Links til alle 25 afsnit under romanens magtfulde forside.
Pryglejul på Knockelborg OVERSIGT
Skriv et svar
Tag-arkiv: Knockelborg
Pryglejul på Knockelborg, afsnit 24:25
”Aldrig i livet!” skreg Gylla, greb ud efter sin håndtaske og fremdrog sin peberspray.
Abehånden faldt ud på gulvet med et klask, rejste sig op på alle fem, og pilede som en jagtedderkop frem mod den onde advokats bagdel, hvis blinkende analprop lyste som et katteøje i mørket.
Willy Best greb om sin dunkende erektion og brølede ud over gårdspladsen:
”Jeg er egnens absolut største officielt udpegede opmand, og jeg har i årevis stået foran Vestre Landsret! Jeg forlanger…”
Der lød et højlydt svup, da abehånden rask hev proppen ud af advokatens behårede anus, men dette overdøvedes omgående af et gigantisk brag, da hans konstiperede tarme tømtes ud over hele tårnværelset.
Willy Best fløj som en raket gennem luften med en meterlang stikflamme lysende ud af sit frigjorte rektum, og sejlede over firmamentet som et stjerneskud, i retning mod Holstebro. Folkeskaren gispede i ærefrygt.
”Et tegn! Det er et tegn! Det er selve ledestjernen!” udbrød dr. Cunnilingus eksalteret, og rev sin bibel midt over, i ren eufori.
”Heil Hitler!” skreg Benito Schneckelfritz-Frederiksen, affyrede sit gevær op i luften, og skød ved et uheld vejrhanen ned.
”Yyyyyyy!” hvinede Lullah, som nu hed Abdullah Flatullah og var iført griseniqab, da hun var konverteret til islam, for ikke at blive spist til jul.
”Sikken et hyr der bliver med al den oprydning…”, sukkede Fridolph, resigneret.
”Money, money, money…”, gnækkede aben og listede diskret tegnebogen op af baglommen på en af de mange omkringstående landproletarer. Desværre var den så godt som tom.
”Det var dog satans til spektakel!” snerrede greven, og tilføjede: ”Ååh, it’s hard to be an adelsmand!”
Gylla trådte tydeligvis rystet frem på balkonen, hendes velskabte figur indsmurt fra top til tå i faecalis juris.
”Hør på mig, alle I dernede,” deklamerede hun med gråd i stemmen.
”Oh, rædsel!” skreg exorcisten og pegede op på balkonen. ”Det er Den Brune Dame! Det er et varsel!”
”Hold nu for fanden Deres kæft, og se at få os gift, inden jeg slår Deres latterlige person til lirekassemand,” indvendte Bob, der netop var vendt tilbage efter at have trukket sin stakkels far op af voldgravens ildelugtende pludder.
”Øeeh, nå, jamen-øeh, så erklærer jeg jer hermed for rette ægtefolk at være!” skrålede dr. Cunnilingus frygtsomt, ved synet af Bobs store knyttede næver og den enorme bule i bukserne.
”Ja, og må jeg så også godt snart kneppe bruden?” insisterede Bob, der var ved at eksplodere af libido.
”Jamen, så hør mig dog!” lød det atter fra balkonen, hvor Gylla hævede abehånden op foran sig.
”Jeg ønsker os allesammen en rigtig glædelig jul!”
Et blændende lysglimt illuminerede et øjeblik gårdspladsen, og et lettelsens suk løb gennem folkemængden. En af landproletarerne begyndte pludselig at synge med spæd stemme, og resten istemte efterhånden den gode, gamle sang, medens julesneen dryssede idyllisk ned over gårdspladsen:
”Glade Jul, dejlige Jul!
Willy daler ned i skjul,
Did han flyve til Ho-olstebro
Hvor de ukristne mennesker bo
Knockelborg vil dog bestå-å…
Knockelborg, du skal bestå!”
* * *
På diskotek Wankers 101 havde bestyreren netop ved udkastning i gadekæret fyret den
venlige, omend måske en anelse perverterede tjenestegørende dværg.
”Jeg vil aldrig se dig for mine øjne igen, din homofile drillenisse!” råbte han, og kastede glasset med drikkepenge efter ham.
Døren smækkede i med et brag, og dværgen snøftede lidt, rettede sin bh, og fiskede sin SS-kasket op af dammen. Han tømte glasset med mønter og studsede over den fedtede bukseknap. Så gned han på den, og et guldglimt blændede ham. Det var en 500-gulddaler courant fra 1801, kongerigets sjældneste mønt!
Nu kunne han endelig købe sig sin egen cirkusvarieté! Julen var og blev reddet, for store som for små!
(Fortsættelse og afslutning her)
Pryglejul på Knockelborg, afsnit 23:25
“Rane Rakkelpot!” råbte Lambert, da han og hæren trådte ind på gårdspladsen. “Jeg har folket på min side. Overgiv Dem omgående!”
Døren åbnedes, og den flæskede skurk trådte ud, kun iført g-streng og lussinghandsker. Folket kom med tilråb.
“STILHED!” tordnede Rane og der blev ro i sognet.
Han trådte ned foran Lambert og sagde: “Lad os afgøre dette på gentleman-manér. Jeg, Rane Rakkepot udfordrer Lambert von Rundknockel til lussingduel.”
Alle gispede, og Lambert skar tænder:
“Jeg accepterer! Vinderen får slottet med alt indhold og Willy Best som personlig hofnar.”
De to mænd bevægede sig ud fra slottet og kravlede nøgne op på hver sin stolpe der stod solidt plantet i voldgravens bund. Stolperne havde en meters afstand til hinanden og stak fire meter op over vandoverfladen.
Lambert slog først. Ranes kindflæsk vibrerede, men hans gigantkrop stod fast. Rane kvitterede med en lussing så hård, at greven næsten mistede bevidstheden.
* * *
På afstand stod Bob og Willy og heppede på hver sin kombattant.
“Rane! Rane!” råbte Willy.
“Hvorfor hepper du på den mand? Han er min far, men selv jeg kan se at han er bims.”
“Han har lovet begge dine søstre til mig,” sagde Willy Best med et liderligt smil.
Bob svarede prompte:
“Der er vist noget far har glemt at fortælle dig. Mine to søstre er ikke kvinder fra naturens side, men derimod to mænd der identificerer sig som kvinder. De går i nederdel, javist, men har begge fuldskæg, penis og klunkepose …”
“Lort i lommen,” jamrede Willy. “Jeg må bede om syndsforladelse hos grev Lambert, så jeg kan få Gylla tilbage…”
“Det løb er kørt,” svarede Bob. “Hun er min dame!”
* * *
Det tog et stykke tid for chaufførchimpansen at genkende Rane Rakkelpot. Men efter 2 minutters lussingduel gik det op for aben, at den flæskede mand på stolpen var selvsamme person der havde hugget hånden af den.
Aben skreg hysterisk, bukkede sig ned og pressede en hård fækalieklump ud i sin eneste hånd. Aben havde alle dage haft pinefuld, skarp, knoldet afføring, hvilket kom den til gode i dette skæbnesvangre øjeblik.
I det Rane hævede sin højre hånd for at give grev Lambert nådesstødet, kastede aben den knivskarpe fækalie af sted. Den borede sig igennem skurkens hånd, som et brunt missil.
Rane Rakkelpot hylede og væltede ned i voldgravens klumpede vand med et gigantisk plask der tilsølede alle i nærheden i det hørmende fluidum.
“Hil grev Lambert von Rundknockel!” jublede folket.
* * *
Da greven kom ned til folket, blev han lykønsket af Fridolph, Lullah og Benito Schneckelfritz-Frederiksen.
“Jeg har besluttet at blive en bedre greve,” råbte han. “Jeg vil være mere forstående, tilgivende og morsommere!”
Da Bob hørte denne bemærkning, nærmede han sig som et rovdyr.
“Jeg er Bob Rakkelpot,” sagde han. “Jeg ved du hader min familie, men vil du ikke nok gøre en undtagelse? Jeg vil så gerne giftes med din dejlige datter. Mage til lækkerbisken skal man lede længe efter. Jeg be’r dig. Gør Bob glad!”
“De er og bliver en Rakkelpot,” mumlede greven.
“Jeg er villig til at lægge Rakkelpotnavnet bag mig. Hvis De har fem minutter, kan vi holde et møde. Dig, Gylla og lille Bob her. Jeg har så meget at byde ind med. Humør, loyalitet og … en klækkelig børneopsparing …”
Greven smilede ved tanken om penge:
“Nu har jeg lige lovet at være et mere tilgivende menneske. La’ os holde det møde, nu De spørger så pænt!” Han spejdede rundt i den feststemte folkemængde. “Men hvor er Gylla?”
* * *
Pamperadvokaten barrikaderede sig i tårnværelset med sit gidsel. Han smed Gylla på sengen, trådte ud på altanen og skreg til folkemængden nede på gårdspladsen:
“Man lovede mig en ung kone, men jeg er blevet snydt gang på gang. Det er mig, der er ofret i hele denne affære! Jeg har haft en erektion siden jeg ankom til slottet. Se selv!”
Han trak bukserne ned og afslørede sit svulmende lem. “Det er den værste jul nogensinde. Jeg betragter mig i henhold til nordvestjysk aftalelov og familieret som gift med dig, Gylla, og ægteskabet skal fuldbyrdes nu!”
(Fortsættes her)
Pryglejul på Knockelborg, afsnit 22:25
Den korsfæstede grev Lambert tænkte over sit forspildte liv. Hvad havde han at sige til sit forsvar på dommens dag? Hvordan ville han forklare, at han i løbet af få årtier havde fordærvet og mistet alt det, hans stolte, hårdhudede forfædre gennem århundreder byggede op? Lige nu, mens han hang og ventede på døden, var Knockelborg ved at falde i hænderne på den slibrige advokat Best og den afskyelige Rane Rakkelpot, Rundknockel-slægtens onde ånd.
Tårer og salmiakstinkende resturin dryppede fra Lamberts kuldeskælvende legeme. Var der overhovedet formildende omstændigheder, når hans regnebræt skulle gøres op? Jo, dengang han lod være med at stjæle en flaske vodka fra en sovende russisk sømand i Blodhavn… og dengang, han gav ekstra drikkepenge på s/m-bordellet i Lemvig. 100 procent skurk var han ikke, kun 99,9867 eller deromkring.
Swish!
Et par mørke skygger stod i en bue ned fra himlen, og to voldsomme plask afbrød grevens forpinte tankerække. Fedtet, klæbrigt materiale sprøjtede i vejret. Lidt efter dukkede forklaringen op over bredden af Knockelborgs voldgrav.
“Lille Gylla!” stønnede greven, der havde genkendt sin datter på figuren. Ved siden af hende kom en tårnhøj mand til syne.
Efter afskydning med kanon fra Holstebro var Gylla og Bob landet uhyre præcist i voldgraven under en af slottets udendørs styrtlatriner. Her var et meterdybt lag af mange århundreders til stadighed blødgjorte fækalier, så de to unge var uskadte, omend tilsølede fra top til tå.
De nærmede sig, og den kæmpemæssige Bob trak korset op fra den frosne jord. I løbet af et øjeblik var greven befriet. Nogle opfriskende kropslussinger og et par svirp hen over de blævrende kinder blev det også til.
Kulør, livsmod og håb vendte tilbage, og morgenlys begyndte at trække sine grå gardiner op over Nordvestjyllands himmel.
“Skal vi gå indenfor og varme os ved urinkraftværket i kælderen?” foreslog Gylla. “En lille kop roesuppe kunne der måske også vanke.”
“Jeg tror ikke, vi får adgang,” svarede grev Lambert. “Måske skal vi for evigt vende snuderne mod Holstebro og en tilværelse som bistandsproletarer.”
“Det er dér, vi lige kommer fra,” svarede den høje mand, som greven endnu ikke havde genkendt.
“Schhhy,” lød det fra Gylla. “Vi får selskab!”
Ja, fra et sted ude i halvmørket hørtes musik. Elastikharpevirtuosen Jollah Prumz og østfrontveteranen Benito Schneckelfritz-Frederiksen marcherede frem i spidsen for en hundredetallig skare af landproletarer, slubbertlogebrødre, masturbationsidrætsmænd og andre bekymrede nordvestjyder. Større husdyr og sågar en pensioneret cirkuselefant fulgte med, og nu sang folkemassen i taktfast kor:
Gør det ondt, går det godt?
Alt udgår fra dette slot!
Red vor gamle slambertgreve,
lad ham sprælle, lad ham leve!
Friske tårer trådte frem i grevens tudseøjne, og hans penis viste også tegn på genoplivelse.
“Til kamp!” brølede han.
(Fortsættes her)
Pryglejul på Knockelborg, afsnit 21:25
Gylla sad i sminkerummet i sin 3½-minutters nattepause og smurte vaseline på sine velskabte, omend tyndslidte lår. Glasset med drikkepenge indeholdt blot 77 øre og en fedtet bukseknap, og på bordet ved siden af lå den gustne abehånd og strittede med sin rigide langemand, medens det skånske diskomegahit ”Money, Money, Money”, dunkede i baggrunden.
”Jeg må hjem til papa, for enhver pris!” sagde hun til sit forgrædte spejlbillede. ”Men hvordan?”
Pludselig hørtes en svag puslen bag hende. Det var diskotekets dværgentertainer, der havde fattet sympati for Gylla og nu trådte frem for hende næsten nøgen, kun iført rød brystholder, ditto højhælede sko, en SS-officerskasket, samt en dunkende erektion.
”Du elzker ham jo!” fremturede dværgen og masturberede lidt, som for at understrege sin pointe.
”Aaaaad!” peb Gylla og vinkede truende med sin delikate, knyttede hånd. ”Kan De så se at skrubbe af, De perverterede lille mandsling, jeg har ikke tid til at bedømme Deres syge cabaretmanøvrer. Og jeg giver heller ikke autografer! Uuuud!”
Dværgen lo og slap sit anatomisk uforholdsmæssigt store, venede lem. ”Jeg kan hjælpe dig og Bob, hviz jeg må få abehånden!”, tilbød han.
”Og hvad i alverdens riger og lande har De så tænkt Dem at udrette med den?!”
Dværgen greb en fjerboa, og sprang op på bordet, medens han dansende udbrød i sang, til tonerne fra omkvædet af det kendte populærmusikhit med Malort, der just spillede i baggrunden:
”Åååh, vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh, oh-u-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh ohh, oh-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh, oh-u-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh ohh, oh-oooh!”
Gylla rejste sig og klappede spontant. ”Fremragende!” udbrød hun, ”aldeles superbt! De har så sandelig x-faktor, det må jeg virkelig give Dem!”
”Tak, zøde ven,” læspede dværgen, en anelse genert. ”Hviz jeg får abehånden, zkal jeg zørge for at De og Derez hjertez udkårne kan være på Knockelborg på 28 zekunder! Præziz!”
”Jamen, hvordan…?” klynkede Gylla.
”Find Bob og følg zå efter mig,” beroligede dværgen og forsvandt gennem døren ud til baggården.
Gylla spurtede af sted og greb Bob, der netop var i færd med at kaste en diskoteksgæst ud foran en passerende trambus fuld af svært berusede rumænske landsbrugsmedhjælpere.
”Så er det nu, min elskede,” sagde hun med passionen lysende ud af de smukke øjne. ”Denne vej!”
Bob rankede sig og smilede skævt. ”Det var sågu’ også på tide, jeg er noget så stanghamrende liderlig, din dejlige lille overklassesteg!”
”Det er der ikke tid til nu, vi skal til Knockelborg, ekspres,” forklarede Gylla, da de løb ud i baggården.
”Jeg har sgu’ ikke togkort,” indvendte Bob og tilføjede: ”Skal vi ikke bare kopulere her på stedet, som vilde dyr…?”
Han stoppede brat, da han foran sig skuede en enorm bolchestribet cirkuskanon, der pegede mod nordvest.
”Tag dizze rygzække på, og kravl zå ind i kanonen,” sagde dværgen til det forelskede par.
”Hvad fanden har I to gang i?” spurgte Bob.
”Vi skal hjem, og det med det vuns, papa er i problemer, og der er ingen tid at spilde!” forklarede Gylla og forsvandt med et bump ind i kanonrøret. Hun glemte helt at aflevere abehånden.
Bob gled modvilligt ned gennem kanonmundingen, medens han bandede for sig selv: ”Hvis jeg ikke snart får et ordentligt knald, bliver jeg den dævlen drøneme gal!”
Dværgen greb om affyringssnoren med den ene hånd, og om sin stive penis med den anden, og hev til af alle kræfter i begge.
”Fyr!” skreg han, og kanonen gik af.
(Fortsættes her)
Pryglejul på Knockelborg, afsnit 20:25
Lambert von Rundknockels klunkepose og rektal-terræn var grundet de stramme skrævende underbukser degraderet til en blødende krigszone. Til hans held havde Knockelborgs økonomiske forlis resulteret i, at han ikke havde skiftet underbukser i flere uger.
Kombinationen af de desperate benspark og den ophobede blod-, urin- og svedmængde på det mørnede stof fik til sidst materialet til at give efter, så han styrtede med ansigtet ned i kældergulvet.
“Jeg er fri,” kaglede han og spyttede en tand ud.
Den forpinte greve greb en tom vinflaske og smadrede bunden, så han nu stod med et faretruende stikvåben. Han trak benklæderne af for at lufte penis efter mishandlingen og løb derefter ovenpå, for at generobre sit palæ.
“For Knockelborg,” skreg han og fægtede med vinflasken. Han gispede ved synet af det nyrenoverede og møblerede slot.
“Hvor er det smukt? Det er et julemirakel.”
Øjeblikket efter gik hoveddøren op, og en muskuløs bodybuildertype, kun iført ble, bevægede sig indenfor. Over højre skulder bar han et to meter langt læderkors. I venstre hånd, to pund salt og en bibel.
“Mit navn er dr. Cunnilingus. Jeg er eksorcisten. Beklager ventetiden. I hvilket lokale mærkes de overnaturlige fænomener mest. Kommer der afføring ned ad væggene? Bliver der stønnet nede fra toilettet? Svar mig, lille du.”
Sekundet efter gik køkkendøren op, og ud traskede Rane og Willy. De var ikke glade for at se greven.
* * *
Mens Gylla dansede nøgen for penge, mærkede hun en elektrisk impuls strømme fra vaginalåbningen og hele vejen op til øjnene. Hun fik et klarsyn.
Gylla så sin fader blive forvist fra Knockelborg af tre mænd. Den ene var Rane Rakkelpot, som hun ellers så godt kunne lide. Den anden var Willy Best. Den tredje kendte hun ikke. Det gik op for hende, hvordan det hele hang sammen. I hendes fravær havde de to slyngler indgået et samarbejde om at overtage Knockelborg. Hvis hun var blevet hjemme, var dette aldrig sket. Komtessen slog øjnene op.
“Åh, gud. Mit barndomshjem bliver omklamret af mørke!”
Hun måtte gøre noget. Hun så på uret på væggen. De to penisvisere påpegede at hun først havde fri om så mange minutter, at hun var nødt til at udføre to danse mere, for at undgå lussinger af diskoteksbestyreren.
Da hun var færdig, fik hun fat i Bob, der netop havde kastet den sidste berusede kunde om på møddingen.
“Min fader er i knibe. Vi må redde ham og Knockelborg!”
* * *
“Din …. din … din …” hvæsede greven og hævede vinflasken.
“Er der nogen der gider at fortælle mig hvor dæmonuddrivelsen skal foregå, inden jeg dør af spænding?!” brummede eksorcisten.
Rakkelpot smilede bredt, pegede på Lambert og skreg:
“Han er gespenstet! Hjææælp!”
“Du milde! Jeg synes nok at jeg mærkede hvordan det trak i mit rectum.” Dr. Cunnilingus kastede biblen i ansigtet på greven, der fløj tilbage med et hyl.
“Vig bort, stygge poltergejst!”
Rane, Willy og dr. Cunnilinugs pryglede løs på Lambert von Rundknockel med flad hånd og kastede salt i hans skridtsår.
“AUUUvvuuuuh!” hylede greven af smerte.
De tre mænd greb Lambert, bandt ham fast til læderkorset og bar ham ud fra slottet. De marcherede helt hen til skovbrynet og placerede ham der i snevejret.
“Her skal han hænge til skræk og advarsel for andre ånder, dæmoner og nisser,” råbte eksorcisten og gik tilbage mod slottet.
Rakkelpot lænede sig ind mod Willy Best.
“Og hvis vi er heldige, bliver han ramt af et vådeskud fra krybskytterne,” klukkede han.
Mens de tre mænd gik tilbage til slottet, hang Lambert von Rundknockel nøgen på korset og jamrede:
“Er dette dagen hvor Knockelborg går under? Er det min tur til at drage til himmels? Vil jeg, arme mand, blive reddet, inden mine testikler fryser af?”
(Fortsættes her)
Pryglejul på Knockelborg, afsnit 19:25
Mørkt vand lukkede sig over kammertjener Fridolphs øjne. Døden kommer som en befrielse, tænkte han, men den forventede totale stilhed udeblev. Han hørte griseskrig og en mærkelig, kvækkende stemme ovenfra.
Med sine sidste kræfter kæmpede han sig op til overfladen, og hvad så han? Tamgrisen Lullah blev trukket på land af en uniformeret abe.
“Stop!” skreg Fridolph. “Det er min gris! Eller måske formelt Knockelborgs slotsgris, men den er i min varetægt!”
Aben lod sig ikke afficere. Grisen var landsat, og nu blev en abehånd rakt ud mod Fridolph. Lidt efter stod han på bredden, dryppende våd og kogende af vrede. Han bemærkede, at abens højre arm sluttede oven for håndleddet i en stump, omviklet med gazebind.
“Money, money!” bjæffede aben, og Fridolph genkendte den taxichauffør, der tidligere på dagen havde bragt komtesse Gylla hjem til slottet.
Fridolph og tamgrisen Lullah havde ingen penge at tilbyde. Dyngvåde og frysende stod de i decembermørket og klaprede tænder, indtil taxiaben pegede mod nordvest.
“This way, you bloody fools!”
* * *
17 minutter og 31 sekunder senere sad de i en lavloftet stue hos Benito Schneckelfritz-Frederiksen. Slotstjeneren Fridolph kendte ham af omtale og udseende. Alle på egnen kendte den gamle storslubberts ansigt, rynket som en svedske, og hans historiske ry.
“Hvad må jeg byde på?” sagde Benito. “Kramsfuglesuppe med eller uden knogleknas?”
Benito Schneckelfritz-Frederiksen havde i sin ungdom været østfrontsoldat og derefter mangeårig landbarber, lappeskrædder og krybskytte på Usseldrup-egnen.
I dag havde han netop nedlagt to hættemåger, da han i nærheden af Knockelborg stødte på den håndamputerede, blødende abe. Under krigen havde han i Darmstadt fået et tre-dages kursus som SS-sygepasser, så han lagde straks en nødforbinding og tog aben med hjem til nogle hjemmebryggede hybenkradsere, der mirakuløst hurtigt opvejede blodtabet.
Hans hjem bestod af en frisør- og skrædderbutik på 4,17 kvm og et baglokale med køkken og spiseplads på 5,31 kvm. Det var her, hans gæster sad. På væggene hang diplomer for Benitos mangeårige indsats i den lokale masturbationsidræt, som seniorbroder i Slubbertlogen, i Landproletarisk Fællesforbund og andre folkelige organisationer.
“Situationen er dybt bekymrende,” sagde han til kammertjener Fridolph. “Grev Lambert Rundknockel er et fæhoved og en skændsel for adelsstanden, men han er i det mindste egnens eget fæhoved med en mangehundredeårig slægtshistorie. Hvis en Holstebro-advokat rykker ind på slottet, mister det sin forankring, og vore hjemsogne synker ned i et forværret, måske uopretteligt mørke. Holstebro tager magten, verdammt noch mal! Jeg vil sammenkalde til folkemøde straks i morgen tidlig, men lad os nu først nyde en tallerken kramsfuglesuppe. Derefter kan I, mine venner, hvile ud på loftet.”
Intenst flatulerende lagde de sig en halv time senere. Benitos loftsværelse var møbleret med tangmadrasser, en latrinspand og en fjederdrevet lussingmaskine. Her er godt at være, tænkte Friddolph, inden lydløst mørke omsider opslugte ham.
* * *
“Er I sindssyge?!” lød et brøl fra døren. Diskoteksbestyreren i lilla smoking stormede ind i baglokalet til “Wankers 101”, hvor et expresbryllup og/eller et sexuelt orgie netop skulle til at finde sted.
“Her skal arbejdes,” fortsatte den lille, fedladne mand. “Døren skal passes, stripperpælen skal bedanses, og du, hedenske usling af en præst, skal velsigne hver eneste drink, der langes over disken. Af sted!”
“Hvad så med mig?” spurgte præstens loverboy.
“Dig skal jeg personligt tage mig af, så du og din rektale korridor aldrig glemmer det. I andre får fri i morgen tidlig kl. 05.13 og ikke et sekund før. Indtil da: Arbejd!”
Komtesse Gylla kiggede op på sin elskede Bob. Han satte dørvogterhjelmen på hovedet og føjede dermed ekstra 28,4 cm til sin naturlige højde på 207. Skønnere mand fandtes ikke i hele verden. Hvis han ville passe sit job resten af natten, måtte hun i samme ånd gøre tjeneste som poledancer.
Men hvad sker der hjemme på Knockelborg? tænkte hun. Hvad skal det blive til med farmand og slottet og os alle sammen?
(Fortsættes her)
Pryglejul på Knockelborg, afsnit 18:25
For den trofaste Fridolph var sagen for første gang i hans fornedrede og gennemlusserede slaveliv soleklar: Han ville tage livet af sig selv.
I de gode gamle dage var det nogenlunde det samme: Slid og slæb fra morgen til aften, uden tak eller nævneværdig løn, og med læsterlige prygl i tilgift, men nu var verden da virkelig gået af lave. Grevens surrealistiske metamorfose var blot dråben, der fik livsbægeret af angst, ydmygelse og tårer til at flyde over. Pligttro som altid, nagede det ham dog, at han i døden ville mangle at sy alt grevens tøj om, og og justere højden på det rundknockelske defækationsstativ.
Men det nyttede ikke. Først ville han kaste kære Lullah og dernæst sig selv, i den iskolde voldgrav. Denne aften, klokken 22:42 prc.
Som tænkt, så gjort. Med et skrig ikke hørt magen til på Knockelborg siden d. 7. juli 1777, hvor grevens tip-tipoldefader i et raserianfald over et tabt spil romtoddy skubbede sin daværende gravide hustru Miriam von Rundknockel ned ad stentrapperne i det vestlige tårn, fløj grisen sprællende gennem luften, medens den defækerede vildt i en vifte ud i luften, og tilstænkede Fridolphs overkrop og ansigt med tynd svinefæces.
Lullah forsvandt i dybet med et plask.
”Farvel, du lille, og hils i grisehimlen, hvor de ikke serverer flæskesteg til Jul!”, hulkede han og tog et skridt op på vindueskarmen.
”Så er timen kommet!”, ytrede han højtideligt, og gjorde sig klar til det fatale spring. ”Men hvad nu hvis man ikke synker, men overlever?”, tænkte han, praktisk som han var. ”Man må hellere være på den helt sikre side!”. Han gik hen til sit vakkelvorne karlekammerskab, åbnede de knirkende låger og omfavnede en tung kæmpefækalie, som han havde gemt, til han engang skulle pensioneres.
”Så skulle den være der!”, fastslog han selvsikkert, lukkede øjnene og kastede sig ud af vinduet, med et hjertens suk.
* * *
Nede i privaten på Wanker 101 var diskotekspræsten netop godt i gang med at affyre håndholdt fyrværkeri og analkopulere med sin mandlige dværgassistent, da døren fløj op og Bob Rakkelpot fløj ind hånd i hånd med den meget erotisk opstemte Gylla.
”Gift os på stedet, du liderlige møjsengøjser, eller jeg giver dig og din pornokrøbling karantæne, og et par fede flade på hver side af hovedet, oven i handelen!” skreg Bob, med en synlig erektion i sine stramme jeans.
”Rolig nu,” mumlede præsten og foreslog en spontan firkant, for ligesom at berolige gemytterne.
”Firkant? Ja, hvorfor egentlig ikke…” ræsonnerede Bob og blinkede til sin kommende viv.
”Er du på svampe, Bob? Firkant?, protesterede Gylla og knugede abehånden, der nu kun havde et eneste ønske tilbage.
(Fortsættes her)
Pryglejul på Knockelborg, afsnit 17:25
Disc-jockeyen startede nummeret “Dansevise”. Gylla så sig omkring. Greven havde altid forbudt hende at smide tøjet for penge, men i aften følte hun trangen til at fortsætte sit ungdomsoprør. Hun greb rapsolien fra bardisken og vimsede op på scenen mens hundredevis af kåde gæster med nissehuer stirrede elskovslystne på hende.
De mange timers balletundervisning kunne bruges nu. Hun kombinerede dansetrinene med bevægelser hun havde set i en seksualundervisningsdokumentar. Hun trak de adelige klæder af og smurte sig ind i olie. Stemningen, temperaturen og lydniveauet fra tilskuernes masturbation steg i lokalet.
“Gylla! Gylla! Gylla!”
Da hun gik ned fra podiet og tog sin pandafrakke på igen, nærmede Bob sig med store øjne.
“Gift dig med mig, nu!” sagde han.
“Jamen, Bob dog,” svarede Gylla.
“Da jeg så din olieglinsende krop oppe på scenen i de forskellige positioner, fik jeg lyst til at skride fra dette skodjob, gifte mig med dig, dyrke hed elskov ude ved pissoiret og derefter flygte i en åben sportsvogn til Fyn!” glammede han ekstatisk.
“Åh, Bob!”
“Åh, Gylla! Lad os finde diskotekspræsten!”
* * *
På vej ned ad Knockelborgs kældertrappe stødte advokat Willy Best ind i en fedladen mandsperson.
“Mine juleglæder forsvinder! Min kommende hustru og mit arbejdsvehikel er forsvundet. Og nu hører jeg uhyggelige lyde nede fra kælderen. Hvad er det der sker?”
Rakkelpot puffede ham ovenpå, trak ham hen til hoveddøren og åbnede. Ind marcherede 113 ivrige håndværkere i selebukser.
“Hep, hep, hep, hep …” sang de i takt.
Over deres hoveder begyndte et musicalnummer at spille.
“Det skal jeg sige Dem!” Rane Rakkelpot nærmede sig Willy og brød ud i sang:
“Hør nu her min jura-ven.
Nu skal jeg fortælle Dem,
hvad der sker i aften her på slottet.
Jeg er Rane Rakkepot!
Og jeg er husets nye drot.
For Lambert han er blevet skrottet!”
Rane greb Willy og trak ham gennem lokalet hvor håndværkerne synkront lappede revnerne i væggene med tyggegummi, og afstivede konstruktionen med solide stolper af genbrugspap. Bevægelserne var perfekt koreograferede.
“Hep, hep, hep, hep!”
Spotlyset i loftet fulgte de to herrer rundt gennem forhallen.
“Men grev Lambert, hvor er han?
Denne spinkle, ækle mand,
ham har jeg da kørt af banen.
Men hør nu her, hr. Willy Best.
De er ikke mer’ en gæst,
for De skal hjælpe mig med planen.”
Saxofonsoloen begyndte og de to herrer lavede nogle improviserede dansetrin medens stannioltapet og lædergulvtæpperne blev rullet ud.
Rane fortsatte:
“Hvis du gi’r mig penge nu,
skal jeg finde dig en fru.
Mine døtre du kan hverve.
Jeg ka´ gør’ dig til baron
Og min datter som din kon’.
Du får den anden i reserve!”
Musikken stoppede og Rane rakte hånden frem mod advokaten.
“Hvad siger du, Willy?” Sveden piblede fra den flæskede pande.
“Hvem kan sige nej til to koner?” Willy løsnede op i et liderligt smil og gav sin nye svigerfar hånden. Julen var reddet.
(Fortsættes her)
Pryglejul på Knockelborg, afsnit 16:25
Den jernbeslåede dør til diskotek “Wankers 101” gik op, og et spontant glædesskrig fandt vej ud mellem Gyllas røde læber.
På trappen foran diskoteket stod en 207 centimeter høj mandsperson, iført støvler, skridtbeskytter, skudsikker vest og hjelm, sidstnævnte modelleret efter den prøjsiske pikkelhue, som kejser Wilhelm II bar ved særlige lejligheder indtil 1918.
Manden var Bob, Gyllas Bob, og hun spurtede over gaden fra det parkerede advokatvehikel, sprang i vejret og fik fat med begge arme om halsen på ham.
“Bob, åh Bob, jeg har savnet dig som en vanvittig!”
“Totalt aldeles i lige måde, Honningtærte, men giv slip og gå til side, nu, lige nu. Jeg er på arbejde og skal rydde gaden for afviste masturbanter og andet menneskeligt affald. Smut indenfor og be’ om en cola med citronskive på min regning.”
Gylla parerede ordre. “Wankers 101” hed stedet, som hun aldrig før havde besøgt. Var der 101 til stede i det rødligt oplyste rum? Noget i den retning. Var de wankers alle som en?
Det skulle meget snart vise sig. Hun var kun nået halvvejs hen til baren, da en fedladen herre, iført lilla smoking og halsklud, spærrede vejen.
“Du kommer i rette tid,” sagde han. “Vores poledancer har meldt sig syg med mæslinger, tyfus og difteri, så tribunen er ledig. Smid frakken og kom i gang!”
* * *
Hjemme på Knockelborg havde advokat Willy Best med stor forsinkelse samlet sit tøj op fra gulvet og taget det på. Grædende gik han gennem slottets tomme sale. Hvor var komtesse Gylla og grev Lambert? Hvor var tjeneren og tamgrisen? Hvad var det for et mareridt, han optrådte i?
Han kiggede ud ad vinduet. Hvor f***** i h****** var hans specialbyggede storvehikel?
Damp sivede ud gennem sprækkerne i en frønnet dør. Dr. Best åbnede den og kiggede ned ad en trappe. Gnækkende latter og motorlyde steg sammen med gullige dampskyer op fra slottets kælder. Urinkraftværket var gået i gang.
Snøftende bevægede han sig ned ad de slidte stentrin. Kunne julen endnu nå at blive reddet?
(Fortsættes her)