Kampen om den røde rubin 2:25

“Kom med den, knægt, og lad det gå lidt villigt.”

“Kom med hvad?”

“Sigøjnerringen, for helvede.”

Endnu en lussing svirpede hen over Bennis velplejede, glatbarberede venstre kind.

Den kostelige forlovelsesring til Lydia lå i hans inderlomme. Voldsmændene så ud til at vide besked, og Benni havde ikke lyst til at få sin aften eller sit ansigt ødelagt. Men trods sin unge alder var han en mand, der tænkte på næsten alt.

“Ja, ja,” sagde han. “Hvis det skal være på den måde…”

Benni havde været forlovet en gang før. Da tøjten, bedragersken, møgøret Mona slog op med ham lillejuleaften i fjor, sendte hun sin forlovelsesring tilbage. Den var langt mere beskeden end den, han havde tiltænkt Lydia. Faktisk havde Benni byttet sig til den for to par lange underbukser hos en marskandiser i Lemvig. Og hans utrolige held var, at han lige nu havde denne ringe lille ring som reserve i bukselommen. Hvis Lydia skulle mene, at sigøjnerens guldring med en glødende rubin så stor som en grønært var alt for dyr og fornem til en jævn fiskerpige, havde han denne mere beskedne ring med en lille rød sten af skrammet plastic at tilbyde i stedet.

Han gravede ringen frem. Den nærmeste af de to store, ubarberede bumser ragede den til sig.

“Hør, hvad foregår der her?”

Det var udflugtskroens overtjener Möbelwaffel, der kaldte fra døren til anretterkøkkenet.

Bumserne svarede ikke, men spurtede forbi ham og ud gennem døren til den mørke gårdsplads. Øjeblikket efter hørte man en motor starte, og grus sprøjte fra dækkene derude.

“Er der noget i vejen?” spurgte tjeneren. Han kendte unge Borgwald-Bertelsen og den solide, lokale velhaverfamilie, han tilhørte.

“Ikke spor. Så snart min kæreste er tilbage ved bordet, bestiller vi mad. Lad mig bede om to petroleum-og-cola-drinks.”

En anden dør gik op. Som en teaterkulisse havde udflugtskroens spisesal stribevis af døre, hvorigennem de medvirkende kunne passere ind og ud.

Skønne Lydia fejede hen over gulvet, iført stram gul kjole og højhælede sko. Ikke siden Marilyn Monroes velmagtsdage havde verden set noget lignende.

“Hvorfor er din kind så rød?” spurgte hun, da hun havde sat sig, og hendes blå øjne atter stillede skarpt på Benni.

“Jeg blusser ved tanken om dine kys og kærtegn.”

“Jamen, hvorfor så kun i den ene side af ansigtet?”

“Det må være belysningen, skat. Eller jeg har kradset mig lidt. Der kom en flue forbi. Du kan se, den sidder dér i vindueskarmen.”

“Der sidder fire-fem stykker. De har fundet noget spiseligt.”

Overtjener Möbelwaffel brød ind: “Hvad vil herskaberne behage at få serveret?” sagde han, idet han satte to høje glas foran dem.

“Kan du ikke fjerne de dér fluer?” sagde Lydia.

“De bor her. Hvad skal det være?”

“Hvid abe,” svarede Benni.

Lydia kiggede på spisekortet. “Henkogt hvid abe med brun kryddersovs!” gispede hun. “Det er den dyreste ret på kortet, Benni!”

“Lydia, vi er her i aften med et bestemt formål. Tro mig.”

Hans højre hånd kravlede hen over bordet for at få kontakt med hendes. Hans venstre havde fat i inderlommen om æsken med den kostelige rubinring.

Overtjener Möbelwaffel afbrød atter.

“Hvid abe udsolgt!” råbte han fra køkkendøren. “Vi har sprængt næsehorn med tyttebærgelé.”

 (World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Kapitel 1 ILLUST

Kroens historie og menukort her
Flux til kalenderens afsnit 3
Tilbage til avisens
 forside

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image