Storbyggeri # 5: Kunstnerisk udsmykning og andre fremskridt

Pejsebrænde LOGO

Imens de mange ringriderheste og arbejdsheste var begyndt at æde de sparsomme rester af de nordvestjyske marker og enge, havde ringriderne besluttet at ride hjem til Sønderjylland. De sagde pænt farvel og fortalte, at de havde troet at drikkepetroleum var meget usundt for helbredet, men var blevet glædeligt overrasket over den lokale drik. De havde endda også følt sig mere friske efter at have lært at uddele lussinger. Og med røde kinder sadlede de op og steg til hest og fik atter tøjret de behårede jydske arbejdsheste til de tomme blokvogne for at trække disse hjem til ejerne.

Byggeriet af KnockHouse var også begyndt at tage sig ud af noget, idet de første altaner med rækværk der havde en lighed med europaller var blevet monteret af de smidige irlændere. Man havde da forsøgt sig med stilladser af fiskekasser, som man bandt omkring tårnet med reb. Men murerne og de andre havde sagt, at de var mere i vejen end til nogen hjælp. Man havde i stedet ophængt stilladser mellem vinduesåbningerne på stålprofiler, der stak ud og var tynget ned indenfor. Der var nu heller ikke andet end limningen og tilpasningen, der krævede at nogen arbejdede uden på tårnet. Det skulle da vist ikke males. Det vejrbestandige epoxylignende materiale var også så blankt som en nylavet fiskestang, så maling ville næppe blive siddende. Og skidt ville regne af.

Irerne havde endda digtet en sang om de sjove danskere, der byggede huse af lort. Og den blev flittigt sunget til arbejdet. Der var også blevet tilbygget ikke to, men seks udvendige elevatorskakter, som oven i købet tjente som ekstra afstivning. De forudseende irere og danske murere og deres mester havde ladet lidt rage ud til at falde i hak med elevatorelementerne (længe leve Legoklodserne!) De runde elementer havde været sjove at støbe, idet egnens skolebørn havde fået undervisning i cirkler og udsnit deraf og fået lov at bygge med på støbeformene. Et par stykker havde fået vinylester på fingrene, men blev hjulpet af med det af madmor, der stod i et telt og lavede ædelse til hele byggesjakket. Ungerne havde endda fået lov til at klimpre lidt på irernes musikinstrumenter. Så i opløftet humør drog de hjemad med den gamle skolebus. Den var et rummeligt skrummel med 2 etager. De unge mennesker ville nu sørge for at få godt at spise og være klar til at skide mere byggematerialeråvare.

Byg afs 5 1

Brunvarefabrikken havde måttet indføre overarbejde. Kulprodukterne var varsomt pakket ind i plasticfolie. De blev læsset på kærrer, som blev trukket enten af kreaturer eller dampbiler fra autobranchens eksperimentelle barndom. Skidt med den CO2 de udsendte. Hvad havde man ellers CO2-kvoter til? Turen til byggepladsen var fornøjelig i solskin, og i regnvejr havde kuskesæderne markiser over. Regnfrakker af solidt tysk design havde man fra besættelsens tid, hvor man havde hevet dem af Gestapofolk og HIPO-betjente.

Over byggepladsen svævede de imponerende balloner, som fik afløsning til ballonskipperne hver 8. time døgnet rundt, så ilden kunne holdes ved lige og nye gasflasker hejses op og de tomme ned. Gassen havde man fået rigelige forsyninger af, efter at Brunvarefabrikken havde hittet ud af at udvinde metan af afføringen. Kompressorerne brummede løs og fik den presset ind i tømte gasflasker. Den gas var ikke ringere end naturgas. Hr. Knockels slægtninge, Bælum-familien havde opfundet processen. Urinkraftværket (jfr. urankraftværk) havde leveret strøm til projektører, der oplyste byggeriet i mørkt vejr og ved nattetide, ligesom stålsavene til VVS-folkenes rør havde suset lystigt.

Arkitekterne havde sat sig til at regne på, i hvilken højde der kunne bygges supermarked. Man havde afsat ikke én, men 4 etager til det. Som Herr Eisenmann havde sagt på tysk: Nicht zu kleinlig! Der ville blive bygget fortykkelser af murene omkring vinduerne, og der kunne man som kunder faktisk sidenhen få siddepladser og hvile sig, mens man overvejede hvad man nu skulle købe på næste etage. Der blev iøvrigt bygget ekstra elevatorer i supermarkedet. Det skulle nu ikke forhindre de mest raske i at kure ned ad trappegelænderne. Det viste sig forresten, at arbejderne havde troet at de havde bygget tårnet 40 meter i diameter, men at de faktisk havde bygget det til 50 meter. Rundingen af elementerne havde i en søvnig stund også været støbt til 50 meter. Irerne havde blot smilet lidt forsorent uden at fortælle om det. De havde så præsteret endnu mere arbejde til alles tilfredshed. Man havde jo også nok syntes, at fundamentet var så stort. Rørføringen lå stadig hvor den skulle.

Elkablerne var en historie for sig. Man havde jo samlet brugte kabler, og de var oftest for korte til at nå hen hvor de skulle. Så man havde allieret sig med loddedamer, der var blevet coronahjemsendt af Bang & Olufsen i Struer. Der blev loddet kabelstumper sammen og isoleret med forhåndenværende materialer og gaffatape. Med lidt vinylester på, skulle det nok holde.

Mens irerne byggede i højden, havde danskerne taget fat på gulvbelægningen i de færdige etager. Det blev noget broget af alle de indsamlede rester. Farvepragten så indbydende ud. Den ekcentriske kunstner Børge Tapkram havde således lagt gulv i en etage som et regulært maleri af mindre stumper, godt limet fast med mere ester. Det var blevet glattet med et strygejern. Elektrikerne havde nægtet at montere gammeldags sikringsskabe, men helt nye relæer og fastsikringer havde kunnet skaffes (igen ad lyssky veje). Hvad Lohengrin ikke så, havde han ikke ondt af. Når der kom en levering med påskriften “ORGANISERET”, sad han med hænderne for øjnene, og 2 af gorillaerne med fingrene i ørerne eller for munden, mens de andre 3 gorillaer pillede næser.

Foto fjernet

Om aftenen sad irerne og skrev til familierne derhjemme. Det var ikke helt almindelig læsning, så ovre i Irland fik man nok endnu mere sympati for de sjove danskere. Man havde allerede aftalt at ses igen, hvis de danske håndværkere ville besøge Den grønne ø. Så skulle der flyde Guiness-øl i stride strømme og serveres andet godt. Irerne var jo blevet indkvarteret privat hos Blodhavns indbyggere og i to af nabolandsbyerne, og havde samlet ikke helt ringe viden om de lokale skikke og forhold. Det eneste de ikke kunne vænne sig til, var at spise brunvaresmåkager. De tænkte for meget på fækaliebakterierne. Fruerne havde med omsorg da også skaffet almindelige fødevarer udefra. De havde faktisk endda fået kageopskrifter af sønderjyderne.

Børnene havde jublet over de sydlandske “torte”-lagkager og fået spist så meget, at de måtte holdes fra skole med forstoppelse og udspredende den ene hyggefis efter den anden det halve af den næste dag. Nåja, det hele bidrog jo til nyt byggemateriale. Imens havde tårnet nået de første afgørende 14 etager. Og ingen paddies var kommet til skade endnu. De 4 etager af de 14 var blevet til nævnte supermarked, og der var allerede indrettet det meste og ansat kassedamer og vareoplæggere, samt en chefkøbmand. Og da elevatorerne kun var taget i brug i supermarkedet, havde man installeret rutchebaner foran vinduerne, så man kunne komme hurtigt ned på pladsen. De to tyrkere havde man sat til at udstede P-bøder til bilister der holdt i vejen for arbejdet. Lokalugeavisen havde omtalt og reklameret for det nye supermarked, så valfarten til Nordstrand var omfattende.

Videre til næste gribende afsnit

Retur til storbyggeprojektets begyndelse

Retur til avisens forside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image