BRUG DENNE KUPON OG FÅ ÅRETS
NYE DANSKE ROMAN FOR KUN KR. 4,99
“Øksemord i feriekuplen” er et originalt, nyudgivet værk, fyldt med spænding og overraskelser. Far og søn ankommer til et feriested, og straks efter finder de et friskmyrdet offer. Risikerer de selv at smage øksen, er der gift i maden, og hvad er det i det hele taget for et mærkeligt bondsk miljø, de har købt sig adgang til?
Baryl Nidding Halunk er ophavsmand til “Øksemord i feriekuplen”. Læsere af nordvestjysk lokalpresse kender ham og følger året rundt med begejstring hans reportager og selvoplevede eventyr. Han har ligeledes bidraget med halvdelen af dette års Guldkalendersider.
I romanform får hr. Nidding Halunks talent helt frit spil.
Avisens læsere og venner bør straks klikke videre videre til forlagets bonushjemmeside, hvor bogen kan erhverves til rabatpris og i løbet af sekunder transporteres til Deres hjem eller arbejdsplads.
Baryl Nidding Halunk: Øksemord i feriekuplen,
Nyt Dansk Romanforlag 2017,
vejl. udsalgspris incl. moms kr. 9,85 > JULEGAVEPRIS kun kr. 4,99 > KLIK HER!
P.S. Hvis man allerede er i besiddelse af bogen, kan kuponen samt link til forlagets bonusside frit sendes videre til en værdig modtager efter eget valg.
En våd og ildevarslende decembervind peb om hushjørnerne, mens landproletariatet samledes på Stationspladsen i Nørre Usseldrup. Øjnene var rettet mod bladhusets førstesal. Hvor var petroleumsfaklerne, som plejede at varsle julens komme, og hvor var den olding, alle ventede på?
– Ingen jul i år, lød det med rusten stemme fra alkoven i redaktørhjemmet. Louis B. Knockel var ramt af influenza og sengeliggende for første gang siden 13. september 1958, da han blev bidt i venstre testikel af en rabiesbefængt hyæne på Klamhuse Hede.
Hans trofaste væbnere, Baryl Nidding Halunk og Eberhard Stürwolt, udførte i disse døgn livsvigtig patruljetjeneste langs sognegrænserne, hvor man frygtede et nyt angreb fra Holstebro, så hvem skulle uddele lussinger ved årets juleparade?
– Vi har gjort vor pligt, nu kræver vi vor ret! lød et råb fra den regnvåde folkemængde. Børn og voksne drev planløst rundt i de mudrede gader, og man fornemmede en tiltagende rumlen af utilfredshed og bitterhed. Skulle et langt års slid og slæb til slut belønnes med ingenting?
– Det bliver enden for mig og for os alle, lød det med pibende stemme fra den feberskælvende olding, der lå i alkovens halm med sine to husgeder og avlsgrisen Josefa XIV Blodhøj.
I dette øjeblik hørtes knoslag på døren.
– Bliv væk, og lad mig dø i fred! bjæffede Louis.
– Jamen, det er mig, din egen onkel Bob fra Chicago!
– Umuligt.
– Så luk dog op, mand, og se, hvad jeg har med!
Den kvikkeste af gederne sprang til døren og haspede af. Udenfor på trappen stod en rynket mandsling i jakkesæt og med en metalkuffert i hånden.
– Bob, stønnede Louis, da hans slægtning var nået frem til alkoven. – Jamen, det er jo virkelig dig. Jeg kan kende dig fra billederne, du sendte. Kære gamle Bob…
Onklen, døbt Robert Cervelator Schneckelfritz-Sørensen, var udvandret til Nordamerika engang i 1920’erne. Siden havde han med mellemrum sendt breve hjem, nogle af dem med avisudklip eller fotos, der fortalte om hans karriere som hundefrisør, banjovirtuos og masturbationstræner. Ingen tvivl om, at Bob var en betydningsfuld figur i samfundslivet i Chicago.
– Jeg hører, du har et lille problem, kære Louis, gnækkede den knastørre, men ustoppeligt muntre olding. – Lad mig løse det for dig!
– Hvordan? Hundredevis af ranke landproletarer og deres familier venter på lussinger.
– Se nu bare her!
Bob smækkede kuffertlåget op. Et sindrigt maskineri med blinkende røde og grønne kontrollamper kom til syne.
– Hvad er det?
– En atomdrevet, udklappelig lussingmaskine med en kapacitet på 124 kaskaderende slag i minuttet. Den kan køre i månedsvis på den lille urancigar, jeg har fodret den med. Når de to lussingvinger er foldet ud, kan de gennemvarme kindbakkerne på selv den kraftigste landarbejder. Jeg bærer maskinen ned til hjørnet af Latrinstræde og sætter den i gang om et øjeblik, men allerførst skal du have en uforglemmelig julefestlussing, min kære Louis.
Redaktør Knockel rejste sig fra smertenslejet. – Jeg er parat, bjæffede han, – og jeg føler mig halvvejs rask allerede. Måske er det den vidunderlige varme stråling fra maskinen, der gør sin virkning. Tak, onkel Bob, tak af hele mit hjerte!
Efterskrift
Også denne roman bygger i høj grad på virkelige begivenheder. Hvis nogen tvivler, kan de lade sig overbevise ved at betragte dette dokumentationsfoto af onkel Bob på hjemmebane i Chicago.
Mordet på Erik Klipping har været et mysterium i hundredvis af år. Hvem myrdede ham og hvorfor? Et nyopdaget dagbogsuddrag fra monarkens personlige hjælper, Elmer Poppelpakke, kan måske lede os i den rigtige retning:
22. november 1286
Der er sket noget forfærdeligt i nat.
Kongen og jeg havde lige været på jagt i det jyske land. Hans majestæt var i sit es. Han havde sablet alle de dyr ned, han kunne finde, hvilket mundede ud i over 300 arter.
De fleste var for store til at tage med hjem, men jeg havde bakset de andre op på en kærre som jeg med besvær trak af sted efter mig. På ladet var der grævlinger, pind- og vortesvin, ulve, harer, rotter, geder og lækatte, bare for at nævne nogle stykker.
I mellemtiden var et voldsomt uvejr brudt ud. Vi blev drivvåde.
“I tørvejr!” råbte kong Klipping og klaskede sin krikke i nakken.
Den vrinskede og galopperede ud over marken. Jeg fulgte efter så godt jeg kunne med kærren uden at tabe de mange jagttrofæer.
Der lå en afsides stald lige foran os. Her kunne vi søge ly for natten.
“Jeg okkuperer denne lade,” skreg hans majestæt og hoppede af hesten. “Det må jeg godt, thi jeg er kongen!”
Han slog porten op og smed sig i en høstak. Jeg gennede hesten indenfor, parkerede vognen med de døde dyr og lukkede porten.
“Stik mig noget vin, min kære stikirenddreng,” befalede han.
Inden jeg nåede at finde drikken frem, lød der stemmer udenfor.
“Han er i laden. Jeg så ham gå derind,” skreg en mand.
“Det svin må betale for sin ugerning. Lad os stikke ham 56 gange!” sagde en anden.
“Hørt,” brummede en tredje.
Erik Klipping gik i panik.
“Herre jemini,” hylede han. “Det er en revolution. De vil forråde den danske drot. Jeg må gemme mig.”
“Hvorfor gemmer De dem ikke bare i den der bunke hø,” foreslog jeg og pegede hen i hjørnet.
“Det var dog en latterlig plan …” vrængede kongen, men han fik et listigt smil på læben. “Måske så latterlig, at den kan ske at virke. Jeg gør det!”
Han gemte sig i høet. Halmen var et fortrinligt dække.
Stalddøren gik op med et brag, og i døråbningen stod tre vrede mænd i regnen med stikvåben: En høj, en lav, og en flæsket.
“Hvor er den nedrige svumpukkel,” råbte den højeste. “Han har slagtet vores kvæg, vores geder og høns. 99 dyr. Han har nedtrampet vores afgrøder med sin hest. Vi var selvforsynende bønder. Det har han ødelagt. Hvem fanden tror han, han er? Kongen?”
Den laveste pegede på mig med sin kniv.
“Hvor er han?”
“Øh … han … æh,” stammede jeg.
“Fortæl os det eller dø,” brølede den fede.
Jeg begyndte at ryste. Jeg måtte finde på noget …
“Sig til de forpulede pøbeldyr, at jeg stak af til hest for fem minutter siden,” råbte kongen fra høstakken.
Det var et glimrende forslag, som sikkert ville have virket, hvis det ikke havde været for, at alle i Finderup Lade kunne høre hans kommentar …
Slask! Slask, slask og kladabask, afsluttet med et mekanisk spark i bagdelen ned ad slidsken, ud i den fri luft.
Nathan Mandrik rejste sig, rødkindet og smilende efter nogle stimulerende minutter i pryglomaten på Klamhuse Vestermark.
Han havde selv i sin ungdom opfundet dette prægtige sundheds- og disciplinbefordrende maskineri. Formålet var, at alle nordjyder effektivt og til en billig pris kunne modtage fuldfigurprygl, og her på Klamhuse Vestermark arbejdede pryglomaten stadig døgnet rundt, året rundt.
Mandrik begav sig hjemad over de vinterfrosne marker. På lang afstand blev han hilst af glammen og hyl. Husstandens to puddelhunde fornemmede, at han var på vej, og gjorde opmærksomme på, at de var sultne.
Trods årtiers succes som opfinder havde Mandrik det svært i disse år. Fødevarer var rationeret, og mange aftener måtte han og hundene dele et par fåreører eller en skål gelatinerede gedehaler. Danmarks befolkning var vokset til 11 millioner, og størstedelen af fødevarerne blev tvangseksporteret til Sverige, hvor 47 millioner munde skulle mættes.
– Sådan er vilkårene, sagde statsministeren, Harry bin Moffat. – Vi må alle, inshallah, ofre os i en højere sags tjeneste.
Bræddehytten lyste foran Nathan som et skib i natten. Én ting manglede hjemstavnen ikke: Elektricitet. Nathan havde opfundet verdens første urinkraftværk og bygget det nede i Blodhavn af et par gamle traktorer og en badekabine. En spandfuld ordinær husholdningsurin rakte til flere ugers el-forbrug i hele forsyningsområdet.
Hvis driftsleder Peckelfritz bare ville lade være med at blande råvaren op med gæret husdyrurin, tænkte Nathan Mandrik, idet han standsede foran hytten med de nu hysterisk glammende hunde.
I det samme flammede vesthimlen op, og i nogle lange sekunder var landskabet, så langt øjet rakte, badet i skingrende, citrongult lys, changerende over i det carryfarvede, mens det klingede af.
Braget kom et øjeblik senere. Orange flammer og fed sort røg bølgede op over horisonten, mens Nathan hylede om kap med sine pudler. Hans kraftværk, den lysende krone over hans livs indsats, var ødelagt af useriøs urintilførsel.
* * *
– Her kom det signal, vi har ventet på!
Qwylxr-Zlyck-Zpatr vendte alle tre øjne mod kollegerne i rumskibet.
– Landsæt plufrz-bhryx, og gør det nu! Landsæt dem alle sammen!
Ekspeditionen fra planeten Bzylfxik-Vugx havde til opgave at omdanne Jorden til fiskebassin for et galaktisk turistbureau. Et par wzolgx-yxgr var sendt i forvejen med instruks om at fyre en kraftig urinbombe af, når tiden var inde til at påbegynde arbejdet. De var braget ned i Tunguska i Sibirien i 1908, men det havde Qwylxr-Zlyck-Zpatr og hans kolleger ikke fået nogen melding om.
Nu befandt ekspeditionen sig over Jylland, og i løbet af få minutter landede 239 plufrz-bhryx, som øjeblikkeligt begyndte at destruere og bortgrave alt, hvad de mødte på deres vej.
I København troede statsminister bin Moffat, at der var tale om et lokalt bondeoprør, og han tilkaldte militærhjælp fra den islamiske republik Sverige, men nabolandets aldrende Saab-jagerfly var ikke noget match for plufrz-bhryx og rumekspeditionens øvrige våben.
Frisk fiskevand skyllede ind, hvor jyder gennem årtusinder havde levet. Enkelte fund blev sendt op til rumskibet med henblik på, at de senere kunne vises frem i museerne hjemme på Bzylfxik-Vugx. Et af dem var en tilhugget sten med denne inskription fra midten af 900-tallet: Knok-Knok ristede disse runer til eget minde. Ranke Knok var stenenes herre.
– Den er smuk, men tung, erklærede Qwylxr-Zlyck-Zpatr, da han greb om den med sine lyslilla tentakler. – Den kan fungere som ballast på rejsen hjem.
Han stuvede stenen til side og fik i samme øjeblik en melding sydfra. Lillebæltsbroerne var ikke bare overskredet, men opspist på vejen. Hans 239 plufrz-bhryx arbejdede sig i eksemplarisk tempo frem mod Odense og resten af verden.
Det var en mørk og kold januarnat i Kanslergade. Statsministeren havde inviteret sine politiske modparter til forhandlinger i sin lejlighed. Der var dækket op med smørrebrød og pilsnere. Alt tegnede godt. Ministeren havde på dette tidspunkt ingen ide om, at mødet ville blive som én lang og pinefuld ørkenvandring.
“Som De sikkert ved, er landet i store problemer,” udbrød Thorvald Stauning. “De skal løses omgående. Ingen forlader lokalet før der er bragt orden i sagerne.”
Politikerne satte sig til bords og tog et stykke smørrebrød hver. Forhandlingerne kunne begynde.
“Har De noget fornuftigt at sige?” Stauning satte tænderne i et stykke med rullepølse og pegede på formanden for Venstre med sin kniv.
Modparten nikkede og sagde: “Jo ser De. hr. statsminister. I forbindelse med landbruget, så mener jeg … Åh, hvad er det dog for en larm?!”
De kiggede alle mod det åbne vindue. Naboen i lejlighedskomplekset lige ved siden af spillede tuba. Der var tryk på.
Stauning smed bestikket i raseri.
“Det er hr. Rakkelpot!” skreg hr. Stauning. “Han kan ikke lide mig. Hver nat spiller han på sine instrumenter for at drive mig til vanvid.”
Den skæggede mand sprang hen til vinduet, flåede det op og hylede ud i mørket: “Er De klar over, at vi prøver at redde Danmark herinde?”
Hr. Rakkelpot grinede bare og skiftede tubaen ud med en sækkepibe. Støjforurening af værste skuffe.
Thorvald Stauning greb et askebæger og slyngede det direkte mod tølperens vindue. Ruden splintrede i tusinde stykker. Så lukkede han vinduet igen og trak gardinerne for.
“Sådan håndtærer man uromagere.” Han satte sig til rette ved spisebordet. “Nåh, hvor kom vi fra?”
“Landbruget…” svarede Det Radikale Venstre.
“Åh ja, landbruget,” nikkede overhovedet og tog en ny bid mad. “Det vi gør er at…”
Det ringede på døren.
Thorvald Stauning fór sammen. Et øjeblik var han ved at kløjes i smørrebrødet.
“Skal De ikke åbne? Det kunne jo være vigtigt,” sagde formanden for Venstre.
“Jo, jo.” Stauning luntede ud i entréen og åbnede hoveddøren. “Hvem i alverden vil besøge mig midt om natten?”
Der stod ingen i opgangen. Til gengæld lå der en brun pose i flammer.
“Det brænder!” Statsministeren trampede på posen, til ilden var kvalt, men nu var lakskoene tilsølet i fækalier. Han var faldet for det gode gamle trick med en hundelort i en brændende papirspose. Hr. Rakkelpots latter kunne høres et sted nede af trapperne. Han var ved at flygte fra gerningsstedet.
“Bare vent til jeg får fat i Dem, hr. Rakkelpot!”
Rød i hovedet marcherede Thorvald Stauning tilbage til sine kollegaer.
“Det er da for galt,” sagde de andre i kor.
“Jeg skal nok få min hævn. Den nedrige Rakkelpot kommer til at betale. Et skattetryk på 100 procent til ham og hans tuba,” brummede han.
De andre nikkede og gnæggede.
“Hørt.”
“Hørt.”
Stauning greb en flaske cognac.
“Men først Danmarks fremtid. Vi nåede at tale lidt om landbruget. Som det ser ud nu, er der ingen anden udvej end at…”
KRRAASH!
Vinduesruden eksploderede, da en tuba indsmurt i menneskeafføring fløj ind i stuen og kolliderede med spisebordet. Glas, smørrebrød og fæces lå alle vegne. Et sandt kaos i Staunings lejlighed.
Gæsterne sad måbende med mad og fækalier i hovedet og på tøjet. Thorvald Stauning sank opgivende sammen i lænestolen. Han var træt:
“Det her bliver en lang aften…” stønnede han og bundede den sidste sjat cognac i flasken.
– Saturday Night is the Loneliest Night of the Week…
Hilbert lyttede til de bløde toner og nynnede med på melodien, så godt han kunne. En rejsegrammofon var eneste opmuntring og, bortset fra en luvslidt lænestol og en madras på gulvet, også eneste inventar på hans tagkammer.
Han tændte en tysk cigaret og blæste røg op under loftet.
Det var forår i København, og nede i gaderne blev der jublet og danset, men Hilbert Knöckel-Henrixen følte ingen trang til at deltage i begejstringen over det tyske totalsammenbrud. Han var vendt hjem fra Østfronten, nogenlunde uskadt og med medaljer på brystet, men uden meget håb for fremtiden.
De seneste måneder havde han levet af sortbørshandel i Københavns sidegader og baggårde, men nu kom regnskabets time. Hvordan skulle han som tidligere SS-Unterscharführer klare sig igennem?
Uniformsjakken havde han brændt, og en veninde fra kaffebaren i Borgergade havde skaffet ham en cirkusjakke med pyntebånd og nogle ejendommelige hylstre, man kunne putte cigarer i, hvis cigarer engang igen blev til at fremskaffe. Han havde cirka 50 kroner tilbage i kontanter, og hans sortbørs-varelager bestod af en kasse amerikanske grammofonplader, de fleste af dem med Frank Sinatra, samt nogle billeder og plakater af den populære sanger. Det var krigsbytte, han havde tusket sig til hos en kammerat fra Schalburg-korpset.
Noget måtte gøres. Et selvmord eller noget andet effektivt. Han vendte pladen.
– I Dream of You, lød en smægtende sangstemme, mens Hilbert fik ild på endnu en cigaret og betragtede et Sinatra-foto. Ligner jeg ham egentlig ikke? De samme slunkne kinder, det samme frække, liderlige tandsmil?
Kan det bruges til noget?
* * *
Perronen var fyldt op med unge kvinder, da Blodhøjbanens brændefyrede damplokomotiv kom plufrende ind på Klamhuse Station. I samme øjeblik, de så Hilbert i hans cirkusjakke, begyndte de at skrige.
Han løftede begge arme i triumf og viste tænder.
– God start, tøser! råbte han.
De hørte ingenting. De var ved at besvime af begejstring.
En fedladen mand i snavset brun kittel banede sig vej gennem pigeflokken. Det var Hilberts halvfætter, kalkunavler Lubbert Lumbago, Blodhøj. Han havde for nogle døgn siden modtaget pakken med plader og billeder og fulgt ordren om at dele indholdet rundt til lokale interessenter af hunkøn.
Nu lagde han en flæsket arm om Hilberts skulder.
– Din musik lyder døgnet rundt fra alle grammofoner, sagde han. – Piger fra et hjem uden grammofon sidder hos veninderne og skriger og hyler. Ældre medborgere er ved at blive vanvittige.
Hilbert greb om en blottet pigearm og skrev en autograf på den. Fætter Lubbert skelede misundeligt, mens røde læber kyssede den hjemvendtes hule kinder. Han råbte ind i øret på Hilbert:
– Da værten i Klamhuse Forsamlingshus blev klar over, at du var på vej til byen, arrangerede han straks en koncert. Du skal optræde klokken 18.30 i aften, akkompagneret af Hubertus Knäbells Synkoperede Underholdningsorkester fra Holstebro, egnens førende danseband. Entré 40 øre, og alle billetter er solgt!
– Jamen, for helvede, hvæsede Hilbert. – Jeg kan ikke synge. Jeg ligner måske sådan en, men jeg kan ikke.
“Ved du, hvad jeg lige har gjort?” sagde Folmer Plytsmølle, idet han løb ind i huset med en sæk i hånden. Han smækkede døren bag sig og trippede af ren begejstring.
I stolen sad hustruen Häkla Plytsmølle i færd med at strikke sokker. Det var det fjerde par i dag.
“Nej, min kære?” sagde hun fraværende.
Hr. Plytsmølle grinede hysterisk og skubbede et skuffedarium foran hoveddøren som blokade. Han vendte sig om mod sin kone med et sjofelt tandsmil.
“Jeg har stjålet guldhornene.”
“Hvad siger du?” gispede Häkla. Hun smed strikketøjet fra sig og kiggede forbløffet på sin husbond.
Folmer åbnede sækken og tømte den på gulvet. KLONK … KLONK!
To guldhorn lå midt i dagligstuen.
“Åh, Folmer. Hvad har du nu rodet dig ud i?”
Häkla anede ikke sine levende råd. Folmer var begyndt at gå hende på nerverne med sin nye hobby. Han kedede sig åbenbart, så han søgte rusen ved tyveri.
Folmer dansede triumferende rundt om tyvegodset som en anden indianer:
“Du troede nok ikke, din mand kunne bryde ind i Det Kongelige Kunstkammer og nole Danmarks nationalsymboler, hva’?”
“Folmer. Er du blevet vanvittig?”
“Nej, jeg er et geni der kan slippe af sted med enhver forbrydelse. Lad os hænge hornene op på væggen ved siden af de andre tyvekoster.” BANK BANK BANK!
Nogen stod udenfor deres dør. Häkla tænkte det sikkert var naboen fru Scrotum der ville låne en kop sukker.
“Åh, gud. De er kommet efter mig,” vrælede Folmer Plytsmølle. “Folk må have sladret. Hvor jeg dog hader folk! Jeg må flygte…”
Han smed guldhornene tilbage i sækken, sprang frem til vinduet og åbnede det. Med gru kiggede han ned på gaden.
“Hvorfor fanden skulle vi også flytte herop på sjette sal?!”
“Det var dig der ville,” sagde konen tørt. “Jeg ville jo bo på landet, husker du nok.”
“Knyt sylten, kælling,” hvæsede Folmer. “Så hjælp mig dog med at komme ud. Ordensmagten står lige uden for døren. Måske også militæret. Kom med alt vores sengelinned så jeg kan lave et reb.”
Efter ti minutter stod Folmer med et hjemmelavet reb af sengelinned og tæpper. Da rebet ikke var langt nok måtte de også ofre deres tøj, så han og konen stod nu begge uden en trevl på kroppen.
Folmer fastgjorde rebet til vindueskarmen og slyngede det ud. Så kravlede han gennem vinduet.
“Jeg graver guldhornene ned et sted i nærheden. Bagefter går jeg under jorden i en uges tid,” sagde han før han forsvandt.
“Endelig fred,” mumlede Häkla.
Folmer løb hen ad den mørke gade, nøgen og bange for, at lovens lange arm ville pågribe ham. De bare tæer klaskede mod brostenene. Han stønnede af udmattelse, men han blev ved.
Et øjeblik syntes han at høre sirener bag sig, hvilket fik ham til at sætte hastigheden i vejret.
“De får mig ikke. Hverken mig eller hornene… hornene?” Det gik pludselig op for Folmer, at han ikke havde fået sækken med.
“Pokkers!”
Han drejede om på stedet og løb hele vejen tilbage.
Da han nåede frem til bygningen fik han øje på en betjent, der marcherede stille gennem natten med hænderne på ryggen.
“Han ved det er mig,” mumlede Folmer.
Politimanden fik øje på det hjemmegjorte reb der stak ud af vinduet.
“Svineri,” mumlede han. “Det ødelægger jo gadebilledet.”
“I FÅR MIG IKKE!” skreg Folmer.
Han kom løbende med sveden glinsende på den bare krop og leverede en nådesløs knytnæve i den uniformeredes ansigt. SMACK!
Betjenten faldt bevidstløst om på brostenene.
Folmer løb prustende ind i bygningen og halsede desperat op ad trapperne.
“Militæret er på vej. Jeg kan mærke det!”
Da han kom op på sjette sal bankede han på døren.
“Så luk dog op. Jeg glemte sækken!”
Døren gik op, og der stod den gamle nabo, fru Scrotum. Folmer var gået forkert. Hun hylede da hun fik øje på den svedige nøgne mand i opgangen.
“Hjælp! En voldtægtsforbryder!” Hun slog ham i kønsorganerne med sin stok.
“Auv. Det er en misforståelse…”
Men hun ville ikke høre. Stokkepryglene fortsatte, til han væltede ned af trapperne.
Efter Folmers begravelse måtte Häkla forsørge sig selv. Hun kunne lige så godt beholde guldhornene og smelte dem om til mønter og smykker og købe et hus på landet. Så det gjorde hun.
En uge senere giftede hun sig med den lokale guldsmed hr. Heidenreich, der intet anede om hendes formue. Sammen havde de et fredfyldt liv lige indtil året efter, da politiet fik nys om guldet i deres hjem.
Hendes nye mand blev dømt for tyveriet af guldhornene og smidt i kachotten. Guldet blev beslaglagt, og hun måtte derfor ty til prostitution. Hendes hjem var et succesfuldt bordel i mange år derefter.
Fra skoven høres signalhornet gjalde,
hundene bjæffe og bøsserne knalde.
Her går jo greven og hans jagtkammerater,
bevæbnet som soldater, dog minus håndgranater,
klar til indsats mod kronhjort, vildsvin og hare,
ænder, fasaner, og om det så bare
er en slunken ræv med lopper i manken,
kan den få en kugle i bagen eller flanken.
Hen mod aften, når jagten er forbi,
skal de raske herrer til middag – får de noget, de kan li’?
Ja, hareryg med brunede kartofler og tyttebærsauce,
tilberedt af madam Jensen, ikke hældt ud af en dåse.
Kvaliteten er prima, haren måske lidt ram i smagen;
lad gå med det, vi er sultne efter frisk luft hele dagen,
så alle bruger flittigt kniv og gaffel
og nyder den røde drue fra grevens karaffel.
Næste dag går slotsherren, fuld af fryd og gammen,
ned i kælderkøkkenet for at takke madammen:
Denne middag var en udsøgt nydelse,
Deres madkunst, fru Jensen, er husets prydelse,
blot undrer det mig, at hareryggen
var trevlet i kødet og krævede nogen tyggen,
før den gled ned, og ærligt talt:
Den smagte mere bistert end normalt.
Ædle hr. greve, lyder svaret fra køkkenets herskerinde,
tillad mig allerhøfligst at minde
Dem om, at fryseren var tømt for harer –
lageret rækker jo ikke længere, end det varer.
Da nøden var størst, og udsigterne matte,
slog det ned i mig, at vi havde masser af katte
springende rundt, ude og inde,
og som De ved, er jeg en praktisk kvinde.
Hvem kan se forskel på kat og hare…
Tak, afbryder greven, De kan spare
mig for resten af historien;
kommer den ud, mister vi begge glorien,
ja, vi får rent ud sagt smæk i måsen.
Altså: Tavshed, og lad mig for øvrigt rose saucen.
Madam Jensen, De er greveslottets pryd;
tag min bedste portvin, træk den op og nyd
den fløjlsbløde eliksir, til hver dråbe er væk;
den er lavet på henkogte traktordæk.
Valdemar Den Store og biskop Absalon drog på korstog til øen Rügen for at gøre venderne kristne. Hæren marcherede i takt mod borgen Arkona.
Forrest gik kongen med sværdet hævet. Lige bag ham luntede biskop Absalon af sted med et krucifiks i hånden, som han svingede rundt i luften.
Til lyden af trommerne brød kongen og biskoppen ud i en spontan kampsang:
VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, Bum, Bum, Bum.”
VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, bum, bum, bum.”
ABSALON: “De tror jo ikk’ på vores gud, men en afgud som skal kastes ud. De tilbeder Svantevit!”
VALDEMAR: “Jamen, det er jo milevidt”
ABSALON: “Ja, fra hvad vi går og tror!”
VALDEMAR: “Uuuuh. Mærk Dem mine ord!”
ALLE: “Venderne skal døbes.
Trommer: “Bum, bum, bum, bum.”
De tav i det samme, de stod foran den mægtige træport.
“Dette bliver en let sag,” sagde Valdemar Den Store. Han bankede på døren. “Luk os ind omgående.”
“Næææææ!” svarede en stemme på den anden side.
“I skal døbes nu,” råbte Absalon. “Og sådan er det!”
“Nææææ” hylede en anden.
“Det var dog for galt,” sagde Valdemar. “Vi har vandret længe for at indoktrinere jer alle med vores religion. Så I har sgu bare at lukke op.”
“Næh!”
“NÆH!”
“NÆÆÆÆÆH!”
Absalon sparkede på døren:
“Er I klar over hvem I taler til?”
“NÆÆÆÆÆÆÆÆÆ!
“Det er Danmarks drot i egen høje person,” råbte Valdemar. “Og jeg tæller til tre …”
“EN!”
“Næh!”
“TO!
“NÆH!”
“TRE!”
“NÆÆÆ!”
Pladdermasse væltede ned fra fæstningen og tilsølede kongen og biskoppen.
“Det er jo gudsbespottelse,” vrælede Absalon og trampede i jorden.
“Og majestætsfornærmelse!” brølede Valdemar Den Store.“De lukker ikke op,” sagde Absalon. “Vi må være kreative. Lad os lave en stor hest af træ, gemme os inden i og lade dem tro det er en gave.”
“Eller vi kan lave en stige,” foreslog kongen.
“Det kan være der er en bagindgang,” sagde en ung soldat bag dem. “I så fald kunne vi snige os ind bag på dem.”
“Glimrende forslag,” sagde Valdemar Den Store. “Af sted. Rundt om hjørnet!”
Hæren trampede kampklar rundt om fæstningens højre hjørne.
Krigerne fik sig en lang næse da de opdagede at borgen var forloren. En stor kulisse af krydsfiner. Der var ingen vendere. Ti geder stod og græssede på den anden side.
“Mææææææ!”
“Mææææææh!”
“De har snydt os,” brummede Absalon.
Længere inde på øen stod den ægte Arkona i al sin glans. Venderne hujede og vinkede hånende til dem.
“Gid fanden havde venderne!” skreg kongen og biskoppen i kor.
“Mæææææh!”
“Mæææææææh”
“Mæææææææææææææææææ!”
Søde lille mor, tusind tak for dit brev og det rene undertøj og de to stribede skjorter, du har lappet så fint for mig. Jeg fik pakken, lige inden vi sejlede fra Skagen.
Vi har det stadig fint om bord på galeasen “Sigrid af Svendborg”. Det vil sige, i disse dage ligger vi stille i havnen i Marseilles, så jeg har god tid til at skrive hjem. “Sigrid” har fået et hul under bovsprydet. Hun er jo en gammel skude, og skipper mangler vist nok penge til reparationen, så mens vi venter på besked, går vi i byen og oplever spændende ting.
Du kan være helt rolig, kære mor, jeg besøger ikke de slemme gader hernede ved havnen, men kommer næsten dagligt i den danske sømandskirke og har sammen med kordegnen været oppe i bjergene for at nyde udsigten over det blå Middelhav.
Hils dem alle sammen hjemme i Svendborg og fortæl dem, at Peder stadig har vind i sejlene.
Marseille, 11. august 1938
Hallo med dig, Benny, hundehoved og medslambert. Jeg håber dette brev når dig i Rotterdam. Hvis du stadig er der, så gå straks i land og tag toget til Marseilles. Her er billig rødvin, fisse og harmonikamusik i lange baner. Du skal ikke ligge ensom i køjen og gnide på din sjover som en anden abekat, når du kan få alt det gode i Marseilles.
“Sigrid” kommer nok aldrig mere ud at sejle, men så vil skipper og jeg lave hende om til et flydende bordel. Her er masser af piger, og vi kan indrette lastrummet til danselokale. Jeg har købt en harmonika for 125 franc, og en gammel tandløs musiker lærer mig at spille.
Kom så hurtigt, du kan, og det er en ordre.
Hilsner og håndslag fra din gode kammerat Peder
Marseille, 14. august 1938
Kære lille mor, så skriver jeg allerede igen. Du bliver nok forbavset over, hvad du hører: Din dreng er blevet skibsreder! Jeg har købt en andel i “Sigrid af Svendborg”, så skipper Larsen og jeg er nu partnere i den videre drift.
Vi har store planer med skibet, som skal blive her i Marseilles og være et besøgssted for turister. Her kan de se, hvordan danske sømænd lever, her vil være fællessang og smagsprøver på god dansk mad osv. Ind imellem vil vi sejle dem en lille tur ud af havnen. Det er en fantastisk plan, som vil give os en munter hverdag uden alt det slid og slæb, der følger med almindeligt sømandsliv.
Det, jeg håber på, er at du kan låne mig et lille beløb til startkapital. Jeg har jo ikke haft hyre i et stykke tid, og det vil være bedst, hvis du kan skaffe mindst 500 kroner og straks overføre dem fra banken i Svendborg til den danske konsul, hr. Harald Ibsen, Marseilles. Han hjælper os med planerne og er en fin og hjælpsom herre.
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, kære lille mor. Hvis det kniber med kontanter, må mormors sølvtøj sættes i pant. Pengene skal nok komme hjem til Svendborg, når din søn Peder er blevet en stor og holden mand.
Kærligste hilsner til alle derhjemme fra jeres Peder
Marseille, 11. september 1938
Hr. konsul Ibsen, gamle krybdyr!
Jeg skal gøre opmærksom på, at din ubetalte regning for rødvin, cognac, pastis og flutes med ansjospostej nu overstiger 1380 franc. Skipper Larsen og jeg har givet dig kredit i tiltro til, at du er en god dansk mand, men driften af “Sigrid” kræver penge i kassen hver dag, eller rettere: hver nat, så husk den store portemonnais, når du vil om bord næste gang.
Du skylder desuden to af pigerne, Lulu og Mitsou, adskillige hundrede franc hver, siger de. Smukke ord og sugemærker på inderlårene gælder ikke som betaling, og det burde du vide som gammel forhærdet luderkunde her i byen.
Jeg skal på det alvorligste minde om, at pigerne ikke må benyttes analt uden rigelig creme (eller margarine, hvis det foretrækkes). Vi har en gammel so ude forskibs, som du kan regere med efter behov, men Lulu og Mitsou skal behandles varsomt og med respekt, ellers mister vi disse to pragtluderes arbejdskraft. Er det forstået, hr. konsul?
Dette brev skal tages alvorligt.
Hilsner fra skipper Larsen og din hulkammerat Peder
Marseille, 30. oktober 1938
INDBERETNING til Det danske Udenrigsministerium. På given foranledning kan jeg oplyse, at hr. styrmand Peder Most, født 31. december 1914, er afrejst fra hovedbanegården i Marseilles i dag klokken 11.17. Jeg fulgte ham selv til toget og følte en stor lettelse, da jeg så det dampe nordpå.
Hr. Most har som omtalt i pressen lagt sig ud med underverdenen i Marseilles. Han har drevet forretninger af en art, der ikke kan beskrives uden at få papiret til at rødme. Lokale banditter gik forleden til modangreb, og så blev hr. Most trods al hans pral og stoltseren den lille. Han er i bedring efter de læsterlige prygl, han har modtaget, men en længerevarende syfiliskur bliver nødvendig. når han kommer hjem til Danmark.
Jeg har på statskassens regning betalt for en jernbanebillet på 3. klasse herfra og til den danske grænse i Padborg, alene for at få ham ud af Frankrig, hvor han har kastet skam over alle ranke og retskafne danskere.
Harald Rompuy-Ibsen, skibsmægler og dansk konsul
Paris, 1. november 1938
Kære Benny, gamle testikelsvinger. Håber dette brev når dig i New York. Du skal ikke, jeg gentager: ikke, springe i land og tage en hyre til Marseilles. Det er én stor luserede, fyldt med forbrydere og voldsmænd, såvel franskmænd som de arabere og andet indstrømmende pak og bærme, byen vrimler med. Også de stedlige danskere er overvejende svin og æreløse slubberter, kan jeg fortælle dig.
Du får hele historien, når vi en dag igen sidder over et krus øl i Hamborg eller Shanghai eller hvor det nu bliver. Lige nu har jeg brug for en håndsrækning. Kan du via rederiet sende 100 kroner til min gamle adresse i Svendborg, så er du stadig min bedste ven. Jeg tror ikke, mor har mere i kassen, så det bliver en mager tid for mig, indtil jeg igen kan stå til søs.
Min pik hænger i laser, og jeg kan ikke se ud af det venstre øje. Men vi havde det sgu alligevel meget sjovt i Marseilles, så længe det varede.
Hvis der bliver krig, går jeg straks i tysk tjeneste. Jeg vil være med til at trampe Frankrig og alle franskmænd ned i mudderet.
Liege, 2. november 1938
Kære søde lille mor
Så er din store dreng på vej hjemad. Du må ikke blive forskrækket, når du ser mig. Jeg har fået lidt skrammer og går midlertidigt med en klap for det venstre øje, men det skal nok snart blive godt igen. Skippers og mit eventyr i Marseilles sluttede lidt anderledes, end vi havde ventet og håbet, men det kan du alt sammen høre om, når jeg er i Svendborg fredag hen på eftermiddagen.
Du skal ikke sige til nogen, at jeg kommer. Heller ikke til hende den rødhårede i bagerbutikken, som har en mærkelig idé om, at jeg har friet til hende. Jeg har brug for nogle uger i fred og stilhed, inden jeg igen søger hyre.
Jeg kommer desværre hjem uden så mange penge på lommen, men harmonikaen har jeg med fra Marseilles, og du kan tro, jeg nok skal blive dygtig til at spille på den. Det kommer med tiden og øvelsen!
På gensyn, lille mor, og et kys på kinden fra din glade og ærlige dreng Peder
Ruben Vulva Peder Mosts bordel til søs 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel