I storreportageserien ‘Kendte borgere i Sognet’ fortælles her om udvalgte medlemmer af familien Porcus- Andersen:
Fisnik Porcus-Andersen, tidligere imam, nu medlem af borgerværnet og Blodhavns frimurerloge (stormester af 4. grad) , har efter indtagelse af 300 g kogt bulmeurt, 4 hestepilsnere og udførelsen af det schröderske ritual, udviklet en ny indvielsesdramaturgi til logen. Til dette formål har han opdraget og dresseret Olfert. Olfert har tidligere gået med post. Ritualet skal gøre landpøbelen interesseret i et weekend-medlemskab af logen.
Logebrødrene har anerkendt Fisnik som en fornyer og innovator af første orden.
Allerede da Fisnik var barn erkendte han de åndelige forbindelser mellem svin og menneske. Venner for evigt var ikke blot en talemåde. Øffe gjorde senere karriere ved Klamhuse kafferisteri som smager, men endte ved en fejl som helstegt pattegris under brunvarefestivallen i Blodhavn 83. Det var efter at Øffe have doneret sin hårpragt til en parykmager, og efterfølgende desværre ikke blev genkendt på vejen hjem i bussen.
Fisnik fik en ny ven og ses her som ung på sommerferie i DDR 1987 hos onkel Hubert. Her hilser han kækt familien.
Fisniks mor Philomena Porcus-Andersen (født Spiegeleier) lærte den kildrende fornemmelse af frihed og forbindelsen til det indre svin at kende, ved de daglige rideture på familiesoen Lamis.
Hun blev i littererære kredse kendt for det filosofiske 3 binds storværk “Min kamp – Ornekastrering ved jævndøgn” , en allegori over H.C. Andersens liv i Slagelse.
Fisniks søster Fatima blev kunstner på dressurområdet, og hendes 2 trøffelgrises næser vakte beundring og misundelse i flere brancher. Sammen har de vundet konkurrencen ‘snus en grænseoverløber’ flere gange. Man skal aldrig være for fin til lidt svineri siger Fatima.
Fætter Edward, tidligere udstationeret i Bruxelles som lobbyist for bademåttebranchen, træner her grisen Mustafa som drosche.
Især under Blodhavn Brunvarefestival hvor al busdrift af sikkerhedsårsager er indstillet, har Mustafa haft meget arbejde, både med personhjemtransport og med at slæbe hestepilsnere til musikken.
En af egnens store gamle mænd har forladt os. Billedet herunder er optaget i det historiske øjeblik, da den 88-årige flueavler Jøkul Asmussen (portræt indsat) detonerer på Blodhavn Strand.
Jøkul havde ombundet sin krop med et bælte dynamit, og efter at have lagt den brune lærredsfrakke og gummibukserne på sikker afstand af sprængningsstedet gik han nøgen ud mod vandkanten, hvor han først antændte sin pibe og efterfølgende, mens han sang “Frihed er det bedste guld”, lunten til dynamitstængerne. Stumper af hans tophue, nogle skæghår og en tværstiver fra testikelstativet er fundet flere hundrede meter derfra og bekræfter hans identitet.
Sidste udvej
Jøkul Asmussen var ud af gammel biavlerfamilie, men skiftede i 1958 til fluebranchen, hvor han frembragte resultater i verdensklasse. En af de større husfluer, Felix Asmussen LXIV, bevidner på billedet dødsøjeblikkets alvor sammen med Jøkuls barnebarn, smørrebrødskurator Lulla Asmussen, Blodhøj Turistmølle.
– Morfar valgte døden frem for vanæren. Klamhuse Kødfoderfabrik havde under henvisning til den vanskelige fækalieleverancesituation frataget ham det ugentlige driftstilskud på 150 kg omrørt andensorteringsvare. Hermed blev al lokal flueavl umulig og meningsløs.
Lulla Asmussen og stuefluernes formand, Hassan Laryngitis, står tilbage med hundreder af navngivne kæmpefluer, som for nogles vedkommende har hørt til familien i årevis.
Fækaliedonationer, købstilbud eller konstruktive ideer om den fremtidige anvendelse af disse værdifulde, for de flestes vedkommende håndtamme dyr kan sendes til avisens kontor.
En af Folkedisciplineringens rankeste og mest trofaste venner, vor Korrespondent, Hr. Faareavler og fhv. Flaadeofficer Severin v. Münchhaus, fylder i dag 140 år.
v. Münchhaus blev født i en Sejersskjorte og som Søndagsbarn, Søn af den bekendte Kaalrabi- og Faareavler i Tersløse, Siegfried v. M (Slægten indvandret fra Mecklenburg-Vorpommern 1482) og Hustru Magda, f. Steenhuus-Stenlille.
Severin var den førstefødte ud af en senere Søskendeflok paa 14 samt et ikke nærmere kjendt Antal ikke anerkendte Halvsøskende.
Paa Trods af de gode Tegn ved hans Fødsel og den efterfølgende kjærlige, principfaste Opfostring, udviklede Forholdet mellem Forældre og Søn sig ikke harmonisk. Den kun 15-aarige Severin forlod saaledes sit fædrene Hjem, og vandrede udenlands. I Kraft af sit Talent for Conversation og Smiger skaffede han sig igjennem det urolige Europa og blev, formentlig paa grund af akut Mandskabsmangel, indrulleret i den K.K.Östrig-Ungarske Marine. Her blev han uddannet som Navigatør og opnaaede det stærkt eftertragtede K.K.Certificat af ”Expertenlotse zu Donau”.
Hans sømilitære Karriere kulminerede under Første Verdenskrig, hvor han indlagde sig uvisnelig Hæder som vinder af flere Rompunschnedsvælgningskonkurrencer i Officersmesserne.
Trods et vist Besvær med at løsrive sig fra de wienske Damer, hvis Ægtemænd havde ladet sig begrave i fremmed Jord, vendte den nyslaaede og pænt dekorerede Leutnant zur See II dog nølende tilbage til sit Hjemsogn, i 1922. Det kan ikke just paastaaes, at Fedekalven ved den Lejlighed, blev slagtet. Gamle Fortrædeligheder drev ham atter af Gaarde. I 1923 blev han inrulleret i den Kgl. Danske Marine med foreløbig Rang af Underleutnant. En Degradering, der bekom den Krigserfarne v. M daarligt. Dog, gennem tro Tjeneste og ved anvendelse af et passende Maal af Smiger opefter, avancerede han i de dengang normale Sekvenser.
Gjennem videre Uddannelse indenfor det navigatoriske tilegnede han sig da ogsaa Expertise i at udføre terrestrisk og astronomisk Navigation i saa vanskelige Farvande som Øresund, Store- og Lillebælt, det sydlige Kattegat og Østersøen, helt ud til Bornholm. Desuden uddannedes han paa det Vaabentekniske omraade og fremstod ved sin Pensionering i 1938 som lidt af en Expert paa Riffel, Revolver, Madsen-Maskingevær og ikke mindst, de dengang upaalidelige Torpedoer.
Severin von Münchhaus modnedes og disciplineredes gjennem denne Tjeneste og da han som Captainleutnant (R) fik Permission ved Høsttid i 1937 stod han godt rustet til, som den førstefødte, at overtage Driften af sin Fødegaard i Tersløse, efter Faderens tragiske, alt for tidlige Bortgang i Forbindelsen med et Skyderi, efter en god Jagtfrokost.
Siden da, har v. M med Flid og Konsekvens koncentreret sig om Driften; saavel sin egn, som Ejendommens. Ved utrættelig Opretholdelse af Husbonds uomgængelige Pligter har han bevaret og udbygget sin Ejendoms Ry som et veldrevet og højt discplineret Landbrug. Kun i en kort Periode forlod han sin Bedrift. Efter flittig Læsning, hvilket han i sine modnere Aar ogsaa har lagt sig efter, drog han i 1952 til Øen Gotland i det svendske, for nærmere at informere sig om Kvaliteter og forskjellige Egnetheder ved det gotlandske Udgangsfaar.
Stærkt tilfredsstillet ved sine Erfaringer, medbragte han ved sin Tilbagekomst to upaaklagelige Exemplarer af denne Race. Disse har været Grundstammen i en særdeles positiv, frugtbar og lystbringende Udvikling i Sognets Faareavl. Omgjængelige, avlsvillige og robuste som de er.
Herr v. Münchhaus er saaledes ubestridt Sognets førende Kraft, naar det gjælder Omgang med, pleje af og Avl paa Faar. Denne utrættelige Optagethed af hans Yndlingsdyr, hans upaaklagelige Avl iøvrigt (velnæret Hustru og 12 Børn) og hans utrættelige Opretholdelse af Orden, Arbejdsomhed og Disciplin paa sin Ejendom og i sin Husholdning i det Hele taget, har gjort ham til en højt agtet Person i Tersløse. Hans velskikkede Forhold har desuden gjort ham til en holden Mand. Det forlyder, fra troværdige Kilder, at han har ikke mindre end omkring 440 kr. vel forvaret i sin Sengehalm!
Til Disciplinens opretholdelse betjener Herr v. Münchhaus sig overvejende af haandskaarne Hasselkjæppe, og han har altid kjaldt disse, hinanden afløsende Redskaber “Skræp”.
Blandt hans talrige externe Udmærkelser i Aarenes Løb kan nævnes Det Östrig-Ungarske K.K. Marinestorkors, tildelt da han var gandske ung Donauofficer i Eftersommeren 1918, samt Tersløse Sogns Faareavlersammenslutnings Hæderstegn 1953, og med Sølvgarnering i 1957. Endeligt, i 1961 Samme, men med Guldvinger og snoede Vædderhorn i ægte Slagmetal.
I Forbindelse med den runde Dag har Sognebørn indsamlet midler til et Æresvehikel, der kan transportere egnens Førstemand, hans disciplinære Redskaber og øvrige Nødvendighedsartikler på standsmæssig Vis rundt blandt Undersaatterne.
I taknemlig Erkendelse af de talrige lødige Korrespondancer, Hr. v. Münchhaus i Aarenes Løb har ladet tilgaa Avisen, blev Indsamlingen støttet med kr. 4,19 fra Den knockelske Familiefond.