Kategoriarkiv: Bolig

Storbyggeri # 1: Byggemøde med lussingabe

Pejsebrænde LOGO

Velkommen til første møde i Udvalget for opførelse af højhuset KnockHouse.  Jeg er formand Paul Pejsebrænde. Når nogen vil sige noget, sker det ved håndsoprækning til formanden (det er mig) eller til ordstyreren (det er også mig) eller til kassereren, det er hr. Knockel — nå nej han er ikke kommet endnu.

Jeg takker for det fuldtallige fremmøde og vil gerne præsentere min ven Lohengrin (chimpanse), der skal sørge for ro og orden i lokalet. Da jeg er blevet for langsom i muskulaturen til at uddele lussinger, vil jeg ved fremtidige byggerimøder være ledsagtet af den leende chimpanse Lohengrin, der har stået i lussingelære hos tidligere regnelærer “Flade Nilla” Nielsen fra Aabenraa Lilleskole.

Abe Lohengrin

Lohengrin har stadig styrken til at uddele ørefigener, men kan bestikkes med svesker, hvis ikke man vil undgå lussinger, ørefigener og kindheste. (Abelatter). Lohengrin, tag det roligt og spis dine svesker!

Første punkt på dagsordenen er erhvervelse af byggegrund. (En hånd rækkes op.) Ja, hr. Albert Jordenbrug?

Jordenbrug: Der er købt en grund på Blodhavn Nordstrand for 14 kroner og 53 øre.

Nå, det var da billigt, så er det klaret. Næste punkt er udbud. (En hånd rækkes op.) Ja, Hr. Gerhard Vielgesjæft?

Vielgesjæft: Skal arbejdet ikke udbydes i EU-licitation? Det kan blive dyrt.

Ikke hvis vi holder budgettet og lønningerne inden for de lokale tariffer, der som bekendt ikke er steget de sidste 100 år. Vi skal blot bygge for under 1 million. Næste punkt er byggematerialer og arkitektskitse. (Der følger nu en længere forklaring fra undertegnede.)

Herr Hartmann Stahl-Eisenmann, vil De fortælle, om der kan skaffes ekspertise i kulfiberteknologi eller metallurgi fra Krupp-Koncernen ?

Eisenmann: Jeg vil gerne bede om betænkningstid.

Godt, De får til efter at De har publiceret deres næste to artikler i Landsbytosssen.dk. (Der snakkes videre og snakkes og snakkes. Efterhånden begynder nogen at blunde lidt.)

Hvis int de herrer gast bedaue å høj etter, så fortsætter æ å synnejysk. Nå det var godt, så fortsætter vi. (Der snakkes og snakkes, og tilhørerne falder i søvn.)

Lohengrin, sørg for at vække de herrer og for at de hører efter. Nå, han er også faldet i søvn. Jamen så takker jeg for god ro og orden, mødet er hævet. (En dør går.)

Nå, der kommer hr. Knockel. Godav Louis! Lad os tage Lohengrin med over på kroen og bestille en kop sønderjydsk kaffe og en cheesecake til hver, så vi ikke også falder i søvn. (Vi får vækket aben og går.)

Lidt efter vågner tilhørerne og forlader også stedet. (En dør går flere gange.)

Abemave svesker

Ovre på kroen: Nå, det smagte jo dejligt, jeg sender referatet. (PRUT-prr-prr-pruiii!) Jamen Lohengrin, du har jo overskidt gulvet. (Abelatter.) Det er også alle de svesker. Godt at jeg har medbragt køkkenrulle og plasticposer.

Knockel: Så ses vi næste gang, godnat!

AFSNIT # 2 af storbyggeprojektserien her:

HenvBYGGEPROJEKT02

DET OPRINDELIGE BYGGEPROJEKT
starter her:

HenvKNOCKHOUSE

Retur til avisens forside

Storbyggeri # 2: Ridende sønderjyder kommer til hjælp

Pejsebrænde LOGO

Vi vil nu tage lidt frem i tiden, men ikke for meget, i forbindelse med byggeriet af KnockHouse højhuset. Det første overkommelige problem var ophavsretten til navnet KnockHouse, idet man på nettet kan se, at en kæde bruger navnet. Vor advokat Herr Adalbert von Winckelschreiber (tysk indvandrer) aftalte en fusion med denne kæde, hvilket mødte begejstring, idet tårnet bliver god reklame.

Det næste vi fandt ud af mht. entreprenørarbejdet var, at vores byggegrund ikke er stabil nok til tårnets store vægt. En pensioneret geolog har undersøgt det for os. Og nu er vi gået i gang med at kystsikre, idet fundamentet nødigt skulle vippe eller skride. Således har vi fået aftale med Aabenraa og Sønderborg Ringriderforeninger om at hestetrække blokvogne lastet med vindmølleskrot (“lånte”, spørg ikke hvordan eller hvor) med deres arbejdsheste og rideheste, idet lastbiler med diesel ville være for dyre. Vindmølledelene anvendes som kystsikring.

De brave sønderjyder medbringer også 2 store telte (brugt ved ringriderfrokoster) til at overnatte i, mod at vi skaffer soveudstyr og forplejning.

Ringridere

I Arabien, nærmere bestemt Jeddah, opføres Kingdom Tower, der bliver over en kilometer højt. Jeg har af en arabisk bygningsingeniør ladet mig fortælle, at højhuse hviler bedst på Y-formede fødder af specialstål omkring en 6-kantet kerne, som i vort tilfælde må indeholde vore før omtalte betonrør og en del elforbindelser, vandrør og varmerør. Det tekniske vil jeg overlade til vore frivillige specialister.

Der er just blevet omfaktureret” 200 specialfødder (ikke pænt at sige stjålet) mod en gavmild belønning i CO2-kvoter via vor agent i Jeddah, Mohammad Ali Minbar Numsi (Minbar: prædikestol i en moské), som siges at være i familie med et medlem af Ørkenens Sønner. Andet byggemateriale er skaffet i Rusland (jeg nægter at sige hvordan). Det er ikke klogt at nævne navne, idet Putins politi slår ned på alt mistænkeligt.

Nu er vor egns frivillige i gang med at indsamle materialer af enhver art. Herr Hartmann Stahl-Eisenmann har været i forbindelse med specialister hos Krupp Stahl, Essen. De siger, at de er nødt til at eksperimentere med vore fækalieprodukter in situ (dvs. her hos os), hvis der skal opfindes en krystalliseringsproces, hvorunder tørrede fækalier af bedste kvalitet omdannes til et solidt byggemateriale af kulfibre og kulkrystalrør. Da der vil blive taget patent på opfindelsen, har vore tyrkiske indvandreres efterkommere fået overtalt de to vagter fra orkesteret Mehterran til at bevogte såvel computere som materialer. De vil møde iført rustninger og hjelme og være bevæbnet med krumsabler.

Adskillige maskiner, der skal lette arbejdet under byggeriet, er under konstruktion. Nogle kraner er dampdrevne, idet der er overskud af biomasse for tiden. Og så er vores brunvarefabrik gået i gang med ekstra indsamling af råvarer til udvindingen af kulkrystaller. Og så noget vigtigt: Der opføres et stort urinkraftværk i nærheden af KnockHouse, som skal forsyne højhuset med strøm. VVS-folkene er ved at se på, hvordan rørlægningen skal udføres, så vidt muligt omtrent efter arkitekttegningerne. For at være tro mod designet fra arkitekterne, vil byggeelementer være udformet til at kunne danne altaner, der har en flygtig lighed med europaller. Træpallerne tænkes omdannet til indendørs paneler og suppleres med gipsplader og isoleringsmåtter. Vi har tilbud på det fra en maskinsnedkermester.

Dampkran

Kloakeringen og forsyning med el, fjernvarme og internet viser sig at være et middelstort problem helt herude ved stranden, men ikke uoverkommeligt, idet vi jo har flere frivillige på over 100 år, der stadig forstår at bruge drænspader for at spare rendegravere.

Dette var noget af referatet fra et af vore byggemøder, som foregik i ro og orden, uden at Lohengrin skulle uddele lussinger.

PS: Der vil i de kommende dage forekomme en del larm, idet der hamres afstivningspæle ned i grunden ved hjælp af lokalt opfundne hammerværker.

FLERE NYHEDER I SAGAENS AFSNIT 3:

Henv Pejseb STORBYG03

FØRSTE BYGGEMØDE BESKRIVES HER:

HenvPejsebrændeBYGGEPROJEKT01

DEN OPRINDELIGE KNOCKHOUSE-PLAN:

HenvKNOCKHOUSE

Retur til avisens forside

Storbyggeri # 4: Nu går det rask deropad

Pejsebrænde LOGO

Opførelsen af KnockHouse er begyndt. De hammerprøver vi fik foretaget af oktoberfestlauget gav ikke en ridse i prøvestenene. Så der er produceret flere, og de arabiske fødder er blevet monteret korrekt, i hvert fald ifølge murermesterens udsagn. Iøvrigt har han inviteret 200 irske “paddies” (murere), der vil prøve kræfter og evner med denne store opgave. For som de sagde, kunne det aldrig gå værre end i visen “The sick note”, her fremført af Sean Cannon fra The Dubliners.

Esteren (den klæbrige masse) er også kommet på lager. Den blev vist skaffet i Esterland, eller var det Estland. Bedre at man ikke spørger. Gid nu at tegningerne også forstås af irlændere, men de plejer at være smarte nok. Engang kom de til at slå lidt for hårdt til en engelsk politibetjent, dengang England holdt Irland besat. Så han landede i den store sorte gryde med smeltet asfalt, og uanset hvor hurtigt han blev hevet op, kunne de ikke få vejbelægningen af ham. Her skildret af Luke Kelly.

Irish Navvy.indd

Da der var bygget en etage af det ca. 40 meter brede tårn, og elementerne boltet og limet sammen, står der en irsk murer på en stige, mens en anden råber til ham:

“Paddy, remember that this will be more than 14 stories high, and remember that the ester is similar to hot asphalt.”

“I’ll remember that, Paddy.”

De gode mænd havde skam husket at lave en flot dør i etagen. Sådan en rigtig pragtindgang, som ikke findes bedre henne i kirken. Vinduerne her i stueetagen var kun glugger, idet ingen tyveknægte og andre ransmænd skulle få den idé at trænge ind ved nattetide. De 2 janitscharer med deres krumsabler stod allerede vagt udenfor. Deres tyrkiske overskæg gjorde dem næsten mere skræmmende end de var i forvejen. Pænt smurt stål, dristede en sig til at sige. Vagten smilede bredt: “Ja min fætter lære mig dansk lidt.” Der blev bragt lidt drikkevarer ud til dem.

Oppe på 1.sal ( 2. etage ) havde man tænkt på at bygge supermarked, men kom i tanker om, at store butiksruder ikke var mulige der, hvis strukturen skulle kunne holde. Der blev klinet løs med ester og kuldele i nærheden, så de næste dele kunne nå at tørre. Det der røg på fingrene blev hurtigt slidt af igen efter skylning i varmt vand.

Så gik der en prås op for mester: “Vi skal bruge arbejdshandsker”, forkyndte han.

“Jamen hvad har vi da ?” lød det fra en arbejder.

“Tjah, tjah, aflagte pigegarderhandsker, hvis I kan klemme nallerne ned i dem. Ellers må vi ned på Blodhavn og se hvad fiskerne kan undvære.”

En foreslog, at vi lige så godt kunne sætte madammerne til arbejdet. En og anden undrede sig over, at irlænderne kaldte dem alle for McGuire. “Nå ja, det betyder bare ARBEJDER “, sagde mester.

Gyllewaber og Bumsenhuber kom forbi med deres tegninger og gloede og vendte og drejede papirerne. “Nåja, når det nu ikke kan være anderledes.” hørte man dem sige. Så gik de igen. Imens var det lykkedes andre frivillige at lægge store sten uden for vindmøllevingerne, så man var sikre på at Vesterhavet ikke ville tage fejl af dem og surfbrætter. Kystsikringen manglede nu kun grus, sand og marehalm. En vred stemme lød helt derudefra: “Hvem fanden har givet jer lov til at smide alle de sten og alt det skrot her?”

Så var kystdirektoratets mand altså ankommet. Nogle hærdebrede arbejdere slæbte ham uden et ord hen og dumpede ham i en balje klæbrig ester. ” Nå, så er der da til en statue ved indgangen.” lød det.

Byg04 mudder

Næste dag nåede man med de flittige paddies’ hjælp ikke en, men tre etager mere. Og imens var de hjemmelavede dampkraner og andet isengrej ved at blive for små til at hejse ting derop. Så vi prajede ballonskipperne, som begyndte at puste ballonerne op med hidsige flammekast fra gasbrænderne. Efter en god times tid begyndte de at løfte sig, og man havde allerede fortøjet dem og gav sig sagte til at slække på linerne, efterhånden som de prægtige luftvehikler steg i vejret. Der var endda ret vindstille, hvilket gav en lettere hørm af ester i området.

Lohengrin og hans gorillaer var begyndt at montere wirer mellem de 4 balloner og hænge taljeblokke på dem. Den første spand der kom derop indeholdt svesker og bananer. Og hvordan ville det videre byggeri mon forløbe ? Lohengrin gav hele to gange sin mening om Kystdirektoratet.

SE NÆSTE AFSNIT HER

FØLG STORBYGGERIET FRA STARTEN:

HenvPejsebrændeBYGGEPROJEKT01

Retur til avisens forside

Videnskabsnyt: Familie presset sammen til rullepølse

HalunkLOGO

En italiensk tilflytterfamilie på 15 har grundet pladsmangel valgt at lade sig presse sammen til et enkeltstående væsen for bedre at kunne være i den 19 m2 store taglejlighed på Blodhøj.

“Vi går og falder over hinanden, men vi har ikke råd til at bo andre steder,” sagde familieoverhovedet Alfredo Pepperoni-Pedersen i torsdags og fastslog, at det er hele forklaringen og at der ikke er nogen bagtanker med projektet.

For et overkommeligt beløb kunne Nørre Usseldrup Gensplejsningscentral presse familien Pepperoni-Pedersen sammen. Familien mødte glade og stærkt gestikulerende op i laboratoriet for at gennemføre den kirurgiske komprimering.

Rullepølse

Flokken blev lagt i en gigantisk rullepølsepresse hvor de befandt sig weekenden over. Konstant fik de saltvandsdrop og bindingsmiddel. I samme øjeblik den sammenpressede kødmasse kom ud af formen, blev den lagt i et kar med formaldehyd og meljævning. Da den havde fået den ønskede læderoverflade blev skabningen vækket med 200.000 volt.

“Vi er forenet,” siger den sammenpressede familie der nu påtager sig navnet Rulle-John.

Rulle-John har fjernet alle møbler i taglejligheden da den kun har brug for frisk hø at lægge sig på. Jeg vil følge familien den næste måneds tid, for at finde ud om deres liv er forbedret i den sammenpressede version.

DRAMAETS NÆSTE OG SIDSTE AFSNIT:

HenvHalunkPØLSEFAMILIE

HenvHalunkRULLEPØLSEafs3

Retur til avisens forside

Jubelbilledtelegrammer fra vort lykkelige nabosogn

Fru Streret LOGO

En glædelig nyhed: Efter to års restaurering bliver den gamle herregård i Østre Strøelse, Jammershus, genåbnet for publikum . For at gøre denne åbning extra festlig, vil der blive trukket lod blandt læserne om en candellight/gourmetaften for to på herregården.

Jammers01

Den nye ejer af herregården, markgreve Heinrich von Zahn, vil hilse på vinderne ved midnatstid, da han er sengeliggende det meste af dagen p.g.a overanstrengelse. Heinrich von Zahn er tilflyttet fra Blodhavn. Vi ser herover et yngre billede af markgreven. Billedkvaliteten er lidt dårlig, da det blev taget uden blitz.

Jammers03

En ekstra god nyhed til fodboldfans; den under Coronaen meget tilgroede boldbane i Østre Strøelse blev her i week-enden slået og klargjort af en flok frivillige, der trodsede Coronaen. Dyb respekt for arbejdet, der foregik under skjæmt og fællessang. Græsset blev behørigt bortkørt af vognmand Axelsen fra Fjert. Dette vil også være til glæde for mange husdyr her i Storsognet.

Jammers04x

Bademestrene her i Strøelse Storkommune har haft årsmøde og er glade for at kunne starte igen. “Vi har taget en smule på, men det skal vi nok smide igen i en fart”, udtaler fælles-tillidsmand Klaus Åge Klausen.

Jammers05

Til slut er det en glæde igen at kunne fremvise en af Hr. Hans Peter Svang, Strøelse Sko- og Cigarudsalgs nye skomodeller. Er man på indkøb f.eks. i Strøelse Stormagasin er det tit svært at overskue udvalget og priserne. Dette råder disse sko bod på. Her ses de i brug i stormagasinet/supermarkedet og derefter samme model, men til fint og festlig brug. Så kan man overskue selskabet og bedre se hvor buffeten befinder sig.

SE OGSÅ:

HenvFruSFAMILIERADIO

Retur til avisens forside

Adelsslægt og slot genfundet efter 83 år

Jubelreportage: Crass Børsting
Foto: Gylla Peckelhage

Et storslået firefløjet slot er kommet frem i lyset på Klamhuses vestegn efter 83 års glemsel. Muffenborg, som de yngre på egnen aldrig har hørt om, åbner nu dørene såvel for nordvestjyder som landsdelens turister, oplyser lensbaron Mustafa Prunkhorst-Muffenborg, født 1934.

Muffenborg00

Hans far, lensbaron Abdul Cassander Prunkhorst-Muffenborg (1871-1975) væltede en februardag med et vognlæs grus i slottets indkørsel, og al trafik til og fra stedet ophørte dermed. Parken groede til og skjulte med tiden slottet og dets beboere for omverdenen.

Egnens landproletariat har for længst forvandlet de tilliggende 1200 tønder land til fækalieindsamlingsterræn, hovedsagelig dækket af lynghede. Lensbaronen forestiller sig ikke, at landbrugsdriften kan genoptages, men vil satse på turisme.

GOD OG RIGELIG ERNÆRING

– Hvad har flere generationer af adelsfolk så levet af under de mange årtiers isolation? spørger vi baronen.

– Vi havde først og fremmest et talstærkt tjenende personale, som vi kunne fortære. Jeg husker fra min barndom, hvordan forvalter Q. Drüppert og dennes familie blev omdannet til skinkestege, suppeben og anden lødig kødmad. Det var prægtige, flæskede mennesker, som hver for sig leverede måneders god ernæring. Den sidste datter slagtede vi så sent som i 1971. Også vor husbestyrerinde Lorna Gnostik-Gephardtsen og hendes kongepudler har ydet langtidsholdbare bidrag til slottets spisekammer. Vi mindes dem i stille ærbødighed.

Muffenborg01

Adelsslægtens avlsarbejde er i de 83 år foregået med kalkuner, geder, de ovenfor nævnte pudler og en i sin tid fra Borneo importeret næseabe som objekter, ophængt i de historiske smedejernskopulationsstativer, der pryder gangene overalt på slottet.

Baron Prunkhorst-Muffenborg har straks efter befrielsen, som skete med en grensaks, sat sine tvillingesønner Ali og Yasser i tjenerlære på Nørre Usseldrup Stationshotel.

– Vi imødeser en rig og lykkelig fremtid inden for turistindustrien, siger baronen, mens han med en karbolklud i højre hånd gør sig klar til aftenens avlsindsats.

Muffenborg02

SIDSTE NYT: ADELSFÆKALIEAUKTION LØRDAG

Avisen erfarer, at Prunkhorst-Muffenborg-slægtens legendariske slagfaste afføring bliver tilgængelig for samlere, konsumenter og alle andre, der stiller op og giver et bud ved en auktion lørdag middag i Nørre Usseldrup Bedehus.

– Vi forventer at kunne præsentere brunvare af en kvalitet, som næppe frembringes noget steds på kloden nu til dags, udtaler auktionarius, prokurator Lambert Braunkombüschen, Nørre Usseldrup.

Muffenborg03

– De adelige produkter er i sin tid håndsorteret og skånsomt nedlagt i tønden. Enkelte særligt prægtige faconeksemplarer vil efter den tids tradition være svøbt i pergamentpapir eller skræppeblade.

Auktionen er iværksat af kreditorer, som har leveret lussingmaskiner, kopulationsstativer og andet nyt inventar til det genåbnede slot.

SE OGSÅ:

HenvKONGESLÆGT

Retur til avisens forside

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 23:25

“Rane Rakkelpot!” råbte Lambert, da han og hæren trådte ind på gårdspladsen. “Jeg har folket på min side. Overgiv Dem omgående!”

Døren åbnedes, og den flæskede skurk trådte ud, kun iført g-streng og lussinghandsker. Folket kom med tilråb.

“STILHED!” tordnede Rane og der blev ro i sognet.

Han trådte ned foran Lambert og sagde: “Lad os afgøre dette på gentleman-manér. Jeg, Rane Rakkepot udfordrer Lambert von Rundknockel til lussingduel.”

Alle gispede, og Lambert skar tænder:

“Jeg accepterer! Vinderen får slottet med alt indhold og Willy Best som personlig hofnar.”

De to mænd bevægede sig ud fra slottet og kravlede nøgne op på hver sin stolpe der stod solidt plantet i voldgravens bund. Stolperne havde en meters afstand til hinanden og stak fire meter op over vandoverfladen.

Lambert slog først. Ranes kindflæsk vibrerede, men hans gigantkrop stod fast. Rane kvitterede med en lussing så hård, at greven næsten mistede bevidstheden.

* * *

På afstand stod Bob og Willy og heppede på hver sin kombattant.

“Rane! Rane!” råbte Willy.

“Hvorfor hepper du på den mand? Han er min far, men selv jeg kan se at han er bims.”

“Han har lovet begge dine søstre til mig,” sagde Willy Best med et liderligt smil.

Bob svarede prompte:

“Der er vist noget far har glemt at fortælle dig. Mine to søstre er ikke kvinder fra naturens side, men derimod to mænd der identificerer sig som kvinder. De går i nederdel, javist, men har begge fuldskæg, penis og klunkepose …”

“Lort i lommen,” jamrede Willy. “Jeg må bede om syndsforladelse hos grev Lambert, så jeg kan få Gylla tilbage…”

“Det løb er kørt,” svarede Bob. “Hun er min dame!”

* * *

Det tog et stykke tid for chaufførchimpansen at genkende Rane Rakkelpot. Men efter 2 minutters lussingduel gik det op for aben, at den flæskede mand på stolpen var selvsamme person der havde hugget hånden af den.

Aben skreg hysterisk, bukkede sig ned og pressede en hård fækalieklump ud i sin eneste hånd. Aben havde alle dage haft pinefuld, skarp, knoldet afføring, hvilket kom den til gode i dette skæbnesvangre øjeblik.

I det Rane hævede sin højre hånd for at give grev Lambert nådesstødet, kastede aben den knivskarpe fækalie af sted. Den borede sig igennem skurkens hånd, som et brunt missil.

Rane Rakkelpot hylede og væltede ned i voldgravens klumpede vand med et gigantisk plask der tilsølede alle i nærheden i det hørmende fluidum.

“Hil grev Lambert von Rundknockel!” jublede folket.

* * *

Da greven kom ned til folket, blev han lykønsket af Fridolph, Lullah og Benito Schneckelfritz-Frederiksen.

“Jeg har besluttet at blive en bedre greve,” råbte han. “Jeg vil være mere forstående, tilgivende og morsommere!”

Da Bob hørte denne bemærkning, nærmede han sig som et rovdyr.

“Jeg er Bob Rakkelpot,” sagde han. “Jeg ved du hader min familie, men vil du ikke nok gøre en undtagelse? Jeg vil så gerne giftes med din dejlige datter. Mage til lækkerbisken skal man lede længe efter. Jeg be’r dig. Gør Bob glad!”

“De er og bliver en Rakkelpot,” mumlede greven.

“Jeg er villig til at lægge Rakkelpotnavnet bag mig. Hvis De har fem minutter, kan vi holde et møde. Dig, Gylla og lille Bob her. Jeg har så meget at byde ind med. Humør, loyalitet og … en klækkelig børneopsparing …”

Greven smilede ved tanken om penge:

“Nu har jeg lige lovet at være et mere tilgivende menneske. La’ os holde det møde, nu De spørger så pænt!” Han spejdede rundt i den feststemte folkemængde. “Men hvor er Gylla?”

* * *

Pamperadvokaten barrikaderede sig i tårnværelset med sit gidsel. Han smed Gylla på sengen, trådte ud på altanen og skreg til folkemængden nede på gårdspladsen:

“Man lovede mig en ung kone, men jeg er blevet snydt gang på gang. Det er mig, der er ofret i hele denne affære! Jeg har haft en erektion siden jeg ankom til slottet. Se selv!”

Han trak bukserne ned og afslørede sit svulmende lem. “Det er den værste jul nogensinde. Jeg betragter mig i henhold til nordvestjysk aftalelov og familieret som gift med dig, Gylla, og ægteskabet skal fuldbyrdes nu!”

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 22:25

Den korsfæstede grev Lambert tænkte over sit forspildte liv. Hvad havde han at sige til sit forsvar på dommens dag? Hvordan ville han forklare, at han i løbet af få årtier havde fordærvet og mistet alt det, hans stolte, hårdhudede forfædre gennem århundreder byggede op? Lige nu, mens han hang og ventede på døden, var Knockelborg ved at falde i hænderne på den slibrige advokat Best og den afskyelige Rane Rakkelpot, Rundknockel-slægtens onde ånd.

Tårer og salmiakstinkende resturin dryppede fra Lamberts kuldeskælvende legeme. Var der overhovedet formildende omstændigheder, når hans regnebræt skulle gøres op? Jo, dengang han lod være med at stjæle en flaske vodka fra en sovende russisk sømand i Blodhavn… og dengang, han gav ekstra drikkepenge på s/m-bordellet i Lemvig. 100 procent skurk var han ikke, kun 99,9867 eller deromkring.

Swish!

Et par mørke skygger stod i en bue ned fra himlen, og to voldsomme plask afbrød grevens forpinte tankerække. Fedtet, klæbrigt materiale sprøjtede i vejret. Lidt efter dukkede forklaringen op over bredden af Knockelborgs voldgrav.

“Lille Gylla!” stønnede greven, der havde genkendt sin datter på figuren. Ved siden af hende kom en tårnhøj mand til syne.

Efter afskydning med kanon fra Holstebro var Gylla og Bob landet uhyre præcist i voldgraven under en af slottets udendørs styrtlatriner. Her var et meterdybt lag af mange århundreders til stadighed blødgjorte fækalier, så de to unge var uskadte, omend tilsølede fra top til tå.

De nærmede sig, og den kæmpemæssige Bob trak korset op fra den frosne jord. I løbet af et øjeblik var greven befriet. Nogle opfriskende kropslussinger og et par svirp hen over de blævrende kinder blev det også til.

Kulør, livsmod og håb vendte tilbage, og morgenlys begyndte at trække sine grå gardiner op over Nordvestjyllands himmel.

“Skal vi gå indenfor og varme os ved urinkraftværket i kælderen?” foreslog Gylla. “En lille kop roesuppe kunne der måske også vanke.”

“Jeg tror ikke, vi får adgang,” svarede grev Lambert. “Måske skal vi for evigt vende snuderne mod Holstebro og en tilværelse som bistandsproletarer.”

“Det er dér, vi lige kommer fra,” svarede den høje mand, som greven endnu ikke havde genkendt.

“Schhhy,” lød det fra Gylla. “Vi får selskab!”

Ja, fra et sted ude i halvmørket hørtes musik. Elastikharpevirtuosen Jollah Prumz og østfrontveteranen Benito Schneckelfritz-Frederiksen marcherede frem i spidsen for en hundredetallig skare af landproletarer, slubbertlogebrødre, masturbationsidrætsmænd og andre bekymrede nordvestjyder. Større husdyr og sågar en pensioneret cirkuselefant fulgte med, og nu sang folkemassen i taktfast kor:

Gør det ondt, går det godt?
Alt udgår fra dette slot!
Red vor gamle slambertgreve,
lad ham sprælle, lad ham leve!

Friske tårer trådte frem i grevens tudseøjne, og hans penis viste også tegn på genoplivelse.

“Til kamp!” brølede han.

(Fortsættes her)

Knockelborg promotion

 

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 19:25

Mørkt vand lukkede sig over kammertjener Fridolphs øjne. Døden kommer som en befrielse, tænkte han, men den forventede totale stilhed udeblev. Han hørte griseskrig og en mærkelig, kvækkende stemme ovenfra.

Med sine sidste kræfter kæmpede han sig op til overfladen, og hvad så han? Tamgrisen Lullah blev trukket på land af en uniformeret abe.

“Stop!” skreg Fridolph. “Det er min gris! Eller måske formelt Knockelborgs slotsgris, men den er i min varetægt!”

Aben lod sig ikke afficere. Grisen var landsat, og nu blev en abehånd rakt ud mod Fridolph. Lidt efter stod han på bredden, dryppende våd og kogende af vrede. Han bemærkede, at abens højre arm sluttede oven for håndleddet i en stump, omviklet med gazebind.

“Money, money!” bjæffede aben, og Fridolph genkendte den taxichauffør, der tidligere på dagen havde bragt komtesse Gylla hjem til slottet.

Fridolph og tamgrisen Lullah havde ingen penge at tilbyde. Dyngvåde og frysende stod de i decembermørket og klaprede tænder, indtil taxiaben pegede mod nordvest.

“This way, you bloody fools!”

* * *

17 minutter og 31 sekunder senere sad de i en lavloftet stue hos Benito Schneckelfritz-Frederiksen. Slotstjeneren Fridolph kendte ham af omtale og udseende. Alle på egnen kendte den gamle storslubberts ansigt, rynket som en svedske, og hans historiske ry.

“Hvad må jeg byde på?” sagde Benito. “Kramsfuglesuppe med eller uden knogleknas?”

Benito Schneckelfritz-Frederiksen havde i sin ungdom været østfrontsoldat og derefter mangeårig landbarber, lappeskrædder og krybskytte på Usseldrup-egnen.

I dag havde han netop nedlagt to hættemåger, da han i nærheden af Knockelborg stødte på den håndamputerede, blødende abe. Under krigen havde han i Darmstadt fået et tre-dages kursus som SS-sygepasser, så han lagde straks en nødforbinding og tog aben med hjem til nogle hjemmebryggede hybenkradsere, der mirakuløst hurtigt opvejede blodtabet.

Hans hjem bestod af en frisør- og skrædderbutik på 4,17 kvm og et baglokale med køkken og spiseplads på 5,31 kvm. Det var her, hans gæster sad. På væggene hang diplomer for Benitos mangeårige indsats i den lokale masturbationsidræt, som seniorbroder i Slubbertlogen, i Landproletarisk Fællesforbund og andre folkelige organisationer.

“Situationen er dybt bekymrende,” sagde han til kammertjener Fridolph. “Grev Lambert Rundknockel er et fæhoved og en skændsel for adelsstanden, men han er i det mindste egnens eget fæhoved med en mangehundredeårig slægtshistorie. Hvis en Holstebro-advokat rykker ind på slottet, mister det sin forankring, og vore hjemsogne synker ned i et forværret, måske uopretteligt mørke. Holstebro tager magten, verdammt noch mal! Jeg vil sammenkalde til folkemøde straks i morgen tidlig, men lad os nu først nyde en tallerken kramsfuglesuppe. Derefter kan I, mine venner, hvile ud på loftet.”

Intenst flatulerende lagde de sig en halv time senere. Benitos loftsværelse var møbleret med tangmadrasser, en latrinspand og en fjederdrevet lussingmaskine. Her er godt at være, tænkte Friddolph, inden lydløst mørke omsider opslugte ham.

* * *

“Er I sindssyge?!” lød et brøl fra døren. Diskoteksbestyreren i lilla smoking stormede ind i baglokalet til “Wankers 101”, hvor et expresbryllup og/eller et sexuelt orgie netop skulle til at finde sted.

“Her skal arbejdes,” fortsatte den lille, fedladne mand. “Døren skal passes, stripperpælen skal bedanses, og du, hedenske usling af en præst, skal velsigne hver eneste drink, der langes over disken. Af sted!”

“Hvad så med mig?” spurgte præstens loverboy.

“Dig skal jeg personligt tage mig af, så du og din rektale korridor aldrig glemmer det. I andre får fri i morgen tidlig kl. 05.13 og ikke et sekund før. Indtil da: Arbejd!”

Komtesse Gylla kiggede op på sin elskede Bob. Han satte dørvogterhjelmen på hovedet og føjede dermed ekstra 28,4 cm til sin naturlige højde på 207. Skønnere mand fandtes ikke i hele verden. Hvis han ville passe sit job resten af natten, måtte hun i samme ånd gøre tjeneste som poledancer.

Men hvad sker der hjemme på Knockelborg? tænkte hun. Hvad skal det blive til med farmand og slottet og os alle sammen?

(Fortsættes her)

Madame Récamier skønhed guldalder Gylla