Hvem skulle vinde vort gyldne trofæ og den dermed forbundne evigtvarende hæder? Dommerkomiteen havde en hård opgave, og det jublende resultat bekendtgøres her:
Samtlige nominerede var af en sådan moralsk, fysisk og samfundsmæssig kvalitet, at de fortjener den gyldne kazoo, som hermed er tildelt dem.
De fire betroede skribenter, der har indsamlet materiale og foretaget nomineringerne, optages ved samme lejlighed i den nordvestjyske adelsstand. Den brune fontæne på Nørre Usseldrup Stationsplads vil springe med guldpølser til deres ære førstkommende mandag kl. 09.11-10.14 prc.
Et storslået firefløjet slot er kommet frem i lyset på Klamhuses vestegn efter 83 års glemsel. Muffenborg, som de yngre på egnen aldrig har hørt om, åbner nu dørene såvel for nordvestjyder som landsdelens turister, oplyser lensbaron Mustafa Prunkhorst-Muffenborg, født 1934.
Hans far, lensbaron Abdul Cassander Prunkhorst-Muffenborg (1871-1975) væltede en februardag med et vognlæs grus i slottets indkørsel, og al trafik til og fra stedet ophørte dermed. Parken groede til og skjulte med tiden slottet og dets beboere for omverdenen.
Egnens landproletariat har for længst forvandlet de tilliggende 1200 tønder land til fækalieindsamlingsterræn, hovedsagelig dækket af lynghede. Lensbaronen forestiller sig ikke, at landbrugsdriften kan genoptages, men vil satse på turisme.
GOD OG RIGELIG ERNÆRING
– Hvad har flere generationer af adelsfolk så levet af under de mange årtiers isolation? spørger vi baronen.
– Vi havde først og fremmest et talstærkt tjenende personale, som vi kunne fortære. Jeg husker fra min barndom, hvordan forvalter Q. Drüppert og dennes familie blev omdannet til skinkestege, suppeben og anden lødig kødmad. Det var prægtige, flæskede mennesker, som hver for sig leverede måneders god ernæring. Den sidste datter slagtede vi så sent som i 1971. Også vor husbestyrerinde Lorna Gnostik-Gephardtsen og hendes kongepudler har ydet langtidsholdbare bidrag til slottets spisekammer. Vi mindes dem i stille ærbødighed.
Adelsslægtens avlsarbejde er i de 83 år foregået med kalkuner, geder, de ovenfor nævnte pudler og en i sin tid fra Borneo importeret næseabe som objekter, ophængt i de historiske smedejernskopulationsstativer, der pryder gangene overalt på slottet.
Baron Prunkhorst-Muffenborg har straks efter befrielsen, som skete med en grensaks, sat sine tvillingesønner Ali og Yasser i tjenerlære på Nørre Usseldrup Stationshotel.
– Vi imødeser en rig og lykkelig fremtid inden for turistindustrien, siger baronen, mens han med en karbolklud i højre hånd gør sig klar til aftenens avlsindsats.
SIDSTE NYT: ADELSFÆKALIEAUKTION LØRDAG
Avisen erfarer, at Prunkhorst-Muffenborg-slægtens legendariske slagfaste afføring bliver tilgængelig for samlere, konsumenter og alle andre, der stiller op og giver et bud ved en auktion lørdag middag i Nørre Usseldrup Bedehus.
– Vi forventer at kunne præsentere brunvare af en kvalitet, som næppe frembringes noget steds på kloden nu til dags, udtaler auktionarius, prokurator Lambert Braunkombüschen, Nørre Usseldrup.
– De adelige produkter er i sin tid håndsorteret og skånsomt nedlagt i tønden. Enkelte særligt prægtige faconeksemplarer vil efter den tids tradition være svøbt i pergamentpapir eller skræppeblade.
Auktionen er iværksat af kreditorer, som har leveret lussingmaskiner, kopulationsstativer og andet nyt inventar til det genåbnede slot.
Fra skoven høres signalhornet gjalde,
hundene bjæffe og bøsserne knalde.
Her går jo greven og hans jagtkammerater,
bevæbnet som soldater, dog minus håndgranater,
klar til indsats mod kronhjort, vildsvin og hare,
ænder, fasaner, og om det så bare
er en slunken ræv med lopper i manken,
kan den få en kugle i bagen eller flanken.
Hen mod aften, når jagten er forbi,
skal de raske herrer til middag – får de noget, de kan li’?
Ja, hareryg med brunede kartofler og tyttebærsauce,
tilberedt af madam Jensen, ikke hældt ud af en dåse.
Kvaliteten er prima, haren måske lidt ram i smagen;
lad gå med det, vi er sultne efter frisk luft hele dagen,
så alle bruger flittigt kniv og gaffel
og nyder den røde drue fra grevens karaffel.
Næste dag går slotsherren, fuld af fryd og gammen,
ned i kælderkøkkenet for at takke madammen:
Denne middag var en udsøgt nydelse,
Deres madkunst, fru Jensen, er husets prydelse,
blot undrer det mig, at hareryggen
var trevlet i kødet og krævede nogen tyggen,
før den gled ned, og ærligt talt:
Den smagte mere bistert end normalt.
Ædle hr. greve, lyder svaret fra køkkenets herskerinde,
tillad mig allerhøfligst at minde
Dem om, at fryseren var tømt for harer –
lageret rækker jo ikke længere, end det varer.
Da nøden var størst, og udsigterne matte,
slog det ned i mig, at vi havde masser af katte
springende rundt, ude og inde,
og som De ved, er jeg en praktisk kvinde.
Hvem kan se forskel på kat og hare…
Tak, afbryder greven, De kan spare
mig for resten af historien;
kommer den ud, mister vi begge glorien,
ja, vi får rent ud sagt smæk i måsen.
Altså: Tavshed, og lad mig for øvrigt rose saucen.
Madam Jensen, De er greveslottets pryd;
tag min bedste portvin, træk den op og nyd
den fløjlsbløde eliksir, til hver dråbe er væk;
den er lavet på henkogte traktordæk.
En historisk jubelnyhed giver i disse timer genlyd hen over Nordvestjylland: Adelsslægten von Peckelrübe kan efter generationers bitter nedtur nu helt eller delvist genvinde den respekt og stråleglans, der engang stod om de ranke peckelrübere og deres våbenskjold.
Slægtens sidste ætling, komtesse Gilda von Peckelrübe, udråbte i morges kl. 07.04 sin triumf fra den til offentlige proklamationer reserverede sæbekasse ved Brugsens gavl i Klamhuse.
“Vi er færdige med at sukke og krybe ved synet af en kreditor eller en flabet turist. Vort lussingpersonel bliver genansat, og vort adelige hjem vil blive restaureret ude og inde. En splinterny hydraulisk aftrædelseskumme er bestilt i Bulgarien, og vort pedaldrevne elektricitetsværk fra 1902 vil snart igen kaste lys over landet,” bekendtgjorde komtesse Gilda med klar og glad stemme.
Som de fleste vil vide, indvandrede slave- og brunvarehandler Gülbert Peckelrübe sydfra i slutningen af 1700-tallet. Han etablerede im- og eksportvirksomhed i Blodhavn og blev i løbet af få årtier en af landsdelens store velhavere. Vor daværende kong Gruhs IV ophøjede ham i adelsstanden, og et slot blev opført nær Blodåen på Klamhuse Vestermark.
Efter at Peckelrübe-slægten i 1945 mistede sit monopol på indsamling og nyttiggørelse af lokale faconfækalier, gik det hurtigt ned ad bakke med økonomien, og de sidste 15-20 år har komtesse Gilda hovedsagelig ernæret sig som sæsonmasturbatrice på Blodhavn Nordstrand.
“Alt det er fortid nu, og jeg indbyder alle til at feste sammen med mig!” udråbte hun kl. 07.06, hvorefter en dunk drikkepetroleum blev sendt rundt.
Baggrunden for slægtens genopblomstring er en førstepræmie på kr. 8,39 i Nordvestjysk Slubbertloges årlige storlotteri.
