Tag-arkiv: selvmord

88-årig selvmordsbomber efterlader hundredevis af faderløse kæmpefluer

En af egnens store gamle mænd har forladt os. Billedet herunder er optaget i det historiske øjeblik, da den 88-årige flueavler Jøkul Asmussen (portræt indsat) detonerer på Blodhavn Strand.

selvmord

Jøkul havde ombundet sin krop med et bælte dynamit, og efter at have lagt den brune lærredsfrakke og gummibukserne på sikker afstand af sprængningsstedet gik han nøgen ud mod vandkanten, hvor han først antændte sin pibe og efterfølgende, mens han sang “Frihed er det bedste guld”, lunten til dynamitstængerne. Stumper af hans tophue, nogle skæghår og en tværstiver fra testikelstativet er fundet flere hundrede meter derfra og bekræfter hans identitet.

Sidste udvej

Jøkul Asmussen var ud af gammel biavlerfamilie, men skiftede i 1958 til fluebranchen, hvor han frembragte resultater i verdensklasse. En af de større husfluer, Felix Asmussen LXIV, bevidner på billedet dødsøjeblikkets alvor sammen med Jøkuls barnebarn, smørrebrødskurator Lulla Asmussen, Blodhøj Turistmølle.

– Morfar valgte døden frem for vanæren. Klamhuse Kødfoderfabrik havde under henvisning til den vanskelige fækalieleverancesituation frataget ham det ugentlige driftstilskud på 150 kg omrørt andensorteringsvare. Hermed blev al lokal flueavl umulig og meningsløs.

Fluetalsmand

Lulla Asmussen og stuefluernes formand, Hassan Laryngitis, står tilbage med hundreder af navngivne kæmpefluer, som for nogles vedkommende har hørt til familien i årevis.

Fækaliedonationer, købstilbud eller konstruktive ideer om den fremtidige anvendelse af disse værdifulde, for de flestes vedkommende håndtamme dyr kan sendes til avisens kontor.

SE OGSÅ:

HenvGØDNINGSFLUEN