Efter næsten et halvt århundrede som medhjælper kan 62-årige Lupo Kex nu overtage lederrollen i en af landsdelens kendte og velrenommerede gamle virksomheder, Nørre Usseldrup Hundehandel.
Hans fader, 97-årige Mumbert Kex, omkom sidste tirsdag som følge af et tragisk mislykket eksperiment. Han ville vise verden, at en flok irske ulvehunde fint kunne leve af vegansk kost, hovedsagelig svensk savsmuldsbrød, på festdage peppet op med et par rå foderroer. De kæmpestore hunde tabte vægt og blev ekstremt irritable, og tirsdag efter fodringstid kom Lupo hjem fra byen og fandt resterne af Mumbert i deres aflukke.
“Halvdelen af hans arbejdsbenklæder, livrem og seler var til stede. Også hans lommeur og jerngebis havde overlevet, men af kroppen var der kun knoglestumper og nogle gråhvide hårtotter tilbage,” fortæller Lupo. “Vi måtte skrabe de sørgelige rester sammen og give dem en kristen begravelse.”
Ulvehundene kom tilbage på normal kost, og for nylig blev de alle fire solgt til et omrejsende bulgarsk cirkus.
“Uheld kan ske, men er sjældne. Vi kender vores dyr og deres egenskaber, og vi kan nu som altid give kunderne den bedste vejledning før køb,” forsikrer Lupo. I det daglige arbejde får han hjælp af datteren Lullah samt nogle særligt trænede og betroede opsynshunde.
Hestestalden var tom. Den allersidste af de engang så prægtige knockelborgske gangere var for længst blevet afhændet til sæbefabrikken, og kun bidmærkerne i de gamle vakkelvorne træbåse, og det ildelugtende lag af rådnende hestegødning vidnede om fordums storhed. Hér havde egnens dygtigste galopheste engang stået i den isnende kulde og sultet, og skambidt hinanden, efter en velfortjent omgang aftenprygl. Nu var der slet intet tilbage.
”AD!”, udbrød Gylla, da hun satte sin porcelænsfine fod ned i det afskyelige søle. ”Hvordan skal jeg nu komme til Holstebro? Jeg kan jo ikke føre sådan et automobilkøretøjsvehikel! Det har vi jo altid haft folk til! Åh, bare de dog ikke havde skudt den fordømte abekat. ”
Hun gøs ved tanken om den væmmelige advokat, hans pisk og hans halvmeterdildo, og knugede den slimede abehånd.
”Jeg ville ønske det allerede var Jul!” deklamerede hun fnysende, og gik ud på gårdspladsen, hvor der til hendes store forundring nu lå et centimetertykt lag sne. Hyrevognen stod tom og forladt, og lysene fra hovedbygningens vinduer var alle slukkede. Hun stred sig klynkende gennem den fygende blæst, og gik indenfor.
* * *
Oppe i festsalen var greven ikke just tilfreds med nyheden om de to dages ventetid på reparationerne.
”Sig mig, er De overhovedet i stand til at fremkomme med bare delvist gode nyheder, De elendige budslave,” snerrede han, medens han sprang ned på gulvet, synligt irriteret.
”Jamen, der er desværre ikke noget at gøre. De må bevæbne Dem med tålmodighed, hr. greve,” svarede Fridolph, noget valent.
”GU’ FANDEN I HEDE HULE HELVEDE VIL JEG EJ!” skreg greven, og snurrede rundt i en pirouette, medens han smurte den stakkels tjener en knaldende lussing, der sendte ham rullende hen over middagsbordet, så han med en klirrende brag rev hele det engelske spisestel med sig i faldet.
”Og dér røg så det sidste sæt Bing & Crosby, som endnu ikke er pantsat!” konstaterede greven lakonisk. ”Men bare rolig; det vil blive fratrukket Deres lusede løn, som De i øvrigt godt kan kigge i vejviseren efter!”
Fridolph rejste sig fortumlet, og fremstammede: ”V-v-var der ellers andet, hr. g-greve?”
”Ja!” svarede Lambert, medens han for fuld kraft sparkede Lullah i maven, så dyret trillede 3 omgange. ”De kan jo for eksempel skrubbe af, tage Deres evnesvage møgdyr med Dem, og så lukke alle døre efter Dem, undervejs!”
Lambert lo hånligt af den nedbøjede tjener og den humpende gris, som forlod lokalet i stilhed.
”Nu bliver der sågu’ andre boller på suppen, hér på godset”, godtede han sig højlydt, og gned sig i hænderne, medens han vendte sig mod advokat Willy Best.
“Ad, vent!” skreg Gylla. “Ikke så meget, sovs. Jeg prøver at holde figuren.”
Fridolph stod med den tømte sovsekande i hånden.
Efter at greven og advokaten havde udarbejdet en kontrakt, spiste de et luxusmåltid, og her ved bordet ville de give Gylla den glædelige nyhed.
“Skal jeg skrabe det tilbage i kanden?” spurgte kammertjeneren betuttet og tørrede sved af panden.
“Nej, glem det,” knurrede hun. “Jeg trænger alligevel til at trøstespise oven på de drastiske forandringer i mit liv. Mere vin, mere mad. Slagt Lullah, om nødvendigt!”
Hendes bemærkning resulterede i et panisk griseskrig henne i hjørnet.
Willy Best beundrede Gylla med det kådeste blik hun i sit liv havde set. Han suttede på fingrene og blinkede til hende. Hun afbrød øjenkontakten og rettede sit fokus mod de kandiserede roer på tallerknen. På bordet lå dildoen og ridepisken. Gaver fra gommen til den vordende brud.
Advokaten rejste sig og bankede på maven:
“Herskabet må have mig undskyldt et øjeblik,” sagde han. “Flatulensen ophober sig og min blære er ved at briste oven på dette storslåede taffel.”
“Lullah kan vise Dem vejen til køkkenvasken,” svarede Lambert von Rundknockel.
Advokaten nikkede og fulgte svinet ud af det juledekorerede festlokale.
Da fader og datter var alene, hamrede greven en flad hånd i bordet:
“Så vær dog lidt samarbejdsvillig, møgunge! Hr. Best kommer af en fornem advokatslægt, hans faders fornavn var Werner. Han vil yde mig økonomisk bistand. Han kan redde Knockelborg! Penge i kassen. PENGE … I … KASSEN!”
“Han er slesk, kedelig og han lugter!”
“Vrøvl,” brummede Lambert. “Den mand dufter som virile alvsgeder i honning.”
“Så gift du dig med ham!” svarede Gylla.
“Du ved godt at jeg ikke indgår i homofile eksperimenter mere! Det var en festlig sommer, men det er slut nu. Jeg er ikke til den slags … øh … længere …”
“Men jeg har andre planer med mit liv,” sagde Gylla og puttede en roe i munden.
“Hvis det er Bob du hentyder til, så har jeg ordnet det. Tror du ikke godt jeg ved, at I to har gået og smisket de sidste tre år? Du skal ikke splejses sammen med Rakkelpot-klanen. Rane og jeg har været dødsfjender siden … ja, det rager ikke dig. For at undgå katastrofen har jeg lokket sønnen til Holstebro. Bob arbejder på et diskotek som jeg købte til formålet. Jeres kæresterier er slut. Og det er en ordre!”
“ØV, ALTSÅ!”
Gylla forlod festsalen i protest. Hun løb ud i hestestalden og knugede den fedtede abehånd, der nu havde fået funktion som hendes personlige lykkeamulet. “Jeg må finde Bob.”
Ved langbordet var advokat Willy vendt tilbage fra sin kropslige udtømning.
“Hvor er det dejlige pigebarn?”
“Hun er vel gået i seng.”
“I seng.” Advokaten slikkede sig om munden.
“Hun skal nok blive glad, når først pengene regner over Knockelborg.” Grev Lambert hoppede op på bordet og dansede. “Im singing in the rain. Hæ hæ.”
Fridolph trådte ind i festsalen med en alvorlig mine:
“Til Deres orientering er håndværkeren først færdig om to dage, Gylla er ved at stikke af til hest, og taxameteret kører stadig ude på gårdspladsen …”
Så er forberedelserne til de store øfestligheder i forbindelse med Holstebros befrielse i gang! Vi vil i den forbindelse gerne delagtiggøre avisens ærede læsere i nogle af de kommende, unægteligt spændende, lokalkoloristiske og ikke mindst futuristiske tiltag, altsammen under parolen:
“Alt på ø skal støves af! Arbejde den hele dag! Tingene må gør’s i stand! Lusseres, det skal hver en mand!”
Til dette formål – og vore venner i Holstebro til inspiration – kan vi blandt andet herunder fremhæve følgende programpunkter:
Øens samlede fauna, inklusive bordelhusdyr, herunder de blandt vore mangfoldige turister så populære suppeskildpadder (kendt på øen som “banditter”), skal gennemgå et meget omhyggeligt wellness-program, for skildpaddernes vedkommende med tilhørende skjoldpolering.
Da der imidlertid er mere end 20.000 af disse padder på øen, har den umådeligt ærede professor Abacus Onager venligst til formålet udviklet en robot, der kan polere 2 banditter i minuttet, såfremt padderne ellers forholder sig i ro, og ikke forsøger at bestige hinanden, eller blive besteget af trediemand, hvorfor eventuelle dyresexturister venligst bedes holde dette for øje i ugen, der kommer.
Vor væsentligste naturressource, den verdensberømte pudsecreme Negro, udvundet gennem perspiration blandt øens oprindelige befolkning, vil bistå os i denne nyautomatiserede proces.
Vor evigt aktive og forventningsfulde ungdom kan se frem til en decideret folkegave fra den estimerede hobbysultestrejker og hyggeonkel hr. Tafatmann Handy, som i sin workshop og under streng faste agter at bygge flotte modelnegerkarusseller til alle raske børn af hankøn, med selvfølgelig undtagelse af de enkelte tilbageværende, der har marxistiske og/eller arbejdsløse forældre (som vel at mærke endnu ikke er blevet deporteret til Tarmuda).
Selvsamme ungdom vil i den kommende uge blandt mange fritidstilbud for raske knægte i legeområdet få mulighed for at tage en venskabelig brydekamp med en af øens dødsensfarlige, efter 1940’ernes atomforsøg stadigvæk en anelse radioaktive mutantleguaner, der rent undtagelsesvis vil blive sat fri.
Vulkanen Kranka Foa forventes genaktiveret ved hjælp af manuel nedtipning i krateret og efterfølgende sprængning af den store forstenede, hellige dinosaurfækalie, Pupu Puu-Pu.
Dette sker efter enstemmig afgørelse i Dartvados’ naturforvaltnings bestyrelse, hvor jeg og min suppleant har måttet erkende, at det af turistindtægtsmæssig interesse vil udgøre en langt større attraktion med en aktiv vulkan, end hvad vi hidtil har kunnet tilvejebringe af provenu ved salg af billetter til det gamle relikvium, som desværre ikke længere tiltrækker hverken bedende eller nysgerrige.
Vi har med andre ord masser at tage fat på her på Dartvados, og til opretholdelse af arbejdstempo, disciplin og orden, har vort frivillige nonnekorps lynhurtigt husstandsomdelt lusseringsvejledninger i bogform til alle øens borgere.
Det således ikke bare forventes, men kræves, at alle personer på øen, ved det allermindste tegn på slendrian og fjolleri, eller anden lignende observérbar uskik, straks uddeler knaldhårde lussinger til de pågældende.
Dette er jo alt sammen i øens tjeneste, ikke bare for vor egen skyld, men også som forbillede for diverse primitive samfund, såsom det nye Holstebro, som vi gerne vil assistere på det rent moralske og åndelige plan, i den svære, men lovende tid, der kommer!
Med ærbødige, varme hilsner, og i forvisning om en lysende fremtid, Deres Hartmann
Sitrende spænding omgiver kampagnerne op til årets vigtigste lokalvalg. Tre jubelkandidater er i spil, men kun én kan få den ærefulde, rigt belønnede toppost som præsident for Nordvestjysk Pamperforbund af 1865.
Lad os kort og præcist præsentere de dystende figurer:
I storreportageserien ‘Kendte borgere i Sognet’ fortælles her om udvalgte medlemmer af familien Porcus- Andersen:
Fisnik Porcus-Andersen, tidligere imam, nu medlem af borgerværnet og Blodhavns frimurerloge (stormester af 4. grad) , har efter indtagelse af 300 g kogt bulmeurt, 4 hestepilsnere og udførelsen af det schröderske ritual, udviklet en ny indvielsesdramaturgi til logen. Til dette formål har han opdraget og dresseret Olfert. Olfert har tidligere gået med post. Ritualet skal gøre landpøbelen interesseret i et weekend-medlemskab af logen.
Logebrødrene har anerkendt Fisnik som en fornyer og innovator af første orden.
Allerede da Fisnik var barn erkendte han de åndelige forbindelser mellem svin og menneske. Venner for evigt var ikke blot en talemåde. Øffe gjorde senere karriere ved Klamhuse kafferisteri som smager, men endte ved en fejl som helstegt pattegris under brunvarefestivallen i Blodhavn 83. Det var efter at Øffe have doneret sin hårpragt til en parykmager, og efterfølgende desværre ikke blev genkendt på vejen hjem i bussen.
Fisnik fik en ny ven og ses her som ung på sommerferie i DDR 1987 hos onkel Hubert. Her hilser han kækt familien.
Fisniks mor Philomena Porcus-Andersen (født Spiegeleier) lærte den kildrende fornemmelse af frihed og forbindelsen til det indre svin at kende, ved de daglige rideture på familiesoen Lamis.
Hun blev i littererære kredse kendt for det filosofiske 3 binds storværk “Min kamp – Ornekastrering ved jævndøgn” , en allegori over H.C. Andersens liv i Slagelse.
Fisniks søster Fatima blev kunstner på dressurområdet, og hendes 2 trøffelgrises næser vakte beundring og misundelse i flere brancher. Sammen har de vundet konkurrencen ‘snus en grænseoverløber’ flere gange. Man skal aldrig være for fin til lidt svineri siger Fatima.
Fætter Edward, tidligere udstationeret i Bruxelles som lobbyist for bademåttebranchen, træner her grisen Mustafa som drosche.
Især under Blodhavn Brunvarefestival hvor al busdrift af sikkerhedsårsager er indstillet, har Mustafa haft meget arbejde, både med personhjemtransport og med at slæbe hestepilsnere til musikken.
En af egnens store gamle mænd har forladt os. Billedet herunder er optaget i det historiske øjeblik, da den 88-årige flueavler Jøkul Asmussen (portræt indsat) detonerer på Blodhavn Strand.
Jøkul havde ombundet sin krop med et bælte dynamit, og efter at have lagt den brune lærredsfrakke og gummibukserne på sikker afstand af sprængningsstedet gik han nøgen ud mod vandkanten, hvor han først antændte sin pibe og efterfølgende, mens han sang “Frihed er det bedste guld”, lunten til dynamitstængerne. Stumper af hans tophue, nogle skæghår og en tværstiver fra testikelstativet er fundet flere hundrede meter derfra og bekræfter hans identitet.
Sidste udvej
Jøkul Asmussen var ud af gammel biavlerfamilie, men skiftede i 1958 til fluebranchen, hvor han frembragte resultater i verdensklasse. En af de større husfluer, Felix Asmussen LXIV, bevidner på billedet dødsøjeblikkets alvor sammen med Jøkuls barnebarn, smørrebrødskurator Lulla Asmussen, Blodhøj Turistmølle.
– Morfar valgte døden frem for vanæren. Klamhuse Kødfoderfabrik havde under henvisning til den vanskelige fækalieleverancesituation frataget ham det ugentlige driftstilskud på 150 kg omrørt andensorteringsvare. Hermed blev al lokal flueavl umulig og meningsløs.
Lulla Asmussen og stuefluernes formand, Hassan Laryngitis, står tilbage med hundreder af navngivne kæmpefluer, som for nogles vedkommende har hørt til familien i årevis.
Fækaliedonationer, købstilbud eller konstruktive ideer om den fremtidige anvendelse af disse værdifulde, for de flestes vedkommende håndtamme dyr kan sendes til avisens kontor.
Det var en mørk og stormfuld aften hen imod jul. Vinden peb om den frønnede gavl, og sjapsne dryppede gennem det halvrådne tag over Blodhøj Husmandsbordel. En lang kø af avlsbrugere, roearbejdere, fækalieomrørere og andre landproletarer stod i kulden udenfor med hænderne dybt, meget dybt i de hullede lommer.
Søster Slubberina gispede fra begge ender af sin overanstrengte organisme.
– Vi klarer ikke det næste døgn, sagde hun til søster Mabusa. – Vi holder ikke til det.
– Luk øjnene og tænk på pengene. Med tillægsydelser er det gennemsnitligt 1,31 kr. pr. færdigekspederet kunde. Kæmpestore julegaver i år.
Mabusa havde arbejdet som landboforeningsbogholderiassistent, inden hendes smukke ansigt og yppige figur bragte hende over i intimbranchen.
Det buldrede på døren. – Luk op for helvede, eller vi sprøjter i sneen! lød en dyb, rå stemme.
– Du tager de tre næste, jeg har fået en idé, sagde Slubberina.
– Jamen…
– Ikke noget jamen. Jeg er tilbage om et øjeblik!
Mabusa måtte klare fem kunder, heraf to stående til simultan ekspresafspilning, inden Slubberina gjorde tegn fra døren.
– Send den næste herind! hvislede hun mellem de røde læber.
Kapitel 2
Forrest i køen ved den sludpiskede dør stod ingen ringere end borgervæbningens overofficiant Lumbago Z. Knockel, sr., højt respekteret lokal hædersmand og vedvarende, men kritisk bordelkunde gennem mere end syv årtier.
– Kom indenfor, sagde Slubberina. – Denne vej til en stor overraskelse!
Mindre end et minut senere tumlede den ranke, skindmagre olding ud af bordellets bagdør med et savlende smil om sine tandløse gummer.
– Fantastisk! brølede han, da han kom om til kammeraterne i køen. – Aldrig overtruffet! Jeg gav hende otte øre i drikkepenge, og det er første gang siden 1971, jeg har været så rundhåndet!
Kapitel 3
Rygtet bredte sig ud over det vintersølede Nordvestjylland, og frem til juleaften herskede rasende travlhed på bordellet.
Omsider blev døren spærret af, og søstrene fik en gryde brun festbudding på bordet. Gavecigarer, dunke med blå drikkepetroleum og anden luksus omgav dem.
– Så er det på tide, du fortæller mig, hvad der foregår bag den dør, sagde Mabusa. – Vi har tjent flere penge i denne måned end i de 11 foregående tilsammen. Jeg har haft så travlt med kassen og vaskekludene, at det stadig svimler for mig. Hvordan er det muligt?
Slubberina åbnede den magiske dør og tændte et stearinlys. Hun trykkede på en knap, og dunkende, slaskende lyde bølgede rytmisk gennem bordelstuen.
– Gamle onkel Stürwolts lussingmaskine, som stod på loftet og samlede støv, forklarede hun med et smil om de knaldrøde læber. – Den skulle bare lægges ned og justeres en smule, så fungerer den som ekspreskopulationsautomat med efterfølgende koldtvandsoverbrusning. Og den giver også kunden et par smældende lussinger til farvel og tak.
– Vi skylder onkel Stürwolt evig tak, lød det fra en bevæget Mabusa, – og måske en cigar, hvis vi har flere tilbage efter nytår.
Slubberina slukkede for maskinen og vendte tilbage til julebordet.
– Nu har vi fortjent vores budding, sagde hun, – alle 19 kilo af den.
Irmgard Pulver Min erotiske ungdom, bind 1:8 2. udgave, 1. oplag Udgivet med støtte fra Landprostitutionsbranchens Fællesråd
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Fra skoven hører vi signalhornet gjalde,
hundene bjæffe og bøsserne knalde.
Her går jo greven og hans jagtkammerater,
bevæbnet som soldater, dog minus håndgranater,
klar til indsats mod kronhjort, vildsvin og hare,
ænder, fasaner, og om det så bare
er en slunken ræv med lopper i manken,
kan den få en kugle i bagen eller flanken.
Hen mod aften, når jagten er forbi,
skal de raske herrer til middag – får de noget, de kan li’?
Ja, hareryg med brunede kartofler og tyttebærsauce,
tilberedt af madam Jensen, ikke hældt ud af en dåse.
Kvaliteten er prima, haren måske lidt ram i smagen;
lad gå med det, vi er sultne efter frisk luft hele dagen,
så alle bruger flittigt kniv og gaffel
og nyder den røde drue fra grevens karaffel.
Næste dag går slotsherren, fuld af fryd og gammen,
ned i kælderkøkkenet for at takke madammen:
Denne middag var en udsøgt nydelse,
Deres madkunst, fru Jensen, er husets prydelse,
blot undrer det mig, at hareryggen
var trevlet i kødet og krævede nogen tyggen,
før den gled ned, og ærligt talt:
Den smagte mere bistert end normalt.
Ædle hr. greve, lyder svaret fra køkkenets herskerinde,
tillad mig allerhøfligst at minde
Dem om, at fryseren var tømt for harer –
lageret rækker jo ikke længere, end det varer.
Da nøden var størst, og udsigterne matte,
slog det ned i mig, at vi havde masser af katte
springende rundt, ude og inde,
og som De ved, er jeg en praktisk kvinde.
Hvem kan se forskel på kat og hare…
Tak, afbryder greven, De kan spare
mig for resten af historien;
kommer den ud, mister vi begge glorien,
ja, vi får rent ud sagt smæk i måsen.
Altså: Tavshed, og lad mig for øvrigt rose saucen.
Madam Jensen, De er greveslottets pryd;
tag min bedste portvin, træk den op og nyd
den fløjlsbløde eliksir, til hver dråbe er væk;
den er lavet på henkogte traktordæk.
Yuhua Hassan Til middag hos greven 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Hr. Hassan blev 27. november 2014 tildelt årets Nobellpris i litteratur.
Prisen er indstiftet 1961 af fhv. landpostbud Norbert Nobell-Nielsen og hustru Nobba. Den består af kr. 2,19, en forgyldt pragtfækalie og seks stimulerende festlussinger, uddelt på stedet og uden diskussion af Louis B. Knockel.
Vidunderligt nyt ruller netop nu ind over de nordvestjyske kyster. Årtiers disciplinkrisestår foran en løsning. Ikke blot familie-, husdyr- og turistkontrollen, også sexuallivet og fækalieproduktionen vil finde et stabilt leje takket være den indsats, som dresserede kæmpeinsekter kan tilføre.
Næsten alle slags insekter har vist sig anvendelige. De skal blot være over fire meter lange og helst veje mere end 250 kg. Flyvende insekter fanges i net, og nogle af de omkringvandrende går i en fælde, lokket af ost eller postej, men de fleste trækkes op af Vesterhavet.
Når disse smukke og livskraftige dyr er landsat, får de et intensivt kursus i alle gængse former for disciplinhåndhævelse. – De lærer ikke hurtigt, men når de først har forstået en kommando, sidder den fast, udtaler domptør F. Madsen, Klamhuse, der indtil videre er eneansvarlig for insektoplæringen.
– Disse dyr betegner det største samfundsmæssige fremskridt, siden fuldfigur-pryglomaten blev sat i gang, udtaler Louis B. Knockel, som har fulgt dressurarbejdet og sluttet personligt venskab med flere af gigant-insekterne. – Jeg glæder mig til at se den modtagelse, de vil give årets velhaver-turister fra Holstebro, Sverige og Dubai. Dette bliver et jubelår for vore hjemsogne.
