Tag-arkiv: abe

Kampen om den røde rubin 2:25

“Kom med den, knægt, og lad det gå lidt villigt.”

“Kom med hvad?”

“Sigøjnerringen, for helvede.”

Endnu en lussing svirpede hen over Bennis velplejede, glatbarberede venstre kind.

Den kostelige forlovelsesring til Lydia lå i hans inderlomme. Voldsmændene så ud til at vide besked, og Benni havde ikke lyst til at få sin aften eller sit ansigt ødelagt. Men trods sin unge alder var han en mand, der tænkte på næsten alt.

“Ja, ja,” sagde han. “Hvis det skal være på den måde…”

Benni havde været forlovet en gang før. Da tøjten, bedragersken, møgøret Mona slog op med ham lillejuleaften i fjor, sendte hun sin forlovelsesring tilbage. Den var langt mere beskeden end den, han havde tiltænkt Lydia. Faktisk havde Benni byttet sig til den for to par lange underbukser hos en marskandiser i Lemvig. Og hans utrolige held var, at han lige nu havde denne ringe lille ring som reserve i bukselommen. Hvis Lydia skulle mene, at sigøjnerens guldring med en glødende rubin så stor som en grønært var alt for dyr og fornem til en jævn fiskerpige, havde han denne mere beskedne ring med en lille rød sten af skrammet plastic at tilbyde i stedet.

Han gravede ringen frem. Den nærmeste af de to store, ubarberede bumser ragede den til sig.

“Hør, hvad foregår der her?”

Det var udflugtskroens overtjener Möbelwaffel, der kaldte fra døren til anretterkøkkenet.

Bumserne svarede ikke, men spurtede forbi ham og ud gennem døren til den mørke gårdsplads. Øjeblikket efter hørte man en motor starte, og grus sprøjte fra dækkene derude.

“Er der noget i vejen?” spurgte tjeneren. Han kendte unge Borgwald-Bertelsen og den solide, lokale velhaverfamilie, han tilhørte.

“Ikke spor. Så snart min kæreste er tilbage ved bordet, bestiller vi mad. Lad mig bede om to petroleum-og-cola-drinks.”

En anden dør gik op. Som en teaterkulisse havde udflugtskroens spisesal stribevis af døre, hvorigennem de medvirkende kunne passere ind og ud.

Skønne Lydia fejede hen over gulvet, iført stram gul kjole og højhælede sko. Ikke siden Marilyn Monroes velmagtsdage havde verden set noget lignende.

“Hvorfor er din kind så rød?” spurgte hun, da hun havde sat sig, og hendes blå øjne atter stillede skarpt på Benni.

“Jeg blusser ved tanken om dine kys og kærtegn.”

“Jamen, hvorfor så kun i den ene side af ansigtet?”

“Det må være belysningen, skat. Eller jeg har kradset mig lidt. Der kom en flue forbi. Du kan se, den sidder dér i vindueskarmen.”

“Der sidder fire-fem stykker. De har fundet noget spiseligt.”

Overtjener Möbelwaffel brød ind: “Hvad vil herskaberne behage at få serveret?” sagde han, idet han satte to høje glas foran dem.

“Kan du ikke fjerne de dér fluer?” sagde Lydia.

“De bor her. Hvad skal det være?”

“Hvid abe,” svarede Benni.

Lydia kiggede på spisekortet. “Henkogt hvid abe med brun kryddersovs!” gispede hun. “Det er den dyreste ret på kortet, Benni!”

“Lydia, vi er her i aften med et bestemt formål. Tro mig.”

Hans højre hånd kravlede hen over bordet for at få kontakt med hendes. Hans venstre havde fat i inderlommen om æsken med den kostelige rubinring.

Overtjener Möbelwaffel afbrød atter.

“Hvid abe udsolgt!” råbte han fra køkkendøren. “Vi har sprængt næsehorn med tyttebærgelé.”

 (World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Kapitel 1 ILLUST

Kroens historie og menukort her
Flux til kalenderens afsnit 3
Tilbage til avisens
 forside

 

Kampen om den røde rubin 15:25

Bax IX Lubbert havde glemt alt om tiden, mens han sad på værtshus. Han havde drukket tæt sammen med Onkel Philbert og det var endt med, at de to herrer spillede hasardspil. I sidste runde satsede Onkel Philbert sit trægebis og sin abekat Mångki, som han havde taget med sig hjem fra de varme lande.

Og Bax vandt det hele.

“Et spil til,” smaskede Onkel Philbert. “Hvad med russisk roulette?”

“Drop det,” svarede Bax og gav oldingen en lussing. Han rejste sig fra bordet. “Mångki er min!” Han samlede pengene og gebisset sammen og greb aben i nakkeskindet og placerede den bagpå. Den lagde om halsen på Bax og hang som en rygsæk.

“Har I hørt det?” råbte en ung knægt der netop var løbet ind ad døren til beværtningen. “Herrebeklædningsmagasinet er brændt ned til grunden.”

Bax brød ud i en tør latter.

* * *

Benni og Lydia trak sig ud af folkemængden og stillede sig på afstand af den udbrændte bygning. Udsendte reportere og fotografer fra De Knockelske Blade stod ved asken og dokumenterede. Benni havde selv givet et interview dog uden at sige hele sandheden. Offentligheden måtte ikke vide besked.

“Hvad skal jeg arme mand dog stille op?” sukkede Benni.

Bag ham trampede doktorens to håndlangere med forbindinger på hovederne. De gav ham en lussing hver og rakte ham en brun konvolut.

“Mød os på på Kødfoderfabrikken om en time. Tag rubinringen med. Den ægte!”

“Hvad hvis jeg nægter?” sagde Benni.

“Så må vi jo gå efter din forlovede eller dit silkeslips!” sagde Brutus og slikkede sig om munden.

“Ikke mit silkeslips,” jamrede Benni og tog sig til halsen.

“Vi ses om en time.” De to store brød forlod Strøgboulevarden med hastige skridt.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Kalenderabe

Link til nordvestjysk husdyrnyt

Flux videre til afsnit 16

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 18:25

“Så er der guf, drenge og piger!”

Mutter Schweskes råb gjaldede gennem bræddehytten på Blodhøj. Børnene vågnede til live og kravlede hen mod middagsbordet.

Gennem årene var den gamle dynamitfiskerenke og hendes cirka 14 børn i alderen fra 38 og opefter mange gange blevet kåret som Nordvestjyllands mest debile klientfamilie. Gaver strømmede ind, især ved juletid, og familiens ry havde bredt sig ud over verden.

Forrige jul var et afrikansk tv-hold kommet forbi for at lave en dokumentar om enkefruen og de lallende, kronisk uarbejdsdygtige børn. Overalt i Afrika havde jævne, godhjertede negere indset, at her måtte hjælp til, og bidrag strømmede ind. Administration og forsendelse havde naturligvis gnavet lidt af millionerne, men forleden morgen indløb omsider 217,28 gode danske kroner til Mutter Schweske. Hun omsatte straks det meste af formuen i brunt kødfodergranulat kvalitet II fra Klamhuse Kødfoderfabrik, grundsubstansen i de fleste nordvestjyske egnsretter.

Børnene guffede i sig som aldrig før og gad ikke længere spise fisk, hvedebrød eller anden sekundamad. Den torsk, Mutter Schweske forleden morgen havde fået af Bax IX Lubbert, lå i en papkasse og begyndte at lugte.

“Utaknemlige, flabede unger,” sagde hun og smækkede en af sønnerne, den 54-årige kultursociolog Abdul Schweske et par lussinger. Han sad nærmest, og det var hans tur.

Mutter gik gennem bryggerset, greb den halvrådne fisk og slyngede den ud i gården, hvor den knustes mod brostenene. I løbet af sekunder var fire-fem katte i kamp om stumperne. En af dem, Archibald, havde sat tænderne i torskens mavesæk og klemte sig under et plankeværk for at kunne nyde sit bytte i fred højere oppe på Blodhøj.

Andre og større dyr havde dog også fået færten af fiskemad. En lydløs, lynhurtig abe dumpede ned fra et lærketræ og greb fat i torskemaven, som bristede. Stanken var ubeskrivelig, men den årvågne abe bemærkede det knap nok. Dens øjne spiledes ud og skinnede begejstret ved synet af guld og ædelsten.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

8ef8d91840c87e9967e371589084945f

Mere info om nordvestjysk familieliv

Flux videre til afsnit 19

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 24:25

Mångki trak et par skridt baglæns og mønstrede sin hær. Ikke siden Waterloo 1815 havde man set en mere tilfreds og sejrssikker krigsherre, og i modsætning til kejser Napoleon havde Mångki såvel en fuldkommen plan som styrkerne til at gennemføre den her og nu.

”Poppa,” sagde aben ved hjælp af tegnsprog til den største af de tre mastiff-hunde, der afventede ordrer, ”du kaster dig mod døren. Dine 91 kilo vil forvandle den til kvas. Og du, Buster, stormer ind som den første af blodhundene for at redde din herskerinde. Derefter er I to en halv blodhund pr. assisterende gangster og tre mastiffer til at bakke op bag frontlinjen og beherske slagmarken. Klar til angreb?”

18 vågne, ivrige hundeøjne sendte det ønskede svar.

”Så er det nu!” signalerede Mångki med sine lange fingre.

Poppa knuste døren, som om den havde været lavet af papmaché (hvad den muligvis også var), og Buster sprang ind i rummet som den første af de rasende blodhunde. Endnu et afsæt, så var hans tommelange, kridhvide og sylespidse hjørnetænder inden for bideafstand af doktor Svend Skogmo Storjættes strube.

De to hjælpegangstere blev angrebet simultant af hver sit par blodhunde, mens mastifferne, store som løveunger i konfirmationsalderen, bevogtede døre og vinduer.

”Kast ned jer, lig fladt og stille!” skreg Pula til sin forhenværende mand og hans usle håndlangere. ”Ellers er I dødsens!”

Mångki skred ind i lokalet med samme brede grin, som Napoleon ville have fremvist, hvis begivenhederne 18. juni 1815 havde udviklet sig lidt anderledes.

Onkel Philbert kiggede på sin abe, og klare tårer løb ned over hans kinder.

”Jeg tvivlede ikke et sekund på dig,” sagde han. ”Nu letter vi anker og fløjter afgang. Husk ringen, Pula!”

194 sekunder senere befandt alle sig i den noget overlæssede campingvogn, der atter blev trukket over Klamhuse Hede af blodhundene. På gulvet lå doktoren og hans mænd fladt udstrakt og tæt sammen som sardiner i en dåse, mens mastifferne gispede og savlede over deres struber.

Lydia og Benni holdt om hinanden, endeløst kyssende og smiskende, mens onkel Philbert af diskretionsgrunde kiggede ud af vognens bagrude.

”Halløjsa!” råbte han. ”Her kommer en nytårsraket, en af de større, og noget for tidligt!”

En lys prik på himlen havde vokset sig dramatisk stor og glødende. En raket med en hale af ild var i løbet af sekunder kommet til syne, og den ramte med nådesløs præcision ned i sommerhuset. Kabum, sagde det. Campingvognen skælvede, da trykbølgen nåede den, og Philbert kunne skimte hvid røg fra et dybt hul i heden.

”Brandvæsenet kan blive hjemme,” konstaterede han. ”Her er intet at slukke og intet at redde.”

* * *

Sejrsfesten på Blodhavn midtermole fik et format, som ingen nordvestjyde nogensinde havde set magen til.

Borgervæbningens hornorkester kørte, højlydt spillende, på cykler forrest i processionen. Nordvestjysk Masturbationsforbunds elitehold, ligeledes taktfast spillende, marcherede bag musikken. Derpå fulgte storsognerådets, Brunvareforbundets, Landproletaralliancens og Slubbertlogens ledende medlemmer, og i hælene på dem kom den almene pøbel i dansende festhumør.

Hædersgæsterne var de sidste på molen. Pula, Philbert, en strålende Lydia med sin fader, Bax IX Lubbert, under den ene arm, og Benni under den anden. Endeløs jubel ombølgede dem.

Til allersidst trillede guldcampingvognen frem, trukket af muskelhunde og med en vinkende abe på taget.

Alle ansigter minus tre lyste af begejstring. Doktor Svend, Brutus og Karloff sad yderst på molen i hver sit katapultsæde.

Hornorkesteret spillede champagnegaloppen, og på den sidste tone gav Mångki tegn til, at folkets fjender skulle kastes langt ud over det mørke ocean.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Jul 2018 titel afs24

Mere info om nordvestjysk festivitas

Flux videre til 25. og sidste afsnit

Retur til avisens forside