Det var en mørk og stormfuld morgen. Grev Lambert von Rundknockel sad med blottet underkrop i et udvendigt jernstativ 14 meter over Knockelborgs latrinfyldte voldgrav og forsøgte at skille sig af med en tung og knortet adelsfækalie, da et brag gennemrystede ikke bare ham, men hele det historiske slot.

Det bleggule lys fra en uafskærmet elpære i korridoren indenfor forsvandt, og greven måtte fuldføre sin opgave i buldermørke.

“Verdammt noch mal!” brølede han ud i regnstormen.

Urinkraftværket i slotskælderen var atter eksploderet. En reparation kunne løbe op i flere hundrede kroner, og kassen var tom. Unge komtesse Gylla kom hjem på juleferie en af de nærmeste dage, og intet andet end elendighed ventede hende.

Lambert von Rundknockel kravlede indenfor og famlede i mørket efter sin lussinghandske. Trods dystre udsigter og manglende belysning måtte han gøre sin morgenpligt og varme personalets kindflæsk igennem. Han kunne høre, at kammertjener Fridolph og tamgrisen Lullah ventede i forgemakket. Eksplosionen havde åbenbart ikke gjort indtryk på dem, for de pludrede og gryntede muntert.

Det skal jeg snart få sat en stopper for, tænkte han.

(Fortsættes her)