Varevognen med teksten Morfars Medister gjorde holdt ved springvandet foran palæet i Nørre Usseldrups rigmandskvarter. Vinduerne på den afskallede bygningsfacade var dækket af rådne brædder og stensøjlerne havde en faretruende skævhed.

“Piv!” En våd rotte løb i tørvejr gennem et hul i muren.

De to bredskuldrede mænd med de borgerlige navne Karloff og Brutus, trampede målrettede gennem regnen, og op ad trappestenene til hoveddøren. Trinene var glatte af pløre, fedt og døde rotter.

De gik gennem den vandkolde hall og videre endnu gennem spisestuen. Vandet dryppede fra hullerne i taget og der lugtede af gammelt kød og branket sukkermasse.

“Vi er hjemme, doktor!” råbte gorillaerne i kor og marcherede ind i herreværelset med mudder på skoene. En grammofon spillede Vivaldi henne i hjørnet, alt imens den tændte pejs badede jagttrofæerne på væggen i et skæbnesvangert skær.

“Pragtfuldt mine herrer,” svarede doktoren fra den højryggede lænestol. Han gnaskede elfenbenschips og drak metanollikør i sin ternede slåbrok. Hans tynde overskæg vibrerede sagte.

Han var ikke kommet sovende til dette fornemme domicil. Næh, han måtte i sin tid hypnotisere den tidligere ejer til at overdrage ham skødet og derefter gå i eksil i Holstebro. Han fik altid sin vilje med hypnose.

“Hit med den,” sagde doktoren og lagde godterne fra sig på serveringsbordet ved siden af stolen.

“Med hvad?” spurgte Karloff.

“Sportsektionen. Hvad tror du selv? Hit med den røde rubin.” Han himlede med øjnene og rakte hånden frem.

“Værsgo,” svarede Karloff og lagde den falske plasticring i håndfladen på sin overordnede.

“Det er sgu da ikke den jeg bad om,” hylede doktoren og kastede den forlorne ring ind i pejsen.

“Jamen, det var den han gav os,” sagde Brutus. “Så det må da være den rigtige.”

Doktoren greb en læderpude og pryglede sine lakajer til de lå og jamrede på isbjørnetæppet:

SMACK!
“Auv!”
TUCK!
“Undskyld.”
KLASK!
“Av, av!”

Doktoren kastede puden fra sig og løftede dem op i ørerne:

“Nu tager vi sammen tilbage og bringer orden i denne fadæse. Er det forstået?”

Håndlangerne nikkede som to disciplinerede skolebørn.

“Javel, doktor.”

“Det var flot!” Hypnotisøren iklædte sig overtøj og greb sit lommeur, sin kniv og en æske tændstikker. Han traskede mod døren. Kumpanerne fulgte trop.

“Hov, vent,” udbrød doktoren og gik tilbage til bogreolen. Han trak i en bog med et mølædt smudsbind. Der opstod en klikkende lyd bagved og en skjult dør åbnede sig til en hemmelig passage. Han gik ind i mørket og kom tilbage et minut senere.

“Jeg var lige ved at glemme min hat,” smilede han og vippede den på hovedet. “Lad os køre!”

Banden gik ud i den silende regn og satte sig i varevognen.

“Hvad gør vi nu?” sagde Brutus forsigtigt bag rattet. Han startede motoren.

Doktoren stirrede intenst gennem forruden:

“Hvis hr. Borgwald-Bertelsen ikke vil aflevere den røde rubin frivilligt …” sagde han og svang sit lommeur fra side til side.

Schwung … Schwung … schwung!

“… ja, så må jeg jo hjælpe ham lidt på vej.”

 (World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Flux videre til afsnit 4

Retur til avisens forside