Storbyggeri # 4: Nu går det rask deropad

Pejsebrænde LOGO

Opførelsen af KnockHouse er begyndt. De hammerprøver vi fik foretaget af oktoberfestlauget gav ikke en ridse i prøvestenene. Så der er produceret flere, og de arabiske fødder er blevet monteret korrekt, i hvert fald ifølge murermesterens udsagn. Iøvrigt har han inviteret 200 irske “paddies” (murere), der vil prøve kræfter og evner med denne store opgave. For som de sagde, kunne det aldrig gå værre end i visen “The sick note”, her fremført af Sean Cannon fra The Dubliners.

Esteren (den klæbrige masse) er også kommet på lager. Den blev vist skaffet i Esterland, eller var det Estland. Bedre at man ikke spørger. Gid nu at tegningerne også forstås af irlændere, men de plejer at være smarte nok. Engang kom de til at slå lidt for hårdt til en engelsk politibetjent, dengang England holdt Irland besat. Så han landede i den store sorte gryde med smeltet asfalt, og uanset hvor hurtigt han blev hevet op, kunne de ikke få vejbelægningen af ham. Her skildret af Luke Kelly.

Irish Navvy.indd

Da der var bygget en etage af det ca. 40 meter brede tårn, og elementerne boltet og limet sammen, står der en irsk murer på en stige, mens en anden råber til ham:

“Paddy, remember that this will be more than 14 stories high, and remember that the ester is similar to hot asphalt.”

“I’ll remember that, Paddy.”

De gode mænd havde skam husket at lave en flot dør i etagen. Sådan en rigtig pragtindgang, som ikke findes bedre henne i kirken. Vinduerne her i stueetagen var kun glugger, idet ingen tyveknægte og andre ransmænd skulle få den idé at trænge ind ved nattetide. De 2 janitscharer med deres krumsabler stod allerede vagt udenfor. Deres tyrkiske overskæg gjorde dem næsten mere skræmmende end de var i forvejen. Pænt smurt stål, dristede en sig til at sige. Vagten smilede bredt: “Ja min fætter lære mig dansk lidt.” Der blev bragt lidt drikkevarer ud til dem.

Oppe på 1.sal ( 2. etage ) havde man tænkt på at bygge supermarked, men kom i tanker om, at store butiksruder ikke var mulige der, hvis strukturen skulle kunne holde. Der blev klinet løs med ester og kuldele i nærheden, så de næste dele kunne nå at tørre. Det der røg på fingrene blev hurtigt slidt af igen efter skylning i varmt vand.

Så gik der en prås op for mester: “Vi skal bruge arbejdshandsker”, forkyndte han.

“Jamen hvad har vi da ?” lød det fra en arbejder.

“Tjah, tjah, aflagte pigegarderhandsker, hvis I kan klemme nallerne ned i dem. Ellers må vi ned på Blodhavn og se hvad fiskerne kan undvære.”

En foreslog, at vi lige så godt kunne sætte madammerne til arbejdet. En og anden undrede sig over, at irlænderne kaldte dem alle for McGuire. “Nå ja, det betyder bare ARBEJDER “, sagde mester.

Gyllewaber og Bumsenhuber kom forbi med deres tegninger og gloede og vendte og drejede papirerne. “Nåja, når det nu ikke kan være anderledes.” hørte man dem sige. Så gik de igen. Imens var det lykkedes andre frivillige at lægge store sten uden for vindmøllevingerne, så man var sikre på at Vesterhavet ikke ville tage fejl af dem og surfbrætter. Kystsikringen manglede nu kun grus, sand og marehalm. En vred stemme lød helt derudefra: “Hvem fanden har givet jer lov til at smide alle de sten og alt det skrot her?”

Så var kystdirektoratets mand altså ankommet. Nogle hærdebrede arbejdere slæbte ham uden et ord hen og dumpede ham i en balje klæbrig ester. ” Nå, så er der da til en statue ved indgangen.” lød det.

Byg04 mudder

Næste dag nåede man med de flittige paddies’ hjælp ikke en, men tre etager mere. Og imens var de hjemmelavede dampkraner og andet isengrej ved at blive for små til at hejse ting derop. Så vi prajede ballonskipperne, som begyndte at puste ballonerne op med hidsige flammekast fra gasbrænderne. Efter en god times tid begyndte de at løfte sig, og man havde allerede fortøjet dem og gav sig sagte til at slække på linerne, efterhånden som de prægtige luftvehikler steg i vejret. Der var endda ret vindstille, hvilket gav en lettere hørm af ester i området.

Lohengrin og hans gorillaer var begyndt at montere wirer mellem de 4 balloner og hænge taljeblokke på dem. Den første spand der kom derop indeholdt svesker og bananer. Og hvordan ville det videre byggeri mon forløbe ? Lohengrin gav hele to gange sin mening om Kystdirektoratet.

SE NÆSTE AFSNIT HER

FØLG STORBYGGERIET FRA STARTEN:

HenvPejsebrændeBYGGEPROJEKT01

Retur til avisens forside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image