Det er på tide, at vi bliver enige om geografien i den del af NV-Jylland, som nærværende lokalavis dækker. Mit bud er rimeligt logisk. Jeg går ud fra, at Blodhavn ligger ved Vesterhavet syd for Limfjorden, og da vi byggede højhuset på Nordstrand, måtte denne altså ligge nord for havnen og strække sig til Nederen (3 landsbyer) med Nørre Nederen / Svinskager et godt stykke nordpå forbi lufthavnen. Brunmølle og Lykkeland forlystelsespark længere mod øst, Syd derfor Nr. Usseldrup, Vestre Usseldrup og Sdr. Usseldrup hvor jernbanen til Struer går.
Vestpå har vi Blodhøj liggende noget øst for Blodhavn, og østpå Mount Bruno vulkan. Sydøst for Blodhavn ligger Klamhuse og dens forstæder, og længere sydpå Gustenhuse. Store hedestrækninger øst for byerne, og Vissenbjerg Kalkmine i den østlige ende af Gustenhuse Hede op mod Klamhuse Hede. Noget øst for Gustenhuse Jøderup med sin mose mod sydvest. Længere sydpå Strøelse Storsogn bestående af 4 landsbyer med “Edens have” i midten. Noget nord for Strøelse og øst for Gustenhuse Hede Øster Halme. Om der også er 3 andre Halme-landsbyer, får vi måske at se.
Langt mod Sydøst har vi Holstebro, der skulle ligge 55 km fra Blodhavn for at få Jylland til at passe. At så GPS og satellitfotos viser noget helt andet, ved vi da så udmærket. Vi ligger jo i en lommedimension placeret oveni det officielle geodætiske kort. Det er vores vej ved Grænsestation Muddergrøft, der forbinder dimensionerne, og en anden ved vejen og banen mod Struer.
Småbyer der opfindes, kan ligge hvor der er plads, f.eks. syd for Halme eller øst for. Jeg lagde selv to bittesmå byer syd for Gustenhuse. Vest for Klamhuse ud mod havet ligger den store grusgrav, som Slubbertlogens ungdom bruger til stævner af sportslig art. I nærheden har vi Knockelborg på en bakke med skov til og vest derfor et nyere slot, hvor der bor en baron. Baron Barylius Halunk af Halunkenborg har sit nye slot 1 km sydøst for Sdr. Usseldrup i smuk natur.
REDAKTIONENS VARMESTE TAKtil hr. Pejsebrænde for dette oplysende materiale, hvorefter alle fremtidig haver sig at rette.
For at ingen skal komme og beklage sig over, at jeg producerer for få og små fækalier, har jeg nu hentet 6 pruttefanter i Andromedagalaksen og sat dem af i byerne. Det er et forsøg med at producere mere, end vi selv kan klare. Jeg må blot advare om, at de dyr er forslugne i træer og buske, så det tilrådes at plante flere og indhegne det man ikke vil have ædt. Men jeg har Kokos Pumpernickels ord for, at dyrene laver førsteklasses fækalier.
Det anbefales at medbringe en heldækkende regndragt og visir, hvis man vil undgå at blive tilsprøjtet med frisk afføring, eller holde en sikkerhedsafstand på 20 meter fra dyrene, der vil være sky i de første 2 måneder. Senere vil de vise sig meget kærlige.
Der er leveret 1 til Klamhuse, 1 til Gustenhuse, 2 til Nr. Usseldrup og 2 til Blodhavn. En pruttefant forventes at producere 500 kilo afføring i døgnet. Dyrene skal nok gennes ind i en stald her i vinter, men folks lyst til fækalier må blive opfyldt nu.
Pruttefanten har en meterbred mund med trekantede spidse tænder, som kan vibrere mens den flishugger træ. De kraftige arme kan løfte en person, mens han eller hun bliver kysset af de tykke læber. Dyret er brunt med 6 ben, brun elefanthud og strid pels hen ad ryggen. Bagi sidder et organ, som sprøjter afføringen ud. Hos hannen er dette også kønsorgan, som stikkes ned i et hul med 4 læber på hunnen. Dyret er ca. 3 meter højt og 5-6 meter langt og vejer 5-6 tons. Dets svage telepati gør, at det kan sende tanker videre til det menneske, der holdes i armene. Også Pruttefantens kærlige følelser bliver på den måde transmitteret.
Nu hvor de er på stald, nyder man godt af de solide mængder kvalitetsfækalier. 2½ til 3 tons om dagen. Jeg har øvet mig på at tegne en pruttefant, som den ideelt burde se ud. Virkelighedens dyr er knap så maleriske, men de gør allerede stor nytte på deres nye hjemstavn, så tag godt imod dem overalt!
Ærede hr. Pejsebrændeog alle øvrige distingverede byggeudvalgsmedlemmer!
Følgende kommuniké er af mig netop modtaget pr. ESP, fra paranormal investigator og tidevandsobservatør, den i 1888 ved frivillig astral demolekylærelse afdøde hr. Snade Messehagel, tidl. Bolskinhus, pr. Gustenhushede.
Hr. Messehagel har for nylig været mig yderst behjælpelig med bekæmpelsen af de overnaturlige pestilenser, der systematisk og uden forudgående tilladelse har hærget mit beskedne domicil. Derfor beder jeg Dem venligst tage følgende information til alvorlig efterretning. Skulle det knibe med koncentrationen, har jeg aftalt med Lohengrin, at der vil næste udvalgsmøde vil blive uddelt ikke under 62 dobbelte disciplinærabelussinger ved indgangen, til eventuelle uopmærksomme medlemmer.
Så til sagen: hr. Messehagel pointerer, ganske rimeligt, at enhver strukturel anvendelse af ved ringridning fremkommet vindmølleskrot ved alle tidligere tilfælde har vist sig som værende totalt omsonst. Vi kan og bør således ikke sætte vor lid til denne aldeles udokumenterede arbejdsproces.
Derfor må jeg indskærpe udvalgets medlemmer, at de solide, traditionelle nordvestjydske konstruktionsprincipper til enhver tid må være at foretrække, frem for diverse risikable nordslesvigske eksperimenter. Husk blot på Istedløven.
Faktisk er det hr. Messehagels overbevisning, at samtlige disse grænselandsproletarer, uagtet arbejdsfunktion samt effektivitet, øjeblikkeligt skal bortvises fra området. Det samme bør gælde ved udvalgsmøderne. Det hele skulle jo nødig ende i det rene møjn og pjat!
Velkommen til første møde i Udvalget for opførelse af højhuset KnockHouse. Jeg er formand Paul Pejsebrænde. Når nogen vil sige noget, sker det ved håndsoprækning til formanden (det er mig) eller til ordstyreren (det er også mig) eller til kassereren, det er hr. Knockel — nå nej han er ikke kommet endnu.
Jeg takker for det fuldtallige fremmøde og vil gerne præsentere min ven Lohengrin (chimpanse), der skal sørge for ro og orden i lokalet. Da jeg er blevet for langsom i muskulaturen til at uddele lussinger, vil jeg ved fremtidige byggerimøder være ledsagtet af den leende chimpanse Lohengrin, der har stået i lussingelære hos tidligere regnelærer “Flade Nilla” Nielsen fra Aabenraa Lilleskole.
Lohengrin har stadig styrken til at uddele ørefigener, men kan bestikkes med svesker, hvis ikke man vil undgå lussinger, ørefigener og kindheste. (Abelatter). Lohengrin, tag det roligt og spis dine svesker!
Første punkt på dagsordenen er erhvervelse af byggegrund. (En hånd rækkes op.) Ja, hr. Albert Jordenbrug?
Jordenbrug: Der er købt en grund på Blodhavn Nordstrand for 14 kroner og 53 øre.
Nå, det var da billigt, så er det klaret. Næste punkt er udbud. (En hånd rækkes op.) Ja, Hr. Gerhard Vielgesjæft?
Vielgesjæft: Skal arbejdet ikke udbydes i EU-licitation? Det kan blive dyrt.
Ikke hvis vi holder budgettet og lønningerne inden for de lokale tariffer, der som bekendt ikke er steget de sidste 100 år. Vi skal blot bygge for under 1 million. Næste punkt er byggematerialer og arkitektskitse. (Der følger nu en længere forklaring fra undertegnede.)
Herr Hartmann Stahl-Eisenmann, vil De fortælle, om der kan skaffes ekspertise i kulfiberteknologi eller metallurgi fra Krupp-Koncernen ?
Eisenmann: Jeg vil gerne bede om betænkningstid.
Godt, De får til efter at De har publiceret deres næste to artikler i Landsbytosssen.dk. (Der snakkes videre og snakkes og snakkes. Efterhånden begynder nogen at blunde lidt.)
Hvis int de herrer gast bedaue å høj etter, så fortsætter æ å synnejysk. Nå det var godt, så fortsætter vi. (Der snakkes og snakkes, og tilhørerne falder i søvn.)
Lohengrin, sørg for at vække de herrer og for at de hører efter. Nå, han er også faldet i søvn. Jamen så takker jeg for god ro og orden, mødet er hævet. (En dør går.)
Nå, der kommer hr. Knockel. Godav Louis! Lad os tage Lohengrin med over på kroen og bestille en kop sønderjydsk kaffe og en cheesecake til hver, så vi ikke også falder i søvn. (Vi får vækket aben og går.)
Lidt efter vågner tilhørerne og forlader også stedet. (En dør går flere gange.)
Ovre på kroen: Nå, det smagte jo dejligt, jeg sender referatet. (PRUT-prr-prr-pruiii!) Jamen Lohengrin, du har jo overskidt gulvet. (Abelatter.) Det er også alle de svesker. Godt at jeg har medbragt køkkenrulle og plasticposer.
Vi vil nu tage lidt frem i tiden, men ikke for meget, i forbindelse med byggeriet af KnockHouse højhuset. Det første overkommelige problem var ophavsretten til navnet KnockHouse, idet man på nettet kan se, at en kæde bruger navnet. Vor advokat Herr Adalbert von Winckelschreiber (tysk indvandrer) aftalte en fusion med denne kæde, hvilket mødte begejstring, idet tårnet bliver god reklame.
Det næste vi fandt ud af mht. entreprenørarbejdet var, at vores byggegrund ikke er stabil nok til tårnets store vægt. En pensioneret geolog har undersøgt det for os. Og nu er vi gået i gang med at kystsikre, idet fundamentet nødigt skulle vippe eller skride. Således har vi fået aftale med Aabenraa og Sønderborg Ringriderforeninger om at hestetrække blokvogne lastet med vindmølleskrot (“lånte”, spørg ikke hvordan eller hvor) med deres arbejdsheste og rideheste, idet lastbiler med diesel ville være for dyre. Vindmølledelene anvendes som kystsikring.
De brave sønderjyder medbringer også 2 store telte (brugt ved ringriderfrokoster) til at overnatte i, mod at vi skaffer soveudstyr og forplejning.
I Arabien, nærmere bestemt Jeddah, opføres Kingdom Tower, der bliver over en kilometer højt. Jeg har af en arabisk bygningsingeniør ladet mig fortælle, at højhuse hviler bedst på Y-formede fødder af specialstål omkring en 6-kantet kerne, som i vort tilfælde må indeholde vore før omtalte betonrør og en del elforbindelser, vandrør og varmerør. Det tekniske vil jeg overlade til vore frivillige specialister.
Der er just blevet omfaktureret” 200 specialfødder (ikke pænt at sige stjålet) mod en gavmild belønning i CO2-kvoter via vor agent i Jeddah, Mohammad Ali Minbar Numsi (Minbar: prædikestol i en moské), som siges at være i familie med et medlem af Ørkenens Sønner. Andet byggemateriale er skaffet i Rusland (jeg nægter at sige hvordan). Det er ikke klogt at nævne navne, idet Putins politi slår ned på alt mistænkeligt.
Nu er vor egns frivillige i gang med at indsamle materialer af enhver art. Herr Hartmann Stahl-Eisenmann har været i forbindelse med specialister hos Krupp Stahl, Essen. De siger, at de er nødt til at eksperimentere med vore fækalieprodukter in situ (dvs. her hos os), hvis der skal opfindes en krystalliseringsproces, hvorunder tørrede fækalier af bedste kvalitet omdannes til et solidt byggemateriale af kulfibre og kulkrystalrør. Da der vil blive taget patent på opfindelsen, har vore tyrkiske indvandreres efterkommere fået overtalt de to vagter fra orkesteret Mehterran til at bevogte såvel computere som materialer. De vil møde iført rustninger og hjelme og være bevæbnet med krumsabler.
Adskillige maskiner, der skal lette arbejdet under byggeriet, er under konstruktion. Nogle kraner er dampdrevne, idet der er overskud af biomasse for tiden. Og så er vores brunvarefabrik gået i gang med ekstra indsamling af råvarer til udvindingen af kulkrystaller. Og så noget vigtigt: Der opføres et stort urinkraftværk i nærheden af KnockHouse, som skal forsyne højhuset med strøm. VVS-folkene er ved at se på, hvordan rørlægningen skal udføres, så vidt muligt omtrent efter arkitekttegningerne. For at være tro mod designet fra arkitekterne, vil byggeelementer være udformet til at kunne danne altaner, der har en flygtig lighed med europaller. Træpallerne tænkes omdannet til indendørs paneler og suppleres med gipsplader og isoleringsmåtter. Vi har tilbud på det fra en maskinsnedkermester.
Kloakeringen og forsyning med el, fjernvarme og internet viser sig at være et middelstort problem helt herude ved stranden, men ikke uoverkommeligt, idet vi jo har flere frivillige på over 100 år, der stadig forstår at bruge drænspader for at spare rendegravere.
Dette var noget af referatet fra et af vore byggemøder, som foregik i ro og orden, uden at Lohengrin skulle uddele lussinger.
PS: Der vil i de kommende dage forekomme en del larm, idet der hamres afstivningspæle ned i grunden ved hjælp af lokalt opfundne hammerværker.
Opførelsen af KnockHouse er begyndt. De hammerprøver vi fik foretaget af oktoberfestlauget gav ikke en ridse i prøvestenene. Så der er produceret flere, og de arabiske fødder er blevet monteret korrekt, i hvert fald ifølge murermesterens udsagn. Iøvrigt har han inviteret 200 irske “paddies” (murere), der vil prøve kræfter og evner med denne store opgave. For som de sagde, kunne det aldrig gå værre end i visen “The sick note”, her fremført af Sean Cannon fra The Dubliners.
Esteren (den klæbrige masse) er også kommet på lager. Den blev vist skaffet i Esterland, eller var det Estland. Bedre at man ikke spørger. Gid nu at tegningerne også forstås af irlændere, men de plejer at være smarte nok. Engang kom de til at slå lidt for hårdt til en engelsk politibetjent, dengang England holdt Irland besat. Så han landede i den store sorte gryde med smeltet asfalt, og uanset hvor hurtigt han blev hevet op, kunne de ikke få vejbelægningen af ham. Her skildret af Luke Kelly.
Da der var bygget en etage af det ca. 40 meter brede tårn, og elementerne boltet og limet sammen, står der en irsk murer på en stige, mens en anden råber til ham:
“Paddy, remember that this will be more than 14 stories high, and remember that the ester is similar to hot asphalt.”
“I’ll remember that, Paddy.”
De gode mænd havde skam husket at lave en flot dør i etagen. Sådan en rigtig pragtindgang, som ikke findes bedre henne i kirken. Vinduerne her i stueetagen var kun glugger, idet ingen tyveknægte og andre ransmænd skulle få den idé at trænge ind ved nattetide. De 2 janitscharer med deres krumsabler stod allerede vagt udenfor. Deres tyrkiske overskæg gjorde dem næsten mere skræmmende end de var i forvejen. Pænt smurt stål, dristede en sig til at sige. Vagten smilede bredt: “Ja min fætter lære mig dansk lidt.” Der blev bragt lidt drikkevarer ud til dem.
Oppe på 1.sal ( 2. etage ) havde man tænkt på at bygge supermarked, men kom i tanker om, at store butiksruder ikke var mulige der, hvis strukturen skulle kunne holde. Der blev klinet løs med ester og kuldele i nærheden, så de næste dele kunne nå at tørre. Det der røg på fingrene blev hurtigt slidt af igen efter skylning i varmt vand.
Så gik der en prås op for mester: “Vi skal bruge arbejdshandsker”, forkyndte han.
“Jamen hvad har vi da ?” lød det fra en arbejder.
“Tjah, tjah, aflagte pigegarderhandsker, hvis I kan klemme nallerne ned i dem. Ellers må vi ned på Blodhavn og se hvad fiskerne kan undvære.”
En foreslog, at vi lige så godt kunne sætte madammerne til arbejdet. En og anden undrede sig over, at irlænderne kaldte dem alle for McGuire. “Nå ja, det betyder bare ARBEJDER “, sagde mester.
Gyllewaber og Bumsenhuber kom forbi med deres tegninger og gloede og vendte og drejede papirerne. “Nåja, når det nu ikke kan være anderledes.” hørte man dem sige. Så gik de igen. Imens var det lykkedes andre frivillige at lægge store sten uden for vindmøllevingerne, så man var sikre på at Vesterhavet ikke ville tage fejl af dem og surfbrætter. Kystsikringen manglede nu kun grus, sand og marehalm. En vred stemme lød helt derudefra: “Hvem fanden har givet jer lov til at smide alle de sten og alt det skrot her?”
Så var kystdirektoratets mand altså ankommet. Nogle hærdebrede arbejdere slæbte ham uden et ord hen og dumpede ham i en balje klæbrig ester. ” Nå, så er der da til en statue ved indgangen.” lød det.
Næste dag nåede man med de flittige paddies’ hjælp ikke en, men tre etager mere. Og imens var de hjemmelavede dampkraner og andet isengrej ved at blive for små til at hejse ting derop. Så vi prajede ballonskipperne, som begyndte at puste ballonerne op med hidsige flammekast fra gasbrænderne. Efter en god times tid begyndte de at løfte sig, og man havde allerede fortøjet dem og gav sig sagte til at slække på linerne, efterhånden som de prægtige luftvehikler steg i vejret. Der var endda ret vindstille, hvilket gav en lettere hørm af ester i området.
Lohengrin og hans gorillaer var begyndt at montere wirer mellem de 4 balloner og hænge taljeblokke på dem. Den første spand der kom derop indeholdt svesker og bananer. Og hvordan ville det videre byggeri mon forløbe ? Lohengrin gav hele to gange sin mening om Kystdirektoratet.
Efterhånden er byggeriet af KnockHouse i fare for at blive daglig trummerum, idet jeg har beregnet, at der bliver bygget ca. 155 etager á ca. 3 meters højde, hvilket passer fint ind i ældre sædvane ved bygning af herskabsvillaer. Derfor vil jeg nu bede avisen om at annoncere efter udsmykkende kunstnere fra såvel lokalområdet som oplandet, hvis de mod et ikke for stort vederlag vil producere noget vi kan hænge op eller udstille i de små torveafsnit, jeg forventer bygges ind mellem hver tiende etage.
Her vil der blive opstillet bænke at diskutere verdenssituationen og alt muligt andet i hyggelige omgivelser, ligesom der vil blive toiletter med masturbationsbåse og inspirerende lysbilleder på LCD-skærme. Dog kan etagehøjden variere lidt i toppen, idet der må påregnes mere til den restaurant der påtænkes bygget under en flyvelederbemandet kontroltårnsetage og som kronen på værket indretning af Blodhavn lokal-TV og lokalradio med sendermast og 5G mobilrelæsender/ modtager på taget.
Der vil også i restauranten blive opstillet stærke kikkerter (“organiseret” fra Israels militær) til at nyde udsigten med. Da de er store, er der også påtænkt stjernekikkeraftener/nætter. Disse kan annonceres i avisen. Som en særlig hyldest til vores allesammens redaktør Louis B. Knockel, arbejdes der på en buste af redaktøren, udformet af ravklumper, limet sammen med vinylester fra byggeriet. Man forventer et særligt lysspil i de indre brudflader, udtaler billedhuggeren Stein Stenblok Blicher, oldebarn af den kendte forfatter. Redaktøren kan selv vælge, hvor den må opstilles.
Den (ahem) indkapsledeinspektør fra Kystdirektoratet må vi give et bortforklarende navn, der indgår i lokalhistorien , eller blot kalde “statuen” for “Stemmen fra havet”. Skulle inspektoratet sende nogen, der spørger efter inspektøren, kan vi sige at han nok blev ædt af den lokale hvide haj, der har forvildet sig til vores kyst, men at den ikke er blevet set de sidste 14 dage. Vi må også være parate med en tilladelse til kystsikring, hvis nogen vil forfatte den.
Irlænderne har atter præsteret et forbilledligt arbejde med at få tilføjet 20 etager den sidste uge. Man skulle tro at der var lavet byggesjusk, men det er ikke observeret. Man har endda fået installeret gadelygter uden på tårnet for hver femte etage. Det kommer til at ligne et juletræ, når højtiden nærmer sig. Der vil dog ikke blive opsat lygter deroppe, hvor der skal kikkes stjerner. Der vil man montere faste markiseplader under restauranten, så folks mørkesyn kan bevares.
Byrådet, der jo stadig ikke har kunnet vække borgmesteren, har overvejelser om at anlægge en strandpromenade fra havnen i Blodhavn og ud til Knockhouse og en badeanstalt i nærheden af tårnet. Der er tænkt i klassisk engelsk stil som kendes fra sydengelske badeanstalter. Man kan bemande den med personale i gamle dragter omtrent som i serien Badehotellet. En velforsynet iskiosk hitter altid hos ungdommen og flere ældre. Ydermere har man tænkt sig at bygge en skateboardbane af tiloversblevne europaller og fiskekasser med et kørelag ovenpå.
Skolens ældste klasser har nu oprettet en ” Fiddlers’ Club ” efter at irerne har givet violinundervisning på aftenskolen. Da man i forvejen har skoleorkesterets trompetblæsere parate, vil man arrangere en mexicansk mariachi-koncert i efteråret. Håndgerningspigerne syr på livet løs for at fremstille overdådige mexicanske dansekjoler og har studeret dansetrin der hører til. Sammenlign med videoen med Jesusita en Chihuahua (klik for at lytte). Det skal nok gå, selvom mariachimusik er noget anderledes end irsk tradition. At irerne virkelig kan det der, ses bl.a. her, hvor den bedste fiddle player i The Dubliners, John Sheahan (de har kun ham) spiller lige op med André Rieu, som jo er noget yngre: Måske mariachifesten falder sammen med rejsegildet, som man allerede nu forventer sig meget af.
Byggeriet af højhuset har jo krævet en stor opfindsomhed og et endnu større initiativ af egnens borgere og bønder, så børnene har fået ikke 2 men hele 3 trin højere karakterer ved skolernes afgangseksamen. Og i år forventes de at score næsten lutter 12-taller. Også de få handicappede er pænt med. Man håber på godt vejr det meste af året.
Det store byggeri af KnockHouse er nu næsten halvt færdigt, så vi slipper for at holde rejsegildet i bidende kulde og efterårsstorm. Ballonerne har været rystet igennem af jævn blæst, men ikke noget ubehageligt. Og Lohengrin og de 5 gorillaer Mbele, Rongo, Juku, Katanga og Sisyfos har været oppe at kontrollere wirernes tilstand et par gange uden at finde noget at bemærke, hvilket Lohengrin nedfældede på en forklarende tegning. De fik et større vegetarisk måltid som belønning.
Folk med kikkerter har observeret, at pøbelen i Holstebro er begyndt at blive lidt for nysgerrige og også betragter os i kikkerter. Så man har befæstet landevejene lidt diskret og opsat vagter for ikke at blive overraskede af en ny invasion, nu da storbyboerne led et forsmædeligt nederlag ved at deres tropper sidste gang blev nedkæmpet af ovennævnte aber, uden at der blev løsnet et skud. Nåja, der blev løsnet et enkelt, men riflen eksploderede i krøllet stål og soldaten blev sværtet sort i ansigtet og kunne glat have optrådt som festneger. Han led dog ingen fysisk overlast, men blev forskrækket. Vore bønder har samlet lagre af roer og hvidkålshoveder, man kan kaste efter eventuelle fjender med opstillede katapulter og blider. Hurra for det gamle håndværk ! Ingen i fly kan se hvad der er under presenningerne. En præst havde et haglgevær ladet med groft salt. Men indtil videre er der fred.
Man burde som neutral sønderjyde måske tage til Holstebro for at se hvad de tænkte på. Hvordan startede fejden overhovedet ? De derinde i storbyen kunne da være ligeglade. Egentlig har jeg slet ikke tid til andet end byggeriet lige nu. De 4 balloner må være hvad de kikker efter. De kan slet ikke regne ud hvad de er til, hihi. Vore landmænd siger, at deres marker og enge så småt er ved at komme sig ovenpå ringriderhestenes forbrug, ligesom man havde observeret, at deres egne heste fattede sympati for gæsterne ved bl.a. at bedække hopperne. Og at trafikken også gik den anden vej, får vi jo nok at se, når der kommer føl. Så brydes indavlen, hvilket man er godt tilfredse med. De sønderjydske heste er nu engang prægtige. Og sikke kræfter de arbejdsheste har! Vores egne er nu heller ikke så ringe endda. Bare vent til vore unge rejser på ferie i Irland og Sønderjylland. Det bliver interessant hvilke ægteskaber der kommer ud af det. Kan vi mon sprede vore sunde gener, så også andre lever så længe? Nåja, jeg er blevet vant til at tale om “os nordvestjyder”, selvom jeg bare er en sølle indvandrer. Jeg har dog både været på militærøvelser og skoleudflugt i oplandet.
Og så er der jo det nymodens Google Maps, hvor man kan se det hele lidt fra oven. Sært nok er hele egnen slet ikke med. Der må være tale om en dimensionslomme. Men vi kan da godt modtage signaler fra satellitterne ligesom alle andre. Sært, sært. Jeg har mistanke til UFO-besøg. De kan have efterladt noget vi ikke har fundet endnu. Hr. Knockels Danmarkshistorie tyder også på, at noget er foregået i årtusinder. Det vil jeg lade egnens folkemindeforskere om at finde ud af. Greven kan jo begynde at lede i slottets afkroge. Hemmeligheden bag egnens mindst 100 år gamle lønsystem var nok værd at undersøge. Hvorfor er greven helt blanket af økonomisk? Har Jens Langkniv været på spil efter at have hørt om Robin Hood ? Er underskudet mon gået i arv? Det kunne man godt sætte Hr. Halunk til at undersøge.
I øvrigt retter jeg her en stor tak til kunstnerne for at have fremstillet og indleveret de skønne værker, der nu allerede pryder det indre af de færdige etager. Hvis man tager ophold på torvene, skal man tage hensyn til, at håndværkerne skal kunne færdes uhindret. De har brugt mange kræfter på at trave op og ned ad trapperne, idet det er nemmere end at bruge stilladser. Måske man burde sætte vore opfindsomme borgere til at bygge fragtdroner, så man faktisk kunne flyve hver enkelt mand op til de relevante etager, idet vinduerne mangler nogle steder. Dette kunne blive en indbringende gesjæft også med eksport for øje. Vores gode Mohammad Ali Minbar Numsi kan måske opsnuse noget om militærdroner, idet amerikanerne såmænd nok har givet nogen til araberne. Måske han endda kan “organisere” et par stykker ved at foregive noget om en NATO-øvelse i Danmark. Han er lige så snu som en vis Egon Olsen.
Nede på Blodhavn har man talt om at oprette et piratlaug, der skal rollespille sørøvere og sejle ud i en kopi af et gammelt sejlskib og besøge havnene i Ringkøbing, Thyborøn, Hanstholm, osv. for at tjene lidt håndører til vor slunkne kommunekasse. Værtshavnene gætter aldrig at piraterne også er ægte, nogen af dem. Nød lærer nøgen kvinde…. osv. “Den sorte skude af Blodhavn” lyder som et godt navn til piratfregatten. Kanonerne skal vi nok få Varde Stålværk til at lave som “fritidsfusk”. Også de kan trækkes hertil med hestevogne. Og krudtet har Lohengrin jo allerede hugget fra Holstebro-hæren. Som min gamle løjtnant Brag fra artilleriet ville have sagt: “Der skal ordentligt knald i den.” (Han hed virkelig Brag). Det er altså det, som det gamle træskibsværft er genåbnet for, hvis borgerne undrer sig.
Her på egnen er der nok at undre sig over, især for spredte cykelturister, som vi ser af og til. Vi har jo ikke så få borgere, der ligner mutanter noget. Gad dog vide, om vi også kan tjene penge på “Freak shows” ved at lade de mest interessante borgere rejse rundt med Dahls Tivoli ? Jeg må sige, at jeg har vænnet mig til folk her på egnen efterhånden. Også til at dyrene kan mere end dyr fra andre landsdele. Jeg blev engang kaldt Hr. Vombattræner, men har aldrig fået afprøvet skjulte evner mht. pungdyr. Vombats graver huler, siges der. Om så de kan trænes til entreprenørarbejde, eller efterårspløjning? Eller til plantning i gartnerier? Nu jeg er ved det, så vil jeg lige minde om den traditionsrige dans om majstangen, som opsættes i Klamhuse centrum inden længe. Vore folkedansere vil atter møde op!
Nu skulle det jo næsten gå sådan, at der gik politik i byggeriet af KnockHouse før eller siden. Således kom der en mindre demonstration rejsende til Blodhavn. Ikke fra Holstebro, nej men fra selveste København. Nogle unge mennesker med 3 Christianiaprikker på tøjet, uredt hår og gamle aflagte kinesiske kasketter stillede et par ølkasser og en højttaler op i nærheden af byggepladsen, og en greb en mikrofon, og så lød det: “Her kan vi med egne øjne se hvad for ublu metoder storkapitalen gør brug af overfor de undertrykte arbejdere.” “Vi ved at her udbetales der ikke løn, ikke engang en 50-øre i timen.” “Gutter, tariffen er 300 kroner i timen, og det må murerne kunne forlang. Hvad har vi ellers overenskomster til?” “Skal vi ikke gøre fælles rød front mod udbytterne?” “Skal vi se småbørn i de små hjem gå sultne i seng?”
Længere nåede han ikke, før 7 irlændere med musikinstrumenter rev mikrofonen fra ham og sagde: “Well young man, we’re bloody volunteers og begyndte at spille og synge McAlpine’s fusiliers: “So when the going gets rough you must be tough.” Nogle af danskerne spurgte, om demonstranterne skulle have penge til bussen hjem. De forsvandt slukørede af sig selv, slæbende grejet efter sig. “Haha, som om nogen af os ser ud som om vi sulter!” (Mere latter).
Næste dag kom en smilende ung mand med et nummer af den venstreorienterede avis “Arbejderen” bag på cyklen, standsede, stod af og viste en lille artikel på side 7 om de unges version af den mislykkede demonstration. Den var ikke helt i overensstemmelse med sandheden, så godt at Landsbytossen.dk nåede at filme hele optrinnet. Vi havde jo en vaks hr. Nidding Halunk, der tilfældigvis var kommet cyklende ind i Blodhavn efter den fremmede minibus med Christianiaprikker på, for at se hvad den lavede på egnen. Og han var endda bevæbnet med en smartphone. Så man sendte lige optagelsen til Ekstra Bladet udover at publicere den i vor egen netavis. Ja selv Youtube fik den, så vi var helt sikre.
Jeg er aldrig blevet kaldt “Storkapitalen” før med et budget på en million, selvom vi måske nok kunne leve længe af den her på egnen. Mon ord som STOLTHED stadig står i ordbogen ? Nu mangler det vist kun at nogen maler Hitlerskæg på Knockelbusten. Louis er en ven, ikke nogen fører. Vi er klar med sæbevand og børste. Forresten må nogen vist hellere bringe lidt forsyninger ud til greven, hvis ikke vi vil begrave ham snart. Og slottet er jo bevaringsværdigt. Det trænger til en meget stor kærlig hånd. Den sleske advokat Best har man ikke set længe. Han er nok i Tyskland. Under besættelsen sagde man ofte: “Best, Hitler, Himmler.” Og han skød sig jo også.
Nå, bare vent til vi får fyret op under vort lokal-TV. Så kan enhver se og høre hvad vi er for et folkefærd. Også dem i Holstebro. Vi overvejer at invitere Ulla Essendrop over for at snakke om noget mere interessant end hun plejer. Det kunne godt være om Blodhavns Mariachifest. Og om udsigten fra tårnet. Og så må vi se, hvor langt vi er med piratskibet til den tid. En kan sikkert godt optræde som Peter Pan. Eller Gerhard Grønbuks, som han vel kommer til at kaldes. Med eller uden fiseflyvning. Vi skal jo passe på den fine dames fornemmelser. En udstilling af Mogens’ kalapøjsere ville måske være for speciel. Men måske oplæsning af et digt af Bjarlkram Rodaz for at hylde vor venskabsby, Pladderballe.
Nu troede man måske, at med KnockHouse færdigt, ville der falde ro over Blodhavn Nordstrand. Men i læsiden af tårnet, sådan ca. 100 meter mod øst var der efterladt noget byggeaffald, som havde fået et eget liv efter at nogle nætter havde spredt stjerneskud over en klar efterårshimmel i oktober. Der var groet nogle planteranker op, og af dem var de fleste forskellige arter filtret sammen mellem afblomstrede hybenroser og andet godt. Også nogle cigaretskodder af hjemmerullet tobak var begyndt at gro og få blade af cannabis og spidshattede svampe og andet euforiserende ukrudt. Sågar 2 pigæbleurter strakte sig trætte op, vinterparate. Men så var der andet end ” sjov tobak “, nogle ubestemmelige kviste med små bjælder som lignede de stativer det tyrkiske orkester havde bimlet med, og små højttalere på kviste, som småsang og småsnakkede, og noget der lignede vaginaer med masturberende fingre, eller små tissemænd, der løftedes for atter at sænkes.
Det var som om folkesjælen havde indfundet sig og materialiseret sig. Sene blomster der lignede mexicanske kjoler pyntede op så sent hist og her. Og små trompetblomster truttede dæmpede mariachimelodier. Og så man godt efter, fløj der noget der lignede alfer rundt fra blomst til blomst og sugede nektar. Der var endda lys i dem i skumringen. Der var også vokset en “bænk” frem af nogle aflagte brædder. Det hele inviterede til en stjernestund for kærestepar.
Imens fik egnens digtere ligesom lyst til at skrive og malerne til at male billeder. Og da en nattergal satte sig og sang i vilden sky, var billedet ligesom perfekt. Hvad i Knockels underbukser var der dog ved at ske ? Havde H. C. Andersens spøgelse vandret forbi ? Det ville man måske høre mere om.
Havde det nu noget på sig, at der groede eventyr frem på stranden ? Den næste der kom ud til stedet, så først ikke noget unormalt, men begyndte så at se ædelstene og guld og en lille gnom med en gryde. Og den tredie så en stak af diverse brunvarer.
Knockel var blevet nysgerrig og havde tænkt på at der måtte være tabt noget, der fremkaldte syner. Han prøvede at iføre sig en gasmaske fra krigens tid og se efter. Der var intet unormalt at se, kun brædder og andet fra byggeriet. Han lod brandvæsenet sætte afspærring og et skilt op. Avisen fik en kort artikel om at man burde være forsigtig med stedet, til der var analyseret prøver derfra. Da disse gav et resultat, fandt man hallucinogene stoffer fra stedet. De måtte være faldet ned oppefra, anden mulighed var der ikke. Ikke engang Kasper var set i området, ejheller opfinderen. Ingen optegnelser fra krigen skrev om gasangreb.
Redaktøren og politiet valgte at lade stedet rense og overfladelaget gemmes i en tønde. Sagen begyndte at gå i glemmebogen, og der blev fejret Jul på nordvestjydsk vis. Men hen i starten af januar blev der set sære lys ude over heden. Landbetjent Søren Nagelfast, Gustenhuse politi cyklede derud med Fritze løbende ved siden af cyklen. 2 timers undersøgelse gav ingen spor. Hunden fandt heller intet. 2 døgn efter så man lysene igen, og i en kikkert så man noget svæve rundt med ligesom et lysende felt omkring.
Snart havde UFO-feberen grebet beboerne i Gustenhuse, Klamhuse og Blodhavn, og hver aften vrimlede der med cykler på heden. Men så så man ikke noget. I Landsbytossen.dk’s arkiver fra over 200 år siden var falmede papirer at bladre igennem ( forsigtigt ), og der stod om et UFO-syn af noget der var blevet efterladt på heden af fremmede væsener, men at man dengang ikke havde fundet noget. Skal vi nu se om der er noget derude ? Mulder og Scully havde måske haft fat i noget i Amerika.
