Advokaten bevægede sig hjemmevant gennem slottets sale, som om det allerede var hans ejendom. I denne formiddags grå lys var der mest tomhed omkring ham. Gobeliner, rustninger og familieportrætter havde grev Lambert for længst bortsolgt. Bogsamlingen var — bortset fra en telefonbog og nogle Sven Hazel-værker i paperbackudgaver — også røget på auktion. I spisesalen stod tarvelige campingmøbler af plastic, og næste gemak var fyldt op med sammenstuvet skrammel, latrintønder og en udrangeret cykel.

Han krabbede sig op ad en muret spindeltrappe og hørte nu en fin, sprød stemme klinge ovenfra. Komtessa Gylla sad i sit tårnværelse og sang for sig selv:

Mit lille hjerte banker
af længsel og af savn;
så tunge er de tanker,
der kredser om dit navn:
Bob, oh Bob og mere Bob,
jeg savner dig med sjæl og krop!

Willy Best standsede, mens verset blev gentaget. Han pressede en flad hånd mod habitjakkens bryst. Klare tårer løb ned over hans læderagtige slubbertfjæs.

(Fortsættes her)