“Smukt,” sagde Willy og satte sig på sengen ved siden af Gylla. “Hvem er denne Bob?”

“Manden som mit hjerte tilhører,” sukkede Gylla. “Men nu skal jeg giftes med Dem. ØV, ALTSÅ! Gylla og Willy lyder forkert. Gylla og Bob lyder som en stemt festguitar.”

Advokaten så eftertænksomt ud i luften, iinden han kiggede på hende med et venligt udtryk:

“Du har ret,” sagde han og nikkede. “Jeg ringer til navnekontoret og skifter navn til Bob omgående.”

“Jamen,” klynkede Gylla. “Det var ikke det jeg m…”
“Ingen årsag, min kære. Så bliver du alligevel gift med en Bob. En kombineret jule- og bryllupsgave fra mig.”

“Willy. Jeg …”
”
Kald mig bare Bob!” Han kyssede hende med sine herpesramte slyngellæber.

* * *

Klonk, klonk, klonk! Rane bankede på urinreaktoren med jævne mellemrum, så det lød som om han lavede noget. Det hele var et led i en større plan.

“Hvad er det for noget humbug!” Greven trampede ned i kælderen. “To dage?! Vrøvl. De får 17 minutter! Vend Dem om, så jeg kan se Dem i øjnene når jeg disciplinerer Dem!”

Den falske håndværker drejede sig om og stirrede tilbage med et fandenivoldsk smil.

“De ser bekendt ud,” sagde Lambert von Rundknockel. “Har jeg pryglet Dem før?”

“Det kan man godt sige.” Rane fjernede sin forklædning og gav greven en olfert.

“Rakkelpot?” gispede Lambert chokeret. “Det skal De få betalt!”

“Knockelborg tilhører mig,” gnæggede Rane. Han placerede grevens underbuksekant på et rusten søm på murstensvæggen et godt stykke over jorden. Lambert dinglede hjælpeløst, medens det strammede omkring rectum og testiklerne.

“Jeg skal nok få fat i Dem og deres familie, Rane Rakkelpot!”

(Fortsættes her)