skreg Pula til sin forhenværende mand og hans usle håndlangere. ”Ellers er I dødsens!”
Mångki skred ind i lokalet med samme brede grin, som Napoleon ville have fremvist, hvis begivenhederne 18. juni 1815 havde udviklet sig lidt anderledes.
Onkel Philbert kiggede på sin abe, og klare tårer løb ned over hans kinder.
”Jeg tvivlede ikke et sekund på dig,” sagde han. ”Nu letter vi anker og fløjter afgang. Husk ringen, Pula!”
194 sekunder senere befandt alle sig i den noget overlæssede campingvogn, der atter blev trukket over Klamhuse Hede af blodhundene. På gulvet lå doktoren og hans mænd fladt udstrakt og tæt sammen som sardiner i en dåse, mens mastifferne gispede og savlede over deres struber.
Lydia og Benni holdt om hinanden, endeløst kyssende og smiskende, mens onkel Philbert af diskretionsgrunde kiggede ud af vognens bagrude.
”Halløjsa!” råbte han. ”Her kommer en nytårsraket, en af de større, og noget for tidligt!”
En lys prik på himlen havde vokset sig dramatisk stor og glødende. En raket med en hale af ild var i løbet af sekunder kommet til syne, og den ramte med nådesløs præcision ned i sommerhuset. Kabum, sagde det. Campingvognen skælvede, da trykbølgen nåede den, og Philbert kunne skimte hvid røg fra et dybt hul i heden.
”Brandvæsenet kan blive hjemme,” konstaterede han. ”Her er intet at slukke og intet at redde.”
* * *
Sejrsfesten på Blodhavn midtermole fik et format, som ingen nordvestjyde nogensinde havde set magen til.
Borgervæbningens hornorkester kørte, højlydt spillende, på cykler forrest i processionen. Nordvestjysk Masturbationsforbunds elitehold, ligeledes taktfast spillende, marcherede bag musikken. Derpå fulgte storsognerådets, Brunvareforbundets, Landproletaralliancens og Slubbertlogens ledende medlemmer, og i hælene på dem kom den almene pøbel i dansende festhumør.
Hædersgæsterne var de sidste på molen. Pula, Philbert, en strålende Lydia med sin fader, Bax IX Lubbert, under den ene arm, og Benni under den anden. Endeløs jubel ombølgede dem.
Til allersidst trillede guldcampingvognen frem, trukket af muskelhunde og med en vinkende abe på taget.
Alle ansigter minus tre lyste af begejstring. Doktor Svend, Brutus og Karloff sad yderst på molen i hver sit katapultsæde.
Hornorkesteret spillede champagnegaloppen, og på den sidste tone gav Mångki tegn til, at folkets fjender skulle kastes langt ud over det mørke ocean.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Mere info om nordvestjysk festivitas
Flux videre til 25. og sidste afsnit
Retur til avisens forside